Daily Mirror, 27. december 2007
   "I koranskolen lærte han at tro det. Men det var først, da han blev skyllet i land på en af Satans kyster, at han blev fuldt bevidst om, at Islam var sand, og Allah den eneste Virkelige. Han sammelignede Julen med Ramadanen, og deraf udsprang beslutningen om jihad."
   Azahari Zehedi - afghaner, opvokset i Kabul og ingeniøruddannet i Karachi, Pakistan - var en stærkt troende ildsjæl, som elskede en kvinde meget højt.
   Hun hed Ayann. De blev trolovede inden Azahari rejste til Karachi, og siden da havde brevene regelmæssigt fløjet over det afghanske højland som længselsfulde brevduer.
   Hans uddannelse i udlandet gav ham ikke mulighed for at gifte sig, og da han blev færdig, havde den afghanske borgerkrig fundet sin sejrsherre. Med glødende entusiasme vendte han som 26 årig tilbage til Afghanistan for at genopbygge en islamisk stat under Talibanstyret, hvorfor han gang på gang fik bryllupsforberedelserne afbrudt af nødvendige revolutionære opgaver. En af disse var sprængningen af verdens største buddha-statue nordvest for Kabul i Bumyan-bjergene. Azahari var sprængningsekspert indenfor ingeniørtropperne med rang af major.
   Ved styrets fald i 2002 søgte han politisk asyl i Danmark og fik det.

Azahari havde hele sit liv levet i en muhammedansk kultur, men det var med åbent sind han mødte sit nye fædreland. Han var benovet over mulighederne for familiesammenføring og udsigten til at få Ayann hertil
   Men så gik der halvandet år, hvor han gik på dansk sprogskole, blev tilknyttet den lokale moské på Nørrebro og fik opbygget et godt netværk blandt muslimske indvandrere. Nu havde han mistet enhver illusion om sit nye fædreland og skrev følgende brev til sin hjertets udkårne.

København, 15. december 2004

Min elskede Ayann!
   Tak for dine kærlige og opmuntrede ord - uden dem ved jeg ikke, hvordan jeg skulle komme fra morgen til aften uden at - Allah forbyde det - tage mit eget liv.
   Jeg har fordulgt meget for dig for ikke at gøre dig unødigt ked af det. Men Ayann, jeg kan ikke holde dig hen længere. Vi har ventet på hinanden i 13 år, og du må have ren besked.
   Ayann, jeg elsker dig mer end nogen sinde, og i tankerne taler jeg med dig fra morgen til aften. Ingen anden kvinde vil nogensinde kunne nærme sig mit hjerte. Ayann, vor kærlighed er Allahs største gave til os. Må den bestå i tid og al evighed.

Men hvad, jeg har fortiet dig, er dette snigmord på min sjæl, som dag ud og dag ind finder sted i det små som i det store. Alt er bare så forfærdeligt, og jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde.
   Jeg talte med imman Kohmad om mit sortsyn, og han sagde:
   "Azahari, min kære broder, vi må alle sammen spise vor daglige portion hundelort. Skammen, Azahari, jeg æder hver dag skam i mig. Skammen over mig selv, min kone, mine børn og mine trosfæller. Hundelort kan man kaste op, men mod skammen har man kun et middel, bønnen. Men når jeg beder, så må altid spørge Ham:"Hvordan kan du udholde synet af min sorte sjæl". Azahari, forstår du, hvad jeg mener?"
   Jeg blev helt blød om hjertet, og tårerne væltede frem. Tænk, at imman Kohmad også led på samme måde som jeg.
   "Ja," svarede jeg, "jeg skammer mig hver dag overfor Allah! Tak imman Kohmad. Kan vi ikke bede sammen. Måske kan jeg åbne min sjæl for Allah, hvis du siger bønnen?".

Ayann, hvis du vidste, hvordan skamløsheden florerer i dette land. Man tillader sig HVAD SOM HELST! Men det hele bunder jo i, at ingen tror på Allah og selv den kristne Gud tager man ikke alvorligt. Tænk dig, en præst har skrevet en bog om, hvorfor han ikke tror på Gud, og alligevel prædiker han i kirken, og ingen griber ind!

I dag er vi ni dage inde i Ramadanen, og de kristne har ni dage til Jul. Det er den største højtid i begge religioner, men ellers har de intet til fælles.
   Ligesom alle muhammedanere, så hverken spiser, ryger eller indtager jeg vædske i dagens tolv timer. Jeg beder de fem foreskrevne gange - også selvom jeg må bede på toiletterne. Jeg studerer Koranen to-tre gange mere end årets øvrige måneder. Ja, du véd selv, hvor opløftende denne renselsens måned er.
   De kristnes Jul er næsten lige modsat. Det hele drejer sig om kødets lyst. Man drikker - ikke kun vand - men varm alkohol, og spisningen er så umådeholden, at danskernes største frygt er fedmen. Religionen holdes helt udenfor julen bortset fra en gudstjeneste blot to timer før det store ædekilde begynder. I stedet for Jesus Kristus så dyrker man noget, man kalder julemanden samt diverse småvæsner som nisser og engle. Det er disney-agtige figurer, som man bilder børn ind eksisterer. At tænke sig, at alt det tant og fjas finder sted til ære for den kristne Gud. En sådan Gud kan da kun hedde MAMMON. Og Ham kalder vi muhammedanere som bekendt Satan!

Jeg har tidligere fortalt dig, hvordan folk de skilles, hvordan pigerne er skamløse og de unge mænd kun tænker på kønslig tilfredsstillelse. Det værste er, at selv muhammedanske familier dagligt giver efter for den altflorerende synd. Og så er det, at skammen angriber selvværdsfølelsen som kræft, og få år efter er familien i moralsk opløsning.

Og derfor, Ayann, for din skyld, kan jeg ikke få mig til at ønske dig til Danmark. Om jeg så skal leve i sølibat hele mit liv, så vil jeg ikke udsætte dig for et sådant æresløst liv. Med Allahs hjælp finder vi måske en udvej, men indtil da vil jeg sende jer alt, hvad jeg kan undvære. Og jeg vil dagligt have dig i tankerne samt skrive til dig så tit som altid.

I mellemtiden vil jeg bede, så meget jeg kan. Allah, som alene véd, hvorfor jeg er skyllet i land på Satans kyster, gid han en dag vil finde mig værdig til en hellig dåd, som kun Han kender.

Vid, kæreste Ayann, at du er mit hjertes eneste ene - det hjerte, som er formet og udtænkt af Allah, og som hæger ved sin skaber som en snollet hund.

Din Azahari
   Han vidste, at Ayann ville læse brevet således: "Jeg har valgt martyrdøden. Vi mødes i Paradiset. Lev vel." Den lange omskrivning var til ære for FET, som de formodede læste deres breve og i øvrigt checkede Azahari i enhver henseende.

Azahari opsøgte derefter imman Kohmad og betroede ham indholdet af sit brev.
   "Hvad du fortæller mig ville jeg måske forvente af en 17 årig, men du, Azahari, der er højtuddannet, 33 år og trolovet, jo, det overrasker mig. Men i Allahs navn vil jeg hjælpe dig så godt, jeg kan."
   Azahari gav immanen fem navne, som han ønskede blev orienteret om sin beslutning, og derefter gik der et år, før der skete noget.

Efter fredagsbønnen kom imman Kohmad hen til Azahari:
   "Frugterne af vor samtale sidste ramadan er modnedes."
   De gik ind på immanens kontor og Kohmad fortsatte:
   "I krypten under alteret sidder selveste Haman Kahn, den første af de fem navne, du nævnte. Jeg skal sørge for, at I hverken bliver set eller forstyrret."
   Haman Kahn var general under talibanstyret og havde fået asyl i Holland. Han og Azahari, viste det sig hurtigt, havde dannet sig det samme billede af den vestlige kultur, og de var nået til samme konklusion angående midlerne, der måtte tages i anvendelse. Azahari's store fortrin var hans sprængningstekniske expertice. Derfor var man nået frem til at udpege ham til "Operation Frugthandler". Opgaven bestod i første omgang i at købe en villa ikke så langt fra Københavns centrum. Derpå at modtage, samle og skjule, hvad der blev kaldt "Bananen". Kommunikationen skulle foregå på arabisk på hyppigt udskiftelige email-adresser og hjemmesider. Pengene ville blive tilsendt ham fra Afghanistan som en fingeret arv testamenteret fra en fjern slægtning

Sommeren 2005 var alt dette på plads. Azahari havde købt en villa i Brønshøj, og i løbet af efteråret ankom der enkeltvis seksten pakker til afhentning i en skov. Udfra en konstruktionstegning samlede Azahari Bananen. Den var formentligt blevet opkaldt efter en 1½ meter lang tank, der til forveksling lignede en svejsegasbeholder. Derpå blev monteret forskellige apparater, og det hele blev lagt ned i en trækasse forsynet med et lille betjeningspanel. Kassen vejede 40-50 kg. Ifølge nøje instruks byggede Azahari en dobbeltvæg i et barneværelse, således at det blev en halv meter kortere. I dette mellemrum anbragte han Bananen, hvorpå han tapetserede barneværelset på ny. Herefter kunne man kun få adgang til Bananen ved at nedbryde selve væggen.

Tæt på ramadanen 2006 var det første af Operation Frugthandlers to trin veloverstået. Banenen var bygget, samlet og effektivt skjult. Det andet trin vidste han intet om endnu, selvom han i store træk let kunne gætte sig til, hvad det gik ud på.

Og udfra denne gætning var der én ting, der ærgrede ham ud over alle grænser. Et snollet vers han havde digtet til melodien Mester Jakob. Det var sket på sprogskolen længe før Frugthandler-projektet. Holdet havde moret sig, selvom læreren nok var blevet lidt stram i masken. Verset blev fotokopieret og sunget mange gange blot for at irritere de åh, så danskhellige sproglærere.
   Uh, kunne han dog bare bortviske ethvert spor. Det var umuligt, men han fandt sin egen fotokopi, som han rev i stykker og brændte i køkkenvasken.

Det var måske derfor, han næste morgen vågnede op med følgende mareridt.
   Han overrakte Københavns borgmester en boks, en pandora boks, som pludselig gik op af sig selv og fire dæmoner åbenbarede sig i al deres djæveskhed!
   Den første, en lysengel, eksploderede i en hvidhed så blændende, at alle øjne sortnede, blev kul.
   Dens broder, en kraftdæmon, spilede sig ud, som ville den være større end selve universet og i sin ekspansion knuste den alt.
   Den tredie broder, en ilddæmon, eksploderede ligeså og blev til tusinder af drager, der spyede deres frådende ild ud i alle verdenshjørner. Byens stenskove smeltede, og alt levende fordampede.
   Den sidste, en sygt skinnende dæmon, trængte med sin sot ind i alle hjørner og sprækker for det tilfælde, at noget levende skulle have overlevet plagerne fra dets brødre.
   Efter blitzagtigt at have udført deres mission samlede de sig og steg triumferende til vejrs i en paddehattesky.
   En storbys udslettelse blev repeteret med en myretue, der fra det ene øjeblik til det andet blev overfaldet af lysgranater, flammekastere, håndgranater og giftgas. Myrerne blændedes, brændte, fordampede og smadredes og var fuldstændigt værgeløse i deres forsvinden ud af eksistens.
   Til sidst skiftede scenen til en moské, hvor man til melodien af Mester Jakob messede:

Hiroshima
   Nagasaki
   København
   Var dit navn
   Hører du ej klokken
   Hører du ej klokken
   Var dit navn
   København?
   Han overvældedes af en frygtlig skyldfølelse og kastede sig - vendt mod Mekka - på gulvet og bad:
   "Allah, rens mit hjerte for alt urent. Gør mit sind andægtigt og modtagelig for dig. Lad mig ikke fejle i mit martyrium, således at du vil skammes over mig. Rens mig, oh herre. Lad din vilje ske og din alene..."
   Og sådan fortsatte han sin beden i en hel time. For han frygtede for, at hans selvvalgte martyrium var et udtryk for en selvforherligelse og ikke Allahs vilje. Til sidst følte han sig hørt og blev igen rolig.

Samme dag fik han en åbenbaring vedrørende operation Frugthandler's andet trin. Planen var så bizar og mærkelig, at han mente, den måtte være sendt ham ovenfra. Han kontaktede Hamad Kahn i Holland og bad om et møde samme sted som for to år siden.

Mødet fandt sted ugen efter. Azahari fremlagde sin plan, så detailjeret som kun militærfolk har for vane. Generalen lyttede med store øjne. Jo, sagde han slutteligt, det måtte være en åbenbaring ovenfra. Han tog den nedskrevne plan med sig, og en måned efter kom godkendelsen uden mindste forbehold.

Azahari havde nu næsten et år til den dato, hvor Bananen skulle afhændes, den 24. december 2007.
   Først købte han en gammel hest på en nærliggende rideskole - således at "kost og logi" indgik i prisen. Dernæst anskaffede han et par elgsdyr-hoveder samt hele skin, som en buntmager fik til opgave at tilpasse hesten. En elektrisk rød pære skulle påmonteres elgens snude.
   Til et tømmerfirma lavede han konstruktionstegningen til en kane. Den skulle være stor og køre på gummihjul, der var overtrukne, så det så ud som om kanen gled på smedjerne. Det særskilte rum til Bananen lå under julemandens sæde.
   Så manglede kun julemands-udsmykningen. Den fik Azahari syet af julemands-foreningens skrædder.
   Azaharis plan var at blive hele Københavns elskede julemand, der med sine komiske Rudolf delte gaver ud til alle børn på hans vej. Nu manglede han blot at tegne en sponsorkontrakt. BR-Legetøj var totalt forhippet på idéen og skrev en tre årig kontrakt på et tociffret millionbeløb. BR betalte selv for to dværge, der var udklædt som Fætter BR og som skulle springe rundt med gaver til børnene. Derved blev kanen lidt for tung for "Rudolf", hvorfor den blev forsynet med en hjælpemotor.
   Træningen af Rudolf begyndte i juli måned og BR-reklamefilms-optagelserne i september. Københavns politi gav sin tilladelse i oktober efter at have gennemtygget ansøgningen med FET i tre måneder og fået opfyldt alle sine betingelser.

Første december var der lagt op til en ægte københavner-begivenhed, da "Rudolf med den røde tud" skulle ud på sin første rundtur. Den gik fra Christania til Kongens Nytorv og gennem strøget til Rådhuspladsen. Undervejs havde man med flotteste skiltning markeret de 20 Rudolf-holdepladser, hvor gaveuddelingen fandt sted. Og hvordan kunne det overhovedet gå galt: en hest klædt ud som et elgsdyr med kæmpegevir og en rødt lysende snude, en kæmpekane fuldt op til randen med gratis gaver og små flinke gaveuddelere i form af dværge klædt ud som de velkendte Fætter BR-figurer. Jo, det gik som forventet. Det blev 23 dages triumftog gennem alle Københavns kvarterer. 23 dage og nu manglede der kun den fire og tyvende.

Juleaftensdag, den 24., stod Azahari op klokken 5. Med et brækjern lavede han et stort hul i barneværelsets dobbeltvæg og træk Bananen ud. Han pakkede den ind i julepapir, og lagde den ud i sin bils bagagerum. At få anbragt Bananen under julekanens førersæde var nøje gennemtænkt, men ikke ufarligt.
   Julekanen befandt sig i BR-Legetøjs regi. Det var en betingelse for, at politiet ville tillade hele Rudolf-arrangementet. Om morgenen blev kanen trukket hen til dagens startpunkt af en lastvogn, derpå fyldt op med julepakker for igen om aftenen at blive trukket hjem til BR-Legetøj. Hesten blev på tilsvarende måde kørt i en hestetransporter fra og til rideskolen.
   Dagens startpunkt var Frederiksberg Rådhus. Vejret var iskoldt. Azahari kørte sin bil tæt hen til kanen og fik i et ubemærket øjeblik stoppet Bananen ind under førersædet. Fætter BR-dværgen spurgte, hvem den var til.
   "Åh, det er bare noget privat. Jeg kan jo ikke nå at komme hjem i aften."
   Fætter BR svarede: "Nå, du er inviteret ud? Ellers kunne du godt holde jul hjemme hos mig."
   Det var ikke første gang, han var inviteret ud juleaften. Folk havde været så venlige overfor ham i hele december måned. Og så var der alle de små børns lyse smil, som trængte ind bag al nissehalløjet og ramte ham lige i hjertet. Det var de samme smil, som han kendte så godt fra afghanske og pakistanske børn. Han blev blød og glemte alt om bananen.
   Men så dukkede de uhyrlige forestillinger alligevel op igen på dagens rute. Alt ville forvandles til ørken. Alt indenfor ti kilometers afstand. Og udenfor denne afstand ville de levende misunde de døde. Men han rystede ikke. Han havde lagt sin skæbne i Allah's hænder.
   Og da de nåede Rådhuspladsen, og de sidste julegaver var ved at blive uddelt, da ventede Azahari kun på, at Rådhusuret skulle vise fire. Præcis fire - ifølge planen - skulle det ske. Han sad på kanen og kunne ikke undgå at smile af den bredbagede Rudolf med den lånte pels fra forskellige elgsdyr. Den havde godt to minutter endnu. Alt hvad han skulle gøre var at åbne lågen under kuskesædet. Der lå Bananen. Så skulle han rive julepapiret af i den ende, der lå fremme og trykke på fire knapper samtidigt. Panelet havde ganske vist tolv knapper, men fire og kun fire knapper skulle samtidigt aktiveres, og så ville det ske.
   Rådhuspladsen var ret tæt med mennesker, specielt foran rådhusets kæmpestore juletræ, hvor også Rudolf var parkeret. Nu var der 30 sekunder tilbage. Azahari havde hele tiden haft to-tre betjente i øjenkrogene, men han var mere nervøs for eventuelt civilklædte fra FET og havde der godt øje til en lille, undseelig, men skarp-øjet mand i grå dynejakke.

NU! Azahari steg af kanen og gik hen til den side, hvor lågen var placeret. Til sin store overraskelse så han, at den var dækket af et tykt lag is. Vejsjappet havde dannet en flere centimeter tyk isskorpe omkring lågen. Han havde kun 30 sekunder, hvis tidsplanen skulle overholdes, og det var normalt noget af allerstørste vigtighed. Azahari ville af sikkerhedshensyn ikke få en sådan eventuelt sammenhæng at vide, men han måtte regne med en sammenhæng mellem hans aktion og andre, som samlet indgik en overordnet plan.
   Han blev desperat og sparkede på isskorpen, men uden resultat. Så tog han en lighter op for at smelte den væk, men opnåede kun, at der samlede sig en kødrand af mennesker omkring ham. En betjent trådte hen til ham og spurgte, hvad han havde gang i.
   "Ikke noget. Det er et privat anliggende. En julegave som jeg skal give væk."
   Betjenten så venligt på ham:
   "Du kommer ikke langt med den lighter. Du har brug for en spandfuld kogende vand. Hør, kom du med mig, så går vi hen og snakker med pølsemanden om det."
   Pølsevognen stod hundrede meter væk og kødranden fulgte nysgerrigt i hælene på julemanden og den hjælpsomme betjent.
   "God dag og glædelig jul, hr. julemand. Er du blevet træt af risengrød og vil ha' en hotdogs, eller hva'?"
   Betjenten greb ind og snart efter havde pølsemanden fyldt en spand med kogende vand, som han bar over til julekanen. Azahari hældte det langsomt over isen, som derefter let kunne bankes af. Han åbnede lugen, men indså, at det krævede en smule mindre opmærksomhed at gå videre med planen, så han så sig omkring og takkede alle for deres hjælpsomhed.
   "Hør julemand, du glemte vist den hotdogs," sagde pølsemanden.
   Azahari greb lejligheden til at slippe væk fra betjent og kødrand og fulgte efter pølsemanden.
   "Se hvor populær du er. De vil alle sammen se en julemand spise pølser." Og ganske rigtigt, betjent og kødrand fulgte med.
   "Hør engang, julemand, jeg mangler stadig at sælge et par hundrede pølser. Ku' du ikke hjælpe mig?" Azahari nikkede.
   "For sjov skyld, må jeg så låne din hoved-uniform?"
   Azahari overrakte stykvis hue, skæg og briller til pølsemanden, som forvandledes til en halv julemand - ligesom Azahari, hvis glatbarberede orientalske hoved stak op fra en stor nissedragt. Alle morede sig hjerteligt og pølsesalget gik som på samlebånd.
   "Når den sidste pølse er solgt, tager du så med hjem til lillemor og fejrer jul i familiens skød?"
   Azahari følte sit hjerte svulme af taknemlighed. Denne pølsemand, men også betjent og kødrand var jo venlige og gode mennesker, sådan som han huskede folk på gaden i Kabul. Og det han skulle igangsætte var en så grusom gerning, at han slet ikke forstod, at han kunne have noget at gøre dermed. Var han måske ved at blive nyttig idiot for en ideologi, der som alle totalitære ideologier lod målet hellige midlet og derved lod hånt om det enkelte menneske? Azahari kunne slet ikke tænke klart, men hans instinkt sagde ham, at det var helt O.K. at lade Bananen ligge, hvor den lå og holde jul med pølsemanden og hans familie.
   De trådte ind i den lille to værelsers lejlighed, som lugtede af juleand og gran.
   "Ja, så siger jeg velkommen på slottet, hr. julemand - eller må vi måske kalde dig ved dit rigtige navn?"
   Og sådan begyndte venskabet mellem Knud, Ingelise.og Azahari. Sidstnævnte blev så overvældet glad, at han følte en ubændig trang til takke Allah for, at han slap for at begå en uhyrlig misgerning. Derfor spurgte han efter toilettet.
   "Det er ude på trappen. Vi deler med naboen," sagde Knud og tændte samtidigt for fjernsynet for at høre statsministerens juletale. Men hvad der mødte ham var et kaos af en nyheds-udsendelse, hvor producere og TV-værter råbte i munden på hinanden, og som blev afbrudt af et klip, der viste en paddehattesky langt ude i horisonten. Det var London.
   I det næste øjeblik blev døren sprængt op. Et voldsomt lysglimt blændede Azahani, og han tænkte i et splitsekund:
   "Så sprang den alligevel." Derpå blev han kastet om på gulvet, blev lagt i håndjern og kropsvisiteret. Da Azahari fik sit syn igen, så han ind i ansigtet på en skarp-øjet mand i en grå dynejakke.
   Denne spurgte:
   "Kender du noget til dette her?"
   Azahari læste, hvad der stod:

Hiroshima
   Nagasaki
   København
   Var dit navn
   Hører du ej klokken
   Hører du ej klokken
   Var dit navn
   København?