1.
   "DEAD MAN WALKING" gjaldede det udenfor den dødscelle, hvor Jim Paine sad og spiste sit sidste måltid. Han så på den halve portion mysli, der var tilbage på hans tallerken og undrede sig over, at dette virkelig skulle blive det sidste, hans mave skulle arbejde med, bortset fra den dødbringende gift, som ville smadre hver en celle i hans krop. Men den voldsomme støj fra de indbrasende fængselsbetjente fortalte ham, at der kun ville være giften tilbage. Store, fede uniformer trængte sig ind på ham. De monterede håndjern og fodlænker på ham, som koblede ham på to af disse stykker fængselsflæsk. Han mærkede, hvordan lænkerne flåede i håndled og ankler, så han måtte give efter og følge med ud på fængselsgangen. Der stod han mellem fire af svinene, lænket til de to på siden og mast ind mellem de to andre foran og bag sig. En lus mellem fire negle.
   "DEAD MAN WALKING" gjaldede det igen fra en femte, det var oversvinet af en fængselsbetjent, og så blev han ellers puffet, skubbet og mast fremad, som om han kæmpede imod af alle kræfter. I dagens anledning var skydeklappen slået fra for hver af cellerne, så hans medfanger kunne glo på ham. Deres vidtopspilede øjne oplevede den parade, som de selv en dag skulle trækkes igennem. Jim Paine havde selv set fire af slagsen.Han havde set dem tude og stritte imod, og han havde svoret på, at han ville gå sin dead-man-walking på en værdig måde. Men virkeligheden var en anden. De uforudsigelige ryk i lænkerne, mandehørmen og den korporlige masen og rykken i ham, fik hans krop til automatisk at gøre modstand, hvilket øgede magtanvendelsen, så kroppen så småt begyndte at gå i panik. Han vidste ikke, at det var så udspekuleret udtænkt. I sin afmagtsfølelse mærkede han raseriet samt tårerne, der væltede frem.
   "DEAD MAN WALKING" lød det, nærmest som avissælgernes "NEW YORK TIMES." Han blev overrasket over alle de dødsgange, der fandtes, og alle skulle overvære hans dødsparade, hans dead-man-walking.
   Slutteligt blev han mast ind i en elevator, endnu en halv snes gange med dødsceller og hver sit DEAD MAN WALKING-opråb, indtil han befandt sig i en slags lægeklinik. Han så sig omkring, jo, der stod robotten, en blå MOTOMAN-DA20, ikke én med hoved op krop, blot en produktionsrobot, som inden så længe ville producere et lig. En bedrift, tænkte han, som end ikke var lykkedes for Evy.

Det var nærmest en befrielse at blive overladt til sig selv og denne robot, hans bøddel, som stod klinet op af briksen, men en meter højere. En svær tingest på omkring den halve tons, som Jim selv med sin bedste fantasi ikke kunne finde noget menneskeligt i. Det nærmeste var to lange gribe-aggregater, armene, som var fastspændt på en sokkel, kroppen. Den kunne ikke have haft meget at bestille, Jim var den femte indenfor det sidste halve år. Mon den var købt på sharetime med de andre af New Yorks statsfængsler eller udlejet fra en eller anden produktionsvirksomhed, et slagteri fx hvor den måske i går havde slagtet 420 svin, ét i minuttet, men i dag kunne slappe af med kun et enkelt ét på programmet?
   Fængselspanserne havde gjort forarbejdet for MOTOMAN'en. De havde fikseret Jim med ti gange så mange lænker og remme, som det var nødvendigt, og havde påklistret tre farvede mærkater på hans lår, hver farve svarende til farven på den dødssprøjte, som robotten skulle hente fra et stativ, føre hen til mærkaten, sænke ned i hans kød, hvorved injektionsmekanismen ville blive udløst. Jim kunne godt forstå, at robotten blev betragtet som et fremskridt, fordi det fratog et menneske for ansvaret for at slå ihjel.
   Han tænkte, nu var det snart slut med at vente, den sidste han skulle vente på var fængselspræsten, så kunne forestillingen begynde.

Jim Paine havde brugt det sidste halve års indespærring til at finde ud af, hvorfor han var endt her. Selvfølgelig var han skyld i et vist antal mord, så selve straffen var for så vidt i orden, men det var fælden, han var gået i, som han ikke kunne lodde. Der manglede en afgørende brik i billedet af det forræderi, der havde fældet ham.
   Han tænkte, man siger tit, at hele ens liv kan passere revúe på nogle få sekunder, inden man dør. Måske lykkes det mig at lodde det hele i mit sidste forsøg. Han lod filmen passere gennem sit hoved.


2.
   Det hele var startet for 9 måneder siden på Sckt. Peter's katolske kirkegård, Rockland County, New York. Jim så for sig, hvordan han kom bærende på kisten med den grå eminence, den var unaturlig let, for den indeholdt blot nogle tøjrester og forbrændte kødstumper af New York's sagnomspundne gangsterboss, omkommet vel sagtens ved et bombeattentat - ikke fra Jim Paine's folk, så meget kunne han sige med sikkerhed - men sandsynligvis fra enten Al Cote, der gik bag ham med sin spinkle, men stærke hånd i kistens bærerem, eller Joe Hancock, som gik på den anden side og bistod med den sidste transport af selveste eminencen. Begge to store gangsterbosser som Jim Paine selv, om end ikke i nærheden af eminencens magt og indflydelse. Men asfaltens junglelov havde sat eminencen ud af spillet. Det varslede nye tider, og som tre unge hanløver rev det i næsen efter nyt rov, let bytte.
   Mafiosaens verden er fuld med uskrevne love, der som hovedregel sanktioneres med lyddæmpede nakkeskud. En bisættelse fx var fredet i en grad, så alle trygt kunne møde op, og selv politiet respekterede denne mafiosa-regel og afholdt sig fra fotografering endsige anholdelser.
   Når Jim Paine alligevel ikke følte sig tryg, så skyldtes det hans spekulationer om grunden til, at eminencen havde valgt tre af sine dødsfjender til at bære kisten, samt hvorfor eminencens advokat havde indkaldt ham til orientering om testamentet. Det sidste måtte betyde, at han var tiltænkt et eller andet. Det måtte bestemt være noget grusomt ubehageligt, men hvad?


3.
   Da Jim kom hjem fra formiddagens store begivenhed, var Evy midt i et kabaretnummer som Lola fra filmen, Den blå Engel. Forførende fræk var hun udklædt i sit specialsyede Lola-kostume, nærmest et ballet-kjole, hvor en kraftig bøjle bagtil holdt skørtet frækt oppe, så det eneste man så, var Lola's bagparti nydeligt iklædt et par oldemortrusser med lyserøde fræser. Hendes privatlærer i skuespil vimsede rundt, mens den store fladskærm viste den scene, som Evy imiterede. Det var den berømte scene med Malene Ditrick som den mandeforførende vamp, Lola. Evy havde fundet sig en barstol, hvor hun gav nummeret:

Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestelt,
   Denn das ist meine Welt, und sonst gar nichts.
   Evy emitterede fint hver eneste af Lola's bevægelser på den store fladskærm, men nogen sangfugl var hun ikke, det kunne selv Jim Paine høre.

Evy Walter hed hun, da hun blev kåret til Miss USA for otte år siden, og Evy havde forstået af slå mønt af kåringen med sit forhold til den syv år ældre Jim Paine, samt sit forrige ægteskab. Foruden hendes berusende, smukke krop, så så Jim altid for sig hendes dybt alvorlige, erotiske blik, helt usædvanligt for en 29 årig kvinde. Hos enkelte 40-45 årige havde han set denne erotiske alvor, en Elisabeth Taylor fx, men også en Edith Pheiffer, Jean Moreau og Malene Dietrick havde lidt af det. Som mand genkendte man det straks, disse erotiske radarøjne, som tilsyneladende kun opfattede én ting omkring en mands værd, men til gengæld så alt i ét blik. Nogle få mænd kastede sig ud i et kurmageri på dybt vand, resten slog øjnene ned.

Jim stod lidt på afstand og beundrede dette kvindemenneske, et naturens mesterværk udadtil, men i det indre, følte han, en uberegnelig heks. Han ventede med at klappe, han ville gerne høre Lola's rekviem for de mænd, der havde valgt det dybe vand:

Männer umschwirr'n mich, wie Motten um das Licht.
   Und wenn sie verbrennen, ja dafür kann ich nicht.
   Ich bin von Kopf bis Fuß auf Liebe eingestellt,
   Ich kann halt lieben nur und sonst gar nichts.
   Jim applauderede og gik hende i møde med åbne arme:
   "Malene spillede Lola, men du behøver ikke at spille hende, du er hende fandme', specielt i det røvdejlige kostume. Hvordan vil du ha' jeg skal kunne koncentrere mig om andet?
   Evy gav et kort tegn til hendes lærer, at timen var ovre, og sagde så til Jim: "Hvordan? Det skal jeg vise dig, min skat."
   Hun førte ham med et let tryk på armen over i en sofa, satte sig tæt ind til ham og skubbede nænsomt hans øjenlåg i med fingerspidserne. Jim lod sig omslutte af mørket, og mærkede så spidsen af en varm tunge hvile mod sin underlæbe. Samtidigt hørte han en nynnen, 'Ich bin von Kopf bis Fuss'. Det tændte ham, men Evy skubbede ham lidt fra sig og sagde: "En ting af gangen, Jimmi-jammi, fortæl nu, hvad er skete, men først lidt champagne, som jeg har åbnet i dagens anledning."

"Hvis champagne er det rette... Gravøl var måske mere passende," svarede Jim.
   "Det har du jo lige drukket. Eminencen er død og færdig. Nu gælder det vores fremtid. Smid nu skoene og slap af."
   Jim løsnede slipset, smed skoene og prøvede at slappe af.
   Evy sagde: "Fortæl nu! Altså eminencen er død og har betænkt dig i sit testamente. Ikke?"
   Jim: "Jo, så sandelig, og det på en måde, så jeg snarest må skrive mit eget testamente!"
   Evy smålo. "Ja, det med dit testamente har jeg jo sagt til dig mange gange, men du er fise-egal-ligeglad, så hvorfor lige nu?"
   Jim trak et stykke papir frem fra baglommen.
   "Læs selv, brillerne kan du godt spare. Testamentet fylder én linje."
   Evy læste højt: "Alle mine besiddelser tilfalder den, der overlever de to andre - at regne blandt Jim Paine, Al Cote og Joe Hancock."
   Evy rullede med øjnene, tog så en cigaret, rullede igen med øjnene og udbrød: "Ved du hvad det er? Det er fuck-mig-genialt!"
   Jim sagde: "Ja, som jeg ser det, så vil han bøffe os alle tre nede fra sin grav. Du plejer at være god til det tricksede, hvad siger du."
   "Det samme som dig. En af Jer vil få held til at bøffe de to andre, men vil næppe kunne undgå lovens lange arm og dødssprøjten. Og så vil eminencen have opnået, hvad han ikke mestrede, inden han blev sprunget i luften."
   Jim sagde: "Ja, den skal kringles på en eller anden måde. Bare at samle gutterne og plaffe løs, det ville være at følge hans plan. Kom nu Evy, kan du ikke ryste lidt giftigt ud af ærmerne?"
   Evy satte sig tæt ind til ham, lagde hænderne på hans lår, og gennemborede ham med sit vampblik. "Spørger du din kommende kone eller din luder? Og hvad med det lille testamente? Du spiller højt spil, Jim, for jeg har aldrig brudt mig om peanuts."
   Han tænkte: Kvinder, der kræver ægteskab og testamente i samme åndedrag, de vil kun dine penge, og det betyder din strube.
   Han sagde: "Når den tid kommer, bliver du min dejlige kone, og hvad testamente angår, så kan selv det største fæhoved finde ud af at holde det hemmeligt. Men det betyder jo ikke, at du, min kvinde, ikke er betænkt, vel?"
   Evy sagde: Du behandler mig som et barn, som man kan gøre glad ved at fortælle eventyr, men voksen er jeg, og voksent tænker og handler jeg. Må jeg så spørge dig, Jimmijammi, står der narrefisse på mine trusser?
   Jim: "Nej, bestemt ikke."
   "Og ved du hvorfor, der ikke står narrefisse på mine trusser? Det er fordi, du ikke får narrefisse i den butik, right?, og derfor vil jeg heller ikke være nar for dig, right?"

Jim stoppede filmen, han tænkte: noget lignende havde hun sagt før, ægteskab og testamente, hun fandt alle mulige lejligheder til at bringe det på banen, men sådan var kvinder, havde han dengang tænkt. Nu, da han kendte det videre forløb, kunne han godt se, at Evy ikke var én, man spiste af med blomster, chokolade og et kontokort til tøj. Hun ville have det hele, ham, hans penge, hans magt og en dag nok også hans fucking ass.

Der skete ikke meget mer den aften. Evy forsvandt i en lænestol med sin obligatoriske bog i hænderne, vistnok en krimi, altid den samme. Spurgte han det mindste til bogen, var der krig med det samme. Bogen burde hedde 'Hold Kæft', og ikke, som der stod på omslaget, 'De Ti Bud i en Håndgranat'. Men det var i den lænestol og i det humør, at Evy lagde sine bedste planer, så lidt gavn var der at høste, når fuck som nu var en by i Sibirien.


3.
   Næste dag efter middagen, satte hun sig i sofaen foran ham som i går, og sagde roligt og indtrængende: "Jeg har lagt den plan, du bad mig om. Der er lige et par løse ender, så du får den først i morgen."
   Jim: "Men så i hovedtræk, hvad går den ud på?"
   Evy: "Jeg slår dig ihjel."
   Det gippede i Jim Paine: "Hvad mener du?"
   Jim stoppede igen sin indre film. Han indså for første gang, at Evy her talte i ramme alvor. Hun havde siden gårsdagen lagt en plan, som ville resultere i hans død. Han behøvede bare at skæve op på den blå MOTOMAN for at være sikker i sin sag.
   Han spolerede sin film lidt tilbage:
   Jim: "Men så i hovedtræk, hvad går den ud på?"
   Evy: "Jeg slår dig ihjel."
   Det gippede i Jim Paine: "Hvad mener du?"
   Hun smilede bredt og nydelsessygt: "Som du bedst kan lide det, din horebuk"
   Han lettere op. Det betød nemlig 'fuck til døden os skiller', deres hemmelige voksenleg, lige så farlig som russisk roulette ville en læge med overbevisning forsøge at forklare dem. Og ét dødsfald havde det allerede krævet.

Hvordan aftenen herefter forløb, kunne han ikke huske, den ene seance lignede den anden til forveksling, men den allerførste gang stod stadig lysende klar for ham.

De sad ved pejsen og varmede op med drinks, inden de skulle i vandseng.
   Evy: "Jeg dræbte og arvede Harry på en helt legal måde."
   Jim: "Dræbte du Harry? Det var da en hjerneblødning?"
   Evy: "Det var først sex, så hjerneblødning. Du får resten af historien i vandsengen."
   Jim: "Jeg kan ikke vente."
   Han greb ind under Evy og bar hende ind i soveværelset, hvor de sammen faldt om i vandsengen.
   Evy: "Jeg lærte Harry en leg, som jeg også gerne vil lære dig: 'Til døden os skiller'."
   Jim: "Fortæl, fortæl."
   Evy: "Harry var en stor elsker, og han betroede mig, at når han fuckede mig hårdt, så kom lysten til brutal magtudøvelse op i ham, han ville myrde mig med sit kød dybt inde i mig, fortalte han. Nu, da han selv sagde det, så kunne jeg godt genkende lidt af det i det sexuelle raseri, han nogen gange gav sig hen i. Han slog mig aldrig, det var bare en fantasi, en følelse han havde, urgammel dyrisk brutalitet. Bagefter var han blid som en ung digter."
   Jim: "Var du ikke bange for, at han skulle gribe til våben, kvindemord sker jo dagligt?"
   Evy: "Slet ikke, en nøgen mand, der kun tænker på sex, er ler mellem hænderne på vi kvinder, der ikke er bange for at vride nosserne af ham."
   Jim nikkede anerkendende og tænkte: sej sild.
   Evy: "Til gengæld for Harry's betroelse, fortalte jeg ham, at ridende på en orgasmebølge, en serie af orgasmer, kunne jeg godt føle lysten til at fortære ham med hud og hår, startende med fuckhovedet på sjoveren."
   Evy fortalte, at hun misundte en tæve dens kussemuskulatur, som med sit knusende greb om hanhundens lem, nærmest åd det for at vride rub og stub af sædceller ud af moppedrengen. En sådan altfortærende grådighed genkendte hun hos sig selv. Jim tænkte, uden at sige det højt, om det havde noget at gøre med hendes mani efter hans penge via ægteskab og testamente.
   Evy: "Vi besluttede os for en pagt, "til døden os skiller", hvor vi uhæmmet skulle fucke den anden til døde. I starten lignede det bare dét, vi plejede at gøre. Vore kroppe kunne ikke mere end en time eller to, så var udmattelsen total."
   Jim: "Ja, det er vel ikke så svært at regne ud."
   Evy: "Måske, men du tager alligevel fejl, for med al mulig slags dope og medicin på gaden, så tænkte jeg, at der måtte findes en cocktail for hårde fuckere, og det tog mig kun et øjeblik, så var idéen der: kokain og viagra."
   Jim: "Coke går fint med sex, manner, du svæver og føler du kan alt, blodet dunker og babe, fuck er bare sagen."
   Evy: "Ja, med coke syder og bobler du med fede følelser og fantasier, dufte og musik går lige i kroppen. Alting ligesom blomstrer og trænger sig på for at fortælle sin historie. Mandehørm bliver en stærk og levende duft, som du ikke kan få nok af. Du føler, du lever allerhelvedes stærkt, og fuck er det skønneste, der findes."
   Jim: "Ja, netop! Men viagra, det er da for pensionister? Man kalder det jo nossekrykke-dope?"
   Evy: "Tænk på det som en hjælpemotor. De gamle kan ikke uden, de unge bliver sex-maskiner med jern, de ikke kan slippe af med de næste otte til tolv timer, hvis de altså tør gå over stregen og tage en overdosis."
   Jim: "Virker det ligesådan på clit?"
   Evy: "Manner, hård som en diamant."
   Jim: "Jeg kan slet ikke vente, har du det, der skal til?"
   Evy: "Sure."
   Og så brast det ud af hende: "Åh, Jimmijammi, det er så skønt og vanvittigt, tænk at dø i et fuck med ål i rusen."
   Grinende havde hun sendt ham sit frække fuck-mig-nu-snart blik
   Jim: "Hvordan døde ham, Harry?"
   Evy: "I mine arme! Han kom pludselig på en mærkelig måde, en totalorgasme, som en kvinde, tænkte jeg, men det var en hjerneblødning. Han spjættede så underligt, og pludselig lå han helt død - og det var han så også. Lykkelig bortgang, ikke? Og jeg var hustru og enearving, så jeg kunne jo heller ikke klage."
   Jim: "Jeg kan ikke vente, lad os gøre det nu."
   Evy: "Sure? Er du parat til at dø i et fuck?"
   Jim: "Ja, men kun med dig."
   Evy: "Men hvis jeg dør, så bliver det vort sidste fuck, men du kan da trøste dig med de fem millioner, som du arver fra mig. Hvad er du værd?"

Her blev Jim Paine's indre film afbrudt af en kraftig brummen fra MOTOMAN'en. Han så adskillige røde og gule lamper blinke. Fængselspræsten, tænkte han, de går ikke i gang, før han har været her. Men det gjorde de måske alligevel? Nu begyndte robottens arme at bevæge sig rundt i luften henover ham. De hævede og sænkede sig. Hvis det var et menneske, kunne man tro det var en slags opvarmningsøvelser. Så pludselig vendte armene tilbage til udgangspositionen, og den brummende lyd ophørte. Jim besluttede sig for, at det var operatøren bag det store envejsspejl, som testede maskinen. Han var irriteret på forstyrrelsen, fordi hvert sekund talte i hans forsøg på at forstå komplottet, som var skyld i, at han lå her.
   Jim fandt hurtigt tilbage til sin indre film.

Jim: "Jeg kan ikke vente, lad os gøre det nu."
   Evy: "Sure? Er du parat til at dø i et fuck?"
   Jim: "Ja, men kun med dig."
   Evy: "Men hvis jeg dør, så bliver det vort sidste fuck, men du kan da trøste dig med de fem millioner, som du arver fra mig. Hvad er du værd?"
   Jim: "Det ti-tyve dobbelte vil jeg tro, hvorfor?"
   Evy: "Fordi du skal testamentere alt til mig - og jeg alt til dig - i tilfælde af, at en af os skvatter ud over kanten."
   Jim første tanke var at stå af, men så fik han en god idé: han ville insistere på, at begge testamenter blev ødelagt efter seancen og dermed også ethvert mordmotiv i den forbindelse. Evy accepterede.
   Evy startede med at opløse tolv viagratabletter i en tonic, og de drak hver sin halvdel.
   Evy: "Slap helt af og i løbet af et par minutter mærker du det."
   Jim: "Nu er det der, blodet bruser i kroppen, jeg kan mærke de store årer, nu i benene, lårene brænder helt vildt, og der rejste missilet sig, sikken en KÆP jeg har på."
   Evy: "Glæd dig, den kommer du ikke af med foreløbigt. Viagra i overdosis til unge mennesker i vor alder får blodet til at vælte rundt i underlivet, så erektion af lem og clit ikke forsvinder ligegyldigt hvor mange orgasmer, man får. Men sexlysten er ikke behagelig, den er påtrængende, nærmest smertefuld. Men her kommer coke'en ind og forvandler den påtrængende, kløende ubehag til et ocean af dybe, dejlige følelser. Coke'en giver vinger til din fantasi, som løfter følelser, lyde og dufte ind i sin strøm af stadigt omskiftende billeder. Hm, nu lyder jeg da vist som en brugsanvisning."
   Evy åbnede en lille pakke sne og dryssede det ud på sit håndtaskespejl, sniffede to-tre gange og gav det til mig. Det var noget, jeg kendte. Men virkningen overraskede mig alligevel, fordi den var så fed og lækker. Min liderlighed føltes som nougat, en varm, fed følelse og i det samme gled Evy ind i mine arme og et brus af vilddyr kom op i mig.
   Evy: "Mærker du noget?"
   Jim: "Manner, det er fedt."
   Evy: "Vi mangler musikken, det er The Stones, No Satisfaction, på fuld drøn, nonstop hele natten. Det er bare så vildt."
   Hun smuttede, og da hun kom tilbage havde Mick Jagger grebet mikrofonen, men Evy holdt sig ikke tilbage, og sang med på en hæs, intens måde, samtidigt med at hun smed klunset, styk for styk:
   I can't get no satisfaction
   I can't get no satisfaction
   'Cause I try and I try and I try and I try
   I can't get no, I can't get no
   Jeg sprang også op på "scenen", huggede løs med underlivet og brølede min version af "No saticfation." Sangen fik os en tak ekstra op, og så slap vi vilddyrene løs på hinanden. Ind imellem væltede vi ud af sengen, kravlede hen til swimmingpoolen og tilbage igen. For blodet dunkede ligeså ubarmhjertigt i kønnene, som Rolling Stones i Hi-fi'en.
   Jeg troede flere gange, jeg skulle dø, men ligegyldigt hvor udmattet, jeg var, så fortsatte og fortsatte vi som to galninge. Jeg elskede det, hun elskede det, og vi overlevede hver gang. Men den følgende dag kunne kun reddes i land med amfetamin, som gradvist udviklede sig til et misbrug.

Jim tænkte: i dag, der véd jeg, at Evy var forræderen, det var hende, der fældede mig, men jeg forstår bare ikke helt hvorfor.
   Dengang betragtede jeg Evy som enhver ungkarl drøm: underskøn, sexet og fræk, så man skulle tro det var løgn. Men der var scener, hvor det burde være gået op for mig, at hendes tæft for mafiaspillet gjorde hende til mere end min ligemand, at hun måske spillede hele to ligaer over mig. Det er en skræmmende tankegang, eftersom jeg var så betaget af hende, ja, nærmest i hendes magt. Jeg husker en seance fra et maraton-fuck. Vore kroppe var som slatne vandmænd skyllet i land på en strandbred, og hun bad mig gøre det oralt.

Med tungen i det helligste af det hellige var det, som drejede jeg på nøglen til Evy's dybeste hengivenhed, og med rund hånd delte hun ud af sine tanker:
   Evy: "Jeg ligger og tænker på, at du næsten fucker med en jomfru."
   Jim: "he-he, med et ægteskab, flere år som luksus-escort og et hav af skandaler?"
   Evy: "Kun ægteskabet tæller, alt det andet er kødrand og glemt. Men
   lad os så snakke lidt om dig. Hvor mange har du bøffet?"
   Jim: "To"
   Evy: "Og hvor mange har dine folk bøffet?"
   Jim: "Det husker jeg ikke"
   Evy: "Se selv - på en måde er vi ens - kan du se, hvad jeg mener? Du fucker og jeg bøffer ..hm, omvendt, men på bundlinjen drejer det sig om det samme, MAGT! Vi vil det samme, og derfor ville Mr. & Mrs. Paine være det perfekte par. Og det med ligestilling er vi jo enige om, ik'?"
   Jim: "Jo, du bestemmer i sengen og jeg udenfor, eller var det omvendt?"
   Evy: "Ja, min skat!"

Der var også dengang Evy gav et resumé af hele fysikken.
   Evy: "I fysik lærte jeg vist kun én ting, jeg kunne bruge til noget: der opstår elektricitet, når man fører en stangmagnet frem og tilbage i en kobberspole.

Utroligt så uvidende mine medsøstre er om magten i den - skal vi sige kobberspole - de har mellem stængerne. Og om røv og babsers bedøvende virkning på hankønnets klare tanke. Fuck-mig om disse rugehøns ikke reducerer alt det sjove til SFM."
   Jim: "SFM?"
   Evy: "De er så forhippede på at blive skruk, bløde i knæene og komme i en rugekasse, at de på deres visitkort - i stedet for miss - kunne skrive SFM: Skidehus, Fødekanal, Madkasser."

Evy fortsatte: "Alt, hvad jeg har opnået kan føres tilbage til denne 'kobberspole' og dens tiltrækningskraft. Jo, for resten, i fysik lærte vi også om de sorte huller i universet - og netop sådant et sug tror jeg, der kommer fra mig, når der er mænd i farvandet. Jeg kan ikke mærke det, men se virkningen? - jo tak!
   Så Jim, tag ikke fejl. På mit visitkort ville SFM betyde noget ganske andet: Suck, Fuck, Magt."

Evy fortsatte: "Det er, som det altid har været: magtfulde mænd har kvinder både til børn og til fornøjelse. De sidste kaldtes kurtisaner. Forskellen i dag er blot at de sidste ikke vil nøjes med magtens afkast. De ønsker selve magten."

Jim huskede: Hvis jeg dagen efter spurgte ind til nattens fortroligheder, så var svaret altid, at det kunne hun ikke huske, og mænd sagde også en masse sludder, som heller ikke betød noget.

Han tænkte: Det særlige ved Evy var, at hun aldrig talte om kærlighed og den slags. Hun tog mig bare og førte mig i himmeriget - hver gang! Vi var som Bonnie & Clyde på stadig jagt efter rov, og nok var aldrig nok.


4.
   Jim åbnede øjnene. Denne sekvens havde ikke givet ham noget nyt i hans sidste forsøg på at nå til klarhed. I det samme brummede MOTOMAN'en igen, og armene søgte hen til en hyldereol, hvor de påmonterede to finmotoriske gribe-aggregater med gummibelægning, hænder kunne man kalde dem. Så steg lyden i frekvens og blev næsten hvinende. Højre arm svingede ind over de tre injektionssprøjter, greb den røde, stod og dirrede truende med den i luften, hvorpå den med stor fart blev først hen over hovedet på Jim Paine og ned foran kroppen, stod stille i luften, hvorpå den sænkede sig mod den røde plade på hans lår. Jim's blik fulgte den som en kobraslange, som var ved at sætte sit afgørende hug ind. Han holdt vejret og mærkede, hvordan hans krop forsøgte at flygte, men ikke kunne røre sig en millimeter i sin hårde fiksering. Han mærkede hjertet banke med stor kraft, det måtte være adrenalinen, der nu blev pumpet ud i kroppen og satte den i alarmtilstand. Da han intet kunne stille op, så forvandledes det hele til angst, en overvældende angst, som han lige akkurat kunne undgå sætte ham i panik ved at skrige for fuld hals. Så kom raseriet op i ham og tårerne vældede ud af ham. Robothånden bevægede sig ikke, stod bare ti centimeter over sit røde målfelt uden at kunne beslutte sig. Jim havde forberedt sig på dette øjeblik, havde sagt til sig selv, at det ikke var værre end at få taget en blodprøve hos lægen. Hvorfor var virkeligheden så pludseligt noget helt andet? Jim forstod det ikke, men sådan var det. Øjeblikket, hvor han ville blive smidt ud af eksistens, den forestående død, det øjeblik var åbenbart for stort at fatte for hans fantasi. Som dreng havde han flere gange gået op på svømmehallens ti meter vippe, havde bildt sig ind, at det var det samme som tre-meter vippen, det ville bare tage et sekund længere at ramme vandoverfladen. "Spring Jim, og to sekunder efter rammer du vandet", havde han sagt til sig selv, sværere var det ikke. Men hver gang greb en større magt ind. I det øjeblik han så ned i afgrunden, lukkede angsten sig om ham, og han kunne ikke gå de tre skridt fremad, som var det eneste, der krævedes af ham. Men at gå tre skridt baglæns var ingen sag.

Da Jim først havde skreget, slap angsten sit greb om ham, og han kunne igen trække vejret. Den røde injektionssprøjte stod stadig og ventede på, at MOTOMAN'en skulle bore den ned i målet, den røde mærkat, men i stedet syntes den at ombestemme sig, trak sprøjten henover hovedet på Jim, satte sprøjten tilbage i stativet og greb i stedet den gule injektionssprøjte. Det hvinede, og pludselig stod den gule sprøjte og vibrerede lige over sit mål.
   Der sker ikke noget, tænkte han, men hans krop reagerede som sidst, nu var det snarere angsten for at blive angst og gå i panik, der drev kroppen et puds. Jims krop ruskede for at komme fri, raseri og tudbrølen fulgte efter. Jim ville ikke alt det her, han ville gå rolig og fattet ind i sin død. "Som man går ind ad en dør", havde han sagt til sig selv, men sådan var det slet ikke. Han var drivvåd, som var han sprunget ud fra den ti meter vippe. Ansigtet var vådt af sved og tårer, og kroppen såvel af sved som af angst-vandladning. Han lugtede nu, og var flov som en skoledreng.
   Det hele viste sig at være en øvelse. Injektionssprøjterne fløj som elegante guldsmede frem og tilbage, hen over hovedet på ham, dykkede ned og stod stille, vibrerede i luften tæt over hans lår og så tilbage igen, henover hovedet. Tilsyneladende holdt hans teori stik, at der ikke ville ske noget, før fængselspræsten havde været der.


5.
   Jims følte tidspresset, fængselspræsten kunne dukke op når som helst, og han manglede at gennemgå den vigtigste scene, startende to dage efter eminencens begravelse.
   Det var dagen derpå efter et maraton-fuck, hvor de først kom til hægterne sent på eftermiddagen godt hjulpet af et par amfetaminer. Evy sad i sin Lola-kostume og fortabte sig i "Den blå Engel", et gammelt videobånd. Lola's replikker fløj ud af munden på hende lige før, Jim nåede at opfange dem fra fladskærmen.
   Jim sagde: "Er du på vej til filmen? Det er snart længe siden, vi har set en vamp i Malene Dietrick-klassen?"
   Evy: "Jeg har det godt med at være din vamp, og Harry's før dig, men han var jo ikke særlig langtidsholdbar. Hm, lad os nu se med dig. Du har vel ikke allerede glemt eminencens testamente?"
   Jim: "Jeg tænkte, det var noget, du tog dig af, planen altså?"
   Evy: "Jamen, det har jeg så også gjort, og lad os ikke spilde tiden, Al Cote og Joe Hancock, har nok ikke ligget hele natten i vandseng og skreget 'no satisfaction'. De er nok gået i gang med at samle gutterne. Er det ikke sådan I plejer at gøre?"
   Jim: "Jo, men det er jo det samme som at spille eminencens kort, så vi alle tre bliver strøget af vejviseren."
   Evy: "Netop, så situationen er den, at Jim Paine vil ikke stryges af vejviseren, og Lola hér vil ikke se på, at Evy mister sin hard fucker, så vil du høre, hvad Evy's lille plan går ud på?"
   Jim: "Kan ikke vente."
   Evy tændte cool en cigaret, satte den i et langt cigaretør indkøbt til sin Lola-kostume, inhalerede og sendte et par røgringe ud i lokalet. Lige nu var hun mere Lola end Evy.
   Evy: "Tænk dig, på de sidste, hårde kilometer af sidste nats maraton, så faldt de sidste brikker på plads. Er du ikke spændt på at høre?"
   Jim: "Jo, for helvede."
   Evy inhalerede endnu engang dybt ligesom for at forstærke lystfølelsen ved sit plot.
   Evy: "Hør så. Du indkalder Al og Joe til et forsoningsmøde med to punkter på dagsordenen. Punkt ét, at alle tre afstår fra arven. Så kan den overtages af staten, og derved forpurres eminencens lokkemad. Punkt to, at eminencens forretningsområder opdeles imellem jer tre. Tricket er så, at du og jeg i forvejen har lagt en lille ulykkesplan, så kun du overlever, men ingen spor efterlader. Hør hvordan."

Evy's plan var som sædvanlig genial og udtænkt med militær præcision. Der var tale om et giftattentat, som skulle ske i forbindelse med nævnte forsoningsmøde. Al Cote havde en afsides tom villa, som de før havde brugt. Bosserne skulle hver sende et hold, som samtidigt checkede villaen og blev på stedet, indtil mødet startede. Kun de tre mundskænke skulle blive tilbage. Maden var diné transportable fra det velrenommerede "Pierre é James." Tricket bestod i at aflede kokkene på vej til mødestedet, forgifte maden og så lade dem servere lækkerierne - totalt intetanende om konsekvenserne.
   Giften, shit, den var noget særligt. Det var en tre-komponent gift, som først blev til en cyankaliumlignende gift et kvarters tid efter, at alle tre komponenter var blandet. Inden da var kroppen ude af stand til at registrere nogle af komponenterne.
   Jim så overfaldet for sig. Kokkene standses af Jims folk i panser-uniform.
   "En vogn som Deres er eftersøgt for smugling. Forlad venligst vognen, så den kan blive undersøgt. Imens dette sker vil vi gerne stille Dem nogle spørgsmål i vores patruljevogn. Følg med."
   Under "forhøret" sprøjtes de tre giftkomponenter i hhv. forret, hovedret og efterret.
   "De må undskylde ulejligheden. Alt er tilsyneladende som det skal være. De kan køre videre."
   Tre dage i træk havde Jim og Evy gennemdrøftet planen. Evy havde ført Jim ind på hendes værelse, hvor giften stod i tre saltsyreflasker mærket i hånden med et diskret et-, to og tretal i øvre højre hjørne.
   Evy slikkede sig om munden. "Pierre é James", skulle vi ikke tage der over og spise i aften?" Og det gjorde de.


6.
   Otte dage efter eminencens bisættelse mødtes de tre bosser nøjagtigt som efter planen. CIA & FBI til sammen kunne ikke have tjekket Al Cotes villa for sprængstoffer, faldlemme, skjulte rum etc. bedre, end gutterne fra de tre bosser. Men klokken 19 forlod de alle området, og kun de tre bosser med hver sin mundskænk blev tilbage.
   Pierre é James-kokkene startede med at servere tigerrejer kunstfærdigt stikkende op fra en skrællet avocado med tynde lemonskiver dekorativt placeret på tallerkenen. Men ingen rørte maden, først skulle mundskænkene udføre den - for dem - sidste tjans. De udvalgte sig tilfældige dele af portionen og fyldte munden med lækkerierne, som om det kunne være det rene rottegift. Smage, lugte, smage, vende maden i munden, smage efter, synke og så skylle munden med vand. Samme grundige procedure ved hver lille mundfuld. Bosserne var vant til at bruge mundskænke, så de spildte ikke tiden, men fik underskrevet Jim Paine papir om afståelse fra arven allerede inden, de gik i gang med forretten.
   Hovedretten bestod af isbjørne-steak flamberet i vodka. Retten var valgt med omhu, idet eminencen i dagligtale blev kaldt Bjørnen. Da Jims mundskænk ville skære en luns af Jim's steak, sagde han: "Bjørnen får du ikke noget af, ham æder jeg sgu selv, rub og stub, he-he." Alle lo, men de to andre lod deres mundskænke gøre deres arbejde alligevel. Ved næste ombæring af maden var det kun Jim, der skulle have mere. Han skulle have fuld portion igen. Men før han kastede sig over sin anden portion, rejste han sig op og sagde: "Man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt. Lad os skåle på, at den af os, der har gjort det, har gjort det godt og grundigt, Skål! Og lad os så dele skindet imellem os." Det var startskuddet på dét, de to andre havde forberedt sig til fingerspidserne på, så Jim kunne i fred og ro spise sin anden portion, mens de to andre styrede samtalen.
   Endelig blev desserten serveret, fortrinsvist en hjemmelavet is med lækkert fyld i. Da Jim's mundskænk skulle til at tage sine stikprøver, så skubbede Jim hele sin desserttallerken hen til ham og sagde: "Jeg snød dig for bjørnen, nu kan du få hele desserten." og Jim gjorde tegn til de andre, at han var overmæt.
   Foreløbigt var alt gået efter planen, og indenfor et kvarter skulle det vise sig, hvor genial Evy's plan var. Jim holdt skarpt øje med Al og Joe samt deres to mundskænke. Det var Al Cote's mundskænk, som først viste tegn på et ildebefindende. Han tog sig til maven og rullede eftertænksomt med øjnene. Straks tog Jim sig til maven og sagde: "Jeg må have spist for meget, det er som om bjørnen vil op igen." Al Cote tog sig også til maven og sagde: "Forbandede bjørn, den har ikke kunnet holde sig. Måske blev den skudt for to år siden." Jim kaldte på den ene af Pierre é James-kokkene og sagde: "Hvor længe har den isbjørn ligget på køl?" Det kunne de ikke svare på. De havde fået den fra Grønland for fjorten dage siden. Joe Hancock blandede sig og sagde: "I er sgu ikke for kloge, det her er værre en rottegift", og så brækkede han sig. Jim løb ud på toilettet og alle hørte, hvordan han brækkede sig i ét væk. Han blev derude i godt ti minutter, indtil alt var roligt. Så kravlede han ud på alle fire. På gulvet lå bosser og mundskænke, mens kokkene stod som forstenede. Jim råbte. "Pierre é James skal komme til at betale dyrt for det her. Mundskænk, vær du glad for, at du slap for at spise den fordærvede isbjørn. Kør mig hjem, jeg vil dø i min egen rede."

Da han kom hjem ventede Evy spændt, og gang på gang, mens Jim fortalte, måtte de holde en grinepause. Til sidst tiggede og bad Jim om en gang maraton-sex, men Evy holdt fast på, at de skulle bevare hovedet koldt. Politiet kunne dukke op, og så skulle Jim kunne spille dårlig mave og ikke porno-Paine.

Politiet dukkede rent faktisk op, fremviste en arrestordre, og tog Jim Paine med på stationen. Siden da, hvad han ikke været uden for en fængselscelle uden med hånd- og fodlænker at være koblet på to fængselsbetjente.
   Ved den første afhøring lagde politiet alle deres kort på bordet. Straks efter eminencens bisættelse havde Evy kontaktet politiet. Jim Paine's lejlighed var blevet tapetseret med aflytningsudstyr på tidspunkter, hvor Evy vidste, han ville være væk. Jim hørte i timevis sig selv og Evy planlægge attentatet på Al Cote og Joe Hancock, specielt afslørende var hjemkomsten, hvor han fortalte hele hændelsesforløbet til Evy. Politiet havde beslaglagt de tre giftflasker og deres laboratorier havde fundet giften i madresterne. Endelig kunne Pierre é James-kokkene bevidne, at de var blevet standset af politiet på vej ud til Al Cotes villa. Jim Paine's advokat rystede på hovedet og sagde, at han intet kunne stille op, og retten behandlede sagen som en tilståelsessag. Det firdobbelte manddrab udløste normalt en firdobbelt dødsstraf, hvilket man med en djævelsk ironi halverede begrundet med tilståelsen. Jim Paine ønskede ingen nyttesløse appelsager, hvorfor hele sagsgangen var overstået på seks måneder.

Jim Paine rystede på hovedet, det eneste han kunne bevæge. Heller ikke dette tilbageblik gav ham ny indsigt. Den løse ende bestod i Evy's motiv til at falde ham i ryggen. Retten havde frafaldet enhver anklage imod Evy, fordi der ikke kunne påpeges andre motiver end at hjælpe politiet. Havde de været gift, ville der have været et arvemotiv og i tilfælde af, at hun var betænkt i testamentet, så ville hun have en endnu dårligere sag, men der var kun nævnt én arving, det var gruppen af 36 navngivne kattemødre i New York.


7.
   MOTOMAN'en var igen begyndt at brumme, og Jim åbnede øjnene for at se, hvad den mon nu kunne finde på. Men det var fængselspræsten hans øjne først fæstnede sig ved. Hvor længe mon han havde stået dér ved hans side?
   Fængselspræsten sagde: "Jeg ville ikke vække dig."
   Jim: "Jeg sov ikke. Jeg har et par løse ender i mit liv, jeg lige skulle have på plads."
   Fængselspræsten: "Lykkedes det så?"
   Jim: "Næ."
   Jim granskede præstens ansigtsudtryk og spurgte:" Har du stået i den lugt længe?"
   Fængselspræsten: "Det sker for alle, når de bliver fastspændt så hårdt. Kroppen bliver desperat, vil væk, og så sker det."
   Jim: "Det er flovt alligevel. Nå, men præst, vi har vist ikke så meget at sige hinanden."
   Fængselspræsten: "Det er helt OK, men jeg har en lille bøn til dig, om at ændre dit testamente. Du vil jo brændes og have din aske spredt udover Atlanten."
   Jim: "Ja, det står fast."
   Fængselspræsten: "På denne her seddel har 36 ellers skrevet under på, at de be'r dig af deres fulde hjerter om, at du vil lade dig begrave, så de kan besøge din grav. Det er kattemødrene, du véd, som du så smukt har betænkt i dit testamente."
   Jim: "Præst, er det sandt, hvad du siger, er der nogen, der tænker pænt om mig."
   Fængselspræsten: "Ja, Jim, du kan ikke forestille dig, hvor ulykkelige de er over din hårde skæbne. De kender dig kun som et godt menneske, ja, du var nærmest den eneste, der havde hjerte for dem."
   Jim tudbrølede af rørelse og sagde: "Præst, der intet jeg hellere vil, end gøre dem glade. Begrav mig for himlens skyld."
   Fængselspræsten: "Tak, Jim, og så tror jeg, du gerne vil have fred for mig?"
   Jim: "Dig skal jeg huske, tak præst."

I selv samme øjeblik præsten trådte ud af dødsklinikken gik et forhæng til side, og Jim så lige op på et fuldt auditorium af mennesker, der ville overvære hans henrettelse.
   Al den offentlighed kom helt bag på ham efter et halvt års indespærring i en dødscelle, alene med sig selv.
   Men ved at kigge nærmere efter så han, at det var kattemødrene, der fyldtes auditoriet.

Molly sad på bagerste række, hun var den ældste af kattemødrene. Dagen var startet som den plejede. Opvågning i en papkasse i en kælder med fyrrum.
   En rystende krop, der først skulle kureret for sine abstinenser, kureres med nogle solide slurke kattemorsjus fra den lille spand. Et kvarter efter var hun rolig i kroppen, fik sig stablet på benene og gik så sin restaurationsrunde med den lille og den store spand i hver sin hånd. Hun havde syv restaurationer, som hun havde stillet to plasticspande ind til. I den store hældte man madresterne til kattene og i den lille sjatter af forskellig slags, mest øl og vin. Det kaldte man kattemorsjus. Hele runden tog halvanden time. Så skulle kattene fodres, men lidt af maden lagde hun dog til side til sig selv. Molly havde lige nu sytten katte. Dagen var en særlig dag. Hun skulle nordpå til Sing Sing statsfængsel i Ossining, New York for at overvære Jim's henrettelse. De havde kendt hinanden i snart tredive år. Jim var knapt nok begyndt i skole første gang de mødtes. Der var krudt i den dreng, en rigtig gadedreng, altid i slagsmål, og som lidt større også med politiet. Men det var ikke det, hun lagde så stor vægt på, sådan var de fleste af drengene fra Bronx-drengeanstalt. Det var drengens tavse hengivenhed og hans beskyttertrang for hende, som hun var så rørt over, og som hun gengældte, så godt hun kunne ved som en mor at tage ham til sit hjerte. Hvi dem, som til gengæld ikke behandlede hende ordentligt, de fik Jim og hans drengebande på nakken. Som voksen sås de en sjælden gang, men Jim havde oprettet en bankboks til hende, hvor hun hver måned kunne komme og hente hundrede dollars. Sådan var han, og hun var ikke den eneste kattemor, han behandlede sådan. Og så for en uge siden fik hun besked på, at Jim havde testamenteret tre millioner til hende. Det var et tal hun ikke fattede. Man sagde, det var tre tusind tusind dollars. Men hvor meget var det? Hun havde allerhøjst ejet fem hundrede dollars for fyrre år siden, dengang hun var ung. Men tusind dollars det var ti hundrede dollars. Hun håbede, at tre tusind tusind dollars betød tre tusind minus et tusind. Så ville hun få to tusind dollars, hvilket var nok til et gebis i både over- og undermund. I mange år havde hun ikke kunnet smile til folk, for når de så hendes tandstumper og de få sorte tænder, der var tilbage, så blev de forskrækkede eller de væmmedes og trak sig væk fra hende. Også børnene. Det var så flovt, at hun nu kun smilede med øjnene samtidigt med, at hun holdt munden stramt lukket. Men hvis hun havde fine, hvide tænder, så mente hun, at folk ville smile igen. Hun elskede at stikke en én-dollarsseddel i hånden på et barn fra det bundt, hun fik af Jim, og tænk, hvis hun så kunne få et dejligt barnesmil tilbage. Jo, hun måtte spørge i banken næste gang, hun tømte sin bankboks. Måske kunne hun få dem til at vise hende tre tusind tusind dollars.

Men lige nu græd hun i stride strømme sammen med alle dem, hun var omgivet af. Deres alle sammens Jim lå fastspædt som et slagtesvin og skulle slås ihjel. Molly bad til Gud om, hun ikke måtte dø i hans sted.

Jim hørte, hvordan der blev grædt for ham. Det var nærmest som havde han aldrig været mere lykkelig, indtil han fik øje på en helt anderledes klædt person, det var Evy. Hun sad så langt væk fra kattemødrene, som hun kunne i sin minkkåbe og store ladyhat med fjer. Kun den stærkt nedringede kjole afslørede, at hun nok ikke var ambassadørfrue eller noget tilsvarende fint.

Evy tænkte lige nu på Jim som et smukt offer for en perfekt plan. Dernede lå han og stank i sin egen urin, svedende af angst for de tre dødssprøjter, tænk at hun havde ladet sig fucke af noget så lavtstående. Men det havde været den pris, hun havde måttet betale for, at hun kunne stige op i samfundets magtelite, for her befandt hun sig med sin nye ægtemand, der sad ved hendes side.

Jim prøvede at få øjenkontakt med Evy, men det var som at se ind i glasøjnene på en udstillingsdukke. Evy havde totalt lukket af for ham. Han følte, han var ikke-eksisterende i hendes øjne. På hendes venstre side sad en mand fuldstændigt skjult bag sin avis, en New York Times. Så opdagede Jim to små huller i avisen. Det måtte være kikhuller. I det samme brummede MOTOMAN'en og Jim var sikker på, at nu var det ikke en prøve. Han slappede af, så meget han kunne, sådan som han havde sagt til sig selv, at han ville gøre. Så kom den høje hvislende lyd, og en robotarm fo'r hen over hans hoved, standsede over den grønne mærkat og sænkede sig ned i hans lår. Han mærkede en spændthed i låret, dér hvor væsken blev trykket ind. Det er så det, tænkte han, men blev så ustyrligt nysgerrig på manden bag avisen med kikhuller i. Han fæstnede igen blikket på ham. Men måtte nøjes med avisens store overskrift: "Opstået af sin grav, spillevende, den grå eminence af New York." I et brøkdel af et sekund fattede Jim alt, mesterplanen, dens arkitekt og manden, der ryddene bordet for rivaler med en lucky strike, og han så sin håbløse underlegenhed overfor disse to modspillere. Jim måtte le af sit naive letsind, og sagde halvhøjt med en galgenhumoristisk gestus op til salens eneste avislæser: DEAD MAN WALKING.