Jeg stiger ud af bussen, du ved, Blågårdsgade ved Elite Købmænd, og så står han der igen, klippekort-betleren, gammel og grim med sin røde drukkenbolt-tud.
   Han spø'r: "Kunne du ikke hjælpe mig, så jeg kan komme hjem og fodre min hund. Hvis jeg må låne dit klippekort bare denne ene gang?"
   Den med hunden brugte han også sidste gang. Tiggere lirer altid den samme remse af sig. Tænk hvis vi halvkriminelle altid fiksede tingene på en og samme måde? Strisserne ville jo grine af os. Nå, for underholdningens skyld svarer jeg: "Du og jeg trænger vist til en lille én, og så skal du fortælle mig alt om dén hund."
   Vi drysser ind på Onkels Vinstue, en hyggelig knejpe, hvor man kan ryge en fed, du ved, eller bare smøge den til en kold håndbajer.

Nu spø'r du sikkert, hvad sundhedspolitiet siger til det med røg i beværtningen?
   "En stang cigaretter!", det er det, de siger. Nå, de siger det måske ikke, men det er det, de får. Og det er noget som Far hér organiserer for vennerne. For fanden, noget skal man vel lave - hvis man ikke vil lønslave eller være på støtten eller gå rundt med tiggerstav, som Rødtud dér. Næ, ser du, det frie initiativ, dét er min filosofi - og Gustav's her, ejeren af Onkels Vinstue, som selv serverer, fandens fin fyr.
   Nå, nu kommer vi til det sjove, tænker jeg, og nikker mod bajerne: "Før vi drikker dus, skal du lige fortælle mig alt om dén hund."
   Rødtud trækker nølende hånden væk fra sin Tuborg og mumler: "En hund er vel en hund".
   "Jo", siger jeg, "men det kunne jo også være en kat?"
   Han glo'r: "En kat?"
   "Ja, eller en gedebuk med fipskæg."
   Rødtud ryster på hovedet: "Det er bare en undskyldning. Noget skal man jo sige, hvis man vil fuppe folks klippekort."
   "Det tænkte jeg nok. Men jeg kan ikke rigtigt greje, hvad du vil med folks klippekort? "
   Rødtud - som jeg nu vil kalde Rudolf - mumler: "Jeg er ikke ung længere. 67 år og har dårligt knæ. Og klippekort er dyre for en pensionist".
   "Ja, det er en kold Tuborg også. Men nu skal du se, jeg har i dagens anledning taget spendérbukserne på." Jeg vinker Gustav hen til bordet og bestiller to dobbeltsnaps.
   Hæ-hæ, kan du se det for dig? Nu står der to Tuborg og to dobbeltsnaps på bordet og Rudolfs pølsefingre begynder at småryste, men han holder sig i skindet. Det er altså situationen.
   Godt, så siger jeg: "Før du og jeg drikker dus, skal du vise mig alle de klippekort, du har."
   Rudolf griber mod inderlommen, men siger så: "Jeg har ingen. Du gav mig jo ikke noget."
   Jeg siger: "Kom nu, Rudolf - hvis jeg må kalde dig det - jeg er ikke født i går."
   Så trækker han en hvid plasticpose op af inderlommen. Jeg nikker og siger: "Og hæld dem så alle sammen ud på bordet." Jeg tror ikke mine egne øjne. Bordet flyder med halvbrugte klippekort."
   "Skål Rudolf, lad os skåle på dit dårlige knæ." Vi griner begge to. Og inden jeg har fået min første tår, har han slugt sin dobbeltsnaps i ét hug og skyllet efter med Tuborg.
   Jeg nikker imod min snaps og siger: "Den er også til dig, hvis du fortæller mig, hvad du bruger de dér klippekort til."
   Snapsen har fået hans tunge på gled, og nu fortæller han frejdigt, at klippekort skam er meget værd. Bare ét klip koster tyve kroner, og de kan sælges for otte på en bar som denne. Tjeneren sælger dem så videre til gæsterne for tolv kroner.
   "Og hvor meget er så hele bunken værd?", spø'r jeg.
   "I går talte jeg dem op til 1024 klip."
   Det lugter af business, så jeg lægger hurtigt nogle tal sammen i hovedet. To Tuborg og to dobbeltsnaps koster nok to hunner, og dér på bordet ligger godt og vel otte sprællevende tusser. En OK forretning. Nu skal den blot fikses.
   Jeg siger med et blik i øjet: "Lad os to drikke os fandens en skid på. Ikke her, et andet sted. Varerne køber vi hos Elite Købmænd."

Resten er ikke noget at prale af. Du ved, krænge jakken bagover og ned om skuldrene på en 67 årig drukkenbolt med dårligt knæ og så fiske plasticposen ud af jakkelommen. Alt sammen roligt og gelinde som en gentleman, selvom det klø'r i lapperne efter at fikse hans tud.
   Men er klippekortene så omsættelige? Jeg stryger ud på Christiania. To gram gylle koster 12 klippekort, men i dagens anledning køber jeg urdo-shit. Det koster næsten det dobbelte. Men hvad fanden, man lever kun én gang, og jeg har røven fuld af klippekort.

Tænk dig så, historien ender på tryk i gratisavisen "24 timer". Rudolf må have anmeldt det, og politiet må have skidt i bukserne af grin. De gider jo knapt nok registrere en tømt lejlighed eller et fikset vognlæs varer. Men en snoldet pose brugte klippekort! Hæ, hæ! Jeg har hørt, at aviserne ringer til strisserne, når de mangler stof, og sådan må de have fået denne historie:
   "En røver overfaldt en 67 årig mand på Blågårdsgade og frarøvede ham en pose med klippekort og er fortsat på fri fod. Røveriet fandt sted foran kiosken Elite Købmænd kl. 10:30. Politiet efterlyser vidner til det grove røveri."

Hæ, hæ, hvad mener du? Burde man ikke ringe ind og fortælle dem, at klokken rent faktisk var 22:30?

Jeg har nu fortalt dig om første gang, jeg var i avisen. Det er så også første side i min scrap-bog. Siden har det altid været med både navn og billede:
   - B.T. den 5. maj 2008: ST's smuglerbåd beslaglagt med hash og cigaretter for 7 millioner
   - Ekstrabladet den 4. oktober 2008: ST idømt 6 års fængsel
   - Billedbladet den 2. november 2010: Åbenhjertig snak med smuglerkongen, ST, i hans celle
   - B.T. den 14. maj 2011: ST flygtet og stadig på fri fod
   - Ekstrabladet 20. maj 2011: ST indfanget af politiets hunde

Du har måske appetit på mere? Så er du velkommen til at besøge mig. Vi ku' bladre lidt sammen i min scrapbog. Hvad fanden, noget har man da udrettet. Man er da ikke hvem som helst. En Hans Hansen, en Jens Jensen, en Peter nul og niks. Men, det var det med besøget. Lige nu har jeg tid nok, ryster tremmer på femte år.
   Men husk så lige, at det kun er de offentlige, der kalder mig Frank Hansen. Mine rigtige venner kalder mig dét, jeg hedder, ST - Stærk Tobak.