Med Flam til søs
   Klokken otte næste morgen afhentede jeg Flam som aftalt. Hun var i hvidt sailor-antræk med mørkeblå marinestriber i halsudskæringen og visse andre steder, en chik sømandskasket og skibs-egnede gummisko.
   Hancock så allerede svedig ud. Han måtte have været i gang allerede et par timer med at læsse proviant, fiskegrejer, madding og tønder med fiskeaffald fra fiskerifabrikken til hajerne. Da vi gik ombord gav Hancock mig antydningen af et blink med det ene øje. Altså vor plan med hendes to køtere var allerede sat i værk.
   I alt var vi syv, da yachtens 8 cylinder stærke dieselmotorer styrede ud af havnen. To ægtepar - amerikanske - samt os tre. De små lokale fiskerbåde med sejl og årer lå ude i horisonten, over den dybe havkløft, som var rig på alle slags fisk. Men vi skulle godt dobbelt så langt ud, og denne tur ville tage en god time.
   Det var tiden til at snakke planer med Flam, og jeg inviterede hende ned i kahytten til en Vild Daiquiri, en rom - og limebaseret cocktail, sukkerfri, som jeg selv havde fundet på. Jeg komplimenterede hendes sailer-antræk, og hun fortalte, at hun ofte var på storfiskeri.
   - Min far var fisker, meget dygtig og meget modig. Han fangede helst havskildpadder og tun. Det svære var ikke at fange dem, men at få dem ombord inden galanos, hammerhajerne, havde ædt dem. Galanos er havets hyæner, sagde min far. De er grimme og grådige og jager i flok. Far mistede først en hånd, så det halve af venstre ben og til sidst hele højre arm. Det skete hver gang han skulle hale en kæmpe havskildpadde ombord, og galanos sprang op af havet som hyæner og snappede ham.

Flam talte kort og intensivt med sammenknebne øjne og med læber, der sitrede og var sammenbidte.

- Så nu frygter du vel galanos?
   - Jeg hader dem.
   - Hvordan det?
   - Jeg hævner min far. Og det bliver jeg ved med hele mit liv.
   - Kan du selv trække en galano ind, når den har bidt på?
   - Jeg kan trætte den og få den hen til båden. Og så hævner jeg mig på den. Og når den ikke kan mere, så lader jeg den synke.

Jeg vidste godt, hvad hun mente. Latino-mentaliteten, den spanske, havde ikke noget sentimentalt forhold til dyr, sådan som vi kender det i den angelsaksiske verden. Latino-mentaliteten var stolt og grum.

Stemningen var for edderspændt til at tale om Broadway-planen. Jeg miksede os et par nye Vild Daiquiri's. Cocktailen var skøn i sin gyldenbrune farve og herligt forfriskende med sin lemonagtige sød-sure smag. Vi skålede et par gange, og Flam faldt mere til ro igen. Hun satte sin sailerkasket på mit hovedet og morede sig kosteligt. Den passede som en barnekasket på et voksent mandshoved.
   - Ernest jeg vil fotograferes sammen med dig sådan
   Jeg grinede og fik Hancock til at tage det. Han var altid tæt på sit kamera, såfremt en turist skulle foreviges med sin fangst.
   - 'Ernest, jeg skylder dig en stor undskyldning for i forgårs på stranden. Du gav mig nogle uforglemmelige øjeblikke, men jeg blev pludselig mærkelig'.
   - 'Ernest', - hun sænkede stemmen meget fortroligt - 'jeg føler mig inderst inde som en såret kamptyr med sine to bandarillo's i nakken. Pludselig bliver smerten for stærk, og jeg spidder alt i min nærhed. Jeg kan slet ikke styre mig. Jeg forstår ikke mig selv. Kan du acceptere min undskyldning?'

Hun var så ydmyg, så hengiven, hvor foranderlig. Jo, jeg forstod hendes billede med en såret kamptyr. Men hun kunne ikke vide, at jeg forstod hende, og jeg lod hende det heller ikke vide.
   Flam var begyndt at krybe ind under min hud, og hen mod mit hjerte. Hun var så kompleks, så smukt, så stolt, så sårbar, en kunstner; men hun var dybt såret, ja, krænket i sin kvindelighed. Jeg elskede den slags kvinder. Komplekse som en James Joyce's Ulysseus. En kvinde, jeg aldrig blev færdig med, men som konstant udfordrede mig.

Jeg tog hendes hånd.
   - 'Flam, vi to kan noget sammen'.
   Vore blikke mødtes. Jeg kyssede hendes hånd. Jeg spillede ikke Flam & Ernest. Vi var det. Og ganske roligt viste jeg hende den film, jeg havde set så mange gange for mit indre blik.
   - 'Flam, jeg ved du kan danse som ingen anden. Selv en Fred Astair vil blegne i forhold til dig'.
   - 'Ja, Ernest, men han er ingen rigtig mand! Fred er tæmmet og dresseret som næsten alle jer mænd i Amerika er det Han er uden 'orgulloso', har ingen stolthed i sig. Flamenco er orgulloso og orgulloso er flamenco. Ernest, du har orgulloso, du kan danse flamenco. Fred kan ikke'.

Hun havde set noget, jeg først nu blev opmærksom på. Fred Astair dansede som en kvinde, altid indyndende sig, aldrig udfordrende mand til kvinde. Hvad han havde mellem benene blev mig pludselig en gåde!
   - 'Jeg tror desværre du har set ham Fred ud til det, han er. Du skal ha en dansepartner, udover mig, der kan vælte Broadway...'

Hancock råbte 'Galanos' og Flam rejste sig resolut.
   - 'Ernest, lad os snakke tingene igennem hjemme hos mig i aften?'
   - 'Ja, og lad os så få fisken at se.'

Hancock overlod Flam den automatiske line med hammerhajen på. Hun slog straks automatikken fra og afslørede for mit kenderblik, at hun var noget nær ekspert. Først prøvede hun kræfter med den, strammede linen til bristepunktet, men fisken var for grøn, så hun slækkede en kende. Så lagde hun igen arm med sin galano, men måtte igen slække linen. Sådan fortsatte hun den næste times tid.
   På dækket lå 3 guldmakreller, 4-5 flyvefisk, men ingen tun. Alle turisters yndlingsfangst. Guldmakrellerne var fremragende som madding til tun og sværdfisk, og flyvefiskene var altid en lækkerbisken for såvel mennesker som for tun. På dækket stod også to tomme tønder, som havde været fyldt med fiskeaffald. De var lidt efter lidt blevet hældt ud i havet for at danne et lugtspor for hajerne. Og det havde allerede givet os den første galano.

I mellemtiden havde Flam gjort sin fisk træt og kunne nu begynde at få line tilbage. Og omsider så vi dens brune trekantede rygfinne og dens hammersnude. Jo, det var som Hancock havde forudsagt en galano. Jeg foreslog flere gange at holde fisken, men Flam havde rigeligt af kræfter. Da den var trukket helt hen til yachten, kaldte Flam efter en harpun. Så satte hun fiskelinen under venstre fod og brugte venstre hånd til at holde den med. Det frigjorde højre arm til harpunen. På knap 2 meters afstand slyngede hun den mod fisken, og den borede sig dybt ned i dens venstre øje. Fisken sprang en meter op af vandet, landede på siden, vred sig vildt for at frigøre sig for harpunen, men intet ville være mere umuligt med dets to modhager inde i fiskens øjenhule. Flam var totalt og aldeles til stede og i alles blikpunkt.
   - 'En harpun, jeg skal bruge en harpun til!'
   Hancock langede hende den, og Flam sørgede for at få styr på linerne. Så trak hun fisken tæt hen til sig, så den kun var en meters afstand fra hende, holdt linerne fast med venstre ben og hånd og hævede den anden harpun. Nu vidste jeg hun ville ramme. Hjernen på en galano ligger på en linje mellem øjnene og to håndsbredder oppe midt for øjnene. Det er let at få harpunen igennem der, og den dør øjeblikkeligt. Flam var så tæt på, at hun ikke behøvede at kaste harpunen, hun kunne føre den direkte ind i fisken. Og det gjorde hun. Men hun spiddede harpunen lige ind i fiskens højre øje, ikke i hjernen på fisken. Den sprang på ny. Landede denne gang på ryggen og gik i panik. Den svømmede i en lille cirkel. Kastede hovedet fra side til side. Vi kunne høre dens skrig, selvom der intet var. Flam gik amok i en triumf rus og startede en spontan flamenco dans mellem linerne, stampede som var benene trommestikker, knejsede med ryggen og var til sidst helt henne ved fisken, råbte OLÈ og spyttede på den. Et stort hoverende og ondt grin stod malet i hendes ansigt. Og fiskens ansigt - jo, der stod to mægtige harpuner ud af hvert øje og gabet fortrak sig, så tandsættene viste sig i al sin uhygge. Flam's galano led noget så grusomt, men kunne ikke dø. Den var såret, frygteligt såret, men på ingen måde dødeligt. Dens to gule, aflange øjne hang makabert ned fra harpunspidserne, men heller ikke de kunne skille sig fra fisken.
   Flam stillede sig i positur og forlangte, at Hancock tog billeder af hende og hendes galano, mange billeder. Turisterne fik også travlt med deres kameras. Flam's galano var ved at blive en berømt fisk, hvis den havde tanke for det.
   Hancock kom med en tredje harpun, men Flam afviste den. Og hun vendte sig mod fisken og syntes at nyde hvert kast den gjorde med kroppen og det harpunbefængte hoved. Men dø kunne den ikke.
   Flam havde selvbesindelse nok til med et par ord at fortælle de forbløffede turister om hendes fars skæbne, og pludselig var det Flam, man havde medfølelse for, mens hammerhajen fik lov at lide. Og det fik den lov til en halv time endnu. Så gav Flam endelig Hancock lov til at trække harpunerne ud af dens øjne og kappe linen til krogen, så den kunne forlade skibet og lide en sidste stund overladt til sig selv.

Jeg gjorde mig mine tanker ved at skulle besøge Flam i hendes hjem med de to forgiftede pittbulls liggende og flyde på gulvet. Hvor mon de lå, og hvordan ville Flam reagere? Og jeg følte, at jeg aldrig havde været så nær ved at frygte en kvinde, som jeg var det her med Flam. Om jeg elskede hende? Jeg så for mig hendes hoverende grin og dansen flamenco foran det lidende dyr. Det var latino-mentalitetens bagside, og hun havde den i rigt mål. Jeg var forrykt 'en Amor' i det spanske, og var jeg det nu også i Flam? Var 'Ernest Hemingway' ved at tabe tråden i sit liv, BOGEN, for en forrykt flamenco danserindes skyld? Jeg følte mig ligeså blind og forvirret som den dobbeltharpunerede galano. Var jeg for Flam noget tilsvarende, en gringo, der nu stod for tur?

Undervejs til Flam
   Flam var meget optaget af de billeder, Hancock havde taget og ville have dem i stort format, indrammet og op og hænge i sin stue. Hendes lidenskaber skulle blæses ud for fuld scene, såvel når hun optrådte med sit Flam Flamenco Ensemble, som når hun var på storfiskeri, som hjemme.
   Gradvist faldt hun til ro og blev myg og blød. Hvis havet kunne være Flam lige nu, så ville det være blikstille og spejle himlen på en blank silkeoverflade.

Som vi nærmede os land mærkede jeg en svag kildren i maven. Jeg tænkte jo på Flam's hus, og hvad der mon ventede. I taxaen på vej dertil blev det direkte ubehageligt, og jeg fik en stærk urineringstrang. Flam bemærkede mit stemningsskift og spurgte, hvad jeg tænkte på. Jeg så hendes hus langt fremme og fik en idé.
   - 'Flam, jeg vil overraske dig. Lad os vende tilbage hertil senere.'
   Og så gav jeg chaufføren besked om at køre os til 'Boutique Royale Habana' - den fornemste smykkebutik i staden.
   Jeg talte kort med ejeren, Santiago, som førte os om i baglokalet. Her stod den benskulptur, som jeg havde fået forkøbsret til denne måned ud. Den forestillede sidste scene i Herman Melville's Moby Dick. Der, hvor Kaptajn Akab står på hovedet af den hvide hval, Moby Dick, og harpunerer den ind i højre øje. Benskulpturen var 20 tommer lang og halvt så høj. Alt var udskåret af underkæben fra en kaskelothval undtagen Akab, som var i sort ibenholt. Der var et dramatisk 'svung' i hvalen, idet halen var løftet højt over dets hoved. Akab var kun en tomme høj. Men netop hans lidenhed i forhold til Moby Dick fremhævede hans mandsmods og absurde beslutsomhed. Klappen på hans ene øje sås som en lille sort sten, der skinnede. Den var ikke meget større end et sandkorn. Og hans træben var fremhævet ved at være udført i det lysere mahognitræ. Skulpturen var sat op på en sort ibenholtplade.

Min oprindelige plan var, at den skulle stå på mit skrivebord. På ibenholtpladen ville jeg have påsat en messingplade med inskriptionen:
   'Herman Melville, det 19. århundredes største amerikanske forfatter'. Det skulle så være underforstået - at ved dette skrivebord sad nu det 20. århundredes største amerikanske forfatter.
   Jeg elskede denne idé, men blev pludselig ræd for, at jeg ville forestille mig Flam på hovedet af Moby Dick, og at billedet af den dobbeltharpunerede galano ville plage mig som en tvangstanke og forhindre mig i at få mit arbejde gjort.

Derfor, hvis jeg kunne gøre Flam glad...
   Og Flam blev glad, ja, hun var totalt opslugt af skulpturen. Gik omkring den og så den fra alle vinkler.
   - 'Ernest, hvis en kvinde kunne være Akab... Hvordan kunne du vide, at Moby Dick er min yndlingsbog og har været det, siden jeg læste den for mange år siden?'
   Hun begyndte at småstampe af begejstring og landede lige i armene på mig og kyssede mig og holdt sig for hovedet og græd.
   Jeg glemte for et kort øjeblik huset og hundene. Derpå fik jeg den idé at få indgraveret en messingplade med det samme. Det ville også tage sin tid. Jeg dikterede teksten: 'Flam, min outshore tøs, med højt til loftet på alle planer. Ernest. Habana, oktober 20. 1949'
   Så gik vi i biografen, mens indgraveringen blev foretaget.
   Mørket havde sænket sig over Habana, da vi forlod 'Boutique Royale Habana' - jeg bærende på en pæn, stor trækasse i mahogni. Den havde været dyr. Og jeg havde skilt mig af med en kær idé. Jeg satte kort Flam ind i den og sagde, at jeg gerne ville have taget et professionelt fotografi af os begge med Moby Dick skulpturen foran os. Det tog så også en time, og klokken var nær de 10. Jeg foreslog så hummerrestauranten fra i går, men Flam ville hjem. Hun ville have sikret sin Moby Dick. Og nej, hun var slet ikke spor sulten, men lidt træt sagde hun. Der var ingen vej uden om. Jeg tilkaldte en taxa, og vi stod ud foran Flam's hus.

Flam's hus
   Jeg fulgte efter Flam ind i huset. Der var sket noget, som fik Flam til at standse op. Jeg kunne ikke se noget, så langt bagved hende stod jeg. Så bukkede hun sig ligesom for at samle noget op, og min nysgerrighed tvang mig til at stikke hovedet så langt ind, at jeg ku se, hvad der skete. Jeg så straks de to pitbulls stå snerrende og savlende ad en pæn stor pakke, som Flam tog og bragte ud i køkkenet. Der, hvor pakken havde ligget var tørt, men rundt om var drivvådt af hundesavl. Det gøs i mig ved tanken om, hvor trænede disse hunde var. En hel dag havde deres mund løbet over af savl ved lugten af friskt kød, men de havde ikke rørt pakken. Flam var helt stille derude i køkkenet. Foruroligende stille. Jeg havde god tid til at orientere mig, men jeg var i total vildrede. Jeg turde ikke løbe p.g.a. hundene, og jeg turde ikke sætte mig, fordi jeg kun havde én tanke: at komme væk. Den ene hund stillede sig foran indgangen, og den anden snusede til mig, som den ville sige: 'Nu véd jeg din lugt, nu slipper du ikke fra mig.'
   Så hørte jeg skramlen ude fra køkkenet, som skulle der laves mad. Og lidt efter kom Flam til syne. Hun var forandret. Overeksalteret højstemt.
   - 'Ernest, du ved ikke, hvor glad jeg er for at have dig her i mit hjem. Sæt dig, slap af med en whisky, mens jeg laver os noget mad.'
   - 'Spild dog ikke tiden på det. Lad os spise i byen. Nu har du jo fået din Moby Dick indendørs, hvor hundene kan passe på den'.
   - 'Du ved ikke, hvor meget det betyder for mig at lave mad til dig, kære Ernest. Sæt dig nu, og her har du en flaske Chivas Regal.'
   Så var det afgjort. Jeg tænkte, det måske blev min sidste flaske whisky, så det gjaldt om at nyde den i fulde drag. Flam kokkererede, og hundesituationen var den, at de begge sad og nedstirrede mig og kun ventede på et vink fra Flam.
   Så mærkede jeg stegelugt udefra køkkenet af. Det var stegt tun. Så havde Flam altså gennemskuet det hele! Min mund, hals og mave snørede sig sammen ved tanken om, at jeg nu skulle æde min egen arsenik. Jeg fiskede desperat i min hukommelse efter viden om giftstoffet. Det var lugt- og smagsfrit og derfor så velegnet til at slå hendes hunde ihjel med. Det var såvel hurtigvirkende som langtidsvirkende, det sidste kunne være ligegyldigt, hvis dosen var tilstrækkelig. Og Hancock havde helt sikkert betænkt disse køtere med en mere end tilstrækkelig dosis. Jeg stod skak - var det også en skakmat?

Flam anrettede spisebordet nødtørftigt. Selv vin var der ikke, kun vand. Grøntsagerne bestod i friske tomater og løgringe - og så ellers tunsteaks, 2 store moppedrenge. Jeg gjorde gode miner til slet spil.
   - 'Flam, du forstår at lave mad. Vi mænd har nok i kødet, resten ka' kvindfolkene ta' sig af'
   - 'Sådan havde jeg også tænkt mig det. Så spis du steakene, så spiser jeg grøntsagerne.'
   - 'Men jeg må ha' vin til. Lad mig lige ta' en taxa og hente en god årgangsvin'.
   - 'Du vil da ikke ha', at maden skal stå og blive kold imens. Spis nu og fortæl mig, hvordan den smager'
   - 'Uden vin! Det går ikke. Bestemt ikke!'
   Der blev en meget lang pause, som Flam udfyldte ved at se mig gennemborende i øjnene. Hvor dybt så hun? Så hun panikken, der var ved at stige op fra dybet? Hun vandt den kamp. Jeg tog en tomat og begyndte at skære den i skiver. Hun var straks over mig:
   - 'Jamen, lad os så smage på hinandens mad.'
   Hun gjorde andagtsfuldt korsets tegn, bad en kort bordbøn og sagde gådefuldt: "Ernest, hjertet har fire kamre. Og Flam's galano såvel som hendes Hemingway, begge har de plads i mit hjerte.'
   Så rakte hun hen over bordet og skar en tilpas mundfuld af tunsteaken, sad lidt med den på gaflen, forsøgte at fange mit blik, som var travlt optaget af tomatskiverne.
   - 'Ernest, se på mig! Og hvad tror du så, der er i den tunsteak?'
   - 'Jeg ville altså foretrække at få vin til, Flam.'
   - 'Så se på mig og se, hvordan jeg kan spise den uden vin til.'
   Hun førte langsomt kødstykket hen mod munden. Forsøgte igen at se mig i øjnene, men jeg skænkede vand op. Hun åbnede munden, slikkede let på kødet med tungen og sagde:
   '- Ernest, se på mig! Nu er jeg din mundskænk!'
   Hun stak kødet ind i munden, trak gaflen ud og skulle til at tygge det.
   '- Stop Flam, spyt det ud. Det lugter gammelt. Spyt det ud nu!' Min stemme blev højere og højere og endte som en desperat befaling.
   Hun spyttede det ud. Triumferende. Tog i dugen og rev den af, så alt landede på gulvet. Så gik hun hen til grammofonen og satte en flamenco-plade på og råbte vildt og eksalteret:
   - 'Ka' du ikke li' min mad, så ka' du vel li' min dans, GRINGO!'
   Og så eksploderede hun i sin velkendte fanden-i-voldske stampen, kastagnet-knitrende og kropsknejsende flamenco. Hun fejede hen over gulvet. Jeg var helt slået ud af min paniske rædsel og fjumrede rundt, som en dødeligt såret kamptyr, der kun ventede på toreadorens nådesstød. Og det kom. Flam op speedede sin trampen, knejsede, slog ud med armene og hujede lige ind i mit ansigt: 'OLÉ!' - Jeg følte, det var nådesstødet. Og i samme nu gav hun tegn til sine to bødler, og da de ikke straks angreb, skreg hun: 'TAG HAM!'
   Jeg blev lysvågen, så bordet, som jeg sprang op på lige tids nok til at undgå det første sæt rovdyrtænder, som klappede i tæt på mit højre ben. Jeg fik åbnet min schweizerkniv - aldrig har jeg været så taknemmelig for, at jeg havde anskaffet den i stor størrelse og i bedste kvalitet - bladet var faktisk godt 10 cm langt.
   Pittbullenes ubetingede angrebsinstinkt var min eneste chance. De sprang skiftevis op imod mig, men var for små og modtog hver gang mit knivstik. Jeg sigtede på deres øjne og havde snart kun to blinde pittbulls at kæmpe imod. Men deres lugtesans og dræberinstinkt var usvækket, og der fulgte nu en lang, lang kamp, som kun jeg kunne vinde, hvis jeg ellers ikke dummede mig. Jeg præparerede deres hæslige hoveder og halsparti med knivstik, så det efterhånden kun var en stor blodig masse, der angreb mig. Først fik jeg kål på den ene med et halsstik, der lænsede den for blod og kort efter led den anden samme skæbne.
   Flam, der kunne se, hvordan det ville ende, begyndte nu at rive sit tøj i stykker. Tørrede blodet fra den ene pittbull af med en klud og smurte sig selv med den i ansigtet, på arme og ben og kjole. Også trusserne hev hun af og flængede dem. Og så forsvandt hun skrigende ud på gaden, hvor jeg hørte hende råbe: ' Violación, violación!'
   På det tidspunkt lå hundene endnu og gispede, mens blodet flød dem af halsen. Jeg blev stående på bordet og hørte folk samlet udenfor. Flam's stadige skrigen sit ' violación, violación!' og folks almindelige ophidselse fik mig til at tænke på go' gammeldags lynchning med opklyngning af forbryderen inden politiet kommer til. Og det var tydeligvis også det, Flam var ude på, for pludselig stod hun i døren, stirrede og pegede på mig og råbte nu fuldstændigt skingert sit ' violación'. Hurtigt fyldtes huset med ophidsede mennesker, mest mænd, og alle nedstirrede mig, som jeg stod dér på bordet med kniven i en blodig hånd. Jeg lignede utvivlsomt en voldsmand, og de kom og rev mig ned, førte mig ud af huset og bagbandt mig. Det næste stykke reb skulle nok bruges til en halsløkke, og jeg blev pludselig fattet. Jeg sagde højt: 'Flam's hunde ville slå mig ihjel. Dem har jeg kæmpet med og slået ihjel med min lommekniv. Andet er der ikke sket. Vil I hænge mig for at have slået hunde ihjel?'
   - 'Du, gringo, har voldtaget Flam', lød det fra mange sider.
   - 'Jeg er Ernest Hemingway. Jeg er fisker og jæger ligesom jer. Jeg taler spansk ligesom jer. Jeg er ingen gringo'.
   Det dulmede dem lidt, og de mumlede noget om, at politiet skulle klare det. Og så var faren ligesom drevet over. Jeg kom med på stationen, blev afhørt og viste for dem, at mit undertøj var uden blod, mens alt andet var indsølet i det. Det antydede kraftigt, at jeg ikke havde haft bukserne af. Så tog jeg tilbage til Flam's hus sammen med tre politifolk. De undersøgte huset. Sengen var urørt. Man begyndte at tro på min forklaring og arresterede Flam. En kvindelig læges undersøgelse af hendes krop viste intet tegn på overgreb. Og de efterfølgende afhøringer viste sig selvmodsigende og kunne ikke understøttes af fysiske beviser. Flam var nu den skyldige og blev fængslet, sigtet for forsøg på manddrab med sine hunde samt for falsk politianmeldelse.

En slutning
   Næste dag blev jeg opsøgt på Hotel Ambos Mundos af Flam's søster. Flam ville ubetinget tale med mig i fængslet. Hun var ikke farlig for mig mere og ret beset, så havde jeg jo selv været årsag til, at situationen var løbet løbsk. Det forgiftede kød havde jeg skaffet af vejen, så Flam intet kunne bevise endsige vide. Arsenik er kun 'synlig' gennem sin virkning.

Flam stod bag sine tremmer og var edderspændt. Hun undskyldte alting overfor mig og bad mig hjælpe hende.
   - 'Ernest, jeg er blevet voldtaget to gange i nat af den samme politimand, og jeg er sikker på, det ikke er sidste gang, det sker. Du må skaffe mig ud herfra. Du har dine forbindelser.'
   - 'Jeg lover at hjælpe dig'.
   - 'Og jeg dig - vi ku arbejde sammen'.
   - 'Lad os vende tilbage til det. Nu skal vi ha dig ud herfra først'.

Jeg brugte mine kontakter til den amerikanske ambassadør, og han sine til præsident Carlos Prio Socarras, og to dage efter blev Flam løsladt.

Det var fra ambassadørens sekretær, jeg først fik meddelelsen. Jeg tøvede med at opsøge Flam, og blev næste dag igen opsøgt af hendes søster. Hun så meget bekymret ud, og overrakte mig et brev fra Flam. Jeg læste:

Kære Ernest.
   Jeg lever ikke mere. Jeg har skudt mig selv, når du modtager dette brev.
   Den politimand, som har voldtaget mig tre nætter i træk har jeg leget med som med galano, og ingen af dem lever mere.
   Jeg ville ikke voldtages for denne handling i en beskidt fængselscelle resten af mit liv. Derfor.

Tag Moby Dick og tænk på Akab som din Flam, der også var indfanget af en
   fiks idé, flamenco'en. Mit hjerte brændte for flamenco'en og udbrændtes ved den - hver aften - og til sidst var der kun en tom skal tilbage.
   Ernest, du brænder også uden at varme, men du stråler med et lys, som betager menneskene omkring dig og mest af alt dig selv. Vi kaldes kunstnere. Jeg kalder os de besatte i en højere sags tjeneste. Men hvilken sag er stor nok til denne evindelige menneskeofring?
   Adiós mi amor
   Din Flam
   Til begravelsen, som fandt sted på uindviet jord, deltog flere tusinde mennesker. Flam var beundret for sin kunst, men hvem elskede hende som menneske?

Jeg besluttede mig for at gå videre med mine noter om den gamle mand og hans kamp med en sværdfisk.