Hvis du lige gider at høre engang. For resten, jeg hedder Caspar og ligner alle de andre i 6. a, og så alligevel ikke.
   Men sex, du, det de vokse laver med hinanden, det er noget svineri. Skal jeg stave det for dig, S-V-I-N-E-R-I. Hold da op hvor jeg kunne brække mig.
   Stef og jeg sad og googlede på pornosex. Det var bare så monsterklamt, forstår du? Også en gammel luder så vi. Det ku' være min egen momme. Jeg siger dig, det var ulækkert. Da bess'mor så greb efter en stor tissemand og åbnede munden, så kiggede jeg på Stef, og han på mig. Han var rød i tomaten og rullede med øjnene, som om han ville sige, 'VOKSNE!'
   Mærkeligt nok strammede det i bukserne, så jeg blev rød i hovedet. Men da hans bukser fik en bule ligesom min, så grinede vi helt vildt.
   Pludselig fik jeg en skør idé, som jeg aldrig har fortrudt. Jeg sagde:
   "Hvem kommer først ud på lokum og river den af?"
   Vi skød som raketter ud på badeværelset, trak bukserne ned og flåede helt vildt i stådrengen. Jeg vandt med to komma tre sekunder, blev vi enige om.
   Bagefter stod vi og kiggede ned på hinandens monsterkanoner. De var næsten lige store. Så grinede vi helt vildt. Forstår du? Vi havde gjort noget vildt spændende sammen. Hver gang, vi så hinanden i øjnene, grinede vi, og det gør vi stadig. Pif og Paf kalder vi os. Pif & Paf, jordens bedste kammerater, sådan følte vi dengang, og det gør vi stadig.

Vi kunne gå ned ad Nørrebrogade, du ved. Så sagde Paf, hvem kommer først ind på nummer 106? Fuld speed frem! Vi styrter 200 meter ned ad gaden, braser ind på den mørke trappeopgang og river den af.

Så havde vi sexualundervisning. Det tager vores tysklærer, Hansi, sig af. Ung og frisk. Man kan spørge om alt. Så spurgte jeg, om det var rigtigt, at man kunne blive syg af at onanere for meget.
   "O - Na - Nie!" svarede han.
   Der var ingen der grinede før et halvt minut efter, men den var også speciel.
   Hansi sagde, at når drengens tissemand vokser, så bliver den samtidigt en slags spermkanon. Hvis man rører ved den på en bestemt måde, så går kanonen af. Det kalder man at onanere, og det er ikke usundt. Jeg kunne ikke lade være med at skæve hen til Paf.
   Hansi forklarede, at lysten til onani er ligesom at skulle nyse. Nogen går og undertrykker det helt vildt, men en verdensberømt psykolog, der hed Freud, havde fundet ud af, at det var fordi, folks underbevidste fortalte dem, at et nys var det samme som at få udløsning, mens alle mennesker så på det. Ih, hvor vi grinede, men der var ingen, der nøs den dag, og første gang det skete, det var Jeanette, så blev hun så rød i hovedet, at vi længe efter kaldte hende Tomat.
   Jeg vil nu ikke give Hansi helt ret. Når Paf og jeg river den af, så føles det som jackpot på den enarmede tyveknægt. Kraften svulmer op i hele kroppen og eksploderer som en atombombe, den enarmede lyser og blinker, den udsender jackpot-jingler og en særlig melodi. Hvad er et nys andet end to kirsebær i ruden på den enarmede og et surt opstød på fire mønter.

Jo for resten, nu kommer den bedste. Mens Jeanette stadig blev kaldt Tomat, så havde vi min momme i biologi. Når hun kommer i sit leopardplettede kluns, kalder pigerne hende 'oldemor-moderne'. Hun skulle hellere få sig en læbepiercing, siger de og fniser.
   Det synes jeg er tarveligt, for hun er alle tiders friske lærer, min egen gråhårede momme. Kirsten, hedder hun

Men den dag skulle hun hellere være blevet hjemme og plejet sin forkølelse. Hun spurgte om regnorme var nyttedyr eller skadedyr. Ligesom jeg skulle til at svare, kom hun med sit første nys. Jeg så på Paf, og så grinede vi begge to, og pludselig kunne jeg ikke huske, hvorfor regnormen var et nyttedyr, så jeg sagde skadedyr.
   "Hvad skade gør den da?" spurgte hun og nøs igen.
   Jeg så en lang regnorm for mig, og kom til at sige:
   "Den onanérer, øh, undskyld nyser."
   Jeg var helt forvirret og var ved at eksplodere af grin. Og så nøs momme, og så eksploderede jeg og hele klassen. Vi grinede og grinede. Og da hun så nøs igen, så begyndte jeg at græde af grin, og det gjorde Paf også og nogle af pigerne.
   Så blev Kirsten gal, rejste sig og gik ud af døren. "Hatjuu!" lød det fra Paf, og "hatjuu" sagde jeg, og alle sagde hatjuu og grinede. Fem minutter efter kom inspektøren ind med Kirsten. Det hjalp en lille smule, men da Kirsten så nøs, begyndte det hele forfra. Vi grinede lige til klokken ringede, og hun råbte:
   "Forsvind så med jer I tossede unger."
   Og så grinede hun også. Sagde jeg ikke hun var frisk?

Men det jeg ville fortælle dig kommer nu. Min mor, Camilla, var brændt varm på Per, en rig fyr med opstoppernæse.
   Så en dag var Camilla monstersød, kom med en stor Cola, mens jeg spillede 'Dritte Reich' og spurgte interesseret til den laserkanon, jeg mejede nazister ned med. Så ventede jeg bare på, hun ville bede mig om et eller andet.
   "Caspar", begyndte hun, og lagde hånden på mit knæ, "Per og jeg har tænkt os at tage på en tre ugers jordomrejse. Nyde naturen sammen."
   Hørte du dét? 'Nyde naturen sammen', skal jeg stave det for dig? S-V-I-N-E-R-I. Jeg klappede totalt i. Så lige ind i skærmen og spillede videre. Jeg siger dig, jeg var iskold.
   Så begyndte hun at lokke:
   "Per har lovet, at du skal få det fedeste computerudstyr. Han sagde: "Caspar skal ha' det, jeg aldrig fik som dreng, kvarterets suverænt bedste computer.""
   Forstår du, jeg lod mig bestikke? Også selvom de ville parkere mig tre uger hos de old-gamle?

Jeg flyttede ind hos Holger og Kirsten på Gammel Kongevej. Jeg fik mors gamle værelse og forbandt min nye PC med Holgers internetforbindelse. Men det virkede bare slet ikke. Fuck! Tre uger uden 'Dritte Reich'. Forstår du jeg blev sur?
   Dér sidder jeg med min spritnye monsterdræber. PC-sælgeren havde sagt:
   "Det er en bytter, hvis den hakker én eneste gang. Helt klart, du køber dig Frederiksbergs bedste computer".
   Ja tak, og så kan man ikke bruge den til noget fornuftigt andet end se film og lave lektier på. Jo, jeg havde også fået et spionkamera med bluetooth. Det kunne sættes på væggen og sende til computeren, også i mørke. Så blev billederne grønne, men man kunne se alt. Den bruger det usynlige, kosmiske lys, som trænger igennem bygninger og alting.

Allerede den første aften sad jeg og kedede mig med en cola, mens Holger og Kirsten drak kaffe. Flødeskumskagen åd jeg lidt for hurtigt. Der var kun én til hver. Det vil altså sige, der var én til. Den var stensikkert til mig, men jeg måtte pænt vente til de spurgte mig. Så indtil da gik jeg lidt rundt i stuen, fik en idé, og stoppede op foran en fin stok på væggen
   "Er det den stok I har fået af ham rejsekongen?"
   De fik begge to julelys i øjnene. Holger sagde:
   "Ja, til vores bryllup. Der var Simon med. Du står foran hans operastok, som aviserne skrev så meget om. Har jeg ikke fortalt dig, hvordan han altid købte en billet til sin stok, så han ikke sad klæbet op ad en tilfældig fremmed?"
   "Jo, men tænk at købe en teaterbillet til en stok. Kunne han ikke bare give billetten til én han kendte, dig for eksempel?"
   "Jo, det kunne du have ret i. Jeg var allerede dengang en betroet medarbejder i Simon Spies Rejser. Ak ja, men tiden går. Heller ikke en Simon Spies lever evigt, men selv efter hans død, hvor firmaet kom på udenlandske hænder, så føler vi stadig, vi arbejder for Simon Spies."
   Holger blev slet ikke frisk af at tale om din store guru, så jeg sagde:
   "Mor kalder ham altid Simon Gris?"
   "Vi ansatte kaldte ham kongen. Men Simon vidste godt, vi mente kaninkongen. Ja, det er rigtigt nok, at han holdt meget af damer. Men han var også en god arbejdsgiver for os mænd. Se engang her."
   Holger viste mig et billede med Simon Gris i badetøj og med Holger og Kirsten i hver sin arm.
   "Dengang var du rigtigt langhåret, men i dag har du vildmandshår som ham kaninkongen?"
   Det lo de begge to over, og Holger sagde:
   "Det er ikke helt løgn, når jeg tit siger, at Simon Spies har betydet ligeså meget i vort hjem, som den bibelske Simon Peter betyder for de indremissionske. Men for resten, Casper, kan du ikke spise den sidste kage?"
   Nu må du ikke tro, jeg ikke havde hørt om Simons stok og set det strandbillede - for resten de glemte helt at fortælle, at det havde været i Se & Hør. Men, ser du, jeg skulle jo have den kage, så det gjaldt om at være kanonsød.

Mens jeg guffede kage, så spurgte Kirsten, hvad der havde været så morsomt ovre i klassen. Det var næsten ikke til at forklare en voksen. Hansi, onanere, nyse. Men jeg tror nok, hun forstod det.
   Så kunne jeg ikke nære mig og spurgte, om hun også mente, det var sundt at onanere.
   "Ja, hvis man ikke har andre muligheder."
   "Hvad mener du med det?"
   "Ja, Holger og jeg har det stadig godt med hinanden."
   Forstod du den? Jeg siger dig, jeg strøg ud på badeværelset og troede, jeg skulle brække mig helt vildt. Tænk engang, de old-gamle!
   Da jeg kom tilbage kunne jeg se de smålo, og så provokerede de sgu.
   Holger sagde:
   "Du skal ikke tage dig af lidt støj i aften. Det er jo fredag, og det har altid været vores aften, Kirsten og min, hvor vi gerne vil være alene."
   "Hvor skal jeg så gå hen?"
   "Du kan vel gå op på dit værelse til din computer."
   Først ville jeg spørge, om jeg kunne få lidt vat at stoppe i ørerne. Det var så klamt, så klamt, og jeg forstod ikke, de kunne få sig til det. I den alder!
   "Du må gerne nyse derinde. Det generer ikke os," sagde Kirsten og smilede drilskt.

Det var så tarveligt, så tarveligt. Jeg blev tomat over det hele. Men alligevel stirrede de på mig med drillesyge øjne.
   Så var det jeg blev ond, monster ond, jeg tænkte kun på, hvordan jeg kunne få hævn. Inden aftensmaden havde jeg sat mit spionkamera op i et hjørne af deres soveværelse, så det automatisk optog alt hele natten, deres fredag aften.
   Jeg stod op tidlig lørdag morgen for at se, om jeg havde fået et par spyfluer i nettet.
   Jeg siger dig, det var ulækkert! Så klamt, at jeg ikke ville se det, uden Paf også så det. Så jeg sms'ede til ham, og han kom strygende op på mit værelse.

Tænk dig, de startede med at strippe for hinanden. Danse lidt og så trække en trøje af, så danse lidt igen og trække en sok af, lige indtil de var splitternøgne. Kirsten ser meget normal ud, når hun har tøj på, men jeg siger dig! Dellerne hang, og huden hang, og brysterne lignede hendes andre deller. Holger så mere normal ud, men hans tissemand - vi fik helt ondt af ham - den blev større og tykkere og alligevel hang den nedad som en fugl, der havde brækket vingen.
   Og så begyndte de at rage på hinanden og vælte om i sengen, og så sagde jeg bare lige ud i luften:
   "Hvem kommer først!"
   Vi styrtede af sted ud af hoveddøren ned til højre. Jeg førte an, fordi jeg kendte kvarteret, og pludselig stod vi i ejendommens cykelkælder og rev den af.
   Men vi grinede slet ikke bagefter, som vi plejede, og vi brækkede os heller ikke. Det var bare for meget, for meget, alt for meget. Skal jeg stave det for dig: S-V, nå, nu kan du vel efterhånden selv.
   Mens vi sjokkede hjemad, sagde jeg til Paf:
   "Jeg føler, jeg har fået hævn nok. Nu véd du og snart hele klassen alt om Kirsten."
   "Hvis det var min bess'mor, så ville jeg sige, hun var en ommer."

Og dér slog han lige hovedet på sømmet, for da vi kom hjem, hørte vi de gamle sidde inde på mit værelse. Brudt ind uden at spørge! Jeg flåede døren op.
   Det var klamt, siger jeg dig. Jeg havde jo glemt alt om at slukke computeren, og nu sad de og morede sig over sig selv. Morede sig, hørte du det?
   "Caspar, har du set, der ligger to grønne mosefund og slås i vor seng. Har du filmet dét?"
   Jeg var bare kold, siger jeg dig, iskold.
   Momme fortsatte:."De her grønne slimdyr, de ligner godtnok Holger og mig."
   "I skal bare vide, at jeg skammer mig over jer."
   Det sagde jeg, iskoldt og stille, og så ned i jorden. Også Paf så ned i jorden - af skam, forstår du nok.
   Ud af øjenkrogene så jeg, de begge vendte sig om og gloede direkte på os. Holger øjne var røde som en tyrs, og han brølede:
   "Skammer du dig over ..."
   Momme lagde beroligende sin hånd på hans knyttede næve og sagde stille:
   "Og hvad skulle vi så skamme os over?"
   Det var så pinligt, men når hun nu selv bad om det.
   "To ting. For det første, at I har brudt ind i min computer og så dét dér!"
   "Brudt ind i, siger du. Holger og jeg hørte os selv snakke, så vi stak hovedet ind af døren, og der så vi de her grønne mosefund, som du havde glemt at slukke for. Og hvad dét dér angår, så hører det under privatlivets fred."
   Holger fortsatte: "Du beklager dig over, at vi er brudt ind i din computer."
   Han trak mit spionkamera op af sin ene lomme og holdt den lige op i næsen på mig, så jeg kunne lugte plastikken og hans svedige fingre.
   "Hvad kalder du så dét, at sætte sådan en luskepeter op i vores soveværelse?"
   Hans stemme var helt hæs af raseri, så jeg svarede slet ikke. Sådan er det med de voksne. De vil absolut have ret, og så er det ligegyldigt, hvad man siger.
   Så var der helt stille ligesom før en stor eksplosion. Jeg var lige ved at tro, at Holger ville blive nazistisk og måske smadre min nye computer eller sådan noget. Men så sagde Momme noget, jeg slet ikke havde regnet med:
   "Siden I nu har udspioneret os og væmmet jer over vores gamle kroppe, så synes jeg ligeså godt I også kan lære lidt af det, I kommer jo også en dag til at se ud som Holger og jeg."
   Så tog Momme sin lærerinde-stemme på:
   "Jeg husker, hvordan jeg som ung syntes, at gamle menneskers kroppe så grimme ud. Måske har det altid været sådan, men jeg tror nu, at fjernsyn, reklamer og alt det dér, også har sin skyld. De viser kun unge, ja endog kun de aller smukkeste unge mennesker. Det betyder, at selv unge mennesker tit skammer sig over, at de ikke er perfekte nok i udseeendet. Men Holger og jeg ser hverken bedre eller dårligere ud, end Gud har skabt os, så det er vi holdt op med at skamme os over. Ligesådan med det sexuelle. Vi er tilmed lidt stolte af at høre til den generation, der satte frisindet på plakaten. Det tror jeg såmænd også den yngre generation kunne lære lidt af.
   Men I gider nok ikke høre mere moralprædiken."
   Tænk dig, ligesom jeg skulle til at råbe, 'hvem kommer først', så sluttede hun. Men du tror det nok ikke, men det blev endnu værre. S-V- ... Behøver jeg at stave det for dig?
   Momme sagde: "Holger har en video af de grønne slimdyr i farver, som han selv har optaget."
   Hun så over på Holger, som nikkede.

Så trak de os nedenunder. Vi skulle se hjemmevideo på deres 37" fladskærm.
   Holger fortalte med dyb stemme: "Sidste år tog vi med nudistklubben til Vesterhavet. Denne her video er taget med selvudløseren."
   Kirsten fortsatte med sin lærerinde-stemme:
   "Vi havde fundet en klit med højt marehalm, og dér elskede vi i Guds grønne natur. Da vi var unge, var vi alt for generte til den slags, men i dag føles det så dejligt befriende at kunne gøre det ligesom Adam og Eva må have gjort det, mens Vorherre og alle dyrene går omkring og passer hver sit i Paradiset."
   Jeg kunne godt se, at det ikke var nær så klamt, som på de grønne natbilleder. En måge landede tæt på for at samle et halvt rundstykke op. Med dét i næbbet stod den længe og kikkede på momme og moffe, mens de gjorde det, som dyrene gør i alle naturfilm. Da den fløj, sagde jeg:
   "Så tror jeg også vi letter, mig og Paf."
   Og inden vi havde rejst os, råbte jeg:
   "Hvem kommer først?"
   Og så strøg vi ud, ned ad Gammel Kongevej, drejede til højre og kom til Hovedbanegården.
   "Hvor skal vi hen?" råbte Paf.
   Jeg pegede ligeud med armene. Nu skulle jeg vise de old-gamle, hvor Paradiset lå i København.
   Da vi nåede Tivoli, råbte han igen: "Hvor skal vi hen?"
   "Rådhuspladsen," svarede jeg.
   "Er du sindssyg mand?"
   Så stod vi midt på pladsen fuldstændigt stakåndede.
   Jeg tog mig til livremmen, og mærkede så en skulder-lammer. Den gjorde rigtigt nas.
   Jeg så på Paf: "Nazistodder!" Og så kastede jeg mig på ham, tog brydertag og fik ham ned. Men han rullede fra mig og kom øverst, og så råbte han mig lige ind i ansigtet:
   "Din bøsseka'l."
   "Hop af med dig, din homo. Homo, homo, homo."
   Vi så forskrækket hinanden i øjnene og begyndte så at grine, mens vi begge råbte 'homo'.
   Da vi havde rejst os op, så jeg hvordan folk, de gloede.

Dér var det, det gik op for mig, at de gloede på to drengerøve, der lige var blevet tørret bagi af et par bess'r. Så sagde jeg til Paf:
   "Skulle vi ikke begynde at finde os noget med patter i stedet for?"
   "Jo, for helvedet!"
   Dén stod vi begge op tyggede på, da jeg så en sød sorthåret pige. Hun havde vist stået og kigget på os, for hun smilede lidt, kunne jeg se. Og så fik jeg mit livs bedste idé. Jeg gik over til hende og sagde:
   "Min bedste kammerat er ret vild med dig, men han tør ikke sige det. Han ville blive meget glad for at blive fotograferet sammen med dig."
   Og så viste jeg hende min mobil med digitalkamera.
   "Ja, ja da," svarede hun med en frisk latter. "Men hvad hedder I da?"
   "Jeg hedder Pif og han hedder Paf. Hvad hedder du?"
   "Puf, "
   og så så hun mig smilende lige i øjnene, og jeg så ikke væk, men smilede og smeltede og vidste, at hun var den dejligste pige i hele verden, og jeg var håbløst forelsket, havde røde ører og ville ønske, vi kunne blive moffe og momme engang og altid være sammen.
   Tænk dig, det var som at se en film. Verdens bedste film. Mig og Puf - ingen andre. Men så var det jeg tænkte, at Paf egentlig også skulle med i filmen, og jeg skævede over på ham.
   Han stod vist også og så en film, Palle Alene i Verden. Paf er paf, tænkte jeg, min bedste ven i hele verden er paf.
   Vi så hinanden i øjnene. Det var så skide syndt. Han krummede sammen som en gammel mand, sagde hej, og vendte sig halvt om for at gå. Men så kunne jeg se, at han fik en god idé. Han blev pludselig helt rank, og så spurgte han Puf:
   "Har du for resten en god veninde?"

Det havde hun, men det er en anden historie, jeg nok skal fortælle dig en dag .... hvis du altså gider, for det bliver jo en helt anden historie, kan du nok tænke dig. Der er jo sket noget med Pif og Paf.
   Holger ville nok sige, at vi har fået hår på brystet, mens Kirsten, skolelæreren, ville sige, at vi har trådt vore barnesko flade og nu går i voksensko.
   Føj, lige til at brække sig over, ik'?
   Paf sagte det helt rigtige et par dage efter ved en pølsebar:
   "Vi er sgu blevet skide voksne, os to."