Resume.
   Boga er stukket af hjemmefra, da manden hun hele livet har troet var hendes far vil bortgifte hende til ham der er hendes far. Hun har af sin rigtige far fået et kort over et stykke land som han flere gange har fortalt om.
   Men da hun kommer frem finder hun en mystisk lille kvinde. Kvinden føder, efter at have overværet et hemmeligt møde, 6 små piger. Så dør hun, og meden Boga ser på bliver hun hentet af en ung mand i et klart lys.
   Han giver Boga besked på at passe på de seks piger. Der er en for hver af mændene ved det hemmelige møde.
   Boga bestemmer sig for at slå sig ned i lysningen. Hun tager ind i den lille landsby nærved og henter nogle af de ting hun vil få brug for. Blandt andet nogle dyr. På vejen tilbage bliver hun overfaldet af hunde. Men en ung mand kommer hende til hjælp.
   Bjarke, som den unge mand hedder, dukker op da hun har besvær med at hejse den bærende stolpe i det lille grobehus* hun er ved at bygge sig.
   Efter maden takker hun ham ved at fortælle lidt om sig selv. En lidt hed sene er ved at udvikle sig men de bliver afbrudt. Og i selvforsvar skyder Boga den første.

* = Se nederst.


Kapitel 1
   Tre uger senere.
   Boga trillede vognen ind mellem træerne. Flere steder var det svært at komme igennem, og hun blev enig med sig selv om at hun ville fælde et par af træerne så hun nemmere kunne komme igennem næste gang.
   Inde i lysningen lagde hun et stort skind i en lysstråle. Her lagde hun de seks piger. Så gik hun over til sit alt andet end færdige hus. Hun stod lidt og kikkede på det, tænkte over næste skridt. Hvad var smartest? Hvordan skulle hun gribe det an?
   Så gik hun tilbage til skindet. To af pigerne var faldet i søvn. Hun stak to pinde i jorden og lagde en tredje over dem. Så lagde hun grene på skrå der hvilede på tværpinden. Det gav læ, og beskyttede pigerne mod den værste sol.
   Så gik hun i gang med at samle pinde. Masser af pinde. Hun trykkede nogle tyndere i mellem de tykke stolper hun havde ”plantet” og så begyndte hun at flette. Hele vejen rundt flettede hun vægge. Hun blev ved selv om ryggen skreg. Kun når pigerne gjorde opmærksom på sig stoppede hun.
   For hun var begyndt at mærke den første kulde i vejret. Og da hun regnede efter havde hun opdaget at hun var alt for tæt på vinteren. Hun måtte sørge for tag over deres hoveder inden den første sne faldt.
   - Jeg er nød til at blive færdig. Hun viskede til pigerne der lå omkring hende. Boga havde taget sig en to minutters pause til en kop te. Fro havde også gjort opmærksom på at hun trængte til at blive skiftet.
   Nu var der kun to der var vågen. Fro og Aud. Pludselig lagde hun mærke til noget. - Er du ikke vokset voldsomt her på det sidste? Boga løftede den smilende Fro op. Pigen pludrede glad til hende. Jo Boga var sikker. Pigen var vokset meget mere end de andre fem. Kunne det have noget at gøre med hendes mors aner. - Hvem var din mor mon? Boga viskede til pigen for ikke at vække de andre.
   Aud lå lige så stille da Boga lagde Fro ved siden af hende for at måle dem mod hinanden. Fro var en hel del større en sin søster. Ellers havde de alle fulgtes ret godt af. De havde målt næsten det samme og vægten havde også været næsten ens. Og så, til Boga's store overraskelse trillede Fro rundt.
   Et øjeblik sad Boga bare og stirrede på pigen. Så sprang hun op og gik lidt frem og tilbage foran dem. Med bankende hjerte satte hun sig på skindet igen. - Hvad i alverden er du for en? Hun fik ikke noget svar. Men det havde hun heller ikke forventet. Hjertet bankede i livet på hende. - Enten er du en meget dygtig lille en eller også er der noget helt specielt ved dig. Pigen svarede stadig ikke, smilede bare mildt til hende. - Jeg tror på det specielle.
   Længe sad hun og kikkede på pigen men hun havde bare lagt hovedet ned på skindet og var sammen med sin søster faldet i søvn.
   Boga sad lige så stille med sin kop medens hendes tanker gik lidt på langfart. Først tilbage til den dag hun var kommet. Manden der var kommet ud af lyset. Den lille kvinde, lys og mild der havde lagt og født i hendes lysning. Hendes lysning. Og nu den var på afveje gik den tilbage hjem. Den sidste dag hjemme.


Kapitel 2
   - Hvor er din horeunge!! Det høje brøl fik Boga til at stoppe. Hun havde ikke hørt sin far så vred meget længe.
   - Jeg har fået alle tiders ide med din lille horeunge.!! Hun kravlede sammen udenfor døren. Hun skulle ikke ind.
   - Jeg er færdig med at betale til min træls unge. Han må selv klare det.!! Hendes far skreg nu. Hun stak hovedet omkring døråbningen og kikkede ind. Hendes far stod over hendes mor. Moderen sad ved bålet med sænket hoved. Den scene havde hun set før.
   - Tror du ikke jeg ved hvad du laver når jeg ikke er hjemme? Han greb fat i moderens arm. Boga skulle lige til at løbe ind men en hånd blev lagt tungt på hendes skulder.
   Hun var lige ved at skrige. Men så opdagede hun at det bare var deres træl, Svend havde været hos dem helle hendes liv. Han lagde fingeren på læben og ville have hende med.
   Boga rystede på hovedet. Og Svend satte sig ved siden af hende. Det var lige som om han vidste hvad der ville komme. Hun så ham læne hovedet tilbage mod væggen. Som om han var utrolig træt.
   - Jeg gifter din lille horeunge væk. Hendes far grinede hæst. - Og jeg har fundet den perfekte til hende!! Hun gøs da han grinede igen. Den latter bragte aldrig godt med sig. - Jeg gifter hende til Svend. Ingen af jer kan gøre noget. I er begge mine trælle. Og jeg bestemmer.
   - Det kan du ikke gøre. Først nu sagde hendes mor noget. Svaret var en klaskende lyd. Og lyden af en krop der faldt. Svend greb fat i hende da hun ville løbe ind.
   - Jeg gifter hende til hendes far, hvis jeg har lyst. Boga spærrede øjnene op og kikkede overraskende på manden ved hendes side. Var han hendes far?
   - Ja, lille pige. Jeg er din far. Han viskede det til hende. Så lød der skridt indenfor. Hendes far viste sig i døren.
   - Du må hellere give mig arven. Han rakte ud og trak hende på benene. Hun begyndte at ryste. -Giv mig så den forbandede arv. Jeg vil vide vad det er. Jeg har ret til det. Det er mit. Du er ikke andet end min træl. Han skreg hende ind i hovedet.
   Da han slap hende faldt hun sammen for fødderne af ham. Han sparkede til hende. Og hun kravlede hurtigt ind i det lille mørke hus.
   Hendes mor lå på en af briksene. Men hun fik ikke lov til at gå over til hende. Hendes far sparkede bare hende over til hendes seng.
   Boga havde ikke til hensigt at give ham arven. Den kæmpestore grønne sten lå slet ikke i huset. Hun havde gemt den i et hjørne af stalden. Der kom hendes far og hendes to brødre aldrig.
   Men nu var hun nød til at give ham noget. Hun stak hånden ind under skindet og greb det første hun fik fat i. Halsringen som hun kaldte Rune kom frem i lyset.
   Den var tung og smuk. Hendes farfar havde fået ridset sætning ind i den. ”Den der har kærlighed er rigest”. Det var en smuk sætning men da hendes far ikke kunne læse vidste han ikke hvad der stod. Hun var ikke meget for at skulle af med den men der var ikke andet at gøre.
   Hun lagde den i hånden på sin far. Og håbede at han ville acceptere den som arven. Og da hendes ”far” var en enkel mand tog han den for det hun sagde den var.
   Han greb hende ved håret og halede hende over til ilden. - Jeg vil have aftensmad!! Han knurrede ordene ud. Så smed han hende fra sig. - Træl, lav mig noget at æde. Og lav nok. Mine sønner kommer.
   Resten af dagen sprang Boga for de tre. I alle disse år havde hun troet at de to drenge der stammede fra hans første kone var hendes brødre. Det glædede hende dog at ingen af de to grove drenge var det.


Kapitel 3
   Med et glip af øjnene var hun tilbage i nuet. Så kom hun i tanke om noget. Boga sprang op og løb over til teltet. Her fandt hun bundtet med ”arven”. De tre kraftige kæder, deriblandt Rune, som hun havde fået tilbage, og den utrolige grønne sten. Hun stod lidt og kikkede på den men lagde den så tilbage.
   Hun gik ud og begyndte at sætte flere, flet vægge op. Hun var godt tilfreds da hun opdagede hvor godt hun havde fået det til at passe. Mand, hun følte at hun bare kunne det der. Men hun var langt fra færdig. Da væggene nu stod lænet op af stolperne var der noget der skulle støtte dem fra ydersiden. Boga vidste allerede hvad det skulle være. Jord.
   Men først, noget at spise. Hun manglede vand. Så efter at have kikket til pigerne greb hun to spande og gik gennem skoven til den lille friske bæk hun havde opdaget et stykke væk. Hun bar først to spande tilbage og hentede så to mere. Så bagte hun et brød. Med det i den lille ovn gik hun tilbage til huset. Men hun ville ikke lave noget endnu. Hun satte sig og spise et godt solidt måltid.
   Og så gik hun i gang med at grave. Hun havde med stort besvær lavet sig en spade. Hun var stadig ikke den bedste til at svinge den tunge økse. Men det skulle nok komme. Det var det nød til.
   Hun begyndte at gravede gulvet ud. Rundt og rundt gravede hun. Startende udefra. Alt den overskydende jord smed hun ud på den anden side af væggen. Den kunne både holde og isolere mod kulden.
   Først lige inden solen gik ned stoppede hun. Hun satte sig over til bålet. Fik lidt kød og lidt at drikke og var lige ved at nikke hen da hun hørte skridt.


Kapitel 4
   Det var ikke Bjarke som hun havde regnet med. Men en kvinde. En lille tynd kvinde som Boga havde set et par gange når hun vovede sig ind til landsbyen. Hvilket hun ikke gjorde ret meget. Det var hende hvis mand Boga havde skudt med buen. Hun stod og ventede på hende med buen spændt. Kvinden kom langsomt gående. Hendes hoved var sænket og begge hendes hænder var tomme.
   Boga sænkede buen i det samme som kvinden stoppede lige uden for lyset. - Hvad kan jeg hjælpe med? Boga's stemme var lav men bestemt.
   Først nu løftede kvinden ansigtet. Og til Boga's store forfærdelse havde hun et langt åbent sår der løb ned over kinden.
   Med en meget bestemt stemme gav hun ordren - Sæt dig! Boga pegede på skindet hun selv lige havde rejst sig fra. Først nu opdagede hun at kvinden rystede.
   - Hvad er der sket!! Har du brug for hjælp? Boga fandt et stykke stof frem og en skål med vand. Forsigtigt rensede hun såret. Kvinden sagde stadig ikke noget. Boga drejede hendes ansigt så lyset fra bålet faldt på det. Hun kikkede nøje på det.
   - Jeg bliver nød til at sy det! Hun talte nu med en næsten viskende stemme for ikke at skræmme kvinden mere end hun var i forvejen.
   Stadig ingen reaktion. Selv ikke da Boga ganske forsigtigt stak den tynde nål i huden på hende. Hun sad bare og kikkede ud i luften. Hendes øjne var helt tomme.
   Først nu sagde hun noget. - De tog mine børn. Lagde de to yngste på bålet. Og de to ældste på hver side. De er døde. Alle fire. Jeg så dem dø. Og jeg gjorde ikke noget. Kvinden hulkede det sidste ud. - Og jeg gjorde ikke noget. Hun begyndte at græde. Boga lod sår, nål og tråd være og lagde armene om kvinden.
   Længe sad hun med armene om hende. Ingen af dem sagde noget. Først da kvinden var faldet til ro gjorde hun såret færdig. Hun lagde ganske forsigtigt en forbinding på. Så fandt hun en ekstra skål frem og hældte op af maden. Hun skar et stykke brød og hældte mjød op. Alt blev givet til kvinden.
   De sad et stykke tid og spiste, stilheden i skoven var velsignende for sjælen. Men så blev stilheden brudt. En hund gøede.
   Boga pegede på teltet. Hurtigt samlede kvinden sine ting sammen og kravlede ind i det. Boga fandt sit sværd, sin bue og en håndfuld pile frem. Ingen skulle komme og tage hende på sengen. Det kunne ikke være Bjarke. Hans hund kunne slet ikke gø så højt.
   Med en huk stak hun sit sværd i jorden, greb sin bue. Fandt to pile frem, lagde en på buen og stak en om bag øret. Og så ventede hun.


Kapitel 5
   En stor hund kom løbende imod hende. Hun kunne høre lyden af løbende fødder lige bag den. Hun lod den første af pilene ramme jorden lige foran den. Manden der var kommet ud af skoven lige efter den stoppede og piftede. Hunden stoppede.
   - Jeg vil ikke have fremmede i min lejer. Forsvind. Hun pegede på hunden med pilen. Løftede den så op mod manden.
   - Jeg undskylder at jeg kommer på denne måde. Men jeg leder efter en kvinde. Først nu opdagede han åbenbart hvem hun var. - Den kvinde hvis mand du måtte forsvare dig imod. Hun smed sine fire børn på sin mands ligbål. Inden nogen kunne nå at gøre noget. Boga lagde godt mærke til at manden stod og kikkede sig rundt. Men der var intet spor af nogen anden. Der var noget ved manden som hun ikke kunne lide.
   - Jeg har ikke set hende. Boga talte med høj og klar stemme. - Og forsvind så fra min jord. Buen blev spændt til det yderste. Manden trak sig tilbage.
   - Jeg kommer tilbage. Hvis jeg opdager at du har gemt Astrid får du med mig at bestille. Han hvislede det ud mellem tænderne. Boga smilede bare. - Gør du bare det. Jeg skal nok vente på dig. Sammen med mine to venner her. Hun viste ham sværdet med en tredje pil.
   - Kom så af sted. Jeg tæller til tre og er hunden stadig her bliver den, den første der falder.!! Hendes stemme var kold som is da hun begyndte at tælle. - En. Hun pegede buen lige på hunden. - To. Nu smilede hun, som om hun forventede lidt sjov.
   Både manden og hunden forsvandt ud af lysningen. - Tre. Hun skreg det efter dem, samtidig fløj en pil gennem luften. Så en til og en til. Ingen af dem ramte men det var heller ikke hendes mening. De skulle bare skræmme lidt. Smilende gik hun tilbage til teltet.
   Men kvinden Astrid var der ikke længere. Kun de seks piger lå på deres skind og sov. På teltdugen var med et stykke kul skrevet tre runer. TAK.
   Boga satte sig på sit soveskind, sad et stykke tid og kikkede på de tre runer. Til sidst lagde hun sig tilbage. Og inden længe sov hun.
   Næste morgen vågnede hun tidligt. Ved siden af hende lå Fro og pludrede, hun havde fat i sine fødder og lå og gyngede. Alle hendes fem søstre lå og kikkede interesseret på hende. Men ingen af dem kunne gøre det. Boga smilede til dem.
   Det var tid til at stå op. Og pigerne skulle have noget at spise. Hun kunne lige så godt tage dem alle med ud. Så tog hun den nærmeste. Den mindste af dem. Unn lukkede øjnene da hun trådte ud i solen med hende men spærrede dem så op.
   Det samme, gjorde Boga. For i lysningen stod gryden med vand og simrede over ilden. Et stykke friskbagt brød lå ved siden af hendes sideskind, og der var allerede varmet mælk til pigerne.
   - Godmorgen, sovetryne. Bjarkes stemme lød over fra huset. - Jeg regnede ikke med at det gjorde noget at jeg lavede mig en kop te og tog mig et stykke brød. Han smilede glad til hende. Hun smilede tilbage.
   - Jeg havde ikke regnet med at se dig foreløbigt. Hun lagde Unn på tæppet og gik ind efter en mere. Hun hævede stemmen så han stadig kunne høre hende. - Kunne ellers godt have brugt nogen hjælp i går. Hun bar Esi ud, hentede Asa og så Aud. Ein og Fro var de sidste. Da alle babyer var ude satte hun sig til at fodre dem af.
   - Jeg var her. Men du havde ikke brug for hjælp. Jeg skulle hilse fra Astrid. Hun ville ikke være til besvær. Bjarke fortsatte med at grave.
   Hun kikkede på Bjarke der havde smidt kjortlen og nu gravede i bar overkrop. Et syn for guderne, ifølge hendes ringe overbevisning. Først da alle havde fået noget kunne hun selv tage noget af brødet. Bjarke kom over og satte sig ved siden af hende.
   - Jeg kan godt lide den måde du laver dit hus på. Sænket ned i jorden. Det sparer en masse tid og en masse materialer.
   - Hjemme var der en masse grobehuse. Dem kunne jeg godt lide. Så da jeg så hvordan her var bestemte jeg mig for sådan et. Hun hældte te op til ham. Længe sad de og kikkede på huset uden at sige noget. Så rejste han sig op.
   - Jeg har ladet jorden være rundt om midterstolpen. Hvis du vil kan du bruge den til at side på. Hun nikkede. Nød bare synet af ham i bar overkrop.
   - Jeg havde tænkt mig at lave noget tilsvarende hele vejen rundt. Til at sove på! Bjarke nikkede. Han kunne godt følge hende. - Men jeg ved ikke rigtigt endnu hvordan jeg laver døren. Hun kikkede spekulativt på den del.
   Hun havde lavet begyndelsen. Den skrå nedgang. Men hun kunne ikke helt bestemme sig for hvordan hun smartest lavede en stærk dør. Men det kunne være Bjarke havde en ide.
   - Jeg kan hjælpe dig med at kløve noget træ. Så kan jeg lave en dør til dig. Han kikkede på hende og hun nikkede. Hvis han kunne lave en måtte han gerne.
   - Men det bliver dig selv der finder det træ der skal kløves. Hun grinede til ham. Så sprang hun op og gik over til huset. Der var stadig meget der skulle laves.
   Bjarke var begyndt at fælde nogle træer da han kaldte på hende. Boga gik over til ham. Han smilede. - Var du klar over at du havde vand så tæt på? Han pegede på en halvbred å.
   Det var utroligt. Men den havde ligget næsten lige udenfor hendes nye hoveddør. Og hun havde ikke set den for bare træer.
   - Det var dog utroligt. Jeg har hentet vand ved at gå et godt stykke gennem skoven. Og så har jeg masser af det lige udenfor min dør. Utroligt. Hun grinede højt. Så faldt hun Bjarke om halsen. Længe stod de trykket ind til hinanden og så på vandet. Så sænkede han ansigtet ned og gav hende et kys.
   Hun strakte sig op efter mere. Og det fik hun. De var begge helt forpustede da de endelig slap hinanden. Boga grinede lidt nervøst. Men så kysede han hende igen og nervøsiteten forsvandt. Sammen gik de i gang med at vælte de træer der tog udsynet til den dejlige å.
   Boga havde gået og tænkt hele dagen. Hun var ikke længere i tvivl, hun ville have Bjarke. På alle måder. Han var en flot stor mand. Og han var utrolig venlig. Den helt rigtige mand for hende. Men ville han det samme? Hun kunne kun finde ud af det på en måde. Ved aftensmaden satte hun sig for at spørge ham om han ville overnatte.


Kapitel 6
   Stilheden havde sænket sig over skoven da de endelig fik mulighed for at få aftensmad. Boga havde taget sig tid til at tilberede vildsvin. Det var lykkedes hende at nedlægge den på en af hendes ture rundt i skoven. Hun havde hængt den op over bålet allerede ved middagstid. Og nu var den mør og dejlig. De sad længe og spiste og hyggede sig. Til sidst fik Boga taget sig sammen.
   Og - Jo jeg vil da gerne blive. Men bliver det ikke for besværligt. Han kikkede på hende. Og hun var solgt. - Nej vi kan sagtens være der. Hvis, ellers vi ligger lidt tæt.
   Hun smilede, han smilede tilbage. Sammen hjalp de hinanden med at pakke sammen. De slukkede bålet og gjorde sig klar til at gå i seng.


Kapitel 7
   Ud af ingenting sprang en skikkelse. Boga nåede ikke at gøre meget. Hun nåede bare at se at Bjarke sank sammen. Så var skikkelsen forsvundet ind mellem træerne igen.
   - Efter ham. Bjarke hostede. - Han har Unn. Han greb hende da han løb forbi. Boga så efter. Jo, Unn manglede rigtig nok. Hun greb buen og en håndfuld pile på vejen og løb på rappe fødder af sted.
   Det var ikke svært at følge efter ham. Manden larmede når han løb. Men det bedste var at hun fik hjælp af Unn. Pigen der ellers aldrig græd, skreg i vilden sky. Hun kunne høres i flere mils omkreds.
   Boga løb bare rask af sted efter lyden. Så pludselig hørte hun en anden lyd. Lyden af en der faldt. Hun satte farten op. Unn skreg stadig.
   Hun var lige ved at falde over manden. Han lå på siden med en kniv i brystet. Ved siden af ham sad Astrid. Hun kikkede bare tomt på ham medens hun vuggede den nu helt tavse Unn. Pigen lå bare og kikkede interesseret på hende.
   - Astrid. Hvad er der sket her? Boga lagde en hånd på hendes skulder. Astrid kikkede på hende som om hun ikke helt kunne huske hvem det var. Så smilede hun.
   - Han faldt over en trærod. Må have haft kniven i hånden. Han var død da jeg nåede frem. Men pigen har det godt. Unn lå og grinede op til kvinden. Men kvinden lagde ikke mærke til den lille. Hun kikkede i retningen af den døde mand.
   - Ved du hvem han var? Hun nikkede. - Det er Johan. Martins bror. De er ikke rigtig kloge nogle af dem.
   Boga kikkede interesseret på hende. Så satte hun sig ved siden af den stadig rystende kvinde. Hun lod hende side med Unn. Var ikke sikker på det var så godt hvis hun tog pigen fra hende.
   - Hvordan ikke rigtig kloge? Hendes stemme var lav og nysgerrig. - Nej. Vi er nød til at skal tilbage, Bjarke ligger såret ved teltet. Nu kom der liv i Astrids øjne. De sprang begge op og løb tilbage.
   - Nå der kommer du endelig. Har du helt glemt jeg er såret? Bjarke sad og grinede. - Hej Astrid. Han smilede til hende. Astrid lagde Unn ned til de 5 andre og satte sig så over til Bjarke. Først da opdagede Boga noget. De samme farver. Blå øjne, lyst hår.
   - Er i søskende? Bjarke smilede og nikkede.
   - Ja denne lille søde pige er min lillesøster. Jeg har holdt mig i nærheden af hende længe. Men Martin kunne ikke lide mig så jeg måtte blive væk når han var der.
   - Derfor tak igen. Astrid smilede. - Jeg kunne ikke forlade ham. Han havde købt og betalt mig. Hun sukkede. - Da Martin døde var jeg sikker på jeg ville være fri. Men Johan sagde bare at, nu tilhørte jeg ham. Og det gjorde børnene også. Igen begyndte hun at græde.
   Boga tog tråden fra tidligere op igen for at få hende til at tænke på noget andet.


Kapitel 8
   - Du sagde de var ikke rigtig kloge. Hvordan? Boga satte sig ved siden af hende, hun kunne ikke gøre så meget.
   - De påstod de var beskyttere. De ville ikke sige over hvad. De var ikke for kloge. Hun sukkede.
   Selv om både Boga og Bjarke forsøgte kunne de ikke få mere at vide af hende. Sikkert fordi hun ikke vidste noget.
   - Vi bliver nød til at tage turen ind til landsbyen igen. Jeg har endnu en død at sende hjem. Hun kikkede rundt. - Er der nogen der vil med? Astrid rystede på hovedet. Det samme, gjorde Bjarke.
   - Så venter jeg til i morgen. Hun greb et tæppe og gik ind i skoven. Lidt efter kom hun slæbende med liget pakket ind i tæppet. Hun lagde det et stykke fra teltet.
   Her blev Astrid lagt ind, sammen med alle pigerne. Boga lagde et par tæpper og skind ind i det halvklare hus. Så hjalp hun Bjarke ind i det. Her sov de arm i arm hele natten.
   Næste morgen var hun ved at gøre vognen klar da Astrid kom ud med Asa på armen. - Prøv at se!! Er hun ikke vokset i løbet af natten. Hun lagde den lille pige på tæppet. Og hun trillede om på maven. Astrids øjne blev store som tekopper.
   Boga grinede bare. Hendes øjne havde garanteret været endnu større end Astrids da Fro havde vist hende bedriften første gang. Nu begyndte der at vise sig i et mønster hos de seks piger. De seks piger fik en ”gave” når en af de seks fra den nat de blev født døde. Og nu var to af dem døde. Og to piger vokset mirakuløst meget på kort tid. - Jeg ved ikke hvad det er. Men det er ligesom om de skyder i vejret i ryk. Boga vidste ikke helt hvor meget hun skulle fortælle. - Fro gjorde det samme på kort tid.
   - Det er helt i orden. Sådan skal det være. De er noget helt specielle. Meget dygtige. Hun gik over til Fro og grinede til hende. Da hun tog fat i hændes hænder prøvede pigen ihærdigt at komme op og side. Boga grinede af hende. Astrid stod bare og kikkede forbavset på hende. Hun blev længe siddende og kikkede på pigerne. Fro vendte sig og prøvede at sætte sig. Og Asa lå på maven og prøvede ihærdigt at komme tilbage på ryggen. De sidste fire lå bare og faldt i søvn.
   Grinende fik Boga med noget besvær og en lille smule hjælp flyttet liget af Johan op i vognen. Og så vinkede hun farvel.
   Turen ind gik hurtigt. Hun var i landsbyen lige inden middag. Her blev hun vist over til Johans hus. En ældre kvinde der kun kunne være hans mor åbnede døren. Da hun så liget af sønnen i Boga's vogn begyndte hun at græde.
   Boga vidste først ikke hvad hun skulle gøre. Hun lod lig være lig og gik over til kvinden. Så med armene om den ældre dame fik hun en fortælling som glædede hende helt utroligt.


Kapitel 9
   - Nu sider jeg her alene. En gammel dame med ansvaret for fire børn. Hun græd ved Boga's skulder. - Hvordan skal jeg dog klare det alene? Jeg arme gamle kone!! Over kvinden skuldre opdagede Boga to små børn.
   De stod og kikkede på hende med store bange øjne. Den mindste af dem gik over og trak den gamle dame i kjolen. - Farmor, hvor er mor? Jeg vil have min mor. To endnu mindre børn kom ud. Begge begyndte de at græde da de så deres bedstemor græde.
   - Jeg må finde mor!! Den ældste af børnene, en dreng trådte frem. - Hun ved ikke hvor vi er. Onkel Johan vil ikke sige hvor hun er. Vi har ikke set hende siden fars begravelse. Jeg må finde hende.
   Den gamle kone vendte sig mod børnene. - Jeg ved det. Men ingen ved hvor hun er? Jeg kan ikke klare at passe jer alene. Jeg er kun en gammel kone. Hun begyndte igen at græde.
   Boga løftede liget af vognen. Så tog hun den mindste af børnene og løftede den op i vognen. Den gamle kikkede forvirret på hende.
   - Jeg kan hjælpe. Hop op så skal jeg vise jer noget. Hun løftede et mere barn op i vognen. De sidste to kravlede op da de så at deres bedstemor lod sig hjælpe op.
   Turen tilbage til hendes lejer foregik i stilhed. Ingen sagde noget. Boga havde bare fortalt dem om begivenhederne aftenen før. Men hun havde ikke sagt noget om hvem der ventede dem i hendes lejer.
   Børnene sad stille i vognen indtil der lød hunde gøen og en lille bitte hund kom løbende imod dem. Så sprang den største af børnene op.
   - Det er jo Ork. Han sprang ned på jorden og den lille hund sprang glad rundt om ham. Så løftede han den op i vognen og kravlede op til dem. Hunden gik på omgang mellem dem. Alle skulle klappe den.
   - Men hvis Ork er her er Onkel Bjarke det så også? Det var den mindste, en ca. 5-årig pige der spurgte. Boga vendte sig mod hende. Hesten kendte vejen og gik for frie tøjler.
   - Ja. Onkel Bjarke er der. Hun smilede til de fire børn. Hendes stemme var lige ved at knække over. Hun havde en mega klump i halsen. Så smilede hun og vendte blikket frem igen.


Kapitel 10
   Først da de nåede frem til lysningen opdagede de at Onkel Bjarke ikke var den eneste overraskelse der ventede dem. Astrid stod bare som lammet og så sine børn blive læsset af vognen. Drengen var den første der opdagede hende.
   - Mor. Med et skrig, løb han over til hende. Hun fangede ham i favnen uden at sige noget. Hun kunne ikke for den store klump i halsen. Tårerne løb bare ned at kinderne på hende. Men hun smilede et stort forvirret smil. Det samme, gjorde Bjarke.
   - Mine dejlige børn. Jamen, jamen. Hun kikkede på Boga. Og på sin svigermor. Begge smilede bare. Medens Astrid sad på skindet og krammede sine børn satte Boga mad over ilden. Hun førte Bjarke og den ældre dame, Dotta, over i hendes nu næsten færdige hus. Og her fortalte hun historien som hun så den.
   Om hvordan hun regnede med at da Johan opdagede broderens død havde bestemt sig for at beholde de fire børn. Han var selv gift, men hans kone kunne ikke få børn. Så han havde bildt moderen ind at Astrid havde forladt børnene og konen at Astrid havde overladt børnene til ham. Hun kunne ikke klare at være alene.
   Men hans kone var endt med at gå. Hun kunne ikke klare mere. Hun havde opgivet sit hjem. Og var draget hjem til sin familie.
   Dotta var enig med hende. Hun havde fået at vide af sønnen at Astrid havde sat hun ikke kunne klare det og at han skulle tage sig af børnene. Hun havde ikke kunnet forstå det. Astrid elskede sine børn. Og nu fik hun så forklaringen på det.
   Boga satte sig og begyndte at fortælle den ældre dame, Astrids historie. Hun græd som pisket da Boga var færdig.
   Da Boga den aften kørte Dotta tilbage, drog Astrid og de fire børn med. Dotta havde inviteret dem alle til at bo hos sig. Og Astrid havde taknemligt sagt ja. Hun ville ikke rive sine børn ud af den hverdag de havde fået og hun elskede Dotta som var hun hendes mor.
   Det var en lykkelig Boga der kom tilbage længe efter at lyset var forsvundet. Hun regnede med at finde lejeren tom men det var den ikke. Bålet sendte det sidste lys og varme ud. Og manden der sad ved det, ventede helt sikkert på hende.
   Hun fik i en rekord tid hesten spændt fra og stillet ind i den indhegning hun havde fået lavet. Så gik hun tilbage til bålet. Medens hun smilende så på Bjarke slukkede hun det sidste af det og hånd i hånd gik de ind i teltet.

* = Grobehus. Lille rundt hus, brugt meget i vikingetiden. Gerne nedgravet så kun taget var over jorden. Blev gerne brugt af håndværkere.