Ernest tanker om at skrive
   Jeg nød at skrive noter på denne kystrestaurant ud til det Caraibiske Ocean.
   Jeg lod mig indsuge i det spejlblanke ocean og tænkte: snart er jeg svanger med de ord, der ér det spejlblanke ocean, og som genskaber det spejlblanke ocean i læseren.
   Og sådan er det med al kunst: man lader sig indsuge, glemmer sig selv, får fødselsfornemmelser og ud kommer skidtet.
   Man må vide, hvad man gør. Jeg er skribent. Også jeg må vide, hvad jeg gør.
   Mesterværket kræver geniets evne til at se og formulere en essens, men håndværket udgør stadigvæk de halvfems procent.
   Forfatteren jager essensen med sin intuition, gør sig til ét med sine tanker og fornemmelser, og ordene pibler op. Han stiller sig i intuitionens tjeneste.
   Det hele er et spørgsmål om renhjertethed, hvor hjertets renhed er at ville ét, d.v.s. at ville se og skabe essensen, samt at hade det overflødige.
   Når kunstneren er tro overfor sin skaberkraft, så ved han aldrig, hvor det ender, men én ting er sikkert: han går altid planken ud. Derfor er han udvalgt.

Og jeg er udvalgt til at skrive 'BOGEN', og det har jeg vidst hele mit liv. Jeg fikserede blikket på whisky-flasken og det tomme glas og tænkte:
   "Hvis jeg når det... jeg skal nå det... jeg vil!"
   Det var en beslutning, jeg - i al sin indre selvmodsigelse - skyllede ned med et solidt glas whisky.

Mødet med Flam
   Jeg trak min lille arbejdsbog frem for at fastholde disse tanker, da jeg fængsledes af en kvinde helt i rødt. Hun sad et par borde fra mig og - fornemmede jeg først nu - havde iagttaget mig vedholdende. Hun var bestemt attråværdig, værd at gå videre med, og jeg droppede skriveriet for; hér var 'the real stuff' nok til såvel mig som BOGEN. Et let blik på hende sagde mig, at hun var belæst, så jeg startede mit 'Ernest kontakt show'.
   Jeg rev en side ud af mit arbejdsbog og skrev: "Måtte jeg gøre Deres bekendtskab ved mit bord, hvor oceanet er et par meter nærmere end ved Deres? Ernest Hem.". Da tjeneren overbragte hende den, tog jeg øjenkontakt, et chok slog ned i mig, hvilket blik! Jeg rejste mig for at føre hende hen til mit bord - da et par pittbulls standsede mig brat.. Ondsindet i fire øjne, to sæt rovdyrtænder og en næsten uhørlig snerren, indfangede hele min opmærksomhed. De var bundet til den røde kvindes stol og kunne ikke nå mig. Et kort stamp fra en rødlakeret, højhælet sko fastfrøs rovdyrene. Hendes blik fangede mit, hun nikkede, kom mig i møde, og vi satte os ved mit bord.

Hvad, der ikke var rødt, var hendes hud. Den var hvid. Og hendes hår, der var sort og hendes øjne der var mørkt grønne. Læbernes røde matchede den kropsnære buksedragt af silke. Et uimodståeligt syn for en mand. Men det var hendes blik, som snart tiltrak sig al min opmærksomhed. Det var så åbent og fortroligt som et barns, skønt jeg så lige ind i en fuldblods kvinde.
   "Ernest, jeg har læst alle dine bøger. Jeg har følt mig som Brett i Fiesta, som Catherine i Farewell og som Maria i Bell Tolls. Og jeg har elsket disse kvinders mænd, som kvinderne selv i dine bøger. Det er, som du altid skriver lige til mit hjerte. Men hvem er du selv, Ernest?"
   Hun var så ligefrem og direkte, at alle formaliteter ikke eksisterede imellem os.
   Jeg svarede:
   "Den mand, der gerne ville kende dit navn."
   "Flam."
   "Så du er den Flam, man taler om overalt i Habana, flamenco-danserinden?"
   "Jeg er nok den Flam. Mit dansegulv og dit hvide papir, mine ben og din pen. Jo, kunstnere er vi vist begge."
   "Hvor kan jeg se dig danse?"
   "Capri Cabana - i aften efter ti. Og hvem er du så selv, Ernest?
   "Det vil jeg fortælle dig i aften, Flam!"
   "Aftale, så ses vi, Ernest!"
   Et håndkys og væk var hun med sine to rovdyr.

Capri Cabana
   I Habanas eneste haute couture boutique fandt jeg en rød mohairtrøje til Flam. Børstebehandlingen havde gjort den overdådig luftig, som var den af strudsefjer. Den ville stå sig til eftermiddagens røde silkeantræk.

Plakaterne rundt omkring Capri Cabana fortalte i traditionelt billedsprog, at Flam Flamenco Ensemblet optrådte i aften fra klokken ti til to. Jeg følte forventningens glæde. Fra min tid i Spanien var tyrefægtning og flamencodans gået mig i blodet. Jeg har skrevet om det i 'Døden kommer om Eftermiddagen'. Jeg er en kender og en elsker af stolthedens dans.

Jeg sad på mit forud bestilte bord, da showet gik i gang. Jeg blev ikke skuffet. Flam kunne måle sig med de bedste signorella's i Madrid. Hendes stolthed slog gnister. Hun trak ensemblet op i nærheden af sit eget niveau. Og gnisterne forplantede sig til den stopfyldte sal. Pludselig sprang en amerikansk turist op på scenen og foretog nogle tunge støvletramp og fagter foran Flam. Hendes blik funklede, og hun svarede igen med en opspeedet trampen i takt med kastagnetternes knitren. Turisten fortsatte sine støvletramp og drejede rundt om sig selv i laskede bevægelser. Flam nærmede sig ham med hele sit festfyrværkeri af lyde og brød ud i et gnistrende stolt OLÉ foran ham, hvorpå hun sendte ham et foragteligt spyt lige i ansigtet. En voldsom forbløffelse gik gennem salen. Turisten forsvandt snarligst ned i mængden. Men stemningen var brudt. Flam dansede mekanisk nummeret til ende, fik et forkølet bifald og hold pause. Jeg fandt Flams opførsel uhørt uhøflig og vidste, jeg ville spørge til det senere.

Klokken to var showet slut, og Flam kom hen til mit bord. Mit forslag om champagne med passionsfrugter faldt i god jord. Mit hjerte flød over af begejstring for showet, og hun nød hvert af mine komplimenter, teknisk begrundede, som de var. Og overrækkelsen af den røde mohairtrøje var lige prikken over i'et. Flam og jeg havde fundet hinanden.
   "Og hvem er så du, Ernest," spurgte hun og skålede koket i den gode champagne. Jeg kunne ikke stå for fristelsen, og leverede mit 'Hemingway Don Juan -show'. Jeg tog hendes hånd, berørte den med mine læber og så hende så dybt og vedholdende i øjnene, at kun vi eksisterede, mens verden omkring os fadede væk. Jeg talte helt roligt, nærmest hviskede:

"Flam, du og jeg er outshore's. Vi vil have højt til loftet på alle planer. Inshore's med deres selfmade jails er ikke for os.
   Du spø'r, hvem jeg er. Jeg for min part lever der, hvor himlen beruser jorden, hvor fantasien vækker virkeligheden, hvor følelserne mand og kvinde imellem er livets salt.
   At vi har fundet hinanden er et dagligt mirakel. Intet er umuligt.
   Mærker du det, Flam?"
   "Mærker hvad, Ernest?"
   Nu var jeg ved klimakset.
   "At vore øjne nøgenbader i hinandens og dér finder - livets salt."
   Vi kyssede, først med øjnene, så med læberne, og så var vi Flam & Ernest.

Jeg tog hende ned til stranden. Vi gik udenfor tid og rum, men nærmede os vistnok et mindre fiskerleje.
   Natten var til elskov: stjernefunklende himmel, havets rytmiske bryden med kystlinjen og det varme sand.
   Jeg trak Flams hofter ind til mig med fasthed, men mødtes med en voldsom modstand.
   "Flam - jeg elsker dig - Flam."
   "Gringo - forsvind fra mig!"
   Hun hev den røde mohairtrøje af sig, smed den efter mig og løb i vildt tempo væk og ind mod byen.
   Jeg forstod ingenting. Erindrede hendes spytten i den amerikanske turists ansigt, en gringo's ansigt. Var der en sammenhæng?

Næste morgen
   Fra vor natlige rendezvous gik jeg ned til fiskerlejet, lagde mig til hvile med hovedet på den røde trøje og kroppen dækket af stjernehvælvet. Havets saltluft mindede mig svagt om dét livets salt, vi delte med hinanden. Så tømte jeg whiskyflasken og tænkte:
   "Ikke nogen rådden dag. Faktisk kunne jeg lave mig nogle noter på den og bruge dem senere."

Solen bed i mig, og jeg vågnede i dens bragende lys. Kvæstet og med tom flaske. Under hovedet lå den røde mohairtrøje, Flams afvisning af mig.

Kvinder og sprut er min benzin, en livsnødvendighed for at kunne udholde mit uvirkelige, ulevede liv som forfatter, min besættelse.
   Og jeg kan det dér med kvinder. Kemien imellem os har forsødet mit liv med stribevis af royal strikes - skønne love affairs - der hver gang har vendt op og ned på mit univers. Og hidtil er jeg sluppet helskindet derfra - og mere til - nye følelsestoner har hver gang meldt sig i mit skabende forfatter univers.

Jeg så på den tomme flaske: 'Du giver mig fred for mit besættelse, og fred for mit ulevede liv - du er min allerfarligste ven!'

Jeg kom på benene, kylede den tomme flaske ud i strandkanten. Bodegaen lå heldigvis kun fem minutter herfra.

Fra bodegaen gik jeg hen og opsøgte Flam. Gav hende trøjen. Jeg gjorde mit blik udslukt. Spurgte lidt til hvad hun skulle i aften. Hendes travlhed fik mig til at føle mig anmassende. Jeg vendte mig mod havet og sagde: "Jeg tænker en stor fisk venter derude på at blive fanget. Faktisk var det dét jeg drømte i nat, hvor vi ikke fik gjort vor flamenco forretning færdig. Lad os gøre det en anden dag, Signorella".

Jeg mærkede hendes blik på vej ned mod fiskerlejet. Var det hendes outshore længsel, der som radiobølger svingede med mine? Jeg mærkede hende - også derude, hvor de store fisk regerede.

Til søs
   "Godt fiskevejr for tun og sværdfisk" - det var Hancock - han kunne føle fiskene med sit ekkolod af et kadaver. Min dag var reddet ombord på eneste havgående yacht bygget til storfisk. Lokalt mandskab, men hvid kaptajn, Oliver Hancock, tidligere globetrotter, som jeg kendte fra et par vellykkede storvildtjagter i Østafrika.
   Med tunlinen i automatikken indfangedes jeg af de samme rådne tanker.

Kvinder går mig lige så rent i blodet som sprut, og sprænger min fantasi, ligesom sprutten sprænger min lever en dag. Men besættelsen driver mig. Når BOGEN er skrevet, så ka' sprutten ta' over. BOGEN, den perfekte fiktion - at ta' på, som på virkeligheden.

Hun havde læst alle mine bøger. Jeg kunne have sparet at gi' hende den røde trøje, men jeg ville lægge et æg til rugning i hendes fantasi. Give hende Ernest om sin krop. Og høste - ja, allerede i nat.

Hun havde potentiale til en figur. En belæst outshore med højt til loftet på alle planer, men visnet og sur. En kaktus uden blomst, kun torne. Tænk om jeg med min regn kunne drive blomster ud af hvert et kaktusblad. Kunne få en ørkenkaktus til at eksplodere i skønhed, i kærlighed! Rådden snak, Ernest - men mange kvinder ville tro på en sådan figur. Nok værd at grave lidt i.

Hancocks ekkolod havde svigtet ham i dag - Uden fisk, men med mit natlige projekt, gik jeg ind og spiste de sædvanlige fem hummere, i dag flamberet - intet matcher hummer som whisky. Rent hver for sig eller flamberet. Og så til den fornøjeligste del af hele dagen.

Aftenen var bagende varm og stjerneklar, men gennem vinduet så jeg, at hun var hjemme. Jo, hun havde den røde trøje på. Planen fungerede. Jeg bankede på - to bank.

Flamenco forretninger
   Døren åbnedes på klem.
   "Flam, elskling - jeg ku' ikke leve uden dig - Flam, min kvinde!"
   Døren blæste op og Flam landede i mit bryst.
   "Ernest din slyngel - jeg hader at elske dig - forbandede ka'l!" Hun pige-hamrede mig på brystet, mere kram, mere banken og alt det der fysik, der udspilles, når kvinde og mand glemmer sig selv i hinanden.

Øjeblikket var så stort, at vi måtte forblive under stjernehvælvet. BOGEN og besættelsen skrumpede som et lem i isvand. Hvor var kønnets kemi dog dragende. Fin opfindelse.

"Flam, i nat skal du vise mig dit trick med at få dansegulvet til at ryge brændt.
   Lad os få gjort de dér flamenco forretninger"

Danserestauranten lå på en klippe med et panorama af havudsigt. Jeg ledte Flam hen til mit bord - det mest udsøgte. Flam var klædt på til flamenco, og det samme var hendes ansigt. Emotioner af alle slags tog skiftevis over - gjorde hende smuk, lidenskabelig, uterlig, trodsig, vild og blid. Flams ansigt var en film i sig selv - et flamenco-show!

Mine forestillinger fabulerede om en outshore kaktus uden blomst, kun torne. Tænk om jeg med min regn kunne drive blomster ud af hvert et kaktusblad. Kunne få en ørkenkaktus til at eksplodere i skønhed, i kærlighed! JA, JA, JA! - Denne danserestaurant kunne være stedet - SKULLE være stedet! Flam skulle forvandles i aften. Fugl Phønix-myten blive kød og blod. Var det BOGEN!?

Flamenco-ensemblet varmede let op med støvletramp og kastagnetters knitren for pludselig at eksplodere i GRANADA -

Dansegulvets dronning
   Flam var dansegulvets dronning, og jeg hendes toreador, selvom toreadorer er set både yngre, slankere og spændstige end mig med min tønde af et kadaver. Men fyre op under hende kunne jeg bedre end en gennemsnits danseatlet. For dans er ikke trin og bevægelser, men musikkens besjæling af kroppen. Lad hver celle indsuge musikken og danse inden i dig - og mærk hvordan ben, arme, krop lader sig styre indefra. De gamle åndemanere med deres dans forstod det, jeg forstod det, og ikke mindst Flam forstod det.
   Hun tryllebandt i timevis alt og alle, ja, selv flamenco-ensemblet stoppede deres show - Flam VAR nattens show.

I et glimt så jeg Flam i en Hollywood-musical. Ja, det skulle være guleroden, jeg ville lokke hende med. Jeg ville finansiere hendes skoling til Hollywood-star, celebrity-festerne, en manager - det hele! Selvfølgelig ville jeg skrive manuskriptet til hendes gennembrud-musical, men det egentlige, BOGEN, ville jeg holde hemmelig. Der skulle tages noter til BOGEN, i læssevis, men alle ville tro at det var til musicalen.

Planen gjorde mig hedere end dansen. På stranden skulle Flam have hele filmen at se - og hvilken elskov der måtte følge. Heller ingen rådden plan, denne gang!

Aftenens dronningestatus var gået Flam til hovedet. Hun virkede usympatisk på mig. Vrængede gringo og afslog mit forslag om stranden. Tøsen mumlede noget om, at hun ville sælge den røde trøje. Hun var totalt overtræt og fortumlet. Og jeg var chokeret og uforstående overfor, hvad hun mente til sidst med ordene: "I morgen sælger jeg trøjen med mindre, du allerede er et skambidt lig!"

Hvis det ikke var for hendes dans og min rådne plan, så var Flam ikke min Flam mere. Mærkelig tøs.

Snedronningen
   Der skete ikke mere den aften. Jeg fulgte hende hjem og så hende i døråbningen omgivet af to pittbulls - hun så ud som Snedronningen, sådan som jeg husker hende fra den danske eventyrforfatter.

Næste eftermiddag opsøgte jeg Antonio, ejeren af danserestauranten, en gammel ven. Jeg sagde, at der var noget råddent ved Flam. Antonio blinkede og sagde med et skævt smil:
   "Tusindvis af mænd har voldtaget hende i deres rådne fantasi - ikke to. To gringo's betalte politiet for ikke at lytte. Nu har hun sine to pittbulls. De lytter altid. Har dræbt én mand!"

- Dræbt én mand?
   - Ja, Mr. Hemingway. Hendes hunde.
   - Hvad havde han gjort?
   - Voldtaget hende. Kvindesnak. Det sædvanlige. Altid det samme. Manden voldtog mig.
   - Du har ret, gamle ven... nå, jeg trænger til en whisky mer' ... og Antonio, lad flasken stå.

Planerne
   Jeg så ikke det panorama af en havudsigt, som gjorde whiskyen så dyr. Jeg så Flam. Og jeg så hende danse Broadway i svime med sin Flamenco, som Fred Astair for tiden gjorde med sin stepdans. Og jeg så Astair og Flam danse step og Flamenco og alting eksplodere i begejstring, og jeg så Ernest Hemingway skrive den Hollywood-film, der skulle forevige de to. Det var muligt, absolut muligt. Jeg ville gøre det muligt med alle mine forbindelser. Skulle to køtere kunne forhindre dét? Aldrig, aldrig ... Hancock! Gammel storvildtjæger i Østafrika. Havde nedlagt bøfler og løver. He-he, ville han overhovedet spilde et par patroner på noget, han kunne klare med sin lommekniv! Det ville han sikkert skryde med. Så'n var Hancock. En forbandet fin bandit.

Før jeg gik ned til Hancock faldt jeg i tanker om Flam og alle os andre. Vi kunstnere der aldrig kan vende tilbage til det normale liv. Hvad er det, vi har set og oplevet, der gør os så uegnede til livet?
   Og en vision slog ned i mig. Platons gamle grotte-analogi, hvor menneskene sidder med ryggen til grottens indgang, således lænkede, at de kun kan se mod grottens endevæg. De ser på livet, tror de, når de ser på de skygger, der tegner sig på væggen af de ideale figurer, der føres frem og tilbage i grottens indgang.
   Er vi kunstnere ikke de få, der i et lykkeligt/ulykkeligt øjeblik har haft held med at dreje hovedet så meget mod hulens indgang, at vores øjne er blevet brændt blinde af lyset og skønheden?
   Efter det kan vi ikke se skyggerne på grottens væg, men vi tænker heller ikke derpå. Vi tænker alene på det syn, vi skimtede af idealerne i grottens indgang. De idealer vil vi male, beskrive, komponere, danse, elske eller udtrykke, hvordan vi nu bedst kan det- men disse idealer, den skønhed, er det eneste vi lever for.

'Ernest, du er en besat, briliant bandit! - og så ikke mere note-arbejde for i dag.'

De første par trin i min Broadway Flam-Alstair plan gik ud på at genvinde Flam's følelser for mig samt at skaffe hendes to rovdyr af vejen. Det var simpelthen for farligt at operere i hendes farvande med dem omkring sig.
   Så jeg tog en taxa til ind i centrum, hvor jeg fik besørget, at Flam snarest ville modtage en større flaske Chanel no.5 parfume samt en overdådig buket af årstidens smukkeste, tropiske blomster. Blomsterbuketten bad jeg forretningen forny hver dag de næste 14 dage frem med mindre andet blev meddelt dem.

Hancock var mit næste mål. Jeg opstøvede ham i havnen, hvor han spulede båd og gjorde klar til næste dags storfisk-sejllads. Han overraskede mig, da jeg satte ham ind i problemet med de to køtere.
   - To pittbulls trænet til at dræbe - jeg vil hellere slås med en såret løvinde. Ernest det er livsfarligt, og jeg mener det!
   - En 15 mm dum-dum kugle til hver - om det så var pumaer, så holdt de ikke til det.
   - Ernest, du skal ramme dem godt og selv en død pitbull slipper ikke sit greb lige med det samme. Men jeg har en anden idé. Lad dem æde sig ihjel. Arsenik.
   - Hvordan?
   - Få Flam væk hjemmefra. Invitér hende på storfisk-sejlads. Og så får jeg en af mine mænd til at smide en pakke forgiftet tunkød ind til dem. Råt kød kan de ikke stå for en hel dag - ligegyldigt hvor trænede de er i kun at spise fra deres ejers hånd.
   - Jeg tror sgu, Hancock, det ku gøre det! Det må vi ud og spise lidt på. Jeg kender en god hummer-restaurant! Men lad os lige runde Flam's hjørne med taxaen. Måske er hun hjemme.

Det var hun.. Hun ville ikke med på hummer-restaurant, men var ovenud forhippet på at tage på storfisk-sejlads næste morgen. Gaverne havde mildnet hendes sind. I morgen skulle vi igen være Flam & Ernest. Sådan tolkede jeg hendes åbne og fortrolige blik, da vi skiltes. Vi talte i døråbningen. Jeg hverken hørte eller så dem. Det var ikke gøende vagthunde. Det var trænede dræberhunde

Hummeren var god, men det var ikke det vigtigste. For findes der noget skønnere for storvildtjægere end at genopfriske detalje på detalje af en stor jagt, man har været på sammen. Geværets type og stand og rekyl, kuglernes krudtfyldning, kikkertsigtet, reloadhastigheden - jo, alting var bedre nu om dage: lettere, hurtigere og mere effektivt. Men det var knapt nok nogen udfordring mere. Dengang var en såret bøffel skjult i græsset ligeså farlig, som en såret spansk kamptyr i en tyrefægter-arena. Og sådan havde udviklingen også taget størstedelen af faren ud af storfiskfangst, så selv kvindelige turister kunne deltage og gøre sig til herre over en hammerhaj med en smule hjælp udefra.
   Jeg var spændt på at se Flam håndtere en hammerhaj, hvis de da ikke snart var udryddet af alle de mange turister.