Hun hadede at lege gemmeleg. Hun vidste, at de havde gemt sig i stalden. Der kunne hun ikke finde dem. De vidste, at hun ikke gik der ind. Hendes hvide kjole, som moster havde strikket, ville blive beskidt. Det samme ville underkjolen med de smukke flæser, som mor havde syet.
Og så var hun så bange for køerne. Køerne der stod på række og kikkede på hende, når hun endelig vovede sig ind. Og både hendes bror og hendes kusine vidste det.
Men i dag ville hun finde dem. Hun vidste, at der var to steder, de kunne være. Enten nede i den fjerneste ende i svinestien. Eller på høloftet. Hun var nødt til at gøre noget. Men hvad. Hun kikkede på de hvide strømper, der stadig var pletfri. De var stukket i et par blanke laksko. Hvad skulle hun gøre?
Så fik hun en ide. Gik tilbage til stuehuset. Stak lakskoene i farmors gummistøvler. Det kunne sagtens lade sig gøre. Hendes små fødder kunne sagtens være i støvlerne. Med lidt slæbende skridt for ikke at tage støvlerne gik hun over til stalden igen. Hun kastede den ene fletning over skulderen.
Farmor stod i vinduet og kikkede. Hun havde før set det udtryk i pigens ansigt. Denne gang fik de to legekammerater ikke lov til at slippe.
Hun lod hånden ligge på dørhåndtaget. Lod kulden i metallet trække op i hånden, inden hun åbnede den. Hun håbede lige til det sidste, at køerne var på engen.
Indenfor var luften varm. Køerne stod på og kikkede på hende. Hun var ikke så heldig. Forsigtig gik hun langs med deres hoveder. Hele den lange vej udenom til stigen, der førte op til høloftet.
Skulle hun tage høloftet først? Det kunne hun lige så godt nu, hun var der. Hun sparkede først den ene støvle af. Satte lakskoen på det nederste trin. Sparkede så den anden af og ved at holde ude på siden kravlede hun op uden at få beskidte fingre. Hun kunne høre en puslende lyd. Hun smilede for sig selv.
De var på loftet. Denne gang havde hun fundet dem. Uden en lyd kravlede hun op. Et trin af gangen. Hun stod lidt lige under lugen, der var åben.
Så stak hun hovedet op. Men hendes bror og kusine var ikke på loftet. Mindre end en meter fra hende stod en lille bitte mand som stivnet.
De kikkede på hinanden. Og så var han væk. Hun plirrede med øjnene. Stod lidt og kikkede. Kravlede så helt op. Og kravlede over gulvet i den retning den lille mand var forsvundet. Men han var væk. Uanset hvor meget hun ledte, fandt hun ham ikke. Efter næsten to timers systematisk undersøgelse af loftet måtte hun give op.
Men skulle hun fortælle nogen om det. Hun satte sig på en halmballe. Tænkte lidt over tingene. Pludselig var der en der stak hovedet op af lugen.
Onkel var blevet sendt ud for at finde hende. Først da han fandt gummistøvlerne, regnede han ud, hvor hun måtte være. På loftet. Og ganske rigtigt. Her sad hun. Med snavs på kjolen og halm i fletningerne. Og hun så ikke ud som om hun ænsede det.
Først var han bange for, hun var blevet gal. Hun ville have grædt over snavset. Men hun havde skinnende øjne og hendes kinder var røde.
Onklen satte sig hen til hende. Hun fortalte ham ikke noget. Sad bare lige så stille og nød følelsen af et andet menneske. Så gik hun over til stigen.
Onkel kravlede ned først. Rakte armene op efter hende og bar hende tilbage til stuehuset. Farmor gav hende lemonade og kager, og først nu fortalte hun hvad hun havde set på loftet.
Og mærkeligt nok var der ingen der grinede af hende. Farmor smilede og ønskede hende tillykke. Der var ikke mange, der havde set nissen.
Der gik flere dage inden hun gik i stalden igen. Denne gang havde hun strikket en lille bitte trøje. Hun fik onkel til at bære hende over til stigen. Så kravlede hun op. Lagde trøjen på halmen og sad så lidt sammen med onkel og lyttede til hans historier. Det var så dejlig hyggelig.
Den dag i dag lægger hun stadig et nyt stykke tøj, når hun kommer forbi. Farmor er ikke mere, men onkel er der. Så sider de på loftet. Kikker på halmen og snakker om hvem der tager tøjet.
I mange år troede farfar, at det var farmor, og farmor troede, det var farfar. Onkel troede, det var nissen, og det troede pigen også.