Stilheden sænkede sig over byen medens alle kvinderne stimlede sammen ved byporten. Flere stod med tårer i øjnene. For alle vidste at når de drog af sted på disse missioner med kongen kunne de risikere at de ikke kom tilbage. Bera stod og kikkede på sin mor og far. Begge stod med armene om hinanden. Bera's søster Svala tog hendes hånd. De to piger ville ikke undvære deres far men de vidste begge at Kongen ikke tog nogen steder uden ham. Han var en af de bedste krigere i landet. Og nu havde Svend Tveskæg bestemt sig for at han ville erobre England. Og når den danske konge kaldte så kom man. Men ikke kun pigernes far var blevet kaldt ud. Også alle de andre mænd i deres lille landsby. Kun nogle få skulle blive tilbage.
   Alle mænd var nu klare til at drage af sted. Kun afskeden manglede. Derfor stod de alle nu og krammede hinanden. Bera, Svala og deres tre mindre brødre var alle blevet krammet. Nu manglede bare mor. Aki var ikke meget for det. Hans kone var gravid. Og han ville godt være der for hende denne gang. Han havde ikke været hjemme ved nogle af graviditeterne, hver gang havde han været i krig. Men der var næsten et år til hun skulle føde. Otte måneder. Han krammede hende ind til sig igen. Kyssede hende blidt på læberne. Hun klamrede sig til ham. Da han løftede hendes ansigt, kunne han se tårerne.
   Helga kunne ikke gøre noget ved dem. De løb stille ned af hendes kinder. Hun ville så gerne at han kunne blive hjemme. Men der var ikke noget at gøre. Han skulle af sted. Hun tog et tag i sig selv og smilede til ham gennem tårerne. Så kyssede hun ham en sidste gang. Hun kikkede på ham medens han steg op på hesten. Rakte hans skjold op til ham og fik et sidste kys af ham. Så red han over til gruppen af mænd der var klar. Snart havde alle mændene der skulle af sted, sluttet sig til dem.
   Tilbage stod nu kun kvinderne, børnene og de mænd der ikke skulle afsted. Dem der var for gamle eller for syge til at kæmpe. Eller dem der ikke kunne, blandt dem deres ven Bo. Han var smed. Havde været med et par gange men var nu blevet bedt om at blive hjemme. Han var ganske enkelt for farlig at have med. Manden lavede de meste vidunderlige sværd, og nogle utrolig flotte pilespidser men han forstod ikke at bruge dem. En gang havde han næsten slået kongen selv ihjel. Svend havde prøvet at træne ham. Bo var en stor mand, stor og frygtindgydende. Men hvad hjalp det når man var til fare for sine egne end sine fjender.
   Så Bo stod sammen med de to familier og vinkede farvel. Han havde lovet at så vidt det var ham muligt skulle han nok passe på kvinderne.
   Finn red op på siden af ham. Hans barndoms ven havde også taget en rørende afsked med sin kone og deres fire børn. Han havde ligesom Aki våde øjne og en våd kjortel. Han kikkede sig flere gange over skulderen, Bodvild, hans kone stod og knugede deres eneste søn ind til sig. Heldigvis var Thorild stadig for ung til at drage i krig.
   Aki vendte sig flere gange for at vinke til sin kone og børn. Langsomt blev de mindre og mindre til han til sidst ikke kunne se dem mere. Først da vendte han opmærksomheden mod Finn der red ved siden af.
   - Jeg kan næsten ikke fatte at vi er på vej i krig og at det kan være der går lang tid inden vi kommer tilbage. Jeg vil så gerne være hjemme når den lille kommer. Han sukkede medens han kikkede sig tilbage en sidste gang. Men han kunne ikke se andet end de sidste hustage længere.
   - Jeg ved hvordan du har det. Bodvild fortalte at hun var gravid. Hun skal føde nogenlunde samtidig med Helga. Det er da altid noget at de har hinanden. Også han sad og kikkede sig tilbage. Men både kvinderne og byen var nu forsvundet ud af syne.
   Længe var stilheden i den lange række af krigere til at tage og føle. Men efterhånden begyndte de forskellige at side og snakke. Og inden længe summede det af stemmer. Men stilheden sænkede sig hver gang de red forbi en by og nye mænd slog sig til dem. Inden de nåede Aggersborg var der over 200 mænd der red tre og tre i en lang række. Man kunne på lang afstand høre dem. Lyden af hestehove mod gruset. Lyden af sværdene der raslede mod skjoldene. Aki kikkede rundt på dem. Om ikke andet så kunne de da skræmme englænderne fra sans og samling. Mændene var grove at se på langt skæg, flere med fletninger i det. Skind var stukket ned i skoene og var bundet fast til benene, ingen ønskede at fryse. Flere havde hjelme på. Smukt dekorerede hjelme. De lignede en flok vildmænd der var på vej. Aki kom til at grine.
   Finn så det og ville vide hvad der var så sjovt. Da Aki havde fortalt det var der flere der havde hørt det. Og inden længe grinede de alle. Aki sukkede da han mærkede stemningen stige igen, den faldt og steg som bølgerne på havet.
   Inden længe bredte en stille summen sig gennem rækkerne, der blev snakket. Flere helt unge mænd var med for første gang, de kunne næsten ikke forstå hvor heldige de havde været. Aki lyttede til dem. Men kunne kun ryste på hovedet.
   - Tænk at vi har været så unge og naive engang. Finn der red ved siden af ham, kikkede sig tilbage over skulderen, to unge mænd red af sted side om side, medens de snakkede om dette helt vidunderlige eventyr de skulle ud på.
   - Ja, tænk vi var lige så første gang Kongen kaldte os. Pludselig kom Aki til at grine. Finn så afventende på ham.
   - Det var dengang vi havde Bo med, og Kongen måtte løbe for sit liv. Ikke på grund af Englænderne, men på grund af Bo. Finn grinede også. I det samme red der en op på siden af dem.
   - Godmorgen Daner! Han løftede hånden. De nikkede tilbage, og så nysgerrig på ham. Manden var ikke en de havde set før. Hans hår var blondt, skæget var langt og flettet i en tynd fletning. Da han smilede til dem, viste han dem et par usædvanlig velholdte tænder. Hesten han red på var lille og væver.
   - Navnet er Eirik! Er Sveer, og man har hørt om de tapre Danere. Især kongens to mest betroede mænd. Man vil være beæret hvis de vil fortælle lidt om deres oplevelser.
   Aki så på ham. Han var ikke helt sikker på han brød sig om manden, men forstod godt den yngre mands interesse i deres tidligere togter. Lige som han skulle til at fortælle, lød et råb bagude. Eirik drejede sig på hesten, vinkede til nogen længere tilbage.
   - Må et par venner lytte med? Da Aki nikkede vinkede han igen, snart red en lille flok omkring dem, de lyttede og grinede. Men efter kort tid faldt de fra. Flere faldt tilbage, der kom nye til og man skulle hilse. Aki tav efterhånden som mændene faldt fra. Til sidst var der kun ham og Finn tilbage. De to venner smilede til hinanden. Nu hvor kvinderne var af vejen, begyndte de at glæde sig til at komme af sted. Og det kunne de høre der var flere der gjorde, stemningen steg og steg. En eller anden længere nede i rækkerne begyndte at synge. Og inden længe kunne man høre de 200 mænd på mange mils afstand.

De var et imponerende syn da de red ind i lejeren to dage senere. Men ikke så imponerende et syn som det der ventede dem ved det store fæstningsværk. Over 800 mænd gik rundt i en kæmpe lejer. Telte stod slået op hvor der var plads. Og der var ikke en kvinde i syne. Ikke ved første blik. Men da de kom tættere på kunne de se at der var et par valkyrier. Kvinder der skulle med i kamp. Det undrede dem ikke. Kvinderne var lige så god en kriger hvis ikke bedre end mange mænd.
   På en høj trukket lidt væk fra de andre telte lå et kæmpestort telt. Et flag, prydet med et flot våbenskjold, flagrede udenfor. Det var Svend Tveskægs telt. Da de kom til syne i horisonten kom han ud af teltet. Sammen med ham stod hans nærmeste. Mænd som både Aki og Finn kendte da de hørte til den gruppe.
   Svend bød dem velkommen med et hørt råb til hilsen. De red hestene over til ham.
   - Godt I allerede er her. Jeres telte er rejst, der er mad over bålet. Tag noget og kom ind i teltet. Der skal lægges planer! Kongen grinede og dunkede dem i ryggen da de svang sig af hesten. Sammen gik de ned mod det telt kongen havde peget på. Deres telt stod ikke langt fra kongens, der var to senge sat ind, deres skjolde blev sat i fodenden og deres sværd kunne hænge ved siden af det. Men lige i øjeblikket blev det hængende ved deres side.
   Aki og Finn gik en hurtig tur ned til bålet, her fik de mad hældt op i massevis, der blev skænket mjød til dem. Og med maden i hånden gik de op til Kongen der sad og ventede på dem, sammen med sine nærmeste mænd.
   - Her er min plan! Han rejste sig fra stolen, gik over til et lille firkantet bord der stod midt i teltet og rullede et kort ud. Det var et kort over England.
   - Vi starter som altid med et venskabeligt visit hos munkene på Isla of Man. De vil som altid forsyne os med det guld vi får brug for. Han grinede og de andre grinede med. Selv Aki syntes det var lidt sjovt at englænderne ikke lærte det. I flere år end han havde levet, havde danerne, sveerfolket og nordmændene plyndret det udsatte kloster, men ingen gjorde noget ved det. Klosteret var ikke bevogtet, det blev forsynet med nye skatte efterhånden som de blev stjålet. Faktisk var det et reelt skattekammer for vikingerne.
   - God ide, Deres majestæt. Finn nikkede. Som alle de andre så han intet galt i at plyndre klosteret den ene gang efter den anden.
   - Når det er gjort, sejler vi tilbage denne vej. Kongen lod fingeren køre op langs kortet.
   - På vejen hilser vi på Udal, Freswick og ender hos Tynemouth. Vi skulle gerne ende i London, hvor vi slår kongen af tronen. Han grinede lidt ved tanken, det var ingen hemmelighed at Svend Tveskæg ikke brød sig om Æthelred, den engelske konge.
   - Her går vi i land, og så går vi resten af vejen. Han stod et øjeblik med fingeren midt i Danelaget.
   - Det skulle også kunne give lidt flere soldater. Han strøg sig gennem skæget. Sukkede glad ved tanken om det forstående slag.
   Erik Olavsson stod ham nærmest. Som søn af hans kones familie var den han en af Svends fortrolige. Erik satte fingeren på et sted på kortet.
   - Tror de ikke det ville være bedre at rykke det længere tilbage mod danelaget. Så kan de støtte os hvis det bliver nødvendig! Svend lænede sig frem, så længe på stedet Erik havde fingeren plantet, målte og tænkte. Men inden han kunne sige noget tog en anden ordet.
   Adam af Vrold, en lidt bøs svensker skubbede den unge mand til side så han bedre kunne se. Han gryntede lidt inden han sagde noget.
   - Hvis Majestæten mener dette er det bedste sted så er det det. Han har da trods alt været i England flere gange. Og under alle omstændigheder får vi ikke brug for støtte. Vi kan sagtens slå englænderne uden hjælp.
   Nils Eriksson, Eriks ældste søn og den yngste af kongens mænd skubbede til Adam så han nær var væltet. Det var den evige kamp mellem dem. Alle ville de være nærmest kongen.
   - Far har ret. Vi må se i øjne at vi kan blive slået. Vi må sikre os at vi kan komme derfra. Han kikkede appellerende på Eskild Ketilssøn, men han rystede bare på hovedet. Vendte så opmærksomheden mod de to han vidste, var de bedste.
   - Finn, Aki… Hvis det blev nødvendigt, hvad ville I så gøre? Selv kongen kikkede interesseret på dem. De kikkede på hinanden, de var enige om hvad de ville. Det blev som altid Aki der svarede.
   - Hvis det bliver nødvendigt er vi syv de bedste, vi kan få kongen ud i live selv i den værste situation. Vi har ikke brug for opbakning. De kikkede på deres konge, han grinede i skæget. Svend elskede når hans mænd sloges om hans gunst. Kun Leif havde ikke sagt noget endnu.
   Den sidste af kongens mænd, Leif Ulv, fik det altid til at løbe koldt ned af ryggen på Aki. Men selv om han virkede så frygtindgydende vidste Aki at han, foruden Finn var den eneste af kongens nærmeste mænd som han helt sikkert kunne stole 100% på. Han ville ligesom kongen lægge sit liv i hænderne på denne mand hvis det blev nødvendigt. Han viste at han ville passe godt på det. Ligesom Aki til hver en tid ville ofre sit liv hvis han kunne rede Leif på den måde.
   Og som altid nægtede Leif at tage del i det hele. Eskild tog ordet.
   - Hans højhed ved hvad der venter os. Han har været i England flere gange. Emma er også der over. Svend nikkede. Hans elskede søster var i England. Og han havde et par gange været der under dække. Bare for at besøge pigen.
   - Jeg er sikker på dette er det bedste sted at gå i land. Her er flere småbyer, vi behøver bare at plyndre dem, så kommer kujonen løbende. Han skal nok prøve at forsvare dem. Svend grinede for sig selv.
   - Efter sidste runde skal han nok lade være med bare at lade stå til. Han vil gøre alt for at forsvare sit folk. Olav fortalte mig at han havde fået store problemer. Især med Danerne. Svend lagde hovedet tilbage og lo. Tanken om Ætelreds nederlag passede ham godt. De andre grinede sammen med ham. Selv Leif trak på smilebåndet.
   Først sent om aftenen kunne de to venner gå ud i lejeren og se sig omkring. De havde været i mange lejre før og alt var som det skulle være. Musik, sang og ikke mindst mad og drikke. Flere steder blev der givet opvisning i brydning eller i bueskydning. Men også i sværdduel og i øksekast. Aki og Finn gik rundt og så på det. Et sted var to unge mænd ved at se om de kunne vælte hinanden. De havde godt fat om livet på hinanden og prøvede at få den anden ned at ligge. Aki blev stående og kikkede. Han kunne ikke lade være med at tænke på at hvis Bo havde været med havde han været den ene af de to mænd. Finn grinede til ham.
   De gik videre. I udkanten af lejeren var der stillet skydeskiver op. Finn der var overtruffet med en bue, blev trukket ind. Han måtte vise hvad han kunne. Og med en pil mellem tænderne satte han en anden på strengen. Han ikke så meget som rystede på hånden da han spændte den. Pilen satte sig lige i midten. Den anden fulgte lige efter. Rundt om klappede alle. Finn bukkede for dem og de to venner gik videre.
   Aki og Finn sov den nat i teltet som de havde fået stil til rådighed af kongen. Næste morgen var de tidlig oppe. Lejeren summede af liv allerede inden solen havde vist sig på himlen. Alle gjorde sig klare. Skibene lå for anker lige i strandkanten, ti styks. Når de sejlede af sted ville de være over 1000 mænd. En fin stor hær som Svend plejede at sige.

Alle mænd var ombord da deres rejsefælder kom. Den svenske konge Olaf havde taget 5 skibe med. 500 mænd. Men også Olav Tryggvesson, en norsk adelsmand med storhedsvanvid kom sejlende til mødestedet. Han havde 3 skibe med, 300 mænd. Det var vildt. Så mange mænd. Og alle under de tre mænds kommando. Nu skulle de så af sted.
   Alle sejl blev sat. Og den store flåde sejlede langsomt af sted. Og da de sejlede for sejl var der masser af tid. Alle sad rundt omkring og snakkede, spillede kort eller sleb på deres sværd eller økser. Aki sad og sleb sit sværd. Finn sad ved siden af ham, de snakkede stille om konerne og om de nye børn, om de ville nå hjem i tider.
   Efter en tre dage så de endelig land. Svend sendte sin kaptajn frem til at bestemme hvor de var. Og da de opdagede det smilede Svend. Lidt sjov. De kunne hente lidt guld og evt. lidt slaver. En hurtig rådslagning, og de var enige.
   Tre skibe sejlede ind mod land. De havde stadig overraskelsesmomentet. Skibene sejlede helt ind på stranden. Men så fik de øje på en der løb tilbage mod klosteret. Deres overraskelsesmoment var ved at forsvinde i et hurtigt sprint.
   Flere satte efter den unge munk der forsvandt bag bakkerne, men ingen var hurtige nok. Nu rykkede de så alle frem, blandt dem Aki og Finn. Og snart var de inde i klostergården. Klokkerne ringede og alle løb rundt mellem hinanden. Svend tog efter en munk der løb af sted med en lysestage. Inden længe havde de fanget de fleste af munkene, en del af præsterne og abbeden.
   Aki gik en sidste runde. Da han kom gennem køkkenet blev han overfaldet bagfra. Men Finn var lige bag ham. Han nåede ikke at vende sig før Finn havde grebet den unge munk i nakken og slæbt ham udenfor. Aki rystede på hovedet da han så efter dem. Men han kunne jo godt forstå det. At blive plyndret den ene gang efter den anden. Han forstod ikke hvorfor englænderne ikke gjorde noget for at beskytte klostrene. Men de regnede åbenbart fuldt og fast på deres gud. Men hvor var han når Danerne kom? Han grinede lidt i skæget.
   Han skulle lige til at gå ud af køkkenet da han opdagede noget. Over hele gulvet var strøet sand. Flere steder var det forsvundet ned mellem sprækkerne i gulvet. Hvilket betød at der måtte være et hulrum under gulvet. I det samme kom Finn tilbage.
   Aki pegede på det med sværdet. Finn nikkede. Sammen fik de flyttet de hylder der skjulte nedgangen. Og da de løftede lemmen opdagede de et lille bitte rum. Aki stak sit sværd ned i hullet. Der lød et halvkvalt skrig. Aki hoppede ned i hullet. Han regnede med at finde et par præster eller en kok men til hans store overraskelse sad der to meget unge mennesker. Han stak sværdet frem. Begge klyngede sig til hinanden.

Dagen var startet som alle andre dage i det kolde og triste kloster. Vigil hadede at være der men der var ingen andre steder han kunne tage hen. Intet han kunne lave. Han havde ikke lært noget håndværk og var ikke nogen sælger. Han havde slået sig til tåls med at han ville ende sine dage som munk. Selv om han ikke helt troede på den gud som munkene bad til.
   Men nu var han her. Hver morgen skulle han gå fra sovesalen han delte med de andre unge drenge til tårnet hvor han skulle ringe solen op. Så skulle han hjælpe præsten ved kirkegangen. Når det var overstået havde han lidt tid for sig selv, den brugte han på at gå rundt på øen og kikke på fuglene. Han elskede at gå rundt og se alle de forskellige fugle der fandtes på øen.
   Denne morgen havde ikke været anderledes. Han havde ringet med klokken og hjulpet ved kirkegangen. Nu var han på vej ned til klipperne for at se på fuglene. Men det var ikke fugle han fik øje på. Det var storsejl. Masser af dem. Alle stribede rød og hvid.
   Selv om han aldrig havde oplevet Danerne havde han hørt mange gange om de røde og hvide sejl. Og nu så han dem. Et kort sekund stod han som stivnet. Men så tog han benene på nakken og løb tilbage til klosteret. Han løb alt hvad han kunne.
   Men Danerne var allerede gået i land. Snart var de på vej mod klosteret. Vigil faldt næsten ind i gården midt i klosteret. Han greb den første munk der gik forbi ham i ærmet.
   - Danerne! Danerne er her! Så sank han sammen. Munken satte i løb. Ind i klokketårnet hvor han begyndte at ringe med klokken.
   Cecilia stod og snittede kål da hun hørte klokken begynde at ringe. Det var slet ikke tid til det. Den søde unge munk, hun så tit havde set, måtte være blevet tosset. Han vidste da at abbeden ville være over ham som en høg. Kokken stak hovedet udenfor for at se hvad der foregik, han trak hovedet til sig og smækkede døren.
   - Danerne. Der er ingen tvivl det er Danerne. Han kravlede sammen i et hjørne. Cecilia gik over til døren og kikkede ud. Hun kunne ikke se andet end en ung munk der lå på jorden lige indenfor porten. Rundt om ham løb præster og munke rundt mellem hinanden. Hun så den unge munk blev liggende, et par gange løftede han armen, for at få hjælp med at komme op. Men ingen stoppede. Hun kunne ikke bare lade ham ligge der. Men hvad kunne hun gøre?
   Cecilia tog en hurtig beslutning. Hun løftede op i kjolen og spurtede over gårdspladsen. Hun knælede ned for at se hvad der var galt med den unge mand. Hun stivnede et øjeblik da hun opdagede hvem det var. Den unge munk hun syntes så godt om. Ham der fik det til at krible i kroppen når hun så ham.
   - Hvad er der sket? Hun lænede sig over ham. Hans propiller udvidede sig. Han tog en dyb indånding.
   - Danerne er her. Gem dig. De må ikke finde dig. Han fik sig trukket på benene igen. Han kunne stadig næsten ikke trække vejret. Men da han ville skubbe hende over mod køkkenet tog hun fadt i ham og trak ham med sig.
   Hun næsten bar ham over til køkkendøren. Kokken sad stadig i hjørnet og bad med hænderne foldet ind til brystet. Cecilia kastede bare et blik på den gamle gris. Han havde flere gange rørt ved hende. Ladet hånden glide op af ryggen på hende. Rørt ved hendes bryster og prøvet at røre hende mellem benene. Men Cecilia lod ham ikke komme til, hun havde slået fra sig. Og til sidst havde hun klaget over ham til Abbeden. Hun skulle være rejst hjem i morgen. Men nu var Danerne her. Det var tvivlsomt om hun var i live i morgen.
   Cecilia trak Vigil med sig over til et af bordene. Her kravlede hun sammen bag tre tønder med sild. De stod altid i vejen, men nu passede det hende godt at de stod der. Men så opdagede Vigil en lem i gulvet. Kælderen, hvorfor havde hun ikke tænkt på den.
   Vigil åbnede lemmen og hjalp hende ned. Så kravlede han bagefter hende. De sad helt tavse mellem lysestager og små tønder med krydderier. Vigil havde siddet et stykke tid og nydt at være så tæt på hende. I det samme hørte de skrig oppefra. Pigen kravlede tættere ind til ham. Han lagde armen om hende. Sådan sad de længe og knugede sig ind til hinanden.
   De hørte døren til køkkenet gå op. Nogen gik ind. Så en kort kamp. Og lige som manden ovenover skulle til at gå, opdagede han lemmen. Vigil var overbevist om at, nu var det ude med dem. Nu ville de dø. Cecilia gav et halvkvalt skrig fra sig, da den blev smækket op. Han drejede hendes hoved og gav hende et kys. Hans første og sikkert også sidste kys.
   Så kom en stor mand dumpende ned. Han trak et sværd frem mod dem. Vigil trak Cecilia nærmere til sig. Men manden satte sværdet mod hans hals og tog så fat i hendes arm. Vigil prøvede at hjælpe hende men kunne ikke røre sig.

- Finn, du tror det er løgn, der sider to børn her nede. Skal vi lade dem side? Han så op. Finn så ned på ham, så rystede han på hovedet.
   - Svend går aldrig med til det. Det bedste er at hale dem ud, og så gøre krav på dem. Det var dig der fandt dem. Aki så på de to der sad og klamrede sig til hinanden.
   - Ok. Jeg gør krav på disse! Finn nikkede tilfreds.
   Aki vendte sig mod de to unge, han trak sværdet mod den unge fyrs hals, han var ikke tryk ved skrækken i hans øjne. Med den frie hånd tog han fat i pigen og trak hende over til lemmen. Finn havde lagt sig på maven, han tog fat omkring hendes arme og trak hende op.
   Ovenpå lød der skridt. Finn stak hovedet ned til Aki.
   - Hvor heldig kan vi være. Svend holder vagt over pigen. Han har godkendt dit krav om at få de to. Stik så drengen op!
   Da Aki løftede ham op kunne han mærke at den unge fyr næsten ingenting vejede. Finn tog imod ham. Men han var skræmt fra vid og sans. Aki kunne ikke lade være med at tænke på hvad de fik at vide om dem.
   Svend gik ud med de to unge, en i hver hånd. De var så skræmt at det var lige før han måtte bære dem. Finn hoppede ned i kælderen der viste sig at være et rent skattekammer. Her lå bøger med guldbeslag, krus og lysestager. I små tønder lå der ædelsten, sølv- og guldmønter. Og i større tønder var det krydderier og salt.

Alt blev båret ud i gården og ned i bådene. Udenfor blev de to unge sat i skyggen sammen med de andre fanger. Vigil tog Cecilies hånd. Sådan sad de og kikkede på de to der holdt vagt ved dem. Det var to stor Daner. De største mennesker de to nogensinde havde set. Vigil kunne ikke lade være med at ønske at han var lige så stor og muskuløs, så kunne han forsvare Cecilie og klosteret. Cecilie var også lidt imponeret over størrelsen på de mænd der stod ved siden af dem. Store, muskuløse mænd med skæg i hele hovedet. De havde sværd hængende i læderremme om livet sammen med økse og et stort skjold. De så meget frygtindgydende ud.
   - Hvad tror du der kommer til at ske med os? Cecilie viskede ordene til Vigil. Men en af de store mænd havde hørt hende, og han sparkede hende i siden. Cecilie så både stjerne og måne. Men hun så også at den store mand der havde fundet dem i kælderen, kom løbende. Og til hendes store overraskelse hamrede han den anden i gulvet.
   En anden kom løbende. Men den store rødhårede gik bare over til hende. Hun trak sig bange tilbage, og Vigil lagde armen om hende. Men til deres store overraskelse gjorde han dem ikke noget. Strøg bare Cecilie over håret og klappede Vigil på armen.
   - Det betyder at I er hans slaver. Stakkels jer. En ung pige så på dem. Først blev Vigil bange, men så slog en tanke ned i ham.
   - Det kan godt være vi er hans, men hvad er du? Ingens, du bliver nok bare en af de andres slave. Eller får kniven. Både Cecilie og kvinden gispede.
   - Bare rolig, tosse. Danerne er kendt for at passe godt på sine slaver. Du skal nok få det godt. Vigil rystede grinende på hovedet. Så fik han øje på den rødhårede viking der stod og kikkede på ham, og smilet forsvandt.
   - Foresten slog han ikke os. Han slog den anden. En af hans egne. Uden at slippe den store mand med øjnene, viskede han ordene ud mellem tænderne.
   Aki der havde et stykke derfra forstod ikke hvad de snakkede om. Men da den unge fyr grinede syntes han det var som om det var en helt anden han så på. Men så fik den unge mand øje på ham, og smilet forsvandt. Aki vendte tilbage til det han havde været i gang med.
   Da alt guldet var stuvet ombord på skibene, blev de fem fanger ført ned til det skib der skulle sejle tilbage til Danmark med sårede. Både Aki og Finn hoppede ombord på det. De kunne altid skifte undervejs. Aki ville gerne lære sine nye slaver at kende, også selv om det kun blev for kort tid.
   Aki satte sig ved en af årerne og begyndte at ro, samtidig med at han så på de to unge der sad og trykkede sig i forstavnen. Her skulle de side til de nåede tilbage. De ville kun blive flyttet ned i fragtrummet når vejret blev for dårligt. Der var blevet spændt et sejl ud som de kunne side under.
   De unge sad og viskede sammen, Aki vidste han måtte gøre noget for at få deres fortrolighed. Han sammenlignede dem med hans egne børn. Selv om pigen var både mindre og mørkere var hun sikkert lige så gammel som Bera. Hans tanker gik på langfart. Hvordan mon det gik dem derhjemme. Var Svala mon blevet gift? Og hvad med Bera? Hun havde været 10 da de drog hjemmefra. En tynd og ranglet pige. Bestod lutter af store gule øjne og lange tynde ben og et stort og smittende smil. Aki smilede for sig selv. Hvor savnede han dog sin familie!
   Han rettede opmærksomheden tilbage til de to unge. Pigen var mørkhåret. Ikke noget man så særlig tit i det kolde norden. Hendes øjne var næsten lige så sorte som håret. Men det trængte meget til at blive vasket. Det gjorde hun i det hele taget. Og drengen med. Hans hår var klippet i den munkefrisure de havde set så mange gange.
   Han bestemte sig for at han lige så godt kunne forsøge at komme i kontakt med dem. Deres navne ville være en god begyndelse. Aki satte sig over på skindet, ved siden af de to unge, der trykkede sig forskrækket ind til hinanden.
   Men han smilede bare og lagde hånden på sit eget bryst.
   - Aki, Jeg er Aki! De to unge så forbavset på ham. Finn var kommet frem til ham. Han pegede på Finn.
   - Finn. Og så på sig selv. - Aki.
   Stadig ingen reaktion. Men så gik der et lys op for pigen. Og for første gang smilede hun. Og hvilket vidunderligt smil. Hun sagde noget på engelsk. Og så smilede drengen også. Han lagde hånden på sit eget bryst og viskede.
   - Vigil! My name is Vigil. Aki forstod med det samme.
   - Vigil, han pegede på drengen som nikkede. Så smilede han til pigen. Han prøvede på ikke at virke alt for skrækindjagende. Og åbenbart virkede det. Hun sad og klamrede sig til drengen. Men hun viskede alligevel sit navn til ham.
   - Cecilia. Aki smilede.
   - Cecilia! Han pegede på pigen som nikkede.
   - Aki, Vigil, Cecilia. Han pegede på dem efter tur. Finn gryntede utilfreds.
   - Og Finn. Aki grinede da han pegede på vennen. Det samme, gjorde de to unge. Endelig var isen brudt og han kunne forsøge at snakke med dem. Det var ikke nemt. Men det lykkedes ham at finde ud af at Vigil hvis nok var blevet solgt til klosteret. Det rystede ham lidt, man solgte da ikke sine børn. Cecilia var ikke fra England. Hun var kommet fra et land længere væk, helt nede ved Frankrig. Måske Spanien. Men det var svært at blive helt klog på. Det var så svært når de ikke rigtig forstod hinanden.
   Pludselig kom Aki til at tænke på at de unge ikke havde fået mad. De havde været så optaget af at lære hinanden at kende at han helt havde glemt det. Men nu opdagede han at Cecilia sad og stirrede på det lille bål i bunden af skibet, og han hørte Vigils mave knurre. Han rejste sig hurtigt. Fandt to skåle frem. I dem hældte han en portion af den tynde suppe der var i gryden, der hang over ilden. Så fiskede han to store stykker kød op. Og skar et stykke brød af til dem. Han gav dem hver en skål med et smil.
   Cecilia havde helt sikket ikke regnet med at få noget at spise. Hun så mistænksomt på ham, men han smilede til hende, og hun tog forsigtigt brødet. Hun prøvede at gøre det pænt, men hun var så sulten. Hun proppede brødet i munden. Aki og Finn sad ved åren og så dem spise. Der var ingen tvivl om at grunden til at de var så tynde, var simpelthen at de ikke havde fået nok at spise i klosteret. Aki rystede på hovedet. De havde faktisk gjord de fem unge en tjeneste ved at tage dem til fange. De tre unge piger havde også fået mad, og de lå nu trykket op til hinanden og sov tungt. Finn og Aki var sikre på at hvis de lavede nogle pludselige bevægelser, ville de alle tre være vågne og side op i løbet af et sekund. Så for ikke at forstyrre dem, listede de alle ombord rundt. Vigil rakte Aki skålen, og Finn fik Cecilias. Aki fik dem til at forstå at de skulle prøve at sove lidt. Og snart lå de sammen med de tre andre og sov sødeligt. Aki listede over og lagde et skind over dem.

De sejlede stille af sted resten af dagen. Flere gange lagde de ind og plyndrede, men de tog ingen trælle. De lod alle flygte eller slagtede dem der ydede modstand. Svend var meget tilfreds.
   For samtidig brugte han tid på at så splid. Han talte dårligt om den engelske konge når han havde chancen. Flere gange sendte han krigere ind i småbyer for at "handle" men alt hvad de solgte var sladder. Rygter om Kong Ærtelred og hans manglende mandighed. Om hans manglende mod og om hans kone og hans mor. Ikke pæne ting at, sige om en konge.
   Aki og Finn var blevet sat i land nær ved en større landsby, de skulle så lidt skræk og rædsel. Sammen med to sveer der talte engelsk begav de sig nu ned af gaden. Alle fire holdt de udkik, men der var ikke fare at se nogle steder. Men så havde Finn fået nok.
   Med et skrig satte han i løb, Aki grinede så meget at han næsten ikke kunne følge efter ham. De to sveer gav sig til at løbe og råbe
   - Danerne er her, Danerne er her... Og snart var hele gaden i opløsning. Alle løb rundt mellem hinanden. Finn så pludselig en chance, og den lod han ikke gå sig forbi.
   En ung pige kom styrtende rundt et hushjørne og løb lige i armene på Finn. Han satte sit mest grumme ansigt op og pigen gav sig til at skrige. Han holdt nu fat om hendes hals med den ene hånd. Men den anden havde han trukket sin kniv.
   Panikken i pigens øjne var nok til at Aki var sikker på hun ville besvime men hun gjorde det ikke. Finn lænede sig frem.
   - Danerne kommer, Danerne kommer. Han viskede ordene ind i øret på hende. Og selv om hun ikke forstod dem, var hun ikke i tvivl om hvad de betød.
   Hun klynkede rædselslagen da Finn løftede kniven op til hendes hals. Og med en hurtig bevægelse skar han runen F ind i hendes hud. En lang streg, og to mindre fra den lange ud til højre. Aki grinede da de lod den unge kvinde, der nu var besvimet, ligge og løb videre. Da de løb ud af byen fulgte ingen, mærkeligt nok, efter dem. Og inden længe var de tilbage i lejeren, hvor de fire grinende fortalte om turen ind til byen.
   To dage senere kom to nordmænd tilbage. De havde tilbragt en lille uge i en mindre landsby. Her havde de brugt tiden på at fortælle hvordan kong Ærtelred havde været så panikslagen for danernes konge at han gemte sig hjemme i sit slot, hos sin mor.
   De fortalte hvordan hans mor havde fået ham med en træl. Og at han slet ikke havde ret til tronen. De fortalte at det var derfor vikingerne blev ved med at komme tilbage. Det var fordi den Engelske konge ikke havde ret til den trone han sad på.
   Og så kaldte de ham en bangebuks, og en tøsedreng. Og hånede ham for ikke at turde møde den store vikingehær…

Sven Tveskægs største ønske og eneste grund til at tirre den engelske konge var, at få ham til at angribe dem. Svend ville have tronen. Men han ville have den på den ærlige måde. Han ville sloges med den engelske konge for den.
   Svend gjorde alt for at lokke ham ud. Alle vegne den engelske konge kom, blev han mødt af bange eller plyndrede mennesker. Han kunne næsten ikke følge med Svend havde nu sejlet rundt i over et år og sået splid og mord over det meste af England. Men Irland var heller ikke blevet sparet. De havde taget to skibe, der havde lagt i baghold. Men da vikingerne var lige så modige til vands som til lands, havde det været en smal sag at vinde slaget. De havde fyldt skibene med pile. Sejlet så tæt at de kunne borde det, og havde slået alle ned på deres vej. Da skibene var taget, havde det vist sig at det var handelsskibe med varer, de blev bare beskyttet mod sådan nogle som dem.
   Svend syntes det var meget sjovt, og havde været dobbelt så glad over at vinde. Svend og Olav delte skibene imellem sig. Olaf ville ikke have nogle af dem. Han fik så en stor del af skattene de havde erobret. Og det blev så bestemt at en lille flok sømænd skulle sejle de to fartøj hjem. Byttet blev fordelt, læsset ombord og så gik det hjemad. Dog havde Aki fortalt at hvis han kom hjem og opdagede at hans trælle ikke havde haft en god overfart, så ville sømændene komme til at bøde for det.
   Han var kommet til at kende dem meget godt og var glad for at de var udenfor fare. Og det passede ham godt at lade dem sejle hjem. De fik beskeder med til alle. En stor stak brædder med runer lå i lasten, med hilsner til dem derhjemme. Aki havde skrevet på hans egen, at Helga kunne gøre som hun ville med de to unge. De var hendes. Og medens mændene stod og så efter skibet, sejlede det af sted hjem.
   Den vinter lå de i vinterlejer. Aki hadede vinterlejer. Teltene var kolde. De kunne ikke gøre meget for at isolere. Og der var næsten ikke mad nok til den store hær. Men endelig kom foråret, og det store slag de havde håbet på.
   Kong Ærtelred angreb dem en tidlig morgen. Vikingelejeren var kun lige nået at stå op da Ærtelred og hans hær viste sig. Morgenmaden blev aflyst. Og alle blev stillet op til kamp, Økser og andre mindre håndvåben forrest, så sværd, og bagerst stod bueskytterne. Og i spidsen for dem alle sad Svend, Olaf og Olav, alle på deres heste. Svend havde trukket det sværd han havde fået af sin fader inden denne døde. Skjoldet der var malet i klare farver havde han i den anden hånd. Og med løftet sværd sad han og ventede på at englænderen skulle angribe. Og det gjorde han. Med et råb for de to hære frem mod hinanden.
   Men det var ikke danskerkongens dag. For den engelske konge var stærkere end ham og hans hær. Svend Tveskæg og hans mænd havde ikke heldet med sig. Bueskytterne faldt som de første. Selv om de var beskyttet af skjolde var de nemme ofre for englændernes pile. Og så var det økserne og sværdene. Alle sloges mod hinanden. Og ingen ville tabe men det gik med store skridt tilbage for Svend og co.
   Flere gange havde været lige ved at Aki og Finn var blevet slået ihjel men hver gang havde den anden opdaget det. På et tidspunkt havde det næsten været for meget for de to venner. Alle de sårede og døende der lå og skreg. Flere af deres egne var blevet båret tilbage til lejeren men mange havde man ikke kunnet gøre noget for. To gange havde Aki set en ligge mere eller mindre lemlæstet og skrige. Og ingen kunne gøre noget.
   Men så havde det pludselig været Svend det gik ud over. Aki der sloges ikke så langt fra kongen opdagede pludselig at kongen havde hænderne fulde med ikke mindre end fem modstandere. Aki gjorde sig færdig og for frem for at lette trykket lidt for kongen. Svend smilede til tak da Aki kom løbende. Og så kom Finn fra den anden side. Og nu var det lige pludselig tre mod fem og en smal sag at klare dem. To mænd sprang frem mod Svend. Men han var hurtig. Sprang til side og svingede samtidig sværdet. En af angriberne faldt død om. Så sprang en anden på ham. Men Aki fik ham afledt. Med et velrettet hug af sværdet var han lige så død som sin ven. Men der var stadig tre tilbage. Og der kom flere til. Finn sprang frem og huggede en ned lige som englænderen lod sit sværd synge. Det ramte Svend i armen. Kongen gav et skrig fra sig. Men uden at ænse det mere for han på en af de andre. Og inden længe var alle tre modstandere døde modstandere. Svend gik grinende over til de to andre. Han gav dem begge hånden. Aki forbandt hans sår og Finn klappede ham på ryggen. Og så skilte deres veje igen. Alle tre for ud i slagsmålet igen.
   Men nu var de ved at blive slået. Alle kæmpede som hunde men til sidst var der ikke mere de kunne gøre. Kun en ting. Svend gav kommandoen, den blev sendt rundt til alle, og snart var alle på vild flugt væk fra slagmarken. De flygtede ned til skibene og inden der var gået mange minutter var alle ti skibe i vandet og på vej væk. Så selv om englænderne forfulgte dem helt ned til vandkanten fangede de tilsyneladende ikke nogen. Og de kunne nu stå og se på at de mange skibe forsvandt i horisonten.
   - Jeg hader når der sker sådan noget! Svend stod i stævnen og så ud over vandet. Han ville ikke se ind mod land.
   - Du vidste det kunne ske. Heldigvis mistede vi ikke så mange. Erik og Niels er i et af de andre skibe, Erik er såret, Adam er i sveerbåden. Han er uskadt. Og Eskild er i en af de norske. Han er desværre såret i benet. Leif er her ombord. Aki nikkede over mod det lille telt der var blevet stillet op på hver skib, til behandling af de sårede.
   Svend gik over til det. Indenfor var der ikke meget lys. Han så sig omkring. Heldigvis var der kun to senge. På den ene lå en ung mand. Svend gik først over til hans seng.
   - Hvad hedder du unge mand? Svend knælede ved hans seng. Drengen kikkede med tilbedende øjne på kongen.
   - Thorgil Jarnvigson. Drengen næsten viskede ordene.
   - Han er såret i skulderen. Jeg ved ikke om jeg kan rede ham. En yngre mand kom over og viskede det. Svend vendte sig og sendte manden i gulvet med et baghåndsslag.
   - Selvfølgelig kan du rede ham, ellers var du aldrig kommet med! Manden bukkede sig, og bakkede ud af teltet. Aki så forbitret efter ham. Finn gik ud. Manden måtte lære bedre forståelse for andres lidelse, hvis han skulle gøre sig håb om at blive andet end fod soldat næste gang de drog af sted.
   - Du skal nok blive rask. Og som tak for din store tapperhed, giver jeg dig 2000 guldmønter, to ruller af den fineste silke, og fem fede får. Og selvfølgeligt et stykke jord. Svend tænkte sig om et øjeblik.
   - Din egen højde 200 gange på hver side. Den unge fyr begyndte at græde af glæde, men Aki var sikker på han nok skulle blive rask, om ikke andet, så for at komme hjem og måle sit nye stykke jord op.
   - Og hvad med dig? Han vendte sig mod Leif. Og for første gang nogensinde så Aki ham smile.
   - Jeg har alt det jeg kan ønske mig. Han så på Aki.
   - Gå ud! Jeg vil snakke med kongen alene. Aki nikkede, og gik udenfor.
   - De to har fortjent en anerkendelse! Leif løftede øjenbrynene, Forsigtigt satte han sig op. Svend satte sig på hans sengekant.
   - Jeg ved det, og jeg har planer. Men jeg vil gerne høre din mening! De to mænd stak hovederne sammen.
   Finn havde taget en snak med lægen, og manden havde nu en forslået kæbe og et begyndende blåt øje. Men der var ingen tvivl om at han nok skulle dy sig for nogensinde at sige han ikke kunne rede nogen, i patientens nærvær.

Svend der ikke kunne lide at flygte for sit liv besluttede sig for at gemme sig lidt i Norge, og derfor drog de af sted mod landet langt væk. Og så, næsten en uge efter at de var draget af sted, opdagede de at der manglede en. Olav var ikke med ombord. Alle ombord blev spurt ud. Og det viste sig at flere havde set Olav i live, flygtende ind i landet over hals og hoved. Der blev grinet lidt af lettelse men ingen havde lyst til at tage tilbage efter ham. Der blev ellers tilbudt nordmændene at hvis de ville tage tilbage efter ham ville Svend stille to af hans stærkeste skibe til rådighed. Men ingen var interesseret.
   Turen gik hurtig da vinden var med dem. De nåede frem til Norges kyst i god behold. Håkon Jarl inviterede dem til Lade hvor de skulle være velkomne til at komme og fortælle om deres tur. Det sagde de alle ja til. Og selv om flere gerne ville hjem så tog alle med. Håkon Jarl var kendt i hele norden for ikke at være fedtet når han holdt fest. Så selv om det var over 3 år siden de var draget hjemmefra blev de enige om at to måneder i Norge ikke gjorde nogen forskel.
   Og ingen blev skuffede. Håkon Jarl arrangerede fest og ballade i flere uger. Alle festede og hyggede sig. Lige udenfor Lade var der blevet slået lejer op. Og herfra blev der arrangeret alle former for festligheder. Der blev skudt med bue og pil. Der blev duelleret med sværd. Kastet med økser og der blev lavet konkurrencer i alt hvad de kunne finde på.

Efter tre uger i højt humør og med mætte maver skete der endelig noget, der kom besked fra sveernes lejer. De ville drage hjem. Sejle fra Kaupang til Tuna, og så spredes derfra. Nu havde de fået nok af Norges kulde, og ville hjem til deres koner. Ville danerne rejse med den vej? De kunne tage med til Tuna og så gå på marked. Nordens største efter sveerne egen mening.
   Efter nogen parlamentering frem og tilbage, hilste en stor flok af danerne farvel. Deriblandt Aki og Finn. De havde aftalt at de ville på marked, og Svend havde lovet dem at han ville samle dem op i Tuna om seks dage. Men inden de drog af sted, blev de kaldt ind til kongen. Han sad i sit store telt sammen med Håkon Jarl og snakkede.
   De to venner blev vist indenfor af en ældre mand. Han bar en bakke som han stille de på et lavt bord mellem de to mænd. Begge rejste sig da Aki og Finn kom ind. De blev budt på mjød og snart sad de i hver sin stol med et stort horn i hånden, fyldt med den lifligste nektar. Svend havde noget på hjertet.
   - I to har tjent mig godt i snart mange år. Men nu er det slut. I har begge to familier. Små børn. Og så skal I ikke drage i krig. Men inden I får lov til at forlade os, skal i have en gave. Han nikkede til Håkon der havde stået med sit horn og nikket. Håkon gik over til teltdugen, han kaldte på en der stod udenfor og kom tilbage med et stykke papir.
   - Jeg ønsker at I skal have dette stykke jord! Jeg har talt det igennem med både Håkon og Olaf. For der er både land i Norge og Sverige. Det er to dale. Han rullede papiret ud på bordet. Den gamle havde været inde og rydde det i mellemtiden.
   - Det ligger her! Han pegede på et område lige på grænsen mellem de to lande.
   - Et stykke land med masser af god agerjord og en dal med kun træer og fremkommelig græsjord. Flyt familierne herud og begynd forfra. Jeg har hørt jer tale om det før.
   Han tog ikke et nej for noget. De to venner måtte bare tage imod det. Og det gjorde de for netop som kongen havde sagt så havde de talt om det længe. Også med deres koner. Men da de ikke kunne slippe for krigstjeneste var de nød til at blive i landet. Til rådighed. Men nu var de frie.
   Så med skødet på de to dale i oppakningen drog de til Sverige. Her blev der festet. Markedet var alt det de var blevet lovet. Begge mænd gik på opdagelse og fandt smykker til kvinderne i deres liv. Aki købte en smuk perlekæde af turkis til Helga og ravhjerter i tynde armringe til Bera og Svala. Drengene fik de flotteste sværd. Men til den lille nye var det sværere. For var det en pige eller en dreng. Han blev enig om at købe en lille tynd halsring til en pige og en flot lille kniv til en dreng. Alt blev pakket ind, sværdene i olieret skind, smykkerne blev lagt ned i bunden af oppakningerne, ned til dokumentet. Finn der kun havde piger købte halssmykker til dem alle. Men så kom han til at tænke på at der var en ny. Og ligesom Aki valgte han købte to gaver, en lang tynd kæde til at lægge flere gange om halsen. Og en fin lille dekoreret kniv. Og så blev der gjort klart til at drage hjem. Men så langt skulle de ikke nå.
   Svend dukkede op, og igen blev der festet og hujet, men så kom der besked fra Norge. Olav Trygvesson var dukket op i Norge, og han var olmere end nogen sinde. Han var blevet fanget i England. Og Ærtelred havde "tilbudt" ham at blive døbt. Eller, at miste livet. Olav havde selvfølgelig valgt at blive døbt. Men som belønning havde Olav fået en stor pengegave med hjem. Kun med den betingelse hæftet på at han skulle lade nordmændene døbe.
   Svend ville tilbage og sikre sig at Håkon Jarl var ok. Og både Aki og Finn drog med ham. Men det var han ikke. Håkon Jarl var blevet myrdet. Af sin træl. Den venlige ældre mand der havde passet dem op da de fik dalene. Det var ikke til at forstå for dem. Men desværre var manden blevet fanget lige efter udåden og henrettet med det samme. Så de kunne ikke spørge ham ud. Eller høre hans side af historien. Og selv om det var tragisk var der ikke noget at gøre ved det. Men desværre havde Olav været på spil. Da der ikke var nogen til at overtage ansvaret for kronen havde han taget den. Og da Svend ikke havde været i landet var der ikke noget at gøre ved det. Alt det skete indenfor et par dage. Med en fart der var helt ukarakteristisk for den lidt lade nordmand.
   Svend bestemte sig for at det var tid at tage hjem. Men inden de nåede så langt bestemte Olaf og Svend at de ville give England et forsøg mere. Og uanset om Aki og Finn havde lyst måtte de tage med. Endnu et år gik. Fire år var det nu siden de var draget af sted hjemmefra, og det var stadig ikke lykkes Svend Tveskæg at få England. Denne gang faldt over halvdelen af hæren og til sidst måtte Svend og Olaf løbe for livet. Olaf var lige ved at blive fanget men Svend nåede at rede ham. Og så gik rejsen hjem.
   Ud for øen Svalt angreb Olav dem. Men han havde ikke en chance. For selv om både Danerne og Seerne var svage af mangel på mænd, var det ikke det store besvær at slå den urutinerede nordmand. Et hurtigt søslag, både op på siden af hinanden, brændende pile ind over skjoldene, og inden længe var bådene sænket, i brænd eller bordet og overtaget af de to konger. Og Olav Tryggvesson var død. Men nu skulle det komme til at tage tid. For Svend havde ikke travlt. Næsten et år tog det ham at ordne tingene i Norge, Svend tog magten igen og satte de to unge Jarl sønner på tronen. Brugte tid på at begrave Olaf Trygvesson og de faldne. Men til sidst blev det for meget for hans egne mænd, og de forlangte at blive frie, eller komme hjem. Så han lod dem drage hjem.