Bakken lå som smidt ned fra himlen af legesyge guder. Måske havde de tabt den af forbavselse over landskabet.
   Allan smilede ved tanken. Der var jo kun én Gud og Han gav sig vist ikke af med at lege.
   De stod i en lysning, hvor små tuer skød op mellem bregner, bjørneklo og afblomstret kæmpeukrudt, han ikke anede, hvad hed. Midt i det hele stod der tre gigantiske løvtræer og som lænet imod dem, lå bakken. Træerne var så skæve, at det så ud som om bakken var ved at vælte dem.
   Det svirrede i de høje planter, Var det mon vinden, der fik stænglerne til at gnide sig mod hinanden?
   Var det ikke den samme susen, som han havde hørt i løvskoven? Det klang som en svag melodi eller som hviskende stemmer.
   Kunne de andre også høre det? De sagde ikke noget om det og de skulle ikke tro, han spurgte. Han ville ikke blive til grin igen.
   Så blev lyden overdøvet af hundeglam. Snart for 5-6 store, beskidte køtere frem mod dem med sylespidse, blottede tænder. De havde ørene tilbage og halerne mellem benene. Deres vrede gøen gled over i en guttural knurren.
   Med slatne ben så Allan, at Sammy sank ned i knæ og snerrede vredt af den største hund. Et langt, skrækkeligt nu gloede dyret olmt igen. Så veg det baglæns og satte sig på enden. De andre bæster ventede vist på, hvad førerhunden syntes, de skulle gøre. En stor, grim hund med en flænge om snuden bevægede sig uroligt, som lurede den på at handle på egen pote. Han måtte advare Sammy og de andre, men ordene sad fast i hans hals. Kræet blottede sine tænder i noget, der lignede et hånligt grin. Det så direkte på ham og kunne sikkert lugte, at han var bange. Det begyndte at krible i hans fod, den gjorde sig klar til at sparke bæstet, der kom nærmere med ondskabsfuldt lysende, runde øjne. En skikkelse gled imellem dem. Med løftet knortekæp, stod den gamle så roligt som hugget i granit.
   Dyret stoppede slukøret op og Pablo Ronantez gik hen mod den med udstrakt hånd. Dyrets hale begyndte at svinge som et pendul og snart snoede den sig hvalpet under hans hånd. Sammy var i gang med at kæle for det andet vilddyr og kaldte det ved navn.
   "Skal vi så besøge Jacob?" grinede Sammy.
   " Han skulle ikke lade de møgdyr løbe frit omkring," mumlede Allan så lavt, at ingen kunne høre det.
   Foran bakken stod en høj, bredskuldret mand i pelstøj. Hundene ilede hen mod ham, dansende som hvalpe og med kåde haler.
   "Godaften, fader," hilste han på den gamle og nikkede venligt til Sammy, før han spørgende så fra Sita til Allan.
   Efter diverse præsentation og forklaringer, bød Jacob dem indenfor.
   Med store barkede næver åbnede han en simpel dør, bundet sammen af grene. Åbningen bag den var så lav, at de alle måtte dukke sig for at komme igennem.
   Da Allan rettede sig op, ramte et lys hans øjne så skarpt, at han holdt en hånd op for at skærme sig mod det. Blinkende med øjnene gik det op for ham, at lyset stammede fra en kuglerund lampe, hvor i nogle tråde glimtede.
   "Hvad har du nu fundet på, knægt?" spurgte Ronantez.
   "Det virker." Jacobs stemme glødede om kap med lyset, men noget oplysende svar var det jo ikke.
   "Skal jeg lægge mere brænde på?" spurgte en spag stemme.
   Allans blik gled fra den lysende kugle hen ad en besynderlig, aflang beholder af rustent metal - undrende så han, at den gled ind i en kortere, oval genstand, der så mundede ud i en skål eller var det mon det, der kaldtes en kolbe? Om det nu var det ene eller andet, så afsluttedes det i en gryde, med kogende, boblende, dampende vand. Henne ved gryden, der - logisk nok - stod på et ildsted, fik han øje på den, der havde spurgt.
   En spinkel, rødhåret mand med aristokratisk forfinede træk, så usikkert hen mod dem og fumlede med en brændeknude mellem sine snavsede hænder. Da hans sky blik strejfede Sammy, gled et lille smil over hans læber, men straks efter så han, som en ydmyg fæstebonde, ned på sine kludesko,.
   "Daws igen," hilste Sammy
   "Angus har hjulpet mig med at tyde de krusedulle-bogstaver," sagde Jacob og uvilkårligt så Allan sig omkring efter en gammel, støvet bog eller en gullig, mørnet papirrulle.
   Der var begge dele og ikke bare en af hver slags. Mellem krukker, tørrede planter og grinende dyrekranier stod en håndfuld bøger og hældede sig mod hinanden som en vaklende ruin. Oven på et bur med nysgerrige rotter, lå der nogle papirruller og det gibbede i Allan. Åd de små gnavere dem ikke? Nåeh - de kunne ikke nå dem, for der var en lukket kasse mellem dem og de sikkert temmelig gamle ruller. På en stor sten, der var hugget til, så den var firkantet, lå der både bøger og ruller i uordentlige stabler. En af bøgerne manglede en bid af omslaget og det resterende var grøn-brunt af ælde. Et stykke tøj stak ud mellem de lukkede sider og tjente vel som bogmærke.
   Jacob tog bogen og holdt den frem mod Allan, så en stank af støv og mug, truede med at kvæle hans vejrtrækning. Med et grymt og vibrerende næsebor, trak han sig en smule baglæns.
   "Jeg har studeret nogle af de gamle sprog," blandede Angus af Flueborg sig. Han skubbede brændeknuden ind i flammerne og tog et par skridt mod dem. Det ydmyge veg for en varm, næsten ophidset glød i øjnene, mens han talte om sin lærdom og det, han havde anvendt den til:
   "Bogen er meget gammel. Mindst 5000 år, måske mere, så det er et mirakel, at den holder endnu. Den er skrevet på europæisk - et af de første sprog, der taltes - det minder på nogle måder om tydansk, måske mest om almuens sprog, men bogstaverne er simplere - for det meste - der menes at have været forskellige former for trykkemaskiner eller fonde til at trykke med - eller - Noget tyder på, at man i Europa, kendte en masse til mystiske opfindelser, som vi har glemt alt om..."
   "Noget tyder på at dette Europa lå på en anden planet!" blandede Jacob sig og så rundt, for at se. om hans bemærkning gjorde indtryk.
   Det gjorde den. "Der findes ikke andre planeter," for det ud af Allan, "altså bortset fra Anarkat og der kan mennesker ikke bo."
   "Du er nu lidt dum," hviskede Sita til ham og nulrede hans øreflip, for at han ikke skulle blive alt for fornærmet.
   Som om det ikke var nok med beviakguder og eventyr?! Skulle hjernespindsplaneter nu også blandes ind i det? Det var da vist DEM, der var dumme.
   "Nogle af siderne kan slet ikke læses," fortsatte Angus uanfægtet, "men jeg fandt altså ud, hvordan man kan lave lys ved at bruge damp, som man leder ind i en..."
   "Du skal nok blive en dygtig troldmand," afbrød Ronantez. Først så Angus irriteret ud, straks efter forbløffet og så blev han klar over, at den gamle talte til sin søn.
   "Det står jo i bøgerne," indvendte Jacob, men strålede alligevel af stolthed. En vis beskedenhed, bød ham dog at fortsætte: "Min magi er ikke som feernes, beviakkernes og de Underjordiskes. Deres udspringer af moder Sakurus's kræfter, min måske også, men kun delvist, for..."
   "Hvis du ikke bliver en stor troldmand, kan du blive filosof." Et drillende glimt lurede i Ronantez's tjæresorte øjne. I den familie kendte man til meget mærkeligt og hvis man ikke var medlem af den eller konstant stillede spørgsmål, så kunne man godt føle sig udenfor.
   En smule irriteret skævede Allan til adelsmanden, der stod og så tænksom ud. Måske følte han sig også udenfor?
   "Det er vel ikke andre planeter, vi leder efter?" dristede Angus sig til at spørge.
   "Nej," svarede Ronantez, "ikke i denne omgang. Som I vel alle er klar over, så skal I finde den lilla krystal, som min stedfar, blev frarøvet - og med den, kan I genfinde Duedalen i de blå bjerge. Først når duerne vender tilbage, kan I bringe Sakurius i balance igen. Menneskene fra Jorden har udpint kloden i sekler, i omkring 5000 år - og kun få oprindelige væsner er tilbage. Hvis der ikke opnås balance betyder det undergang, Kloden kan ikke leve uden dens egen magi - uden dens væsner - men jordmenneskenes efterkommere tror det og dræber alt håb. Alt - end ikke deres egen fortid, deres viden, vil de anerkende eller tro - kun en afglans af en gammel myte om en gudsøn - en historie, de har omdigtet og kalder kristendom."
   "Var det derfor den der gud gav ham der slavedrengen den krystal?"
   Vrøvl eller ej, så var det ret spændende og en mulig sammenhæng dæmrede for Allan. Derfor spurgte han og mødte frejdigt Ronantez's dybdeborende blik. Nu havde han næsten vænnet sig til at folk gloede, som om de ville hale sjælen ud af en og undersøge den grundigt.
   Ronantez nikkede. "Resten af historien kender I vel? At far fik den af Slikoran, som havde røvet den fra feen Gudrun og at Gudrun var min fars plejemor? "
   Allan nikkede eftertænksomt, for det var jo det dukkespillet havde handlet om.
   "Nu vi alle er med på, hvad det drejer sig om, giver du måske en bid mad?" grinede Ronantez.

Jacob så med et forlegen ud og mumlede noget om, at de jo havde haft travlt med lyset, så kødet var råt og brødet havde de smuldret til rotterne.
   "Godt for dig, at din mor kender dig." Med et lunt grin halede Ronantez brød, ost, pølse og en dunk øl op af sin vadsæk, så de alligevel kunne stille deres sult. Med et lidt flovt ansigtsudtryk flyttede den granvoksne troldmand et par fedtede bøger over på en af de skæve hylder.
   Med et næsten andægtigt udtryk tog Sita et par andre og holdt dem ud fra sig. Med strakte arme placerede hun dem på hylden.
   Allan og Sammy hjalp til og Angus tørrede stenbordet nødtørftigt af med et stykke linned i ussel forfatning.
   Maden smagte dem og de snakkede ikke meget sammen under måltidet.
   "Foreløbigt er I altså TO udvalgte," opsummerede Ronantez og tørrede sig med håndfladen om munden.
   "Jo," medgav Angus og skævede til Allan.
   "Vi har ringen og den halve anarkatsten," opgjorde Allan, "men hvordan får vi fat i den anden halvdel og de andre sager? Er vi nødt til at bryde ind hos den forbistrede lensgreve?"
   Det gav et sæt i Angus og et øjeblik troede Allan, han ville komme med indvendinger, men han åbnede bare munden og lukkede den igen, uden at mægle et ord.
   Sita smilede til den blege, unge lensgreve og snoede en tot hår om sin pegefinger: "Du ved vel, hvordan vi kan komme ind, hente lysestagen og slippe ud igen?"
   "Det kan man ikke - der er folk på vagt - og - og hvorfor vil I stjæle en lysestage?"
   Allan satte ham kortfattet ind i situationen.
   "Det lyder temmelig omstændigt," mente Angus, "er der ikke andre måder at træffe denne berygtede mandsperson på?"
   "Har du et forslag?" spurgte Sammy, men det lod det ikke til. Angus så tænksom ud, pillede lidt ved lommen i de slidte bukser og sagde, i et opgivende tonefald:
   "Der er også hunde og de er næsten lige så farlige som Jacobs. Jeg ved desuden ikke helt, hvor netop den lysestage er, men sikkert i riddersalen. Kan I selv kende den?"
   "Det tror jeg," sagde Sammy.
   "Ja, hundene er nok ikke det største problem," sagde Allan. Det var imponerende, sådan som hunden havde lystret Sammy og mon ikke han kunne have klaret det uden onklens hjælp?
   "Hvis jeg fortæller, hvordan I nemmest finder riddersalen og hvorledes I burde kunne slippe væk, vil I så ikke tage lidt ting til mig - og lægge et brev til min moder?" Angus så bønligt på Sammy, der trak på skuldrene og så spørgende på Allan.
   "Du kan jo tage med," snappede Allan, der stadig ikke var spor glad for at skulle være forbryder - og måske blive fanget.
   Skrækken stod penslet i Angus's ansigt og det lød nærmest jamrende, da han beklagende slog ud med hånden og sagde: "De jager mig jo, alle sammen."
   Så sank han en klump og gjorde stemmen dybere, mere rolig og mandig, da han foreslog: "min fætter arbejder der, så han kan måske hjælpe jer. Overrække jer lysestagen eller noget."
   "Hvordan skulle vi så give ham besked?" funderede Sita.
   "Han kan da læse, så hvis jeg nu skrev et brev og I bragte det til hans bopæl. Han bor i en lille hytte i Hesterup og er kun på borgen søndage, så det er bedst I bryder ind på en søndag. Så er min "kære" familie også i kirke!" foreslog Angus.
   Allan ville sige en masse, om at han ikke ville, men Sita kiggede så forelsket på ham, at ordene røg i den gale hals og han hostede.
   "Hvad så med de andre rette revilekier?" spruttede han, da Sammy havde dunket ham i ryggen.
   "Hver ting til sin tid," småsmilede Ronantez. Straks efter forlod smilet hans mundvige og i alvorligt tonefald spurgte han: "Jacob, mener du i øvrigt, at Angus der, er den rette bærer af ringen?"
   "Javist," forsikrede Jacob, "Krystalkuglen afgjorde det!"
   Angus faldt ind: "Ja, jeg lagde hånden på den og Jacob så et væsen derinde, som gav et tegn."
   Ronantez rynkede brynene og så eftertænksom ud. Så nikkede han og gav hånd til Angus:
   "Så velkommen i blandt os. I skal alle få mere at vide, når Gregory Hayes har fået sin stage og vi ved med sikkerhed, om han har den anden halvdel af anarkatstenen. Når det er i orden, så mødes vi her igen, men skriv nu dit brev, Angus - de unge mennesker har jo lang vej hjem."