Landsbyen lå helt stille hen, da en stille banken på en dør fortalte at den sidste var der. Fire mænd var samlet i det mørke hus. Kun ildstedet midt i huset gav lidt lys fra sig. Den sidste af mændene gik ind og satte sig. To på hver side af bålet.
   - Vi har mistet Martin og Johan. Stemmen var stille og grov. Næsten lige så kold som vinden udenfor. Den gik gennem marv og ben. Alle rykkede de nærmere ilden. De fire mænd var alene i huset. Ingen bød på mjød og ingen ønskede noget.
   - Hvad skal vi gøre? Kan vi flytte den. Uden at nogen opdager det? Den mindste af mændene sad og kikkede rundt på de andre.
   - Jeg var ude og kikke. Hun har fundet sig til rette. Huset er næsten færdigt og hun er ved at være klar til at flytte ind. Jeg har prøvet at komme så tæt at jeg kan flytte den men det kan ikke lade sig gøre. Hendes kærestes hund er altid på pletten.
   - Vi bliver nød til at flytte den. Kan vi få hende af vejen medens vi gør det? Kan vi risikere at lade den ligge vinteren over? Den største og mest ubehagelige så rundt på dem han havde holdt sig tavs et stykke tid. Men nu sagde han noget.
   - Vi kan ikke lade den ligge. Hun må ud. Og eftersom ingen af jer kan klare det må jeg gøre det selv. Han så udfordrende på de andre. Alle kikkede ned i jorden. Den lille kvinde der ude havde bevist at hun kunne forsvare sig. Ingen havde lyst til at lade livet.
   - Jeg skal nok gøre det. En yngre mørkhåret mand rettede sig op. - Det var mig der mistede den derude så det er mig der henter den. Han kikkede på de andre. Alle nikkede. De var enige. Da der ikke var mere at sige brød de op og alle gik hver til sit.


Kapitel 2
   Boga stod inde i sit næsten færdige hus. Det var begyndt at regne om morgenen og da teltet ikke var vandtæt var de flyttet ind i huset. Men det var heller ikke tæt. Hun havde måttet flytte teltet to gange for at pigerne kunne ligge tørt inde i det.
   - Det kan ikke være rigtigt. Hun flyttede endnu en gang lidt på teltet. Men så fik hun en ide. Med et skind over sig gik hun udenfor med sin skovl.
   - Tænk at man ikke engang kan side indenfor og hygge sig. Hun begyndte at grave i den våde jord. Den var så tung at hun næsten ikke kunne løfte den. Langsomt begyndte hun at smide græstørv op på taget. Efterhånden som hun fik lagt på forneden kunne hun træde højere og højere op på taget.
   - Jeg bliver aldrig færdig. Hun rettede sig op. Nede mellem stolperne kunne hun skimte teltet nedenunder sig. Hun kunne se at Fro igen var kravlet ud af det. Hun stak skovlen i jorden og kravlede ned.
   - Kan du så blive indenfor. Hun løftede den lille smilende pige op. Udover at Asa stadig prøvede at side op var der ikke nogen af de andre der opførte sig ældre end de var.
   Hun tog hendes hænder og lod pigen stå lidt. Så satte hun hende. Pigen fik et stykke æble at gnave i. Her til morgen havde Boga opdaget at hun havde fået en tand mere.
   Boga satte sig på et skind ved siden af hende. hun løftede Asa over og sad med hende. Pigens hvide hår var endelig ved at komme frem. Hun lignede en lille engel. Pigen fik også et æblestykke. Dog havde Boga skrællet den og skåret den ud i små stykker. Asa kunne side når hun havde stykke i ryggen. Og nu sad hun ved siden af sin søster og spiste. Fro havde hurtigt spist sit stykke og prøvede nu at hugge sin søsters.
   Boga efterlod dem og gik udenfor igen. Hun var nød til at få tætnet taget inden det begyndte at sne. For de havde virkeligt brug for huset. Udenfor blæste og regnede det. Boga trak sine skindfrakker tættere om sig. Og med det tykke skind over hovedet gik hun i gang igen.


Kapitel 3
   - Har du brug for en hjælpende hånd? Hun vendte sig og smilede da hun opdagede Bjarke der stod og kikkede på hende. - Hvor længe har du stået der? Hun hoppede ned og gik over og fik et kys og et kram. Det føltes så dejligt. - Jeg er lige kommet. Hvad laver du dog ude i dette vejr.
   - Jeg er ved at tætte taget. Eller nærmere at lægge, det på. Hun pegede stolt på det stykke arbejde hun havde lavet. - Det regner ind…. Som for at bevidne hendes ord begyndte Fro at græde. Hvis der var noget pigen ikke kunne lide var det regnvand i hovedet. Boga og Bjarke gik ind til hende. Pigen var kravlet ud af teltet igen. Og sad nu i en lille vandpyt.
   Bjarke grinede af hende og medens Boga fandt rent og tørt tøj til hende gik han udenfor og gik i gang med det store arbejde som Boga var begyndt på. Nu hvor de var to var der en god chance for at de kunne blive færdige inden aften.
   Inden længe kom Boga ud til ham. De arbejdede længe i stilhed. Ingen af dem sagde noget. De var så lykkelige for at kunne være sammen og at der for en tid var fred og ro. Fred og ro til at bygge huset færdig.
   - Bjarke, hvorfor flytter du ikke herud? Hun kikkede interesseret på ham. De havde snakket om det et par gange men han talte altid udenom. - Jeg vil ikke være til besvær. Det ved du. Han klappede på den jord han lige havde smidt på taget. De var nået over halvvejs op og nu gik det hurtigt. Men de viste begge at, til næste efterår måtte de ud og smide et tykkere lag på.
   - Du ved at du ikke er til besvær. Overhovedet ikke. Og nu bliver det snart vinter. Og jeg har set det skur du kalder hjem. Hun smed grinende noget jord efter ham. Han trådte til siden men gled. Og medens hun skreg af grin gled han ned på jorden.
   Hun hoppede grinende ned til ham. Han var blevet siddende på jorden men var ikke kommet noget til. Afstanden mellem tagrenden og jorden var heller ikke engang en meter. Længe sad han og kikkede på noget han havde fundet.


Kapitel 4
   - Har du set. Han holdt en stor grøn sten op. Et øjeblik troede Boga at det var hendes. Men så opdagede hun at den ikke var helt magen til. Hun lænede sig nysgerrigt frem for bedre at se. - Hvor mon den kommer fra. Han lagde den i hendes hånd. Hun rejste sig og gik ind.
   - Jeg vil vise dig noget. Og fortælle, dig noget mere af min historie. Hun gik indenfor og satte sig ved teltet. Her hældte hun varmt vand over nogle tørrede æbleblade. Hun rakte det ene krus til ham. Så fortalte hun ham om den dag hun havde fået at hvide at hun bare var en træl. At hendes far, Leif, ikke var hendes far. Og at den mand hun havde elsket som en far hele sit liv, Svend, faktisk var hendes far. Om hvor håbløst Leif havde gjort hendes liv efter den dag. Han havde forbudt nogen at snakke til hende. Og hvis hun sagde noget fik hun bank. Til sidst havde hun fået nok. Hun stak af. Stak af fra bank og nederdrægtighed.
   - Den nat jeg stak af hjemmefra havde min mors mand prøvet af få fat i mig. Hun skuttede sig. - Det er første gang jeg så min mor sætte sig om mod ham. Boga´s stemme var lav, næstende viskende.
   - Hun slog ham i hovedet og medens han lå på sengen og blødte bad min mor mig om at forsvinde. Min far gik med mig over i stalden.
   - Jeg har et stykke jord. Ingen ved noget om det. Han trak et stykke papir frem. Lagde det i hendes hånd. - Mine forældre arvede det efter en gammel dame som de havde været hos. Hendes hus brændte ned for mange år siden. Men ifølge mine forældre, dine bedsteforældre, er stedet utrolig dejlig.
   - Du skal have kortet. Hvis jeg nogensinde kan får jeg din mor med mig kommer vi ud til dig. Boga vidste godt det ikke kunne lade sig gøre. Hendes mor var for bange for Leif til nogensinde at prøve at komme væk.
   - Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Hun viskede med hovedet mod sin fars skulder. Han lagde armene om hende og gav hende et stort knus.
   - For resten fortalte min mor mig at der på området er direkte forbindelse til guderne. Han grinede, troede ikke selv på det. - Så vær altid en sød pige. Hun grinede. - Jeg er altid en sød pige. Altid. Begge grinede de stille. For de vidste begge at det ikke passede.
   Hun havde lagt seletøj på hesten og skulle lige til at side op da hendes far to fat i hendes hånd. - Har du stadig den grønne sten. Hun nikkede. Fandt skindet hun havde svøbt om den frem. - Jeg har også mine tre kæder. Hun grinede en lille smule. - Jeg stjal den sidste tilbage igen. Hun viste ham den.
   - Det er godt. De tre kæder og stenen bør altid være sammen. Det er ærgerligt at den sidste sten mangler. Hun kikkede nysgerrigt på ham. - Der var oprindeligt tre kæder og to store grønne sten. Men den ene af stenene blev stjålet for mange år siden. Og ingen ved hvor den er.


Kapitel 5
   Bjarke kikkede på stenen i sin hånd. Boga fandt den anden frem og lagde den ved siden af. Farverne var helt ens. - Jeg tror vi godt kan gå ud fra at vi har fundet stenen igen. Han gav hende dem begge og hun lagde dem i skindet. Hun lagde den helt åbenlyst ned i det rum hun havde lavet til det samme.
   - Men det er ikke det eneste. Den aften jeg kom, var her allerede nogen. En ung kvinde. Hun kikkede på pigerne der alle sov sødeligt inde i teltet. - Medens hun fødte pigerne fortalte hun mig at hun havde hørt seks mænd snakke.
   - De var mødes ude i lysningen et par timer inden jeg kom. De ville slå mig ihjel for et eller andet men hun havde ikke kunnet høre hvad de sagde. Men hun havde givet mig et barn for hver af dem. Så jeg kunne se hvornår de var klaret. En utrolig mild og lys ung mand kom og hentede hende. han kaldte hende Fro. Han bad mig om at hun ikke havde givet livet for at føde pigerne for ingenting.
   - Og det lovede jeg. Vi må passe på pigerne lige så meget som på stenene. For de er givet til os for beskyttelse. Bjarke nikkede. Han kikkede også på de seks små. Hver pige lignede hinanden indbyrdes. Men var alligevel forskellige. De var så smukke. - Vi skal nok passe godt på dem. Jeg henter mine ting og bryder min lejer op. Hvis du stadig vil have mig her kommer jeg med det samme. Hun nikkede smilende og gav ham et kys.
   - Rid med det samme. Inden det bliver mørkt. Jeg går videre med taget. Hun gav ham et kys. Et langt og varmt kys. Han smilede og trak hende ind til sig. - Pas på dig selv og pigerne medens jeg er væk. Lad inden komme i nærheden af jer.
   Han sad hurtigt op og medens hun stod på taget og kikkede efter ham, red han af sted. Hun stod længe og kikkede efter ham. Så gik hun i gang igen med taget. Selv om det næsten var helt mørkt blev hun ved. Hun afbrød kun arbejdet for at sætte lys i jorden så hun kunne se hvad hun lavede.


Kapitel 6
   Hun stod på taget da hun hørte en lyd. Stilheden omkring hende blev brudt af lyden af en gren der knækkede. Hun satte skovlen fra sig og greb buen. Hun kravlede helt op på taget og satte sig. Hun kunne stadig ikke se nogen. Men hun følte at der var nogen.
   Hun sad og spejdede da en enlig skikkelse kom luskende ind i lysningen. Hun anstrengte øjnene for at se hvem det var. Hun var sikker på at Bjarke ville have givet lyd fra sig. Og under alle omstændigheder kunne han ikke være tilbage endnu.
   Først da skikkelsen trådte ind i lyset fra de små lygter kunne hun se det var en ung mand. Han kikkede sig omkring og satte sig så til at grave. Ikke langt fra stedet hvor Bjarke havde fundet den grønne sten. Uden en lyd lod hun sig glide ned af taget. Hun landede uden en lyd ikke langt fra manden.
   Men så kikkede han op. Og hun kunne læse forskrækkelsen i hans øjne inde den første pil forlod buen. Den sank ind i hans krop. Han sank stille sammen. Hun skulle lige til at gå over og kikke til ham da et skrig inde fra hytten fik hende til at fare ind.
   Til hendes bestyrtelse så hun at Esi lå helt stille. Blod løb ud af hendes ører. Det var Fro der sad ved siden af hende og græd. - Mama. Fro skreg forskrækket. Boga løftede forsigtigt Esi op. Hun var helt livløs. Boga kunne ikke forstå det. Det var under en halv time siden hun havde været inde og kikke til dem. Og der havde alle piger ligget på rad og række og sovet.
   Nu blødte den ene af dem. Og hun kunne ikke se hvorfor. Noget var glat med hende. Boga følte på hendes hoved. Ganske forsigtigt. Men pigen reagerede ikke. Hun var død. Boga var sikker.
   Hun lagde en finger på hendes puls men der var ingen. Boga lagde hovedet ned på hendes bryst. Men der var ikke noget hjerteslag. Pigen var helt sikkert død. Boga bar hende udenfor. Fro vaklede på usikre ben efter hende.
   Udenfor var regnen stoppet. Hun lagde den lille pige på et skind ved siden af den unge mand. Boga sad et stykke tid og kikkede på dem. Der måtte være noget med ham. Noget der gjorde at han ikke skulle dø. Men at den lille skat der var født for ham skulle det.
   Fro lagde begge hænder om Boga´s hoved. Boga drejede sig og lagde armene om den lille pige. - Mama. Pigen begyndte at græde igen. Boga tog hende på skødet. Længe sad de og græd over den lille pige. Så pakkede Boga hende ind i skindet og bar hende ind i hytten igen. Esi bar hun ind og svøbte i et hvidt skind.
   Hun gik udenfor igen. Tog fadt i benet på den unge mand og trak ham med ind i huset. Hun var ikke særlig forsigtig. I hendes øjne havde han slået den lille pige ihjel. Og han fortjente ikke at leve.
   Hun havde lige fået ham indenfor da hun hørte lyden af en hest. Hun gik udenfor. Hun havde for en sikkerheds skyld taget sværdet med. Hun skulle ikke nyde noget.
   Men det var Bjarke der kom tilbage. Lige så snart han så hende vidste han der var noget galt. Han sad af og kom over til hende. Hun gik ind i hans arme. Grædende fortalte hun hvad der var sket. Han gik med indenfor. Lod hånden ligge på den lille nu helt kolde krop. Vendte sig så mod manden der stadig lå midt på gulvet.
   - Jeg har set ham før. Han hedder Ketil. En stille ung mand, jeg havde aldrig troet at han kunne finde på at gøre sådan noget. Fro stod op af hans ben, hun ville løftes op. Lige så snart hun blev løftet op begyndte hun igen at græde.
   - Mama. Hun strakte armene over efter Boga. Boga rakte over og tog hende. - Hun sagde Mama. Til dig!! Han grinede til hende. - Ja det er det eneste dejlige ved hele denne situation. Hun strøg den lille pige over håret. I det samme kom Asa kravlende ud af teltet. Bjarke løftede hende op. Da hun så sin søster i tårer begyndte hun også at græde og snart græd de alle.
   Boga havde aldrig hørt noget så deprimerende. Alle fem blev taget ud af teltet og puslet om. Fro var faldet til ro først. Nu stavrede hun rundt. Blev ved med at rulle søsteren ud af sit skind. Først havde Boga prøvet at stoppe hende men inden længe havde hun ladet hende gøre som hun ville. Det var som om det var hendes måde at sige farvel på. Hun strøg søsteren over hovedet. Så gik hun væk.


Kapitel 6
   Medens de fem piger lå på et tæppe og kikkede på lavede Boga aftensmad. Bjarke der bare havde båret sine ting ind gik nu ud for at tage sig af hesten. Boga lagde det meste af hans ting på en af forhøjningerne. Udenfor stod Bjarke som stivnet. Han kunne ikke forstå at den lille pige var død. Så sent som for et par timer siden havde han siddet med hende og prøvet at give hende mos. Han vendte tilbage da hesten vrinskede, den skulle bindes for natten og Boga´s ko skulle mælkes. Selv om det endelig var Boga´s opgave gjorde Bjarke det. Så opdagede han at der lå et stykke stamme for sig selv. Et kort stykke der ikke var for tykt. Han gik over og kikkede på det.
   Det kunne sagtens laves om til en lille kiste til den lille pige. Han gik ind i huset og hentede sine redskaber. Han satte tre kiler i og med et par velsatte hug delte han stammen.
   Det øverste stykke blev ikke så tykt som det nederste. Han lagde det tynde stykke til side og begyndte at udhule det tykke stykke. Det var som om han fik hjælp, for arbejdet gled frem som om de var flere om det. Og inden længe kunne han bære den lille kiste ind til Boga.
   Lige da hun så den begyndte hun at græde, men tog sig så sammen. Ligesom Bjarke ville hun helst ikke slippe den lille pige. Men de var nød til det. Men ikke i aften.
   Boga lagde et smukt stykke skind ned i den. Her lagde hun den lille pige. En hjemmelavet rangle blev lagt ned til hende. Og så blev et ekstra skind lagt over hende. Dog lagde de ikke det lille låg på. Boga satte en lille beholder med mælk ned ved siden af hende. De sad længe den aften og kikkede på den lille kiste. Men til sidst måtte de give sig og kravle til køjs.
   Boga vågnede som den første. Hun kravlede ud af det lille telt. Og til hendes store forbavselse skinnede solen. Boga gik lidt frem og tilbage. Kikkede på jorden og fik så en ide. Hun gik tilbage til huset og tog sin skovl. Uden at lave en lyd listede hun udenfor igen. Hun havde kun kastet et kort blik på den unge mand. Han var blevet budet til mitter pælen, Bjarke havde ordnet hans sår dagen før. Boga kunne ikke røre ved ham.
   Udenfor begyndte hun at grave. Et ikke for stort hul. Formet som en lille båd. Da hun havde gravet ca. en halv meter ned i den bløde jord satte hun skovlen fra sig. Hun opdagede først Bjarke da han lagde armene om hende. Hun fik et kys i nakken og da hun vendte sig i hans arme kyssede han hende. Længe.
   - Jeg mangler at finde et par sten. Hun pegede på den lave grav hun havde lavet. Bjarke kikkede sig omkring. Men der var ikke nogen. Alle dem der havde været, var blevet brugt til huset. - Vi bliver nok nød til at søge længere væk. Jeg ved at der er en del omkring mit gamle hus. For første gang siden Esi var, blev fundet smilede Boga. - Dit hus, den var god. Dit skur mener du vel. Boga kikkede på ham. - Jeg tager din hest med, den er vant til at trække et tungt læs. Jeg har en lille slæde som jeg spænder efter den. Bjarke nikkede. Han kunne godt forstå at hun ikke ville blive tilbage. - Kom snart tilbage. Og tag din bue med. Han rakte hende den.
   Inden længe drog hun af sted med hesten. Den lille hund stod og kikkede lidt efter hende men bestemte sig så for at følge med hende. Den for af sted efter hende. Hun lod den side på slæden medens hun gik ved siden af. Når hun opdagede en sten brugte hun skovlen til at få den bakset op på slæden. Inden længe måtte hunden side på krydset af hesten.


Kapitel 7
   Hun nåede frem til Bjarke´s forladte hus. Eller skur. For der var ikke meget der kunne kaldes et hjem. Men Bjarke havde haft ret. Der var flere godt sten. Og inden længe var slæden så fuld at hesten næsten ikke kunne trække den.
   Det gik langsomt hjemad. Hun mærkede flere gode sten af på vejen tilbage. Da hun kom tilbage opdagede hun at Bjarke havde udvidet hendes lille grav. Han havde lavet en tunnel fra graven til huset. Ikke større end at man ville kunne kravle i den. Og han havde udvidet graven.
   Han havde gravet et lille rum ud. Et lille rum som han forklarede hende at hun kunne bruge til at opbevare de to sten i. Så viste han hende hvor han indenfor i et af de små skabe der løb langs forhøjningerne hele vejen rundt havde lavet indgangen til tunnelen.
   Men han havde lavet det hele udefra. Så kunne deres "gæst" ikke se hvad han lavede. Den lille tunnel var stivet af med træ. Nu blev den lille grav stivet af med de sten Boga havde med tilbage. Hun måtte gå flere gange. Og den lille pige blev ikke begravet den dag. Boga havde kikket til den lille kiste flere gange. Ingen af pigerne rørte den.
   Men endelig sent næste dag kunne de lægge hende ned i graven. Boga lagde de to sten ind i det lille rum inden hun bar den lille kiste ud og satte den i hullet. Hun lagde sammen med Bjarke sten omkring den. Og så blev der lagt græstørv på. Med græssiden ned. Lag på lag blev lagt over den lille kiste. Boga græd for hver eneste hun lagde på. Til sidst bad Bjarke hende gå indenfor. Men det kunne hun heller ikke. For der lå manden. Men hun gik ind alligevel.
   Først nu da pigen var i jorden fik hun overskud til at kikke til ham. Og til hendes store overraskelse var han vågen. Lå og kikkede bange på hende da hun kom ind. Boga satte sig over for ham. Tændte bålet og satte stativet over det.
   Hun hængte gryden i krogen og begyndte at fylde den med rodfrugter. Inden længe kogte en dejlig suppe. Endelig vendte hun sig mod ham. Manden satte sig forsigtigt op. Han var stadig bundet til pælen. Såret hun havde givet ham havde blødt en del. Det havde lavet en stor plamage på hans kjortel.
   Hun gik over og løftede op i hans kofte. Såret var næsten lægt. - Hvordan kan det lade sig gøre? Hun kikkede undersøgende på ham. Han svarede ikke. Trykkede sig bare ind til pælen. Hun gik tilbage til din gryde.
   - Hvad skal vi gøre med dig? Du har kostet den ene af mine piger livet. Jeg er ikke i tvivl om at du var en af de seks i lysningen. Hun mumlede stille for sig selv. - Men vi kan ikke lade dig gå nogen steder. Ikke nu. Hvad skal vi dog gøre.
   Hun mumlede stadig for sig selv da Bjarke kom ind. Han gik over og gav hende et kys. - Jeg ved ikke hvad vi skal gøre. Men det kan være vi skal høre hans historie. Det kan være han kan kaste lidt lys over alt dette!! Bjarke kikkede spørgende på manden.
   - Jeg ved ikke noget. Lad hende ikke slå mig ihjel. Jeg vil fortælle jer alt. Bjarke kikkede overrasket på ham. - Hvordan kan du fortælle os alt hvis du ikke ved noget? Han satte sig på hug over for ham. - Jeg kan nok ikke holde hende fra at slå dig ihjel. Du har trods alt været årsag til at en af hendes babyer er død.
   Den unge mand begyndte at græde. - Jeg ville ikke gøre hende noget. Jeg ville bare have stenen. Jeg skulle hente den. Jeg skulle bare hente den….. Hans stemme klang langsomt ud. Han sad og kikkede bange på dem.
   - Hvad skal de med stenen? Og hvem er de? Boga havde stadig ryggen til ham. Hun kunne ikke holde ud at se på ham. Hun var sikker på hun ville gøre noget dumt hvis hun så på ham.
   - Jeg ved det ikke. Helt ærligt. Jeg ved det ikke. Han græd så tårerne løb ned af kinderne på ham. Han var helt sikkert ærlig. - Hvad vil I gøre med mig? Han viskede ordene frem. Boga og Bjarke kikkede på hinanden. Bjarke trak på skuldrene. Boga vendte sig for første gang. - Vi vil tænke over det. Og i morgen vil vi fortælle dig hvad vi har bestemt.


Kapitel 8
   Boga serverede suppen for dem. Hun hældte en portion op til dem alle tre. Satte sig med Fro på skødet og madede den lille pige. Da pigen havde spist stavrede hun lidt rundt i hytten. De kunne bevæge sig mere frit nu for Bjarke havde fået lagt tørv på det sidste stykke.
   Det lille telt var blevet pakket sammen og der var blevet lagt skind i den ene færdige seng, indtil den anden var færdig måtte de sove i den alle sammen.
   Bjarke gav den unge mand Ketil et ekstra skind. Og Boga lagde ekstra på bålet. De fem piger blev lagt inderst i sengen og Boga og Bjarke sov for uden. Dejligt tæt. Bjarke faldt i søvn med det sammen. Men Boga kunne ikke sove. Længe lå hun og kikkede på de fem resterende piger.
   Deres små hoveder havde nu næsten alle hår. Lyst dunet hår. De havde alle blå øjne. Unn´s var næsten gennemsigtige, medens Fro´s var helt mørkeblå. Hun lå lidt og tænkte på den udvikling der var sket. Fro var begyndt at gå og hun sagde flere ting, blandt andet, Mama. Asa kravlede, hun kunne side og hun pludrede også. Og så kunne hun sige Hej. Pigen vinkede til alle. Og hun var så glad og mild. Aud, Ein og Unn var alle på samme stadie. Alle tre kunne de side. De rullede fra ryg til mave og tilbage igen. Men ingen af dem sagde noget endnu. Der ville blive et stort spring mellem dem nu.
   Endelig langt om længe faldt hun i søvn. Men da hun vågnede næste morgen var hun næsten lige så træt som da hun gik i seng dagen før. Men hun havde taget en beslutning. Hun ville høre med Bjarke.
   Hun stod op som den første. Hun havde kun lige nået at lægge et par fladbrød på den pande hun havde hængt op over ilden da, en grinende Fro stak hovedet op over Bjarke der stadig sov. Og så dukkede Asa´s op. Boga løftede de to små piger ud af sengen. Asa blev sat på gulvet og kravlede med det samme af sted. Fro stillede hun så hun kunne støtte sig til sengen.
   Da morgenmaden var færdig havde de to piger vækket både Bjarke og Ketil. Ketil fik et stykke brød. Fro der havde sat sig hos ham prøvede at stjæle det fra ham. Boga kunne ikke lade være med at tænke på om pigen vidste hvad han havde gjort. Eller i det mindste være skyld i. Det var hun sikkert ikke.
   Først da de havde spist fik Boga tid til at diskutere sin plan med Bjarke. Han var helt enig med hende om at det var måden at gøre det på. Men først måtte de tale med Ketil.
   - Vi har snakket. Boga satte sig på hug over for ham. Fro stillede sig hos hende og gned sig i øjnene. - Vi vil lade dig gå. Til en hvis grænse. Bjarke løftede pigen op i sengen. Her sov de tre mindste allerede. Asa sad og gumlede på et stykke brød. Fro lagde sig ned og sov næsten med det samme. Da Asa opdagede det lagde hun sig også. Og så var der ro over hele linien.
   - Du er i stor fare hvis du kommer tilbage. Du vil blive tvunget til at komme her tilbage efter stenen og så slår jeg dig helt sikkert ihjel. Den unge mand nikkede. - Men hvad skal jeg gøre. Jeg har ingen steder at gå hen. Jeg har ingen familie. Han sad og så helt modløs ud med hænderne bundet til pælen. Boga rejste sig.
   Hun så ham krympe sig da hun gik over til ham med en kniv i hånden. Hun skar hans bånd over. Gik så tilbage og satte sig.
   - Jeg har tænkt over det!! Bjarke har et lille stykke jord ikke langt herfra. Der kan du være. Når de sidste tre så er færdige kan du gøre som du vil. Men du skal nok ikke vente for længe. For der er kun et utæt skur. Og det kan godt blive lidt koldt at sove i når vinteren for alvor slår ind.
   - Tak, tak. Jeg skal nok blive der. Må jeg få min bue med. Han nikkede mod buen som Bjarke åbenbart havde stillet indenfor døren. Bjarke nikkede. De kunne ikke lade ham i stikken uden et våben at forsvare sig med. Men han ville også få brug for det så han kunne få mad.
   Bjarke førte ham gennem skoven. Da de nåede frem gik Ketil lidt rundt og kikkede. Han bestemte sig for at han sagtens kunne klare sig. Han skulle bare lave et par forbedringer.
   Bare det at han stadig var i live var nok for ham. Bjarke førte ham med rundt. Viste ham hytten. Bækken og den lille køkkenhave han havde gravet. Nu stod der kun kål i den. Alt andet var blevet spist. Ketil takkede ham. Og lovede at han nok skulle blive i den lille lejer, han skulle ikke risikere noget.
   Og så drog Bjarke tilbage. Han fandt Boga ude ved den lille grav. Hun var ved at lægge et par blomster. Stille gik han over til hende.