- Sikken dog en fantastisk konfirmationssang, du har skrevet. Har jeg ikke altid sagt, at du går rundt med en forfatter i maven?
   Far klappede veltilpas sin store mave, smilede til mor og sagde:
   - En kanonstor forfatter.
   Nikolaj åbnede måbende munden. Det var altså en forfatter, som Far havde i maven. Og den var stor som en kanon. Det måtte da være meget mere farligt end en blodprop i hovedet, som Morfar døde af. Men han havde også rotter på loftet, forklarede Mor.
   Nikolaj gik længe og bekymrede sig og måtte til sidst spørge Mor, hvad en forfatter var for noget.
   - Det er en mand som skriver historier. Alle de bøger, vi låner på biblioteket, er skrevet af forfattere.
   - Kan Fars forfatter skrive godnathistorier?
   - Ja, det tror jeg helt bestemt, men du må nok hellere selv spørge Far.

Og enden på det blev, at Far stod for tur til at lægge Nikolaj i seng.
   - Far, kan forfatteren tale så højt at jeg kan høre det?
   - Ja, læg du dig bare ned. Det lyder ligesom bugtalerne i fjernsynet.

Nikolaj lagde sig, men øjnene stod vidåbne. Hvor var det spændende.
   Far sagde med stemmen lagt i et højt leje: - Der var en gang en kejser, der hed Nikolaj, og han bestemte, at alle nyfødte børn også skulle hedde Nikolaj, ligesom ham selv, både drenge og piger. I børnehaven råbte frøkenen: -Nikolaj, lad være med at slå på tromme. Og så grinede alle de børn, der ikke slog på tromme, og de pegede og råbte tromme-Nikolaj. Og sådan fik de alle navne. Der var Leverpostej-Nikolaj og Hostesaft-Nikolaj og Mariehøne-Nikolaj.

Far fortalte og fortalte, og den lille lyskrøllede Nikolaj's øjne var ved at springe ud af hovedet på ham, sådan som han levede med i historien. Historien var startet meget firkantet, nærmest krampagtigt firkantet, men nye fortællinger åbnede sig, og faderen fulgte sine indskydelser og opdagede, at han var i gang med en fortælling, han kunne fortsætte med så længe, han ville.

Nikolaj bukkede under for søvnen efter et par timer, men faderen var i en rus og skyndte sig ind på sit arbejdsværelse, tændte for computeren, og skrev og skrev. Han følte sig som i en flyvedrøm. "Jeg kan virkelig flyve".

Og han kom sin H.C. Andersen i hu og tænkte så ydmygt, det lod sig gøre: "Jeg er en svane."