Kapitel 1
   Solen var kun lige gået ned da den første skygge viste sig. Langsomt tog den form at et menneske. Et stort menneske. Så dukkede en skygge mere op og en til. Snart var de 6 mænd der. Kulden fik deres ånde til at synes. Og de stod lidt og trampede i den kolde jord.
   Inde mellem buskene sad en enlig skikkelse. De 6 mænd havde ikke set den. Alle troede de sig alene, alle troede de sig sikre. Alle mente de at den anden havde undersøgt området. Et stykke tid stod de bare og kikkede på hinanden. Så tog den første af dem ordet.
   - Tak fordi I alle kom. Det er et vigtigt emne vi skal drøfte i dag.
   Mændene satte sig omkring bålet der var blevet tændt, midt i kredsen af 10 sten. Dette var stedet hvor de altid mødtes. Disse mænd af mørket.
   - Som I alle sikkert har hørt har jorden her fået ny ejer. En ung pige. Hun kan selvfølgelig ikke blive. Vi må sørge for at hun ikke slår sig ned. Hun kunne opdage 'det'. Manden så sig om medens han sagde det. Ingen måtte høre hvad det var.
   - Kan vi ikke flytte 'det'. En af de andre stille det stille spørgsmål.
   Alle kikkede på den første. Alle ventede på hans svar. Selv skyggen i busken.
   - Vi kan ikke flytte 'den'. Men vi kan prøve at gemme den bedre. Men det bedste vil være at hun slet ikke når frem. Han kikkede rundt på de kappeklædte mænd der sad i en rundkreds. Så greb han den stav der havde lagt bag ham. - Men først må vi være sikre på hun ikke kommer. To skulle være nok til at sikre os det. To mænd rejste sig. Den første nikkede.
   - I tre hjælper mig med at finde et bedre skjulested. Vi går i gang i morgen. Samme sted og samme tid. I to har bare at have gode nyheder til mig. Uden et ord gik han.
   De andre fulgt langsomt efter. Snart var lysningen ryddet.


Kapitel 2
   Da alt var stille sneg den lille skikkelse sig frem under busken. Hvad kunne hun gøre? Hvordan kunne hun komme til at advare stedets nye ejer? For det var hendes opgave at passe på ejeren af stedet.
   Hun havde kun lige rejst sig da himlen blev oplyst af et fantastisk lys. Lyn for over himlen, torden rullede i det fjerne. Hun kikkede lidt forskræmt op. Og så oplystes hele lysningen. Et langt blåt lys ramte jorden.
   Hun prøvede at kravle i skjul men inden hun nåede det blev himlen oplyst igen. Og denne gang ramte lynet. Hun faldt om, lå lidt og rystede og så blev alt mørkt omkring hende.


Kapitel 3
   Boga sad rank på hesten da den travede stille ind i lysningen. Hun havde haft en ensom rejse. Ingen havde talt til hende. Men det havde hun heller ikke regnet med. Ingen ville kendes ved hende. Alle havde vendt hende ryggen da de opdagede at det var hende der havde arvet alt.
   Hun havde pakket alt ned og var redet af sted. Turen havde været lang og anstrengende. Ikke kun for hende men også for hesten. Hendes følgesvend gennem alle byerne og over alle markerne. På intet tidspunkt havde den svigtet hende. På intet tidspunkt havde den vendt ryggen til hende.
   Og nu var hun så endelig fremme. Lysningen som hun havde hørt så meget om siden hun var barn lå lige for hendes fødder. Men der lå også noget andet. Hurtigt sprang hun af hesten.
   Ved siden af en træstamme lå den mindste og fineste lille kvinde Boga nogensinde havde set. Og til hendes store forfærdelse lå der to små børn ved siden af hende. I det samme skreg kvinden. Boga samlede sig hurtigt sammen og satte sig ved hende. Hun tog hendes hånd og medens den lille kvinde knugede den gled et barn mere ud af hende.
   Kvinden kikkede på hende med svømmende blå øjne. - Boga. Så nåede du frem! Hun skreg igen. Og Boga var lige ved at hoppe. Et barn gled ned til de tre andre. - De kommer efter dig. Boga lænede sig frem for bedre at kunne høre hende. - Mine børn, en for hver, tag dig godt af dem! Så skreg hun igen.
   Boga vidste hvad der ville komme. Et femte gled ud af hende. Og så et sjette. Den lille kvinde satte sig og så på hende. - Det var alle. Seks mænd er efter dig. Mine seks børn vil passe på dig. Hun smilede. Så gled hun tilbage på jorden.
   Boga vidste ikke hvad hun skulle gøre. Men det hele blev ordnet. For øjnene af hende tændtes et lys. Et strålende lys. Og ud af lyset steg en skikkelse uden lige. - Fro gav sit liv for dig. Stemmen var dyb og varm. - Lad det ikke være omsonst. Lad ikke hendes børn være født forgæves. Han løftede den lille kvinde op. Og med hende i armene gik han ind i lyset. Langsomt svandt lyset.
   Til sidst stod hun alene tilbage i lysningen med de 6 babyer liggende for fødderne. Hun lænede sig ned over dem. Ingen af dem sov. Alle lå de og kikkede på hende. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.
   Men så tog hun en beslutning. Uanset hvem kvinden havde været var der ingen tvivl om at hun havde født de 6 børn for Boga´s skyld. Og det skulle ikke være forgæves. Hun gik tilbage til hesten. Den var blevet stående der hun havde stillet den.
   Hun fandt alt sit tøj frem. Det var ikke meget. Så pakkede hun først det første barn ind. En pige. - Du skal hedde Fro. Det var åbenbart din mors navn. Hun lagde pigen på et stykke skind. Så tog hun den næste op. Også en pige. - Du får navnet Asa, efter min mor. Pigen blev lagt ved siden af sin søster.
   Den tredje var også en pige. - Esi. Et fint navn til en fin pige. Den tredje, efterfulgt af den fjerde blev lagt ned til de andre. - Aud, min søsters navn. Den femte, også en pige, fik navnet Ein og den sjette lille pige navnet Unn.
   Alle seks lå på skindet. De var nu faldet i søvn. Boga kikkede sig omkring. Hun måtte gøre noget. Når de vågnede ville de være sultne. Og hun vidste ikke hvad hun skulle give dem.
   Så kom hun i tanke om den landsby hun havde set. Det kunne være der var nogen der ville sælge hende et par får. Og evt. et par geder. Men hvad med børnene. Hun kunne ikke gå fra dem. Hun stod lidt og tænkte over det. Og så fik hun en ide. Hun fandt sin økse frem. Og med stor beslutsomhed fældede hun to lange smidige træer. Hun flettede hurtigt og rutineret en stor flad skål af grenene og lavede så en slæbebåre af det hele.
   Her lagde hun babyerne op i og tog så selv seletøjet. Langsomt gik de af sted.


Kapitel 4
   Vejen tilbage til landsbyen blev en blandet fornøjelse. Boga havde stadig sin økse i hånden. Hun huskede den lille kvindes ord: 'De kommer efter dig'.
   Hun tog ingen chancer. Hun havde ansvaret for babyerne nu. Seks små børn var afhængig af at hun overlevede. Hun travede af sted. Stille og fredelig. Hun kikkede flere gange til børnene men de sov alle sammen. Bare de ville blive ved.


Kapitel 5
   Boga gik langsomt ind i landsbyen. Flere kvinder kom ud af husene for at se hende. Hun smilede forsigtig til dem men ingen smilede tilbage. Ved det første hus trak hun hesten ind i gården. En ung kvinde kom ud.
   - Jeg er ked af at forstyrre. Men jeg er interesseret i at købe et par dyr! To får og fem geder. Og gerne et par grise og en ko. Kvinden så mistænksomt på hende. - Jeg kan betale. Hun løftede den tunge guldkæde hendes far havde smedet til hende. Kvinden nikkede.
   - Jeg vil godt sælge dig to geder og en ko. Mere kan jeg ikke undvære. Boga smilede glad. - Det lyder dejligt. Tusinde tak. De to kvinder kom hurtig overens om prisen.
   Da hun skulle til at gå opdagede Boga noget. I et hjørne af gården stod en lille vogn. Stor nok til at der kunne side fire. Men lille nok til at en pony kunne trække den.
   - Den lille vogn!! Er den til salg. Hun nikkede over mod vognen. Kvinden kikkede på den. Hun tænkte sikkert på den tykke halskæde. Så vendte hun sig i døren og sagde noget ind. En ung mand kom ud til hende.
   - Du er interesseret i min lille vogn? Hvad vil du give? Han så ikke spor venlig ud. Hans øjne var små og stikkende. Og hans mund var presset sammen. - Den er ikke gratis. Selv om den er i stykker.
   - Det gør ikke noget. Jeg kan selv lave den. Hun trak en mindre kæde op af sin pung, sammen med nogle mønter. - Er det nok? Hun så på ham. Vidste at det var så rigeligt. Manden tog det hele fra hende og nikkede.


Kapitel 6
   Boga måtte selv spænde hesten for den lille vogn. Medens den unge kvinde stod og kikkede på lagde hun de 6 babyer op i vognen.
   - Hvor har du alle de børn fra? Hun lød mistænksomt. Boga kikkede på hende. Hun stod med Aud i armene. Så smilede hun til kvinden
   - Det er mine søstres. De er alle døde. Sammen med mine forældre. Hun vidste hun løj men det var der ikke noget at gøre ved. Hun kunne ikke så godt fortælle sandheden. Pigen blev lagt op til sine søstre.
   De to geder og koen blev bundet fast til den lille vogn. Og så gik hun videre. Inden hun var færdig havde hun været inde i alle husene i hele den lille landsby. Og foruden de dyr hun skulle bruge havde hun også købt nogle høns og flere frugter og grønsager. Og med det hele i eller bundet til vognen drog hun tilbage.


Kapitel 7
   Mørket var ved at sænke sig da hun begav sig tilbage. Hun havde ikke gået langt inden hun første gang hørte hundegøen i det fjerne. Hun skyndede lidt mere på hesten. Men med alle dyrene bagefter kunne det ikke gå meget hurtigere. Hun rakte om og tog buen. Den lagde hun på sædet ved siden af sig.
   Hun spejdede rundt så meget som hun kunne. Men det var nu næsten helt mørkt. Hun kunne ingenting se. Men hun kunne høre. Hundeglamen var kommet tættere og tættere på. Hun kunne høre sit hjerte banke. Selv om hun skønnede på dyrene kunne de ikke bevæge sig hurtigere uden at der gik kludder i det.
   Hun vendte sig og spejdede tilbage. Hun kunne stadig se lys fra landsbyen men hun kunne ikke se om der var nogen efter hende. Men så fik hun øje på dem.
   Fem hunde kom løbende ud af skoven. De havde kurs lige mod hende. Hun smed tøjlerne ned i bunden og greb buen. Den første pil borede sig ind i den forreste hund. Den næste tog også en. De tre andre stoppede op et øjeblik. Men en fløjten inde fra skoven fik dem i gang igen. Hun vidste hun var nød til at skyde dem alle.
   Hun skød en pil mere. Men den ramte ikke. Så en mere. Den ramte. Men nu var hundene alvorligt nær de bagerste af dyrene. Hun måtte gøre noget. Hun havde trukket sværdet og skulle til og standse vognen da nogen trådte ud mellem vognen og hundene.
   Og uden at vente på hvad der skulle ske smed hun sværdet og greb tøjlerne. Og så gik det ellers over stok og sten. Hun kikkede sig tilbage over skulderen medens hun ventede på at hundene skulle overfalde skikkelsen. Men så faldt de to sidste og skikkelsen kom løbende efter hende.
   Hun tog farten af vognen. Det var helt tydeligt en ven. Men hun var forsigtig. Hun tog sværdet op og først da skikkelsen sprang op ved siden af hende kunne hun se nærmere på ham.
   For det var en mand. En ung mand. Hans hår var lyst, ligeså hans skæg. Han havde venlige blå øjne og et smittende smil. Han satte sig tungt ved siden af hende og hev lidt efter vejret. Han skulle lige til at smide sin oppakning om i vognen. Men hun holdt ham tilbage.
   - Tak for hjælpen. Men hvem er du? Hvad vil du? Hun sad med sværdet hvilende over knæene. Han smilede til hende.
   - Jeg kom så ment bare forbi. Da jeg så du havde problemer kunne jeg ikke vare se til. Men jeg mangler mine to følgesvende. Han satte fingrene i munden og fløjtede højt og tydeligt.
   Det fik hende til at tænke på den fløjten der havde lydt inde fra skoven. Hun sprang op og trykkede sværdet ind mod hans hals. - Jeg vil håbe for dig at det ikke er hunde der nu kommer. Hvis det er så er du død. Hun hvislede det ud mellem tænderne. Hun havde også trukket sin kniv. Og den viste hun ham også.
   - Faktisk er det en hund. Men kun en. Den anden er min hest. De kommer når jeg kalder. I det samme hørte hun hovslag bag sig. Hun kikkede sig tilbage og der kom en ensom hest løbende med den mindste hund hun nogensinde havde set siddende på ryggen af den.


Kapitel 8
   - Jeg hedder Bjarke. Jeg kommer ingen steder fra. Og alle steder. Jeg har redet rundt længe. Han så på hende. Hun havde fjernet sværdet igen og sad nu med tøjlen i hånden. Langsomt red hun af sted.
   - Jeg er Boga. Dette er mine niecer. Hun pegede om i vognen. Han drejede hovedet og blegnede over de mange babyer.
   - Hvor i alverden er deres mødre. For der må være flere end en. Han kikkede på hende og lignede et stort spørgsmålstegn. Boga kikkede lidt på ham uden at sige noget. Hvor meget kunne hun afslører for ham? Kunne hun stole på ham?
   - Der er kun en moder. Hun døde i dag. Fødslen slog hende ihjel. Jeg kunne ikke gøre noget. Boga kikkede på ham. Hans ansigt viste den forfærdelse han måtte føle. Hun vidste at hun selv havde set lige sådan ud for kort tid siden.
   - Jeg begravede hende, men jeg lovede at tage mig af de små inden. Så jeg drog af sted. Mine forfædre ejede et stykke land her og det er jeg kommet for at bo på. Hun kikkede på ham. Havde hun røbet for meget?
   - Jeg føler med dig. At miste din søster på nuværende tidspunkt. Det må være hårdt. Han kikkede på hende. De var ved at være fremme ved det sted hvor Boga skulle dreje fra ind i skoven. Hun var næsten hjemme.
   - Jeg bliver nød til at sige farvel nu. Hun smilede til Bjarke. Han smilede tilbage. - Det er helt i orden med mig. Jeg skal bare finde et sted at sove.
   - Mange tak for hjælpen. Jeg havde ikke klaret det uden din hjælp. Hun smilede til ham. Et øjeblik sad han bare helt stille og kikkede på hende. Så smilede han tilbage. - Det var så lidt. Hvis vi nogensinde mødes igen kan du fortælle mig hvad det gik ud på. Hun stoppede vognen og han vendte sig for at sige noget men lænede sig så frem. Hun var totalt uforberedt på det kys han trykkede mod hendes læber.
   Hun stod bare med bankende hjerte og kikkede på ham. Så smilede han og lagde sin hånd på hendes kind. - Jeg er altid i nærheden. Hvis du får brug for det er jeg der!!! Så svang han sig op på sin hest og med den lille bitte hund på skødet red han væk.


Kapitel 9
   Længe sad Boga og kikkede efter Bjarke der langsomt red væk. Men en stille gråd fik hende tilbage til virkeligheden. De små var sultne. Hun tog den der græd op. Det var Unn. Hun vuggede hende medens hun satte sin pony i gang igen. Nu var de næsten hjemme.
   Inde i lysningen var alt som da hun forlod den. Eller var den. Bålet hun havde slukket da hun red af sted tidligere havde været tændt. Det glødede stadig.
   Hun løftede buen op og med den spændt gik hun en runde men der var ingen. Hun tændte bålet igen og de to geder blev bundet til et træ i nærheden.
   Hun malkede dem og varmede mælken over bålet. Så fik babyerne alle lidt mælk og da de sov, lagde hun dem ind i det lille telt. Så gik hun tilbage til vognen og løsnede de andre dyr. Hun bandt dem til et langt reb som hun i forvejen havde bundet mellem to træer.
   Da alle dyr havde fået vand og var blevet sørget for kunne hun endelig kravle ned mellem skindene.


Kapitel 10
   Da det blev morgen var Boga helt flad. Hun havde været oppe det meste af natten. De små var vågnet flere gange på skift. Så skulle de mades og så skulle de skiftes. Men endelig fik hun et par timer.
   Men da hun vågnede var hun totalt flad. Hun vidste at hun havde flere ting hun skulle have gjort inden hun kunne sove lidt mere. De seks piger sov sødeligt. Så hun gik ud af teltet og over til dyrene. De skulle flyttes. Og koen og gederne skulle malkes. Medens hun sad og malkede de tre dyr tænkte hun over hvordan hun skulle gøre det.
   Hun var nød til at finde ud af et mere permanent hus. Noget hun selv kunne bygge. Men hvad skulle det være. Hun tænkte stadig over det da hun stillede spanden med mælken ind i teltet. Men så brød et stort smil ud. Hun havde fået en ide.
   Hun gik lidt rundt i lysningen til hun fandt det mest passende sted. Her bestemt hun sig for at hun ville bygge huset. Og så gik hun i gang. For der var ingen tid at spilde.
   Hun gik i gang med at fælde flere træer. Det tog hende tid men til sidst havde hun nok. Det tog tid for hun var nød til at tage sig af pigerne ind i mellem. Men til sidst havde hun det træ hun skulle bruge. Og så begyndte hun at grave ud til stolpehuller. Her blev stammerne stillet ned.
   Hun satte dem ned i en rundkreds, derimellem ville hun flette vægge som hun ville kline med mudder. Men taget kunne blive lidt af et problem. Men så fik hun en ide. Hun delte stammerne så de ikke var meget højere end en meter. Det overskydende blev brugt som støtte.
   Hun bandt med besvær fire mega lange tynde træstammer sammen brugte hun en femte til at løfte dem op til tag. Men hun kunne ikke. Hun havde ganske enkelt ikke kræfter til det. Hun var nød til at opgive. Hvad skulle hun nu gøre?


Kapitel 11
   Boga hørte først hundegøen. Hun løb over til teltet og greb sin bue. Hun stod parat til at forsvare babyerne da en lille bitte hund hun kendte kom løbende ind i lysningen. Hun sænkede et øjeblik grinende buen men løftede den igen.
   For tænk hvis det nu ikke var Bjarke der kom. Hvis det var en af dem som den lille kvinde havde advaret hende imod? Eller en eller flere hunde fra i går? Men den lille hund logrede glad med den lille bitte hale. Og så hørte hun en glad stemme synge i det fjerne.

En ungmø i nød. En hjælper på vej.
   En ungmø med børn. En hjælper alene.
   En lille hund varsler kommen
   En hest viser vejen

En ungmø i nød. En hjælper på vej.
   En ungmø i nød. En hjælper på vej.

Heste og hunde. På dem kan man stole
   En hjælper på vej ham kan man se
   Træer og vand skal stå
   Mad og drikke

En ungmø i nød. En hjælper på vej
   En ungmø i nød. En hjælper på vej
   De to vers blev sunget igen og igen til Bjarke kom ind i lysningen. Boga havde sænket buen og stod nu ved bålet. Hun var ved at sætte mad over. Selv om han ikke havde sagt noget vidste hun at det var det han ville. Sangen kunne næsten ikke sige det tydeligere.
   Bjarke kikkede på bålet og smilede. - Først må vi hellere få klaret dit problem. Det bliver nok nemmere når vi er to. Men lidt opfindsomhed vil sikkert også hjælpe.
   Han stod lidt og kikkede på hendes hus konstruktion. Så tog han et langt tog av hesten, den var kommet spadserende ind i lysningen og havde stillet sig hos hendes egen. Tovet bandt han i toppen på den lange træstamme. Og med en rutineret bevægelse kravlede han op i et af de højere træer.
   Her trak han rebet over og smed det ned på jorden igen. Så kravlede han hurtigt ned til hende igen.
   Boga havde fattet ideen. Hun tog fat i rebet. Og medens Boga trak alt hvad hun kunne manøvrerede Bjarke stammen ind i midten. Boga bandt rebet om en solid gren og løb så ind til Bjarke. Hun begyndte at grave. Hullet hun havde gravet i forvejen var ikke dyb nok. Da hullet var næsten lige så dyb som Boga´s arm sænkede de i fællesskab stammen med i det.


Kapitel 12
   Som tak for hjælpen inviterede Boga ham på aftensmad. For det havde taget dem det meste af dagen at få stammen til at stå nogenlunde stabilt. Selvom der var blevet lagt tagspær på stod den ikke for stabilt. Men det var der ikke så meget at gøre ved.
   Selv om Bjarke forsøgte at finde ud af mere om hende fortalte hun ikke meget. Det var svært at fortælle en om hvad der var sket inden hun var draget af sted hjemmefra. Men lidt kunne hun da røbe.
   - Mine forældre er ikke lykkelig. Men min mor vil ikke slippe min far. Han er en utrolig kriger. En meget stor kriger. Kongens højre hånd.
   - Fortæl noget mere. Bjarke sad og kikkede på hende medens han spiste. Han kunne godt lide at se på hende. Hun havde sådan et tiltalende ansigt. Næsten som om hun strålede.
   - For otte måneder siden bestemte min far sig for at jeg skulle giftes. Men den mand han valgte til mig var ikke en jeg kunne lide. Faktisk er det min mors træl. Og jeg vil ikke giftes med en træl. Det gør mig til en. Og jeg er da datter af en fri mand. Eller det troede jeg.
   Hun sad og kikkede ind i flammerne medens hendes tanker gik tilbage. Hendes stemme var lav. Hun var ikke længere sig bevist om manden der sad og kikkede på hende.
   - Min mor har i mange år haft sin træl som elsker når min far ikke var hjemme. En nat hørte jeg min mor og far skændes. Jeg hørte min far sige at eftersom min mor ikke elskede ham ville han gifte hendes datter til sin far.
   - Min far er den træl min mor har haft siden før min fødsel. Og ham vil min far gifte mig til. Det kunne jeg ikke. Så jeg stak af. Hun sad og stak til sin mad. Hun havde næsten ikke spist noget.
   - Jeg stak af den næste nat. Til dette sted. Min rigtige far opdagede mig. Og han gav mig et stykke papir han havde fået over dette stykke land, af kongen, og her er jeg.
   - Kan det ikke have været din søster? Et øjeblik så Boga helt forvirret ude. Så kom hun i tanke om den søster der skulle være mor til de 6 piger. Da hun så på ham kunne hun se han vidste besked. Men hun sagde ikke noget.
   - Nej der var ingen tvivl. Det var mig han mente. Det forklarer også min mørke hud og mine mørke øjne. Hun drak en slurk af sin mjød. Så rejste hun sig og kikkede til børnene. Men de sov alle sødeligt. Hun havde også lige givet dem alle mad.
   - Jeg kan se hvad du mener. Men risikerer du ikke at de kommer efter dig? Han så på hende. Hun trak på skuldrene.
   - Jo. Og de ved hvor de kan finde mig. Men jeg har ingen andre muligheder. Hun så på ham. Han så på hende. Så rejste han sig og gik over til hende. Han lagde armen om livet på hende og gav hende et kys.
   Hun stod helt stille og lod ham gøre det. Varmen i hendes krop sted. Begyndende med fødderne og banede sig vej helt op til hendes sorte hår. Hun følte det som om hun brændte. Og det hele udsprang fra hendes læber.


Kapitel 13
   Bjarke så på hende gennem halvsænkede øjne. Han kunne mærke heden fra hendes læber i hele kroppen. Han trak hende tættere. Men slap hende så. Han drejede sig uden et ord. Noget i stilheden havde advaret ham.
   Så hørte han hvislede fra en pil. Han drejede sig mere så han skærmede Boga. Men hun ville ikke lade sig skærme. Hun trak buen til sig. Lagde en pil på buen og så fløj den af sted. Ud mellem træerne faldt en mand. Længe stod de stille ved siden af hinanden. Ingen sagde noget.
   - Jeg tror ikke der er flere. Bjarke gik over til den faldne. Boga gik efter. Det overraskede hende ikke at se ansigtet af en af mændene i byen. For hvem, skulle det ellers være. Boga stod lidt og kikkede på ham. - Kan du kikke efter pigerne, jeg rider ind til byen med ham.
   - Vent med det til i morgen. Så rider vi sammen alle sammen. Du skal ikke tage turen i dette mørke. Jeg bliver her. Boga nikkede. Hun slog teltdugen til side. Men Bjarke rystede på hovedet. - Jeg sover udenfor. Så kan jeg også holde vagt. Han trak hende ind til sig og gav hende et kram. Så fik hun et hurtigt kys på panden. Han turde ikke give hende et på munden.


Kapitel 14
   Solen var kun lige kommet op over horisonten den næste morgen da de drog af sted. Bjarke havde fundet en forladt hest ikke langt fra hvor manden var blevet skudt. Den var han nu blevet bundet til. Pigerne var lagt i vognen.
   Inde i landsbyen stod folk langs vejen og så på dem. Ingen sagde noget. Selv børnene var stille. Ingen sagde eller gjorde noget. Alle stod bare og kikkede på dem. Ved det hus Boga havde set manden stoppede de.
   Ved alle de andre huse stod der folk udenfor. Men ikke dette. Ingen var kommet ud. Boga kørte vognen ind i gården, Bjarke fulgte efter hende. Han havde hånden på sit sværd. Hun havde sin kniv i hånden.
   Inden hun stoppede vognen gik døren op. En lille lys kvinde stak hovedet udenfor. Da hun så liget over hesten stoppede hun op. Så kom hun langsomt ud. Hun blev bare ved at stirre på liget. Boga stod af og gik over til hende.
   Da hun ville give hende tøjlen, faldt kvinden hende om halsen. - Tak. Tak. Hun klynkede da hun tog tøjlen. - Tak. Du ved ikke hvad du har gjort. Hun hviskede ordene. Så trak hun hesten ud på vejen. Boga steg op i vognen igen og førte den efter hende. Bjarke var hoppet op i vognen til hende.
   Da de kom ud på vejen omringede flere mænd dem. Alle havde de trukket deres sværd. Men den lille lyse kvinde stillede sig mellem dem.
   - Martin er død. Kvinden så på dem. En efter en sænkede de sværdene. - Kvinden fandt ham. Og bragte ham tilbage. Vi bør takke hende. Hun nikkede mod Boga og Bjarke. Så trak hun af sted med hesten. Alle nikkede til de to i vognen da de fulgte efter.
   - Hvad mon det gik ud på. Bjarke så, forundret efter ligtoget.
   - Det var åbenbart den første. Boga talte stille for sig selv. Hun vendte sig i vognen og kikkede på de 6 piger. Da de vågnede i morges havde Fro ligget i sit skind og smilet. Boga kendte intet barn der kunne smile efter kun to dage. Men Fro havde gjort det. Og hun gjorde det stadig. Boga rakte tøjlerne til Bjarke og løftede den lille pige over til sig. Hun sad med hende på skødet medens de red hjem. Først da de nåede skoven igen lagde Boga hende tilbage.
   - Jeg bliver nød til at forlade dig igen. Bjarke lænede sig frem. Hun fik et langt kys. Hun brændte i hele kroppen. Prøvede at få ham tættere på men han holdt igen. Så slap han hende. Kravlede over på sin hest og fløjtede efter den lille hund. Og red så væk.
   Først da hun ikke kunne se ham mere trak hun ind mellem træerne.