Hjemme i Danmark havde Helga ventet på Aki i flere år, denne gang havde han været ude længere tid en nogensinde. Selv om Helga ærgrede sig over at skulle undvære sin mand så længe klarede hun sig nogenlunde. Tiden frem til fødslen var forløbet uden de store problemer. Men så en dag, lige inden fødslen var Svala kommet hjem med særken revet i stykker, og store blå mærker i huden. Selv om både Helga og Bera prøvede at overtale hende til at fortælle hvad der var sket gav hun sig ikke. Først den nat Helga fødte skete der endelig noget.

Helga havde haft ubehag i kroppen hele dagen. Hun vidste hun kunne risikere en vanskelig fødsel. Med sine 31 år var Helga en ældre kvinde. Eller i hvert fald i toppen af hvornår en kvinde burde få børn. Det havde hun også sagt til Bodvild der ugen før havde fået tvillinger. De havde næsten taget livet af hende. Under veerne havde Bodvild svoret at når Finn kom hjem ville hun sørge for han aldrig fik flere børn. Helga havde bare grinet, men nu gjorde hun sig de samme tanker.
   - Svala! Den nu ret forskræmte pige kom over til alkoven Helga lå i. Bera havde sørget for at hun sad godt. Siden Beras uheld havde hun været medicinkvinden i huset, og i byen. Det var kun to månefaser siden hun var blevet ramt af lynet, og Bera påstod at det kun var fordi de klumpede drenge havde tabt hende at hun overlevede. Nu sad Bera i fodenden af alkoven og lyttede til sin mors mave.
   - Svala! Dette her er kedeligt, kan du ikke sætte dig og fortælle mig hvad der skete? Helga rakte hånden ud da hun så panikken i datterens øjne.
   - Du ved, Bera og jeg skal nok passe på dig, uanset hvad der er sket! Den kun 12 årige pige stod et øjeblik ubeslutsomt, men den 10-årige Bera trak hende ned ved siden af sig. Og med armene om hinanden begyndte Svala at fortælle hvad der var sket.

- Jeg gik ned til markedet efter uld. Svala så ud i luften, både Bera og Helga nikkede, de huskede det kun alt for godt.
   - Udenfor perleværkstedet stod Angus og hans venner. Hun sukkede, og Bera strøg hende over håret. Det lange hvide hår havde altid forundret Helga og Aki. Akis mormor havde engang sagt at der blev født en hvidhåret i hver generation, og fordi der ingen hvidhårede var i Akis generation, havde Helga åbenbart fået lov til at bære ledet videre i to.
   - Da jeg ville gå forbi stillede Angus sig foran mig. Hun var nu helt væk i mindet.
   - Jeg bad ham gå væk, gå væk! Hun slog med armen, for at vise at hun fejede ham væk, hvilket ikke undrede Helga. Svala havde altid været lidt forfinet.
   - Han tog fat i min arm, sagde jeg skulle være hans. Pludselig blinkede hun med øjnene, og fokuserede på Helga.
   - Det skal jeg ikke, vel? Helga rystede på hovedet. Hun havde en kraftig ve, men lod ikke Svala mærke med det, hun ville ikke forstyrre pigen, nu hvor hun endelig åbnede op for dem.
   - Jeg prøvede at rive armen til mig, men han holdt bare ved. Hun så på Bera. Og Bera nikkede. Viste det var vigtig for søsteren at fortælle. Men Bera så også deres mor puste sig gennem en ve.
   Hun klappede opfordrende Svala på armen. Og pigen forsatte. Nu var hun også opmærksom på deres mor.
   - Hvordan går det? Svala lagde en hånd på moderens mave, den var hård som en sten.
   - Det varer noget endnu. Men det lader til at blive nemt. Bera følte også på maven. Smilede så til sin mor og sin søster.
   - Fortæl videre.
   Svala fortalte hvordan hun prøvede at slippe væk, og hvordan drengen lige pludselig var forsvundet. Hun havde lettet fundet en der solgte uld, og med ulden i kurven var hun begyndt at gå hjem.
   - Lige inden jeg nåede til guldsmedens værksted, var det pludselig en der tog fat i min arm, og jeg blev trukket ind i en af de tomme stalde.
   - Indenfor var der mørkt. Og der lugtede af hest. Hun var igen væk i tankerne, og lagde ikke mærke til Helga der satte sig bedre tilrette. Hendes knoer var helt hvide, og denne gang var det ikke på grund af fødslen, men smerten i hendes hjerte.
   - Jeg kunne ikke se noget, kun lugte sved. Nogen holdt mine ben, og en rørte ved mig. Hendes stemme rystede. Bera slap sin mor og krammede sin søster. Begge vidste hvad der var sket.
   - Da de endelig løb deres vej gjorde det så ondt, at jeg ikke kunne rejse mig. Min fine særk var blevet ødelagt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre.
   Bera fik Svala til at lægge sig på den anden seng. Hun førte hurtigt hænderne ned over søsteren. Og medens moderens så til blandede hun en te til hende. Da Helga så hvilke planter Bera tog fra sit forår vidste hun hvad der var i vejen. Bera fik Svala til at drikke det hele.
   - Det barn bliver ikke til noget. Ingenting. Aldrig! Hun hvislede ordene ud mellem tænderne. Helga nikkede.
   Medens Svala lå på sengen og sov, fødte Helga, endelig ud på morgenstunden, og uden problemer, en stor velskabt pige. Den lille pige havde dunet brunt hår, og store blå øjne. Hun var vidunderlig. Bera vaskede hende, og gav hende til Helga. Normalt ville det være en voksen kvinde der tog sig af det, men den eneste Helga havde så tæt på var Bodvild, og hun var stadig sengeliggende efter tvillingefødslen.

- Bliv her hos Svala, hun må ikke være alene. Helga stod forsigtig ud af sengen. Hun følte sig svimmel, men det var der ikke noget at gøre ved.
   Og med sin nyfødte datter i armene gik hun op mod Hemmings hus, hvor hans afløser, Svain herskede. Flere kvinder så hende, og da de så babyen i hendes arme vidste de det var vigtigt, og fulgte efter hende. Da hun nåede det store hus der lå lidt højere end resten af byen havde hun en lang hale.
   Udenfor huset stoppede hun op, heldigvis behøvede hun ikke kalde på Svain, for hans kone, en kvinde hun ikke kendte, løb indenfor så snart hun så hende.
   Hun kom ud med en taburet som Helga kunne side på. Stadig med datteren i armene satte hun sig.
   - Jeg skal snakke med din mand! Kvinden så på hende.
   - Han er heldigvis ikke min mand. Men jeg henter ham alligevel til dig. Hun smilede til Helga inden hun gik ind. Ikke længe efter kom hun ud igen. Denne gang bar hun på en kop styrkende the. Helga tog taknemlig imod den.
   - Hvad kan jeg hjælpe med? Hvad har fået så stor en mængde folk til at komme til min dør?
   - Det er ikke din dør, det er Hemmings. Det var en anden kvinde der nu gik op til Helga. Hun stillede sig ved siden af hende.
   - Undskyld, hvad kan jeg gøre? Han slog ud med hånden.
   Helgas stemme var faretruende lav da hun nu sagde noget.
   - Er Angus ikke din søn? Hun så på ham, alle kunne se hvordan Svain pustede brystet ud. For det var ingen hemmelighed at manden syntes at hans søn var den klogeste og bedste i byen.
   - Jo det er min søn, den næste høvding! Han så sig smilende rundt, først nu opdagede Helga hvor få der smilede tilbage. Hvad var nu det?
   - Jeg vil have ham straffet, og det skal være den hårdeste straf han kan få. Svain så forbavset på hende.
   - Straffet! For hvad? Han så fra den ene til den anden.
   - Voldtægt. Et sus gik gennem dem der stod samlet. Kvinden fra tidligere lagde hånden på Helgas skulder. Helga kunne mærke hun rystede.
   - Min dreng har ikke gjord noget! Svain hævede stemmen.
   - Du tager fejl, han har voldtaget min datter, og det slipper han ikke godt fra. Helga havde stadig ikke rejst sig.
   - Og min datter! En kvinde gik frem til de to der stod forrest.
   - Og han overfaldt mig! Kvinden der stod og lænede sig mod Helga viskede ordene. Helga var ikke i tvivl om at hun også var blevet voldtaget, men turde ikke sige noget.
   - I lyver, han gør ikke sådan noget, han er en god dreng! Svains stemme steg og faldt. Pludselig gik kvinden Helga havde troet var hans kone ind i huset. Ikke længe efter kom hun ud igen.
   - Jeg er ked af det! Knægten er væk! Hun kikkede hadefuldt på manden der stod overfor hende.
   - Du advarede ham. Du er ikke værdig til at være høvding. Kvinderne begyndte at mumle.
   I det samme lagde nogen en hånd tungt på Helgas skulder. Hun drejede hovedet og så Bo stå ved siden af sig. Hans ansigt var blegt. Der var ingen tvivl om at den unge mand havde hørt hvad der var blevet sagt.
   - Jeg så Angus løbe ned gennem gaden med retning mod ringmuren. Helga rejste sig, og Bo tog babyen fra hende.
   - Jeg bliver ikke sammen med dig. Du forsvinder herfra! Svain hvæsede det ud mellem tænderne. Kvinden så bare på ham. Men da hun ville gå ind i huset tog han fat i hende, kastede hende tilbage mod de andre kvinder, og hev i farten hendes nøglering af. Et forskrækket gisp gik gennem de forsamlede kvinder. Selv Helga stoppede.
   - Det slipper du ikke godt fra! Når min mand kommer tilbage, vil kongen give dig den straf du fortjener! Helga lagde hånden på armen af kvinden. Hun stod og hang med hovedet. At hun ikke kunne få sine ting var en ting, men at han offentlig havde taget hendes nøgler, var for meget. Men så skete der noget.
   Bo trådte et skridt frem, lagde babyen i Helgas arme og gik over til Svain. Han løftede ham op via halsen, og medens manden hang og dinglede i den store smeds greb, vendte Bo sig mod kvinden.
   - Gå ind og hent dine ting! Ham her gør dig ikke noget. Kvinden forsvandt ind i huset, og ikke længe efter kom hun ud igen. Hun havde to bylte med sig. Da hun stod ved siden af Helga slap Bo igen Svain.
   - Du kan godt glemme det! Ungen er min! Han gik frem mod kvinden, men Bo stillede sig i vejen.
   - Du kommer ikke i nærheden af hende. Hvis du har livet kært bliver du væk. Bo gik tilbage til de to kvinder. Rundt om dem stod kvinderne nu samlet. Bo lagde en hånd på hver af deres skuldre og førte dem med sig væk.

- Jeg er så taknemlig, jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige! Jeg gik selv ind i det forhold med åbne øjne, men jeg havde aldrig vidst hvad slags mand han var. Hun rystede på hovedet.
   - Men nu bliver jeg nød til at flygte ud af byen, jeg får aldrig lov til at være i fred, Svain har mægtige venner. Hun sukkede. Bo smilede opmuntrende til hende.
   - Hvis du ikke vil væk fra byen, kan du bo i mit hus. Der følger ingen forpligtelser med. Han så på hende, hun smilede tilbage.
   - Jeg ved ikke hvem I er, og I ved ikke hvem jeg er, men alligevel hjælper I mig og tilbyder mig husly. Bare alle var som jer! Hun sukkede, og så på babyen i sine arme.
   - Jeg er Bo Eirikssøn, jeg er smed, og jeg bor alene i mit værksted, jeg har et hus på samme grund, men jeg bruger det aldrig, der må du gerne bo! Han smilede til hende.
   - Jeg er Gunhild Evasdatter. Dette er min datter Aud Gunhildsdatter. Hun smilede kærligt til den lille. Helga var et kort øjeblik ved at røbe den forfærdelse hun følte da hun så det lille barneansigt. Babyen var ikke mere end højest en uge gammel, men hun havde sår i ansigtet, og de var begyndt at danne de mest forfærdelige ar.
   - Hvad er der dog sket med hende? Helga strøg forfærdet den lille forsigtig på den lille sårede kind. Gunhilds blik blev smertefuld.
   - Svain mente jeg brugte for meget tid på hende, og ikke nok på ham, så han prøvede at smide hende på ildstedet. Denne gang kunne Helga ikke holde et forfærdet skrig tilbage.
   - Hvad gjorde han? En lille baby, han er da ikke rigtig klog.
   - Jeg prøvede at fortælle hvad han havde gjort. Men han sagde det var mig, der ikke havde holdt ordentlig fat i hende medens jeg lavede mad. Og de valgte at tro på ham.
   - Det var derfor du ikke måtte gå ind efter dine ting, han vidste du ville tage hende med dig, og så var han afsløret. Helga så igen på den lille pige, og så på hendes egen, der lå og sov, med den fine skind.
   - Inden du går med Bo kommer du lige med mig hjem. Bera skal se på den lille. Uden at forså hvad det var Helga mente, nikkede Gunhild.

Bera sad og kikkede på søsteren, hun sov som en sten. Pludselig blev døren revet op, og en ung mand kom væltende ind. Hun så forbavset på ham. Men så opdagede hun hvem det var. Angus!
   Han stod og så sig med vilde øjne om i det lille hus. Han var som frosset fast til stedet. Først da hans øjne lagde sig på den sovende Svala kom der liv i ham.
   Han smilede det koldeste smil Bera nogensinde havde set. Og så trak han en dolk. Bera gispede forskrækket, men han lagde stadig ikke mærke til hende. Han gik frem til sengen. Bera så sig om efter noget at forsvare sig selv og søsteren med. Men da der ikke var noget sprang hun op på ryggen af ham. Han slog hende til side som var hun en kludedukke. Bera forstod godt Svala ikke havde kunne forsvare sig mod ham.
   Så lænede han sig ned over Svala, og med et hurtigt snit skar han halsen over på sig selv. Han faldt om på sengen, over Svala.
   Bera sprang op igen. Fik ham hevet væk fra søsteren. Hun forsøgte forgæves at heale hans sår, men det blødte for meget, og var for dybt. Den unge Angus døde, liggende ved siden af den pige der ikke ville vide af ham og hans kærlighed.

Det lykkedes Bera at hele de fleste af den lille Auds sår. Hun kunne ikke forhindre pigen i at få ar både i ansigtet og på kroppen. Men sårene forsvandt, og til Gunhilds store glæde, blev de ar der kom, ikke så synlige, tynde hvide sår lå som et tyndt edderkoppespind, på den lille kind, og på ryg og bryst af det lille barn.
   Men hvis Helga havde håbet at der ville være stille tog hun fejl. Svain var opsat på hævn. Og han gjorde alt hvad han kunne.

To dage senere skulle de for første gang mærke Svains vrede. Det første af mange slag. Svala lå stadig i sengen, Helga sad udenfor i solen med sin nyfødte baby, og drengene var draget ud til deres jordstykke. De havde taget deres får og koen med. Foråret var nu kommet og dyrene skulle på græs, også selv om det betød at drengene skulle være ude på jorden hele sommeren. Helga og pigerne tog ud til dem med jævne mellemrum. Bera sad indenfor hos Svala. Medens hun holdt øje med søsteren kartede hun uld som de skulle bruge til væven. Hun elskede det afslappende arbejde.
   Helga sad og nød den sene efter aftensmaden. Pludselig kunne Helga lugte røg. Hun rejste sig langsomt og forsigtigt. Stadig stiv efter fødslen. Men indenfor var der ingenting at se.
   - Jeg kan lugte røg! Er der noget galt her inde? Hun så på Bera som snuste ud i luften.
   - Jeg kan også lugte det. Men der er ikke noget at se. Hun rejste sig, gik over til forrådskammeret og kikkede ind. Men der var ikke noget at se. Helga sikrede sig at det ikke var bålet der var ude af kontrol. Men det var det heller ikke.
   - Væk Svale, så går jeg udenfor og ser om det er her i gaden! Bera smilede til Helga og gik udenfor. Helga gik over og vækkede Svala.
   - Her lugter meget af røg! Brænder det? Svala satte sig op og tog sit tørklæde over håret. Hun var altid nervøs når hun skulle udenfor. Helga smilede beroligende og førte datteren udenfor.
   - Vi ved det ikke. Bera er gået ud for at finde ud af om det er her i gaden. Kom med mig! Svala missede med øjnene da hun kom udenfor i solen.
   - Jeg kan ikke se noget nogen steder! Bera kom over til dem. Hun så sig rundt. Og så fik de øje på flammerne.
   De slikkede op af væggen ved stalden. Helga sendte Svala over til Bo. Helga var sikker på han nok skulle hjælpe. Men pigen nægtede, og til sidst måtte Helga gå med hende. Bera blev tilbage. Hun havde ikke noget imod at side og vente alene. Medens Bera ventede på at Bo skulle komme, gik hun i gang med at prøve at slukke ilden, men den havde allerede godt fadt i halmen og træværket i det ældre hus. Til sidst opgav hun og løb om på den anden side. Her gik hun i gang med at tømme huset for så meget som hun kunne nå.
   Snart kom Sigrid og Saeunn løbende, lige i hælene på dem kom Svala og Bo. Sigrid gik i gang med at hjælpe Svala med at bære tingene ud. Billedtæpper blev flået ned af væggene og båret ud, tæpper og køkkenting blev smidt ude ved vejen. Deres tøj og smykker fulgte tæt efter.
   Bera begyndte sammen med Saeunn at bære nogle af de tunge ting ud. Det store flade bagefad, væven, og lille Vigdis vugge, som Aki selv havde lavet. Ting de var nød til at være to for at bære. Imens var Bo på den andens ide sammen med et par mænd hvor de desperat prøvede at slukke ilden.
   Huset brændte desværre helt ned, men det vidste de godt det ville. Men det der gjorde dem bange var det stykke menneskeskal de fandt i ruinen. For på det stod der "Angus Hævn". Helga vidste det var Svains arbejde, men hun kunne ikke gøre noget. Ingen havde set noget.
   I tiden der kom, ville de blive udsat for tre brænde mere, Helga og Bera blev overfaldet, huset blev overmalet med dyreblod, samt mange mindre ting. Til sidst blev det for meget for Helga, hun købte et nyt hus der lå nærmere Bo og Bodvild. Og endelig fik de lidt fred.

- Jeg bliver nød til at gå på markedet! Bera gav sin, nu 4-årige lillesøster, Vigdis til Svala. Selv Bera var efterhånden lidt utryk ved at gå ud. Hun blev chikaneret over alt hun gik.
   - Gå forbi Bo og få ham til at gå med! Helga så op fra det uld hun var ved at karte. Hun var bekymret hver gang nogle af hendes børn gik udenfor. Den unge Vigil så op fra den spand han stod og hældte vand op i.
   - Skal jeg gå med? Helga havde fået sig noget af en overraskelse da de to unge mennesker var kommet. Som alle andre i byen, var Helga gået ned til havnen for at se det skib der var kommet hjem som fortrop, kun et år efter at de var draget af sted.
   Vigdis der havde været to måneder, havde hun ladet være hjemme hos Svala. Bera stod forventningsfuld ved siden af moderen. De ønskede begge, både at Aki var med, og at han ikke var. For de vidste at det var de sårede der var kommet hjem.
   Aki havde ikke været ombord, heller ikke Finn. Men en ung mand de kendte, Armor kom over til hende. Hun fik det stykke træ der var til hende. Og Bera var nød til at støtte hende da Helga læste at de begge havde det godt, og at de håbede snart at komme hjem igen.
   - Aki skriver I har en overraskelse til mig? Helga henvendte sig til en af de sømænd der var ved at føre fem fanger fra borde. Hun så godt at han kikkede nervøst på en anden.
   - Der er ingen overraskelse! Han førte fangerne væk. Helga stod og så forvirret efter ham. Hvad var nu det? I det samme blev en båre løftet forbi hende. Det var Gizur, en ven af familien, der lå på båren. Han tog fat i hendes arm da han blev båret forbi.
   - Lyt ikke til dem, Vigil og Cecilia er dine. Det sagde Aki. Han stak den anden hånd ind under sin kjortel, og fandt et stykke træ. Han gav det til Helga.
   - Det er fra Aki. Han vidste de ville prøve at snyde dig.
   Helga læste hurtigt beskeden. Og så gik hun med lange skridt bagefter sømanden. Hun indhentede ham medens han stod og bandt fangerne til en pæl midt på torvet.
   - Jeg tror du har noget af mit! Hun gik over til ham, så tæt at de fem fanger kunne høre hende.
   - Vigil og Cecilia er mine! Det står selv her! Hun stak træstykket op under næsen på manden. To meget unge fanger rejste sig op.
   - Vi Vigil og Cecilia. Det var drengen der talte.
   - Jeg er Helga, Akis kone. Helga gik over til de unge, og løsnede dem. Sømanden der godt vidste når han var slået, prøvede at undskylde, men Helga vendte bare ryggen til ham.
   - Jeg håber ikke at andre, allerede er gjort krav på! Hun så på ham, han så ned i gulvet.
   - Ingen andre er gjort krav på. Helga så på dem. En ung pige trak et stykke træ op af kjolen. Helga gik over og tog det. Så rystede hun på hovedet, for nu dukkede der et mere, og til sidst et tredje op. Helga så på dem alle tre.
   - Hende her tilhører Hemmings familie. Du ville snyde vores høvding. Hun rystede på hovedet.
   - Eftersom det er Svain der bor der nu, giver vi hende midlertidig et hjem hos en af de andre! Sømanden nikkede. Han skulle ikke have sagt noget. Vidste han var ude på dybt vand.
   - Det bliver bedre og bedre. Hende her er kongens! Manden blegnede, det var tydeligt at han ikke kunne læse runer.
   - Og dette er Otkels træl. Hun bandt nu alle fri. Så vendte hun sig mod Sømanden.
   - Du følger hende her til kongens slot. Jeg sender besked om at hun er på vej. Jeg følger resten til deres nye hjem. Hun ventede ikke at han skulle samtykke, hun gik bare af sted. Hemmings træl blev afleveret hos Otkels familie. De ville passe godt på hende, til Hemming kom tilbage. Ligesom Helga brød de sig ikke om Svain, og ville ikke overlade den unge kvinde i hans varetægt. Manden boede nu alene. Ingen kom i huset uden grund. Undtagen hans flok at tilhører. Det var som om hele byen var delt i to lejre. Dem der var med Svain og dem der var imod.
   Helga førte de to unge med hjem. De to arbejdede til at begynde med for ti. Men efterhånden fik den lille familie de to unge til at falde til. Vigil var en stor hjælp. Selv om han var mindre end tvillingerne var han stærk som en okse. Det hårde slid i klostret havde gjort ham stærk. Men det var Cecilia der havde overrasket dem, pigen kunne noget ingen af de andre kunne. Hun kunne lave stofstykker med to pinde. Hun brugte spunden ud, og sad så med de overraskede kvinder omkring sig.
   Første gang de opdagede hvad pigen kunne var fordi Svala havde overrasket hende med de to pinde hun havde lavet ud af grene fra det træ der stod i gården. Cecilia havde siddet i den alkove som hun delte med Vigil. Pludselig havde Svala kaldt på hende, og uden at tænke over det havde hun bedt den unge kvinde komme ind.
   Svala havde set på strikketøjet med store øjne. Og da så Bera og Helga kom til måtte hun vise dem hvordan hun gjorde. De tre vikingekvinder havde svært ved at forstå at en lang tråd og to pinde kunne blive til tøj. Men da Cecilia to dage senere præsenterede dem for en fin lille trøje hun havde lavet til Vigdis var de tilpas beærede. Og snart måtte Cecilia lære dem hvordan hun gjorde. Svala blev bedst til det. Hun lærte at skifte farve, at krydse garnet så der kom mønster og at strikke med flere små pinde. Snart kunne Bera bære trøjer og vanter ned til markedet og sælge dem. Alle var interesserede i det anderledes stykke tøj. Og snart underviste Svala og Cecilia kvinder i byen.
   Helga var lykkelig, den unge trællekvinde havde fået hendes datter til at interessere sig for noget. Hun levede igen, eksisterede ikke bare. Så da Vigil bad om lov til at gifte sig med Cecilia var det med stor glæde at Helga sagde ja til dem. Både Vigil og Cecilia var kommet til at elske deres nye familie og deres nye land.
   I bryllupsgave fik det unge par den tomme grund, hvor deres gamle hus havde stået. Her byggede de med hjælp fra venner og den nye familie et nyt hus. Helga havde været så glad da det unge par flyttede ind. Og heldigvis fik de lov til at leve i fred.

- Jeg skal alligevel forbi Cecilia og se om hun har brug for noget. Vigil, var en god ægtemand og en god far. Det unge par havde allerede kort tid efter brylluppet fået en dejlig søn, og til Helgas store glæde havde de opkaldt ham efter den mand der havde redet dem fra slaveriet i klosteret. Drengen hed Aki. Nu var Cecilia gravid igen. Og derfor blev hun så meget i deres eget hus som muligt. Og til alles overraskelse var Svala begyndt at besøge hende. Sammen med veninden Sigrid gik hun gerne på besøg hus den unge kvinder der havde været deres træl.
   Svala hjalp med at strikke tøj, som tak for at Cecilia havde lært hende at strikke var Svala nu gået i gang med at lære hende at bruge væven. De stod tit sammen alle tre og grinede medens de vævede smukke tæpper som Cecilia hængte på væggen.
   Og selv om Vigil ikke var deres træl længere kom han gerne forbi hver dag, for lige at hjælpe. Helga sagde tit at det ikke var nødvendigt, hun havde, Geir og Halfdan i huset. Tvillingerne var nu 11 år, næsten 12. De var blevet to store unge mænd. Bo havde lært dem kunsten at smede. Og til Helgas store glæde var de næsten lige så god som deres lærermester. Geir elskede at hjælpe Bo med at smede pilespidser. Men også et par enkle sværd havde han fået lov til at prøve. Og for at sikre sig at de var i orden, trænede begge drenge med Bo, to timer hver dag.
   Men stor havde nu Helgas overraskelse været, da Halfdan havde givet Vigdis et lille udsøgt smykke i fødselsgave. Et smukt armbånd med snoninger og ornamenter. Smykket havde været så udsøgt smukt, og Halfdan havde tilstået at det var ham der havde lavet det. Den lille Vigdis elskede det. Og gik med armbåndet hver dag. Da hun voksede fra det, åbnede Halfdan det og satte en kort kæde i. Så kunne armbåndet vokse med pigen.

- Det behøves ikke. Jeg klarer det selv. Men jeg går forbi og henter Saeunn og Thorild. Vi vil købe en gave til Sigrids bryllup. Helga så længe på hende. Hvor var tiden gået hurtigt. Det var ikke til at forstå hvor hendes lille pige var blevet af.
   - Det er i orden, men pas nu godt på! Hun rejste sig og gav Bera et knus inden den unge kvinde gik ud. Bera var nu næsten 16 år. Hun var blevet høj og slank. Og med det hvide hår hængende løst ned af ryggen lignede hun næsten noget overjordisk.
   - Der har vi jo heksen! Bera vendte sig ikke da råbet lød gennem gaden. Og hun dukkede sig instinktivt, da hun hørte noget komme flyvende. En sten på størrelse med et lille barns hånd fløj forbi hendes hoved. Hun gik hurtig nu, forbi to huse og ind på Bodvilds grund. Hun gik ind uden at banke på. Turde næsten ikke vente udenfor.
   - Godmorgen kære! Bodvild smilede til hende. Tvillingerne Birna og Haldis sad og gumlede på et stykke brød. Myra på 13 sad sammen med dem. Thorild og Seaunn kom ud fra forårdsrummet ved siden af. Begge bar de på en kurv. Bera satte sig. Bodvild rakte hende et krus med mjød. Bodvild lagde hånden på skulderen og kunne mærke hvordan pigen rystede. Hendes hud var hvid og klam.
   - Tænk, jeg er nød til at drikke mig mod til at gå på markedet. Bera rystede opgivende på hovedet.
   - Hvad er der sket? Seaunn satte sig ved siden af veninden hun havde kendt altid, de var født den samme nat, og var næsten forbundet på den måde. Bera fortalte hvad der var sket. Det var noget der skete, næsten hver dag, men nu var det efterhånden blevet for meget.
   - Det kan ikke blive ved på denne måde! Bodvild så på pigerne. I det samme bankede det på døren. Thorild der stod nærmest, åbnede døren. Bo kom ind.
   - Så er jeg klar! Er der nogen der vil med på marked? Bo så fra den ene til den anden. Saeunn rystede på hovedet.
   - Jeg tror vi springer over! Bera har det ikke så godt. Nogen kastede sten efter hende igen. Bo rystede opgivende på hovedet.
   - Nu kan det være nok! I morgen aften, hos mig. Han gav Bera et knus og gik ud igen. Men Bera rejste sig og gik efter ham.
   - Hvad skal der ske hos dig i morgen! Hun tog fat i hans ærme og trak ham tilbage ind i huset. Bodvild så også på ham.
   - Jeg giver huset til Gunhilda. Og så rejser vi. Bodvild nikkede.
   - Hun får også vores hus, og jorden. Vi rejser med. Vi kan lægge besked hos Vigil og Cecilia, hvis de ikke vil med. Jeg bliver ikke et sekund længere end jeg er nød til.
   - Jeg går hjem og siger det til mor. Jeg er sikker på hun er enig med jer. Hun har snakket om at flytte. Hun snakker tit om at gøre alt for at beskytte Svala. Hun er også bange for hvornår det begynder at gå ud over Vigdis.

Næste dag var alle samlet hos Helga. Helga sad med Vigdis på skødet, og Svala sad tæt ind til hende. Vigil hældte mjød op til alle, medens Cecilia delte ud af de kager hun havde bagt. Til sidst sad alle. Bo tog ordet.
   - Vi ved alle hvilke problemer der har været. Mest er det gået ud over Svala! Hun har helt opgivet at bevæge sig udenfor! Alle så på pigen, der rødmede. Bera strøg hende smilende over armen. Svala gemte ansigtet i hænderne, men alle så smilet.
   - Jeg vil gerne komme med et forslag! Jeg har en bror lige udenfor Aros. Hvis I er interesseret vil han gerne byde os velkommen hos dem.
   Alle så rundt på hinanden. Så rejste Helga sig.
   - Jeg tror jeg vil prøve Norge, det kan være jeg kan finde Aki. Hun så rundt på de andre. Bodvild nikkede. Bo trak på skuldrene.
   - Så bliver det Norge. Han så rundt på de andre. Alle nikkede. Vigil rejste sig.
   - Vi bliver her. Vi er frie nu, og vil savne vores familie. Men vi elsker byen, og vores engelske venner. Og vi kan give besked til Aki og Finn hvis de når hjem, inden I finde dem.
   Helga rejste sig og krammede den unge mand. Så løftede hun lille Aki op og gav ham et kys på panden. Drengen lagde armene om halsen på hende og kysede hende på kinden. Cecilia fik et lige så stort knus.
   - Vi drager af sted inden fem dage. Helga så rundt på de andre.
   - Det er den tid det tager os at blive klare. Alle nikkede. Bodvild rejste sig.
   - Hvis der er andre der ikke vil med, så kan de sige til nu! Hun så rundt på de forskellige. Til hendes store bestyrtelse rejste Sigrid sig. Bodvild lukkede et øjeblik øjnene, tanken om at hendes ældste datter ikke ville rejse med dem pinte hende.
   - Gunnar har familie. Hans forældre og to mindre brødre. Hvis de også vil med, må de så det? Hun så på de andre. Og Bodvild åndede lettet ud.
   - Selvfølgelig må de komme med. Alle indenfor familien er velkommen. Hun så på Svala og Bera. Begge piger var på alder med hendes egen datter, men så vidt hun vidste, havde ingen af dem planer om at gifte sig.

De næste dage gik med forberedelser. Drengene blev hentet hjem fra engene sammen med dyrene. Der blev købt flere dyr og mere forråd. Og midt i forberedelserne blev Sigrid og Gunnar gift. Det lille bryllup var så smukt. Og alle festede. For første gang i lang tid slappede Svala af og hyggede sig.
   Helga faldt over en der ville sælge et lille handelsskib. Og efter at have set på det sammen med Bo og Bodvild slog de til. Det ville blive trængt ombord men de ville kunne være der.
   Skibet blev læsset og de bestemte sig for at rejse når tidevandet trak sig tilbage. Men deres afrejse skulle blive udskudt det meste af tre dage.

For den næste morgen genlød byen af glade stemmer. Høje råb lød gennem gaderne. Først forstod Helga ikke hvad det gik ud på men så forstod hun. Hun smed hvad hun havde i hænderne og løb af sted. Hendes mand kom ridende sammen Finn og en stor gruppe mænd. Begge så ud til at have det godt. Hun satte sig midt på jorden og græd. Så lykkelig var hun.
   Så opdagede hun at Bodvild var på vej mod de to mænd i løb. Hun kom på benene og var lige i hælene på veninden da de nåede frem til de to mænd der var stået af hestene. Begge kvinder grinede og græd, på en gang, af glæde over at se deres mænd igen. Begge blev krammet og kysset. Og alle fire talte i munden på hinanden.

Aki sukkede glad da han endelig stod med sin kone i armene igen. Han kastede et hurtigt blik mod vennen der kyssede med Bodvild der ikke havde forandret sig meget siden de var rejst af sted.
   Han kysede og krammede hende, uden tanke for andre end kvinden der endelig befandt sig der hvor han helst ville have hende, i sine arme. Men så var der en der rømmede sig bag ham. Helga slap ham og de vendte sig mod flokken af piger der stod og så på dem. Alle smilede de glad.
   Tre drenge stod og så lidt malplaceret ud i gruppen. Og nu vidste begge mænd hvad de havde fået, piger.
   - Velkommen hjem. En ung hvidhåret pige trådte frem til dem. Hun kyssede Aki på kinden, men det var ikke nok for ham. Han lagde armene om pigen og gav hende et knus.
   - Jeg er Bera. Hun førte hænderne ned over faderen, men fandt heldigvis ingen skader. Aki trak hende ud fra sig og så længe på hende.
   - Hvor er du blevet stor. Jeg kunne kun kende håret! Han trak hende ind til sig igen, det var så dejligt at komme hjem.
   Bera trak sig endelig tilbage. Og så skubbede hun den anden frem.
   - Jeg er Svala. Pigen viskede ordene frem. Hun lod faderen kramme sig, og både Bera og Helga så hvordan hun endelig slappede af i kroppen. Aki der stod med pigen i armene havde godt set anspændtheden i kroppen, ligesom han havde set uroen i hendes øjne. Svala gik et skridt tilbage, men ikke helt tilbage til søsteren.
   Tvillingerne Geir og Halfdan trådte frem. Begge tog de deres fars hånd, og begge blev de trukket ind til kram. Begge fandt de sig i det.
   - Jeg er Geir. De to var helt ens, deres hår var lyst som hør, nåede til skuldrene og var glat, deres øjne havde en ravgul farve, men var ikke lige så gule som søstrenes. Lige umiddelbart kunne Aki ikke se forskel på dem.
   - Og jeg er Halfdan. Vi er glade for at I nåede hjem. En dag mere, og så havde det været for sent. Aki så på Helga som bare stod og smilede lykkeligt. Han var sikker på hun nok skulle forklare.
   I det samme trådte en alvorlig ung dreng frem. Han greb Akis hånd og fik et kram. Aki vidste det var Ketil. Drengen havde egentlig ikke forandret sig meget, var bare blevet ældre.
   Og så blev en lille pige løftet over til Helga.
   - Dette er din datter Vigdis. Hun er næsten 5 år. Hun mindede meget om sine søstre, men mere om sin moder. Hendes øjne var lysebrune og varme, og hun havde rødblondt hår der nåede hende til livet. Det var flettet i en lang fletning der hang ned af ryggen. Hendes kjole var rød og hendes overklæde var grønt. Lille og fin, sad hun på Helgas arm og kikkede genert på Aki. Han smilede forsigtigt til hende, og fik et stort smil tilbage. Han var solgt. Hun var bare så dejlig.
   Han kikkede fra det ene barn til det andet. Det var en dejlig flok han havde, hans døtre var smukke skabninger, de to hvidhårede specielt, med deres hvide særke og de sandfarvede forklæder var de næsten overjordiske. Bera var til farver, hendes forklæde var mørkeblå. Den smukkeste mørkeblå. Hun havde blå bånd i håret, og et bundet om livet hvor hun havde en lille saks til at hænge sammen med en lille skindpung. Her havde hun sikkert sine nåle og de mønter hun brugte når hun handlede. Hun udstrålede en elegance som søsteren slet ikke havde. Hun indgød selvsikkerhed uden lige. Men hele hendes væsen skreg venlighed og varme. Selv hendes ravgule øjne var varme
   Svala var anderledes, ligesom jaget. Hun var lige så smuk som søsteren, hendes forklæde var magen til Beras, kun farverne adskilte sig. Gule farver fulgte kanten rundt på forklædet og på særken, hun havde et gult tørklæde om håret, og i snoren om hendes liv hang der ligesom Bera, en skindpung og en saks, men der sad også et ring med to pinde i. Han så et øjeblik på dem, men forstod ikke hvad de var til. Men så lagde han mærke til noget, den ældste af han døtre kikkede sig hele tiden bange omkring.

Pludselig var der en der rømmede sig. Aki vendte sig rundt, og da Helga så hvem det var, blev hendes øjne store som fæstningen om fyrkat. Hun faldt på knæ foran manden. Pigerne stod og kikkede forvirret på dem. Først da manden lagde hånden på deres mors skulder rejste hun sig. Og så forstod de to piger hvem det var.
   Svend Tveskæg havde fulgtes med mændene hele vejen til hest. Han havde holdt sig i baggrunden og set med misundelse hvordan de to mænd blev modtaget af deres familier. Han savnede sin egen.

- Helga, jeg har flere gange sagt at det der ikke er nødvendigt. Du og din familie er mine venner, og venner bukker man ikke for. Bera grinede. Hans øjne lagde sig med det samme på hende. Hun førte en hånd op til munden, men han sprang ned fra hesten og gik over til hende.
   - Jamen er det ikke mit livs kærlighed. Han løftede hende ind til sig i et ordentligt bjørnetag.
   - Desværre Deres Højhed! Hun grinede igen. - Jeg er Bera. Det er Svala. Bera pegede på søsteren, som for første gang længe smilede.
   - Deres Højhed. Det er så dejligt at se du har det godt! Svala krammede ham. Han smilede men skarpsindig som han var, vidste han med det samme at der var noget galt.
   - Kære barn, fortæl mig hvad der er galt! Svala trak sig tilbage, men kongen holdt fast i hendes hånd.
   - Der er ikke noget, ingenting! Hun så sig nervøst over skulderne og fik øje på Svein der stod og så på hende. Bera holdt sig ikke tilbage. Så med Svend Tveskæg, Finn, Aki og Hemming som tilhører, fortalte hun hvad Svala og resten af familien havde været udsat for.
   Svend stod et øjeblik og så på Svala. Så rystede han på hovedet.
   - Ingen skal nogensinde udsættes for sådan noget, ikke i mit land! Han drejede rundt og gik over mod Svein, der stadig stod og så på dem. Da det gik op for ham at gruppen var på vej mod ham vendte han sig og skulle til at sætte i løb, men noget stoppede ham.
   Rundt om ham stod kvinder i alle aldre, unge og gamle, grimme og smukke. Men en ting gik igen hos dem alle, de var gale, gale som bare pokker. Det var tydeligt at de alle havde hørt historien.
   - Jeg er ked af at vi ikke hjalp jer, vi vidste ikke hvor alvorligt det stod til! En kvinde kom over til dem. Flere kvinder nikkede. Bera rystede på hovedet, tænk at de var så naive at de troede på at de ville hoppe på den.
   - Det er i orden, jeg skal nok tage mig af den sag. Tag og få sagt ordentligt goddag til hinanden! Han strøg Svala over kinden, og for første gang smilede hun helt naturligt tilbage. Så gik Svend over og tog fat i kjortlen på Svein. Og med Hemming i spidsen gik de tre mænd.
   To timer senere kom Svend til deres dør. Han trak sin hest efter sig. Alle kom ud på gaden til ham.
   - Svein har fået sin straf. Han er ude af byen, og inden natten er omme vil han være ude af landet. Jeg sendte ham ned til frankerne. Svend smilede skadefro til dem. Aki og Finn takkede ham. Og så stod de to familier og så efter ham, da han red af sted kun fulgt at af Erik Olavsson og hans søn Niels.

- Vi er klar til at drage herfra! Helga kyssede Aki og han krammede hende tilbage.
   - Hvor drager vi hen? Han kyssede hende tilbage. Børnene var forsvundet ud i mørket. Ketil og tvillingerne var gået ned i marken for at hente de sidste dyr. Og pigerne havde taget den lille smilende pige med sig hjem til Bo. De ville fortælle ham at alt var godt nu.
   - Vi har overvejet Norge. Helga trak ham med indenfor. Hun åbnede hans kjortel og strøg ham over brystet.
   - Det var da heldigt, der ejer vi nu et stykke jord! Han trak hendes særk over hovedet på hende. Tog hende i sine arme og fortabte sig i hende.

- Hvad mener du med at vi ejer et stykke land! Bodvild lå tilfreds i Finns arme. Han smilede til hende, strøg en hånd gennem hendes lyse krøller.
   - Lige hvad jeg siger. Vi ejer et stykke land. Han kysede hende på munden, trak hende ind over sig.
   - Eller faktisk en dal! Og så fortabte han sig igen i sin dejlige kone, som han havde savnet så længe.

- Brand!! Brand!! Råbet lød gennem gaderne, Aki og Finn hørte det godt. De sprang ud af sengene og fik tøj på i en fart. Helga og Bodvild stod også op. Aki og Finn var allerede ude af døren og i løb ned af gaden.
   - Brand!! Brand!! Råbet lød fra den anden ende af gaden. Finn stoppede op. Aki så sig tilbage.
   - Du tager den så finder jeg ud af hvad der foregår her! Finn nikkede og satte i løb den modsatte retning.
   Da Aki nåede frem ventede der ham et frygteligt syn, det var Bos hus og smedje der brændte. Akis eneste tanke var at hans børn var der inde. Han skulle lige til at løbe ind i det brændende hus da to arme blev slynget om ham.
   - Far, vi er her, vi er ok. Svala stod og klamrede sig til ham. Da han vendte sig rundt, så han sine tre piger stå ved siden af Bo. Alle så ud til at have det godt.
   - Bera, Aki! Saeunn kom løbende. Hun stoppede gispende foran dem.
   - Gunnars hus brænder! Far prøver at få dem ud. Men han skal have hjælp. Hun støttede sig til Bera medens hun gispede efter luft. Aki og Bo var allerede sat i løb ned gennem gaderne, Bo i spidsen.
   - Tag Vigdis og Saeunn med hjem til mor. Så kommer jeg lige om lidt. Bera satte i løb efter mændene.

Da hun nåede frem brændte det meste af huset. Der var blevet lavet en kæde som smed vand på huset men det hjalp ikke meget. I det samme hun kom løbende blev døren smækket op og Gunnar´s lillebror den 7 årige Gissurd kom vaklende ud. Bera og Gunnar sank ned på knæ ved drengen.
   - Hård er stadig derinde. Og mor, og far!!! Drengen kunne næsten ikke tale så meget hostede han.
   - Min gud, de er fortabte! En mand gispede ordene. Bera løftede hovedet og forstod godt hvorfor han sagde det, huset brændte ude af kontrol nu.
   - Der er en åbning, jeg kan komme ind! Hun tænkte ikke, handlede bare. Og med Akis skrig i ørerne løb hun ind i det brændende hus.
   Indenfor kunne hun først ikke se noget. Røgen var tyk og ilden bølgede op af væggene. Men så opdagede hun drengen der lå på den ene seng. Han lå og kikkede på hende med bange øjne. Han mor lå over ham. Og over dem lå en bjælke.
   - Bera, kan du så komme ud! Aki tog fat i hendes arm.
   - Far, vi kan ikke lade drengen dø! Hun pegede på den lille dreng der græd stille. Aki kravlede forsigtigt over til ham.
   - Hun er desværre død, og det er han også. Aki pegede på de to ældre mennesker der selv i døden prøvede at rede deres yngste søn.
   - Vi må have ham ud. Bera kunne ikke lide sårene omkring hans øjne, en bjælke måtte have ramt ham. Da hun løftede drengen op besvimede han.
   De var nu fanget af ilden, døren kunne de ikke komme over til. Men Aki havde været forudsigende, og i hånden havde han en lille økse. Med den slog han løs på den nærmeste væg, samtidig med at han brølede på Bo. Og da Bo hørte dem slog han på vægen fra den anden side med sin hammer. Snart faldt den sammen og de tre inde i huset kunne komme ud.

Udenfor huset stod alle nu og kikkede. Ingen gjorde noget, heller ikke Gunnar. Vigil var kommet til. Han kunne fortælle at Cecilia havde født en lille pige. Hun skulle hedde Beate. Han hilste på Aki og Finn som han godt kunne huske.
   - Tænk at den unge dreng er blevet til en ung mand. Og far! Aki slog ham på skulderen. Helga havde fortalt hvordan Vigil og Cecilia havde hjulpet dem.
   - Ja det er ikke til at forstå. Og han er blevet en fin ung mand! Finn hilste også på ham. Det var virkeligt svært at forestille sig at den ynde, bange unge mand, nu var en fuldvoksen mand. Vigil hilste smilende på de to mænd.
   - Ja, det er ikke til at forstå. I må endelig komme forbi, og hilse på Cecilia inden I rejser. Vigil og Cecilia ville blive. Cecilia kunne ikke klare en rejse lige nu, og Hemming havde lovet at tage dem ind under sin beskyttende vinge. De to mænd lovede at komme. Og så gik de tilbage til deres eget.

Men hjemme var der ikke noget at komme efter. Helga sad på gaden, udenfor deres rygende hus. Eller resterne af det. Både Aki og Finn havde nu ikke noget hjem. Alt var væk. Bo stod sammen med dem. Men det var Gunnar der tog beslutningen.
   - Lad os komme af sted, her er ikke noget at blive efter! Han trak Sigrid ind til sig. Hun lagde armene om ham. Sammen gik de alle ned til skibet.
   Men de kunne ikke drage af sted lige med det samme, Gunnars forældre skulle først begraves, og det samme skulle Svein. Hans lig blev fundet i ruinen af Helgas hus. Han var blevet fanget i det bål han selv havde startet. Men endelig kunne de drage af sted.