Bill Ronantez - Sitas fader - kastede sig uroligt omkring i alkoven, halvvejs i drømmeland så han de to sorthårede tvillinger. Sådan som de så ud, 15 år gamle. Ranke som lys, dansede de under kirsebærtræerne, der blomstrede. En vind blæste små hvide kronblade ned over deres tjæresorte, blafrende hår og blandede sig med de orange blomster, som de havde i håret. De så ham ikke, for han stod bag et træ. Vildskaben stod malet i deres brune ansigter og deres hvide kjoler virkede florlette og næsten gennemsigtige. Det syn fik ham til omtrent at føle sig så gal, som de måtte være.
   Han måtte eje dem, besidde dem og tæmme denne tirrende, pirrende og forbudte afsindighed.
   Den truede med at sprænge ham.
   I hytten tæt derved boede en gammel taterkælling - en heks - og tillige hendes søn, der var en gal troldmand. Man lod dem i fred, fordi de undertiden hjalp og fordi man frygtede dem. Gamle Arabella kunne meget mere end sit fadervor og var næppe god at rage uklar med. Disse historier havde han da opsnappet, de gange han tjente som daglejer - men først nu troede han noget af det.
   Halvt i drømme stod mindet stærkt og levende foran ham. Han sansede deres nærhed, følte det krible i hele kroppen - og mærkede endog den sære duft; en blanding af mærkelige krydderier og gedulgte, ækle ingredienser.
   Julie, den gamle pulverheks, havde engang røbet at der var snegleyngel, ræveklør, tudseæg og spindelvæv deri - foruden planter af mærkelig art. Præcis hvilke, sagde hun, at hun havde glemt.
   Julie....
   Bill knyttede hænderne og strakte ud efter hende i drømmesynet. Hun var så ufatteligt smuk, som hun dansede der - og som hun senere kom ham i møde; da hun forstod han ville holde tæt med de værste hændelser, han nu kendte til -
   Synet opløstes i små bestanddele. Pigerne, træerne, dansen - alt blev til små, farvede prikker, der knitrede og skabte sig,
   Han satte sig op. Stirrende på de fordømte prikker, mærkede han sveden pible frem på panden og lod en hånd glide over den.
   Den blev pjaskvåd og med et syntes han at hånden sugede alle prikkerne til sig. De sprang ind gennem hans pandeskal og fortsatte ned i halsen, der blev så fyldt at den snørede sig sammen.
   Hvad var nu det for djævelskab??
   Han hostede, men intet kom op. Halsen snørede sig sammen og nu kriblede hele hans mave. Det brændte, det sved og det flåede i ham.
   Gennem næseborene strømmede en krydret, besynderlig duft. Den gav ham kvalme.
   Han måtte have vand - vand - han måtte slukke ilden.
   Hun skulle slukke den. Straks. Han ville kalde, men heller ikke ord kunne slippe forbi de mange brændende prikkende gnister i svælget.
   Han måtte ruske hende. Hun lå vel ved hans side, det gamle skrog. Hun var jo dog så føjelig og ikke en heks.
   Det var pillet af hende - for hendes eget bedste - og for ungernes skyld.
   Hun var der ikke!
   Han famlede mod en sammenkrøllet dyne, skubbede til den og kom besværligt over ende.
   Et sted fra lød en skrigen og vrælen.
   Horeungen hylede mod Anarkat.
   Det var den forbandede knægts afkom og han skulle have kvalt det. Både det og dets fader.
   Det var altså ikke nok at være over ham med klø og trusler. Han havde gjort noget ved Julie - og nu - hvor var hun....
   Hun måtte da hjælpe. Hun forstod vel, at han holdt af hende - meget - det var jo derfor han havde fæstet gården, så de kunne få det trygt -
   Han hostede og der blev lidt mere plads i halsen.
   "Julie!" Det lød som en klynken og nu sved det endnu værre. Alt i hans svælg og mave snørede sig sammen.
   Vand.
   Han ravede gennem kammeret.
   Over ham hylede den djævelske horeunge, besat som den var.
   Han skulle... han ville...
   Der var jo spanden med vand -
   Men nu skulle han kaste op - op med det - op...
   Der kom et par stænk - ind over vandet - han ville drikke - han ville -
   Alting blev uklart - det sortnede - spanden dansede.
   Nej, Julie dansede. For ham. Dansede mod ham.
   Hun grinede.

"Der er noget galt med far!"
   Helt stakåndet stod Lev på det øverste trin op til loftet.
   Irriteret rettede Sita sit blik mod det forpjuskede fjæs. Ud af øjenkrogen så hun Sammy skubbe vuggen blidt fra side til side. Han stoppede sin lavmælte, småfalske nynnen og straks vrælede drengen videre. Tænk at der kunne være så meget lyd i sådan en lille gut.
   "Hvad siger du?" spurgte mor, der var kommet op til dem med en smule kamillete og havde lirket nogle dråber i spædbarnet. Det ville ikke vide af skeen, så hun havde dyppet en finger i væsken. Meget kunne det lille kræ vel ikke have fået i sig, men noget måtte de gøre, for det lod til den lille havde mavekneb.
   "Han ligger med hovedet opad vandspanden," meddelte Lev, "og han spjætter så underligt."
   "Det er ellers sjældent, der er spræl i ham," sagde mor. Hendes stemme lød underligt hul og fjern, selvom hun sad lige ovre på dragkisten.
   "Kommer du ikke, mor."
   Lev tiggede desperat og kom helt op til dem. Hendes ansigt var fordrejet af skræk og det blafrende lys, gav det et grotesk skær.
   "Årh, det er vel hans maveonde - han har vel glemt at drikke sin del af kamilleteen."
   Mor virkede nu ikke helt rolig. Stemmen rystede og hun havde allerede rejst sig halvt op.
   Lev stirrede mod tællelyset, mens mor forsvandt mod trappen. Så overtog hun moderens plads på dragkisten og snakkede usammenhængende, om hvordan hun var vågnet, da far kom ravende ud i stegerset, hen mod vandspanden.
   Lev sov på slagbænken derude, for de havde jo overtaget loftkammeret.
   "Måske skal jeg hjælpe," mumlede Sammy og lød ikke som om lysten plagede ham. Han og far holdt jo ikke af hinanden.
   Tøvende slap han vuggen og tilføjede: "han skal vel i seng eller noget - og han er jo tung for moster, hvis han ikke kan gå..."
   Gennem barnets fornyede gråd, spurgte han: "Gider du overtage vuggen, Lev? Sita er vist meget træt."
   Hun fangede godt snerten i stemmen. Han havde prøvet at overtale hende til at stå lidt op i dag, nu barnet var tre uger gammel, men hun var virkelig ikke oplagt til det. Det måtte da række, at den lille gnaskede i hendes bryster og sugede næring til sig.
   Lev overtog. Mor virkede så underligt anspændt. Var hun alligevel nervøs for den gamle, som ellers kostede rundt med hende, omtrent efter forgodtbefindende?
   Så stak Sammy hovedet op over loftslugen og meddelte i et forbavset tonefald:
   "Han er sgu død!"

"Død som en sild!"
   Allan så sløvt på Greg, der ligegyldigt glanede igen. Straks efter kom dog et glimt af liv i hans store øjne. Et aggressivt glimt.
   "Det er vi sgu også snart, hvis vi ikke kommer ud her fra!"
   "Dine flugtplaner stinker."
   Opildnet følte Allan en smule liv, løbe gennem sin krop.
   "Måske," grinede Greg grumt, "men det er da lidt godt, at andre dør i stedet for os. Synes du ikke?"
   Det gad Allan ikke svare på. De havde haft en flugtplan, der gik ud på, at en gut fra Gregs bande skulle slå en vagt ned - og når han lå der, skulle de tage chancen. Men forstærkningen kom for hurtigt. Manden blev straffet på alle de måder, vagerne kunne hitte på. Og nu var han død. Allan havde set det, da han var ude for at grave afføring ned.
   Det var søndag. Endnu en søndag i en endeløs række af grå søndage, hvor de blev i cellen. Der var blevet skiftet halm, siden han kom, men det var længe siden. Hvor længe huskede han ikke.
   De havde stadig deres strålende planer. De grinede stadig af vagterne. Og de andre fanger så op til dem - eller frygtede dem.
   "Dine venner skulle jo få os ud," fortsatte Greg, "men de tager sig god tid, må jeg sige."
   "Måske lader de os rådne op!"
   Det var første gang, Allan sagde det højt - uden at blive opfordret.
   "Det var jo ellers DERES plan med den stage og alt det."
   Greg holdt af at bore i alt, hvad der gjorde ondt på andre.
   Allan havde modsagt han tusinde gange, men kunne ikke slippe tanken, at det var rigtig nok. Sammy var så fuld af gode idéer, men det var ikke ham der sad her.
   "Det må vi snakke med den om, når vi slipper ud!" sagde han dystert og Greg så tilfreds ud.
   "Vi havner sgu nok i Helvede, vi to," mente han.
   "DU gør." Allan var ikke sikker på om der fandtes en sådan lokalitet, men hvis der gjorde, forekom Greg ham at være selvskrevet. Måske også han selv, men det gad han ikke tænke på.
   "Måske skulle vi kalde os for djævle."
   Greg tyggede på et halmstrå, før han uddybede: "Altså når vi laver vores hær og erobrer hele Tydanien og så videre..."
   Nu var der igen gang i planerne og humøret steg.
   "Til den tid, når magien er tilbage, så siger vi bare "alakazam" og så går alle døre op," fantaserede Greg.
   Med en jamrende lyd som en sløv, gammel køter, gled jerndøren langsomt op. Allan forberedte sig på at grine overlegent, spænde alle musklerne, lukke for smertefornemmelse og lade som om vagternes påfund ragede ham en høstblomst.
   "Så er der besøg," forkyndte en hånlig røst, "af en smuk kvinde."
   Greg slikkede omgående sine sprukne læber, men bed sig i tungen, da han så den lille, krogede skabning, der kom imod dem, iført en brun kjole og med et spraglet tørklæde om sine grå lokker.
   Konen rynkede på næsen og kradsede sig på en vorte ved næseroden.
   "Her stinker," slog hun fast.
   "Vi ventede ikke så fint besøg," sagde Greg i et artigt tonefald, der undrede Allan.
   Kathie smilede afmålt nådigt til ham og rettede sin opmærksomhed mod Allan. Først da genkendte han hende.
   "Jeg skal hilse," sagde hun, "Sammy og Sita kunne desværre ikke tage med. De har lig i huset og dåb for døren."
   "Øhe...?"
   Greg og Allan sagde det i kor.
   "Sådan forholder det sig altså. I kan lige så godt vide det. Og så må I ellers holde jer klar."
   Kathies stemme var næsten hviskende, men de spidsede ører. Allan koncentrerede sig ivrigt om hendes sidste sætning, der bragte uventet håb.
   Kathie famlede lidt rundt i en kjolelomme og gav hånd til Allan. Da han forbavset trykkede den, mærkede han en ganske lille genstand i sin hånd. Den føltes ujævn og da han krammede hånden sammen om den, var han lige ved at jamre sig, for den skar i hans håndflade.
   "Det er den manglende brik," oplyste Kathie og borede sine glugger ind i hans øjne.
   "Til hvad?" hviskede Greg, der stod tæt op ad ham. Det var faktisk lige før, Allan fik hans tunge i øret.
   "Tiden er inde," svarede konen kryptisk, "magien simrer og i morgen slippes flere kræfter løs. Saml jeres halvdele og handl som I kan. I må vide, at ikke alt ligger klart, men vagterne vil få meget at se til. Om I må være bestandigt på flugt eller kan gå roligt, er op til jer selv. I har til i morgen - når solen står højest på himlen og Anarkat er bleg bag sløret, så går det løs."
   "Sikke I hvisker og tisker."
   Uroligt stak vagten sit grimme fjæs indenfor. Han så misbilligende på dem og opfordrede hånligt:
   "Du havde nyt, taterkælling, sig nu frem til krapylet."
   "Åh ja."
   Kathie vred sine hænder og meddelte højlydt:
   "Sammy er for nylig blevet far, til Rositas søn - og hun har hævet jeres trolovelse. Desuden er gamle Bill død."
   Vagten grinede skadefro, men skottede dog nervøst til Allans ligblege ansigt og knyttede næver.
   "Så har vi jo en lille afstraffelse, før vi erob..."
   Greg trådte sig selv over tæerne og lukkede skyndsomt sit rottefjæs, så det igen virkede grumt.
   "Når vi engang kommer ud" rettede han sig selv.
   Heldigvis lod det til, at den stupide vagt var alt for dum til at bide mærke i hans fortalelse.

"Vi må gøre eliksiren stærkere."
   Den Vise så mellemfornøjet på dem.
   "Vi ved jo ikke, om den har virket," indskød Jacob stilfærdigt.
   Den Vise kneb øjnene sammen og rokkede med overkroppen.
   "Den har skam virket," sagde hun, "eller mellem os, så TROR jeg, at den har det, men til næste skridt kræves noget stærkere. De små må forstå, at vi skal tale med dem."
   "Kan De da det?"
   Jacob anlagde en uskyldig mine og Martha kvalte et suk. Manden var altså på sin vis ret barnlig.
   Det overraskede hende ikke synderligt, at Den Vise svarede: "Nej, men det kan du."
   "Blot nogle ord." Jacob opgav åbenbart at spille dum, men tilstod at han nok ikke kunne, hvad Den Vise lod til at forvente.
   "Med forlov, hvem er de små?"
   Det var Angus der blandede sig og Martha skævede til ham. Han havde siddet så stille, at hun næsten havde glemt ham. Siden sidst var han blevet solbrændt og lignede mere en bonde end en forfinet adelsmand. Det røde hår var dog stadig sat op i en hestehale.
   Hun følte sig mere tryg ved ham nu og det var godt. De skulle jo åbenbart være sammen i det snarlige eventyr. Spørgsmålet han stillede ville hun også gerne have svar på.
   "Du må kunne bruges," sagde den Vise eftertænksomt og rettede sine katteøjne mod Angus, der ligefrem klarede op i et umistænksomt smil.
   "Til tjeneste, frue," sagde han,
   "Bring straks to dunke eliksir i kog," befalede Den Vise tilfreds, "bland ikke vand i. Det er lidelsens blod vi har brug for - og det får gå an, det er blåt."
   Angsten tittede frem i Angus´s ansigt. Han så ned i jordgulvet, som for at skjule det, men da han atter så op, virkede han rolig. Han formåede endda at sende Martha et beroligende smil. Pludselig kunne hun vældig godt lide den mutte fyr med det gevaldigt dårlige rygte. Det var måske ikke alle adelsmænd, der skulle bekæmpes.
   Der var nu ikke nogen videre mandighed over ham, da Jacob på Den Vises anmodning, fik ham til at vride sig som en orm, ved hjælp af et velrettet spark mellem lårene. - og endnu mindre, da Fruen tog en skarp kniv frem. Den lynede ligefrem i det skarpe lys og Angus lignede en rædselsslagen kattekilling.
   "Hold hans arm i ro, Martha," kommanderede Fruen roligt.
   Martha følte sig utilpas. Hvad skulle det nu gøre godt for. Det her ville hun ikke være med til.
   "Skynd dig lidt - ellers må Jacob sparke til ham igen."
   Den Vise stod som en kattestatue; stivnet, men alligevel på spring.
   Angus var holdt op med at vride sig, men stod med armen mod sit mellemgulv. Med en grimasse rakte han den ud mod Martha. Gennem sammenpressede læber, hvislede han, "Bare tag min hånd."
   Hun gjorde det. Den var svedig og pressede hårdt mod hendes. De så begge væk, mens Den Vise snittede i hans arm og lod blodet pible ned i en beholder, hun tog op af en sine mange lommer.
   Der efter lod hun Martha om at forbinde mandens arm. Selv hældte hun blodet ned i eliksiren, der simrede ganske svagt.
   Igen fremkom der sære tåger. Denne gang dominerede de røde farver og duften var så besk, at det mere var en stank.
   Angus satte sig ned. Han virkede svimmel og så bleg ud, bag det solbrændte.
   "Jeg er vist en slapsvans," mumlede han til Martha, der havde sat sig ved siden af ham.
   "Nej, det går da fremad," forsikrede Martha opmuntrende og klemte en finger sammen om sine næsebor.
   Tågerne steg ud af arnehullet og det blev lidt bedre med dunsten, men hvad var dog meningen?
   Også denne gang dannede der sig en cirkel mellem de nu spredte, luftige tåger.
   I dybet, der nu syntes at være der, cirklede nogle bevingede væsner omkring. Vel sagtens guldsmede eller vandnymfer? Siden hvornår blev de tiltrukket af røgtåger? Eller var det måske den ramme, krydrede lugt, der lokkede dem til?
   Der var vel en håndfuld af dem. En knitrende lyd overdøvede de ulmende gløder på ildstedet. Gned de vingerne mod hinanden eller hvad?
   Flere kom til og knitteriet tog til.
   Det var den lyd, hun havde hørt udenfor, i det sælsomme landskab.
   Et vinget væsen fløj mod hende og instinktivt slog hun ud mod det, men følte en hånd om sit håndled. Det var Angus`s.
   Undrende så hun på ham. Han bredte sin anden hånd ud og det vingede væsen landede på hans håndflade. Det knitrede og frembragte en sære hurtige, skingre lyde.
   Lyset fra den sære magiske lygte blev lidt skarpere og Martha gned sig i øjnene.
   Væsnets lillebitte ansigt var arrigt, men lignede et menneskes lidt, blot med skrå ører, der var store i forhold til ansigtet. Under en blåklokke-hat vældede et pur af tyndt høhår frem.
   For første gang i sit liv, stirrede Martha på en alf.