Magnus næsten faldt ind, medbringende den kolde luft. Ved komfuret stod hans mor, Maria, hun vendte sig mod ham.
   - Lille skat, hvad sker der dog? Magnus var ikke nået helt ind, satte sig bare på tøjkisten. Han hev efter luft.
   - Jeg har fundet noget. En lille ting. Far skal komme og se. I det samme gik døren til toilettet op. Hans far, Lasse, kom ud.
   - Hvad har du fundet? Deres far gik over til ham.
   - Et lille væsen. Jeg har aldrig set sådan et før. Lisa blev hos det. Måske er det et dyr. Det har vinger. Lasse fandt sin lægetaske frem. Snart var han klædt lige så varmt som sin lille søn.
   Sneen var faldet hele natten i den magiske have. Efter at have gået op gennem gangen og ud gennem døren i træstubben havde far lukket døren forsvarligt. Nu tog han Magnus hånd og fik drengen til at vise hvor søsteren var.
   Magnus viste ham foruroligende tæt på menneskets have. Lasse satte uroligt farten ned.
   - Der sker ikke noget. Huset er tomt. Der er ingen mennesker! Lasse blev et øjeblik urolig ved tanken om at hans to børn havde været så tæt på menneskehuset at de kunne se det var tomt.
   Men nu fik han øje på sin datter. Og da han så hvad det var hun sad med i armene frøs hans blod til is.
   Det var en blomsterfe. Han ønskede det var alt muligt andet. Kneb øjnene sammen i håb om at det blev til noget andet. Men det gjorde det ikke, det var en blomsterfe. Og de var livsfarlige. Alle nisser vidste at blomsterfer kunne forhekse nisser. Alle havde hørt at nissekvinder slog sig selv ihjel eller skrumpede ind til rene lig, efter et møde med en blomsterfe.
   - Lisa, slip den. Rør den ikke. Han skreg det. Men datteren sad stadig med det lille væsen i sine arme. Så, så hun op. Og hun smilede til ham. Hans hjerte gik i gang igen og der kom varme i hans årer. Hun var ikke fortabt.
   - Far, kom og se hvad vi har fundet. Hun er kommet til skade. Kan du ikke hjælpe hende? Hun sad stadig i sneen og trykkede den lille fe ind til sig. Han satte sig på knæ ved siden af datteren og kikkede på det lille væsen i hendes arme.
   Det var svært at tro at den lille fine fe der lå så stille skulle være farlig for dem. Hun var så lille og spinkel. Ikke engang halvt så stor som hans egne børn. Og de var kun 15 år gamle. Begge havde stadig det lyse babyhår. Det var kun andet år de var ude alene. Og så skete der sådan noget.
   - Far, du skal rede hende! Den lille pige trak ham i ærmet. Men Lasse turde næsten ikke røre ved den lille fe. Men noget måtte han gøre. Han tog sin frakke af og fik Lisa til at lægge den lille fe på den. Han så sig omkring men alle var blevet indenfor på grund af sneen.
   Han løftede den lille fe op og begyndte at gå tilbage gennem haven. Men så stoppede han. Han kunne ikke tage hende med hjem. Ikke før han havde set at der ikke skete noget med dem.
   Men hvad skulle han gøre med hende indtil da. Han kikkede sig rundt og fik så øje på gamle Noks hus. Magnus havde åbenbart fået samme ide. For han var allerede på vej op af trappen. Hans tvilling var lige i hælene på ham.
   Da Lasse nåede op havde de allerede åbnet døren, et par vinduer og gjort klart til at tænde i det lille ildsted. Magnus var ved at kikke i skabene efter noget at pakke hende ind i men der var ikke noget. Alt var blevet fjernet da Gamle Nok var død.
   - Du bliver nød til at gå ned til mor og få nogle tæpper. Lasse nikkede til Magnus, strøg ham ømt over hovedet. Han var stadig nervøs for de to små børn.
   - Skal jeg fortælle mor hvad de er til? Han så på faderen og smilede. Lasse stod stadig med feen trykket ind til sig. Han prøvede at give hende lidt varme.
   - Det er du nok nød til! Han satte sig og kikkede på den lille fe i sine arme. Hun havde stadig lukkede øjne. Hendes hår var helt hvidt. Det lå ned af ryggen på hende. Hendes hud var lys og fin. Hun havde en fin lille opstopper næse og hendes læber var næsten mørkeblå. Men Lasse var sikker på at den hvide hud og de næsten blålige løber var på grund at kulden.
   Lisa stod og kikkede ned på hende. Den lille fe var ikke meget større end en nissebaby. Men meget finere i bygning. Hun var faktisk ret sød som hun lå der, pakket ind i hans frakke.
   I det samme blev døren revet op. Og ind kom den kolde vind, men også Maria.
   - Er du vanvittig? Læg den fra dig. Den forhekser dig bare. Maria stod ved døren. Hun havde intet tæppe med. Eller noget andet han kunne pakke det fine væsen ind i. Han sukkede.
   - Maria! Min skat! Prøv at se her. Denne lille ting kan ikke være til fare for nogen. Den er næsten død. Han trak frakken lidt til side, som han havde trukket tættere om hende da døren gik op. Men Maria var ikke sådan lige beroliget.
   - Lasse, er du sikker. Der må ikke ske noget med mine børn. I det samme gik døren op igen og deres ældste datter, Silke, stak hovedet indenfor. Maria prøvede at få hende til at blive udenfor men hun skubbede sig indenfor.
   Uden videre gik hun over til sin far. Trak frakken lidt til side og så ned på den lille skikkelse der lå og rystede. Frakken kunne ikke holde hende varm. Hun havde brug for mere. Uden et ord åbnede Silke sin frakke og trak et tykt tæppe frem. Hun pakkede det om den lille fe og stak hende indenfor sin frakke.
   De to forældre så på hinanden og så trak Lasse på skuldrene. De fulgte alle tre efter den meget viljestærke Silke da hun gik tilbage til deres lille hjem.

Silke havde altid været noget særligt. Hun var blevet født en sen december nat. Det havde været en hård fødsel for Maria. Silke var kommet først, og da havde de vidst der var noget galt. Det var altid drengen der kom først. Ikke mange minutter efter var drengen blevet født. Han var død. Noget der aldrig var sket før. Aldrig nogen sinde. Ingen havde før oplevet det. Maria kom sig langsomt. Drengen var blevet begravet, og hun brugte tid på den lille overlevende tvilling. Alle var sikker på hun ville dø. For ingen kunne overleve uden sin tvilling. Men det gjorde hun.
   Hun blev en stor og stærk pige. Hun var viljefast og stædig. Og så var hun elsket som intet andet barn i haven. De to forældre troede at de bare skulle have denne ene. Men for 15 år siden, da Silke var 12 år var Maria blevet gravid igen. Og til alles utrolige glæde havde hun denne gang født to små børn. En pige og en dreng. Lige efter bogen.
   Nu var denne viljestærke pige, på vej med en fe ind i deres hjem. Maria var urolig. Hvad nu hvis den lagde en forbandelse på dem. Men hvad kunne hun gøre. Hendes elskede datter gjorde som regel hvad hun havde lyst til.
   Lisa løb i forvejen. Hun åbnede døren og holdt den for Silke. Silke strøg hende over håret da hun gik forbi. Hun elskede sin lillesøster. Silke havde været den der var gladest da Maria blev gravid. Små søskende var ikke noget nisser var forundt.
   Lasse lukkede døren. Og så gik de ned til Magnus der stod i døren og kikkede efter dem. Da han så dem løb han dem i møde. Lasse lagde fingeren over læberne og vinkede ham ind. Han gjorde som han fik besked på.
   De delte mellemgangen med Lasses søster, Lillian og Marias bror, Martin. De boede med deres familier i små huse bygget ind under rødderne på den stamme døren var i. Nu gjaldt det om at komme tilbage til deres hus, der lå inderst, uden at nogen opdagede dem. Alle undtagen Lasse var kommet ind da en stemme kaldte på ham.
   Hans svoger, Sebastian stod i døråbningen til hans og Lillians hus, og han vinkede af ham. Lasse nikkede til Silke der stod indenfor. Så gik han ned til Sebastian.
   - Jeg er ked af det. Men Adam har det dårligt. Kan du se på ham. Lasse var deres læge. Han nikkede og gik ind for at se på nevøen.
   - Hej, Adam. Har du nu igen glemt frakken? Drengen nikkede. Lasse lyttede til hans bryst. Og som han havde regnet med raslede drengens lunger. Han kikkede på Lillian.
   - Giv ham birkebark te. Så skal feberen nok forsvinde. Han snakkede lidt med Lillian. Fortalte hende at hun var nød til at holde bedre øje med drengen. Det skete tit at han blev syg.
   Lillian var ikke glad for at blive irettesat men måtte give sin bror ret. Drengen var glemsom og blev tit syg. Til sidst hilste han farvel. Han ville bare af sted men ville ikke være uhøflig. Han kyssede sin søster på panden og trykkede sin svogers hånd. Så trak han Adams tvilling Alfa i den ene fletning så hun fnisede og hilste farvel.
   Hjemme var der ingen at se. Kun Silkes alkove der stod åben, vidnede om at nogen var hjemme. Han stak hovedet indenfor. Magnus og Lisa var kravlet i deres nattøj. Begge børn lå puttet under dynerne med den lille fe mellem dem. Silke sad i skrædderstilling og snakkede med dem.
   - Gad hvide hvad hun spiser? Det var Maria der kom op gennem gulvet i køkkenet, hun havde været nede i forrådskammeret efter noget til aftensmaden. Hun havde to nødder med, sammen med et par hindbær.
   - Jeg mener jeg har læst at de skal have morgendug. Det har vi da heldigvis masser af. Han smilede til hende. Så gik han over og gav hende et kys. Et stort et. Hun smilede og kyssede ham tilbage.
   Lasse gik over til alkoven. Stak hovedet indenfor og smilede. Alle fire lå side om side.
   - Jeg er nød til at kikke på hende, venner. Silke satte sig op og løftede den lille fe ud til ham. Hun var stadig pakket ind i det tæppe Silke var kommet med. Han pakkede hende ud. Hun havde en tynd blå kjole på. Han havde ikke lagt mærke til den før.
   Lasse undersøgte hende. Hendes lunger raslede, hun havde en usund kulør og hendes hjerte rasede af sted. Hendes fingerspidser havde frostskader og det samme havde hendes tæer. De var lange og smalle. Ikke beregnet til at gå på. Det var tydeligt at hun var bygget til at flyve rundt. Men hvad havde hun lavet ude på denne tid af året?
   I det samme slog hun øjnene op. De var hvide. Kun brudt af en sort krans. Smukke og næsten gennemsigtige. Men det der forundrede ham var skrækken i dem.
   - En nisse! Du må ikke spise mig... Hun peb næsten, kravlede længere ud mod kanten, prøvede desperat at komme væk. Da hun kom ud på gulvet slog hun vingerne ud. To smalle helt utrolig vidunderlige vinger. Helt hvide, samme farve som hendes øjne, med en fin lyseblå streg hele vejen rundt. Og i spidsen var noget der lignede et blåt hjerte. Silke sukkede da hun så dem.
   Men Maria havde set hende komme ud af alkoven og lod sig nu gribe af panik. Hun så den lille fe dale ned mod sig. Hun tænkte ikke på at det var hendes vinger der ikke kunne bære hende, hun tænkte kun på sine børn.
   - Du må ikke gøre os noget. Jeg vil ikke miste mine børn. Hun bønfaldt hende. Men den lille fe hørte ikke noget. Hun var selv sanseløs af skræk. Hun dalede lige ned i armene på Maria, som holdt hende ud fra sig i strakt arm og hurtigt bar hende tilbage til alkoven, som hendes børn nu var kravlet ud af.
   - I må ikke gøre mig noget. Feen prøvede kraftløst at kæmpe sig fri. Maria stoppede, der var noget galt her. Noget der ikke stemte. Igennem skrækken der havde fat i hende lyttede hun til den fine tynde stemme fra det lille væsen i hendes arme.
   - I må ikke spise mig, jeg er ikke et barn… Maria opdagede de smukke blå tårer der gled ned af hendes kinder. Hun løftede hende ind i alkoven og slap hende.
   - Vi er ikke farlige. Det er dig der er det. Du må ikke lægge en forbandelse på os. Vi ville bare hjælpe. Maria pakkede hende ind i tæppet igen. Passede på ikke at skade de tynde vinger.
   - Det er jer der er farlige. I spiser Febørn til aftensmad. Den lille fe kravlede længere ind medens hun trykkede tæppet ind til sig.
   - Jeg tror vi ikke har noget at frygte. Nogen af os. Hun satte sig i åbningen, lidt fra den lille fe.
   - Du tror vi er farlige, og vi troede du var det. Men faktisk spiser vi ikke kød. Så du behøver ikke være bange. Vi spiser ikke nogen børn.
   - Vi kaster ikke nogle forbandelser. Faktisk kan jeg ikke nogle. Hun hostede lidt. Lasse gik over til komfuret hvor Maria havde varmet morgendug med honning. Han hældte det i Lisas babykrus. Det var ikke så stort at den lille fe ikke kunne holde det.
   Hun skulede lidt nervøst til det. Men hun kunne dufte det var noget godt. Så hun drak en mundfuld, og inden længe var kruset tomt. Så kravlede hun sammen i det fjerneste hjørne, hun kikkede lidt skræmt på de andre men inden længe gled øjnene i og hun sov.
   Maria lavede aftensmad til dem og de to små blev badet inden de blev puttet i nattøjet igen. Så fik de besked på at sætte sig i den store lænestol der stod ved siden af bogreolen. Lasse fandt den store Nissebog frem og slog op under feer og alfer. Han læste et par afsnit for dem inden de blev beordret i seng, i deres egen alkove.

To dage gik med pasningen af den lille fe. Hun var bevidstløs det meste af tiden. Med mellemrum slog hun øjnene op, men så ikke noget. Mumlede bare noget om nisser. Lasse fik hende til at drikke morgendug med honning der var varmet. Og da de stod op på tredje dagen ventede der dem en overraskelse.
   For i Lasses store lænestol sad en lille fe og kikkede på dem. Hun var pakket ind i tæppet men så ud til at have det meget bedre. Hun så stadig ikke for godt ud. Men bedre. Lasse der var den første der stod op smilede glad da han så hende.
   - Godmorgen lille ven. Hvordan har du det? Han satte sig på hug ved stolen. Hun trak sig lidt væk. Selv om de ikke havde spist hende endnu så kunne det jo være.
   - Godmorgen, nisse. Jeg har det godt. Men det gør ondt. Hun stak en fod frem. Og til Lasses store forfærdelse var hendes ene fod hævet og sort. Han rørte forsigtigt ved den, men hun trak den til sig og begyndte at græde.
   - far, hvad laver du? Det var Lisa der også var oppe nu. Hun gik over til dem.
   - Fik du den lille fe til at græde. Hendes tonefald var lige ved at få Lasse til at skamme sig. Men så smilede han til hende.
   - Hun har en dårlig fod. Vi bliver nød til at kikke på den. Han så på hende. Det samme, gjorde Lisa. Feen kikkede fra den ene til den anden, så stak hun igen forsigtigt foden frem. Lisa gispede.
   - Stakkels lille fe. Se hendes fod… Far du må gøre noget.. Det gør ondt på hende… Nu begyndte Lisa også at græde. Lasse sukkede. Uden at røre ved foden kikkede han nærmere på den. Han kunne se at det kun var lilletåen der var rigtig slem. Men resten af foden var ved at blive sort. Han kunne blive nød til at amputere den.
   Men først ville han prøve nogle ting. På ydersiden af den utrolig lange lilletå var et sår. Og der var betændelse i det. Hvis han kunne komme til at rense det kunne han måske rede hendes fod. Hvis han var rigtig heldig endog tåen.
   - Må jeg se din anden fod, skat. Han så på hende og smilede. Han håbede det virkede beroligende på hende. Men faktisk virkede det mere beroligende på den lille fe at den lille varme nissepige, var gledet ned i stolen til hende. Hun havde lagt begge arme om hende og sad og sagde beroligende lyde til hende. Og til Lasses store overraskelse lagde den lille fe hovedet ned på brystet at den lille pige.
   Feen stak den anden fod frem. Hendes fødder var anderledes en nissens lille fod. Lang og tynd, den midterste tå var længst, de to på hver sin side lidt kortere og igen lilletå og storetå næsten lige lange. Det gav hende en lidt spids fod. Den så, utrolig fin ud.
   Lasse sammenlignede de to fødder og vidste han var nød til at rense såret. Og det kunne han ikke gøre alene. Der var kun en han kunne stole på. En der kunne hjælpe. Hans søster.
   Han bestemte sig for at hente hende. Han vækkede Maria inden han gik. Hun gik i gang med noget mad. Så med mellemrum på de to i stolen. Lisa havde ikke flyttet sig. Hun havde fået Magnus, der også var stået op, til at tage Den store Nissebog til hende. Nu sad hun og "læste" billederne, for hun kunne ikke læse endnu.
   - Hvad hedder du? Det var Silke der spurgte. Hun vidste at der ville blive ballade lige om lidt. Faster Lillian var lidt skarp og så var hun bange for alt. Men hun var den eneste der kunne hjælpe deres far med sådan nogle ting. Silke vidste med sig selv at når hun blev 45 så ville hun lære at blive læge, så hun kun hjælpe ham.
   - Nell. Feen hviskede medens hun kikkede ned. Silke smilede.
   - Sikke et fint navn. Jeg hedder Silke, det er min lillesøster der sider hos dig. Hun hedder Lisa. Silke pakkede tæppet ned om den lille fe. Så på hendes fod, gik så over til komfuret hun lagde brænde i det og tændte op. Så fandt hun varmedunken frem.
   - Min tvilling hedder Magnus. Lisa smilede til Nell. Nell sad og kikkede nervøst på Silke.
   - Silke vil gøre din fod rask. Sammen med far og faster Lillian. I det samme hørte de stemmer ude i mellemgangen.
   - Er du sikker på det er sikkert? Helt sikkert? Det var en høj og lidt skarp stemme. Faster Lillian var i anmarch.
   - Ja jeg er sikker. Den lille fe gør ingen ting. Den er lige så bange for os som vi var for den. Hun er stadig bange. De kunne høre Lasses stemme. Så blandede der sig en anden.
   - Jeg vil også se den lille fe. De er smukke. Det var den lille Alfa. Igen lød Faster Lillians stemme. De kunne ikke høre hvad hun sagde. Så lød der gråd. Men da døren gik op var det Alfa der kom ind først.
   - Adam er syg. Han må ikke stå op. Den lille pige var kun 9 år. Næsten kun en baby. Tvillingerne Adam og Alfa var kun lige kommet over modermælksstadiet. Og de var stolte af det. Men de fortalte ikke nogen at de kunne finde på at kravle op til mor om aftenen og få en tår. Ingen skulle kalde dem babyer.
   - Hvor er den lille fe? Er hun farlig? Alfa stillede sig ved stolen og kikkede nøje på Nell, der trykkede sig ind til Lisa.
   - Hvor er hun fin. Må hun ikke blive her? Hun ser ikke farlig ud. Og Lisa er ikke bange for hende. Alfa snakkede altid helt utrolig meget. Lisa hviskede til Nell.
   - Snakker hun ikke bare meget? Hun har lige lært det. Hun er kun en baby. Nell fnisede. Lisa smilede. Lillian vovede sig lidt nærmere. Hun havde ellers prøvet at trække datteren væk fra den farlige blomsterfe. Men pigen var ikke sådan at flytte.
   - Åhh min gud, se hendes fod! Lillian glemte at være bange, satte sig på hug og tog forsigtigt foden i sin hånd. Nell blev forskrækket og prøvede at trække foden til sig. Men Lisa tog hendes hånd.
   - Du skal ikke være bange. Faster Lillian er den bedste sygeplejerske. Pigen tænkte lidt.
   - Hun er også den eneste. Fasteren smilede. Da hun havde kikket det hun skulle, gik hun tilbage til Lasse.
   - Du har ret. Vi må åbne såret. Men hvordan gør vi det uden at skræmme den lille? Hun skulle helst ikke prøve at flyve sin vej. De så over på de tre piger i stolen. Alfa var også kravlet derop. Og kun fordi de alle var så små kunne de være der uden problemer. Faktisk kunne der være en mere, fandt de ud af da Magnus også kravlede der op.
   De sad alle fire og kikkede i bogen som Lisa havde fundet igen. Hun var ved at genfortælle nogle af de historier der stod i den, og som hun havde hørt flere gange.
   Silke gik over til bordet og hældte varmt te i alle undtaget en kop. Den hældte hun varm morgendug i. Igen sødede hun med honning. Så løftede hun feen op og satte sig med hende på skødet. Lillian sad og kikkede på dem. Nell stolede åbenbart på Silke. Lasse der havde tænkt det samme gik med det samme ind og hentede sin taske.
   - Nej. I operere ikke her. Ikke midt i maden. Maria kikkede rundt. Men så fik hun for første gang øje på foden.
   - I gør bare som i vil. Hun satte sig på hug ved siden af Silke og strøg det pjuskede hår væk fra Nells ansigt.
   - Nell, Jeg hedder Maria. Det er min mand, Lasse. Han er læge. Ved du hvad en læge er? Nell nikkede. Hun klamrede sig til sit krus. Selv om det var det mindste de havde, var det så stort at hendes fingre ikke kunne nå rundt.
   - Det er sådan en der gør en rask. Min far var også en læge. Men han er død. Ude i sneen. Sammen med mor. En tåre gled ned af kinden på hende. Da Lisa bøjede sig ned opdagede hun at tåren var blevet til en sten. En vidunderlig smuk blå sten.
   - Jeg er nød til at skære med en kniv i din tå. Den skal gøres ren indeni. Du kan få noget så du sover. Eller jeg kan smøre en creme på så kun tåen sover? Nell så på Silke.
   - Jeg kan godt side med dig. Lige her hvis du vil. Nell nikkede.
   - Så kun en creme. Hvis Silke bliver. Og Lisa. Begge nikkede. Lasse fandt krukken med cremen frem. Og med et stykke vat smurte han lidt på. Det rykkede kun i Nell et par gange. Silke lagde armen om hende og Lisa der stod ved siden af tog hendes hånd. Hun opdagede at hendes hænder var bygget ligesom hendes tæer. Spidse. Det var sødt.
   Hun så med store bange øjne da Lasse fandt kniven frem. Den var blevet gjort ren, og lå nu i en skål sammen med små stykker stof. Dem tog Lillian med en tang der også var blevet vasket.
   Lasse drejede forsigtigt foden og skar et lille bitte hul i såret. Pus væltede ud. Lillian rensede hurtigt. Men det blev ved med at vælte ud. Igen og igen byttede Lillian kluden ud med en ren. Maria var allerede i gang med at koge dem der var blevet brugt. Snart lå de i skålen igen. Rene.
   Endelig stilnede det af. Tåen var ikke sort længere. Og foden var igen lyserød. Men da Lasse forsigtigt trykkede på tåen kunne han mærke der stadig sad noget i såret. Han satte sig på en lav skammel og åbnede såret med en pincet.
   Inde i såret sad en tårn. En sort torn. Med pincetten fiskede Lasse den forsigtigt ud. Nell rørte sig ikke. Hun sad bare og kikkede på det Lasse og Lillian lavede. Så fik hun øje på tornen.
   - Det er en Manant-Torn!! Nell rettede sig op og lænede sig frem.
   - Jeg kan ikke forstå det. Det er en Manant-Torn. Der skulle ikke være flere Mananter. Hun så eftertænksom ud. Det må være derfor vi ikke kunne komme hjem.
   Hun sukkede. Kunne ikke tro hvad hun lige var kommet frem til. Så, så hun op og opdagede at alle så på hende.
   - Undskyld. Hun så ned. Lasse lagde en hånd under hendes hage og løftede hendes ansigt op mod sit.
   - Du behøver ikke undskylde. Men du må gerne fortælle. Hvad er en Manant-Torn, og hvad er en Manant? Lasse vendte tilbage til foden. Nu var der ikke mere i den. Såret var renset og han lukkede det med et sting.
   - En Manant er en alf. De var vores venner. De boede hos os. Jeg troede at den sidste var Tónik. Han døde da jeg var 4 år. Nu er jeg 13 år. Stadig en ung fe. Næsten voksen. Manater blev ældre end os. Her på det sidste har far og mor snakket om at Manaterne prøver at tage magten. At nogen måtte leve et eller andet sted. Mor kunne mærke den slags. Hun var den første. Dronningen. Mor ville ikke af sted, men det var ved at blive vinter. Så vi drog af sted for at putte blomsterne. Da vi kom tilbage til Blomsterdalen efter at have farvet efteråret, kunne vi ikke komme ind. Vi prøvede alt muligt. Men der var ikke noget at gøre. Vi prøvede at finde et andet sted at være vinteren over men vi kan ikke klare kulden. En efter en døde de. Til sidst var der kun mig. Og så fløj jeg lidt rundt. Jeg faldt til sidst ned da min fod pludselig gjorde ondt.
   Alle så på hende med store øjne. Så rejste Lisa sig og gav hende et forsigtigt kram. Passede på de fine vinger. Inden længe havde alle gjort det samme.
   - Manant-tornen er en torn som mananterne kan sætte ind i feer og alfer når de vil gøre det af med en. Hendes øjne var blevet våde. Der var ingen tvivl om at hun var ked af at tænke på forældrene. Tænk hun var en prinsesse.
   - Jamen hvordan har de fået den ind i din fod? Det var Alfa der spurgte.
   - De kan gøre det med tankerne. Og så længe jeg lever, vil jeg være i fare. Tanken blev for meget for hende. Hun græd og græd, sad trykket ind til Silke, indtil hun til sidst faldt i søvn.
   Uden at nogen havde opdaget det havde Lisa samlet alle de sten op der faldt på gulvet. Da de andre var optaget af at lægge Nell ind i Silkes alkove, gemte hun stenene i en æske. Hun ville lave en halskæde til Nell af dem.

Nells fod fik det hurtigt bedre. Alle i haven blev præsenteret for hende. Og alle fandt ud af at hun ikke var farlig. Da det blev jul blev alle inviteret over til Lasse og Maria. Og Nell fik gaver af dem alle.
   Silke havde strikket et par lange strømper til hende. De nåede hende til knæet og passede perfekt over den spidse fod. Hun så helt utrolig sød ud når hun kom flyvende. Lisa havde lavet en kæde af tårerne som hun gav Nell. Hun måtte fortælle hvor de kom fra. Nell var ikke klar over at hendes tårer blev til sten. Hun kneb sig selv i armen og en tåre løb ned af kinden og faldt til gulvet hvor den blev til en sten. Nell grinede glad.
   Magnus havde lavet en kagekrukke til hende. En kæmpe kagekrukke. Det havde vist sig at den lille fe elskede krukker. Og så var hun vild med kager. Maria havde flere gange fundet hende i hendes største krukker. Der havde hun ligget sammenkrøbet og sovet.
   Magnus havde tænkt hun ville have en med bedre plads. Hun blev utrolig glad for den. Lagde den dyne og pude som Maria gav hende i julegave ned i den. Lasse havde lavet en smuk kæde til hende. En kort en hun kunne have om det ene ben. Hun fik ham til at sætte den sidste tåre i den.
   Lillian og Sebastian havde slået sig sammen med Martin og hans kone Wilma. Til Nells store overraskelse gav de hende møbler. En lille fin stol. En sofa med blomsterbetræk og et fint lille bord. Men det var kun begyndelsen. Adam havde lavet en lille fin lysestage til hende, og Julia og Alfa havde syet et stort tykt tæppe til hende. Det var den 14-årige Julia der havde syet. Men Alfa havde hjulpet med farverne. Og så havde hun syet en lille smule på det. Pigen var meget stolt af sig selv. Julias tvilling Rune havde lavet et smukt trækrus til hende. Der var indgraveret en lille fe. Nell takkede men vidste ikke helt hvad hun skulle gøre med det.
   Først da de førte hende over til gamle Noks hus forstod hun. De ville gerne have hun blev. De gav hende et hus. Men Maria forsikrede hende om at hun gerne måtte blive hos dem hvis hun hellere ville det.
   Nell sagde ja tak til at begynde med. Men hendes nye ting blev flyttet over. Og lidt efter lidt flyttede Nell også over.