De små porcelænsfigurer i vinduskarmen er efterhånden dækket af støv. Snebærhvide siameserkatte med slanke halse. Ruhårede hønsehunde i samme farve som visne blade. Isbjørne der fanger sølvgrå sæler. Hvis man åbner vinduet fyger støvet som sandklitterne i Sahara.
   En kvinde kommer ind på værelset. Hun bærer en løs, gulvlang, sort kjole med lange ærmer. Det hvide hår med striber af sølv, er kortklippet og krøller let. Hendes høje, elegante skikkelse forstærkes af den smykkeløse fremtoning. Ingen øreringe, fingerringe. Intet armbånd. Ingen halskæde hviler på hendes kraveben.
   Hun sætter sig på kanten af sengen, hvor en gammel dame ligger og stirrer op i loftet. Damen mærker knap nok madrassen give efter for kvindes lette skikkelse.
   "De kommer for tidligt."
   "Jeg kommer lige til tiden," svarer kvinden, mens hun stirrer på væggen foran hende. "Måske endda lidt for sent."
   Den gamle dame smasker en smule utilfreds og vender blikket mod himlen bag vinduesglasset, der er samme nuance grå som livet i parcelhusende bag ligusterhækkene i forstæderne.
   "Ja, jeg kan jo ikke rigtig stikke af længere."
   "Det ved jeg," svarer kvinden. "De ved - De ved, jeg ledte efter Dem for mange år siden under krigen?"
   "Dengang min skole blev bombet, må jeg formode?"
   "Men De var ingen steder at finde. Jeg ledte og ledte, men De var som sunket i jorden." Et lille smil snor sig fra kvindens mund og op til hendes øjne. Jadegrønne med en honninggylden ring i det yderste af iris.
   "Jeg var ikke klar. Min far rykkede hele familien til Vestjylland efter skolen blev bombet. Sagde der var mere ro på i den del af landet."
   "Det må der have været, men nu er det ved at være tid. Er der noget De ønsker at sige?"
   "Der er tusinder af ting, jeg ønsker at sige, men ikke til Dem."
   "Fortæl dem alligevel. Måske får De det bedre."
   "Der er så mange ting i verden, jeg stadig ikke forstår," siger damen.
   "Det er svært at blive klog på noget, der er i konstant forandring."
   "Jeg forstår ikke, hvorfor jeg det sidste år har tilbragt det meste af min tid alene i den her rådne seng. Madrassen er efterhånden så mør, at man kunne hælde cement over den og støbe en perfekt statue af mig. Så kunne man rejse den på det her muldne plejehjem til ære for alle de andre anonyme stakler, der tvinges til at holde en utålelig tilværelse ud - enten fordi deres hjerner eller kroppe har givet op eller Gud forbyde det - begge dele."
   Kvindens ansigt deler sig i endnu et lille smil. "Det er sjældent jeg møder dens slags humor."
   "Bitterhed. Humor. Nogen gange flyder de sammen, og nu er Deres erhverv jo også en kende alvorligt," svarer den gamle dame.
   "Jeg vil nu kalde det en nødvendig foranstaltning for opretholdelsen af balancen på jorden."
   "Hvis De siger det."
   En let stilhed sænker sig som en plasticpose der flyder mod havets bund.

"Jeg har mødt mange ældre medbeboere, der ville give Dem den helt store velkomstkomité, og alligevel har de ventet alene og forgæves i årevis og så kommer De anstigende, når jeg slet ikke føler mig klar." En antydning af foragt? "Sandheden er, at jeg nok er træt. Ensomheden æder mig op, og her troede man, at ens børn ville redde én fra en sådan grusom skæbne, men nej.
   De siger, man kan opmagasinere sin visdom i rynkerne, når der ikke længere er plads i hjernen. Så må visdommen jo ty til sprækkerne i ansigtet. Alligevel er jeg intet værd. Alligevel har jeg aldrig været tilfreds."
   "De taler om lykke?"
   "Det gør jeg nok?"
   "For mig at se, er lykken er som et puslespil, hvor alle brikkerne i splitsekunder falder på plads for derefter at blive opløst i det store tomrum igen. Hvis man konstant stræber efter lykke i en verden, der er uretfærdig, er man dømt til at være ulykkelig."
   "Det er nok vores last," et suk undslipper den gamle dame.
   "Bestemt. Det er som, når man forsøger at finde mening i abstrakt kunst. Nogen gange er det meningsløst. Eller meningen er, at det i sig selv er et udtryk for meningsløshed. Det er i virkeligheden forbandelsen ved den bevidste eksistens. Den bevidste bliver bevidst om egen eksistens, og kun derfor bliver ulykke en realitet. Kan man være ulykkelig uden at vide, hvad ulykke er?"
   Den gamle dame ser ud af vinduet, et blik der oser af fravær.

"Før jeg kom på plejehjem havde jeg en kat," stadigt med posede øjne på det grå skyhav, "Tanaka hed han. Han var en fin kat. Tyk, brunlig pels, en busket hale og tillidsfuld af natur. Jeg fandt ham, da han som lille killing sad forfjamsket og forladt i et buskads i en japansk have, hvor jeg ofte nød at komme, dengang jeg stadig selv kunne bevæge mig rundt. Jeg vidste, at ejerne af den japanske have havde katte, men han udstrålede så megen ensomhed og ulykke, at han måtte være hjemløs.
   Jeg samlede ham op og spurgte ejerne af haven, om han boede hos dem. De sagde, at de aldrig havde set ham før, men han lignede en, der trængte til et hjem, og jeg var velkommen til at tage ham med mig. Det havde aldrig været min plan at anskaffe mig en kat, men da jeg stod med ham, følte jeg, at jeg måske kunne redde bare et lille stykke af verden - i hvert fald hans verden, ved at give ham et hjem. Tanaka var det eneste japanske navn, der umiddelbart dukkede op i mit hoved, mens jeg stod med ham, og sådan blev det.
   Han skulle vise sig at blive min bedste ven, jeg tror han reddede mit liv flere gange, men jeg kan jo selvfølgelig ikke være sikker. Det var som om hans ulykke over at være blevet kastet uønsket ud i verden og den voksende ensomhed, jeg gik med i mit bryst, næsten opløste hinanden. Selvfølgelig ikke til en grad, hvor de begge ikke eksisterede længere - jeg var stadig lidt ensom og hvem ved, om han stadig var lidt ulykkelig, men vi hjalp hinanden gennem hverdagen, og det er nu det vigtigste, man kan gøre.
   Jeg husker specielt en eftermiddag i oktober, hvor jeg sad lunt og godt i min stol med en bog, hvor jeg havde lavet citronte, og hvor Tanaka krøllede sig sammen på mit skød, som han nu så ofte gjorde, hvor solen skinnede køligt og hvide skyer hang højt på himlen som totter af bomuld, hvor skovbrynet foran mig stod i de smukkeste efterårsfarver, og hvor jeg, mens jeg betragtede alt dette, følte en fredfyldt ro indeni, jeg aldrig før havde følt. Efter lidt tid forsvandt den igen som - dueflokken nede på torvet går i opløsning."
   "Lykken finder os ofte i de meste uventede situationer. Det er derfor, vi ikke må jage den. Hvad skete der med Tanaka?"
   "Det må De jo vide. Han døde af alderdom. En aften efter at have forædt sig i en dåse tun, vågnede han bare ikke op igen. Han var vældig glad for fisk. Hvem ved. Måske døde han af lykke? Bør jeg være bange?"
   "Er De bange for at sove?" spørger kvinden.
   "Nej."
   "Så skal De ikke være bange. Jeg vil bede Dem om at gøre en sidste ting nu før det sker. Nogen bliver så vældig angste i øjeblikket, men det hjælper ingenting, så det er der ingen grund til. Derfor vil jeg gerne bede Dem om at lukke Deres øjne og tænke tilbage på alle de gange, De følte Dem elsket. Elsket af Deres familie; børn, mand, forældre og Deres venner, af Tanaka."

Damen føler kvinden tage sin hånd, mens hun ligger den anden på damens pande.
   Billederne ræser afsted i hovedet på hende. Hun flyver i en tunnel af billeder. Hendes mors latter, når hun hængte vasketøj op. Hendes fars brændende ønske om, at hun måtte klare sig godt i livet. Det blik han sendte hende, når hun sad og læste. Et blik af anerkendelse. Håb.
   "Det er tid til at holde op med at flygte," siger kvinden.
   Damen bevæger sig hurtigere gennem tunnelen. Hende og hendes mand da de var unge. Bryllup. Latter. Da hun fødte deres søn. Kærlighed. Da hun fødte deres datter. Endorfinudløsning. Mandens begravelse. Sammensmeltede tårer. Varme. Citronte. Ro. Tanaka. Tanaka. Tanaka. Julekort. Smil. Fødselsdage. Kys. Breve. Nærhed.
   Lys. Lys. Lys.