Dette afsnit er til minde om en rigtig god veninde. En veninde der gerne skriver og giver et godt råd. En veninde som altid har en god bemærkning og en kommentar. Dette afsnit er dedikeret min dejlige veninde Mary Pogge.


* * *
   
Kapitel 1
   Turen tilbage til landsbyen tog næsten ingen tid. Boga red godt igennem. Hun ville ikke lade svinet undslippe. Og hvis ikke hun gjorde noget nu så gjorde han det. Hun var dog sikker på han ville blive for at forsøge at få begge sten med.
   - Den satan skal ikke få lov til at gøre det. Han skal ikke få min sten. Hun pressede hesten endnu mere. Uden tanke for sig selv.
   Hun satte farten lidt ned da hun red ind i landsbyen. Hun ville ikke risikere at ramme nogen med hesten. Men det var så tidligt på dagen at der ikke var nogen ude endnu.
   Boga red over til det hus hvor hun havde en mistanke om at hendes far var. Hun havde snakket med Ketil medens hun syede Bjarke. Og han var endelig kommet i tanke om hvad det var der havde fået Ketil til at forstå det ikke var hendes far.
   Nu var Boga nået frem. Huset lå i mørke. Kun et enkelt lys viste at der var nogen oppe. Hun sneg sig langs husvæggen. Åbnede døren på klem. Men hun kunne ikke høre noget. Heller ikke høre noget. Hun skubbede døren mere op.
   Med sværdet i hånden sneg hun sig indenfor. Hun gik forsigtigt frem, et skridt af gangen. Endelig var hun så tæt på at hun kunne høre hvad der blev sagt.
   - Fandens, drengen afslørede dig!
   - Han husker ikke noget. Tøsedrengen var ved at pisse i bukserne. En rå latter fyldte rummet. Boga mærkede hårene rejse sig på armene. Det lød virkelig ondskabsfuldt.
   - Og tøsen åd alt. Jeg fik stenen. Nu skal jeg bare have hjertet. Boga rynkede panden. Hjertet? Hvilket hjerte? Hun tog den grønne sten op som hun havde i en kæde om halsen. Med lidt god vilje kunne den godt være et hjerte. Hun smilede. Tøsen ville aldrig give den fra sig.
   - Vi kan ikke tage chancen. Du er nød til at gøre drengen kold! Boga stod bare og lyttede.
   - Når vi har hjertet kan vi endelig føre vores planer ud i livet. Så får vi endelig den fulde kontrol. En kold latter bredte sig i rummet. - Vi bliver verdensherskere. Når vi først har Valhalla så bliver den menneskelige verden nem. Så bliver den vores.....
   Boga stod et øjeblik og sank oplysningerne. Hvad var det for noget med stenen og hjertet? Og hvad var det med gudernes verden.
   I det samme vendte de to mænd sig. Og så var hun afsløret. Hun gik frem.
   - Ingen af jer kommer til at gøre Ketil noget. Ingen af jer får stenen, og I bliver stoppet. Stoppet af mig.
   Kalf grinede da han trak sværdet der hang i dens skede på væggen.
   - Du kan tro jeg skal få hjertet. Og du, lille pige, kan ikke stoppe mig... Han gik truende et skrid frem mod hende. Hun gik et frem mod ham.
   Svend blev stående og så fornøjet på dem. Han var åbenbart overbevist om at Kalf sagtens kunne klare sådan et stykke pigebarn. Kalf svang sværdet. Og Boga parerede. Men først da hun svang sværdet igen gik det op for Svend at han måske havde taget fejl.
   Boga ramte lige i maven. Kalf blødte fra et stort sår i maven. Men selv med hånden trykket ind til det løftede han sværdet igen. Uden problemer parerede Boga også dette slag. Så lynede flere slag efter hinanden ned om hende. Hun fik blokeret for dem alle. Hoppede til side og parerede med sværdet. En enkelt gang havde hun måtte bruge armen som værn, og den blødte nu.
   Pludselig så hun en åbning. Hun svang sværdet og Kalf sank om. Han var død.
   Nu vendte hun den fulde opmærksomhed mod Svend.
   - Hvordan kunne du gøre det? Hun svang sværdet imod ham.
   - Hvordan kunne du udgive dig for min far? Han parerede slaget og svang et mod hende.
   - Fordi jeg er smartere end jer alle. Og nu skal jeg ikke engang dele verdensmagten med nogen... Han grinede og så derfor ikke sværdet. Med et forskrækket gisp sank han i knæ. Han kikkede forbavset på sværdet der stak ud af maven på ham.
   Boga smilede til ham
   - Så du kunne sagtens klare den lille smule pigebarn! Hun grinede og opdagede så sin fejl.
   En borende smerte i brystet vidnede om at hun var blevet såret. Hun sank om på knæ ved siden af Svend. Hans øjne stirrede bare blindt på hende.
   - Fandens, fandens. Hun sank helt om på siden.


Kapitel 2
   Boga lå på gulvet og følte livet sive ud gennem såret i brystet. Hun lagde hånden på maven. Nu ville den lille aldrig komme til at opleve noget. Ikke komme til at møde sine søstre, sin far, eller sine bedsteforældre. Et forpint skrig steg ud af hende. Hun tog de to sten og så på dem.
   Pludselig opdagede hun noget. det var som om den ene side på den ene sten, passede til den ene side af den anden sten. Boga lagde dem forsigtigt ind i hinanden. Et lys flød ud fra de to sten, og en uforklarlig varme bredte sig i hendes krop. Boga blev så forskrækket at hun tabte stenene.
   Ud af lyset steg en mand, den mest underskønne mand hun nogensinde havde set. Han knælede ned ved siden af hende. Lagde en hånd på hendes maven, så smilede han.
   - Tak Boga, du har gjort os en stor tjeneste. Han tog hendes hånd, hun kunne ikke længere mærke smerten i kroppen. Hun mærkede kun varmen fra ham.
   En ung pige trådte også ud af lyset. Hun var så smuk og fager. Hendes hår var langt, hendes øjne lysende blå, og over armen havde hun en kurv med æbler.
   Hun satte sig ved siden af den unge mand. Rørte forsigtigt ved Boga´s sår. Pigen smilede beroligende til Boga der så lidt uroligt på dem.
   - Det er ikke så slemt. Jeg skal nok ordne det. Hun tog et æble fra kurven. Skar et lille stykke af med en kniv som manden rakte hende. Hun puttede det i munden på Boga der tyggede det lille stykke. Med det samme kunne hun mærke forandringen. Varmen bredte sig til alle knogler og hun mærkede smerten forsvinde. Boga smilede tilfreds.
   - Boga. Hilse på Idun. Hun som bærer livets æbler. Den unge mand smilede til hende.
   - Jeg er Balder. Tak fordi du tog dig af pigerne. Jeg vil gerne at du møder deres mor. En ung helt utrolig smuk kvinde steg ud af lyset. På armen havde hun en lille pige. Boga genkendte dem begge. Esi så ud som den dag Boga havde lagt hende i hendes grav. Balder hjalp Boga på benene, og så snart den lille pige så hende ville hun over til hende. Boga tog imod hende. Pigen fik et stort kram. Inden hun blev afleveret til Balder.
   - Jeg er så taknemmelig for at du var der, at du kunne tage imod mine døtre. Jeg hedder Trud, jeg er jætte og mine børn skal blive på jorden. Du for ansvaret for dem. Hun gav Boga et kram.
   - Tak for at du har taget dig så godt af mine piger. Boga smilede tilbage gennem tårerne der var begyndt at løbe ned af kinderne på hende. Trud tog den lille Esi og gik tilbage ind gennem lyset.
   Boga så efter hende. Balder tog hendes hånd, og hun vendte sig mod ham igen.
   - Du for lov at beholde stenene, men de skal være adskilt. Når pigerne skal herfra skal de bruge dem. Det samme skal du og din mand, i har alle ret til at komme til Valhalla. Alle sammen, det er vores tak til jer.
   Balder satte sig på en træstamme og gjorde tegn til at hun skulle sætte sig ved siden af.
   - Odin bestemte at disse mænd der havde tænkt sig at ødelægge Valhalla med stenene skulle forhindres. Og nornerne fortalte at de havde stikket ind i din livstråd at det skulle blive dit job.
   - Men de fortalte også et du ville få brug for hjælp. Så Bjarkes tråd blev flettet ind i din lidt tidligere end det enlig havde været meningen. Og da du så faldt over Trud og børnene så var din skæbne forudbestemt.
   Han klappede hende kærligt på hånden. Hun følte varmen brede sig i kroppen igen. Pludselig smilede han lidt for sig selv.
   - Du skal få en ekstra gave! Han grinede, - Du lider sådan af kulde om vinteren. Han lagde hænderne om hendes ansigt. Og Boga smilede da hun mærkede varmen, den bredte sig i hele kroppen. Og den blev der. Ikke så meget at hun fik det for varmt. Men så meget at hun ikke frøs.
   - Nu kommer du aldrig til at fryse om vinteren. Og alle dine efterkommere har samme evne. Han smilede til hende. Kikkede så på de to sten der lå på jorden hvor Boga havde ligget. I det samme kom en stor mand ud af lyset. En stor rødhåret mand. Han havde et bredt bælte spændt godt om livet, et par jernhansker hang side om side med en stor hammer. Den store barkede hånd holdt om to tynde kæder, som han rakte frem til Balder.
   - Dværgene lavede disse. De knækker aldrig. Hans stemme var som torden, og pludselig gik det op for Boga hvem de alle var. Det var guder, Thor var tordenguden, Balder var retfærdighedens gud og den unge Idun var vogteren af ungdommens æbler. Boga så på de to mænd med store øjne. Idun gav sig til at grine, en lav og behagelig lyd, næsten som klokker.
   - Nu gik det op for hende hvem vi er. Hun bukkede sig og tog de to sten, Thor gik gennem lyset og kom tilbage med det samme med en vogn trukket af to geder.
   Så brød Idun de to sten, satte dem i hver sin kæde og gav Boga den ene på. Den anden fik Boga i hånden, den skulle Fro have. De tre guder satte sig op i vognen. Og medens Boga så på forsvandt de.
   De var kun lige forsvundet da Hord kom løbende. Han havde Boga´s sværd i hånden og en kniv mellem tænderne. Men der var ingen der havde brug for at blive redet. Boga gik over og lagde hånden på hans skulder.
   - Min ven, du er for sent på den. Hun tog kniven ud af munden på ham. Brugte den til at pege på liget af de to mænd hun havde sloges med alene. Og som næsten var blevet hendes banemænd. Hord gik et skridt over til dem. Stoppede så op og kikkede med væmmelse på den mand der var hans far.
   - Jeg kan ikke forstå hvad der fik far til at gøre sådan noget! Han gik tilbage til Boga som lagde hånden på hans hoved.
   - Det var begær. Ikke den slags som du føler for Fro eller den slags jeg føler for Bjarke, men den slags begær efter ting. Ting de ikke kan få. Hun rystede på hovedet.
   - Vil du med tilbage? Hord nikkede. Han gik tilbage til huset, og kom ud med sin hest. Sammen med ham var Hrut. Han trak også en hest.
   - Jeg går lige over og snakker med høvdingen. Han må sørge for de to forræderes lig. Vi er blevet enige om ikke at røre dem. Så kommer jeg ud til jer! Boga nikkede.
   Sammen red de af sted. Tilbage til dem de elskede.


Kapitel 3
   Boga kikkede sig over skulderen med stolthed. Hun kunne næsten ikke tro at deres nye hus var nået at blive færdig. Men der stod det. Et smukt krumhus. Boga var godt tilfreds.
   I det samme trykkede Bjarke hendes hånd, hun vendte ansigtet mod ham. Et smil ventede hende. Hun smilede tilbage. Så så hun rundt på dem der sad om bordet.
   Hendes moster, Laura, fætteren Ketil, Sigrid og hendes børn, Unn og Ein sad på et tæppe og tyggede på en kage, Aud sad på et stykke skind ved siden af dem. Asa sad og snakkede stille med Hrut. Interessen mellem de to var stor.
   Men det bedste sad for bordenden. Fro og Hord. Side om side, Boga smilede da hun så Fro smile til hendes nye mand. Den grønne sten funklede smukt i den tynde kæde om halsen på hende. Boga trykkede Bjarkes hånd. Hord skulle bare vide at hans brud reelt kun var lige over et år. Bjarke så ud som om han tænkte det samme. Han smilede til hende.
   Hans hånd søgte ned til hendes nu meget store mave. Den lille var ventet indenfor den næste måned. Det blev sjovt at få en baby der voksede i den rigtige fart. Hvor var livet bare dejligt.

Lige som de skulle til at spise hørte de lyden af en vogn. Bjarke rejste sig, hvem kunne det dog være? Ud i lysningen kørte en lille vogn. Boga fik tårer i øjnene da hun så hvem det var. Hun opdagede at Moster Laura havde det på samme måde. For de to der kom ind i lysningen var Boga's mor og far.