Depression.
Tomhed og længsel mod noget andet.
En dyb smerte indeni.
Den ufattelige træthed og udmattelse.
Hæmmelsen, der efterlader én helt alene med sig selv.
Tusinde af tanker der forsætter i det uendelige.
Tanker, der aldrig falder til ro, men forsætter med at stige og falde,
til at man må holde sig for hovedet, af bar skræk for, at det skal eksplodere.
Intet er mere ubehageligt end denne jagende følelse,
følelsen af magtesløshed, af ingenting at ville, ingenting at kunne,
Det store håb om en bedre dag, der bare aldrig kommer.
Drømmen om at være én helt anden person, det store had til sig selv.
Tårende bliver ved med at trille i ét væk, til at man ikke længere kan græde.
De gør ikke selve følelsen værre, men de hjælper heller ikke én.
Dagene går ind i en tomgang, der forsætter ud i det uendelige.
Men er den rigtige beslutning,
at proppe sig med tomme piller?
At undertrykke sine følelser,
når de kommer over én?
I hvert fald ikke for mig.