Det startede som 9årig, hvor vi drenge altid belagde vore ord med en bande-éd. Dengang var 'fuck' ikke kommet til Danmark, men vi klarede os også fint med 'kraft-ed'me'. Det var en større kammerat, der en dag kom og sagde: "Tag aldrig den bande-éd i din mund for den betyder 'lad kræften æde mig'.

Og så skete det alligevel, men for min mor. Livmoderkræft, som spredte sig til benene og åd dem op. Tre år i pinsler, de sidste 2 år lænket til samme seng. Alvoren gik op for familien, da overlægen på Kommunehospitalet tilbød at lamme min mor fra bækkenet og ned med en rygmarvsoverskæring. Det afslog vi.
Næste morgen lå min mor og skreg som et vildt dyr. Dertil bemærkede overlægen, at det havde man måttet høre på hele natten, men at vi jo ikke havde villet følge lægernes råd.

Min mors forældre og søskende var forfærdede, man havde taget morfinen fra hende. De så ingen anden udvej end at deles om udgifterne til et privathospital, Sct. Lukas Stiftelsen. Her fik min mor morfin hver fjerde time, men ikke mere end, at smerterne vendte tilbage efter to timer.
Jeg var 15 år, da min mor døde og har siden frygtet kræften, som det værste af alt.

45 år senere rammes jeg selv. Forløbet har jeg beskrevet i to patienthistorier: 'Frisk Humør' og 'Ville danse med Tina Turner'. Har det så været så forfærdeligt?

Jamen, hvad menes der med forfærdeligt? Smerterne? Det kropslige forfald? Udsigten til en tidligere død end forventet? Det tab man påfører sine nærmeste? Samlet set udgør disse fire en cocktail, som umiddelbart virker frygtindgydende. Der findes værre ting såsom tortur, men det er alligevel en konfrontation med livets realiteter, som nok kan rive de fleste ud af deres vanetænkning og med et fint ord få én til at 'tænke eksistentialistisk' over livet.

Peter Randløv, selv patient, beskæftiger sig med den situation i sine mange foredrag i cancer-patientforeningerne. Han siger:
"Når først patienten har fået klarhed over sygdommen, altså det ret lægelige, og ikke bliver hængende og gør sygdommen til sin hobby, så bliver de eksistentielle spørgsmål de vigtigste".

Dér har vi det igen, 'det eksistentielle'. Hvad er dog dét for et gespenst? Endnu en prøvelse for den døende?
Ja, men ikke kun den døende i en hospitalsseng, også den levende, der slingrer på to ben med en flaske i hånden, som han konstant bedøver sig med. Eller den eksistentielt døende kan være direktøren, der begraver sig i arbejde for at holde ti skridts afstand til sine svigt af familie og selvfordybelse.
Søren Kierkegaard skrev 'Sygdommen til Døden'. Aha, han havde måske cancer? Næ, slet ikke. Han talte om eksistentiel cancer. Dette at være levende død og blive befriet for denne 'død' ved at tage vare om sit eget liv, at træde i karaktér, at vove at vælge, thi :

"at vove er at miste fodfæstet for en stund - ikke at vove er at miste sig selv".

Søren Kierkegaard frygtede at være levende død - aldrig selve døden. Ved denne, den fysiske død, tager 'tilværelsens vilkår' over, og derom ved vi intet.

Når vi drager ud på vor sidste 'Columbus-færd', så er der ingen, der aner, hvor den ender. Ligesom Columbus er der mange, der mener at vide det, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis de kommer til et forjættet land - der ligesom Amerika spærrede for Columbus vej til Indien - også lægger sig på tværs af de forestillinger, vi hver især har om endestationen.

Skulle man så ikke bare lade være med at spekulere? Find selv svaret. Kierkegaard søgte svaret i enrum med sin Gud. Det kan sikkert også gøres i naturen, i haven eller under opvasken. Men næppe i mobilen med fjernsynet kørende.

Frygter jeg så stadig cancer? Jeg takker lægerne for, at de gør alt, hvad de kan for at forhindre min fysiske død, men det er ikke mere den, jeg frygter. Det er den eksistentielle cancer, den sygdom Kierkegaard kaldte 'Sygdommen til Døden'. Skønt jeg føler mig mere rask end nogensinde, så kræver det en daglig bestræbelse, og der vil jeg ligefrem mene, at den fysiske cancer skærper den eksistentielle ildhu. Så hvem ved, om cancer og fysisk død egentlig er det værste der findes - ovenfra betragtet?

Her tænker jeg på min mor og hendes sidste to år, hvor hun levede i et smertehelvede, og alligevel beskæftigede sig med de eksistentielle spørgsmål og konverterede til katolicismen - utvivlsomt inspireret af oplevelsen af de meget menneskelige søstre, der passede hende.

I dag 45 år efter hendes død er situationen radikalt anderledes. Her kommer lægerne ind med tilbud om et smertedækket sygdomsforløb. Vor formand, Ole Dallris, brugte ganske vist årligt for 29.000 kr. smertestillende midler, indtil han fik sin kyphoplastiske operation ('cement-udfyldning') i ryggen, men han kunne trods alt rejse landet tyndt og fungere godt i formandsjobbet.

Smertedækningen betyder, at sygdommen ikke forkrøbler den resterende del af ens liv, men at man kan udfolde sig eksistentielt frugtbart. Hvad dette så betyder for den enkelte, kan ingen andre svare på. Livet forbliver et mysterium, dybt og forunderligt til det sidste.

Men hvorfor sige det, når det kan synges?
En sådan døende sanger mødte jeg for 40 år siden på kommunehospitalet, der hvor min mor blev så slemt behandlet. På denne kræftstue gyngede hele sengen under ham, mens han lå og gav en meget højlydt fremførelse af 'På valsen', ikke kun én gang, men mindst en halv time af gangen.. Med ét fik jeg et nyt syn på livet. Jeg citerer lige, hvis nogle skulle få brug for den engang:

Åh disse minder fra du var en farende svend,
Åh disse minder den tid kommer aldrig igen,
Åh disse minder, det er dem der gi'r livet kulør,
I hulen vi svendene finder, med det gode, det gamle humør.
Og hvis nogen en dag skulle høre den på OUH, Hæmatologisk afdeling, X1, så send mig en sidste tanke.


* * *
Patienten: - Jeg lider af to konkurrerende dødssygdomme - den første har lægerne opgivet, den anden tror de kan helbredes indenfor de næste ti år. Det er det, jeg sætter min lid til.
Vennen: - Jamen, hvad så med den første, den er måske ikke så slem at dø af?
Patienten: - Jo, men det er ikke det.
Vennen: - Hvad er det så?
Patienten: - Det er livet, og det slipper ingen fra i live.