Drama i ét akt:

Dronning Margrethe: Marianne Gade
   Journalist fra Billedbladet: Kaare Bjørn Kristensen
   Bruno Hansen, fotograf: Anton Skau
   Fortælleren: Lina Kastberg

Uropførelse på "forfatterlinjen", Tønder, d. 28. november 2013

- * -

Danmarks royale ugeblad, Billedbladet, udkom sommeren 2015 som et særnummer, det sidste inden ugebladet blev lukket. Hovedartiklen var et exclusivt interview med den abdicerede Dronning Margrethe den Anden.

Billedbladet: "Vi takker Dem for den interessante rundvisning på Château de Cayx. Vi er ret imponeret af, så luksuriøst alting er. De må virkelig kunne se frem til at nyde Deres otium sammen med ex-prinsgemalen. Er alt dét så betalt med de stjålne kronjuveler?"

Margrethe: "Før vi begynder interviewet kunne vi da ikke blive enige om talemåden. Jeg er i dag et ganske almindeligt menneske og vil gerne behandles som sådan, og i Danmark siger man du til hinanden."

Billedbladet: "Du og De, ja, det må vi prøve at huske. Men hvis vi må vende tilbage til Deres uretmæssige fjernelse af kronjuvelerne .."

Margrethe: "Din uretmæssige"

Billedbladet: "Ja, ja, din uretmæssige fjernelse af kronjuvelerne .."

Margrethe: "Det hænger nu slet ikke sammen, som du antyder. Ex-prinsgemalen købte i 1974 Château de Cayx for 2½ million, og det er i dag vurderet til 74 millioner, men tror du ikke, at vor årlige appenace på 78 millioner rigeligt strakte til ombygning, jordkøb og indretning af det, du kalder overdådig luksus? "
   Billedbladet: "Jo, men kronjuvelerne må da have indbragt millionvis af kroner?"

Margrethe: "Ved du hvad, disse kronjuveler drejede sig ikke om penge, jo, for Henrik, men ikke for mig."

Billedbladet: "Hvad da?"

Margrethe: "Om kleptomani."

Billedbladet: "Alle de rygter, vi har hørt om dronningens kleptomane tilbøjeligheder, det har vi altid holdt ude fra Billedbladets spalter. Ellers måtte vi ophøre med at være Danmarks royale Ugeblad. Men nu da bladet står foran lukning, så bringer vi gerne historien."

Margrethe: "Jamen, skulle vi så ikke tage et kik ind på mit skatkammer, 'Den tyvagtige skade'. Ja, det kalder jeg det. Fotografen er velkommen til at knipse alt det, han vil."

Ex-dronning Margrethe ledte os nu op på den øverste etage, og for enden af en lang gang standsede vi foran en kostelig egetræsdør med fyldninger og smedejerns-håndtag formet som en ildspyende drage.
   I to af fyldningerne var udskæringer af hhv. Dronning Margrete og en skade siddende på sin rede. Døren var udformet i barokstil, men dørlåsen var erstattet med en elektronisk åbningsmekanisme.
   Da døren blev åbnet, så vi ind i noget der kunne minde om et større museumslokale. Der var glasmontre og rigeligt med reoler. Hver af de udstillede genstande var forsynet med en håndskrevet påskrift.

Margrethe: "Udstillingen er opstillet i kronologisk rækkefølge fra venstre og rundt mod højre. Vær så god at kigge jer omkring, men måske skulle jeg lige sige et par ord om den første genstand i samlingen. Det er denne udstoppede skade siddende på kanten af sin rede.
   Se, da jeg var i seksårs-alderen og var på sommerophold på Gråsten Slot, der kom der en skade, som vi kaldte Klaus. Den var så tam, at man kunne fodre den i hånden Men den var en lille gavtyv, for så snart vi vendte ryggen til, så så den ofte sit snit til at flyve væk med noget skinnende. Det kunne være et stykke sølvpapir fra et stykke chokolade, men også nipsenåle eller glaskugler. For spændingens skyld, så rapsede jeg nu noget mere værdifuldt fra de voksne. En ring, et sølvspænde og lignende. Klaus og jeg fandt hurtigt sammen i et fint hæler samarbejde, hvor jeg fik spændingen, og han tyvekosterne. Det stod på en hel sommer, men næste år viste han sig ikke. Jeg vidste, hvor hans rede var og fik gartneren til at tage den ned til mig. Her ser I, hvad der var i den. Syv ringe, to sølvspænder, et par ægte perler, masser af nipsenåle og det sjoveste af det hele, en lille ringeklokke. Den havde jeg fjernet fra min liliesøster Anne-Maries trehjulede cykel.

Det er Klaus jeg kan takke for inspirationen til hele samlingen og for at have haft et mere fornøjeligt liv end de fleste kongelige livstidsfanger."

Billedbladet: "Kongelige livstidsfanger?"

Margrethe: "Ja, er det ikke dét, vi er? Man har fra fødslen sat os i guldbur. Ikke kommunisterne , de skød deres konger i hjertet med krudt og kugler, men demokraterne, de skyder os i hjertet med tomhed, eksistentiel tomhed tror jeg man i filosofien ville sige."

Billedbladet: "Så har du aldrig været lykkelig?"

Margrete: "Jo, da jeg i 1971 traf Henrik i London og udlevede min egen version af "Prinsessen holder fridag". Du husker måske Audrey Hepburn i rollen som den lykkelige prinsesse, der for en dag slap ud af sit guldbur? Henrik var den første rigtige mand, jeg traf. Han tog mig som en mand tager en kvinde - uden at spørge. Ja undskyld, men rødstrømpe har jeg aldrig været."

Billedbladet: "Blev du så lykkelig med Henrik?"

Margrethe: "Det korte svar er ja, det lange ville fylde ti mursten. Men han er den eneste, der behandler mig som et rigtigt menneske. Han har altid bestemt over mig og børnene. Vi kender ham som den strenge enehersker - slet ikke som den grinende prinsgemal, heller ikke som konge, men som kejser. Hans trumfkort er evig og altid, at han ikke mere vil klovne rundt som prinsgemal. Og én gang gjorde han alvor af det, så jeg og drengene måtte haste til Château de Cayx og ligge på knæ for at få ham med hjem igen."

Billedbladet: "Det er jo et andet billede, du dér tegner af prinsgemalen?"

Margrethe: "Ja, men hvad skal jeg sige andet end, at offentligheden kun kender den småfjogede prinsgemal. De skulle vide, at han evig og altid griner af danskerne."

Billedbladet: "Hvad vil prinsgemalen sige, når han læser dette?"

Margrethe: "En kvart million!"

Billedbladet: "En kvart million?"

Margrethe: "Ja, er det ikke dét, Billedbladet betalte for dette interview? Forstår du, Henrik troede, han skulle være konge, og så blev han prinsgemal, den undersåt, som altid skulle gå tre skridt bagved mig. Det tager han sin betaling for. Mig behandler han som sin kejserlige undersåt, danskerne griner han af, og staten prøver han at flå, så jeg ind imellem må skamme mig. Han siges at være den hårdeste nød at knække for de skiftende finansministre. Vi taler ikke kun om kongehusets appenace på 100 millioner. Derudover har han forhandlet yderligere 300 millioner på plads til fx Kongeskibet, slotte, livgarden, garderhusar-regimentet, jagtkaptajn og kongejagter."

Billedbladet: "Hvad så med kronjuvelerne?"

Margrethe: "Ja, det var nu min idé. Jeg fandt frem til et opløsningsmiddel, så jeg kunne fjerne ædelstene og diamanter og derpå erstatte dem med tilsvarende sten i farvet glas. Henrik solgte dem online på ebay enten enkeltvis eller i sæt. Vi havde det morsomt, mens det stod på. Og siden årtusindskiftet har jeg nydt spændingen ved at bære det farvede glas til de allerfineste gallaer. Jo, det ville jeg nødigt have været foruden."

Billedbladet: "Hvordan var det så at blive afsløret?"

Margrethe: "Ja, det var jo denne juveltyv, der med en laser-stiksav ganske lydløst havde skåret et rundt hul i en af montrene, der stod i skatkammer 3 på Rosenborg slot. Han havde taget den ene af de fire garniturer, som Christian den Sjettes dronning Sofie Magdalene havde overdraget til staten. Da han opdagede, at ædelstenene var uægte gik han til Billedbladet for at sælge sin historie. Ja, og så kender alle vist resten: Mediestormen, min abdikation fra tronen og vor dragen i excil
   Men hør nu, vi står og sludrer tiden væk. Udstillingen her er langt mere spændende. Tag nu fx balletskoene i denne montre."

Billedbladet: "De er alle signeret med din underskrift."

Margrethe: "Ja, og dem øverst er alle de kendte solodanserinder: Anna Lærkesen, Puk Schaufuss, Rose Gad. Det morede mig, så ivrige de var for at få dem signeret, og så let de lod sig aflede, så de glemte at få dem med sig. "

Billedbladet: "Her har vi en montre med brillestel?"

Margrethe: "Ja, og hvis briller er det så? Kan du læse min håndskrift?"

Billedbladet: "Jens Otto Krag, Anker Jørgensen, Poul Schlüter, Poul Nyrup Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen"

Margrethe: "Ja, der mangler Poul Hartling. Han sad så kort tid, og så Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning Schmidt, som ikke bar briller."

Billedbladet: "Hvordan var det muligt at tage en statsministers briller?"

Margrethe: "Vi mødtes jo af og til, så der var lejlighed nok. Men det krævede en lille forberedelse. Ud fra foto af statsministeren købte jeg en vellignende brille, og så brugte jeg solbrilletrickset."

Billedbladet: "Solbrilletricket?"

Margrethe: "Ja, jeg forærede dem et par royale solbriller, som jeg kaldte dem, og når statsministeren så havde sit sjov med at prøve dem, så lagde han jo sine briller fra sig og tænkte slet ikke på, at hendes majestæt dronningen Margrethe den Anden var ude på gæk og tyvestreger."

Billedbladet: "Mon ikke der er over hundrede brillepar i den montre?"

Margrethe: "Vistnok 144 - alle med hver sin lille, pudsige historie."

Billedbladet: "Det gælder vel også traileren ovre i hjørnet?"

Margrethe: "Ja, det er nok den allersjoveste, men den må du have til gode, for her har vi reolen med alle pressefotografernes kameraer. Og det hér ligner da på en prik det kamera, som Billedbladets fotograf bærer rundt på."

Billedbladet: "Ja, det er et Nikon D300. Det bedste på markedet."

Margrethe: "Som sagt kan han knipse alt det han vil, og jeg står til rådighed, hvis du har yderligere spørgsmål."

Billedbladet: "Hvad med tæpperne vi går på?"

Margrethe: "Du gættede rigtigt!"

Billedbladet: "He-he, dette Billedbladets særnummer, det skal nok blive et samlerobjekt."

Billedbladet: "Tænk, den tanke slår mig pludselig, vil I kunne undvære rampelyset?"

Margrethe: "Det troede vi, ja, vi drømte ikke om andet, men endnu engang gættede du rigtigt."

Billedbladet: "Så ser vi jer måske snart igen i Danmark?"

Margrethe: "Ja, når den ny x-faktor sæson starter?"

Billedbladet: "Næ - det siger du ikke! Gætter jeg rigtigt, at din x-faktor optræden handler om ... nej, det er for vildt!"

Margrethe: "Ja, det sagde jeg også, men Henrik insisterede."

Billedbladet: "Vil du optræde som ...nej.."

Margrethe: "Jo, som kleptoman!"

Billedbladet: "Nej, jeg må sidde ned, jeg må have noget at styrke mig på."

Margrethe: "Jeg ringer lige efter en servering med slottets egen vin, den som fremskridtmanden Kristen Poulsgaard sagde, smagte som rævepis - det eneste fornuftige som prinsen og jeg har hørt fra den side af folketingsalen."

Billedbladet: "Jeg overlever nok. Men sig mig optræde som kleptoman, mener du virkelig det?"

Margrethe: "Ja, det kræver nok mere teknik end at tage brillerne fra en statsminister, men jeg er da gået i skarp træning og har hyret en fransk mesterlommetyv. Han har optrådt med den slags i hele sit liv.
   Men kunne det ikke være helt fornøjeligt, hvis jeg praktiserede lidt på jeres fotograf."

Billedbladet: "Med fornøjelse. Han hedder Bruno Hansen."

Margrethe: "Bruno Hansen er meget velegnet, fordi han har jakke på, og det har fotografer altid, fordi de har brug for en masse lommer til al deres teknik. Lad os så begynde."

Billedbladets journalist har sat sig behageligt tilbage i et lænestols-arrangement og nipper forsigtigt til Prinsens rødvin. Hele hans opmærksomhed er vendt imod Margrethe og Bruno, så han kan afsløre hendes små tricks.

Margrethe: "Allerførst må jeg vise for publikum, hvad du har i lommerne. Derpå lægger jeg det pænt på plads igen og så kan vi begynde.
   Lad mig se. I jakkens yderlommer har du en pakke halspastiller, en smartphone, nogle løse franske mønter. I den ene inderlomme har du en pung og i den anden har du dit pas og..noget aflangt metalagtigt, lad mig se ... jamen, det er jo en af husets sølvskeer. Hvordan er den kommet der? Du rødmer, så jeg næsten får lyst til at tage et foto af dig. Jeg låner lige dit kamera. Sådan.
   Ja, og nu må det være nok med det rødmeri.
   Mens jeg lige viser publikum, hvad du ellers har i lommerne, så lad mig fortælle lidt om hoffets problemer med sølvskeer. De forsvinder. Efter enhver større galla, er der forsvundet 4-5 sølvskeer og til Frederik og Marys bryllup forsvandt hele 17 styks. Så Bruno, den slags sker, og det kan ske for enhver.
   Men som du dog sveder og brillerne dugger. Lad mig tørre dem med en serviet. Og check så lige, at du har alting. Du ryster på hovedet, hvad mangler du?"

Bruno: "Min pung"

Margrethe: "Jamen, den lagde jeg i din forlomme, sammen med dit ur, som jeg lige tog af og lagde et sikkert sted. Det gælder jo om ikke at miste noget. Har du nu alt?"

Bruno: "Ja"

Margrethe: "Lad os så vende jakken om, så foret vender udad og så publikum kan holde øje med inderlommen. Kan vi ikke også vende bukserne om på vrangen, så publikum kan se lommerne?"

Bruno: "Næ, næ, vi nøjes med jakken"

Margrethe: "Det med bukserne er ellers sidste mode i Paris?"

Bruno: "Jeg har mine principper, skal vi sige det sådan"

Margrethe: "Jamen, siger de principper, at du gerne må smide livremmen, mens du beholder bukserne på?"

Bruno: "Ja, hvor er min livrem blevet af?"

Margrethe: "Den ligger i din jakkelomme sammen med dit ur."

Bruno: "Næ, hør nu"

Margrethe: "Ja, den skulle nødig blive væk. Men har du nu alt."

Bruno: "Det tror jeg nok"

Margrethe: "Så vil jeg forære dig sølvskeen som tak for din medvirken"

Bruno vender sig for at gå væk

Margrethe: "Se, nu godt efter, mangler du ikke noget?"

Bruno klapper sig på lommerne, og ryster benægtende på hovedet.

Margrethe: "Se nu ekstra godt efter"

Bruno undersøger sig selv på kryds og tværs

Margrethe: "Her har du dine briller. Der kunne jeg ellers let have fået par nummer 145 til samlingen."

Vi klappede begge begejstret af hendes optræden og ønskede hende alt muligt held i den kommende x-faktor konkurrence.
   På vej hjem i flyet ville Bruno lige se alle sine dyrebare optagelser igennem, men ingen af billederne var blevet til noget. Hele flyet vendte sig om, da Bruno råbte.

Bruno: "Den lede heks. Det er slet ikke mit kamera!"