Hvor var de søde. Sytten juleengle - ingen over hundrede år - sad med foldede hænder og lyttede musestille til frøken Gudrun, deres lærerinde i Jul - det værste af alle fag.
"Der var engang, da Julen var en god tid," fortalte frøken Gudrun. "Alle forældre elskede julen, fordi de som børn havde fået deres hjerter fyldt med julens mange mysterier. Dem glædede de sig sådan til give videre til deres egne børn, at hele december måned gik med de kære juleforberedelser. Vi juleengle var næsten overflødige, og engleskoler fandtes der jo slet ikke. Tænk sig, vi nøjedes med at flyve rundt med vores tryllestave og sige "Guld-sa-la-bim" og straks strålede alle hjerter ligeså gyldent som Jeres gør.
De søde juleengle så på hinanden, og deres astralt lysende hjerter blussede ekstra op, og det kriblede i et hundrede og halvfjers små juleenglefingre efter at gribe tryllestaven og sige en masse spændende trylleord. Men det måtte de jo ikke.
"Ak ja, det var dengang."
Nu blev der næsten helt mørkt i skolestuen, fordi juleenglenes hjerter sluktes. De vidste alt for godt, at frøken Gudrun nu ville fortælle dem om den grimme materialistiske jul, der som en ny istid truede med at slukke alt lys og glæde.
"Men vi må aldrig give op, vel? Vi er de eneste, der kan redde menneskenes hjerter. De voksne må vi vente med, men børnene, deres hjerter må vi aldrig opgive. De må mindst én gang stråle som jeres. Måske vil de som voksne så give julemysteriet videre.
En juleengel rakte pænt fingeren i vejret og spurgte: "Hvis "guld-sa-la-bim" ikke virker, hvad gør man så?"
"Er der nogen, der har oplevet det," spurgte frøkenen.
Sytten raketter, der for enden havde en juleengelfinger, steg til vejrs.
"Så må jeg hellere fortælle jer Sebastians historie, for det er godt nok det værste, vi juleengle har været ude for."
Han kunne have været søn af Pippi Langstrømpe, ham Sebastian, en herlig otte års gut med et stort drengehjerte. Men Sebastians far var en røver - ikke en sørøver, som Pippi's far, men en moderne kapitalistisk forretningsmand. Han handlede med julepynt og fyrværkeri, som han opkøbte i Kina og fik hjem i kæmpestore containere.
Han pralede altid med, at det eneste, han havde lært i skolen, var at gange med 10. Og det gjorde han så med alle priserne på de billige kineservarer.
Sebastian så op til sin far. Sammen havde de været i Kina, og Sebastian lærte hurtigt, at nisser, engle og julestjerner alt sammen var - akkurat hvad hans far kaldte det - julefis. Det var noget, man gangede med ti og tjente en masse penge på, så man kunne købe sig rigtige ting såsom splatterpistoler, computerspil, go-cart racerbiler, og hvad han ønskede sig allermest, en drenge-speedway-motorcykel. Det sidste troede han fuldt og fast på, at han fik i år.
For se julegaver, det var meningen med julen. Derom var Sebastian ikke et sekund i tvivl. Mange og store julegaver. Jo flere jo bedre. Sebastian fik altid mavepine af spænding over, hvad der mon kunne være i pakkerne. De begyndte at dukke op i hjemmet en uge eller to før jul. Sebastian kendte alle de mange gemmesteder forældrene brugte. Og når han kunne se sit snit dertil, så smuglæste han alle gavekortene. Uh, hvor var det skønt bagefter at kravle ind under et tæppe og fantasere, hvad der var i dem. Nogen gange tog han lillesøster med ind under tæppet, og så fik også hun mavepine.
En dag lå Sebastian inde på sit værelse og læste Anders And. Han frydede sig over Joakim von And's svømmetur i sin pengetank, men tænkte det kunne være endnu mere fedt, hvis det var julegaver, pengetanken var fyldt med. Åh, ja, julegaver, julegaver, et helt hav af julegaver! Og tænk hvor hans lillesøster og hans skolekammerater ville blive misundelige, hvis de så ham svømme i julegaver.
"Hvordan ville Joakim von And mon kunne få en pengetank fuld af julegaver?" spurgte han sig selv. Og pludselig så han det hele for sig!
Da hans far kom hjem, spurgte Sebastian sin far:
"Må jeg tage lidt julefis, far? Til at lave lidt forretning med?"
"Ja, tag du bare lidt, men husk at gange med 10"
"Julefis ganger jeg med hundrede."
"Godt, min dreng. Du er ligesom jeg."
Sebastian havde bidt mærke i, at hvis man gav en voksen en julegave, så fik man en igen. Selv småting som et stearinlys med en lerklump som lysestage gav med sikkerhed en julegave, hvis man huskede at aflevere den i god tid inden juleaften.
"Altså, alle voksne som jeg kender, skriver jeg ned på en liste," sagde han til sig selv og gik i gang. Det gav 35. Sidste år havde han fået 19 julegaver, så det var næsten dobbelt så mange.
Men så var der jo alle naboerne på vejen, butikkerne, alle skolens lærere, biblioteket og hvad med alle fars kunder og forretningsforbindelser? Den lokale avis, hvor onkel John arbejdede og skrev for ..…Jo, Sebastian tænkte knivskarpt som en voksen forretningsmand.
Og hvad nu hvis jeg kom i avisen, så folk kendte mig. Så ville de blive glade for at få en julegave fra mig. Og tænk hvis jeg fik tusind julegaver, så kom jeg i Guinness rekordbog med billede i, hvor jeg svømmer i julegaver. Åh, ja, de kunne ligge i vort svømmebasin, som er tomt om vinteren.
"Fedt mand, det er helt vildt fedt," fløj det ud af Sebastian, og han fór rundt i stuerne og ind på sit værelse, hvor han sprang så højt i sengen, at endnu en fjeder sang sit sidste vers.
Hans far og mor kom strygende efter ham.
Far sagde:"Du er da blevet helt skør på gulvet, dreng, du har vel ikke vundet den store gevinst i lotto?"
"Jo, jo, jo, jeg er Joakim von And," og han faldt om i sengen af grin.
Men mer fik de ikke ud af ham, og far mumlede noget om, at han hidtil havde troet, at Anders And var uskadeligt for børn.
Sebastians liste blev længere og længere, og da kongehuset var på, så stoppede han. "Arh, lad mig lige tage fodboldslandsholdet med og så statsministeren og så punktum prut."
Indpakningen af julefis forsynet med gavekort gik strygende. Tyve i timen. Hundrede på en dag. Det vigtigste var at skrive tydelig navn og adresse på gavekortet. Uddelingen tog en hel uge. Han troppede selv op i nissehue og gammeldags nisse-træsko og sagde med et kækt drengesmil.
"Glædelig jul og godt Nytår. Jeg vil gerne have lov at give dig en julegave fra mig selv"
"En julegave fra dig, hvorfor nu det?"
"Fordi!"
"Fordi hvad?"
"Fordi jeg måske kommer i Guinnnes Rekordbog."
"For hvad?"
"For at have fået flest julegaver i hele verden, hvis altså du vil give mig én. Og så skal den lægges i vort svømmebassin, og jeg skal svømme i alle julegaverne ligesom Joakim von And i hans pengetank"
"Sikken en historie, den skulle du gå til fjernsynet med! Jeg skal nok sende dig en julegave. Er der noget du specielt ønsker dig?
"Ja, store gaver eller dem, jeg har skrevet på min ønskeseddel." - jo, Sebastian havde skam også fotokopieret sin ønskeseddel."
"Du er et rigtigt lille mandfolk. Grinagtig egoistisk. Du skal nok blive statsminister en dag!"
Der gik kun et par dage, så vidste hans far alt om Sebastians aktiviteter, - og hvor det glædede ham! Han så allerede Sebastian som en ny Lars Larsen i spidsen for sit firma, Jul & Nytår A/S. Han engagerede en snes skolebørn til indpakning og forsendelse af julegaverne. Samtidigt fik han onkel John fra den lokale avis til at stå for mediedækningen såvel lokalt som på landsplan. TV troppede op og kongehus, statsminister og hele fodboldlandsholdet sendte hver en julegave til Sebastian.
Juleaften sneede det heldigvis. Guinness Rekordbog-kontrollanterne, pressen og børn og voksne i alle aldre var mødt frem. Havebassinen blev fyldt og mere til. Pakkerne tårnede sig op. Og øverst oppe stod Sebastian med et mægtigt skilt: 12.733 gifts. Blitzene oplyste sceneriet i ét væk. Verdensrekorden på 213 julegaver - ethvert barns højeste ønskedrøm - var overgået med mange lysår. En TV-kommentator havde beregnet, at hvis Sebastian brugte ét minut pr. pakke og arbejdede ti timer om dagen, så ville udpakningen tage 3 uger.
Klokken seks gik man indendørs for at fejre julen i familiens skød. Man spiste juleand, sang julesange og delte gaver ud. Sebastian blev halvvejs ulykkelig over, at der ikke var nogen til ham, men tog sig sammen ved tanken om svømmebassinet.
Ligesom man troede, man var færdige, så opdagede man en ganske lille og papirstynd pakke. Den var til Sebastian fra frøken Gudrun.
Hans mor sagde: "Åbn du den bare, så får du da i det mindste åbnet én julegave i aften."
Julegaven indeholdt et flettet guldhjerte, hvori der lå tre sedler med enslydende tekst.
"Tænk dig godt om og ønsk så dét, du allerhelst vil have."
Sebastian grinede. Han var slet, slet ikke i tvivl, og han sagde straks: "Jeg ønsker mig alle julegaver i hele verden - også lillesøsters."
Der lød en bulder og en bragen.
"Dit fyrværkerilager er sprunget i luften, far," råbte hans mor.
"Atomkrig," råbte hans far. "Smid jer alle ned på maven og hold jer for øjnene." Det gjorde han selv, og de andre fulgte hans eksempel.
Da de havde ligget sådan et minuts tid, rejste faderen sig op.
"Atomkrig kan det ikke være. Måske er det alligevel det forbandede kineserlort, der er futtet af."
Han gik hen for at kigge ud af vinduet, men der var ingen gadebelysning at se. Heller ingen måne eller stjernehimmel. Så gik han hen og åbnede hoveddøren. Det væltede ind med julegaver.
"Vi bliver invaderet af julegaver, hvad fanden er meningen!"
Sebastian fortalte om brugen af sit første ønske.
"Snik-snak," sagde faderen, "her i huset tror vi hverken på Gud, nisser eller Grimm's eventyr."
Lillesøster tudede utrøsteligt, fordi alle hendes femten julegaver pist var borte. De andre gik nu hen til vinduerne og så julepakkerne udenfor klistret ind mod vinduesglasset. Huset var begravet i julegaver. Far ringede til naboen og fik dem til at se ud af vinduerne. Også de var begravet i julegaver. Så blev der ellers ringet, og man fandt ud af, at hele byen lå begravet i julegaver. Folk fra den nærmeste by kunne fortælle, at byen var dækket af et bjerg af julegaver. Og allerhøjest var bjerget lige over Sebastians hus, hvor det var mindst hundrede meter, ja, måske to hundrede højt.
Sebastians forældre gav sig nu nøje til at studere de to resterende kort i det flettede guldhjerte.
"Søn, hvis du lover mig ikke at tro på den slags, så skynd dig at ønske julegaverne tilbage til dér, hvor de kom fra," sagde hans far.
Det gav et uhyggeligt sug i huset, som om taget skulle flyve af. Pakkerne i hovedindgangen var væk og ligeså alle Sebastians julepakker i svømmebasin'et. Sikken en jul!
Heldigvis havde Sebastian ét ønske tilbage.
Mor sagde: "Sebastian, skriv dit ønske ned på et stykke papir, så vi kan læse det først."
Forældrene nikkede godkendende, da de læste Sebastian's ønske, og han sagde:
"Jeg ønsker mig én og kun én ting, den gave der vil gøre mig allermest glad."
Under juletræet lå der pludseligt en lille fint-indpakket gave. "Til Sebastian Fra Gudrun" stod der. Med tilbageholdt åndedræt og største forsigtighed åbnede han pakken.
Frøken Gudrun stoppede op i sin fortælling, så udover sit hold af juleengle og gav dem for en sikkerheds skyld en trylleteknisk forklaring på, hvad der foregik.
"På dette tidspunkt havde jeg samlet et helt hold juleengle i familiens stue, og de svang deres tryllestave og sagde - lydløst for menneskene - "Guld-sa-la-bim." Jeg selv healede hans hjerte med mine hænder. Jeg så, hvordan det mørke, blyblege hjerte langsomt begynde at skinne, og at dette skin gled over i brunrøde farver for til sidst at lyse som det pureste guld."
Gudrun fortsatte: "Men lad mig nu fortælle, hvad menneskene så og oplevede."
Ud af indpakningen trak Sebastian forsigtigt en rødhvid og forgyldt juletromme, sådan én som man ser hænge på alle juletræer. Hans øjne stod vidt åbne, og han fik tårer i øjnene. "Hvor er den ….." Han kunne ikke finde ordet "smuk," for det bruger drenge ikke. Med to stjernekastere trommede han en kæk lille rytme. Han rødmede af glæde over sin lille musikfrembringelse. Så så han op, og alles øjne lyste glædesstrålende - dog allermest hans lillesøsters.
"Lillesøster, den er til dig, fordi du ikke fik så mange, som jeg fik. Men jeg fik den største gave. Og det er at kunne give det bedste væk."
Far sagde:"Hvor mærkeligt, men jeg får lige pludselig lyst til at synge White Christmas. Kom lad os gå rundt om træet imens."
Og med hinanden i hænderne sang de White Christmas med min danske tekst, som de på forunderlig måde alle sammen kunne synge udenad:
Jeg drømmer om en ren Jul
Hvor hjertet åbner sig mod Gud
Hvor en strøm af glæde
Gør is til væde
Og pipler fra øjenkrog'ne ud.
Jeg drømmer om en grøn Jul
Hvor alle frydes og forstår
At når Julen kommer
Så bli'r det sommer
Og hjerternes snelandskab forgår.