Kapitel 1
   Selv om det havde været en svær tid efter tabet af Esi, gik livet sit vante gang i den lille lysning. Alle børnene blev større. Fro levede godt op til sit navn. Hun var altid glad og fro. Smilede til alle og hjalp gerne til i husholdningen, selv om det ikke altid var lige nemt.
   Asa havde lært at gå. Hun var ikke så stor og stabil som søsteren men hun kunne nu komme rundt ved hjælp af andres ben. Hun støttede sig meget til dem.
   Men de tre sidste piger var gået i stå. De kunne kun lige side selv. Bjarke mente det var fordi de var blevet forvent med at det skulle gå så hurtigt. Og at de skulle nyde at pigerne voksede i det tempo et barn der var lidt over 6 måneder skulle.
   Lille Fro elskede at være udenfor. Hun elskede den megen sne der var kommet. Og da de nærmede sig vintersolhverv bestemte de sig for at fejre det. Der blev lavet kludedukker til alle fem piger. Stor var pigernes øjne da de fik dukkerne.
   Fro der var på stadiet som en 3-årig valgte at kalde sin Esi. Asa kaldte sin Nanna. Og Unn indviede sin ved at tygge på den og Aud kastede op på sin. Boga måtte vaske den men det gjorde ikke pigen noget. Den aften faldt hun i søvn med en halv våd dukke under armen.


Kapitel 2
   Men noget var ikke som det skulle være. Astrid kom med besked om at der var blevet fundet et lig. I en tilfrosset flod lige udenfor byen var der blevet fundet liget af en ældre mand. Ketil's plejefar. Der gik rygter om at det var Ketil der havde slået ham ihjel. Og nu var Ketil jaget vildt. Han var i fare hele tiden. Dog havde han holdt lav profil ude i Bjarke's gamle hytte, derfor vidste ingen, heller ikke Astrid, hvor han var.
   Bjarke sendte mad ud til ham. Han hjalp ham med at gøre hytten beboelig indeni. Uden at, ødelægge indtrykket af øde, udefra. Men det havde været Bjarke der havde hjulpet ham. Boga kunne stadig ikke tilgive ham. Og først da Bjarke inviterede ham med til vintersolhverv tøede Boga lidt op. De blev trygge og dovne.
   Men de skulle lære ikke at tage noget for givet. Der var stadig 3 tilbage


Kapitel 3
   En tidlig morgen hvor sneen lå tykt udenfor døren hørte Boga pludselig lyden af en hest i stor fart. Bjarke sov stadig ved siden af hende. For to dage siden havde de knyttet bånd. Selv om der ikke havde været mange med var der alligevel blevet festet til den lyse morgen, og Bjarke var ikke helt kommet sig.
   Men nu rejste hun sig. Tog sin særk på og et skind over. Så åbnede hun døren og med sværdet der havde stået lige indenfor, i hånden, gik hun ud. Hun havde allerede lært at man ikke skulle tage noget for givet.
   Men til hendes store overraskelse var det Astrid der kom ridende, men som havde hun den onde i hælene. Boga gik frem mod hende.
   - Hej, hvad haster så meget?
   - I bliver nød til at finde Ketil. Der går rygter i byen om at Bjarkes gamle hus er hjemsøgt. Nogen har set lys. Og spor i sneen. Bjarke der havde hørt dem tale, var stået op. Nu kom han ud til dem.
   - Jeg rider med det samme. Jeg tager ham med her tilbage men han må videre. Vi finder på noget. Han kyssede Boga, og med faste skridt gik han over til det overdække han havde lavet til dyrene. Her fandt han sin hest. Sadlede den og med et hurtig vink red han af sted.
   Boga bad Astrid komme indenfor. Her var Fro også stået op. Den lille trinde pige var i gang med at tænde bålet. Hun fik hurtigt gang under det og kunne sætte vand over til the.
   Boga og Astrid satte sig med hver sin kop. Og selv om de snakkede stille sammen kikkede de begge efter døren. De ventede begge på at Bjarke skulle komme tilbage. Til sidst gik Boga i gang med at lave et par tynde brød de kunne spise medens de ventede. Fro stod ved siden af hende og kikkede nysgerrigt på hende. Boga var ikke i tvivl om at næste morgen ville pigen prøve at bage de tynde brød hvis ikke hun blev stoppet.
   Astrid havde taget Aud op. Pigen sad på skødet af hende med sin nu ret krøllede dukke. Hun viste den glad frem. Og så for første gang kravlede Unn. Pigen kravlede med stor besvær over soveskindene og over til Astrid. Her blev hun sat op. Og Astrid skulle også se hendes dukke.
   - De er flotte. Dukkerne. Astrid tog Aud's og kikkede nærmere på dem. - Du kunne sikkert sælge sådan nogle på markedet hvis du ville. Astrid kikkede på hende. Boga trak bare på skuldrene. - Jeg er ikke sikker. Alle og enhver kunne lave dem hvis de gad. Hun lagde et færdigt stykke brød over på et fad. Fro havde fundet det kærnede smør frem. Og Asa der ikke ville stå tilbage for sin søster stavrede over for at finde to krus mere frem.
   - De er så dygtige. Det er svært at forstå at de ikke er ældre. Er der sket noget på det sidste? Astrids stemme var lav men spørgsmålet var ikke til at tage fejl af. Boga havde ikke været sikker på om hun skulle fortælle den anden kvinde om pigerne. Men efter at have snakket det igennem med Bjarke var de blevet enige om at hun fortjente at vide det.
   Boga havde taget hende til side en dag lige før vielsen og havde fortalt hende om den lille smukke kvinde hun havde fundet i den selv samme lysning. Og om de seks små piger som hun havde hjulpet til verden.
   Astrid havde set på hende som om hun var tosset men hun havde jo set hvordan pigerne voksede i ryk. Blev store i løbet af ingen tid. Hun havde valgt at tro hende. Derfor kunne hun nu stille det lavmælte spørgsmål.
   - Nej. Vi har haft fred de sidste to måneder. Og det har været dejligt. Men det har også næsten været for koldt til at slås. Og vi er åbenbart ikke de eneste der mener det. Hun smilede til Fro der stod og kikkede på dem med store spekulative øjne. Så klappede hun pigen på hovedet og bød hende et stykke brød.


Kapitel 4
   Inden længe sad de alle og spiste og drak. Og alle sad de og lyttede efter lyden af hove. Men morgenen var helt stille. Boga kunne ikke lide det. Men endelig. Lyden af hestehove. Hun var lige ved at gå ud da hun stoppede, greb sværdet og tog et skind over skuldrene. Man kunne aldrig være for sikker.
   Men heldigvis var det hendes mand. Bjarke kom ridende med Ketil lige i hælene. De stoppede bare op. Til Bogas store sorg viste ingen af mændene tegn på at komme ind.
   - Jeg følger Ketil på vej. Jeg nåede kun lige til hytten. En lille flok fra landsbyen var allerede på vej. Jeg kender et sted hvor han kan være men så er han nød til at få forsyninger bragt hver dag.
   - Jeg rider ud til hytten og binder dem en historie på ærmet om at jeg gør det tit. Så kan det være de tror at vi har sat sporene og at lyset nok har været et vi har tændt.
   Hun rakte op og kysede Bjarke, så stod hun lidt og kikkede efter ham. Astrid kom ud med Asa ved hånden. Pigen var pakket godt ind. Boga havde selv tænkt på det. Medens Astrid sadlede Bogas hest gik hun selv indenfor for at klæde sig på.
   Kort efter var hun klar. Hun sad op på hesten. Fik Asa løftet op foran og red så af sted. Hun måtte have et af børnene med og eftersom Fro kunne tale duede hun ikke. Pigen ville med det samme fortælle at hun aldrig havde været ude i lysningen.
   Langsomt red hun af sted. Hun havde bare lyst til at ride til men det duede ikke. Hvis de tænkte på at kikke hendes spor var hun nød til at have skidtet hele vejen. Og det gjorde hun så. Lige inden hun nåede lysningen sad hun af.


Kapitel 5
   Asa fik lov til at blive siddende. Boga trak hesten af sted og inden længe kunne hun både se den gamle hytte og mændene der stod omkring den.
   Fem styks så vidt hun kunne se. To mænd stod i døren til den gamle hytte. Alle vendte sig mod hende da hun kom gående ind i lysningen.
   - Godmorgen de herrer. Hvad laver I dog her på denne tid af dagen? Og i denne kulde? Hun gik smilende over til dem. Hun stillede sin bue med pilene op af et træ, løftede Asa ned som om det var noget hun gjorde hver dag. Hun stillede pigen i sneen, holdt hende et øjeblik medens hun fandt balancen. Så satte hun sig på hug, bandt snoren i hendes hue og gav hende lufferne på. - Kan du begynde at finde brænde, mor kommer lige om lidt. Pigen smilede stort. Så kikkede hun sig omkring. På usikre ben gik hun over til en lang gren der lå i udkanten af lysningen og begyndte at finde pinde.
   Bare for syns skyld satte Boga en af de to store kurve på jorden så pigen kunne lægge pindene ned i den.
   - Jeg regnede ikke med at der var andre end os der samlede brænde her. Hun vendte nu hele opmærksomheden mod mændene. Den ældste af dem kom over. Snart stod de alle omkring hende. - Jeg er Kalf. Han pegede på ham til højre for ham. En venlig udseende ældre mand med et stort sværd hængende i en rem. - Det er min bror Hall. De to unge er min sønner, Hord, og Hrut. De to nikkede og smilede og gik så over til Asa. De fandt en lille kniv frem og begyndte at skære grenene fra til hende. Pigen pludrede glad med de to.
   - Dette er Ivan. Vores nabo. Det var som om der ikke var mere at sige. Hun nikkede til dem alle. Men det var Ivar der tog ordet.
   - Hvad laver du her? Han gik frem mod hende. Med den hånd hun havde under skindet tog hun fadt i sin kniv. Hun var bange for manden. Kunne mærke blodet pumpe i venen på halsen.
   - Det er min mands gamle hjem, vi henter brænde her. Næsten hver dag. Hun lod som om hun kikkede efter pigen. Hun havde det ikke godt med at lyve. Men hvis hun ikke ville have den galning med de kolde øjne efter Ketil så var hun nød til det.
   Men hvad laver I her. Hun kikkede nu rundt på de andre. De seks mænd så på hinanden. Det var tydeligt at der ikke rigtigt var nogen der vidste hvad de lavede der.
   - Vi er på jagt efter en morder! Det var Hall der sagde det. Boga trådte et skridt tilbage, som om hun var bange. - En morder. Hvad mener du, er der en morder her? Hun holdt hånden ind mod brystet.
   - Nej, nej, vi kikker ikke efter en morder. Kalf skulede efter sin bror. - Hall har misforstået noget. Han smilede lidt huldt til hende.
   - Vi fik at vide at Ketil var her, du ved, ham der er mistænkt for mordet på hans plejefar. Boga nikkede, hun vidste jo godt hvem de snakkede om.
   Nu skulle hun passe på ikke at røbe dem. Hun smilede til dem, et lidt bange smil håbede hun. - Jeg håber virkeligt ikke at han er set her ude. Vi kommer her tit efter brænde, og vi har overnattet her et par gange. Hun lod som om hun skuttede sig.
   I det samme trak Asa i hende. Hun bøjede sig over pigen. Asa åbnede hånden og viste hende en flot sten hun havde fundet. Boga smilede til pigen, rettede på hendes hue og gav hende et kys. Så gik pigen tilbage til træet. Hun havde næsten fyldt en kurv.
   - Jeg har ikke hørt noget her ude. Men jeg er sikker på I er velkommen til at kikke jer omkring. Hun smilede til Kalf og Hall. De smilede begge tilbage.
   - Det gør ikke noget. Jeg er sikker på at de lys der er blevet set her har været fra når I var her. Han slog ud med armen mod det faldefærdige hus. - Det er tydeligt at der ikke har boet nogen her længe. Boga smilede tilbage.
   - Du har ret. Min mand har ikke boet her nogen tid. Og medens han boede her var huset ikke i bedre stand. Hun smilede rundt, alle der kendt dem vidste at det var Boga der var byggeherren i deres hus.


Kapitel 6
   Kalf vendte sig om hende. Han havde stået og kikket på den lille pige, der til Boga's store glæde gik rundt som om hun havde været der mange gange før.
   - Jeg er ked af at vi forstyrrer, vi forlader stedet med det samme. For resten, var det ikke din datter der døde? Han kikkede med forundring på Asa.
   - Jo, det var Esi. Lille kære Esi. Tårerne i Boga's øjne var ikke falske denne gang. Men manden så endnu mere forvirret ud.
   - Esi. Hvem er det så? Han nikkede mod Asa. Boga smilede. - Det er Asa. Hendes søster. En af fem. Hun lagde mærke til at Hall og Ivar var kommet nærmere. Kun Hord og Hrut blev sammen med den lille pige. Det forklarede hvordan hun havde kunnet fylde kurven på så kort tid. De to skar grenene af og pigen lagde dem i kurven. Alle tre morede sig meget over det.
   - Esi er min mellemste søsters datter. Hun og lillesøsteren Aud. Både Esi og min søster er død. Jeg havde seks små piger med da jeg kom hertil. Fro og Asa som er Bea's døtre, Esi og Aud som er Berg's, og Ein og Unn som er Dott's. Boga stod og tænkte på den lille pige, Hall var sikker på hun tænkte på de tre søstre.


Kapitel 7
   Boga løj så det sved. Hun havde ingen søstre. Men hun gjorde det uden at rødme. Det var nødvendigt. Faktisk bestilte hun ikke andet lige i øjeblikket.
   - Mine tre søstre døde i vinters. Kalf nikkede forstående. Det havde været en barsk og kold vinter. I landsbyen var der også flere der var bukket under.
   Min mor kan ikke tage sig af seks små børn. Så jeg tog dem alle med da jeg tog af sted. Jeg har arvet stedet. Hun smilede rundt. Alle troede helt og fuldt på hendes historie. Kun Ivar stolede ikke på hende. Det kunne hun se i de kolde øjne.
   Hun var nød til at finde på noget for at få manden til at tro på hende. Hun kaldte på Asa der stavrede over til hende. Den ene af de to mænd, hun mente det var Hring, havde hendes kurv i hånden. Den var nu fyldt til randen. Hun smilede til tak.
   Hun satte kurven fast og skulle til at svinge pigen op da Ivar trådte et skridt frem. Inden nogen kunne gøre noget havde han taget fat i pigen. De fire andre havde trukket sig lidt tilbage. Ivar lænede sig frem.
   - Denne her kommer til at miste livet for mig… Han trak en kniv og stak den ind i huden under pigens hage. Den lille gav et skrig fra sig. Boga kunne ikke gøre noget. Stod et sekund bare og stirrede stivnet på ham. Så svang hun sværdet. Men Ivar stak bare kniven længere ind under huden. Trak en flænge i den fine babyhud. En blodsdråbe løb ned af halsen på hende.
   Hjælpen kom fra et helt uventet sted. Den ene af de unge mænd der havde hjulpet hende løftede den bue Boga havde stillet fra sig op af et træ. Boga skulle lige til at råbe stop da pilen var på vej. Den borede sig ind i halsen på Ivar.
   Kniven stivnede og med pigen i armene faldt han tungt. Inden Boga kunne nå at reagere havde Hord taget hendes bue og lagt en pil. Med et svirp fløj den gennem luften og gennemborede Ivar's hals. Manden faldt tungt om med den lille pige i armene. Boga sprang over men Hring var tættere på og hurtigere. Han flåede den lille pige ud af den døde mands arme.


Kapitel 8
   Boga fik hende i armene. Sværdet havde hun bare ladet falde. Asa var vigtigere. Hun flåede kniven væk fra halsen og lagde en finger over såret. Heldigvis blødte det ikke ret meget. Kalf knælede ned ved liget af Ivar.
   - Hvad i alverden havde han gang i. Hvad mente han med at hun skulle dø for ham? Han så på Boga der bare knugede den lille pige ind til sig. I det samme lød der hovslag. Bjarke kom ridende ind i lysningen til dem. Han så bare en gang på Boga der knugede den lille pige ind til sig og sværdet blev trukket.
   - Nej... De har ikke gjort det. Hord redede Asa's liv. Kalf rettede sig op og hilste på Bjarke der stod af hesten. Han havde dog stadig sværdet i hånden. - Jeg er Kalf. Jeg har set dig før! Bjarke forklarede hvem han var. Hilste på dem alle og takkede den unge mand igen. Ligesom Boga lod han som om han ikke havde nogen ide om hvad Ivar havde talt om da han havde sagt at pigen skulle dø for ham.
   Til sidst var Kalf nød til at lade dem gå. Han skulle dog forhøre sig om Ketil inden han gik. Men igen løj Bjarke så det gjorde noget. Nej, han havde ikke set eller hørt noget fra ham længe. Og nej, han vidste ikke hvor han var.
   For resten kunne Bjarke fortælle at han havde hørt at det var Ivar der havde slået Ketil's plejefar ihjel og ladet Ketil få skylden. Det kunne være de skulle se lidt på den side af sagen. Det lovede de at gøre. Ligesom de ville sørge for Ivar's lig. Det ville blive taget med ind til byen og så ville de sørge for at forklare.
   Så løftede Bjarke sin kone og datter op på hesten og sad selv op. Han hilste de fire mænd der stod farvel og red langsomt af sted. Asa vendte sig i Boga's arme og vinkede til sine to nye venner. De vinkede grinende tilbage. Boga vidste at de ville få dem at se igen. Det kunne godt blive et problem.