Kapitel 1
   Kulden lå i luften da Boga slog døren til side og stak hovedet udenfor. Hun smilede da hun vendte sig og så Bjarke prøve på at gøre sig fri Af Aud. Den lille pige kravlede altid over til dem om natten. Uden at vække den lille pige kom han løs.
   - godmorgen skat! Han kysede hende på munden. Lod hånden glide let over hendes rundede mave. Boga lukkede døren efter han og lagde så sin hånd over hans medens hun lænede sig ind mod ham. Sådan blev de stående og så solen gå op. Så natten blive til dag.
   Boga gik indenfor. Her var der ved at komme liv i pigerne. Fro sad stadig i den store seng, med lille Unn stående mellem benene. Boga kunne ikke tro det kun var et år siden hun havde fundet dem. Unn og Ein var stadig på stadie med deres alder.
   Men Aud var ikke mere. Pigen var vokset gevaldigt siden episoden i vinters. Hun lignede mere og mere en lille dame. Så fin med hendes lyse lange hår hængende ned af ryggen, øjnene var så blå som himmelen. Hun lignede en lille pige på ca 6 år. Tynd og fin. Boga bestilte næsten ikke andet end at sy nyt tøj til hende hele tiden. Hun kunne sagtens vokse ud af en kjole natten over. Flere gange havde hun tyet til at sy kjolerne til dem så store at de svømmede i dem når de fik dem.
   Men det mest forundrende var Fro. Hun var lige så høj som Boga. Lignede en ung pige på ca. 14 år. Hendes hår var lige så lyst som hendes søstres, Boga var ikke i tvivl om at de to sidste også ville blive lige så blonde som de andre. Endnu var begge de to mindste piger næsten skaldede.
   Fro var kun nogle få centimeter mindre end Boga. Hun var tynd og smuk som en vinternat. Hendes hud var lys som elfenben selv om hun brugte meget tid ude. Og hendes øjne havde samme farve som søsterens. Blå.
   Asa var også skudt godt i vejret. Lignede en lille pige på ca. 8 år. Hun lignede de andre men var mere tænksom at se på. Hun sad mange gange bare og kikkede ud i luften. Det var tydeligt at hun savnede Esi, selv om hun ikke kunne huske søsteren. Boga havde tit fundet hende liggende på graven. Det var som om hun kommunikerede med sin søster.
   Boga kikkede rundt på dem alle. Hun kunne næsten ikke forstå at man kunne elske nogen som hun elskede de 5 piger der var blevet givet i hendes varetægt. Hun strøg kærligt Ein over det skaldede hoved. Så smilede hun, pigen var ved at få dun. Hovedet var så blødt. Den lille rejste sig op og stod og gyngede. Hun rakte armene ud efter hende. Men inden Boga kunne tage hende havde Bjarke løftet hende ud af sengen.
   - Mor må ikke løfte dig, det ved du!
   Han kyssede hende på hovedet og gav hende til Asa. Den lille blæste en boble. Fro grinede og stak hende en hvedekage som hun lige havde bagt. Aud sad ved siden af bålet og kikkede grundigt på Fros bevægelser. Boga vidste, at inden længe, ville den lille kunne gøre det samme som søsteren. Boga havde set Asa gøre det samme.


Kapitel 2
   I det samme bankede det på døren. Aud sprang op og løb over og åbnede. Men det var ikke Ketil der stod udenfor. Aud gav et kluk fra sig og løb tilbage til Bjarke, hun klamrede sig til hans ben. Men Boga stod bare som lammet. For manden der stod udenfor var hendes far.
   Ikke manden hun var vokset op med at tro var hendes far men hendes rigtige far. Så kom der liv i hende og Boga gik hurtigt over til ham.
   - Far! Hvor dejligt! Er mor med? Hun trak manden indenfor og gav ham et kram. Han smilede til hende.
   - Jeg er ked af det. Men hun kunne ikke komme endnu. Men hun lovede at komme så hurtigt hun kunne. Han så på hende med et smil.
   - Der er nok sket en masse her! Han kikkede rundt på alle børnene og stoppede ved Bjarke. Boga nikkede.
   - Unger, dette er min far. Svend. Hun vendte sig mod sin far. - det er lidt svært at forklare, men pigerne. Men det er mine. Alle fem. Hun pegede på dem efter tur.
   -Fro, på 16. Asa, på 8. Aud, på 6 og tvillingerne Ein og Unn på næsten 1 år. Boga gav dem alder efterhånden som hun kom til dem. Ingen af dem virkede trygge ved situationen.
   Svend nikkede til dem alle, men ingen af pigerne virkede imødekommende på ham. Boga så lidt forvirret fra den ene til den anden. Kun Fro trak lidt undskyldende på skuldrene. Boga vendte sig nu mod Bjarke.
   - Dette er min mand, Bjarke. Hun lagde sin hånd i hans. Svend trykkede den hånd der blev stukket ud til ham. Også den unge mand var forvirret over at pigerne ikke var særlig venlige over for ham. Normalt var de smilende og snakkende over for alle. Men ikke nu. Han så spekulativt på dem. Hvad i all verden var der i vejen med dem?
   - Velkommen i vores hjem! Pigerne vil byde på et glas mjød. Han kikkede på Fro og Asa der nikkede og hentede det.
   Boga tog faderen med udenfor, lagde to skind over for hinanden, Bjarke satte sig på det ene og bad Svend sætte sig på det andet.
   - Fortæl mig hvad der fik dig til endelig at komme. Der er gået næsten et år siden Boga kom her, mere end et år siden hun drog hjemmefra. Fro kom ud med tre drikkekrus og en kande med mjød, Asa var ikke at se. Boga satte sig ved siden af Bjarke på skindet. Hun kikkede afventende på sin far.
   - Fortæl mig hvad der skete efter jeg drog af sted! Hun tog imod det sidste af krusene, Fro havde allerede skænket op i de andre.
   - Det kan jeg ikke. Din mor vil gerne fortælle hvad der skete. Og under alle omstændigheder blev jeg smidt ud da du forsvandt. Boga nikkede. Hun havde næsten forventet det. Hun var dog glad for at forældrene var i live. Hun rejste sig og gav faderen et kram inden hun gik indenfor. Der var mange ting der skulle gøres.
   Resten af dagen gik med forskellige ting der skulle gøres. Alle havde travlt. Bjarke og Boga brugte megen tid på at underholde Svend. Men efter aftensmaden var det hans tur til at underholde dem. Han vidste en masse og fortalte gerne om det. Gamle sagn og fortællinger.
   Blandt andet kunne han fortælle om de gamle guder, om den enøjede, Odin, om krigeren, Tor, om den retfærdige, Balder, om Heimdal der kan høre græsset gro og se mange tusinde mil, om Idun, hvis æbler holder guderne unge og mange andre sjove sagn. Og selv den tvære Asa kom frem og sad og lyttede. Især kunne de godt lide historien om Heimdal og hans ni mødre. Alle var de søskende. Ligesom dem selv.
   Det blev sent inden alle kravlede til køjs. Svend fik ægtesengen og Boga og Bjarke kravlede ned til de små piger.


Kapitel 3
   Boga vågnede næste morgen med Unn sovende hen over sig. Bjarkes hånd lå som altid på hendes maven. Hun smilede for sig selv. Løftede forsigtigt den lille over på Bjarke og lagde hans hånd over hende. Så kravlede hun ud af sengen. Og så det…
   Døren ind til tunnelen stod åben. Boga så sig rundt. Alle pigerne sov stadig, men hendes far var ikke der. Hun sprang over og kravlede ind. Inden længe var hun for enden af tunnelen. Hun stak hånden ind i hulrummet. Den kolde sten der skilte det lille rum og Esi´s kiste stod hvor den skulle. Men da hun følte sig lidt rundt kunne hun kun finde den ene af stenene. Den anden var væk.
   Hun fik hurtigt vækket hele huset. Og medens de klædte sig på fortalte hun hvad der måtte være sket. Hun kunne næsten ikke tro det. Men det måtte være hendes far der havde taget stenen. Men hvorfor havde han ikke taget begge to? Boga havde kun et svar. Han havde haft så travlt at han ikke havde fået begge to med.
   Hvordan kunne han gøre det mod hende? Hun gik udenfor, hestene gik i den lille indhegning tæt ved huset. Hun svang sig op på den første, gav Bjarke rebet fra den anden og snart red de af sted. Bjarke fulgte de tydelige spor af føder i den våde jord. Han havde søgt over mod Ketil.
   Kunne han have noget at gøre med det? Han var jo en af de seks oprindelige. Men det kunne hun ikke forestille sig.
   - Tror du at Ketil har noget at gøre med det? Boga så på Bjarke der red af sted ved siden af hende. Hans blik var rettet mod jorden hele tiden.
   - Hvis han har det slår jeg ham ihjel! Vi stolede på ham! Jeg kan ikke forstå han kunne finde på sådan noget..
   Inden længe nåede de frem til hulen hvor Ketil holdt sig skjult. Der var helt stille. Selv fuglene sagde ikke noget.
   Boga stod af først. Hun lod sig glide ned og bandt hesten til et træ. Bjarke var lige efter hende. Hestene stod tilbage da de gik ind. Boga med buen spændt og Bjarke med sværdet i hånden. Bjarke gik lige foran hende, forsigtigt et skidt af gangen.
   Bjarke pegede på noget på jorden, Boga satte sig på hug og kikkede nærmere på det. Blod. Men fra hvem?
   I det samme lød der en stemme inde fra hulen.
   - Ingen rører sig, ingen kommer nærmere. Det var Svend. Boga gik helt ind i hulen. Svend stod med en kniv på struben af Ketil. Den unge mand så helt panikslagen ud.


Kapitel 4
   - Jeg vil have lov til at gå. Ellers dør idioten!
   Boga trak sig lidt tilbage, hun kunne stadig se sin far. Buen lå stadig i hendes hånd, pilen var klar. Men hun gjorde ikke noget.
   Bjarke lagde sværdet fra sig på gulvet, hans øjne var rettet mod Ketil.
   - Hvordan kunne du gøre det? Hvordan kunne du forråde os på den måde? Hvordan kunne du vide hvor stenene var? Ketil begyndte at græde. Ikke voldsomt, tårerne løb bare ned af kinderne på ham.
   - Jeg troede det var din far. At han ville hjælpe. Jeg havde set dig kravle ind i skabet. Og lagde to og to sammen. Stenene må ikke falde i de forkerte hænder. Han græd nu. Højt. - Jeg troede det var din far…..
   Så sank han sammen i armene på Svend. Og i det samme skød en pil gennem luften. Den ramte Svend i armen. Han for frem. Svingende med kniven. Og inden Bjarke kunne nå at samle sværdet op, var Svend over ham. Boga stod som forstenet og så kærligheden i hendes liv synke om. En blodplamage bredte sig på hans skjorte, med en jamren sank hun om ved siden af ham. Hun sendte en enkel pil efter den flygtende, men ramte ikke.


Kapitel 5
   Det næste hun sansede var at Ketil trak i hende. Hun svang ham et par på skrinet. Han trådte et skridt tilbage. Men gik så frem igen. Han fik trukket hende væk fra Bjarke.
   - Han lever stadig, vi må hjælpe ham. Han må tilbage til huset. Ketil ruskede i hende. Boga vågnede op til dåd. - Hvad mente du med at du troede det var min far? Hvor kender du ham fra?
   Hun vendte forsigtigt Bjarke om på ryggen. Nu kunne hun se såret. Det blødte stadig meget. Hun rev et stykke af særken og trykkede det mod såret. Snart var stoffet rødt af blod. Ketil kom med en skjorte. Den foldede Boga sammen og trykkede mod såret. Et stykke mere af særken blev brugt til at binde det fast med.
   - Det var ikke din far! Han hjalp Boga med at løfte Bjarke op på hesten. - Først troede jeg det. Men noget røbede ham. Jeg ved ikke helt hvad det var, eller hvem han var. Boga kikkede på ham.
   - Jeg ville ikke forråde jer. Det ville jeg ikke. Du er jo min mosters datter. Boga var forvirret.
   - Hvad mener du med din mosters datter? Kender du min mor? Hun ruskede ham i armen. Bjarke var lige ved at glide ned da de begge slap ham. Ketil fangede ham.
   Boga hoppede op bag ham og med Ketil gående ved siden af red de langsomt hjem. Ketil trak den ekstra hest. Han ville hellere gå ved siden af.
   - Er din mor min moster? Hvordan ved du det? Ketil kikkede op på hende. - Min mor fortalte det da du kom hertil. Men jeg fik besked på ikke at sige noget. Han trak på skuldrene.
   - Noget med at min mor var med til at fordrive din. Han rystede lidt forvirret på hovedet. - Noget med en mand, tror jeg nok. Boga smilede for første gang til ham.
   - Min Moster søn! Det er ikke så ringe.


Kapitel 6
   Pludselig pegede Ketil frem.
   - Der er noget der brænder. De satte farten op. Ketil sprang op på hesten og red i forvejden. Der var ingen tvivl om at det var hos Boga.
   I lysningen var alt kaos. Pigerne rendte rundt med spande og smed vand på huset. Boga kunne med det samme se det ikke hjalp noget. Huset hun havde brugt så meget tid på at bygge, var ikke til at rede. Hun fangede Aud ind. Pigen kom løbende med en spand med vand i hver hånd. Ketil tog dem.
   - Hvad er der sket? Er alle i sikkerhed? Aud satte sig forpustet på en træstub.
   - Det var Svend! Jeg er ked af det, mor. Men han kom farende ind. Var lige ved at kvæle Fro, forlangte at få den sidste sten. Hun tørrede sveden af panden.
   - Vi nægtede at havde den. Og så satte han ild til huset. Boga havde allerede rejst sig. Hun fik fat i Fro. Løftede hagen på hende og så de store blå mærker på hendes hals. Boga faldt datteren om halsen. Hun græd helt stille. Ingen skulle gøre hendes familie noget, ingen..


Kapitel 7
   I det samme hørtes en hosten. Det var Bjarke. Hun havde glemt ham i farten. Hun løb hurtigt tilbage og hjalp ham ned.
   Fro viste hende hvor hun havde sat de små piger. Under et stort træ havde hun bredt et tæppe ud. Pigerne sad begge pænt på det og så på forvirringen omkring huset. Unn havde sin dukke trykket ind til sig. Ein,s lå ved siden af hende.
   Her lagde Boga forsigtigt Bjarke ned. Hun vidste hun var nød til at gøre noget. Blodet piblede stadig ud af såret. Et blik på det overbeviste Boga om at hun var nød til at sy.
   Aud kom med en lille kasse. Det var åbenbart lykkes pigerne at rede det meste af deres ting. For først nu opdagede Boga at alle deres ting lå spredt om i lysningen, lige udenfor flammerne. I den lille kasse lå to fine nåle. Bogas kæreste eje. Næsten.
   De var tynde og fine, lavet i ben. Boga trådede den ene med en fåresene som hun først blødte op ved at tygge på den. Så fik hun Aud til at hente noget mjød. Og medens Boga forsigtigt syede ham sammen igen, hældte Aud mjød på ham. Inden Boga var færdig sov han sødeligt.
   Ikke længe efter var ilden slukket. Huset havde ikke været til at rede. Boga var rasende. At nogen kunne gøre hendes kære ondt… Igen.. Og hendes hus… Hendes hus!
   Hun gik rasende over til hestene. Lagde et reb om mulen på den nærmeste og medens pigerne stod og kikkede på hende sad hun op.
   Asa gik frem til hende. Og uden at sige noget rakte hun sværdet op til sin mor.
   - Giv ham hvad han fortjener. Han slog Esi ihjel, og sårede Ketil og far. Hun gik tilbage til sine søstre. Ruinen af det hus de havde boet i, siden Boga kom, røg stadig. Hun var lige ved at græde, men det måtte vente.
   - Pas godt på far! Jeg kommer snart tilbage. Hun kastede buen over til Fro. - Ingen går nogen steder! Pigen nikkede.
   - Bare få fat på stenen igen! Det var Aud der var kommet over til dem. Hun havde blod på sin særk. Lille Ein stod ved siden af hende. Ved hendes fødder sad Unn. Alle Boges piger var der. Alle vidste de at der skulle gøres op. Og endelig kunne det være der ville komme svar på noget af de spørgsmål de havde.
   Boga nikkede til dem alle. Og red så af sted. Hun mærkede raseriet boble i sig. Der måtte hellere være nogle svar til hende når hun nåede frem.