Der var stille på vejen denne Sct. Hans aften. Villa folket var trukket indendørs, efterladende havemøbler og andet gods på plænerne, fordrevet af en kølig vind der måske, måske ikke var et varsel om regn fra de mørke skyer der trak op i horisonten. Palle lod sig ikke mærke med det. Han svedte over den rustne grill han netop havde trukket ud af krogen i redskabs skuret, beordret i gang af far. Ingen tøven, ingen udflugter, lektierne måtte vente.
   Forvitrede gnallinger af kul fra året, blev til støv under stålbørstens angreb og blandedes med flager af rust og afskallet maling til en fedtet bunke i et hjørne af grillen. For hvert strøg med børsten trådte metallet renere frem, og med et var rengøringen overstået og grillen tømt. Han løftede grillen og bar den højt hævet over det nyklippede græs, til dens faste plads midt på plænen, to skridt fra parasollen og havebordet, og der satte han den ned.
   Posen med kul lå længst inde i skuret og var lige lovlig let, der var kun et par håndfulde tilbage. Det var også Brugsens billigste trækul. De futtede af som avispapir, og ville brænde ud på et øjeblik. Palle hældte larmende kullene ned i grillen og talte dem, der var nøjagtig 12 styk. Der var ingen vej udenom, han måtte gøre noget.
   Far tronede i havesofaen med cerutten i munden, fremadlænet med underarmene hvilende på lårene og hovedet sænket let. Han sad nøjagtigt midt på sædet med avisen på sin ene side, og tobakspung og pibe på den anden side. Det var hans sofa. Han så stift frem for sig, øjnene fortonede sig i mørke skygger, røde og grumsede. Han så ikke Palle der stod foran ham med den tomme kul pose i hånden..
   "Far, der er ikke flere kul. Har vi nogen i kælderen eller i garagen?"
   Far så tvært på posen, dernæst på Palle og sagde:
   "Hvis der ikke er flere i posen har vi ikke flere."
   "Det er der ikke. Må jeg ikke købe nogen, så vi har nok?"
   Far så stift frem for sig uden at svare mens han bed sig i læben, og så ud til at tænke dybt over svaret.
   "Spørg mor, jeg har ikke flere penge."
   Han sukkede og slog ud med armen i en beklagende gestus, ledsaget af et lille bedrøvet smil. Bevægelsen satte sofaen i bevægelse, og udløste en klirren fra den gamle brune skoletaske der lå under sofaen.
   Palle så på uret. Det var over spisetid, Brugsen havde lukket men der var jo Købmand Frederiksen. Der kunne man altid handle efter lukketid, til en let forhøjet pris, men det var jo Sct. Hans Aften, og de skulle grille, det kunne ikke være anderledes.
   Mor var i fuld gang i køkkenet. De røde pølser lå allerede i foliebakken, og pølsebrødet og alt tilbehøret var sat frem. Hun arbejdede i sit sædvanlige tempo, og spildte ikke tiden med svinkeærinder. Hun stoppede lige akkurat længe nok til at høre hvad det var Palle ville. En svag trækning gled over hendes ansigt, og svaret lød let forpustet, som havde hun løbet langt.
   "Du må sige til far at jeg ikke har flere penge end dem han giver mig, og der er et stykke tid til den første, så det må han finde ud af."
   Palle vred sig, mærkede uroen i maven. Det brast ud af ham, heftigt og ikke til at standse:
   "Jamen mor! Far har jo ikke flere penge, og jeg har heller ikke nogen."
   Mor vendte sig imod køkkenvinduet under hvilket far sad ude i haven. Hun rev vinduet op, og sagde kun fars navn, men til gengæld højt og skarpt og med et tydeligt tryk på det sidste bogstav."Allan".
   Palle gøs og trak sig stille væk, helt ud på den anden side af køkkendøren mens han ventede på svaret derude fra haven.
   Far svarede ikke lige med det samme, men trak tiden ud. Han rejste sig fra have sofaen, der med et lille suk fra de spændte fjedre blev lettet for sin byrde og derfor slog sin blomstrede himmel et par grader bagud og opad. Far stillede sig lige foran den svagt pendulerende sofa og så op på mor. Hans øjne var slørede, og det sitrede svagt ved hans mundvige da han sagde: "Ja, hvad er der, Birthe "? Mor stak hænderne i siden og sagde blot "Penge"!
   Deres blikke mødtes, mors fast og urokkeligt, fars irriteret, rødrandet og pludselig nede. Han drejede rundt og luntede tværs over plænen, og forsvandt ind i redskabs skuret. Selv inde i huset, kunne de høre hvordan det klirrede derovre, da den ene tomme flaske efter den anden blev smidt i en pap kasse som straks efter landede oppe i trillebøren. Far skubbede trillebøren op af have gangen og efterlod den midt på fliserne, lige ud for naboens stuevindue, mindre end to meter væk på den anden side af hækken. Naboens gardiner skiltes på midten, flygtigt, hurtigt, og faldt så atter på plads i de vante folder. Far rettede sig op og tog sig til lænden, den satans ryg, aldrig et øjebliks ro for den, og råbte derefter højt på Palle.
   Far pegede på pap kassen der stod vidtåben midt i trillebøren, højlydt sladrende om sit indhold. Lag på lag af skinnende grønne ølflasker til en værdi af 25 øre stykket. Der var mindst fyrre tænkte Palle, det var ikke så ringe, måske en mulighed for at forøge hans lommepenge lidt. Far så strengt på Palle og sagde: "Der er nok til kul og en sodavand til dig, og der bliver også lidt penge tilovers, og dem skal jeg have."
   Palle nikkede lydigt, hankede op i trillebøren og satte i gang. Det var ikke så let, for børen var tung og svajede under hans hænder, faretruende tæt på at vælte. Det gik akkurat så længe den kørte lige ud, og katastrofen indtraf først da han drejede sit tunge køretøj til venstre på vej ud igennem havelågen. Trillebøren slingrede væk fra fliserne, og ud i jorden foran hegnet hvor den afsatte et bredt og dybt spor i den nyrevne jord. Han turde ikke standse og satte tempoet en lille smule op, og fandt et leje hvor han kunne holde trillebøren i bevægelse og i balance uden at overanstrenge sig. Han lovede sig selv at huske, og det var vigtigt, både at vedgå sin skyld og selv udbedre skaden når han kom hjem igen.
   Vejen var lang og lige og førte forbi rækker af villahaver med ny klippede plæner, og velordnede blomsterbede bag tætte lave hække. Der gik folk rundt derinde i haverne, de snakkede og lo, nogle steder var der legende børn, og et sted endda en enkelt voksen der legede med. På den anden side af gaden var græsset højt og uklippet, ukrudtet bredte sig helt ud til vejen, men det var også banegårdens rangerterræn hvor lange rækker af godsvogne stod parkeret og ventede på at blive læsset og losset.
   Der lå en flok unge mennesker i grøften ved rangerterrænet, synlige og hørlige for enhver der gik forbi. De havde deres opmærksomhed på hinanden, og den kasse øl der tronede midt imellem dem. Dybe basstemmer fyldte luften i et fletværk med lette lyse pigestemmer og høje hvin, vittigheder fløj imellem dem, ubekymret, overstadigt. Palle satte trillebøren fra sig på fortovet og gned sine ømme hænder, mens han lettede lige akkurat så meget på fødderne at han kunne se hvem det var der lå derovre i grøften. Det var godt nogen fra byen, men han kendte dem ikke ved navn. Og så alligevel, ham den store med det lange lyse hår, var det ikke ...?
   "Hvad glor du på møgunge, skrub af"! Stemmen var dyb og grov, og lod ham ikke i tvivl om alvoren. Palle samlede forskrækket trillebøren op igen, og satte den i gang med et ordentligt skub, snublende i sine klaprende træsko, fulgt på vej af et latterbrøl der fyldte hans glohede ører med skam.
   Han skyndte sig, pligtskyldigt og forpustet, men havde ikke rigtigt kræfterne til at blive ved i sådan et tempo. Han så sig tilbage, og på vejen bag ham var alt fred og ingen fare. Han stoppede og lod atter trillebøren hvile sig på fortovet. Det var også dælens at den smule løb var så hårdt for ham! Det var jo ikke fordi at han sløsede i gymnastiktimerne, slet ikke. Han hørte bare ikke til blandt de stærke og de hurtige. Det var træls, men det gik jo endda.
   Hov, hvad var det? Det føltes vådt på hans arme, var det regnen allerede? Nej, det var blot en vildfaren rest fra den vandslange vognmand Sørensen var i færd med at rulle op på dens tromle på garagepladsen få meter bag ham. Han grinede og viftede med spidsen af slangen i retning af Palle, og trak de sidste meter af slangen til sig og rullede dem forsvarligt op på tromlen. Så var hans arbejdsdag forbi. Om lidt ville han sætte sig op på sin cykel og køre hjem til aftensmaden. Ganske som han plejede. Palle besvarede hans hilsen med et nonchalant vift med den højre hånd, og et stort grin. Han var god nok, Sørensen, også selvom de sagde at han drak. Det var jo heller ikke altid at der var arbejde til de to røde Scania lastbiler, der stod parkeret side om side med bagenden imod fortovet, blanke og skinnende efter dagens rengøring.
   Det puslede på den anden side af vejen. Det var nogle små drenge der legede med deres cykler på banegårdens læsserampe. Rødkindede og forpustede asede de op af den stejle rampe mens de råbte til hinanden, vendte rundt og trådte hårdt til og jublede højlydt over farten, stående i pedalerne for at bremse lige der hvor det blev farligt. Det tog kun et par sekunder, men føltes som en evighed huskede han. Hvor længe siden var det at han selv havde leget den leg, var det et år eller to? Han genkaldte sig farten, og det dybe sug i mellemgulvet ved synet af brostenene der for af sted under dækkene, hullerne i gruset foran rampen hvor man kunne vælte og slå sig både blå og gul, og vende hjem til en røvfuld og plaster på knæene. Trods det havde det været sjovt, og de havde gjort det igen og igen, lige til Palle knækkede sit cykelstyr, og far ikke kunne finde penge til et nyt, og så kunne det jo for øvrigt også være lige meget!
   Det var jo dengang, og nu var verden en anden. Han gik videre, og da han rundede hjørnet ved forsamlingshuset, lød der musik og glade stemmer der inde fra, godt blandet op med klirren af bestik mod tallerkner og en række højlydte skål. Det var borger og håndværkerforeningens Sct. Hans Fest, der snart ville rykke ned til pladsen i anlægget hvor bålet skulle tændes. Det havde han ikke lyst til at være en del af, men der var jo sommerballet for de unge, det havde de talt meget om i skolen. Der var mange han kendte der skulle med, og ikke kun fra de ældre klasser. Selv var han ikke så sikker på at blive lukket ind. De var nogle stykker der havde snakket om at smutte ind af bagdøren, bagom ryggen på Karen i køkkenet, og derefter gemme sig i et mørkt hjørne af salen. Det største problem var nok bajerne, dem måtte man købe til overpris af en mellemmand, så det blev nok lidt småt med det.
   Han strøg tankerne af sig, der var ikke tid til at tænke nærmere over den slags lige nu, for købmand Frederiksen lukkede ikke alle og enhver ind i bagbutikken. Det kom helt an på hans humør, så jo tættere på normal lukketid man gjorde sin entre, jo bedre for en selv.
   Palle satte farten op, da han fik købmandsbutikken i sigte, og nåede lige akkurat over landevejen inden Herning bussen susede forbi bag ham. Det var godt nok tæt på, pulsen steg hastigt, hårdt dunkende i halsen og mindede ham om hans dumdristighed. Men det gik jo godt, så hvorfor ængstes?
   Det var også kommet nu, det øjeblik han måtte sætte sig op til, mødet med købmanden. Han skulle jo ind af bagindgangen, og for at nå derhen måtte han gå tværs over baggården hvor alting lugtede så underligt. Han gjorde et kort stop ved hushjørnet og trak vejret dybt inden han fortsatte. Det var også nødvendigt for luften derinde var lummer og kvalm, en uhumsk hørm der stammede fra kloakken og en række skraldespande uden låg. En lang skællet hale vinkede til ham fra en af dem, og forsvandt så pludseligt som den var kommet til syne, og satte skraldespanden i bevægelse. Der var lige strengt nok med den slags syntes Palle mens han gøs ved synet, og glædede sig samtidigt over at bo langt derfra. Hjemme i huset så de aldrig andet end mus, og de var da harmløse.
   Pakhuset bag butikken trykkede sig i skyggen fra huset foran, blindt stirrende bag sorte, støvede ruder og låste porte. Det var længe siden at det sidst havde været i brug. Palle havde været der nogle gange sammen med Jørgen og Claus. Vinduerne på bagsiden lod sig let åbne, og det var ingen sag at klatre ind. De havde været fulde af forventninger, for tomme flasker var lig med penge, men de blev skuffede. Pakhuset var rungende tomt og støvet, uden andet liv end de rotter der af og til kiggede ind i håb om en godbid, og den lejlighedsvist nærværende beboer af det trange loftsrum for enden af hønsestigen, der forsvandt op i mørket i gavl enden.
   Der oppe på spidsloftet boede der altid en eller anden særling, aldrig den samme flere måneder i træk. De skulle jo have et sted at bo, sagde købmanden i en tone der ikke tålte modsigelser, og så strengt på den der stod foran disken uden at forstå hans venlighed; og jo, det var da pænt af ham, næstekærligt mente nogen, men de fleste glemte ikke at tilføje at de ikke forstod det; medmindre der var noget i det for købmanden. Man vidste jo ikke helt hvordan han var indrettet, ugift og barnløs som han var og det stod jo enhver frit at tænke sit!
   Hvem der boede der for tiden, vidste Palle ikke, men det kunne være Fætter Johannes, ingens og alle mands fætter, Sølle Søren, Banemanden, eller... der var nok at vælge af, de var jo alle vegne, de rødnæsede og duknakkede stakler der på en gang usynlige og allestedsnærværende gik, faldt og lå hvor deres usikre ben førte dem hen.
   Et batteri af gule gasflasker stod opmarcheret i gårdens fjerneste hjørne, og det var dernede i bunden af pladsen, at indgangen til bagbutikken lå. Palle lod trillebøren synke ned på brostenene udfor kontoret, hvor Frederiksen lige akkurat anedes bag de hvidmalede ståltremmer der skulle holde indbrudstyvene ude fra hans lille kontor hvor pengeskabet stod. Han sad bøjet over sit skrivebord, travlt optaget ved regnemaskinen og der gik nogle minutter inden han reagerede på Palles forsigtige slag på bagdøren.
   Palle hørte lyden af stolen der blev skubbet tilbage, købmandens tunge trin der nærmede sig bagdøren, og nåede akkurat at tænke på om der mon var flasker nok til at betale for det hele, inden døren gik op og luften fra husets indre strømmede ud og svøbte sig om ham i et lummert pust. Indelukket, iltfattig luft fuld af tobaksrøg og den tunge, skarpe lugt af lagret ost, der gemtes af vejen i et af kælderens hjørner. Frederiksen trådte ud på trappen, rødblisset og tyndhåret med en tændt cigar i munden, og iført en snavset kittel der bulede ud omkring maven. Han så frem for sig med et spørgende blik, uden at lægge mærke til Palle der stod tre trin under ham. Palle rømmede sig forsigtigt, og først da sænkede Frederiksen blikket og blev sig hans tilstedeværelse bevidst.
   "Nå, er det dig Palle. Hvad vil du?" Stemmen var ikke uvenlig, det gik nok an handle med ham. Palle vendte sig halvt om på trappen og pegede imod trillebøren bag sig, hvor den åbne pap kasse røbede sit indhold for alverden."Jeg har lidt flasker, og jeg skulle hilse fra far og sige at der skulle være nok til en pose kul og, og ... en sodavand, og så selvfølgelig byttepenge".
   Frederiksen hørte tavst på drengen, og tog et dybt drag af cigaren inden han svarede. "Du skal få dine kul og din sodavand, men jeg beholder byttepengene. Du må sige til din far at de går af på gælden, lidt har også ret. Tag lige og sæt kassen ned i kælderen, så tæller jeg dem op."
   Palle langede kassen ned til Frederiksen da han åbnede lugen ned til kælderen, og gik i gang med at tælle. Palle så til i spændt forventning mens flaskerne blev talt op. Der var allerede tredve, og kassen var ikke tom endnu. Det lovede godt. Frederiksen snakkede brummende med sig selv under optællingen, og ind imellem steg genkendelige brokker til vejrs, lidt utydelige og jo nok på grund af cigaren i hans mund. "... men det kan der blive råd til, bajere og cigarer, skylde sin bare røv væk, og... en hel masse andet der var for utydeligt men nok af samme skuffe. Talen døde ud, købmanden så sig stjålent over skulderen, og fangede Palles blik. Han havde hørt det hele, og fordøjede de drøje ord der kun modvilligt lod sig opløse i en forståelse. Det var jo nok far det handlede om, men hvad var det for noget med at skylde sin bare røv væk, hvad betød det og...?
   Et uventet smil, forsonende og tillidsskabende, opløste Frederiksens tvære træk og et spørgsmål fulgte lige efter. "Ryger du?"Palle nikkede, forskrækket over sin ærlighed. Det havde han ikke turdet indrømme andre steder end her. Der var heller ikke nogen der vidste det, bortset fra Jørgen og Claus, dem han smug røg sammen med i jordhulen. De skulle nok holde kæft.
   Frederiksen grinede og flåede en halv tom, fladklemt pakke North State op af kitlens brystlomme, og kastede den hen til Palle. "Vær så god den herre, ryg med helsen". Palle fiskede pakken op fra brostenene og fangede behændigt den pakke tændstikker der kom flyvende sekundet senere. Han strøg tændstikken lidt for tæt på cigaretten, og fik hele den giftige sky af svovl ned i lungerne sammen med tobaksrøgen, tæt og kvalmende, akkurat som i jordhulen. Han hostede og spruttede, genvandt kontrollen over sit åndedræt og tog et nyt sug af cigaretten, nydende og voksent, der skulle ikke peges fingre ad nogen her!
   Frederiksen lukkede lugen til kælderen og boltede den til indefra. Det var nok også det klogeste tænkte Palle mens han observerede det i læ af sine røgtåger, der var mange der døjede med lommepengene deromkring, og tomme flasker var der jo rigeligt af i Frederiksens kælder.
   Der gik kun et øjeblik, så vendte Frederiksen tilbage med en pose trækul og den lovede sodavand. Han lagde det egenhændigt ned i papkassen og placerede den på trillebøren, og lukkede næsten omsorgsfuldt kassens flapper tæt i over varerne. Palle stod med hånden fremme, der var jo det med byttepengene! Frederiksens ansigtstræk blev stramme igen, og Palle rødmede og ønskede sig langt væk. Hvor kunne han dog have glemt det allerede?
   Frederiksen så forlegenheden og lagde hurtigt sin tunge hånd på drengens skulder, gav den et lille klem og sagde: "Det her er til jeres eget bedste, Palle. Din far skylder hos mig, i Brugsen, hos Jørgensen og i kiosken. Sig til din far at han skylder lidt mindre nu. "
   Palle rødmede, og slog blikket ned. Frederiksen kløede sig tavst i sit sparsomme hår, og så tankefuldt på drengen. Det var da også pokkers til historie! Men hvad kunne man ellers gøre? Gæld var jo gæld! Det var nok bedst at hjælpe knægten lidt. Han slog Palle let på skulderen og sagde: "Det skal du ikke spekulere på Palle. Jeg ringer selv og snakker med din far."
   Med disse ord var samtalen forbi, og Frederiksen drejede om på hælen og gik tungt op af trappen, og forsvandt ud af syne bag døren der lukkedes bag ham med et brag.
   Det var så det. Det føltes ikke godt, trods det at kullene og sodavanden nu var sikre. Der var jo det med pengene. Palle forstod godt at det ikke gik an at skylde penge til alt og alle, men hvordan kunne Frederiksen vide at far skyldte så meget til så mange? Vidste de det mon alt sammen, folk i byen? Hvad gik de og sagde om det? Trist og elendig til mode hankede han op i trillebøren, og travede tæt forbi skraldespandene uden at ænse det sagte hvæs der steg imod ham fra en rotte, der trodsigt forsvarede sit territorium midt på et bjerg af fordærvede fødevarer i en bulet skraldespand.
   Frem og tilbage er lige langt, det var sådan far gik og sagde. Betød det så også at vejen hjem ville være lige så tung og svedig som den var på vejen ud? Det skulle vise sig at vejen hjem var meget kortere end udvejen, ligesom tankerne myldrede ind over ham alle vegne fra og malede de mulige, og allerede flere gange oplevede konsekvenser, af aftnens hændelse op for ham. Det var godt at Frederiksen selv ville ringe til far og fortælle ham om byttepengene, men hvad nu hvis det først blev i morgen? Alt kunne ske. Far ville ikke tro ham over en dørtærskel, og det var også som om at hænderne sad lovligt løse på ham for tiden.
   Trillebøren smuttede fra ham, pludseligt og uventet, og hvorfor nu det? Han tørrede sine svedige hænder af i bukserne, og baksede den tunge trillebør på ret køl igen, og lagde forsigtigt pap kassen op i ladet. Sodavanden var hel og uskadt, men vandrede nu fra pap kassen og over i hans bukselomme. Der lå den trygt, og selvom den skar ham i lysken for hvert skridt han tog, var det at foretrække frem risikoen for at skulle miste den. Han satte et knæ imod trillebøren, hævede den fra fortovet og satte i gang. Der var noget der hastede.
   Kulposen blinkede sort og gult i pap kassen, og mindede ham om den første pligt. Der skulle tændes op med det samme, så de kunne nå at spise inden regnen kom. Han ville ikke spise pande stegte pølser den aften, for de smagte uendeligt meget bedre når de var grillet. Der var også ketchup og ristede løg til, og de nye fabriks brød som hans far hånligt kaldte pølsebrødene. De smagte nu meget godt syntes Palle, og ikke så lidt bedre end det tunge, sure maltbrød der var den daglige kost.
   Festen i forsamlingshuset var i mellemtiden blevet synlig også ude foran huset, hvor en hel flok unge hang op af hinanden og lod bajerne gå på omgang. De gik til den kunne han se, men det blev også hans tur, engang, men der var ikke tid til drømmerier. Grillen ventede og regnen truede nu åbenlyst. De første små dråber havde allerede ramt hans bare arme. Han satte farten op, og hastede forbi det liv der blev levet lige ved siden af ham på vejen op af gaden. Det var godt at se, og kunne han nu blive en del af bare noget af det engang, var det fint for ham. Men det måtte vente til en anden dag, for lige nu gjaldt det om at sikre den varme mad og det var hans ansvar.
   Han rundede gadehjørnet i skarpt trav og havde nu fuld kontrol over den tunge trillebør. Håndtagene gik i et med hans arme, køretøjet lystrede hans mindste vink og lod sig villigt bringe ned i tempo og lægge an til et elegant sving ind igennem havelågen.
   Far havde allerede set og udbedret skaden i bedet, ja for det kaldte han nemlig den smalle stribe af tør og sandet jord foran hegnet, og ikke nok med det, han havde haft vandkanden fremme og havde bruset bedet ganske let, så de fine spor efter hø rivens tænder stod knivskarpt frem i jorden. Trillebøren gled let igennem lågen uden svinkeærinder til bedet, men det var ikke muligt for ham selv at gå helt lige igennem. En hæl smuttede velsagtens, eller ... om ikke andet blev der endnu et dybt, men godt nok meget mindre mærke i jorden, helt inde ved låge stolpen. Helt perfekt blev man jo aldrig.
   Trillebøren havde sin plads bag redskabs skuret, klods op af ved muren på et ganske bestemt sted, og fandt næsten som af sig selv på plads efter at Palle havde læsset kassen med kullene af. En dyb og bred rille i jorden markerede trillebørens forkant, og et par lyse pletter i træværket røbede hvor håndtagene hvilede. Jorden i rillen var hård og fast, som støbt til formålet og det var der og ikke andre steder den skulle stå. Der måtte være en vis orden i haven sagde far og han mente det, så orden, det var der. Så meget og så nydeligt at far havde vundet præmier i haveforeningens årlige have vandrings konkurrence. Præmierne stod fremme så enhver der kom på besøg fik dem at se, og han lod gerne besøgende forstå at spørgsmål var velkomne.
   Grillen stod hvor han efterladt den, og far var faldet i søvn på have sofaen med ryggen til plænen og snorkede let. Palle rev toppen af posen med kul, og lagde forsigtigt og en af gangen kullene over i bunken i bunden af grillen, indtil der var en pyramide af passende højde. Tændvæsken stod på den øverste hylde i redskabs skuret, og det var ikke længere et problem at nå derop, ikke siden sidste sommer hvor højden krøb over 175 cm, og han voksede stadig. Han ville blive meget højere end far, ja, han var faktisk allerede højere end ham, kunne se ham hen over hovedet hvis det passede ham.
   Det var den lyseblå plastikflaske med denatureret sprit det gjaldt. Det brændte som bare fanden, det sagde far jo selv, så det måtte være den han skulle bruge. Palle skruede proppen af og snuste til indholdet af flasken. Lugten var skarp og sødlig, mindede lidt om mandler og kagecreme.Det var da sært at den slags skulle lugte så godt.
   Han tømte flasken ud over kullene, og ventede et øjeblik inden han strøg en tændstik og smed den i grillen. Stikflammen var enorm og steg til himlen med et brøl. Palle trådte forskrækket baglæns og faldt over kullene der stod lige bag ham. Det stak og sved i kinden under det venstre øje, og da han med to fingre forsigtigt mærkede efter, føltes huden brændende varm og stikkende, langt værre end når man kom ind i varmen efter en kold eftermiddag på kælkebakken ved kirken.
   Det var da også fandens! Her gjorde man sit allerbedste for at hjælpe, og så.. samlede far sine fingre om hans krave og rev ham op at stå. En lammende lussing faldt på hans kinder som det første da han stod op, og det der fulgte var hans fars vrede for fuld styrke. Palle gik baglæns og far fulgte efter, med sin højre hånd hævet til nye slag. Palle gik baglæns med små, hurtige skridt med gråden stikkende i halsen.
   Far trængte ham op imod have bordet, og rystede sin store næve foran Palles ansigt.
   "Hvad tænker du på, din satans hvalp? Du har nær ødelagt grillen, og så står du bare der og griner fjoget"! Far tav, og stirrede på et punkt bag Palle; den lyseblå plastikflaske der lå på siden i græsset med den hvide skrue prop liggende henslængt ved siden af.
   "Har du brugt den til at tænde op med? Det er ikke tændvæske!" Hans stemme blev med et skinger, og hans højre hånd var på vej op igen, men faldt ned igen uden at gøre skade.
   Hvad det var der var i flasken fortalte han ikke noget om, og det var også lige meget, for nu var mor kommet til, alarmeret af synet af den flammende grill, og kilede sig ind imellem dem. Palle blev skubbet væk, i sikkerhed bag grillen der ikke længere flammede så vildt som øjeblikket før, men nok til at man skulle holde sig på sikker afstand.
   Mor tog over, kontant men lavmælt for ikke at vække opmærksomhed på den anden side af hækken. Koldt vand var, lod hun Palle forstå, det han trængte til lige nu. Masser af koldt vand fra den rindende hane i badeværelset, lige i ansigtet og indtil det ikke sved længere. Palle nikkede taknemlig, og forsvandt i trav op af flise gangen ved gavlen og ind på badeværelset.
   Det kolde vand lindrede, også selv om dets første kontakt med huden var et chok. Han holdt ud, ignorerede den skarpe smerte og lod vandet løbe til huden blev følelsesløs og iskold. Han lukkede for vandet og ville lade det være nok, men blot det at rette sig op fremkaldte nye smerter, så det var forfra under hanen, om og om igen i en uendelighed.
   De stod overfor hinanden derude i haven, hans forældre. Hun praktisk og organiseret, han vred og forurettet. Hun lod forstå at gæsterne var lige på trapperne, det kunne ikke vare mange minutter endnu, og hvad med om han tog over efter drengen? Jo, måske, mumlede han tvært og så ned, ville ikke møde hendes blik. Og forresten... tilføjede hun let henkastet, Frederiksen har ringet. Han beholdt byttepengene, bare så du ved det!
   Det rykkede så sært i ham, hænderne flagrede planløst langs hans sider, slog huller i den bare luft og faldt så til ro. Der gik et øjeblik mere, så gik han i gang. Grillen var sydende varm, men det var ikke noget problem. Han langede et spark ud imod stellet, og fik kul bunken til at skride og fordeles jævnt i grillens bund. Derefter var der kun ventetid tilbage. Vente på gæster, mad, betjening.
   Hun forsvandt og kom kort efter til syne i køkkenvinduet, hvorfra hun rakte ham bakken med pølser, brød og alt det andet der hørte en hyggelig Sct. Hans aften til. Han tog imod og lod skinne igennem at der var andre der kunne have gjort dette, drengen for eksempel. Hvor var han?
   Vinduet røg i med et smæld, og lod hans protester blive tilbage, ubesvarede, stikkende og skarpe. Hun kunne sgu selv gøre det! Han satte bakken fra sig på fliserne foran sofaen, og gjorde sig et ærinde i kælderen, helt ind i værkstedets mørkeste krog, hans længslers mål. Han bøjede sig ned, og langede stedkendt armen ind under høvlebænken og fandt trækassen med dens fristende, kølige indhold. Skønt skjult lod den sig aflokke en flaske, rund og kølig, behageligt sval, gavnlig for sjæl og legeme.
   Åh, hvor gjorde det godt! Det var også tiltrængt. Der var aldrig andet end bøvl, lige gyldigt hvad han gjorde. Der var grunde nok, han behøvede ikke at lede længe. Irritationen og vreden kom igen, han krammede flasken, hårdt og vedvarende, og slog den derpå ned i høvlebænken. Det skete der ingen skade ved. Dertil var den for stærk.
   Nu rumsterede det på trappen, lette hastige trin der nærmede sig værkstedet. Han lod flasken glide ned i kassen igen med kapslen på, der var stadig et par gode slurke tilbage. Nu puslede det ved døren, det var hende. Hvad ville hun? Jo, nu var de der, gæsterne. Var det ikke på tide at han viste sig ovenpå, var lidt selskabelig?
   Surmulende fulgte han hende op af trappen, og måtte beherske sig for ikke at ruske i hendes lægge, gøre hende skade, vise hvem der var manden i huset og ... jamen det var jo lillepigen der kom på besøg, og den lille prinsesse var også med! Gensyns glæden var stor og lyste ud af ham, og han var ikke sen til at gribe ud efter den lille der glad lod sig fange ind og kryste i hans favn. Morfar var han jo, kærlig, opmærksom, glad for sit barnebarn. Der stod de så, den forsamlede familie, midt i den snævre entre og spærrede vejen for hinanden. Det var ikke let at komme til i den trængsel, nogen kunne komme til skade sagde mormor og befriede morfar for hans byrde og bar triumferende den lille op i køkkenet og slap hende løs på gulvet hvor hun henrykt kravlede rundt under bordet og råbte kuk og bøh.
   Morfar legede med, helt nede på knæ med sin blanke, brune buksebag hævet op i bordhøjde. Hvor var han sød.
   Palle hørte det hele ude på badeværelset, og ville gerne ud for at tage imod sin søster og hendes lille familie, men smerterne var stærke, og lod sig kun dulme af det rindende kolde vand fra hanen. Han lod det løbe og holdt stædigt sit ansigt under strålen, indtil han hørte far ruske i døren. Far var vred igen. Hvorfor nu det?
   "Er det dig, Palle? Se så at få lukket for det vand, det er jo ikke dig der betaler for det."
   "Det gør bare så ondt, far. Jeg har brændt mig."
   "Se så at blive færdig, der er andre end dig der skal til!"
   Palle sukkede og dyppede for sidste gang sit ansigt i vandet i kummen, rakte ud efter hanen og drejede den helt i bund. Han gav den et ekstra drej, alt hvad den kunne tage, lige til det knasede og mærkede efter med en finger. Der kom ikke en dråbe ud mere. Han duppede forsigtigt sit ansigt tørt med det grove, sorte håndklæde der altid hang på badeværelset. Det lugtede surt af fars barbersprit, den blå Aqua Velva. Lugten gav ham kvalme, det mærke ville han holde sig fra når den tid kom. Han åbnede døren og blev mødt på dørtrinnet af far der tavst og surt masede sig forbi ham i den smalle dør. Døren lukkede sig bag ham med et smæld, og det var vist også på høje tid at han kom derud, sådan som det fossede i kummen! Kunne han ikke bare have pisset bag komposten som han plejede at gøre? Idiot.
   Palle bøjede hovedet. Han var pludselig så træt, det sved og brændte i huden, hans øjne løb i vand, og far stod i mellem ham og det lindrende vand. Hvad nu hvis han brugte vandhanen i kælderen?
   Han smuttede lydløst bag om ryggen på familien i køkkenet, lindede akkurat så meget på kælderdøren at han kunne smutte igennem og trak den forsigtigt i efter sig. Det kolde vand var kun få skridt borte nu. Døren stod åben ind til vaskerummet, og den kølige luft derinde gjorde godt. Messinghanen lyste op imod den grå betonvæg, sval og kølig, løfterig. Han lirkede den forsigtigt op, Ikke fuldt åben, det ville man kunne høre, men ganske lidt. Kun en tynd stråle der ikke fik rørene til at rumle og knage som de altid gjorde når man skruede helt op for hanen. Det var lige akkurat nok til en nødtørftig lindring, slet ikke nok sådan som han havde det. Han tog chancen og skruede lidt mere op. Vandrørene gav en lang klagende lyd fra sig, da vandstrålen tog til i omfang og omsider gjorde nytte. Han skubbede vasketøjskurven ned fra tremme bænken og lagde sig på den, lukkede øjnene, drejede hovedet og lod vandet skylle smerten ud i afløbet.
   De havde samlet sig omkring grillen nu, stemmerne var dæmpede, men lød klart i den stille aften. De talte om ham, om hvor han mon pludseligt var blevet af. Mor mente nok at det gik an, han var jo kun en dreng, og måske var det nogle kammerater der havde fanget ham ind. Sådan var det jo nu engang. Far brummede, men sagde ellers ikke noget om det. Og så skiftede de emne. Der var jo nok at tale om. Søsters store mave, jo, han skulle være onkel igen. Det glædede han sig i al stilhed til, det var jo hyggeligt med de små rollinger alle vegne.
   Det kom pludseligt og overrumplende. Far stod i døren til vaskerummet, kunne jo bevæge sig fuldstændigt lydløst når det passede ham. "Hvad dælen laver du dreng"? Palle rejste sig langsomt fra bænken, og stillede sig foran den med armene langs siden. Han svarede ikke lige med det samme, men førte en hånd om bag ryggen og tog sig tid til først at lukke for vandhanen. Vandets plasken hørte op og blev afløst af en langtrukken klagende lyd fra vandrørene.
   "Jeg gjorde som mor sagde jeg skulle, og det har hjulpet". Far kom nærmere, Palle lukkede øjnene. Han kunne jo bare slå løs, det var lige meget nu. Der skete dog ingenting. Far stod stille kun et skridt foran ham, og spærrede vejen ud. Hans øjne var pludseligt blide, og tonefaldet venligt og ikke længere rasende. Hans blik søgte pletten på Palles kind, og var det ikke som om at der gik en trækning over hans ansigt ved synet? Var det lettelse, eller... hvad?
   Det blide øjeblik var hurtigt overstået. Far slog den alvorlige og indtrængende tone an nu, den man skulle lytte nøje efter.
   "Vi har ikke råd til at du bare bruger løs af alting som om det var dig selv der betalte. Vi skal spare. Du er dyr i drift, med tøj og sko flere gange om året, ja, det får vi andre jo ikke engang og det går fra det vi har. Hvis vi skal have råd til det du får, skal du også spare Palle, og ikke lægge os til last".
   Palle slog blikket ned, hænderne knyttedes langs bukse sømmen, neglene borede sig ind i kødet. Det gik ikke an at tale nu, men tanker var toldfrie. Det sagde far jo selv. Tankerne råbte højlydt, og Palle måtte lytte nøje efter for at være sikker på at de ikke også kom ud af hans mund. For det var jo rigtigt det de sagde. Spare på vand og varme, javist. Huset var jo altid mørkt og koldt. Men hvad med alt det far slæbte med sig hjem, og som kun var til ham. Øllene for eksempel, snapsen i fryseren, og nu han var ved det, hvorfor var det altid far der fik to frikadeller og flest kartofler og mest sovs?
   "Har du forstået hvad jeg siger Palle?" Fars stemme var blød og blid igen, og ganske uventet kom hans ene hånd og lagde sig på Palles skulder og gav den et lille klem. Hånden blev liggende, stadig i et fast greb om skulderen, et greb der strammedes mærkbart for hver sekund han trak svaret ud. Det gjorde faktisk lidt ondt, far kunne om nogen finde de ømme steder, det slog aldrig fejl. Han måtte vel hellere svare, og give far ret igen, som altid.
   "Jo, det har jeg forstået nu."
   "Vil du så ikke nok være mere ansvarlig med vand og varme. Det går jo fra i det daglige, sådan er det. Vi skulle gerne kunne få mad på bordet, også med dig i huset."
   Far lo, højlydt og inderligt, og udsendte en trykbølge af cigar lugt og øl dunst der ramte og omsluttede Palle. Fars mave slog imod Palles tynde krop, og trykkede ham baglæns. Det føltes blødt, eftergivende, ulækkert, det var lige så han gøs over det, mærkede musklerne trække sig sammen i protest.
   "Hvad står du og ryster for dreng. Hvad har du for"? Fars stemme var ikke længere blid og indsmigrende, men skarpkantet, farlig.
   "Ikke noget far, jeg fryser bare. "Han skuttede sig demonstrativt, og mærkede hvordan fars hånd gled af hans skulder. Det lettede.
   Far slog om, tonen blev let og hverdagsagtig: "Så må du jo tage en trøje på, og se at komme ud i haven. Maden er snart færdig, og du har jo svedt for den, ha, ha".
   Ja, det passede godt nok, svedt det havde han jo, og svedet, det var han også.
   "Kan du så skynde dig, vi venter på dig". Far holdt stadig den lette tone, og smuttede ud af døren for lige at gøre sig et kort ærinde inde på værkstedet. Det kunne høres tværs igennem kælderen, ærindet. Den skrabende lyd af trækassen der blev trukket et lille stykke over betongulvet under høvlebænken, flasker der slog imod hinanden, en sagte svuppende lyd efterfulgt af nogle sekunders tavshed og et langtrukkent, nydelsesfuldt ah!
   Palle ventede til far var gået, og havde set hans brune bukseben passere forbi kældervinduet, og lukkede da på ny op for den kolde hane. Fem minutter under vandet kunne ikke skade, han ville holde øje med tiden denne gang. Det knagede og bragede i rørene, og så kom vandet. Han lagde sig godt tilrette på bænken igen, og lod vandet køle og lindre den forbrændte hud, mens han lyttede opmærksomt efter hvad der blev sagt udenfor.
   Far var i godt humør igen, det kunne man tydeligt høre. Hans vittigheder var ikke mindre dumme og mærkelige end de plejede at være, men så længe han var i det hjørne var alting jo godt. Det kunne så let skifte, og balancen var svær at holde.
   Mor havde travlt ved grillen, hun vendte pølserne og bekendtgjorde hvert andet øjeblik at de snart var færdige, og hans eget navn dukkede hele tiden op. Det var Palle mig her og Palle mig der, og han havde også sådan brændt sig på grillen, og det var synd for ham, men så kunne han jo nok lære det, sagde far og lod forstå at den der ikke ville høre jo så måtte føle!
   Føle vreden havde han jo allerede gjort, det sved endnu i krop og sjæl ovenpå lussingen, og så godt som han kendte sin far blev det ikke nødvendigvis ved den ene. Han kunne let have mere til gode, på den ene eller den anden måde. Det var ikke til at vide.
   Suk, suk. Han tog ikke flere chancer i aften, det blev ikke ved med at gå godt. Han satte sig op, strøg vandet af ansigtet og lukkede for vandet. Det sang og knagede i vandrørene da trykket gik af dem, far ville høre det og var det ikke hans bukseben der lige have passeret den anden vej foran vinduerne?
   Palle var hurtig når det virkelig gjaldt. Det tog et sekund at se hvad vej far gik, og lægge sin egen vej et andet sted. Op fra kælderen, ud igennem fordøren og bagom garagen, og på plads i liggestolen længe før far dukkede op igen.
   De var samlet omkring bordet. Hanne og mor snakkede om og med den lille, og svoger Kjeld der arbejdede hårdt som murer, var faldet i søvn. Ikke noget nyt der, han sov når det passede ind, og det gjorde det ofte.
   Søster Hanne så op da Palle indtog liggestolen, kneb øjnene i, let generet af modlyset og røgen fra cigaretten der dinglede i hendes mundvig. "Hvad fanden har du lavet?" Hun pegede på pletten under hans venstre øje. Den blinkede rødt og advarende, og det stak stadig når huden bevægede sig. Palle slog den lette tone an, agtede ikke at forklare sig synderligt: "Sgu ikke rigtigt noget, tændte bare op i grillen". Hun fnøs og sagde: "Hold da kæft din knold, hvor dum kan man være?"
   Palle for op: "Det var et uheld, og jeg kan fandeme ikke gøre for at far hælder sprit i tændvæsken". "Du kan lade være med at stå så tæt på grillen". Det gjorde jeg heller ikke"! "Gu' gjorde du så, det kan vi da se!"
   "Kan du ikke lige række mig fadet Palle?"
   Mor brød ind, talte dagligdags og uanfægtet som var der intet sket eller sagt. Fadet vandrede fra bordet til mors hænder, der fyldte det med varme, nyristede pølser fra grillen og vendte derpå via Palle tilbage til bordet. Det landede på bordet foran Kjeld der fornøjet slog øjnene op, og som den første forsynede sig med en righoldig portion af de varme grillpølser.
   Solen kiggede frem bag skyerne, og sendte et varmt gyldent strejf indover det lille selskab på plænen. De talte ikke sammen, de spiste og med god appetit af de grillede røde pølser. Nye portioner var allerede godt i gang på grillen, man kunne bare tage for sig. Palle nød maden, som den sjældne luksus det jo var. Røde pølser fra slagteren, tykke og velsmagende, pølsebrødene kom fra Brugsen og fortjente ifølge far ikke betegnelsen brød, men de smagte godt og hvad gjorde det så at far mente noget andet?
   Der var også tid til at nyde sodavanden, der godt nok var blevet lige lovligt lunken efter flere timers ophold i hans bukselomme, men dens sødme passede fint til den krasse sennep der også var til maden.
   Far havde ikke spist endnu. Hans plads stod tom, og det var fint. Jo længere tid han blev væk, jo bedre. Han var ikke savnet, men han kunne jo selvfølgelig ikke svare for de andre, tænkte Palle og rykkede diskret sin liggestol lidt længere væk fra fars og lidt tættere på mors. Hvor blev han mon af, den gamle? Det lignede da ikke ham at gå fra både øl og mad på samme tid? Svaret dukkede op et øjeblik senere. Far stod pludselig midt iblandt dem, svajende, pjattet og med det nye smalfilmskamera klistret til øjet rettet imod selskabet foran ham. En svag summen fra apparatet fortalte at der blev filmet.
   "Smil til fotografen, kom så, lille familie!" Far panorerede rundt i kredsen, og fangede de smil der var til rådighed, og fortsatte sit drej og endte op med en langvarig forevigelse af køkkenhaven, der da også lige der var allersmukkest.
   Mor skævede irriteret til hans foretagsomhed, og lod det vælde ud.
   "Det er altså for dumt at filme haven Allan. Det er familien der skal filmes, og ikke den dumme have!"
   Far svarede ikke, men fortsatte med at filme, og slukkede først kameraet da han under endnu en langstrakt panorering standsede ud for redskabsskuret. Der var noget derinde der krævede hans opmærksomhed, og han var ikke den der sad det overhørigt. Han forsvandt i skarpt trav henover plænen og ind i skuret. Han lukkede ikke døren bag sig, men stod halvt synlig i døren med ryggen til plænen. Det skramlede og klirrede derinde, og så kom det. Det lød højt i den stille aftenluft, et sagte svup af en kapsel der røg af flasken, et skvulp og et langtrukkent ah! Så var der ro igen et stykke tid.
   Han vendte tilbage til sin stol, lagde kameraet på græsset ved siden af den og lod sig dumpe ned i liggestolens slidte lærredsbetræk. Det knagede under ham, men det holdt. Det var ellers fristende at forestille sig det modsatte. Palle så det for sig, far fanget i en revnet liggestol, med arme og ben uløseligt viklet ind i hinanden, frarøvet enhver værdighed og til fals for de billige grin. Det var et herligt syn, og svært at se bort fra. Befriende faktisk, men også farligt for hvis far først fik en anelse om hvad han sad og grinede af, var ... Hvad griner du af hvalp? Tonen var skarp, forurettet.
   "Ikke noget særligt far." "Er det mig du griner af?" Palle stivnede og mærkede en sær kraftesløshed sætte sig i kroppen. Man kunne da heller ikke have en tanke for sig selv uden at det skulle koste! Det var bedst at svare hurtigt, men så langt fra sandheden som muligt. "Jeg kom bare til at tænke på noget sjovt jeg har læst, ikke andet. "Noget sjovt han har læææst"! Far efterlignede Palles lyse stemme, trak ordet ud, henåndede det omtrent, og slog brat om. "Og hvad var så det, hr. Klogesen"!
   "Bare nogle vittigheder, fra en bog jeg har lånt på biblioteket".
   "Så kan du vel fortælle et par stykker, eller var det bare løgn?"
   Far drejede sig i stolen og sad omtrent på tværs i den smalle liggestol, let hævet i sædet, som på spring.
   Palle sprang ud i det, huskede heldigvis flere af de dumme vitser han havde læst, mest til brug i frikvartererne hvor de lod sig fortælle for et taknemligt publikum. "Jo, der var jo den om manden der både var dyrlæge og politibetjent i en lille by. Så ringede telefonen en aften, og der var en der ville tale både med dyrlægen og politibetjenten. Hvorfor det spurgte manden? Jo, sagde den anden, det er fordi jeg har haft indbrud, men min hund har fanget tyven og nu vil den ikke give slip på ham".
   "Den var god Palle. Kan du flere?" Mor brød ind, hun så smilende på Palle og gav ham mod til at fortælle endnu en vits. Ikke meget bedre end den første, men den lagde jo ligesom en bund, et afsæt til en anden stemning, noget der ikke trykkede så slemt som det der kom henne fra liggestolen
   Far blinkede og rystede på hovedet, og lod sig glide tilbage i stolen. Han mumlede noget hen for sig, det lød som "vor herre bevares", og "... sgu for dumt", og var pludseligt nærværende igen og hævede sin røst på ny.
   "Kan jeg få lidt mad, mig der betaler gildet".
   Mor rejste sig stilfærdigt og fyldte en tallerken med pølser, brød og alt tilbehøret og overrakte den tavst til far der rev den til sig og satte tallerkenens indhold i farlig bevægelse udover dens kanter.
   "Åh, for fanden da. Satans til møg"! Fars stemme rungede vredt henover plænen, og fik snakken til at forstumme, også på den anden side af hækken. Det var gået akkurat så galt som det kunne gå. Pølser, brød, og tilbehør lå i hans skød, og den sorthvide strikvest var plettet af store, lysebrune plamager af sennep. Palle rejste sig stilfærdigt, og smuttede lydløst om på den anden side af bordet, hvor søster og svoger villigt gav plads. Samtalen var gået i stå ved bordet, man lyttede og prøvede at forstå de eder og ærgerlige udbrud der vældede ud fra liggestolen og forstod forundret at det ikke kun handlede om spildt sennep og fedtpletter på den hjemmestrikkede vest, men om krænket værdighed, om ligegyldighed overfor ham der jo betalte alt, den sædvanlige mangel på respekt og... og en væltet øl der dog heldigvis ikke havde oversvømmet det dyre smalfilmskamera.
   Mor ryddede op. Samlede madresterne i en bunke, og skød dem til side, fiskede kameraet op med to fingre og lagde det fra sig på havebordet, hjalp far op at stå med megen møje og hjalp ham af den forurenede vest og pilede af sted med den for at deponere den i vasketøjskurven i kælderen.
   Samtalen var gået i stå ved bordet, og viste ingen tegn på at live op igen, bortset fra de korte og høflige anmodninger om lige at række dette og hint videre til den næste, mens man spiste og fyldte tallerknerne op på ny.
   Far stod stille på græsset foran liggestolen, tavs, indadvendt og ikke til stede. Det rykkede i hans krop, som frøs han og prøvede at ryste ubehaget af sig, hænderne knyttedes og åbnedes i et væk ved hans sider og det dirrede farligt omkring munden. Palle så det og dukkede sig, ikke tryg og usikker på hvad der snart ville komme.
   Et udbrud var på vej, varslet af korte, ufuldendte og knap nok forståelige sætninger. Far satte sig i bevægelse, skulede vredt til bordet og satte med afmålte, stive skridt kursen imod hængesofaen, og indtog sin vante plads på det midterste sæde, foroverbøjet med armene hvilende på lårene, hovedet let forsænket og blikket rettet imod det uendelige, tavs, utilnærmelig.
   "Er der nogen der skal have mere at spise, ellers rydder jeg altså af nu!" Mors stemme klang højt og brød stilheden. Hun stod foran bordet, energisk, smilende, og havde på et øjeblik uddelegeret opgaver til dem alle, på nær den de jo alle var tak skyldig.
   De snakkede i munden på hinanden, mor og søster, og lod ikke megen fri luft tilbage omkring sig. Kjeld var atter på vej til drømmeland, liggende på langs i sofaen i stuen, og et hurtigt blik ud i haven røbede at far med haveslangen i hånden omhyggeligt pletvandede de af væksterne der havde brug for særlig omsorg. Røgen fra cerutten stod som en fin tåge om hans hoved, og jog sandsynligvis de sværmende myg væk. Godt tænkt, hvis det var sådan det var. Det var da også godt at han sådan passede køkkenhaven, for de trivedes jo ved alt den omsorg, bærbuskene, rabarberne, kartoflerne og alle de andre nyttige vækster der fyldte den nederste del af haven.
   Misvækst var så let at undgå sagde far, og demonstrerede gerne hvordan man undgik det. Det gjaldt jo om at udvise omhu, rettidigt vel at mærke. Der var så meget man kunne gøre, ofte små og lette gøremål der ikke krævede alverden af en haveejer, men som betalte sig mangefold, blot man huskede at gøre det i tide. Enhver plante havde sine specielle behov, og vidste man bare en lille smule gjorde det såmænd også en forskel. En plante ville kvittere ved at vokse sig stor, stærk og udbyttet ville blive stort. Det var da så let, så indlysende, og han forstod simpelthen ikke de haveejere der lod der deres haver og kartoffelrækker gro til i ukrudt, eller ligefrem nedlagde alt hvad der hed pryd og nytteplanter for blot at gøre plads til endeløse græsørkner hvor larmende børn gjorde livet surt for naboerne ved deres utidige boldspil
   Det var så fredeligt alt sammen nu, så det var nu han skulle smutte ud og besøge gutterne. De var nok også skredet fra deres familier, og det betød jo nok at de sad på grillbaren eller hos en af de andre. Det ville kun tage et par minutter at finde dem, han skulle bare lige... Cyklen stod foran bilen i garagen, så helt og aldeles usmart når far altid kørte bilen så langt ind i garagen som overhovedet muligt. Den var i klemme mellem bilen og bagvæggen, han var nødt til at bede far om at flytte bilen! På den anden side, hvis han nu meget forsigtigt løftede bagenden af cyklen så højt som muligt og styrede den fri af bilen, så gik det vel. Cyklen hævede sig langsomt fri af bilen, pedalerne gled forbi uden at røre eller skramme noget og med et holdt han cyklen i sine arme og bar den forsigtigt ud af garagen, med pedalerne dinglende en centimeter over bilens tag. Lettet og øm i armene efter det tunge løft, lod han cyklen dumpe ned på jorden og satte sig overskrævs på den. Det var også på høje tid. Han kunne høre fars karakteristiske tørre host lige om hjørnet, han ville være på vej ind efter havevandingen og der ville jo nok falde en bemærkning eller to om det ene eller det andet. Det fuldkomne tidsspilde, og sikkert gentagelse på gentagelse af alt hans fordrukne vrøvl. Pedalerne var i den helt rigtige udgangsposition for en hurtig afgang, han trampede hårdt og var allerede forbi naboens indkørsel og halvt skjult bag hækken da far brølede op bag ham. Det kunne han godt glemme, lidt døv havde man da lov til at være.
   Grillbaren var stuvende fuld. Der var ikke en eneste plads ledig ved bordene, men hvad gjorde det? De fleste stod op, man var ikke udenfor af den grund. Bordene flød af tallerkner med grillmad, sodavand, fyldte askebægre, styrthjelme, alt det der hørte et teenager liv til. De sad der alle sammen, langhårede, bumsede, store og grove, klædt i korte sorte læderjakker med eller uden nitter. Palle drev lidt fra gruppe til gruppe og prøvede at falde i snak, og strejfede akkurat muligheden for kontakt. De havde jo også så meget til fælles de andre, hinanden for eksempel. De så op, registrerede hans tilstedeværelse uden kommentarer, og vendte så opmærksomheden imod dem de lignede mest. Palle drev videre, høj, tynd og ranglet, ufiks, umoderne.
   Der var kø ved pinball maskinerne og de enarmede tyveknægte. En eller anden havde haft heldet med sig, gulvet var overstrøet af spillemønter som blev samlet op i et hektisk tempo af et par nervøse hænder der lige akkurat undgik at blive trådt på af de mange rastløse fødder der flyttedes ud og ind i mellem hinanden i det trange rum.
   Luften var tyk af tobaksrøg, og vakte rygetrangen til live. Palle fiskede cigaretpakken op af brystlommen og granskede dens indhold. Købmanden havde godt nok været gavmild, der var vel ti stykker tilbage i pakken, ikke noget ringe udgangspunkt. Der var altid nogen der ikke havde råd til at købe smøger selv, så måske... Halvtreds øre stykket, det gav lige tre kroner og fire cigaretter til ham selv. Der var købere nok, og med et var der plads ved pinballmaskinen. Han trådte frem og så sig søgende omkring. Var der en der bød sig til? Jo, det var der. Claus med det lange sorte hår, hans bedste ven, for ikke så længe siden, det var før knallerterne og alt det andet som Palle ikke kunne dele med ham. De skiftedes til at spille, pointene klikkede frem på tavlen, kuglen fløj henover pladen og smadrede ind i bumpene, og udløste en kaskade af ringende lyde og andre effekter, så højlydte at der ikke var andre lyde til i verden. Palle tabte, og erkendte for sig selv at han ikke var blandt de bedste spillere, det stod klart. På den anden side, al den øvelse krævede jo en del penge. Så det var nok derfor at han som regel tabte i spillet, slet og ret på grund af pengemangel!
   Det tog kun fem minutter, så var han tre kroner fattigere. Men pyt, det var jo gratis og ikke noget at ærgre sig over. Værre var det at blive puffet væk og bagud i lokalet af utålmodige pengestærke spillere, og lige så stille puffet i retning af udgangen bagest i rummet. Der var luft omkring ham, trods trængsel og skub. Han sank ind i sig selv, gjorde sig smal, kantede sig igennem rummene og begav sig hjemad. Det var også lige før at grillbaren skulle lukke. Klokken var næsten ti, og han havde stadig lektier der skulle laves til i morgen. Palle cyklede langsomt hjemad uden hastværk, og slog et slag forbi grøften hvor de unge havde drukket bajere. De havde ikke efterladt noget af værdi, kun en bunke krøllede kapsler og en masse cigaretskod, intet der kunne omsættes og formøbles.
   Gadelygterne var tændt allerede, og hang over hans hoved som matte stjerner, til ingen nytte i den lyse sommernat. Der var lys inde i stuen, fars læselampe tittede frem og kastede sit varme, gule lys over hans bøjede hoved. Han sov, som altid på den tid af aftnen. Tilbagelænet i lænestolen, med den øverste bukseknap knappet op og livremmen løsnet. Det lettede jo. Mor så fjernsyn, hyggede sig med en kop kaffe og sad med benene trukket op under sig i lænestolen. Hendes briller glimtede blåt i genskæret fra fjernsynet, hun så ham ikke.
   Grillen og havemøblerne stod fremme endnu, og drev af væde efter en regnbyge. En fin røgsøjle steg op fra grillen, og spredte en svag duft af grillede pølser. Palle snusede ind, genkaldte sig måltidet, smagen, uroen. Det kaldte på en smøg. Det var sært som den smagte bedre udenfor end indenfor. Tobakken duftede ligefrem, svagt krydret, fristende. Han inhalerede, trak røgen dybt ned i lungerne, mærkede hvordan han faldt til ro og kunne sanse.
   Der var så stille i haven, og så alligevel. Det raslede inde imellem buskene der skilte græsplænen fra køkkenhaven, og nu hørte han et svagt snøft. Et pindsvin dukkede op imellem to buske, og forsvandt igen. Det ville være i rastløs, uafbrudt bevægelse fra nu af og frem til efteråret. Han stillede ofte en tallerken mælk frem til det, og fandt den altid tom.
   Luften var fuld af ozon, skarp og dejlig, og de gule sommerblomster glødede dunkelt og varmt op imod ham. Der var øjeblikke der var værd at huske på, som dette. Tidspunkter hvor alting var i ro og balance, hvor det at leve ikke var anspændt og nervøst. Tidspunkter hvor han kunne give slip og overgive sig til søvnen og vide at det kun ville vare et øjeblik inden han sov fast og trygt.
   Det var også ved den tid nu. Der var tændt lys på den anden side af hækken, inde på Maries værelse. Hende vindue stod åbent, og slap fine dufte og stille musik ud i natten. Palle standsede op udfor hendes vindue, kun en brøkdel af et sekund, men længe nok til at fange et glimt af hende. Det tog han med sig, gemte det til senere.
   Og så var der jo lige det med lektierne! Kunne det vente? Absolut ikke, og så alligevel. Det fik være som det var, det gjorde ingen forskel om de var lavet eller ej. Men en god bog, det var der plads til. Siderne vendte sig som af sig selv, førte ham på afveje fulde af billeder der flimrede forbi, fulde af betydning, væsentlige, indholdsrige.
   Den var hårfin, grænsen mellem søvn og vågenhed. Han gled stille henover den, bogen faldt på gulvet og til ro, slået op på side to. Han sov fast, og hørte ikke trinene på trappen eller de kendte lyde fra værkstedet. Dagens sidste omgang.