"Hvad er det for noget med den sten?"
   Allan drejede Kathies gave mellem hænderne, mens han så på Sita, der sad på hans seng og så drilsk på ham.
   "Sshh." Hun lagde en finger mod sine læber og så sig rundt, som om de rå, utætte vægge havde ører. En edderkop benede væk, som om den ikke ville høre på noget, der havde med sten at gøre.
   "Det er en hemmelighed," hviskede hun.
   "Du kan vel fortælle det, når din moster har givet mig den."
   Det pigebarn elskede at gøre sig kostbar og drille. Det var irriterende og når hun teede sig sådan var hun næsten lige så fjollet som andre tøser. Især taterpiger var ofte frække - og visse fattige piger - og dem skulle man helst ikke omgås. De havde kun pjat i hovedet og så en sær lyst til at lokke mænd i fordærv. Sita var anderledes, havde han opdaget: smuk og sommetider, som nu, pjanket, men der var noget inde i knolden på hende; kloge tanker og venlig alvor.
   Nu lænede hun sig bagover og smilede dumt, gjorde sig til og viftede af ham med sin lillefinger, for at han skulle rykke nærmere, men sådan legede de ikke.
   "Ud med sproget ! Hvad går det ud på?"
   Det var vel bare et eller andet sludder - noget med at den kunne beskytte ham mod ånder, bringe ham held i spil eller sådan noget, men noget hedensk, vantro stads var det og han ville ikke blandes ind i noget. Sita var klog og anderledes, men hun var vel for pokker ikke en heks?
   Før de blev kærester havde de haft et skænderi, fordi hun påstod, at mænd lavede alt det sjove og lod kvinderne knokle med det besværlige. Han havde selvfølgelig protesteret mod det vrøvl og så var hun blevet sur og havde sagt en hel masse. Til sidst havde hun erklæret, at når hun fik en mand, så skulle han malke - i hvert fald hver anden dag. Han havde naturligvis protesteret, for mænd, der malkede, var til grin.
   Sita trak benene op under sig og smilede drilsk, men der brændte varme gløder i hendes øjne, mens hun så på ham; det var lykkedes hende, at få ham. Han var anderledes end de andre karle, der sværmede om hende, som bier om en farvestrålende, duftende blomst. Selv sønnen på nabogården, der ellers ikke brød sig om tatere, havde et godt øje til hende - når hun rankt gik forbi ham og vrikkede lidt med hofterne, glanede han, så øjnene var ved at trille ud af deres huler. Men Allan - det var som om han ikke havde lagt mærke til hendes spil, men snakke med hende, gjorde han og det som om de var lige. Længe - hele tre uger - havde hun frygtet, at de blot skulle være kammerater og så var de kommet op at skændes. Sita smilede drømmende, da hun huskede, hvordan han var kommet slentrende ind i kostalden. Kejtet havde han fumlet med noget og så havde han spurgt; "Må jeg prøve?"
   Hun var netop ved at malke, så det var jo klart nok, hvad han mente og glad lod hun ham prøve. Inden han satte sig, gav han hende en buket blomster, han havde plukket. Det var vilde blomster, men de var ordnet smukt, så buketten strålede mod hende - og sammen med ordene, sagde de en masse, der fyldte hende med jubel.



* * *
   "Vil du med over til moster? Vi er jo færdige med arbejdet og så har vi vel lov til at gå os en tur i den stjerneklare aften."
   Det var en lørdag aften, en uges tid efter høstgildet og endelig spurgte Sita, om de skulle besøge hendes mærkelige moster og frække fætter.

Snart gik de gennem den lille bondeby, som lignede så mange andre byer, han havde været i, men som han efterhånden syntes han kendte; tætliggende fæstegårde og rønner, med smalle gyder i mellem, en kirke, en kro, en smedje og nogle få værksteder. I byens udkant lå så Kathies skæve rønne. Stenmurene hældede og en revne sås gennem den sparsomme, gul-grå kalk. På taget prangede en forladt fuglerede mellem strå og husløg. Sita bankede på den todelte dør og snart lød der slæbende gammelkoneskridt. En gammel, hvidhåret kone lukkede op. Nå ja, der boede jo to ældgamle koner hos Kathie og hendes søn. Sita havde fortalt, at det var Kathies kusiner.Konens hvidkrøllede hår mod det brune, rynkede ansigt, fik Allan til at tænke på en rosin med mug på. Hun smilede til Sita og skævede mistænksomt til Allan.
   Stuen så næsten ud som han huskede den, men midt i den var der stillet en underlig kasse. Den mindede lidt om et skab, med forhæng for den øverste halvdel, et krøllet, blåt og todelt tæppe. Det var naturligvis et dukketeater! Sådan et havde han set på markedet i Belohako. Måske rejste Kathie rundt med det, men hvorfor var det blevet hentet indenfor?
   En herlig duft kildrede hans næsebor og tvang hans blik hen mod det vaklevorne langbord, hvor et fad med lune, nybagte hvedeboller var anbragt mellem en skåret ølkande og en krukke smør.
   Sammy sad på bænken og så noget blegnæbbet ud. Det ene øjne var hævet og i alle regnbuens farver. Han smilede til ham og Allan satte sig ved siden af ham. Sita slog sig også ned på bænken og overfor dem sad den anden kusine. Hendes tynde, grå hår var sat op med et træspænde, hvorfra et dragehoved grinede mod dem.
   Det rumsterede inde fra dukketeaterkassen og langsomt gled forhænget til side. Mellem et klodset tårn af træ og nogle pjuskede grene, sås Kathies ansigt og ene arm.
   "Velkommen," bød hun og så rundt, smilede og nikkede hjerteligt til først Sita og så Allan. "I skal nu se den enestående forestilling om, hvordan det gik til at Atkar og Knut fik den lilla krystal - og hvordan Atkar blev en god konge."
   Dukkerne var simple og blev ført med en stang mellem de endnu simplere kulisser. Det var vist ikke noget særligt. Troede de skøre fruentimmere, at han var et barn??
   Stykket handlede om en dreng, der hed Atkar og som mest af alt lignede en arret gris - eller var det bare dukken, der ikke var så godt lavet? Denne dreng blev sur over at en slavedrengs mor skulle have prygl, men inden han blandede sig, forstenede slavedrengen alle de onde og så flygtede de med en pose genstande, der var hellige og magiske. Det var nu meget sjovt, at drengen kunne trylle og Kathies stemme blev varm, da hun på dukkens vegne udtalte den magiske formular. Lidt efter lidt lod han sig rive mig og fulgte de to drenge, der flygtede sammen med slavinden og nogle få andre. De mødte en kat, som de var gode ved. Senere kom de til en hule, hvor en gud holdt til. Denne gud var tilfældigvis en slags kattegud og da Knut havde været særlig rar ved katten, så fik han en gave som tak - en lilla krystal.
   "Rosinkvinden" var smuttet ind i kassen og hendes stemmer klang lidt ensformigt, så det ind i mellem var svært at vide, hvem der sagde en replik. Kathie var derimod god til at lave stemmer.
   Figurerne viste glædesstrålende den lilla krystal frem - den lignede en istap eller et glasskår, men et svagt lys udgik fra den og det var faktisk lilla!
   "Hvordan laver de det?" tænkte han højt og Sammy grinede: "Det er en hemmelighed."
   "Den RIGTIGE krystal lyser meget mere," sagde Sita, "den indhyller alt i sit fantastiske lys og funkler i alskens nuancer."
   "Sludder," for det ud af Allan og de så dystert på ham.
   "Det var så første akt," sagde Kathie og Allan klappede, for det var da meget underholdende og nu kunne han vel være bekendt at sætte tænderne i en bolle??
   Smørbollerne var så gode, at han var i gang med den fjerde, da stykket fortsatte. Nu sås nogle brune stofdynger, der utvivlsomt skulle forestille bjerge. Der var strøet kornblomster og blå lerkugler ud over dem. Frejdigt forkyndte Kathie:
   "De var nu en flok på over to snese mennesker og væsner. Lyset fra krystallen havde vist dem vej til de blå bjerge."
   "Nåeh - Tranques-bjergene?" tænkte Allan højt. Han havde en gang mødt en vagabond, som havde fortalt om bjergkæden på den anden side af den vidtstrakte og urgamle skov, Womballa.
   "Netop," medgav hun og skjulte sig. Den arrede dukke stod nu foran et bjerg, sammen med nogle andre. En hel vifte af kludedukker dinglede i et bundt og Allan bed sig i læben for ikke at råbe "Bu-uh." Der hørtes en rislende lyd, Vand blev pøset i en spand, men det skulle illudere noget andet.
   "De stod undrende foran et vandfald," bekendtgjorde den gamle kusines monotone røst.
   "De elsker at spille," hviskede Sammy til ham.
   "Ja," hviskede Sita fra hans anden side, "mon de har dragen med i dag?"
   Det var som om, hun prøvede at hviske gennem hans ører og over til fætteren, der fortrak læberne i et svagt grin og skævede til spændet i konens hår, "Det tror jeg ikke," hviskede han tilbage.
   "De brændte jo marionetterne," hvislede den gamle arrigt og havde åbenbart hørt deres hvisken. Med et sky blik til Allan, fumlede hun med spændet. Det filtrede sig ind i hendes tjavser, hun trak i det, men det blev det bare værre af.
   "Se nu, hvad der sker," hviskede Sammy til Allan. Ud af øjenkrogen så han Sammy snige sig til at vriste spændet fri og snige sig om bag teaterkassen. Allan krummede tæer ved tanken om, at spændet spillede en rolle, men fulgte alligevel med i stykket.
   Den lilla krystal standsede vandfaldets løb og så slap flokken ind i en dal, hvor der lå et gammelt slot.
   Der boede et monster og en drage, som tilkaldte en troldelignende gud. Den gud var i familie med katteguden og han gav Atkar en gave - en sten fra Anarkat.
   Uvilkårligt spidsede Allan ører og greb om stenen, som stadig hang om halsen. Dukken, der forestillede Atkar fumlede med stenen og måtte have hjælp af Kathies krogede fingre - så lykkedes det at brække "stenen" over i to stykker. Overfor Atkar stod et lille, blåt og knokkeltyndt væsen. Det var ret godt skåret og dets røde øjne lyste mod Allan, mens Atkar fik hængt stenen om dens hals. Helt dumme var konerne ikke til at spille teater, for Allan syntes næsten han så monsterdukken smile.
   Forhænget gled for og igen klappede Allan. Sammy, Sita og den gamle kusine klappede også.
   Kathie og hendes kusine kom frem. Kathie så hvast på Allan. "Kunne du virkelig lide stykket?"
   Han nikkede ivrigt, for ind i mellem havde det virkelig fanget og nogle ting var virkelig godt lavet, med de ret simple midler, de åbenbart havde.
   Kathie så undersøgende på ham. Så fortalte hun:
   "Mjure, Muriel og deres bror havde et marionetteater, men der var nogle, der ikke brød sig om deres forestillinger. De brændte det og fængslede Akim, min fætter..."
   Allan lagde ansigtet i passende dystre og deltagende folder, for det var da synd at brænde marionetdukker og kulisser.
   "Hvorfor?" spurgte han.
   "De er bange for myterne om Sakurius's fortid," sagde Sita foragteligt, "Atkar, Knut og de andre blev i Duedalen, men Atkar blev konge og fra slottet i Duedalen, herskede han over hele Tydanien og flere andre lande. Den lilla krystal blev givet til den allerøverste Gud - Vor Frue- og hun havde den indtil monsteret du lige så, fik den fra hende og senere gav den til -"
   Sita så spørgende på Kathie, der glanede indgående på Allan, så han vred sig uroligt på bænken. Hun ville vel vide, om han for rundt og fortalte alle om deres eventyrspil, men hun kunne godt slappe af. Han kunne godt holde på en hemmelighed og dette var jo ret sjovt og harmløst.
   Kathies øjne blev mildere, ansigtstrækkene slappedes og smilehuller dukkede frem i kinderne, da hun nikkede til Sita.
   "Monsteret gav krystallen til min bedstefar," sagde Sita.
   "Nej, til min," grinede Sammy. På skrømt truede Sita af ham med en knytnæve og han dukkede sig, storgrinende.
   Smilehullerne forsvandt og Kathie oplyste alvorligt: "Den er borte. Vi har søgt og vi har ledt, men borte er den. Dog ved vi nu, at den kan findes, hvis de rette samles på rette sted med rette remedier."
   Hun brugte finere ord end de fleste andre tatere. "Remedier" betød vel "ting" eller hvad?
   Sita skottede fra mosteren til Allan. Uærbødigt talte hun på fingre, mens hun remsede op: "Begge halvdele af anarkatstenen, ringen med duens sjæl, søstrenes lys, perlerne, der som tårer faldt fra Kajtans åsyn og krukken, de faldt i."
   Så betød det altså ting og han havde den ene af de ting - påstod Kathie og Sita.
   Nådigt nikkede Kathie og overtog redegørelsen:
   "Det er ikke nok at have remedierne, lille børn, de skal være i hænderne på de rette og bringes til rette sted. Først da vil den lilla krystal på ny åbenbares."
   "Finder de rette så den der dal?" Allan betvang sin lyst til at give ordet "rette" en drillende klang. Det irriterede ham lidt, at hun sagde det flere gange i rap, men der var ingen grund til at gøre konen ked af det.
   "Ja, hvis de ER de rette," blandede "rosinen" sig. Allan havde ikke helt styr på, hvem der var Mjure og hvem Muriel, så i tankerne kaldte han hende sådan. Sammy opklarede navneforvirringen:
   "Altså, tante Muriel, de rette er vel de rette."
   Konen, der altså hed Muriel og var hende, der havde styret nogle af de mange dukker, snerpede munden sammen til en smal streg og så misbilligende på Sammy, der kærligt drillende smilede til hende.
   "Allan er den rigtige, " forsikrede Sita ivrigt.
   De troede virkelig på, at det underholdende eventyr var begivenheder, der havde fundet sted i virkeligheden.
   Nå ja, det havde jo anet ham, men visheden fremkaldte en sær kriblen i kroppen. Var de skøre eller havde de en viden andre ikke kendte? Hvad var det mon han var i færd med at blive rodet ind i?
   "Hvad er det jeg er den rigtige til?" spurgte han.
   "Sig ikke for meget, søde Kathie," hviskede Mjure så højt at alle kunne høre det.
   "Til at være den ene af de, der finder den lilla krystal," fastslog Kathie.
   Sita tilføjede: "- og de andre med de forskellige remedier. Vi vil naturligvis gøre alt for at hjælpe dig,"
   Allan kunne ikke dy sig: "Hvordan ved I at det passer? - at den her for eksempel er den samme halve sten, som i den der forestilling?"
   "Det står jo i den Hellige bog!" Muriel udbrød det så forarget, som om han var idiot. Hendes søster tyssede forskrækket på hende.
   "Min far fortalte en del," oplyste Kathie stille, "og resten fandt vi ud af, Pablo, Julie og jeg. Som du ved er Julie din kærestes mor og hun tror ikke længere, men vi andre har bevaret håbet om bedre tider."
   De gamle koner indbildte sig vel noget og havde fået Sita til også at tro det. Uforvarende trak Allan på skuldrene; hvorfor ikke lege med? Det kunne vel blive interessant, om der virkelig var andre, der troede på det med sære guder, mærkelige eventyrvæsner og en lilla krystal, der kunne vise vej til en skjult dal.
   Men var det mon ikke farligt? Nogle - vel præster, troende og herrefolk? - havde jo BRÆNDT et dukketeater og fængslet en mand for at spille med det.
   Sitas øjne funklede mod ham - beundrende og eventyrlystent. Hun skulle ikke tro, han var en tøsedreng, men der måtte ikke ske hende noget. Uvilkårligt smilede han varmt tilbage mod hende.
   "Hvordan - æh - finder vi så de andre?"
   Skulle han lege med, måtte han vel vide det.
   "Tjah....." Kathie trak lidt på det. Så indså hun vist, at han måtte vide lidt mere, end hvad der var foregået eller ikke foregået i fortiden.
   "Ser du - min bror er ret overbevidst om, at den anden halvdel af anarkatstenen er i hænderne på lederen af Hayes-banden. Har du hørt om dem?"
   Historier om grusomme overfald på gårde og rejsende, løb gennem Allans hjerne og han nikkede:
   "Han er vidst ikke nem at finde?"
   "Næh, men det kan vel lade sig gøre," mente Sammy.
   "Du kender ham måske?"
   Selvfølgelig kendte knægten ikke en forhærdet forbryder, men han behøvede vel ikke lyde så sikker?
   Sammy rystede på hovedet: - "men det kan jeg komme til."
   "Hvordan vil du bære dig ad?"
   "Det ved jeg ikke lige, men jeg kan finde på noget."
   Sita tilsendte fætteren et irettesættende blik: "Det er Allan, der skal hitte ud af det."
   "Måske får jeg den bedste idé," grinede Sammy.
   "Du tror vist du er noget," drillede Sita og Sammy gav prompte igen: "Det er jeg da også."
   Allan gad ikke høre dem mundhugges, selvom det var for sjov.
   "Måske er det Sita, der får den bedste idé," smilede han.
   "Jeg elsker dig," sagde hun, "og jeg ved du finder sagerne og de rigtige folk!"