Smertehelvede.
Den dybe og frygtelige ensomhed.
Skærer i ens sjæl og krop.
Efterlader voldsomme og ømme sår.
Lunten er kort,
men vejen ud er lang.
Et sted i det fjerne skimtes et håb,
et meget utydeligt lys,
der prøver at bane sig vejen frem.
Mørket dækker alt i sort,
tågen er omslutt
ende.Det føles som er slutningen nær,
men så alligevel ikke.
Skriget runger i ens øre,
selvom tomheden fylder rummet.
Tårende er ikke fjerne,
men viser sig alligevel sjældent.
Alting er så koldt og smerteligt,
den larmende stilhed i hovedet er værst.
Minder én om, at alting ikke er korrekt,
ikke alting er som det burde være.
Men det endegyldige skridt
er næsten umuligt at tage.
Man vakler og snubler på målstregen,
og alting er atter tabt.