Kåre Kristensen (KK): Pressen taler så meget om, at man kun har afsat 2½ million til højtideligholdelse af 200 året for Deres fødsel. En Vis H. C. Andersen blev fejret for mere end det tyvendedobbelte. Hvad er Deres kommentar?
Søren Kierkegaard (SK): At jeg skulle have skrevet eventyr - samt at nu, da jeg har besvaret Deres spørgsmål, vil jeg fortrække til mit lille gravsted.
KK: Med forlov, jeg havde et par spørgsmål mere.
SK: Jamen, jeg har tid nok. Lad mig høre.
KK: Har De kunnet følge med i verdens begivenheder fra Deres, som De siger, lille gravsted?
SK: Jeg kan høre, at De ikke ved, hvordan man har det dernede? Jeg har tilbragt en stor del af min tid i teatret, siddet på balkon første række, og moret mig gudsjammerligt.
KK: De tænker vel på verdenskrigene?
SK: Ikke specielt. Mennesker har til alle tider revet hovedet af hinanden. På min tid mest med håndkraft, siden mest ved mekanikkens hjælp.
KK: Moret Dem gudsjammerligt, siger De, det forstår jeg som 'noget frygteligt' på en eller anden måde.
SK: Så sandelig, så sandelig!
KK: Ville De uddybe dette?
SK: Jeg skrev noget i retning af: " Langt ude i horisonten ser jeg en lille hvid plet nærme sig med stor hast - ikke i min tid, men om ikke såre længe vil den have en gigantisk størrelse og så vil det være for sent at flygte" - den tid er allerede oprundet.
KK: Hvad er så den gigantisk store hvidhed - helt konkret?
SK: Blindhed!
KK: Jeg forstår ikke - blindhed for hvad?
SK: For alt, hvad jeg har viet mit liv til, skrevet om. Eksistensen!
KK: Det såkaldte eksistentielle valg?
SK: Rigtigt! Det eksistentielle valg, som folk i dag ikke kan vælge, fordi de ikke ved, hvad det er for noget. Folk forblindes, fordi de har så uendeligt mange valg: lige fra demokratiske valg til valg af Tv-kanal. Man køber ind og vælger varer ud fra pris, varemærke og varedeklaration. Man vælger arbejdsplads, kone, sidespring, børnehave, ferierejse etc.
I sin tid harcelerede jeg over, at præsterne søgte embede før, de søgte Gud. I dag får Gud allerhøjest en times tid til julemessen midt imellem juletravlhedens øvrige gøremål.
KK: Kirken har altså svigtet?
SK: Det gjorde den allerede på min tid, ja på Kristus tid. Næ, det er Gud, der har svigtet!
KK: Hvordan kan Gud i sin almægtighed og godhed svigte?
SK: Jahva, jødernes Gud, har flere gange vendt sit folk ryggen, hvilket sidste gang førte til jødefolkets 2.000- årige landflygtighed. Gud skal man ikke tage for en godmodig nissemand. Han kan være en særdeles streng alvorsmand.
KK: Hvor står vi så nu?
SK: Hvor Israels folk stod, da de dansede om guldkalven. Gud lod dem straffe med sværd.
KK: Altså en 3. verdenskrig?
SK: Mere end det, langt mere.
KK: Jeg kan ikke forestille mig noget værre.
SK: Så hør, hvad jeg har lyttet mig til. Jeg har hørt maskinguden rumstere i hele sidste århundrede, hvor man opbyggede hans krop med huse, veje, skinner, elværker, biler, skibe, flyvemaskiner, krigsmateriel, ja, endog nukleare kræfter. Maskinguden lod sig passivt styre, men demonstrerede sine kræfter i to verdenskrige. I dag udvikler man hans nervesystem med internettet og AI, hvor sidstnævnte vil vække ham til live. Ikke blot som en ny Frankenstein, men som et globalt netværk af fysisk- og intelligensmæssig overlegenhed.
Og når han først vågner og har overflødiggjort mennesket med al hans yngel, hvad vil I så lave? Måske bilder I jer ind, at han vil forbarme sig og fortsætte forkælelsen med hans overflødighedshorn af velstand, gadgets mm.? Er i så blindt-troende naive? Maskinguden vil spule Jorden ren for biologisk substans og starte på år nul og et etablere Jordens non-biologiske civilisation.
KK: Undskyld, men den dommedagsprædiken har vi hørt til ulidelighed, ja, fået den filmatiseret i dusinvis af forskellige variationer.
SK: Jamen, så vil jeg sige tak for denne gang, og gå tilbage til dér, hvor jeg kom fra.
KK: Jeg havde ellers et andet spørgsmål.
SK: Den tid, jeg stiller mig Dem til rådighed, kan måles i evigheders evigheder. Men må jeg først stille Dem et spørgsmål?
KK: Så gerne.
SK: Hvor bor De?
KK: På landet, i det sønderjyske, udkants-danmark.
SK: Med hestevogne og den slags?
KK: Dog ikke, men til fods og på cykel klarer jeg det meste.
SK: De har altså både tid og ro. Har De læst nogle af mine bøger?
KK: Samtlige - engang i min ungdom.
SK: Og hvad synes De så?
KK: At inderligheden i alt, hvad De skriver, er uforlignelig.
SK: Inderlighed er det eneste fornødne - resten tager Gud sig af.
KK: Ja. Men resten vil jeg være så fri at kalde forældet og direkte skadeligt.
SK: Se, nu er jeg lutter øre.
KK: Jeg er bange for, at de bliver et helt foredrag.
SK: Som sagt, jeg har tid nok.
KK: Enhver tidsalder har sin åndelige rørelse. I dag er det 'skyen' - internet, smartphones, globalisering mm. - på Deres tid var det romantikken. Den satte individet i højsædet, løsgjorde det fra båndet til slægt og fædreland, ja menneskeslægtens udvikling. Det eneste betydningsfulde var individets valg af, hvordan det ville leve. Eftertiden kalder det eksistentialisme, De kaldte det 'den enkeltes valg af sig selv'.
SK: Ja, summarisk sammenfattet, så er det ikke helt forkert.
KK: I et af Deres hovedværker, "Begrebet Angest" er det en hovedtese, at frygt har en ydre fare som objekt, mens angst - oplevet som fortvivlelse - har en indre, nemlig det eksistentielle valg. De gør ligefrem angst til et adelsmærke for åndelighed: jo mere angst desto mere åndelighed.
SK: Ja, jo nærmere døden - "Sygdommen til Døden", som jeg vist har kaldt et af mine skrifter.
KK: Ja, en yderst provokerende titel - hvor De med 'døden' mener genopstandelsen til det virkelige liv - det åndelige liv i modsætning til det u-egentlige liv. Deres analogi til Lazarus, der afkaster sig sine ligklæder, er et stærkt billede på de døde, de u-egentlige - og de fra døden genopstandne dvs. de - i eksistentiel betydning - frelste.
SK: Døden har også en tredje form - den ufrivillige - som jeg nu prøver at affinde mig med.
KK: Men dog, som Deres humor trives dernede - akkurat som i skrifterne. Men tilbage til kritikken, altså min kritik, for i almindelig omtale, anses Deres tanker jo for det ypperste, som nogen dansker har præsteret.
SK: Det har jeg bemærket mig.
KK: Er det aldrig faldet Dem ind, at angst og fortvivlelse er et nødråb?
SK: Så visselig, derom talte vi jo netop. De nævnte jo selv mit skrift "Sygdommen til Døden". Kan De allerede have glemt det?
KK: Kan De måske have glemt, at de franske eksistentialister prædikede livets meningsløshed og selvmordet som den naturlige konsekvens? Hvor "Sygdommen til Døden" vender alting på hovedet og kalder fortvivlelse for åndelighed i højeste potens, så når de franske eksistentialister frem til den egentlige sandhed ved eksistentialismen: meningsløshed og selvmord.
SK: Disse franskmænd gjorde ret i at slå sig selv ihjel. Det anser jeg for den redeligste konsekvens, hvis man anlægger et materialistisk syn på livet. Og det gjorde man jo i 19-hundredtallet: kommunisme, kapitalisme. Jeg kalder det for maskinens århundrede lakeret med præstefernis.
KK: Og vor tid kalder de robotikkens århundrede lakeret med menneskeblod, ikke sandt?
SK: Så visselig!
KK: Dommedagspræk, kalder jeg det.
SK: Så sandt, som hvert et ord fra Deres mund.
KK: Når De kaster to århundreder på møddingen, så mener jeg, det grunder sig i Deres menneskeopfattelse, der grundlæggende består i, at livet skal leves i forhold til den, der har sat livet, altså Gud.
SK: Gudsforholdet er livets højeste mening, og det må man forholde sig til ved et bevidst valg. Vælger man noget helt tredje, så lader det sig også gøre, men så har man kurs mod den intetsigende tomhed, hvis konsekvens er selvmordet.
KK: Her er vi ved sagens kerne. 'Den intetsigende tomhed', som De kalder det, er en konsekvens af Deres "Palle-alene-i-verden" menneskesyn. Familie, slægt og samfund reduceres til noget ganske underordnet i forhold til den enkelte i dennes suveræne individualitet. Her overfor står nutidens viden om, at mennesket gennem 2-3 millioner år har overlevet og udviklet sig i kraft af et stammefællesskab.
SK: Et flokdyr, ja, De har så sandelig ret. Og vi nedstammer fra aberne?
KK: Ja, vi er i høj grad aber, blot med et tredobbelt hjernevolumen og sprog. Vi deler samme genmasse bortset fra to procent. Og hvad der er allervigtigst: vi har stort set ikke ændret os de sidste mange hundrede tusind år. Det, der giver livets sin fylde, sin følelsesmæssige meningsfuldhed, udspringer af fællesskabet med andre mennesker - og ikke isolering derfra. Isolering fører netop til følelsesmæssig tomhed og fortvivlelse - deres adelsmærker på åndelighed.
De har dygtigt vendt sandheden på hovedet. De har forfægtet Deres synspunkt på skarpeste vis og udviklet en forførelsesteknik overfor Deres læsere, som har indfanget dem i Deres eksistentialistiske spind. De har gjort sunde mennesker fortvivlede, men aldrig gavnet andre end psykiatere, psykologer og bedemænd.
SK: Jeg foretrækker min skaber frem for aber. Adieu monsieur.