Vi fandt ham bagefter på en mark, en masse af blod snarere end et levende væsen, en abort, et aborteret foster, som var opgivet af livet, og intet selv kunne stille op. Men den åndede, denne sammenvikling af foster, navlestreng og moderkage.
   Vi skrabede ham op, resterne af Lille Tom. Det var alt, hvad tornadoen havde efterladt af familien Tom Smidt i Yellowan. Hus, dyr og mennesker var spredt ud over markerne som gylle.
   Vi ventede med at skrive om tragedien, til Lille Toms skæbne var afgjort. Vi vidste, han stadig åndede, men det var det eneste livstegn, han gav os. Hans venstre side lignede hakket kød. Arm og ben manglede ligesom øje og øre. Og det, der var tilbage, var en størknet blodmasse. Men højre side havde det bedre. Det hele var der, selvom det var flået og flænget i, som havde en hidsig hund været på spil.
   Vi ventede og håbede, han snart ville ånde ud, Lille Tom.

Pastor Jones sagde, at det var et Guds mirakel, at han overlevede, og derfor skulle han også reddes for Gud. Han blev døbt to dage gammel på operationsbordet, og han fik sin afdøde fars navn, Tom Smidt
   Der var et par af de gamle Yellawan gubber, der havde en anden forklaring end præstens. De havde som drenge selv set, hvordan man trak bukserne af negrene, lige før de blev lynchet, hvis der altså ikke var damer til stede. Når øjnene blev hvide og stive, så rejste lemmet sig og sprøjtede og sprøjtede, og så klappede folk og grinede. Sådan var det med naturen, sagde de. Hvis man hængte et befrugtet kvindfolk - hvor frugten var senmoden, naturligvis - så mente de også, hun ville kaste barnet af sig, og det, sagde de, var det, der var sket med lille Toms mor. Men tænk sig at føde et barn, mens man blev hvirvlet rundt i luften af en tornado og snittet ihjel af glasskår, og tænk, at barnet så har overlevet faldet. Men det vidste man, at spædbørn var gode til, at klare store fald og overleve det.
   Uanset om det var et Guds mirakel eller havde en naturlig forklaring, så ventede vi alle på den sørgelige nyhed.
   Men lægerne lappede ham sammen. Det siges, han var enogtyve gange på operationsbordet de næste par år, og de kunstige lemmer sad og dinglede på ham, som kunne han ligesom ikke beslutte sig til, om han ville leve eller dø.

Han var stadig en kravler, denne otteårige Lille Tom, da han igen blev løftet af en tornado. Han var sammen med de andre børne-hjemsbørn ude at fiske, da de blev overrasket af uvejret(,) og en af disse uberegnelige tornadoer. Sand River løb fem kilometer fra børnehjemmet. De smed alt, hvad de havde af fiskestænger og grej, og spænede hjemad, mens Lille Tom måtte nøjes med at kravle. En ung pige tog Lille Tom på sin arm, men han blev hurtigt for tung, og tornadoen var nu ganske tæt på. Hun smed ham og løb, men få sekunder efter var de begge hvirvlet op i luften som luftballoner. Den ene gik i stykker. Det var pigen. Men Lille Tom slap også denne gang med livet i behold.
   Han tog skade på den allerværste måde. Han kunne ikke sove. Aldrig. Hver gang han døsede, vågnede han med et skrig. Hele kroppen rystede i kramper. Psykologerne vidste ikke, hvad de skulle gøre. Han var så træt, så træt, men noget i ham nægtede at give op.
   Vi i Yellowan talte tit om ham. Lever han stadig? Hvor forfærdeligt for sådan en otteårig dreng. Han har mistet alt, også sine lemmer, og tænk aldrig at kunne sove. De fleste ville da blive sindssyge.
   Og da han var i den alder, hvor han skulle konfirmeres, da kunne han hverken læse eller skrive, og han lignede en olding. Vi blev ved med at spørge, om han stadig levede.

Det var nok omkring otte år efter den anden lufttur, at det begyndte at vende. Lille Tom syntes nu at have fået mod på livet. I al fald så vi ham alle vegne stolprende af sted med sit kunstige ben, og snart så man næsten ikke, at det var kunstigt. Det viste sig også, at han havde et godt hoved, og han fik lært sig selv at læse og skrive. Vi spurgte, hvad der dog var sket med Lille Tom.
   Det fik vi snart at vide. Tom havde opsøgt pastor Jones og betroet sig til ham. Vi blev rigtigt glade på Lille Toms vegne, for han søgte Gud. Dette havde han selv sagt til pastor Jones. Men resten var ret mærkeligt. Lille Tom havde set en film om Afrika, og der havde den berømte forfatter, Karen Blixen, set sin farm brænde ned, men de indfødte havde blot sagt til hende, at 'Gud leger med dig'. Hun var så taget tilbage til Europa og havde skrevet sine berømte bøger. Lille Tom havde sagt til pastor Jones, at hvis Gud legede på den måde, så troede han også, Gud havde leget med ham, den dag en tornado hjemsøgte ham og hans familie. Lille Tom ville fra nu af være Guds tro tjener og lytte til, hvad Gud ville med ham og gøre, hvad Gud sagde, han skulle gøre. For det måtte være meningen med det hele.
   Men det med Gud holdt ikke ved. Lille Tom må alligevel have taget skade, for han blev en særling. Hår og skæg voksede ud overalt på hoved og hals. Hele dagen hang han på collegebiblioteket, selvom han slet ikke var tilmeldt som studerende. Og to-tre år efter forsvandt han fra vor by og slog sig ned i Pirates Cove på sydspidsen af Florida.
   Pastor Jones opsøgte ham, og hvad, han fortalte, bekræfter, at Lille Tom havde taget skade og nok aldrig mere ville blive et rigtigt menneske. Gud havde han i al fald ikke mere med at gøre. Han var blevet mekanikgal og talte nærmest i vildelse om sin flyvende cyklonmaskine. Pastor Jones forstod det således, at den sugede lyn og torden ud af skyerne og brugte dem som brændstof i stedet for benzin. Pastor Jones havde prøvet at vende ham til Gud, men Lille Tom var forhærdet.

Livet gik sin vante gang. Vi glemte Lille Tom, ligesom han sikkert også havde glemt os. Der var nok gået tyve år, da vi alle sammen så ham på fjernsynet sammen med et billede af den verdensberømte atomfysiker Albert Einstein. Tilsammen lignede de to grottemennesker med alt det hår, ja, Lille Tom så endnu værre ud end den anden. Men speakeren fortalte, at Lille Tom måske var vor tids Albert Einstein, og at han nu skulle være hovedmanden bag en bemandet landing på Venus om femten år. Alt sammen fordi Lille Tom havde fløjet rundt i Sylvia-cyklonen i omkring fire døgn, og det var sket i en cyklonflyver, den maskine, som pastor Jones havde kaldt en 'Georg Gearløs himstregims'.
   Vi følte nu, at vi måtte gøre noget for Lille Tom. Det var jo os, der havde skrabet ham sammen ude på en mark og lappet på ham, så han kunne leve et helt normalt liv. Derfor besluttede vi at gøre Lille Tom til æresborger og bygge et mindesmærke for ham, hvor hans såkaldte 'Georg Gearløs himstregims' skulle stå.
   Men sådan gik det ikke, for Lille Tom viste sig ganske rigtigt, som pastor Jones havde sagt, at være forhærdet. 'Utak er verdens løn', som man siger. Men vi gjorde, som der står i skriften, vi vendte den anden kind til og opkaldte en pæn sidegade efter Lille Tom. Den hedder i dag Lille Tom Smidt Avenue.

Nyligen i forbindelse med pastor Jones' pludselige død fandt vi tre breve fra Lille Tom. Borgmesteren udbad sig dem på byen vegne, idet han ville indramme dem, hver i sin særskilte guldramme. Han ville have dem hængende i sit forkontor, så særlige gæster kunne se dem. Det var der mange, der smilede af, alle os, der kendte det lille monster. Men sådan blev det. Og for at få hele historien frem, afsluttes denne beretning med gengivelsen af disse tre efter-ladenskaber i deres fulde længde.

Lille Toms første brev.

Kære Pastor Jones.
   Pastoren må undskylde, men det er mit første brev. Jeg har jo selv lært at læse og skrive. Jeg staver meget dårligt, men nu siger stavekontrollen, at der ikke er flere fejl.
   Jeg vil også undskylde, at jeg hverken kunne Fadervor eller Trosbekendelsen, så jeg fortjente slet ikke at blive konfirmeret. Det vil jeg gerne takke for. I dag kan jeg både Fadervor og Trosbekendelsen og læser i min bibel hver dag, ja, næsten hele dagen. Men jeg er også blevet et andet menneske, pastor Jones. Dengang jeg gik til konfirmationsundervisning, havde jeg ikke sovet, siden jeg var otte år. Folk ved slet ikke, hvor slemt det er. De synes, det er meget værre med alt det, jeg har mistet, og at jeg ligner et monster. Det tænkte jeg aldrig på, næsten aldrig. Jeg tænkte kun på at sove. Jeg var så træt, så træt, men bare jeg lukkede øjnene, begyndte jeg at se billeder, og hvis jeg faldt i søvn, så kom mareridtene, det ene værre end det andet. Det værste var tørretumbleren, hvor jeg hvirvlede rundt og rundt, og den hede luft blæste, så mine øjne tørrede ind, og min hals og tunge var som sandpapir. Og hele tiden blev jeg kastet rundt. Jeg kunne se min far og min mor gennem ruden, men de kiggede bare, som var de døde mennesker. Til sidst vidste jeg ikke andet end at skrige og skrige, og så vågnede jeg og rystede og sagde, at jeg aldrig mere ville sove. Men før eller siden faldt jeg i søvn igen.
   Der var også andre. Sumi-bryderen, der bare lå ovenpå mig og var stor og tung som en elefant. Eller jordskælvet, hvor jeg lå i bunden af en ruin, og alt var sort, og jord og mursten lå lige så tungt på mig som sumi-bryderen. Frygtelige haj- og blæksprutte-drømme. Eller hyænedrømmen, hvor en løve overfaldt mig, men blev jaget væk af en masse hyæner, som ville æde mig. Lige siden jeg var otte år, har jeg kæmpet imod at falde i søvn, selvom det var mit største ønske; det eneste, jeg tænkte på, var at sove.
   I begyndelsen blev jeg opereret en gang om måneden. Jeg ville ikke, fordi jeg skulle bedøves, og så kom mareridtene, hele striben, og jeg kunne ikke vågne. Lægerne sagde, at jeg skreg meget, men jeg kunne ikke vågne.
   I skolen troede de, jeg var dum. De kunne ikke lære mig noget. De forstod ikke hvorfor.
   Alt det har jeg ikke fortalt andre mennesker, pastor Jones, for de forstod ingenting. De kaldte mig bare Lille Tom, men nogen gange kunne jeg høre, når de talte bag om ryggen på mig, at de sagde 'lille monster'. Som om jeg ikke selv vidste det. Selvom jeg kun har et øje, kan jeg da se mig selv i et spejl. Når jeg får skæg, så skal det aldrig klippes. Bare mit ene øje skal være frit, resten vil jeg helst være fri for, at andre ser. Men den slags tænkte jeg ikke på dengang, jeg kun tænkte på at sove.
   Jeg husker, det var påske, dengang det skete. Jeg så en film om Afrika i fjernsynet. Den handlede om en kvinde, der havde bygget en kaffefarm og så en dag blev vækket af sin tjener, som sagde, at hun hellere måtte stå op for "Gud kommer". Det var skovbranden, han mente, og da hun havde mistet farmen, (så) sagde hendes tjener bare, at "Gud leger med dig". Damen mistede alt og rejste tomhændet hjem. Der skrev hun sin bog om Afrika og blev en berømt forfatter. Så tænkte jeg, pastor Jones, at hvis det er sådan, at Gud leger, så var det nok det, han gjorde med mig. Derfor foldede jeg mine hænder og spurgte Gud, hvad jeg skulle gøre. Jeg syntes, han svarede 'sove', og da der ikke var noget, jeg hellere ville, så lagde jeg mig straks ned på gulvet og faldt i søvn. Jeg vågnede, fordi nogle drenge kom og ruskede i mig. De sagde jeg have sovet i to dage, og de var bange for, jeg skulle dø. Jeg lå i min egen seng, fordi forstanderen havde båret mig ind på mit værelse.

Siden den dag har jeg bedt til Gud hver gang, jeg skulle sove, og jeg har aldrig haft mareridt. Samtidig blev jeg så frisk, at jeg trænede og trænede med mit kunstige ben, og med lidt hjælp fra forstanderen lærte jeg mig selv at læse og skrive. Nu vidste jeg, at Gud stod bag det hele. Han ville sige noget til mig med den frygtelige tornado, og jeg tror, det er, at jeg skal gøre gode gerninger.
   Hvis du, pastor Jones, tror, jeg kan være til nogen nytte, så vil jeg gøre alt, hvad du siger. Bare du også vil læse lidt bibel med mig. Jeg ville også meget gerne bo i nærheden af kirken eller hos dig. Bare jeg kan få lidt mad og husly. Børnehjemmet bryder jeg mig ikke om, da folk slås og stjæler.
   Jeg vil gerne besøge dig en dag i Julen. Håber du er hjemme.

Ærbødigst
   Lille Tom

2. brev fra Lille Tom

Jeg vildfarne menneske! Undskyld min uhøflighed, Kære pastor Jones, at starte med mig selv, men et civiliseret menneske har jeg aldrig været, knapt nok kristent. Jeg er i mine vildfarelsers vold. Sådan må jeg tænke, når jeg sidder her i mit skur og ser ud ad et lille vindue, ser ud på min forsøgsstation, som har slugt alle mine opsparede penge afsat til, at jeg skulle have gået på universitet. Alt, hvad jeg har, er denne lille flække i Pirates Cove på Sydfloridas kyst, hvor alligatorerne lurer i sumpen og overrasker vadefuglene og ind imellem et uforsigtigt menneske. Og så har jeg dette stykke papir. Jeg ved ikke, om jeg skal le eller græde. Et verdenspatent! Jeg troede, at alle mine drømme ville tage form, når jeg fik rettigheden til at udnytte min store kongstanke. Jeg troede, jeg med denne ene fugl i hånden også ville have de ti på taget. Jeg troede ... jeg nar, jeg vildfarne menneske!

Jeg må stoppe nu, for jeg skal passe mit job som altmuligmand i det lokale supermarked. Men jeg har en bøn til dig, når jeg får samlet tid og mod til at fortsætte brevet.

Kære Pastor Jones.
   Jeg skriver til dig ganske rolig og fornøjet, skønt alt omkring mig knap kan blive værre. Cyklonen Randi er drejet ind over Sydflorida og udlader lige nu alle sine kræfter over Pirates Cove. De fleste er evakueret nordpå, men jeg - der har verdenspatent på cyklonmotoren - skulle jeg flygte for en cyklon? Jeg kender vindens bjørnekræfter, men jeg vil være dens besejrer, pastor Jones, eller den må slå mig ihjel.
   Lige nu er jeg krøbet i ly i mit skur og kigger ud på min forsøgsstation, som ikke syner af meget mere end en landlig benzinstation, der er ved at drukne. Den står på en platform tre meter over sumpen. Det samme gør mit skur af en bolig. Men regnen kan vi godt klare, blot vi undgår stormfloden. Mit skur er heller ikke et normalt skur, men en betonbunker. Den flyver ingen vegne. Men udenfor raser Randi, en usynlig hær af vandaler, med to-tre hundrede km i timen. For et øjeblik siden havde den fat i tre lyserøde traner. Den trak dem henover min grund som tre stykker sammenkrøllet avispapir. Den ene blev hængende i for-søgsstationens hejseværk, og snart efter blev den lyserøde fjerdragt mørkerød. Jeg var heldigere for atten år siden, blev slynget op i luften som en ballon, og overlevede.
   Orkanens kræfter giver mig gåsehud, mens lynene fryder mit øje. Disse energiudladninger, der som et festfyrværkeri splintrer himlen i lyse og mørke regioner og giver tegn til, at himlens artilleri kan begynde at tordne. Men buldret drukner i vindbrag og regnkaskadernes trommeild. Disse lynets spændingsenergier sigter min forsøgsstation mod at tæmme en dag, hvor jeg kan få cyklonmotoren påmonteret en slags flyvende tallerken og anbragt på toppen af en cyklon. Dette er sigtet med det hele, at surfe indeni det værste af alle uvejr, en cyklon, og æde dens energi i små portioner. Den dag, dette lykkes, vil de endnu frygteligere uvejr på Venus, Jupiter og selveste Solen være farbare for menneskeheden, for jo værre desto bedre, sådan fungerer cyklonmotoren.
   Men nu taler jeg i gåder, forstår jeg godt, for jeg har jo aldrig rigtigt sat dig ind i cyklonmotoren. Og uden det kan jeg jo slet ikke bede dig om det, jeg har i tankerne.
   Så nu gik lyset ...

Lyset kom heldigvis igen, og mens jeg varmer min mad ... vidste du, at en dåse kattemad blandet op med pasta og karryketchup smager helt godt? Specielt hvis man varierer lidt imellem Whiskas, Meow Mix og 9Lives. Det var Merkur, min tossede rotteterrier, der lærte mig at spise kattemad. Den vil nok fortælle mig, at fisk er godt ind i mellem alle de rotter, den fortærer.
   Jo, jeg er ungkarl, og lever som ungkarl, hvad ellers med mine arm- og benaggregater og så dette troldehoved med sørøverklap. Mit højre øje er frit, ellers er alt hyldet ind i skæg og langt hår. Jeg burde måske slå mig sammen med en kattemor, men hvor finder man én, som sætter pris på kattemad skyllet ned med postevand fra egen brønd og klassisk musik?
   Nå, jeg kunne sagtens spise rigtigt, men det er tiden, der mangler. Jeg arbejder som sagt i det lokale supermarked - på lageret for ikke at skræmme kunderne. Det er et seksten timers dobbeltjob. Derved kan jeg spare godt fem tusind dollars sammen om måneden. Lige nu har jeg femogtyve på bankbogen ... lyset ...
   Cyklonen er trukket nordover, men Randi nåede at krølle forsøgs-stationens lynmastgenerator sammen med et kæmpelyn. Det bur-de ikke kunne lade sig gøre. Masten var sikret helt op til tyve millioner volt. Naturens kræfter overrasker igen og igen. Eller var Randi udmærket klar over, hvad hun gjorde? Jeg er begyndt at blive overtroisk og ved ingenting mere, efter jeg forlod menig-heden. Det var min lykkeligste tid. Der var mennesker, der havde brug for mig, som bad om hjælp, og alt, hvad jeg behøvede, var at lægge min raske hånd på deres hoved, og de følte sig som genfødte. Jeg havde et godt ry som håndspålægger, måske fordi jeg selv var sluppet ud af dødens greb, ganske vist som krøbling, men med livet i behold. Menigheden fik også mange frivillige bidrag, og den besluttede at indsætte penge på en bankbog, så jeg kunne få en universitetsuddannelse. Man sagde, jeg havde et lyst hoved.
   Jo, sådan var det vel, men dette hoved er måske alligevel min ulykke. Jeg læste jo dag og nat, altid, når jeg havde en ledig stund. Collegebiblioteket blev mit andet hjem. Jeg læste alverdens ting, men det blev alligevel min barndomsulykke, der mere og mere ledte mig ind i fysikken og matematikkens verden. Jeg søgte et svar på, at jeg altid huskede tilbage på den forfærdelige tornado som en ishånd, som indkapslede mig og hvirvlede mig rundt og op i luften og forsøgte at skære mig i småstykker. Alting med en pludselighed og kraft, som man ville tillægge en overnaturlig ånd, og dog var det ganske almindelig luft.
   Det, jeg prøvede at trænge til bunds i, var, at naturelementer som luft, vand eller bjerge kan have en hel anden konsistens, hvis omstændighederne ændres. Et massivt bjerg bliver til luftarter ved temperaturer over ti tusind grader, og luft bliver lige så hårdt og massivt som et bjerg, hvis det bevæger sig et par gange over lydens hastighed. Alt er relativt. Alt, også lynet! Hvis det virkelig holdt stik, så betød det, at man kunne tappe energien ud af en tordensky i ganske små og ufarlige portioner. Tanken er simpel, men derfra og til konstruktionen af en flyvende cyklonæder, det kostede mig måske min forstand. Jeg, der var helt ubekendt med matematik, fysik, meteorologi og astronomi, begyndte at suge tal og formler i mig. Gud talte til mig med en ny stemme. Han talte i matematiske formler, ligesom han tidligere talte til mig gennem bibelordet. Skønheden sprang ud af disse formler. Gud arbejdede i mig som en tornado, der sugede alt slags videnskab til sig og spyede dem ud som formler og fuldendte tanker og planer. Jeg følte mig snart som galning og snart som geni.
   For eksempel måtte jeg videreudvikle integralligningerne til beregning af d'Alembert-kraften, som hersker i alle masser i et non-inertialt referencesystem, eksempelvis et roterende. Disse ligninger indgår i slutberegningerne af coriolis-effekten, der jo er årsagen til rotationen i de store cykloner. Undskyld mig, pastor Jones, der tabte jeg vist jordforbindelsen og forfaldt til at tale i tal og formler.
   Jeg har læst, at Albert Einstein og Niels Bohr, atomfysikken to store mænd, de talte ikke sammen i ord. De tog hver et stykke kridt og stillede sig sammen foran et auditorietavle, og så begyndte de at diskutere ved at fylde tavlen med tal og formler. Sådan én var jeg på vej til at blive. Også jeg diskuterede med universitetslærerne ved hjælp af kridt og tavle. En af dem ville gøre mig til forsker, selvom jeg aldrig har gået i skole.

Jo, jeg havde nok et lyst hoved, men det havde sin pris. Jeg mistede min evne til at hjælpe folk ved håndspålæggelse. De taknemlige omfavnelser, jeg var så forvænt med at få, holdt op. Og menigheden mærkede det også på pengepungen. Jeg følte, jeg var på vej væk fra menighedsarbejdet, men aldrig fra Gud. Jeg gjorde mig forhåbninger om, at Gud ledte mig hen til det, han ville sige mig med tornadoulykken, at jeg, Lille Tom, skulle besejre tornadoen og gøre dens kræfter anvendelige for menneskeheden. Jeg så for mig, hvordan hele civilisationen var en lang historie om beherskelse af energierne. Med brændeovnen tog man skovbranden ind i stuen, men man tæmmede den ved at styre brændetilførslen med et par træknuder i ny og næ. Med benzinmotoren lod man sig drive frem af en altødelæggende eksplosion, men man tæmmede den ved at begrænse benzintilførslen til små, men hyppige benzindampe, cirka halvtreds i sekundet. Og de største ubåde lod man drive frem af atombomber, men man tæmmede dem med millimetertynde urantilførsler og vandafkøling. Endnu manglede menneskene at tæmme lynet, men det var cyklonmotoren svaret på.

Jeg tror på, der var en mening med Yellowan-tornadoen. Ikke jeg, men en højere magt har i et og alt ført Lille Tom - først med uendelig kraft belært ham om Guds almagt og siden med mildeste hånd ført mig til dig og Yellowan-menigheden, for - håber jeg - at åbne en ny vej for menneskeheden og lade mig realisere det omvendte billede af Yellowan-tornadoen, nemlig at gøre mennesket til tornadoens herre.
   Hvis det lader sig forklare således, så tillader jeg mig at håbe, at meningen med, at jeg skulle opsøge dig som sekstenårig, var, at du senere skulle bære cyklonprojektet det sidste stykke ad vejen. Kun i dette større perspektiv tør jeg spørge dig om hjælp til dets videreførelse. For det, jeg vil bede dig om, ville ellers være ganske utilstedeligt. Jeg vil bede dig om at bistå mig med to hundrede tusind dollars vel vidende, at den eneste måde, du vil kunne efterkomme det på, er ved at optage et banklån med pant i din og din families ejendom. Men hvis du vil overveje det, så må du først besøge mig og forsøgsstationen. Få klarhed på alle spørgsmål samt få pant i verdenspatentet og alt, hvad jeg ejer.
   Jeg ved, der er penge i 'skidtet', selvom det jo slet ikke er derfor, jeg arbejder med det. Men så snart prototypen har bevist sin flyvedygtighed, så er verdenspatentet klar til salg, og jeg vil som det første tilbagebetale dig med det tredobbelte.

Din
   Lille Tom

3. brev fra Lille Tom

Som du jo ved, så har McDonnell Douglas overtaget alt omkring cyklonmotoren herunder alle patenterne, og jeg er en holden mand fast tilknyttet McDonnell Douglas som testpilot. Omsider kan jeg betale mit lån tredobbelt tilbage, som jeg lovede. Der er indsat seks hundrede tusind dollars på en konto i dit navn og et tilsvarende beløb til Yellowan-menigheden. Uden den og din families opbakning var mit liv nok aldrig kommet uden for murene af en eller anden offentlig døgninstitution. Og mens vi er ved det økonomiske, så har jeg skrevet testamente. Det overgiver hele min formue til en fond for tornadoramte familier, som jeg vil bede dig administrere. Som testpilot ved man aldrig noget med sikkerhed.
   Jeg skriver til dig i McDonnell Douglas' interplanetariske sektion. Det er jo dér, cyklonflyvning en dag bliver alvor. Her på Jorden bruges cyklonflyvning kun til at eksperimentere og videreudvikle cyklonmotoren. Den egentlige anvendelse ligger ude i rummet, hvor solsystemet ofte ses domineret af gigantiske cykloner for eksempel på Jupiter, hvor den velkendte røde plet er øjet i en sådan gigantcyklon. Den er beregnet til at have tre gange Jordens størrelse. Og det er så ingenting imod gascyklonerne på Solen, hvor de elektriske udladninger har en udstrækning som fem gange Månens afstand til Jorden, de såkaldte sol-flares med energiudladninger på op imod to milliarder brintbomber. Cyklon-motorens unikke fordel er, at den ikke behøver at tanke energi op hjemmefra. Den findes på stedet, ja, hvis den ikke blev brugt, så ville disse energier udgøre en dødelig fare.
   Spændingsenergien kan omsættes til alt for eksempel nedkøling, hvilket i første omgang bliver vigtig ved en Venuslanding, hvor temperaturen er omkring fem hundrede grader. Efter landingen kan cyklonmotoren bruges til at udvinde vand af atmosfæren og ilt af stenarterne.
   Sol-flyvninger vil naturligvis kræve ekstremt stærke køleanlæg, hvilket man næsten ikke kan forestille sig uden cyklonmotoren.
   Det er sådanne tanker, der fylder mig dag og nat, men jeg indrømmer, at lige nu står og falder det hele med den første egentlige cyklonflyvning, hvor man har udset sig Sylvia-cyklonen. Den befinder sig i øjeblikket to hundrede sømil nord for Azorerne og forventes fremme ved det Caribiske hav om tre uger. Om fem dage vil et Boeing militærtransportfly bugsere min cyklonflyver op til toppen af Sylvia-cyklonen, hvorpå jeg de næste fire-fem døgn vil være overladt til mig selv og skæbnen. Og skæbnen afhænger meget af, at mit spændingsskjold hele tiden justerer sit spændings-niveau ind efter det omkringliggende spændingsniveau i cyklonen. Lykkes det, vil cyklonflyveren summe som en glad humlebi, thi sådan lyder det, når spændingsforskellen mellem skjold og cyklon udlignes i små portioner af femten-tyve styk i sekundet. Lykkes det ikke, så vil den rare summen blive brat afbrudt af et tordenbrag, der ville sprænge trommehinderne, smelte skjoldet og splintre alt.
   Jo, jeg ved godt, hvilke kræfter, jeg er oppe imod. De samme kræfter der splintrede min familie og mig for otteogtyve år siden.
   Men sker det ikke, så vil jeg betragte Yellowan-tornadoen som den lykkeligste begivenhed i mit liv - den dag Gud talte til mig på sin knudrede måde.

Din
   Lille Tom

Allersidste nye - og så taler vi ikke mere Lille Tom - er, at byens nye berømthed i et interview skulle have sagt, at han skyldte tornadoen mere end vor by. Det ville vi ikke lade os byde. Borgmesteren solgte de guldindrammede breve på eBay, og byrådet mente heller ikke, at Lille Tom Smidt Avenue skulle hedde mere end Lille Monster Parkvej. Som borgmesteren sagde, hovmod står for fald, normal eller særling, ja selv krøbling.