Ved 2-tiden i går nat havde vi vores første telefonsamtale. Kl. 4 skrev jeg "Tungekysset" - min debut som skribent. Og i sengen lød din stemme ligeså klart som for 3 timer siden. Dialogen fortsatte. Noget var sket!
Vi véd, at alt sker i det splitsekund, hvor fortid og fremtid som to passive tandhjul fanges ind af øjeblikkets tandhjul, virkelighedens igangsættende drev. Tingene kan kun ske i øjeblikket. Og alligevel, hvor mange øjeblikke slæber sig ikke afsted uden noget som helst sker overhovedet.
Giv mig verdenshistoriens øjeblikke på et sølvfad f.x. da Cæsar krydsede floden Rubicon med ordene "jacta est alea" / "terningerne er kastet". Øjeblikkets handling kan række langt udover sig selv og slavebinde milliarder af øjeblikke langt ude i fremtiden.
Giv mig mit livs øjeblikke på et sølvfad - og ét af disse ville være i går nat ml. 2 og 4.
Vi var nærmest to fremmede, da vore stemmer mødtes. Et par små mails. Det var alt. Men vinduer, skodder, barrierer, begrænsninger, forbehold, tøven - ingen bremser ingen bremsespor. Vi strøg lige ind i hinandens liv, som alt andet ville være naturstridigt.
En kvidren, leen, klukken og skratgrinen, dit underlivs musik, piblede ud af din stemme og forplantede sig i mig, som havde vi nærkontakt af 3. grad. Hvad vidste jeg ikke lige pludslig om din elskovsfeber, manderov, din krops strategiske buttethed, esoteriske samtalers forspils-effekt, dating IRL - eller hvad din åndelige verden havde beriget sig med om de syv stråler, teosofien samt om din forfattervirksomhed.
Vi delte en perlekæde af øjeblikke sammen, hvor de store sorte perler var uendeligt meget vigtigere end de andre. Øjeblikket f.x. , da du kl. 2 om natten - efter en lang tøven -uforbeholdent åbnede op for den lange samtale. Eller Øjeblikket, hvor din stemme åbnede sig og fyldtes med dit underlivs musik. Eller øjeblikket, kort tid efter, hvor din stemme ændrede karakter og lød som en kvidderlatter i herligt ridt på tusinder mikroorgasmer - beretttende om de mest åndelige/uåndelige emner. Hvilke øjeblikke, jeg har beriget samtalen med, véd jeg ikke. Var der nogen overhovedet, eller var det dine øjeblikke, dine sorte perler, der angav momentet hele natten? Jeg tænker, du har smidt sorte perler for svin det meste af dit liv. Ikke denne nat, hvor jeg gemte hver og én som sorte imaginære perler i min pung.
Mer nøgne i telefonen end i en seng, havde vi talt os høje i kommunikation af 3. grad, og du takkede for dét, der havde været på højde med en elskovsnat.
Og jeg takker dig ligeså, og siger: "jacta est alea" mellem kl. 2 og 4.