Allan holdt godt fast om leen og huggede vredt til rugen, der segnede omkuld. Var det måske hans skyld, at de bonderøve ikke kunne svinge en le ordentligt? De havde da vel ellers gjort det år ud og år ind. Han havde øvet sig flere gange på det høje græs nederst på engen, for ikke at blive til grin. Og så her i dag da gjaldt, da han viste dem, hvad han kunne, så blev de knageme sure. Den værste var en korpulent bondetamp, der var mødt selv, fordi han var for nærig til at holde på en ordentlig karl. Sikke han havde brokket sig og skældt ud.
   "Skal sår'n en tossig bybo vise sig, næh, nu har jeg aldrig," havde han brokket sig.
   "Jeg kan vel nok sætte farten ned," havde han lovet, for han måtte hellere tækkes dem, nu han skulle giftes med Sita; han så ned mod rækken af kvinder, der roligt arbejdede sig fremad med riverne. Der gik hun, som var hun en del af et regiment soldater på paradetur og holdt samme tempo som de andre kvinder og piger. Hun var den klogeste kvinde, han nogensinde havde mødt, bortset fra mor. De havde kun kendt hinanden i to måneder, men nu havde hun altså fundet på at de skulle giftes om fire år, når han fyldte 23 og dermed blev myndig. Og hvorfor ikke? Han havde besøgt hendes forældre: En tyrannisk stodder og en lille, forkuet kone med knold under kysen. De havde ikke haft noget at indvende mod det, men moderen havde mumlet noget om at Sita skulle vare sig... de vidste begge to for hvad, men hun kunne være rolig. Han ville ikke bringe hende i ulykke.
   Han tørrede sig over panden og prøvede at arbejde med samme fart som de andre. Det var ikke så let. Hvad var det dog også for en forbasket sneglefart. De kunne være glade for, at de ikke var på hoveri, for så havde de måttet smage ridefogedens pisk. Så meget vidste han da. Og hvad nu, hvis det pludselig blev regnvejr? Så blev deres dyrebare korn ødelagt, bare fordi de var så dorske. Han bandede og fantaserede: Når deres korn så var for vådt og ikke kunne blive til mel, så sultede de, og så ville de nok sige til hinanden:
   "Vi skulle have arbejdet lige så godt som Pils nye karl."
   Drømmen brast dog som knæk-is i forårssolen, da han opdagede, at han igen var kommet foran. Pokkers! Nu blev de nok rigtigt sure. Arrigt lænede han sig op af leen og så tilbage mod rækken af bonderøve.
   Hvad var nu det?
   Hvis ikke han tog meget fejl, så var en af de fjolser sakket agterud. Det var lige, hvad der manglede. Selvfølgelig var der ingen, der gad brokke sig over det. De satte såmen nok farten efter den langsomme og så skulle man anstrenge sig endnu mere for at arbejde trægt.
   Nu var det nok! Med få skridt var han henne ved den formastelige og brølede:
   "Kan du så få lidt fart på."
   "Men leen er så tung," prøvede bonderøven at forsvare sig, "og jeg er sløj."
   Nå, så han var ikke bare doven. Han løj også. Det var virkelig ikke svært at svinge en sølle le. Han var bybo og han kunne.
   "Hvis du ikke kan følge med, må du rive sammen med kvinderne."
   "Det - det vil jeg også hellere, men husbond siger..."
   "Husbond siger...," vrængede Allan, "så må du hellere fortælle ham, at du er et skvat, der ikke duer til det her."

"Jeg prøver da," påstod fjolset frækt, "og I kan bare lade være og vente på mig, I kan."
   Han gloede trodsigt på Allan med store, udfordrende kuløjne. Gloede som om det var ham, der var forkert på den.
   "Din dumme skid," snerrede Allan vredt, for hvad bildte den bondesnegl sig ind?
   Svaret kom prompte:
   "Og du - du er en dum ko-røv, ikk'."
   Nå, så han troede, han kunne være næsvis?! Det var ligegodt dråben... Tjask. Lussingen faldt så hårdt, at skvattet tumlede omkuld. Både kvinder, karle og bønder var stimlet sammen omkring dem og nu udbrød Brennan:
   "Godt der er nogen, der kan sætte det taterpak på plads."
   Tumpen kom på benene igen. Han stod og tog sig til kinden og da han fjernede hånden, sås et flammende rødt aftryk af Allans hånd.
   "Var du flabet, lille Sammy?" blandede Sita sig og kendte åbenbart fjolset. Bare hun nu ikke holdt med ham, for så var dagen ødelagt. Hun kunne brokke sig i timevis.
   "Gu' var han så," skyndte han sig at sige, "og det finder jeg mig ikke i."
   "Det er dumt at være flabet overfor Allan," påpegede hun og skævede til hans store næver. Heldigvis så hun ikke sur ud. Men det forvirrede, eftertænksomme udtryk i hendes ansigt kunne stadig blive til surhed, vrede eller forargelse... det var ikke til at vide.
   "Hvorfor var du det?" spurgte Sita og så på tumpen, omtrent som Allan mor ofte havde set på ham; med den der blanding af bebrejdelse og bekymret medlidenhed- ØV.
   "Fordi," sagde fyren mut og skævede også til hans næver, "fordi, det kom jeg bare til."
   Det var et barnagtigt svar og først nu så Allan rigtigt på ham. Det var ikke meget mere end et barn, der stod der foran ham og standhaftigt mødte hans blik, når han da ikke lige så på Sita, eller strøg en tot sort og tjavset hår bort fra øjnene. Den spinkle, mørklødede knægt var en 14-15 år gammel og mere end et hoved lavere end han selv. Hans tøj var så ynkeligt, at det måtte betegnes: pjalter og han havde ingen fodtøj på. Men han virkede i grunden ikke sølle og måske var det på grund af de der sorte øjne.
   Øjnene målte ham. De borede sig ind i ham, som om de ville trække noget ud af ham. De stirrede ikke ondt på ham. De afspejlede heller ikke den angst, han måske følte. Det virkede mere som om han var nysgerrig og gerne ville vide, om han var ondskabsfuld eller bare hidsig.
   "Ja ja," sagde Allan, "nu har du jo fået en lussing, så kan du måske lade være med at kalde mig 'ko-røv' i fremtiden?"
   Han rynkede panden, som om han lige ville tænke over det.
   "Ja," lovede han så. Han så ud som om han tænkte, at der jo fandtes andre skældsord, men Allan forfulgte ikke sagen. Nu, hvor han havde hidset sig ned, stod han og fik en god idé:
   "Fra nu af arbejder vi to sammen," erklærede han, "så jeg kan holde dig lidt i ørerne. Er det forstået?"
   "Ja," sagde knægten igen, men han så ikke ligefrem begejstret ud.
   Det gjorde Brennan derimod:
   "Bare stik ham et par flade mere, hvis han ikke makker ret."
   En ranglet skikkelse af kvindekøn blandede sig:
   "Pas på han ikke sladrer til sin mor."
   Og en buttet kone supplerede:
   "Uha ja, hun kunne forgøre dig."
   Knægten Sammy protesterede:
   "Sådan noget kan hun slet ikke."

Hvad skulle man tro? Sita havde fortalt en del om sin moster og meget tydede på, hun var en heks, men med et godt hjerte. Sådan nogle havde mor fortalt eventyr om, da han var lille og dem skulle man ikke sladre om, for de kunne hjælpe en.
   "Lad os nu komme i gang," foreslog han. Sammy tog fat om leen, men holdt den på en akavet måde, nærmest som om det var et hyppejern. Allan rystede på hovedet:
   "Se nu her. Sådan gør man." Han demonstrerede hvordan og drengen efterlignede det. Så gik det bedre, men han virkede en smule sløv. Måske var han virkelig utilpas? Allan bød ham vand af sin dunk og han drak begærligt.
   "Tak," sagde han og så en smule bekymret ud, "undskyld, hvis jeg drak for meget, men jeg var tørstig. Jeg glemte at få vand med."
   "Dumt," fastslog Allan og så gik de videre med arbejdet. Når Allan kom forud, vendte han tilbage og slog det korn, Sammy manglede, for at de alle var lige langt. Nu hvor knægten havde drukket vand og holdt rigtigt på redskabet gik det bedre, men han så temmelig mut ud. Mon han var vred eller måske ked af?
   "Ville du ønske din mor kunne forgøre mig?" plumpede det så ud af ham, på et tidspunkt, hvor han havde vendt sig for at gå tilbage til drengen. Sammy 'frøs' fast midt i en bevægelse og så indgående på ham. Så svandt det frosne og blev til en vagtsom undren.
   "Næh," svarede han roligt og et øjeblik troede Allan han ville uddybe det, men i stedet lod han en klynge hvede falde for leens klinge.
   Lidt efter kunne Allan igen ikke dy sig:
   "Har du virkelig ikke noget ordentligt tøj?"
   "Nej," svarede Sammy roligt og oplyste, "men det får jeg efter høsten"
   "Så må vi sandelig se og få has på det korn," udbrød Allan.
   Sammy nikkede og smilede en lille smule, som tegn på at han var helt enig.

Røgen fra det store, blussende bål steg op mod den nedadgående sol, mens spillemændene spillede op til kædedans. Lyre, violin og drejelire udsendte muntre toner, for nu bugnede Hundstrups lader og alle fejrede det, selv jordløse, tiggere og tatere. Rosita svingede sig med Allan og når kæden blev brudt op, så man skulle være to og to, gjorde hun, hvad hun kunne for at holde netop hans hånd. Det blev der snakket en del om, men parret på Pilegården fandt det i sin orden. Det var jo blot en dans og de unge gik i giftetanker.
   Pilegårds-parrets datter, Martha, sukkede drømmende; når hun en dag skulle giftes, så skulle det være med en mand som Allan. Men han skulle nu l helst være lidt mere frelst, for mor og far var jo gode kristne og ville blive ulykkelige, hvis hun faldt i kløerne på en vantro. Selv mente hun, at hvis bare han elskede hende, så skulle hun nok frelse hans sjæl.
   "Vil du danse?" var der en der spurgte og Martha så sig om, for at se hvem der nu blev budt op til dans. Foran hende stod en sorthåret dreng, nydelig i tøjet og med håret samlet i en hestehale med et bredt, spraglet bånd. Han smilede så strålende til hende, at hun blussende så ned på sine nypudsede knapstøvler. Forfjamsket gav hun sig til at snakke om noget andet:
   "Hende i den røde kjole, det er vores tjenestepige."
   "Mener du Sita?" smilede han, "det er min kusine."
   "Æh," sagde Martha, "ham hun danser med, det er vores karl, altså en af dem og han hedder Allan, han gør. Han er så flot, synes du ikke?"

"Han slår i hvert fald hårdt," oplyste drengen og fortsatte, "jeg hedder forresten Samuel Keily, men jeg bliver for det meste bare kaldt Sammy - og du hedder Martha, ikk'."
   Hun nikkede og Sammy spurgte igen, om hun ville danse. Hun nikkede igen og fortrød i næste nu, for det gik nok aldrig godt. Men han tog hendes hånd i sin og førte hende i kredsen, lige ved siden af Allan, så hun også kom til at holde ham i hånden. Han nikkede venligt til hende og hendes hånd forsvandt i hans næve. Bare naboens Amanda nu så det, for hun havde sagt, at ingen ville byde hende op til dans.
   Lidt efter ønskede Martha det stik modsatte, for det gik virkelig ikke med det danseri. Fortvivlet stirrede hun ned på Sammys nye træsko. Når han kunne danse i så klodset noget fodtøj, hvorfor kunne hun så ikke i sine fine støvler, der sad så perfekt og hverken klemte eller slubrede? Ups - det var altid noget han havde de træsko på, for nu kom hun til at træde på hans fod - igen. Hun måtte passe bedre på .Hvorfor var håndfladerne så pokkers klamme. Sammy syntes sikkert det var ulækkert. Og Allan syntes det garanteret også. Ups igen. Nej, det gik ikke, det her. De gloede nok alle sammen på hende nu, for hun syntes hun kunne mærke, hvordan de borede deres hånlige blikke ind i hende, som knivstik. Desperat gloede hun ned på sine fødder og turde ikke se på de andres ansigter.
   Om sider stoppede musikken så. Der var pause mellem melodierne. Martha styrtede væk og satte sig under et træ. Hun ville aldrig mere prøve at danse, ikke om så Allan bød hende op, men det gjorde han helt sikkert heller ikke, så elendigt, som hun dansede. Musikken begyndte igen og det var som om tonerne lo hånligt af hende.
   "Måske kan jeg lære dig at danse, ikk'."
   Da hun, lidt forskrækket over at der var en person tæt ved hende, så op, kiggede hun lige ind i Sammys ansigt. Han sad på hug og betragtede hende. Han så rar ud og hun ville gerne være lidt mere sammen med ham, men danse? Nej, nej og atter nej.
   "Skal vi ikke hellere lege skjul?" foreslog hun, for det var der en flok lige i nærheden, som var i gang med. Der var både børn og unge i 16-17 års alderen og de lød som om de morede sig. Hun kunne høre Amanda huje.
   Sammy strøg en tot hår til side, som ikke rigtigt blev holdt på plads og kløede sig på hagen, før han foreslog:
   "Vi kunne jo også bare gå en tur."
   Men det gik ikke og Martha udbrød:
   "Nej, for jeg må ikke være alene med en dreng."
   Impulsivt greb hun hans hånd og trak ham med hen til flokken, der netop stod samlet for at begynde på en ny omgang. Amanda stod få skridt foran de andre og stirrede overrasket på ham. Det var nok fordi hun var imponeret over, at Martha holdt en dreng i hånden. Frejdigt spurgte Martha om de måtte være med.
   Det måtte de ikke.
   "Det er jo Pjalte-Sammy," udbrød Amanda foragteligt.
   "Skrid hjem til din heksemutter," vrængede en anden pige.
   Glæden inde i Martha var et øjeblik om at dø. Hun fik sådan en underlig, meget ubehagelig fornemmelse et sted i maven, at hun bare stod og så fortabt frem for sig.
   Sammys hånd gled ud af hendes og hun så Amanda stå og skyde brysterne frem, på en hoven måde. Hun kunne pludselig ikke se på venindens ansigt, men de ord hun nu spyede af sig ramte hårdt:
   "Godtnok er du grim, men jeg troede da du var anstændig"

Sådan, netop sådan, ville mor jo sige. Nej, måske ville hun ikke kalde hende grim. Det ville mor ikke sige, men det andet. Åh, hvorfor havde hun slet ikke tænkt på, at drengen var tater? Hun havde jo da ellers øjne i hovedet. Hun burde ikke have danset med ham og da slet ikke tage hans hånd. Det indså hun nu. Men at han var heksens søn; det kunne hun da ikke vide. Sita sagde jo, at hun var rar, men ligefrem holde hendes søn i hånden...
   "Gå med dig," hvæsede hun til ham. Hun ville ikke engang se på ham, men gjorde det alligevel. Et øjeblik så han såret ud, men så trak han på skuldrene. Og Gud hjælpe hende, om ikke han smilede?
   "Mor jer godt, ikk'" smilede han og gik.
   Men det skuffede flokken. Martha fornemmede det, uden helt at gøre sig det klart, men hun hørte Amanda gyse:
   "Han ville garanteret begå hor med dig."
   Det var noget meget slemt, så Martha stammede forskrækket:
   "D - det v - var ikke- ikke med vilje, det var ham som..."
   Og det var jo ham. Han havde taget pænt tøj på, bare for at narre hende, havde han. Han var rigtig tarvelig. Så da flokken begyndte at løbe efter Sammy, tog hun godt fat i kjolen, løftede op og stolpede efter dem i de fine knapstøvler.
   Sammy gav sig ikke til at løbe. Da de indhentede ham stoppede han op og vendte sig imod dem.
   Han sagde ikke noget, spurgte ikke hvad de ville eller bad dem lade ham være i fred. Han skældte heller ikke ud. Han stod der bare og flokken stillede sig i en kreds omkring ham De kom med tilråb og det lød som om de ville overgå hinanden:
   "Du har nok fået nyt tøj."
   "Det er alt for godt til dine lus. De får mavepine."
   "Ja, for du har så mange, at i morgen, så har de ædt tøjet."
   "Ellers giver du det bare til din mor, så hun kan sælge det."
   "Ja - og købe sig en ny kost."
   Sammy havde knyttet næverne og nu åbnede han munden. Men han sagde ikke noget. Han kneb læberne sammen igen.
   En fregnet ung mand blev så irriteret over det, at han snerrede:
   "Kan du ikke svare, når man taler til dig?" Uden at vente på, om der kom svar på det, kommanderede han, "slå ham, Fede."
   En dreng, der passede til sit øgenavn, trådte tøvende frem fra kredsen.
   "Bøh!" råbte Sammy, idet han løftede en hånd til slag. Han strakte den ud i en hurtig bevægelse, som for at stikke den tykke knægt en flad lussing. Det rykkede i den polstrede krop og så vendte han sig omkring, bævrende af angst og styrtede tilbage i flokken. Sammy holdt stadig hånden frem for sig. Hans læber blev til et lille, besynderligt smil og han pustede et halvt forundret, halvt hånligt 'Ha-hum' ud gennem næsen.
   Den fregnede lagde en beskyttende arm om sin 'kriger' og sagde vredt:
   "Nå, så du forhekser ham, din lømmel, men du skal passe på, skal du - du rører ham ikke."
   "Hvornår er du blevet Barneys beskytter?"
   Omsider åbnede han munden og så var det for at spørge om noget. Stemmen var tyk af hån og han gloede foragteligt på den fregnede, der gloede udfordrende igen.
   "Uh," hvinede Amanda, "han sender dig onde øjne, Jeffrey."
   "Ha," fnøs Jeffrey, "som om jeg er bange for den lille lort."

Han gik frem mod Sammy, der havde knyttet næverne igen og et øjeblik stod de kampberedte foran hinanden. Jeffrey var et halvt hoved højere og bred over skuldrene, så egentlig var det tarveligt af ham, at angribe Sammy. Det var måske derfor havde prøvet at få den tykke Barney til det, men det var jo også... Martha opgav sin filosoferen og bare fulgte kampen, for nu var de røget i totterne på hinanden. Alle hujede på Jeffrey og så gjorde Martha det også.
   Pludselig var hun bare som et med flokken.
   "Buh," skreg hun, for Sammy havde spændt ben, så Jeffrey lå på jorden. Han kom dog hurtigt på benene og slog ud efter modstanderen, der dog hoppede væk fra hans knyttede næve. Så kom den anden hånd i brug. Samme forsmædelige resultat. Endnu et forsøg mislykkedes, selvom Jeffrey stod solidt med skrævende ben. Sammy smed sig ned og ormede sig mellem de ben. Et ordentligt los af Sammys træsko sendte ham forover og da han kom op havde han jord i hele ansigtet og græs i mundvigen. Han var rasende.
   "Ja-ah," vrælede hun, da Sammy lidt efter gik bagover og havde blodnæse, da han kom op igen. Nu havde Jeffrey endelig krammet på ham. Troede Martha. Og de andre troede det sikkert også, men nu lod det til at Sammy omsider blev gal. Han sparkede og slog; vredt og tavst - og så flygtede Jeffrey; foroverbøjet, med en hånd mod mellemgulvet, vaklede han ind gennem flokken, der gav plads for ham. Amanda løb forskrækket efter ham.
   Sammy ville åbenbart også gerne væk nu, for han løb frem og ville forbi ungerne i kredsen, men den lukkede sig om ham. Hans næse blødte ikke længere og han så ikke ud til at være kommet noget videre til.
   "Jeg skal altså hjem nu," sagde han.
   Så kastede flokken sig over ham. Martha så et par af de største, omtrent voksne, fyre springe på ham og resten kappedes om at komme til. Var det fordi de havde ondt af Jeffrey eller fordi de var blevet hidsige af hans tavshed og ro? Martha forstod det ikke, men hun fik ondt af ham, for de var jo for mange imod en og det var da tarveligt.
   Forknyt stod hun og så på dem. De kunne da ikke bare alle sammen slå og sparke?
   "Vi må gøre noget," sagde Barney, der heller ikke var med i flokkens angreb. Han så på hende med store, bange øjne og tilføjede, "han er slet ikke farlig. Han er faktisk flink, men jeg er bange for Jeffrey."
   "Vi henter Allan," afgjorde Martha, for de var jo ikke rigtig kloge. Men Allan skulle nok ordne det.

Allan gik med lange, vrede skridt. Et par andre mænd, deriblandt Pil, fulgte efter i et sindigt tempo. Så snart Allan kom hen til flokken brølede han:
   "SÅ ER DET NOK!"
   De store børn stivnede ved hans udbrød, der kom så hårdt og selvsikkert, som en klar befaling. De fejeste flygtede som harekillinger, resten stod som små, rystende rotter og par enkelte så ud til at have begyndende samvittighedskvaler, for de stirrede nedad, som om der var noget meget interessant i græsset.
   Sammy satte albuen i jorden, men kunne ikke rejse sig Så prøvede han at sige noget, men det lykkedes heller ikke. Der var blod over hele ansigtet og ud over det nye tøj. Skjorten var flænget.
   "Forsvind," brølede Allan rasende til de sidste af flokken, "eller jeg hakker jer til plukfisk, modbydelige, slimede snot-unger!"
   De forsvandt som forsinkede lyn.
   Sammy havde fået sat sig op. Han slikkede de blodige læber og klynkede:
   "De - de fik travlt."
   Allan så meget vred ud mens han støttede Sammy, for at få ham på benene. Langsomt lykkedes det., men han stod og svajede usikkert.

Mændene holdt sig i baggrunden, men Sita kom hen til dem.
   "Han må hjem til sin mor," sagde hun og Allan nikkede.
   Sammy faldt, men fik sig kæmpet op igen.
   "Det der går squ ikke," konstaterede Allan. Og så stak han en arm ind under Sammys knæ, den anden under hans nakke - og bar ham, som om han var et lille barn. Han protesterede lidt, men Allan sagde bare:
   "Hvis du kan lægge armen om min nakke, så er du ikke så tung."

Der var heldigvis ikke langt hen til Sitas moster, Sammys mor. Hun stod ude på gårdspladsen da de kom. Hendes furede, brune ansigt lyste grotesk i skæret fra den fakkel hun holdt i hånden og det lange, grå hår flagrede i aftenvinden. Sita ilede frem mod hende og fortalte:
   "Der var nogle unger efter ham. Jeg ved ikke hvorfor, men han har det ikke godt."
   "Og derfor har du fået en hvid mand til at bære ham hjem?" snappede den gamle.
   "Han må ligge ned," sagde Allan. Kunne det da ikke være lige meget om han var hvid eller blå eller grøn-lilla-halløj-farvet, når hendes søn var såret? Hvad var hun for en mor?
   "Denne vej," slog konen om og ilede mod døren, der straks blev åbnet af en endnu ældre kone, der forskrækket slog hænderne sammen og udbrød:
   "Jamen, jøsses."
   Allan anbragte forsøgte Sammy på den alkove de anviste ham. Der var to små stuer i det lille, skæve hus og Sammys alkove stod i den mindste.
   Endnu en gammel kone viste sig og Kathie bad dem:
   "Vil I tage jer af ham?"
   Det ville de og straks tøffede den ene ind i den store stue for at sætte vand over ilden.til at vaske sårene med og den anden fandt en krukke fra en af den lille stues mange hylder; På den ene væg var der hylder omtrent fra gulv til loft og det havde Allan ikke set andre steder. Uden på krukken var der malet en lidt ubehjælpelig blomst og i den var der en væske, som en lillebitte træslev blev dyppet i.
   "Gør det meget ondt?" spurgte kvinden og satte sig på kanten af alkoven.
   "Ja," klagede Sammy og havde det virkelig skidt. Måske havde han slået hovedet, eller rettere måske havde de ækle unger slået ham alt for hårdt i hovedet. De skulle ikke slippe, om han så selv skulle banke dem, tænkte Allan.
   "Lad os gå ind ved siden af," foreslog Kathie, med tyk stemme, som sad angstens gråd på tværs i hendes hals. Hun var alligevel en ordentlig mor og han ville gerne sige noget opmuntrende til hende. Men hvad? Man måtte jo ikke lyve og hvis nu...?
   Han tænkte ikke tanken til ende, men rettede sine øjne mod væggen over det vakkelvorne bord, for der hang et stort, vævet billedtæppe. Der var blodrøde, brede kanter omkring et sceneri med nogle ryttere, der red gennem en landsby. Under billedtæppet var der en hylder, hvor der stod krukker i sære former, træfigurer af sære væsner og et par bøger i slidt læder. Der var også et kranie og det rislede ham koldt ned af ryggen, for det var som det gloede på ham med sine tomme øjenhuler.
   "Unge mand," brød Kathie ind, "vd De hvem jeg er?"
   "De er da Sammys mor og Sitas moster," svarede han forbløffet.

Hendes hår var filtret og hendes brune kjole var skjoldet og beskidt, men hun havde nu et smukt sjal kastet over sig. De hvasse øjne betragtede ham indgående. Det var åbenbart fra hende, Sammy havde det der med at glo indgående på folk. Hun kløede sig på en vorte, der sad på kinden, nær det højre næsebor. Han prøvede at glo igen, men kunne ikke lade være med at blinke. Så forsøgte han sig med et lille, forsigtigt smil:
   "Mske er du en heks, men jeg kan godt lide hekse.
   Han undlod at tilføje: 'Hvis de er gode', for pludselig følte han sig lidt usikker ved det hele.
   "Og hvorfor reddede du så min søn?" spurgte hun.
   "Fordi...," begyndte han forlegent. Hvad var det nu for et dumt spørgsmål? "Fordi jeg kedede mig," løj han.
   Omgående blandede Sita sig:
   "Det passer ikke moster. Han var så rasende og han var lige ved at græde og..."
   "Fik du ondt af ham?" spurgte Kathie alvorligt, "fik du ondt af ham?"
   "Det gjorde jeg vel," mumlede han og gloede på sine træsko.
   "Eller var det for at gøre indtryk på hans kusine her? Hun er jo ganske pæn at se på?"
   Bang, sagde det i hans hoved. Var det derfor? Hvad tænkte han egentlig da husbonds pigebarn kom rendende, med den lille fede unge i hælene?
   "Han så slet ikke på mig,"snakkede Sita løs, "han blev bare knaldrød i hele hovedet og det var som om der stod røg ud af ørerne - og han lettede næsten fra jorden og for derhen. Jeg har jo også fortalt dig om killingerne, ikke? Han ville ikke lade Harry drukne dem langsomt i tønden. Han er så god af sig og... sikke han kunne sætte dem på plads..."
   "Han kan vel selv snakke," vrissede den gamle surt, "hvorfor?"
   "Det ved jeg ikke," sagde han og så på hendes næse, for så troede hun forhåbentlig at han så hende i øjnene.
   Uf, hvor hun dog gloede. Som om hun ville trække ord ud af ham.
   "Vi arbejdede sammen her i høst," oplyste han og hun kneb øjnene sammen, nikkede for sig selv og gryntede:
   "Ja, det hørte Mjure fra Vera Vaskekone - og du slog ham."
   "Undskyld," for det ud af ham og det lod til at formilde hende, for nu åbnede hun munden og grinede lidt.
   "Jaså jaså. Du undskylder?" Hun havde tabt en del tænder og resten var sorte og gule; nogle slidt (eller knækket?) helt spidse. Nu slog hun ud med hånden, "sæt dig blot ned ved mit bord, knægt - jeg bider ikke. Vil I have te?"
   Sita takkede ja for dem begge og Allan skottede til kraniet. Det var en smule aflangt og havde et ret stort gab. Han smilede lettet og syntes dyrekraniet gengældte hans smil. Han rystede let på hovedet af sig selv, idet han gik nærmere, for måske at regne ud hvilket dyr det var. Slask, sagde det ind i hovedet på ham. Det var lige før blodet frøs til is i hans årer, men så kom han på samme tid i tanke om, at det ens blod ikke kan isne af skræk og at det var vist bare var nogle tørrede planter, han var rendt ind i. Men det var nu nogle kradse nogle. Av. Han tog sig til næsen, hvor der var en lille flænge og prøvede at komme i tanke om navnet på planterne.
   Kathie stillede krus frem og satte en lille si over hans. Deri dryssede hun så noget, der lignede tørrede blade, hakket i småstykker. Og derefter hældte Sita kogende vand på, så kruset fyldtes med en grønbrun drik, der altså måtte være 'te'.
   "Hvad er det for en slags planter?" spurgte han og så Sita veksle et hurtigt blik med mosteren.
   "Det er alrune," oplyste Kathie så, "det er godt til mange ting."
   Han nippede til teen, for nu havde Sita fjernet sien.
   Allan ville gerne høre mere om kong Atkar og troldmanden, men turde ikke spørge, for nu så konen igen frygtelig bister ud. Og der var jo også noget der var vigtigere lige nu, så han spurgte:
   "Det er vel ikke helt galt med ham?"

"Det går nok," sagde Kathie, "han er sej, men jeg ved ikke hvorfor han altid roder sig ind i noget og hans pæne tøj er helt ødelagt. Jeg får aldrig det blod af..."
   "Du tænker mest på din lille dreng, moster," sagde Sita med varm medfølelse i stemmen og Kathie sukkede. Hun rejste sig og gik derind. Sita fulgte efter, men Allan tøvede. Skulle han gå med? Jo. Sita vinkede ham nærmere. Sammy sov og klynkede lidt i søvne. Der var ikke så meget blod mere, men ansigtet var hævet og det så grotesk ud.
   "Vi må vel også se at komme hjemad," mumlede allan, for egentlig havde de vel ingen grund til at blive. Kathie ville sikkert gerne have lidt fred.
   "Ja men så farvel," sagde hun og gik tøvende hen mod en kommode, der stod under det lille glughul, hvor skodderne stod på vid gab. Hun pillede lidt ved den varme tælle, der løb ned af lyset, men sagde ikke mere.
   Hånd i hånd listede de sig i træskoene og gik ud i den kølige, lyse augustnat.
   "Det er noget lort," sagde Allan og Sita udtrykte det lidt anderledes:
   "Det er synd for Sammy."
   "Stop!" lød det så. Det var Kathie, der skingrede efter dem. De stoppede straks og vendte sig mod hinanden.
   "Nu er den nok helt gal," udbrød Allan og løb tilbage. Der stod hun, uden fakkel, og så grå ud. Hun strakte en hånd ud mod ham og han greb den lidt forvirret. Han havde vist glemt at give hånd til farvel, men... Han mærkede noget glat mod sin håndflade og lukkede hånden om det. Det var rundet i formen og det var i en lædersnor, men hvad var det?
   "Det skal du have," sagde hun, "fordi du reddede min søn. Jeg tror, at du..." Hun bed sig i læben, som om hun havde sagt for meget.
   "Tak," sagde han, "men jeg..." Han vil protestere for han skulle vel ikke belønnes for at gribe ind, når nogle møgunger gik for vidt.
   "Tag den så!" kommanderede hun, "det er en ordre."
   Han åbnede hånden og så at det var en sten af en slags. Hvordan den nærmere så ud kunne han ikke se i mørket, så det måtte vente - hjemme på det trange karlekammer, der lå i den ene side af stalden tændte han en stump lys og så at den halvrunde sten var brun, men ikke ensartet; den nærmest glitrede i brune nuancer og i midten var den gennemsigtig, så man kunne se at et insekt engang var blevet fanget der i. Det havde en hulens masse ben og en lillebitte snabel. Det var blålilla og han havde aldrig set sådan et insekt. På undersiden var den ikke spor glat, mens nærmest knudret. Han følte efter og det var som om den brutalt var knækket over. Hvem kunne mon knække en sten? Eller var den bare skabt sådan - sten kunne jo have så mange former. Men pæn var den og siden der nu var en snøre i hang han den om halsen, men gemte den under skjorten, for den var sikkert hedensk. Og der var jo ingen grund til at skabe ballade.
   Næste dag viste han den til Sita. Hun var ved at trække de sidste rødbeder op.
   "Den er nu pæn," sagde han, "ved du om det er en lykke-amulet eller hvad?"
   Hun spærrede øjnene op og stirrede på den brune sten, som om hun ikke ville tro sine egne øjne.
   Så udbrød hun:
   "Hun har givet dig sin lykkeamulet!"