"Og sikke store, røde Øjne, du har, Bedstemor."
   "Det er, for at jeg bedre kan se dig."
   "Men Bedstemor, sikken forfærdelig stor Mund, du har."
   "Det er, for at jeg bedre kan æde dig," sagde Ulven, og i samme øjeblik sprang den ud af sengen og slugte den stakkels lille Rødhætte.
   Rosemarie holdt sig for ørerne og begyndte at græde. Hun sagde: Er Mor blevet en ulv? Vil Mor også æde mig?"
   Thorstein tog hende ind til sig og sagde: "Mor er syg, meget syg, ved du nok. Og derfor har hun mundkurv på."
   Far lagde bogen med Rødhætte til side og hentede noget trøsteslik. Jeg idiot, sagde han til sig selv og opgav ethvert forsøg på at forklare, at Rødhætte skam var et dejligt eventyr for børn.
   Tværtimod burde Rødhætte være forbudt for børn i disse ulvetider, hvor den nye hundegalskab fra Tjernobyl hærgede landsdelen, som den sorte pest dengang i den mørke middelalder.

Den vilde ulvebestand havde ført smitten ind i landet. Ræve, hunde, katte, harer, ja, selv rotter og mus var inficerede. Sådan må sygdommen være kommet til hans svinebesætning. De havde hørt en usædvanlig skrigen udenfor fodringstiden og Lucia, hans kone, var gået derind. Hun så to svin som var sluppet ud af deres bokse. Det kunne ske, når svinene i deres ivrighed for at komme først til fodertruget hoppede op ovenpå hinanden og således havnede ude på gangen. Men dette var udenfor fodringstiden. Et af de fritgående svin fór lige på hende og bed hende i læggen. Det viste sig, at hele besætningen havde skambidt hinanden. Mange af svinene havde opsvulmede røde øjne, det typiske tegn på Tjernobyl rabies. Hele besætningen blev slået ned med gasning, da ingen turde gå derind.

Lucia havde også fået sygdommen og var blevet indlagt på den nyindrettede karantænestation på Tønder sygehus. Thorstein besøgte hende - heldigvis uden Rosemarie. Lucia lå på en 4 mandsstue med 12 senge. Alle var bæltefikserede, havde opsvulmede røde øjne og havde mundkurv på. Det sidste var et ubetinget krav fra personalet.
   Det slog Thorstein, at tre sygeplejersker selv bar mundkurv. En fjerde uden mundkurv sagde, at overlæge Iversen ville tale med ham inde på sit kontor. Thorstein bankede på, og døren blev åbnet af endnu en person med mundkurv.
   Thorstein sagde: "Jeg skulle tale med overlæge Iversen."
   Personen svarede: "Hvis du er Thorstein Hansen, så er jeg den, du skal tale med."
   Overlæge Iversen lignede de sengefikserede patienter. De samme blodskudte øjne, mundkurven og savlen hængende ned fra hagen. Han gik krumbøjet hen til sin lænestol, hvor han faldt ned, helt kraftesløs. Han sagde: "Sæt dig, mens jeg prøver at komme til kræfter."

Overlægen skimmede en journal og sagde: "Du er altså den Thorstein Hansen, der har mistet sin svinebesætning og nu vil høre, hvordan det går med din kone, Lucia Hansen?"
   "Ja, hvordan går det? Jeg kunne - sandt at sige - næsten ikke genkende hende."
   "Hvordan det går? Ja, se på mig. Jeg er den eneste læge, der er tilbage. Alle de andre er fratrådt deres stillinger, og det samme gælder halvdelen af det øvrige personale. Vi har at gøre med en skammelig personaleflugt. Selvom ... ja, måske skulle jeg selv være flygtet, mens tid var."
   Overlægen virkede helt udmattet af den lille enetale og lukkede øjnene så længe, at Thorstein var ved at tro, at han tog sig en lur. Men så åbnede han igen øjnene og talte med store armbevægelser:
   "Jeg vil nødig lyde som dommedagsprofet, men først nu - årtier efter - kommer vi til at betale den fulde regning for Tjernobyl-ulykken.
   Du ved måske, at den ukrainske regering har afspærret et område på størrelse med Fyn og kaldt det ubeboeligt de næste 120 år? Ubeboeligt, ja, for mennesker, men ikke for dyr, planter, insekter og alle slags mikroorganismer. Disse har nu i over 30 år intetanende levet i dette strålingsparadis og optaget de mest dødelige partikler i sig. Strontium-90, polonium-210, cesium-137 for blot at nævne de værste. Den slags slår ihjel. Udvikler kræft, kan du nok tænke dig. Men det værste er misvækst og mutationer. Tjernobyl-området er i dag én stor troldeskov, hvor træernes grene snor sig vanartet, og hvor trætoppene forvirrede vokser sidelæns eller nedad. Og forestil dig så, hvilke slags dyr, der lever i denne kæmpestore skov: to-hovedede rotter, seksbenede harer, ja, fantasien slår næppe til. Men det værste er mutationerne i bakterie- og virusverdenen, herunder Tjernobyl rabies.

Thorstein rejste sig med et sæt: "Ja, fortæl mig om Tjernobyl rabies og om min kone snart bliver rask."
   Overlægen smilede overbærende: "Snart bliver rask. Se på mig, tror du, jeg snart bliver rask? Ha-ha-ha! Snart bliver rask, ha,ha,ha. Overlægen overgav sig til et latteranfald, som tog alle hans kræfter, så han igen sad med lukkede øjne.

Pludselig så rystede hele hans krop, og da han åbnede øjnene var de vilde og blodskudte. Thorstein så ham rejse sig og komme imod ham med ludende overkrop. I næste øjeblik mærkede han et fast greb i sit hår. Hans hoved blev trukket bagover med ubønhørlig kraft, hvorved hans hals blev blottet. Han mærkede overlægens mundkurv blive presset imod sin hals. En rådden, varm luft kom fra overlægens mund. Thorstein følte sig overmandet af et rovdyr med overmenneskelige kræfter. Så hørte han en hvæsende stemme: "Vær du glad for, at jeg bærer mundkurv, ellers ville jeg ... hæ, hæ, hæ - æde dig levende." Overlægen mumlede noget med Hannibal the Cannibal og doktor Hannibal Lector, og så faldt han slap som en klud ned i skødet på Thorstein. En sygeplejerske kom ind, hende uden mundkurv. Sammen fik de slæbt overlægen over i hans lænestol.

Nogle minutter efter kom overlægen til sig selv. "Jeg må have fået et anfald, men jeg kan intet huske. Har jeg forulempet dig?"
   Thorstein nåede ikke at svare, før sygeplejersken sagde: "Jeg fandt overlægen liggende hen over hr. Hansen".
   Overlægen sagde: "Ja, jeg burde nok selv ligge i bælte, men hvem skulle så styre sanatoriet, og i mine raske perioder kan jeg stadig gøre gavn. Nå, men jeg var vist ved at sætte Thorstein Hansen lidt ind i, hvad hans kone lider af."

Så fortsatte han, nu med sin normale overlægestemme: "Tjernobyl-rabies nedbryder hjernen ligesom den velkendte hundegalskab, men ganske langsomt som fx parkinson. Den udbreder sig ved bid. Tænderne gør ondt, en slags voldsom kløe, som fører til en uimodståelig bidetrang. Også spytkirtlerne angribes, så personen savler i ét væk. Øjnene klør voldsomt, svulmer op og bliver blodskudte. Den største fare er personens manglende madlyst. Patienterne bliver ofte meget afmagrede ligesom narkomaner. Denne mangel på næring fører til en slaphed i kroppen, som giver en foroverbøjet gang, hvor personen efterhånden begynder at støtte sig på håndknoerne ligesom aber.
   Patienterne sulter, ja, nogle dør af sult. De vil ikke have suppe med slanger. De vil have fast føde, siger de, noget at tygge på. Men deres tyggetrang er i virkeligheden bidetrang. Så for at beskytte personalet tør vi ikke afmontere mundkurven.
   Vi har hverken senge, fikserbælter eller mundkurve nok til alle de mange, der strømmer ind hver dag, så vi må låse dem inde i kældrene. Så bides de, og det, der er værre, ja meget værre. Javel, men hvad skal vi gøre? De er jo ikke engang dyr. Ja, var de blot dét, så kunne man aflive dem. Vær du glad for, at vi havde en seng til din kone."
   Thorstein spurgte: "Så får jeg aldrig mere min kone hjem igen?"
   Overlægen svarede med en svag hovedrysten og gav Thorstein hånden til farvel.

*

På vejen hjem bremsede han op for en ulv, som stod midt på kørebanen. Den så ynkelig ud med sine opsvulmede røde øjne, den savlende flab og den slunkne krop. Han dyttede af den, hvorpå den løb lige imod bilen og satte tænderne i kofangeren. Thorstein fik medlidenhed med den syge ulv, men trådte i væmmelse på speederen og mærkede bumpet, da hjulene kørte over dyret.

*

Sønderjylland var erklæret i undtagelsestilstand. Grænsen blev lukket af tyskerne. Ingenting var som det plejede. Hjemme hos Thorstein stod Tv2 News tændt fra morgen til aften, men informationerne var sparsomme, da journalisterne ikke turde bevæge sig udenfor deres biler.

Denne dag handlede TV- nyhederne om desperate købmænd, der skoddede døre og vinduer til og skød på alle, der forsøgte at trænge ind. Torstein følte medlidenhed, men også en vis stolthed over sin egen forudseenhed. Allerede før den lokale købmand havde skoddet til, havde Thorstein hamstret til både fryser og bryggers - rigelig mad til det næste halve år.

Men det var ikke mad, der optog Rosemarie, tværtimod, hun havde ingen appetit. Hun lå i timevis på sofaen og småsnøftede, knugende sin yndlingsdukke, Sara, ind til sig. "Så, så," hviskede hun, "du bliver rask igen, når mor kommer hjem."
   Thorstein væmmedes ved synet, for dukken havde rød tusch tværet ud over hele ansigtet.

Thorstein mindedes gårsdagens hændelse, hvor han hørte vilde skrig oppe på Rosemaries værelse. Han sprang op ad trapperne. Var det mon en syg rotte, en rabiasrotte, sådan én som havde angrebet hans svin? Hvorfor havde han ikke tænkt på det og sat rotte- og musefælder op i hele huset? Idiot, idiot, snerrede han af sig selv og snublede samtidigt over sine egne ben. På knæ kravlede han hen til Rosemaries værelse. For hans vidtåbne øjne udspillede hans værste anelser sig. Rosemarie kastede sig som et vilddyr over sin yndlingsdukke, Sara. Hun hvæsede, knurrede og bed og bed. Thorstein turde ikke vise sig for det syge barn og skyndte sig væk for at samle tankerne. Rosemarie var farlig, meget farlig. Han måtte tvinge hende i gulvet med maven nedad og derpå kneble hende, så hun ikke kunne bide. Derpå sengefiksere hende, så han kunne hente en mundkurv på hospitalet.

Men det var allerede for sent. Rosemarie kom farende ned ad trapperne: "Pas på, Far, du bliver bidt. Far, Far, pas på!" Thorstein hev instinktivt sit jagtgevær ned fra væggen og stod parat, da Rosemarie kom ham i møde. Foran sig holdt hun Sara. Den var oversmurt med rød tusch i hele ansigtet. Det var øjensynligt en leg. Dukken bed Far i ben og alle steder. Rosemarie sagde med stor medfølelse: "Far, nu er du også syg ligesom Mor."

Så kom dagen, hvor nyhedsoplæseren trådte frem på skærmen og meddelte, at tre sengeliggende patienter var sluppet ud af deres fikserbælter og ikke mere befandt sig på hospitalets område. Det drejede sig om to mænd og en rødhåret kvinde.
   Thorstein vidste straks, at det måtte være Lucia, der var kvinden, og han vidste også, at hun ville komme her for at se Rosemarie, hendes hjertebarn. Men han vidste også, at han aldrig ville tillade, at hun kom ind i huset, og her tænkte han specielt på den nedkørte ulv. Derfor hentede han sit jagtgevær og lagde det ude i entréen.
   Det var sengetid for Rosemarie. Efter dét med rødhætte blev hun lagt i seng uden godnathistorie. Senere plejede hun at liste sig ind til ham i forældrenes seng. Det var, når ulvene begyndte at hyle.
   Thorstein tændte op i pejsen for hyggens skyld. Så fordrede han sin DVD-afspiller med Hitchcoch's Psycho for at fordrive tankerne omkring de undslupne patienter.

Da hørte han det pusle ved den aflåste hoveddør og bagefter bankede det på ruden. Han så sin kone med mundkurv. Hendes øjne var blodskudte, hun savlede og stod svært foroverbøjet. Hun mindede ham mere om et dyr end et menneske.
   Han gik hen til vinduet og sagde: "Jeg lukker dig ikke ind. Du er syg, og du må tilbage på hospitalet."
   Han hørte hendes hæse stemme: "Jeg vil bare tale med dig, ellers smadrer jeg alle ruderne."
   Thorstein åbnede hoveddøren med jagtgeværet i hånden. Han så sin stakkels kone. Hun stod foroverbøjet og syg ligesom ulven han kørte ned. Det sneede, og i den måneklare nat tudede ulvene ekstra højt. I sneen så Thorstein, at hans kone - på gorillavis - måtte have gået med støtte af hænderne. Han ville ikke have hende ind. Men så blottede hun sin overkrop midt i vinterkulden og viste ham sin udhungrede krop med alle tolv ribben stikkende frem.
   "Jeg trænger til rigtig mad, men de giver os denne mundkurv på, så vi kun kan indtage suppe med sugerør. Har du ikke bare en tyk skive rugbrød, jeg kan tygge i mig?"
   Han tænkte på alle de dejlige ben, han havde stegt, og de gule ærter, og fik medlidenhed med sin kone.
   "Kom ind Lucia og varm dig ved pejsen, så skal du få alt det, du kan spise." Da han havde dækket op, brugte han en kraftig bidetang til at fjerne mundkurven med.
   "God appetit," sagde Thorstein med en håndbevægelse hen imod en stor stak stegte ben og en dampende portion gule ærter.
   Lucia hvæsede: "Først vil jeg kysse dig, kysse dig ...

*

Rosemarie lå i sit barneværelse på første sal og blev vækket af psycho-musikken og de voksnes tumulter iblandet hvæsende hekselyde: "Kysse dig, kysse dig, kysse dig."
   Så blev der stille, kun baggrundsmusikken fra Psycho hørtes. Men så fornemmede Rosemarie fodtrin nærme sig op ad trappen. Det var ikke fars, for dem kendte hun.
   "Far, far, far!" råbte hun højere og højere.
   De mærkelige, slæbende fodtrin nærmede sig langsomt. Var det mon en syg ulv, der havde ædt far og nu ...
   Rosemarie skreg helt ude af sig selv af angst "F-A-A-A-A-R!"
   Så bankede det forsigtigt på døren.
   Åh, tænkte hun, så er det alligevel ikke en syg ulv.
   Rosemarie spurgte: "Hvem er det?"
   En hæs stemme svarede: "Din egen Mor? Åben døren for din Mor, søde lille Rosemarie."
   Rosemarie sagde: "Er du rask nu?"
   "Ja, se selv!"
   Rosemarie åbnede forsigtigt og holdt døren på klem.
   Rosemarie spurgte: "Hvorfor har du så store, røde øjne, Mor?"
   "Det er for at jeg bedre kan se dig"
   "Men Mor, hvorfor har du rød læbestift i hele ansigtet, på ørerne og på hænderne?"
   "Det er for at jeg bedre kan kysse dig ...Kysse dig, kysse dig, kysse dig ..."