Andrea var lige kommet tilbage fra arbejde, da hendes telefon ringede. Hun havde ikke tid til at nyde den smukke have som hun havde fået anlagt lidt efter lidt. At tænke sig at huset hun boede i havde været en rønne de hun flyttede ind. Hun morede sig stadig lidt over at hun havde købt det hus Jay havde boet i da han kom ind i spillet.
   Men huset så ikke længere ud som da han boede i det. Selv ikke som det havde set ud inden han flyttede ind. Huset var lækkert.
   Hun løb gennem gangen, hvor et matchende sæt stole gjorde at man kunne side og tage det overtøj af, som der ikke var nogen der brugte, for der var ingen forskel i vejret eller temperaturen. Det eneste tidspunkt der var det, var når hun drog på ferie.
   Telefonen stod på et helt nyt bord i stuen. Over det hang et af de billeder hun selv havde malet. Staffeliet hun havde fundet gjorde hende i stand til at male kinesisk inspireret billeder.
   Heldigvis ringede telefonen stadig, og hun tog den.
   - Godmorgen, smukke!
   Hun smilede, det var den virkelige verden. Jons stemme gik klart igennem.
   - Selv godmorgen! Jeg er lige kommet hjem, men det ved du sikkert.
   Han grinede!
   - Du har spillet på mig igen!
   Hun rystede opgivende på hovedet.
   - Du ved jeg ikke kan spille på dig, du er låst, og ikke andre end dig kender koden. Men du har lidt ret, jeg har siddet og set på dig..
   - Du ved du altid er velkommen!
   Hun grinede, for et besøg var permanent. Og det vidste de begge.
   - Det lyder godt, du kan sætte kaffen over, eller hvad man nu gør når der kommer gæster!
   Og uden at forklare sig lagde han røret på. Andrea så forundret på det, trak på skuldrene og lagde røret på. Så gik hun ud og satte kaffe over. For selv om hun ikke troede på det, kunne hun godt drikke en kop selv. Hun gik gennem hallen igen, op af trapperne til de to værelser der lå ovenpå. Det ene var hendes soveværelse, det andet et gæsteværelse. Hun havde dog aldrig haft gæster så værelset var som nyt.
   Inde i soveværelset stod sengen op af vægen modsat vinduet, ved siden af døren stod en lav reol. Den gik hun over til, og skiftede fra arbejdstøj til hverdagstøj. Hun løftede hovedet og så sig i spejlet over reolen. Hun ville ønske at der var lidt valgmuligheder for at gøre noget ved håret og make-up, men det var der ikke.
   Hun gik nu ned igen, i køkkenet tog hun to kopper ud af overskabet og satte dem på det lille bord der stod i hemsen. De store vinduer gjorde det lille hjørne varmt og hyggeligt. Hun fyldte mad i kattens skål, og kælede lidt for den. Hun huskede ikke længere hvad den hed, men det gjorde åbenbart ikke noget, for den blev hos hende når bare hun kælede lidt med den hver dag.
   Hun skulle lige til at sætte sig da det ringede på døren. Hun smilede og gik ud for at åbne, hun regnede med at det var den sim Jon styrede. Jon Sim var blevet en af hendes venner, en sim der desværre ikke havde nogen personlighed. Men han var da ok som mellemled, Jon havde lavet et program der gjorde at han kunne få Jon Sim til at tale med hende, men det krævede at Jon sad ved tastaturet.
   Hun gik hurtigt ud og åbnede. Men simmen der stod udenfor var ikke nogen hun kendte, og dog, der var et eller andet over ham. Hun så afventende på ham.
   - Godmorgen, kan jeg hjælpe med noget?
   Han slog ud med armene og smilede.
   - Du kunne slet ikke kende mig, slet ikke!
   Hun så forundret på ham, så smilede hun.
   - Jon!
   Hun smilede glad, trådte ud og gav ham et kram. Han grinede højt og krammede hende. Men så blev hun bekymret. Nu var der ingen vej tilbage for ham!
   - Har du også taget beslutningen?
   Hun slog ud med hånden og trådte et skridt tilbage. Han gik indenfor, så sig interesseret omkring. Uden at tøve gik han ind i køkkenet.
   - Her er akkurat som jeg havde regnet med.
   Han stak hovedet ind i stuen inden han gik videre til køkkenet. Her lod han en hånd glide over bordpladen inden han trak en af stolene ud og satte sig. Han så sig rundt, smilede når han så noget han genkendte.
   - Jeg er her kun midlertidig. Gider du ringe efter Jay, jeg har set du har haft besøg af ham flere gange, jeg regner med I er blevet gode venner igen!
   Andrea grinede, at gøre Jay til samlevende med Matt havde været som balsam på hendes fortvivlede sjæl. Men i dag havde Jay en sød kone, en smuk datter og en baby.
   - Ja, vi er blevet venner igen, og Helene har tilgivet mig det lille stunt jeg lavede! Selv Matt har tilgivet mig, han er gift med Malene. Har du set hende?
   Jon rødmede, og Andrea vidste at han havde set den storbarmede blondine Matt havde valgt som sin kone for at bevise at han var til kvinder. Malene var så smuk at det næsten gjorde ondt, men hun var også så klog at hun kunne undvære hovedet. Malene plejede at sige at hun kun havde hovedet for at folk ikke kun skulle se på hendes bryst.
   Andrea rejste sig og gik ind i stuen. Hun ringede op til Jay, det var Helene der tog telefonen.
   - Hej Helene, det er Andrea! Kan du ikke pakke dine børn og din mand ned, og komme her over! Jeg har besøg, og han vil tale med os alle.
   - Andrea, dejligt at høre fra dig, det er længe siden! Jeg har Matt og Malene på besøg! Men jeg smider dem bare ud og så kommer vi!
   Jon stod i døren, han havde tydeligvis hørt hvad hun sagde i den anden ende. Han rystede på hovedet, Andrea holdt hånden over røret.
   - Sig de skal komme med, jeg har også et tilbud til dem!
   Andrea sendte beskeden videre, og Helen fortalte at de alle ville komme inden der var gået en time. Harriet ville komme fra skole i løbet af en halv time, og de måtte lige vente på hende.
   Jon gik tilbage til køkkenet, tog kopperne og bar dem ind i stuen, her satte han dem på stuebordet. Et valg han havde lavet, ved at ændre lidt i dataen. Andrea smilede og satte sig. Sofaen hun havde valgt som hyggesofa var i en sart rosa. Der var en sofa magen til overfor den, og pejsen gjorde at det var et dejligt hyggeligt hjørne at side i. Det lille bord mellem sofaerne havde glasplade, og en enkelt rose stod i en glasvase på det.
   Andrea tog blomsten, og flyttede den over på et lille sidebord. Så gik hun ud i køkkenet, satte mere kaffe over, fandt flere kopper, en sodavand, og en kage. Alt blev båret ind i stuen, hvor Jon gik rundt og så sig omkring.
   - Jeg har altid synes du har en god smag i indretning. Og nu hvor jeg ser det rigtigt kan jeg se at alt følges utroligt godt ad. Her er virkeligt smagsfuldt.
   Andrea smilede stolt. Hun var selv godt tilfreds med resultatet af flere handler på Internettet og i den gamle bydel.
   I det samme ringede det på døren. Jon rejste sig grinende.
   - Må jeg ikke nok åbne?
   Andrea grinede og nikkede, og hun gik grinende med ud for at se Jays reaktion på vennens tilstedeværelse.
   - Jon, hvad f...
   Det var tydeligt at Jay tog sig i at bande.
   - Hvad laver du dog her? Er der sket noget?
   - Hvad med at komme indenfor inden jeg svare! Jeg er sikker på der er mange flere spørgsmål inden jeg går igen!
   Alle var der, og snart sad de omkring det lille sofabord, Andrea havde fået Jays spæde datter Honey i armene, og hun pludrede stille med den kønne baby.
   - Jeg har et tilbud til jer alle, men først er der nogle spørgsmål jeg skal have svar på!
   Jon vendte sig mod de tre simmer.
   - Hvor længe har I været her, og hvordan kom i ind?
   Både Jay og Andrea så forundret på ham.
   - Hvad mener du? Du ved da at de er figurer!
   Matt så på Jon.
   - Hvordan fandt du ud af det?
   Jon så fra Matt til de to kvinder!
   - Jeg faldt over en efterlysning på tre forsvundne personer, da jeg søgte efter oplysninger om en ven der var forsvundet.
   Han nikkede mod Jay, som smilede, Jon havde gjort alt for at få Jay til at forsvinde, selv lyve for Andrea. I dag gjorde det hende ikke noget, for det havde gjort at hun havde fundet ud af at hun var en god detektiv. For det var lykkes hende at finde ud af hvor han var uden hans hjælp.
   - Jeg var den første der kom!
   Det var Malene der talte. Hendes stemme var som honning, og Jon mærkede at han næsten smeltede. Han smilede opmuntrende til hende.
   - Jeg var gennem en svær skilsmisse. Min eksmand tog mine børn og begik selvmord efter at have dræbt børnene. Jeg kunne ikke holde ud at blive i en verden hvor mine elskede børn ikke længere var. Ved et tilfælde fandt jeg denne lukkede server, og her byggede jeg et hus, i flere måneder levede jeg i denne verden, spillede hver dag, jeg levede af den forsikring jeg havde fået. Men jeg vidste jeg ikke kunne blive ved på denne måde.
   Hun snøftede og Matt lagde armene om hende, han knugede hende ind til sig, både Andrea og Helene knugede hendes hænder. Stakkels kvinde.
   - Jeg var datamat IRL. Og jeg bestemte mig for at forsøge at lave en maskine der kunne forandre mig til en del af spillet. Desværre var min maskine ikke så god som Jays, og jeg lå i dvale meget længere, og min anatomi har forandret sig en del.
   Hun så ned af sin barm, og Matt grinede.
   - Jeg har været bevist om min person næsen lige så længe som jeg har levet sammen med Matt.
   - Jeg har været her siden før Jay kom. Jeg er enke IRL. Men slet ikke så tragisk som Malene. Jeg mistede min mand efter tre års ægteskab. Og jeg kunne ikke komme videre, så da jeg fandt den gemte server, ønskede jeg at flygte her ind, jeg havde ikke nogen der kunne holde på mig, mine forældre er begge døde, og jeg har ingen søskende. Efter et par år med at forske i det, fandt jeg ligesom Jay og Malene ud af hvordan jeg skulle gøre det. Og her er jeg så!
   Hun slog smilende ud med armene. Alle så nu på Matt. Han rødmede og så ned i gulvet. Malene lagde sin hånd i hans. Andrea nød meget at se hengivenheden mellem de to par. Men hun savnede også lidt den i sit eget liv. Hun havde prøvet at date et par af simmerne men syntes ikke der var megen personlighed ved dem.
   - Jeg er den der har været her længst. Noget der ligner flere menneske år. I 2000 bestemte jeg mig for at flygte her ind. Jeg havde skabt en lille verden, låst den på en server der ikke ville blive fundet. Troede jeg, men en lille flok medarbejdere på det universitet jeg arbejdede på fandt serveren, udbyggede verdenen, og en af dem flyttede ind!
   Han smilede og nikkede til Jay.
   - Det gav en del problemer, og kastede mig tilbage i erindringer over hvorfor jeg var flygtet herind.
   Han smilede til Andrea.
   - Det er ikke din skyld, og du kunne umuligt vide det, jeg tror slet ikke du kender mig i den virkelige verden.
   Andrea så på ham med hovedet på snur. Pludselig slog en tanke ned i hende.
   - Du er Matt Taylor! Den Matt Taylor!
   Matt rødmede, han havde sådan håbet der ikke var nogen der kendte ham. Jay så på hende. Hun så fra den ene til den anden.
   - Husker du ikke sagen om Matt Taylor?
   Hun så nu på Jay, men han rystede på hovedet.
   - Han var professor på instituttet, men blev opsagt fordi en elev beskyldte ham for at dyrke sex med ham når han fik privatundervisning.
   Matt var nu næsten violet, Andrea rakte over og klappede ham på skulderen, han så op.
   - Du skulle være blevet hængende, du blev renset for enhver anklage, det viste sig at den unge herre havde lavet det nummer flere gange, men da han blev erklæret sindssyg var du væk, og ingen kunne finde dig, der blev sat en efterforskning i gang, men du var ikke at finde. Og flere mente at du havde taget dit eget liv. Og det havde du på sit vis også gjort.
   Andrea skreg af grin. Selv Matt smilede. Jay kunne nu godt huske sagen.
   - Du skulle have været der, det var så dejligt at det viste sig at du hele tiden havde talt sandt. Dikon måtte stå frem og undskylde overfor dig i aviserne. Og så har du slet ikke vidst noget i alle disse år.
   Nu grinede både Andrea og Jay, og Malene og Helene smilede. Malene lagde armene om ham, og han næsten græd af lykke. Jon smilede, det måtte være så dejligt for Jay og Matt at vide at de simmer de levede sammen med faktisk var rigtige mennesker.
   - Fordi jeg opdagede at I var mennesker og ikke figurer, har jeg noget jeg vil vise jer.
   Jon rejste sig, han kom tilbage med en bærbar computer der havde stået i en taske ude i gangen. Han flyttede på kopperne, tændte den, og fandt en hjemmeside frem. Han drejede skærmen så alle kunne følge med.
   - Der er kommet en ny udgave af spillet. En helt fantastisk udvidelse. Og jeg har fundet en måde at flytte jer alle til det!
   Han begyndte med at vis dem hjemmesiden der omtalte at hvad der var om det nye spil. Det var det gamle bare i en bedre udgave. Meget bedre udgave. Andrea var imponeret.
   - Der er flottere grafik, flere muligheder. Med tiden vil der komme udvidelser, og Internettet vil vrimle med møbler og tøj. Det gør det allerede, og spillet har kun været ude i kort tid.
   Han viste et par sider, og nu var både Helene og Malene med på ideen. Det var tydeligt. Der var så mange muligheder. Alle sad på knæ omkring computeren og læste alt hvad der var, Jon viste et par screenshots fra spillet, og viste så nogle af de historier der var lagt ud. Ingen fulgte historierne alle var bare interesseret i hvordan det så ud. Men det var Harriet der sagde det alle tænkte.
   - Jeg flytter, så kan jeg blive ældre. Jeg er træt af at gå i skole hele tiden!
   Alle grinede. Matt rodede hende i håret.
   - Bare indrøm du er vild med at gå i skole!
   Pludselig regnede det med spørgsmål og Jon kunne næsten ikke følge med.
   - Jeg har installeret spillet på serveren. Her kan I selv gå ind og spille lidt, skabe jer selv og bygge jeres huse. Når I så er klar, giver I mig besked, og så flytter jeg jer over.
   Andrea så på ham.
   - Hvordan det? Du kan jo ikke komme tilbage til IRL!
   Jon smilede. Så tog han de solbriller af, og for første gang så de hans øjne. Eller det ville sige, de så det program der kørte.
   - Jeg er her ikke rigtigt, jeg har forbedret jeres arbejde, og har lavet en transporter, der gør at jeg ikke behøver at flytte mig helt ind i spillet. Lidt ligesom den du har på!
   Han nikkede til Malene, hun nikkede.
   - Malene er her heller ikke, hun ligger i en kapsel i kælderen af det hus hun ejede. Huset er solgt men det rum er muret til, eller det var det. Jeg flyttede dig uden at du vidste det, og du ligger nu i min kælder, men jeg arbejder på at kunne flytte din DNA ind. Der er nogle begrænsninger for denne løsning.
   - Det er derfor vi ikke kan få børn!
   Det var ikke et spørgsmål, for første gang stod det klart for hende. Jon nikkede.
   - Men når jeg har flyttet dig helt ind, skulle der ikke være noget i vejen for det. Hvis ellers du vil flyttes helt ind?
   Malene nikkede med tårer i øjnene, det var nu Matt der måtte trøste hende. Alle var enige om at de ville gøre det, Jon udleverede en kode til dem alle, og så brød de alle op. Jon blev hos Andrea og spiste aftensmad med hende. Så hilste han hende godnat og forlod spillet.

To dage senere kom den første opringning, Andrea havde spillet uafbrudt siden hun fik muligheden, og hun havde nu sit drømmehus klart.
   Andrea var forundret over slet ikke at skulle ligge i dvale, hun skulle bare gå gennem sin hoveddør. Og så stod hun i sin nye have. Hun så sig forundret omkring. Alt var utrolig flot. Et smukt rødligt træ stod i forhaven, lige hvor hun havde sat det.
   Huset var i hvidt træ, soklen var af sten. Hun havde plantet røde blomster på hver side af stien frem til trappen. På terrassen stod en kurvestol og et bord. Lige som hun havde lavet det. Hun åbnede smilende den hvide hoveddør.
   Indenfor var alt så utrolig detaljeret. Hun havde lavet huset så man gik lige ind i køkkenet, her stod et orange køleskab og et sort komfur, skabene var af træ med en sort bordplade. Spisebordet var sort, og stolene orange. På gulvet var et helt utroligt detaljeret trægulv. Tapetet var orange og passede til køleskabet. Under bordet lå et farvestrålende tæppe. Hun var godt tilpas med resultatet.
   Stuen var indrettet med et hjørne hvor to sofaer igen stod imod hinanden, og en pejs gjorde det varmt og hyggeligt. Store vinduer lukkede masser af lys ind.
   Hun lukkede døren til badeværelset op, her var en hjørnebruser, et toilet og en smuk gylden håndvask. Et smukt spejl hang over det. Hun følte sig draget, og med bankende hjerte gik hun over til det.
   Ansigtet der mødte hende var hendes eget, og så ikke, der var mange flere detaljer. Hun smilede, og til hendes store forundring, smilede hun. Hun løftede forundret hånden for at føle på kinden, og opdagede noget nyt. Hun havde fem fingre. Fem fingre der kunne bevæge sig individuelt af hinanden.
   Denne forunderlige hånd åbnede en skuffe under spejlet, og et stort udvalg i makeup dukkede op. Der lå også en kam, en børste, og et stort udvalg i spænder og elastikker. Forundret begyndte hun at sætte det røde hår. Det var som om håret var rødere end det plejede.
   Da det var gjort til hendes tilfreds hed, lagde hun en let make-up. Hun så sig forundret i spejlet. Elskede alt det hun så. Hun opdagede et lille skrin der stod ved siden af, da hun åbnede det, lå der et stort udvalg af øreringe deri. Og hun opdagede at hun havde huller i ørerne. Hun valgte et par blå. De passede godt til øjnene.
   Hun gik nu ud af badeværelset og ind i soveværelset. Her stod en smart hvid seng. En dobbeltseng. Hvide borde stod på hver side, og en hvid reol stod op af væggen. Hun så ned af sig og opdagede at hun var iklædt en nederdel og en bluse. Det lignede meget det hun havde haft på da hun var i det gamle spil. Hun åbnede skuffen i reolen, og fandt to sæt tøj. En blå trøje og et par hvide bukser. En hvid trøje og en blå cowboynederdel. Hun prøvede det alt samme, og endte med at tage den blå trøje og de hvide bukser på.
   Det eneste hun nu manglede for at spillet var ideelt for hende, var en mand. I det samme ringede det på døren.
   - Hvordan synes du om det?
   Det undrede hende ikke at det var Jon der stod udenfor. Men manden der stod bag ham undrede hende. For selv om han var en sim, genkendte hun ham. Det var Leon. Jons ven, den mand som hun hemmeligt havde elsket i flere år.
   - Kan Leon bo hos dig? Han sprang lige ud i det, og har ikke nogle steder at være!
   Andrea så på Jon. Hun havde engang i en ordentlig brandert afsløret for Jon hvordan hun følte.
   - Selvfølgelig, men jeg har intet gæsteværelse!
   Jon grinede, og Leon trådte frem.
   - Det gør ikke mig noget, hvis det ikke gør dig noget!
   Andrea var lige ved at eksplodere. Smilende lukkede hun ham ind. Det var en dejlig overraskelse.

Jay og Helene var de næste der tog kontakt. Jon gik i gang med at flytte familien. Selvfølgelig skulle børnene også flyttes. Han havde set det hus Jay havde skabt til sin familie. Et hus med store værelser til børnene, og en legeplads.
   Jay nåede ind som den første. Han gik lidt rundt, var lige så imponeret som Andrea, nød at se hvordan børnenes værelser var blevet. Så kom Helene. Han viste hende lidt rundt. Viste hende de tre børneværelser, Helene smilede.
   Høje stemmer udenfor fik dem ud. En utrolig detaljeret Harriet, i en fin blå kjole gyngede. Og den sødeste lille unge sad lige nedenfor trappen. Helen gik ned og løftede hende op. De var lidt forundret over at den lille babyen, nu var en toddler. En fantastisk sød lille pige med lyst pagehår og store blå øjne. En lille lyserød kjole og hvide strømpebukser, blev fuldendt af de sødeste lyserøde sandaler. Helene rakte hænderne frem, tog pigens hænder, og til hendes store glæde stod hun selv, et kort øjeblik. Helene smilede til Matt. Sikke en dejlig overraskelse.

Jon havde lagt et stort arbejde i at give Matt og Malene en nem overførsel, for det af flytte Malene havde ikke været nemt. Han havde arbejdet sammen med sin tvillingebror, Jonas, og de to der havde hjulpet Jay, Ulrik og Anders. Og sammen var det lykkes dem at flytte hendes DNA. Nu var hun 100% sim.
   De ventede og ventede, men endelig kom beskeden, Matt og Malene var klare. Og holdet begyndte at flytte dem. Jon havde taget opgaven at flytte dem, medens Jonas og Anders gik i gang med at flytte resten af beboerne. Selv om de ikke var blevet spurgt havde de fire venner besluttet at de skulle flyttes med, for de havde undersøgt flere af de navne der var, og havde fundet ud af at flere var "missing". Det var derfor de havde bestemt sig for at gemme hele den by der var opstået omkring de fem oprindelige. Der var over 20 simmere der skulle flyttes.
   Ulrik var gået i gang med at skabe indkøbsmuligheder for dem. Han kreerede to steder, gik så ind på Internettet og fandt to mere, dem lagde han ind. Og da alle var flyttet godt ind låste han banen.

Matt og Malene fandt pludselig dem selv stående udenfor det hus de sammen havde skabt. Huset var dog større end de begge syntes at huske. Især 1 salen. Matt stod og så på det, men trak så på hovedet.
   - Det må være synsbedrag. Men hvor er det flot!
   Malene lagde armene om ham.
   - Jeg ville ønske mine unger kunne se dette her, det er så smukt!
   Siden hun havde fortalt historien den dag hos Andrea var hun begyndt at tale om de tre børn. Matt følte så meget med den smukke kvinde der havde valgt at leve sit liv sammen med ham. Han drejede hende, og gav hende et kys.
   - Skal vi gå indenfor og se om huset bare ser større ud, eller om det virkelig er det, og hvis det er, så må vi finde en telefon og ringe til Jon. Han lovede ikke at lave noget om.
   Malene smilede og sammen gik de ind.
   I samme øjeblik døren smækkede, lød en stemme oppefra.
   - Mor, er det dig? Jeg kan ikke finde den lyserøde top!
   - Det er ikke mig der har taget den!
   Det var en anden stemme, og Matt havde med det samme mærket Malene stivne. Hun så med store øjne på ham. Han rystede på hovedet.
   I det samme åbnedes døren til køkkenet, og en ung pige stak hovedet ud.
   - Tvillingerne har skændtes lige siden vi kom. Det var på tide I kom.
   Malene begyndte at græde, og pludselig gik det op for Matt hvem det var. Ria, Mai og Mia. De tre børn som han havde hørt så meget om. Ria smilede til dem.
   - Jon syntes det ville være en dejlig overraskelse.
   Matt knugede sin kone ind til sig. Hun græd og grinede. Han så på pigerne der kom ned, smilede til teenageren og svarede:
   - Den dejligste overraskelse...