Der er nu gået 146 år siden, jeg udgav Kapitalen i 1867. Her forudsagde jeg, at massernes tiltagende forarmelse ville føre til oprør og overtagelse af produktionsmidlerne.
Det skete så i Rusland i 1917 og senere fulgte Kina, de østeuropæiske lande, Nordkorea, Cuba og Vietnam, således at næsten halvdelen af jordens befolkning (40 %) levede i et kommunistisk land i 1960. Men alt det brød sammen 30 år efter p.gr.a. loven om, at magt korrumperer. Overalt forgreb partiet sig på alle former for magt - ikke kun produktionsmidlerne, men også den udøvende, lovgivende og dømmende magt. Partiet bestemte alt. Den enorme magtkoncentration, korruption og skånselsløse undertrykkelse af egen befolkning førte til en slavelignende apati i 90 % af befolkningen.
Desværre havde jeg ikke taget den menneskelige psyke med i mine samfundsøkonomiske analyser.
Udenfor de kommunistiske lande, der brugte masserne deres magt til at gennemtvinge fagforeninger og fuldt demokrati, hvormed de vandt regeringsmagten. I perioden 1930 til omkring kommunismens fald, der kan man næsten tale om, at kapitalen som en kraftbyld skrumpede ind som ved en kemokur.
Men så genvandt kapitalen sin appetit og fandt nye veje til at knægte fagforenings- og regeringsmagten. Det europæiske fællesmarked var et første skridt hen imod arbejdskraftens- og produktionsmidlernes frie bevægelighed. Men det var WTO-aftalerne, der sikrede dette på globalt plan. Derefter havde kapitalen frit spil til at flytte produktionsmidlerne derhen, hvor man havde de bedste betingelser, hvilket betød, at arbejdskraften og regeringerne måtte stå på hovedet for at tækkes kapitalen. Ved denne øvelse fik de brækket ryggen.
Oveni kom så, at de folkevalgte faldt for fristelsen til at lånsætte landet for at undgå at træffe de nødvendige økonomiske beslutninger, således at indtægter og udgifter stemte overens.
I den gode 60-års periode fra 1930 og frem, der eksisterede der en magtbalance mellem massernes magt i form af arbejdskraft, forbrug og oprørskraft og kapitalens magt i form af råderet over produktionsmidlerne. Medvirkende til at sikre denne magtbalance var nationalstaternes told- og landegrænser samt egen valuta.
Men én for én er massernes tre magtsøjler blevet brudt:
Første søjle er arbejdskraftens magt, som er blevet brudt ved globaliseringen samt ved robotik. Sidstnævnte kan tilsyneladende sidestilles med dampmaskinen på min tid, men kun tilsyneladende.
Robotikken er kapitalens skjulte trumfkort. Robotik befinder sig i en vanvittig udviklingstakt - i en eksponentiel udvikling, hvis jeg skal udtrykke mig nutidigt.
Robotik handler om 'intelligente maskiner' - hvor menneskets plads som fører af maskinen, overflødiggøres.
Robotik gemmer sit sande djævelansigt bag science fiction genrens menneskelignende robotter, som ingen jo tager rigtigt alvorligt. Men ligesom biler ikke løber på fire ben, flyvemaskiner ikke svinger med vingerne som en fugl og elektricitetsværkerne ikke består af mastodont store bassiner med elektriske ål, således vil robotikken ikke efterabe mennesket, hverken hvad krop eller hjerne angår. Den vil fremtræde i en mangfoldighed af former, der i variation vil kunne måle sig med det DNA-baserede liv her på Jorden.
Arbejderklassens anden magtsøjle er dets forbrug af de varer, den selv har fremstillet. I USA udgør forbruget 70 % af produktionen. Men hvis arbejderen ingen penge tjener, så kan han jo ikke forbruge, bortset fra de penge han kan få ved statens mellemkomst som omfordeler af samfundets pengestrøm. Men at leve af almisser er ingen reel magt, tværtimod.
Arbejderklassens tredje magtsøjle er dens oprørskraft også kaldet gadens parlament. Denne magtsøjle består endnu, men den vil snart blive brudt af robotikken.
En ny verden er ved at tage form på det militære område. UWS (unmanned war system) udvikles og anskaffes med rivende hast. En tredjedel af det amerikanske luftvåben er droner - det har længe været kendt - men hvad der i øvrigt sker afsløres kun sporadisk på internettet.
Men UWS's overlegenhed er uomtvistelig, eftersom dens intelligensfunktoner foregår med lysets hastighed. Det betyder, at hvis en landbaseret UWS-enhed beskydes fra en kilometers afstand, så vil kuglen kun have bevæget sig 7 millimeter i geværløbet, før UWS-enheden har registreret lysglimtet, hvorpå modangrebet iværksættes. Kort sagt, det vil være selvmord at beskyde en UWS-enhed.
Arbejderklassen kan se tilbage på et århundrede med forspildte muligheder. Foran står dens overflødiggørelse og likvidering af den lille magtelite, der råder over robotikkens allesteds nærværende tjenstydelser - specielt UWS-produktionen og den dermed følgende fysiske magtoverlegenhed.
Men resignationen time er endnu ikke oprindet. Tiden er til oprør og opråb til kamp. Lad løbesedlernes paroler indtage internettet. Mobilisér med mobilen. Og lad Internationale igen give mod og kræfter til det store stormløb. Husk på, at kapitalen ingenting er andet end papirsedler og talkolonner, hvis man overtager det materielle.
Nationalisér, nationalisér, nationalisér - og tilbyd kapitalisten arbejde på lige fod med hans tidligere ansatte. Sådan bliver vi alle lige igen.
Karl Marx
P.S. - jeg har desværre måttet kanalisere gennem en vis 'Hemingway' - en intellektuel kapitalistlakaj - men han var den eneste, der kunne høre mig.