"Ville du også gifte dig med mig, hvis jeg kun havde ét ben?" spurgte Grete
   "Ja, om du så havde tusind ben," svarede Hans, og spidsede munden til et kys. "Ja, når du har fortjent det, men så skal du også læse Svinedrengen op ligeså levende, som du lige har læst 'Den Standhaftige Tinsoldat' op for mig."

Stearinlyset og kuglepennen var knapt så begejstrede, og slet ikke for historien.
   "Skulle det være noget at skrive om, en tinsoldat og en danserinde, der kun har ét ben at stå på? Det ville da være mere besynderligt at have to," hviskede kuglepennen, og stearinlyset nikkede smilende.
   Selv stod hun så rankt i stagen på sit ene ben, mens kuglepennen lå og flød, men når han skrev, så dansede han så dejligt henover papiret på ét ben.
   "Ja, godt man ikke er et tusindben, det er ligegodt Klods-Hans nok," sagde hun og strålede som en hel juleaften. Det gav kuglepennen en lys idé:
   "Men slet ingen ben overhovedet," sagde kuglepennen og kløede sig i kuglehovedet., "Det ville være en rigtig historie for en H. C. Andersen, men han er jo ikke mere."

Så spidsede de ører igen, Hans var begyndt at læse op af Svinedrengen. Det lød så levende, at kuglepennen fik skrivekløe og en fornemmelse af, at den gamle digters ånd måtte være i stuen.
   Kuglepennen hviskede: "Ham Hans er nok selv en svinedreng, som nok sætter næsen op efter at få ti kys af prinsessen."
   "Hva' pyt," svarede stearinlyset, "Det er jo så'n et kjønt ungt par, giftemodne, lige i tyverne."

"Jeg føler mig også lidt giftemoden lige nu," sagde kuglepennen og trillede helt hen til stearinlyset, hvor den rejste sig på ét ben og sagde: "Får jeg måske ti kys af dig, hvis jeg kan overtale den gamle digters ånd til at tage en svingom med mig og skrive en historien om 'ingen ben', før Hans og Grete når at kysse til ti?"
   "Så skal du rubbe kuglehovedet, sagde stearinlyset.
   "Top," sagde kuglepennen og skrev dansende på ét ben: "Skik følge eller land fly," det var til han selv, og "Et kongerige for et æsel," det var til stearinlyset.

Med hver sit sæt bevingede ord fløj de først rundt i sommerhuset, det var der ingen ben i, og så begyndte de at kysse til ti, og det var der slet ingen ben i.

"Snip, snap, snude," skrev kuglepennen i luften, "nu er den fortælling ude," men så blev han grebet af en pludselig svimmelhed og følte sig hvirvlet et helt andet sted hen, hvor han igen kom til sig selv og fortsatte sit skriveri i luften: "Og den næste kan begynde. Og til alle Jer kjære tilhørere, der så smukt går i mit fodspor, ønsker jeg kun, at I må have et godt OktoberTræf 2006, alle I mine kjære kolleger i ordmagi. En speciel tak til de to arrangørerne, Kåemer og Joan, og til Hemingway, der fik banket lidt af den to hundrede år gamle rust af mig. Med kjærlig hilsen, Den Gamle Digter."