Fredag eftermiddag er noget særligt for de fleste. Ugens arbejde er slut, man kobler fra, lader op, hygger sig med familie og venner, og starter på den nye uge mandag morgen, frisk og veludhvilet.
   Det tænker jeg også på hver gang det ringer ud fra sidste time om fredagen, for mit vedkommende allerede klokken tretten. Jeg går en runde i klasseværelset og sætter stolene op på bordene så rengøringsdamerne kan komme til at vaske gulvene. Det er ikke noget jeg skal eller får penge for, men hvorfor ikke gøre det? Jeg har ikke travlt, der er tid nok at tage af.
   Når alt er i orden og der er ro på gangene, begiver jeg mig hjemad. Jeg cykler, for en bil har jeg hverken råd til eller brug for, og mine indkøb kan snildt rummes på bagagebæreren. Turen hjem er uden svinkeærinder, dog med et fast stop hos min købmand. Han har lidt af hvert på sine hylder, han sælger lotto, og så har han også forstand på god vin.
   Det er hos ham at jeg køber mine vine, og altid på hans anbefaling. De er som regel gode, og jeg har da også af og til overvejet at invitere ham hjem på lidt ost og rødvin. Det er dog ikke blevet til noget endnu.
   Han er også enlig, og arbejder døgnet rundt i sin lille butik, syv dage om ugen året rundt. Jeg ved ikke om han nogensinde har holdt en ferie, men den vil da være ham vel undt så hårdt som han nu engang arbejder.
   Mit faste fredagsindkøb er lottokuponerne, en til lørdagen og en til den følgende onsdag. Oven i det kommer så ugens vin, på forhånd omhyggeligt udvalgt af købmanden selv og stillet til side til mig. Vi får gerne en sludder om vind og vejr, og om hvad vi især kunne tænke os at bruge en lottogevinst til. Jeg har mange ideer, og mangler sådan set bare pengene, så let er det. Indtil videre har det været småt med gevinsterne, men drømmene har jeg da lov at have.
   Købmanden vil lukke og slukke for altid, hvis han vinder den store gevinst, og måske endda flytte væk fra byen. Han vil bo på landet, helt derude hvor bilerne er få, og hvor der er højt til himlen og langt til naboerne. Jeg forstår ham godt, og så alligevel ikke. Det er klart at en stresset tilværelse får en til at ønske sig fred og ro, men ensomheden står ikke øverst på min ønskeseddel. Den kom helt af sig selv efter min skilsmisse. Så derfor er mit største ønske ikke fred og ro, men liv og glade dage, gerne et sted hvor solen skinner og det arbejdende folk sover til middag, og først vågner op til dåd når mørket falder på.
   Det kunne være hvor som helst langt syd for grænsen, men af en eller anden grund har jeg forelsket mig i tanken om Rio De Janeiro. Det ved købmanden også godt, og jeg har lovet ham at hvis det usandsynlige sker, vil jeg sende ham et postkort fra Rio. Så ved han at jeg har det godt, og hvorfor jeg ikke længere køber mine lottokuponer hos ham hver fredag eftermiddag. Den dag er ikke indtruffet endnu, men håbet lever, og så længe der er håb er der liv, eller hvad det nu er man siger.
   Ugens rødvin drikkes bedst samme dag som den er købt. Jeg trækker den op et par timer før spisetid, og nyder den til maden og foran fjernsynet i løbet af aftnen. Så går tiden med det, og jeg er sikker på at jeg får en god, lang nattesøvn uden forstyrrende drømme.
   Det har fungeret sådan mere eller mindre, siden min indflytning her i lejligheden. Kvarteret er gammelt, boligblokkene er pæne og velholdte og ikke uden en vis charme. Jeg kan lide at bo her, og har fundet en rytme i livet der passer mig, uden forstyrrende elementer og uden større kontakt til mine naboer i opgangen. Det ville også være besværligt at indlede et venskab med dem, for de er næsten uden undtagelse udlændinge, meget ofte afrikanere og som regel uden større kendskab til det danske sprog. Det betyder ikke at jeg er racist, slet ikke, men så ofte som de skiftes ud kan jeg dårligt nå at hilse på dem før de er flyttet igen, og de næste flytter ind.
   Min underbo er invalidepensionist, dansker som jeg selv, og ikke meget ældre end mig. Ham kunne jeg egentlig godt være venner med, men han snakker alt for meget, og har vist ikke helt affundet sig med sin skæbne på samme måde som jeg har. Det vil han nok kunne lære hen ad vejen. Det er kun et spørgsmål om lidt god vilje, det ved jeg fra mig selv, så hvorfor skulle det ikke kunne lykkes for ham også?
   Der vil sikkert være noget jeg kunne lære af ham, og omvendt, men det er ikke det første jeg tænker på når jeg møder ham. Han står som regel i sin dør, når jeg går forbi hans lejlighed om morgenen, og har altid en bemærkning som jeg dårligt har tid til at svare på. Der kommer nok en dag hvor det lykkes at få en længere snak, men jeg kan dårligt se hvornår.
   Der bor mange mennesker i kvarteret, og hvis man ser ordentligt efter, finder man en hel del enlige, og blandt dem rigtigt mange fraskilte. De fleste er på min alder, og mændene er i overtal. Blandt dem er der også mange der drikker, dagligt og i store mængder. Det er dem jeg møder hos købmanden med deres gamle skoletaske i hånden, altid lidt forlegne når de rækker den over disken så købmanden kan tælle flaskerne inden han slår beløbet ind på kasseapparatet. De skynder sig ud uden at se på nogen, hjem i lejligheden igen eller om til en af bænkene ved kolonihaverne for at drikke.
   Der er også mange enlige kvinder i kvarteret, og tanken om en ny kærlighed har da også strejfet mig fra tid til anden. Jeg har ligeså hurtigt skubbet den fra mig igen. Det ville også være tåbeligt at tro, at nogen ville kunne forelske sig i en halvgammel mand som mig, med mine faste vaner og rutiner. Hvor findes den kvinde der kan acceptere det?
   Nogle mennesker vil nok kalde mig forstokket, selv kalder jeg det erfaring, for jeg kan dårligt huske blot én kvinde fra mit liv, der ikke på et tidspunkt prøvede, af og til endda ganske ihærdigt, at lave mig om så jeg passede til deres ide om en mand. Hvorfor skulle jeg også finde mig i det? Det fører til ufred og utilfredshed, for et menneske er ikke frit hvis det lever for at tilfredsstille andre.
   Der er jo også visse naturlige behov at tilfredsstille, længsler og drifter uden hvilke vi ikke fandtes. De er blevet mindre påtrængende med alderen, og har man viljen kan savnet også glemmes. Alligevel sker der det af og til det at de vækkes og kræver deres ret, og ikke altid i harmoni med det liv man ellers lever.

Jeg havde fundet balancen efter skilsmissen. Det havde gjort ondt, der havde været mange afsavn, dumheder og fortrydelse, men alt i alt blev det til et liv der fungerede lige indtil en fredag eftermiddag hvor jeg netop var vendt hjem fra arbejde. Jeg havde stillet rødvinen frem i køkkenet så den kunne få stuetemperatur, kaffemaskinen boblede og jeg gik rundt i mine egne tanker, afslappet og oplagt til at lave ingenting. Det var trygt og velkendt, og uden overraskelser.
   Da det ringede på døren, registrerede jeg det ikke lige med det samme. Det sker så sjældent, og når det endelig gør, er det som regel viceværten i et ærinde eller en forvildet udlænding, der er gået forkert. Derfor hastede det heller ikke med at lukke op. Jeg tog mig god tid, og kiggede som altid først igennem dørspionen.
   Jeg var helt uforberedt på det syn der mødte mig. Selvom dørspionen fortegner og forvrænger billedet af personen foran døren til noget nær ukendelighed, var det ikke til at tage fejl af at den der ringede på min dør ikke blot var en kvinde, men også noget yngre end jeg selv. Den eneste kvinde der ellers ringer på min dør, er min ekskone når hun afleverer børnene. Hendes ansigt er velkendt, og jeg tænker sjældent over det faktum at hun er en kvinde.
   Hun var pludselig ikke den eneste kvinde, der af sig selv kom til min dør! Det overraskede mig faktisk og jeg blev stående ved døren for at kigge, og glemte alt om at åbne den. Kvinden blev også stående på sin side af døren, men rakte pludseligt hånden frem for at ringe på igen. Det forskrækkede mig lidt da hendes hånd pludselig fyldte hele mit synsfelt, og jeg trådte uvilkårligt et skridt tilbage, lidt rådvild og pludselig usikker på mig selv.
   Således let måbende og ubeslutsom, stod jeg på et skridts afstand af døren da hun ringede på igen, og jeg hørte også at hun sagde til en eller anden jeg ikke lagt mærke til før, at der nok ikke var nogen hjemme. Uden helt at være sikker på om det nu også var klogt at gøre det, rakte jeg ud efter håndtaget og åbnede døren, og der lige foran mig, på mindre end en dørmåttes afstand fra mig, stod hvad der viste sig at være min nye nabo.
   En høj, slank og pæn, men ikke smuk kvinde. Bag hende, med et par små næver fæstet i et solidt greb i hendes bukseben, tittede et mindreårigt barn frem. Et par alvorlige blå øjne iagttog mig, og jeg var på nippet til at sætte mig på hug for at hilse på barnet, det enhver skolelærer må leve med. Altid venlige overfor børn, altid imødekommende.
   Jeg modstod refleksens bud, og koncentrerede mig om kvinden foran mig. Vi tog mål af hinanden som man jo gør når man første gang står overfor en fremmed, og se, der skete der noget med mig.
   Jeg trak maven ind og rettede mig op. Hun smilede, forhåbentlig ikke af min lille, ubevidste, manøvre, og sagde:
   "Hej, jeg er din nye nabo. Jeg hedder Hanne, og hende her - hun gjorde en pause og rakte hånden bagud og trak det modstræbende barn frem til beskuelse - hedder Sofie. Vi står og mangler et par sikringer. De sprang da jeg satte køleskabet til. Jeg kunne vel ikke låne dem af dig, det er lidt besværligt at gå hjemmefra nu". Det sidste sagde hun med et lille nik i retning af barnet og et hurtigt blik på sit armbåndsur, og jo, det forstod jeg da udmærket så jeg nikkede og sagde:
   "Det kan du sagtens, jeg hedder for resten Karl. Sikringerne ligger i skabet ved siden af din hoveddør, medmindre underboen har taget dem, ha ha".
   Hun lo med, og lod mig åbne målerskabet på trappen for hende. Længst inde, stuvet af vejen i et støvet hjørne, lå den pakke med sikringer jeg havde lagt derud. Jeg fandt de rigtige frem, og skiftede de ødelagte sikringer ud for hende. Lyset tændtes i entreen bag hende, og en dyb brummen fra hendes køkken, fortalte at køleskabet var gået i gang igen. Hun lyste op i stort smil og sagde:
   "Åh, det var dejligt. Tak skal du have Karl."
   Hun strejfede min skulder med sin højre hånd idet hun sagde det. Det varede kun kort, en brøkdel af et sekund. Det var ikke ubehageligt, men hvor let og flygtig det end havde været, var det uventet og lidt grænseoverskridende. På den anden side også rigtigt dejligt for en, der ikke havde rørt ved andre end sig selv i årevis. Jeg lod som ingenting var hændt, smilede og sagde:
   "Det var så lidt, og skulle det være en anden gang, så.."
   "Nej, virkelig? Gider du mon give mig en hånd? Jeg vil så gerne have hængt et par lamper op i dag, ellers må vi nøjes med lyset i entreen"!
   For hende, og endnu et venligt klap på skulderen ville jeg gøre alt, og inden jeg så mig om havde jeg fundet min værktøjskasse frem, og stod øverst på en vaklende trappestige midt i hendes stue, i færd med at trække en ledning til lampen over hendes spisebord.
   Hun støttede stigen for mig, velsagtens unødvendigt, men jeg lod det passere. Det var også rart at mærke hvordan hendes arme af og til strejfede mine ankler, når hun rakte mig et stykke værktøj fra kassen, og synet af hendes barm der fyldte godt ud under en hvid, tætsiddende trøje var en uventet sidegevinst.
   Det hastede derfor ikke på nogen måde med at blive færdig med lamperne. De kom dog op at hænge, og jeg nåede at montere tre styks, samle en reol og barnets seng inden hun bød på kaffe og kage. Vi sad sammen i hendes sofa, der var lille og trang. Vores lår strejfede af og til hinanden, det kunne ikke undgås så lidt plads som der nu engang var.
   Det var ikke let at være mig, for inderst inde er jeg genert og har jævnligt problemer med det, især i kvindeligt selskab. Jeg holdt dog ud, noget anstrengt, mens jeg stirrede stift frem for mig, og vendte kun undtagelsesvis hovedet imod hende når jeg talte til hende.
   Hun snakkede frit og uhæmmet, havde nok ikke lagt mærke til hvor kejtet jeg var. Det var deres første aften i den nye lejlighed, de havde arbejdet hårdt hele dagen med at flytte, og nu var de trætte alle sammen, Hanne, Sofie og Anne, en lang ranglet teenagepige, som jeg også fik hilst på. Hanne lod mig det vide på en meget sød måde, da hun rakte ud efter Sofie, trak hende til sig og med næsen begravet i hendes hår sagde:
   "Så er det snart sengetid for små piger."
   Det var jo klar besked, og lidt flovt at jeg sådan glemte tiden. Jeg undskyldte det, men hun sagde bare:" Åh sludder. Du har virkelig hjulpet mig meget, og du er da en hyggelig fyr at sludre med".
   Det svarede jeg ikke på, sådan direkte, ikke udover at mumle noget om at det da var så lidt, og et par andre høflige fraser, af den slags jeg altid bruger når jeg er lidt forlegen. Jeg rejste mig, tog koppen og bar den ud i hendes køkken, hvor jeg fandt et ledigt hjørne til den på køkkenbordet, som flød over af krøllet avispapir og halvt ud pakket porcelæn.
   Hun fulgte mig ud, og vi udvekslede et par almindeligheder, stående ude på reposen. Jeg var stærkt fristet til at knuse og kysse hende, for hun stod tæt på mig og emmede af parfume og kvindelighed, en fristelse udover det almindelige. Det var flere år siden at jeg sidst havde været så tæt på en kvinde, bortset fra mine kvindelige kolleger på skolen, men de talte ikke rigtigt med i den sammenhæng.
   Min gode opdragelse holdt skansen for mig, og der kom ikke noget pinligt optrin ud af det. Det kunne dog godt være gået galt da hun helt uventet gav mig et hurtigt knus, og på en og samme tid satte mig i gang og i stå.
   Vi sagde godnat og på gensyn, hun vendte om og gik ind i sin lejlighed, smækkede døren efter sig og efterlod mig let forvirret, og pludseligt sårbar.
   Selvom hendes dør var lukket, varede det et stykke tid inden jeg vågnede op, og gik ind til mig selv igen. Borte var min ro, og mine forventninger til en fredelig fredag aften alene med mig selv, og i stedet følte jeg et stort behov for selskab, kvindeligt og gerne vedvarende.
   Mine tanker kredsede om hende, og om kvinder i almindelighed. Det irriterede mig, og jeg prøvede i stedet at koncentrere mig om at læse den artikel jeg tilfældigt havde slået op på, da jeg åbnede avisen. Ordene flød ud for mine øjne, og jeg måtte begynde forfra på den første sætning flere gange for at opgive det helt til sidst.
   Der var pludselig så meget at tænke på, for eksempel de venner der havde valgt den anden side da jeg blev skilt, mine børn som jeg så med lange og uregelmæssige mellemrum, og at jeg havde levet i cølibat siden min skilsmisse.
   Sådan sad jeg og tænkte og lod solen gå ned i ubemærkethed, kaffen blive kold i koppen og rødvinen stå uåbnet til hen på aftnen, inden jeg tog mig sammen og åbnede den. Jeg undlod at tænde lyset, og sad derfor i mørke og så hvordan lysene blev tændt rundt omkring i lejlighederne overfor.
   Derovre var der mennesker og liv, familier ved middagsbordet, venner på besøg. Det var godt nok længe siden at jeg selv havde været i deres sted. Det gjorde indtryk på mig, og efterlod en lille, irriterende klump i halsen.
   Den gik langsomt men sikkert i opløsning, mens jeg drak vinen foran fjernsynet. Jeg insisterede på at tænke på noget andet, og forsøgte at lade mig indfange af de larmende familie quizzer, en dårlig film og endnu dårligere nyheder i den sene tv avis.
   Det lykkedes ikke, for ind i mellem gik det op for mig at det kun var lyden fra fjernsynet jeg hørte. Mine øjne var lukkede, og selvom jeg kæmpede for at holde mig vågen og forsøgte at koncentrere mig, blev udsendelserne mere og mere uforståelige.
   Jeg vågnede ud på natten, med smerter i nakken efter at have siddet i timevis med hovedet på min skulder, og en våd plet på skjorten der hvor min mund havde hvilet. Jeg frøs, var tissetrængende, og slingrede lidt da jeg gik på toilettet.
   Liggende i sengen vendte situationen for mig. Jeg var nu lysvågen, lidt svimmel og tålte ikke rigtigt at åbne øjnene. Jeg kunne ikke gøre andet end at følge med i lyden af livet omkring mig.
   Det var fredag nat, og der var liv i gaden. En flok unge mennesker råbte og skreg på hinanden lige under mit soveværelsesvindue, en af mine naboer råbte ud af sit vindue og bad dem holde kæft og fik kun beskidte svar tilbage. De fjernede sig omsider, højlydt råbende og syngende, og det formildede mig da lidt. Når de kunne finde på at synge, måtte der være en smule godt i dem.
   Underboen larmede også. Hver nat bød på en lang række højlydte udskylninger fra hans toilet, han kunne dog ikke gøre for det, det vidste jeg, det var noget med hans sygdom. Det var også derfor han altid så træt ud om dagen. Det havde han forklaret mig en dag, meget omstændeligt og med mange sorgmuntre smil. Trods det blev jeg lidt irriteret over det, og det tænkte jeg også altid på om morgenen, når jeg susede nedad trapperne og forbi ham i hans åbne dør. Han kunne dårligt tillade sig at opholde mig endnu engang, sådan var det!
   Der var også musik et sted, højlydt dunkende rytmer med masser af bas, og umuligt at placere. Det kunne komme alle vegne fra.
   Det værste var dog min krop. Den føltes urolig og levende på en ny og ubehagelig måde, uden for min viljes kontrol. Det lod mig ikke i fred, for hver gang jeg vendte mig i sengen, opstod fornemmelsen på ny og tvang mig ud i endnu et drej, og nok et samt et til og...

Jeg vågnede klokken elleve lørdag formiddag, alt andet end udhvilet og med en let hovedpine. Jeg stod op, nærmest i trods, klædte mig på og lavede en let morgenmad, bestående af en kop sort kaffe og en skive ristet bart brød. Jeg ærgrede mig over at have sovet formiddagen væk, men på den anden side, så var det ikke meget jeg havde forsømt ved det. Højst lidt avislæsning og en gåtur. Lørdagen lå stadig foran mig, det var kun et spørgsmål om at fylde tiden ud på bedste vis.
   Præcist klokken tolv lød der et bump i entreen. Det var postbuddet. Udover avisen var der en bunke rudekuverter som jeg hastigt kiggede igennem. Det var regninger, og så vidt jeg kunne se var der også et par rykker skrivelser imellem. Jeg lagde hele bunken til side i en skuffe i skrivebordet, og lovede mig selv at gøre noget ved det snarest, eller i hvert fald når jeg huskede det.
   Klokken tretten var der stadig en lang dag foran mig. Jeg havde læst avisen, vandet den af mine blomster der så ud til at have de bedste overlevelses chancer, kredset lidt om bunken af ubetalte regninger og gået fra den igen, da jeg erkendte at der heller ikke denne gang var penge til alle mine kreditorer, og så kedede jeg mig helt enormt.
   Lejligheden trængte heldigvis til en ordentlig rengøring. Jeg gik i gang med at rydde op, støvsuge, vaske gulve, skifte sengetøj og vaske det, tog opvasken, ryddede underskabene for tomme flasker og fyldte dem i poser, og sorterede aviser og reklamer og smed dem i genbrugscontainerne.
   Min lejlighed var med et skinnende ren og duftede af rengøringsmiddel, noget med citronduft, ikke anmassende men lige tilpas til at efterlade indtrykket af en ren samvittighed.
   Det blev tid til en forsinket frokost. Jeg spiste den stående ved køkkenbordet, omgivet af poser med tomme flasker. Jeg talte dem mens jeg spiste mine madder, der kunne godt blive til et par flasker rødvin, hvis jeg kunne nå at aflevere dem i købmandens flaskeautomat inden lukketid klokken seksten.
   Flaskerne blev afleveret, pengene omsat i rødvin og snart var jeg hjemme igen. Jeg kunne med god samvittighed slappe af i sofaen med avisen, læse bogtillægget og hidse mig op over bladets bidske anmelder, men ... det gik bare ikke. Der var alt for meget rastløs energi at brænde af endnu. Jeg overvejede at ringe til nogen, ligegyldigt hvem, måske endda mine søskende. Det blev ikke til noget for de holdt jo fri og jeg ville ikke forstyrre dem i deres liv, ligeså lidt som de forstyrrede mig i mit.
   Listen over gamle venner var ikke lang, de fleste havde jeg streget over efter skilsmissen. Det kom helt af sig selv, som den slags ofte gør, selvom jeg godt havde villet det anderledes.
   Telefonen forblev derfor urørt.
   Dagen slæbte sig af sted. Jeg gik flere ture i byen, zigzaggede i fremmede kvarterer hvor jeg ikke hørte hjemme. Jeg så mænd der læssede deres trailere med haveaffald og pulterkammer gods, børn der legede og kvinder der lugede ukrudt i haverne, bedsteforældre der gik tur med unge par og deres små børn i barnevognen, alt det jeg selv havde været en del af engang.
   Jeg gik til jeg ikke orkede mere, og valgte en anden vej hjem, mere direkte, udenom villakvarterne og væsentligt hurtigere end på udvejen. Mine fødder og ben var ømme af anstrengelserne, og der var pludselig ikke noget der holdt mig fra sofaen. Jeg slængte mig i den, og lukkede øjnene for en stund, men ikke ret længe. Rastløsheden var for stor, og drev mig op igen i en jagt på noget at fylde min tid ud med.
   På mit skrivebord lå en bunke danske stile, de havde vejet godt til da jeg bar dem hjem om fredagen. De skulle rettes, og returneres om mandagen. Jeg fordybede mig i dem, og sled godt på mine røde kuglepenne. Der var også lidt forberedelse til geografitimerne, men intet krævende, ikke noget der kunne stjæle min opmærksomhed i længere tid end allerhøjst nødvendigt. Jeg skød geografien fra mig, og lagde den på et hjørne af skrivebordet så der også var lidt arbejde til om søndagen. Så havde jeg da det at se frem til.
   Omsider, efter hvad der føltes om et langt opgivende suk, blev det aften igen og tid til aftensmad. Maden lørdag aften er min uges højdepunkt, og da jeg roser mig selv af at være en god kok, gør jeg ekstra meget ud af det. Det blev den aften til en kalvekotelet, ovnbagte kartofler, pestosauce og en broccolisalat samt et stykke groft italiensk brød. Dertil drak jeg en god rødvin, en af købmandens allerbedste, anbefalet ikke bare af ham, men også af vinskribenten i min avis. Den levede da også fint op til sine anbefalinger.
   Tv programmet var en anelse bedre end fredagens, men heller ikke mere. Jeg vidste at mine børn sad klæbet til skærmen et andet sted i byen, sammen med deres mor og hendes nye kæreste. Det var ikke nogen opløftende tanke, men jeg holdt ud og så det hele, om ikke andet så for dog at have noget at snakke med dem om næste gang vi sås.
   Da familieprogrammerne sluttede, var der stadig flere timer til midnat og sengetid. Jeg zappede rastløst fra kanal til kanal, og tænkte at det måske var bedst bare at slukke for fjernsynet og gå i seng.
   Jeg gik i gang med mine forberedelser på toilettet, men holdt inde, for jeg havde fået en ide. Det handlede om min kønne nabo. Jeg havde hverken set eller hørt noget til hende hele dagen, men det udelukkede ikke at hun var hjemme, eller at hendes børn sov sødt og godt, mens hun sad foran sit tv ligesom jeg gjorde foran mit. Hvorfor ikke gøre det sammen?
   Det var måske en chance der var værd at tage. Ikke at jeg regnede med noget som helst udover en snak om vind og vejr, slet ikke, men selv det var ikke at foragte.
   Der var dog et lille problem. Hvordan kontaktede jeg hende uden at virke anmassende og i vejen? Det var værd at tænke over, så det gjorde jeg mens jeg tog et bad, barberede mig, fandt nyt og rent tøj frem, faktisk helt frem til det øjeblik hvor jeg sådan set var parat, men bare ikke havde fundet et svar på mit spørgsmål. Hvad kunne berettige at jeg ringede på hendes dør klokken ti en lørdag aften?
   Det var svært, for jeg kunne simpelthen ikke forestille mig selv i rollen som den afslappede nabo der uden videre tog sig den frihed at opsøge hende for selskabs skyld. Bedst som jeg var ved at opgive tanken, dukkede svaret op og det virkede så enkelt. En kop sukker! Intet mindre end det klassiske "lær naboen lidt bedre at kende" trick. Ville det virke en lørdag aften?
   Jeg var nødt til at gøre forsøget, og kunne altid undskylde mig med min glemsomhed, noget i retning af "undskyld jeg forstyrrer, men tanken har lukket og jeg er løbet tør for sukker, du har vel ikke lidt jeg kan låne". Det lød tåbeligt, men det var det bedste jeg kunne finde på.
   Jeg tog mod til mig efter et ekstra glas rødvin, krydsede reposen og ringede på hendes dør. Hun var hjemme, for jeg hørte musik derinde fra og stemmer der lo. Det lød lovende, der var måske en chance. Det kunne jo være at hun ville præsentere sine venner, eller hvem det nu var hun havde på besøg, for sin flinke nye nabo. Ham der havde hjulpet hende dagen før, ham den rare.
   Hun lukkede ikke op lige med det samme. Jeg ringede på igen, og fortrød med det samme, vendte mig for at gå, og var næsten ovre ved min egen dør da hun åbnede sin.
   "Hej Karl, hvad vil du?"
   Hun lød glad og da jeg vendte mig, og gik de få skridt tilbage til hendes dør, stod hun og smilede til mig. Lyset var tændt i entreen bag hende, og luften der strømmede ud derinde fra var varm, og duftede af god mad og parfume. Musikken hun hørte var gammel popmusik, noget jeg havde hørt mange gange før. Det var næsten som en invitation, en der ikke var udtalt endnu.
   Jeg tog mig sammen, og fremførte mit ærinde. Hun var lutter velvilje, tog koppen fra min udstrakte hånd og var straks tilbage med en kop sukker, fyldt til randen. Så vidt så godt, men det var jo ikke kun derfor jeg var kommet. Hvordan fik jeg nu sagt at jeg gerne ville invitere mig selv ind til hende, eller hende og gæsterne over til mig, bare til et glas rødvin og lidt snak om vind og vejr?
   Jeg behøvede ikke at gøre forsøget, for inden jeg nåede at åbne munden, var der en der råbte på hende inde i lejligheden, en kvinde, heldigvis. Så behøvede jeg ikke være jaloux, hvor lidt den ret end tilkom mig. Naboen råbte noget tilbage, og pludselig var hun væk. Døren var lukket bag hende, og der stod jeg alene på trappen med en kop sukker i hånden, og følte mig dum og overflødig. Lyset gik ud, og jeg rakte automatisk hånden ud og tændte det igen. Sådan stod jeg et par minutter foran hendes dør mens lyset kom og gik, inden jeg tog mig sammen og gik tilbage til min lejlighed.
   Jeg var skuffet, men trods alt opmuntret. Nu havde jeg da et lovligt ærinde hos hende en anden dag, jeg skulle jo betale min gæld tilbage.
   Der var stadig en slat rødvin tilbage i flasken, og jeg drak det siddende i min lænestol mens jeg tænkte over om det mon ikke var tid til at give op og gå i seng. Det var det ikke endnu, for jeg fandt endnu en flaske rødvin frem, ikke i samme klasse som den foregående, men ellers et godt selskab resten af aftnen.
   Jeg tændte et par stearinlys og slukkede for mine lamper, satte noget godt musik på anlægget, lidt pop fra mine yngre dage, det samme som hun havde hørt, og der sad jeg lige så stille og blev beruset. Ind imellem blev der skruet op for musikken inde hos hende, så ned igen alt imens de lo højlydt. Det stod på i nogen tid, og holdt pludseligt inde.
   Stilheden pirrede min nysgerrighed, og jeg rejste mig fra stolen og gik ud i entreen og satte øjet til dørspionen. Lyset i opgangen var tændt, og hendes fordør stod åben. Foran døren, i færd med at trække en jakke på, stod en anden kvinde. Lille, mørkhåret og ganske nydelig. Hun ventede på min nabo, som dukkede op lidt efter, fuldt påklædt, smilende og glad, smækkede døren efter sig og sammen gik de ned af trapperne i et brus af latter og klaprende hæle. De var sikkert på vej ud til en glad aften i byen.
   Så var jeg igen helt alene på anden sal, klokken var halv tolv og om lidt ville jeg gå i seng for at sove, medmindre jeg gjorde noget jeg ikke havde gjort i mange år. Min blaser hang på en bøjle i entreen, og mine sorte sko var nypudsede. Det var så let. Jeg trak jakken på, snørede skoene og skyndte mig af sted i samme retning som de var gået.
   Der er ikke langt ind til centrum, højst en kilometer og det er en tur jeg gerne går, om ikke andet så for motionens skyld. Mens jeg gik, planlagde jeg at gå ind på det første værtshus jeg kom til, drikke en øl der, og gå videre fra værtshus til værtshus ind til jeg fandt dem. Det lød både ret og rimeligt i mine ører, de kunne ikke være nået ret langt endnu.
   Byen var fuld af mennesker, de fleste meget yngre end jeg selv, højtråbende og meget berusede. De stod i tætte klynger foran diskotekerne og ventede på at blive lukket ind, eller havde travlt med at vise sig for hinanden. Jeg gik forbi dem i tavshed. Risikoen for at møde mine elever fra de ældste klasser var stor, og den mulighed ville jeg gerne udelukke. Jeg styrede derfor imod mit stamværtshus fra gamle dage, det havde altid været mest for voksne mennesker, så der var der måske en chance for at møde nogle jeg kendte fra dengang.
   Det var stuvende fuldt, og blot det at trænge igennem menneskemylderet fra døren og op til baren var en bedrift i sig selv. Musikken spillede øredøvende højt, og bartenderne var meget længe om at opdage mig der hvor jeg stod i hjørnet ved baren, tæt på indgangsdøren. Jeg bestilte og betalte for en halv liter fadøl, og drak lidt for at stive mig af, inden jeg gik en runde for at se om der var nogen jeg kendte.
   Det var der ikke, selvom der var mennesker overalt. Der var en trængsel jeg ikke havde oplevet længe, fulde folk der svajede og skubbede sig frem, andre der råbte højt på hinanden eller bartenderen, og var der endelig et bord med en ledig siddeplads, var jeg ikke velkommen til at sidde med ved bordet.
   Puffet og skubbet hid og did, endte jeg derfor stående ved en vintønde bagest i lokalet med min øl i hånden. Pladsen var også trang der, og de to mænd jeg delte tønden med, morede sig lige så lidt som jeg gjorde. De talte ikke sammen, måske kendte de ikke hinanden og de så i hvert fald ikke ud til at have planer om at komme til det. Det var på alle måder anstrengende at stå der, så jeg skyndte mig at drikke ud og gå videre. Jeg efterlod glasset på toppen af tønden, kæmpede mig igennem mylderet og smuttede ud af bagindgangen, som førte ud til et kælderrum med toiletter og en garderobe.
   Toilettet lå lige overfor udgangsdøren, og jeg benyttede mig af chancen til at tisse af, inden jeg gik videre Jeg vaskede mine hænder ved håndvasken, og studerede mit ansigt i spejlet imens. Jeg kunne ikke løbe fra at mine grå hår og rynker afslørede min alder, eller at mine mundvige røbede mit humør. Det fik være som det var, jeg kunne jo ikke lægge et lag pudder henover det.
   Der var jo også muligheden af at jeg blev gladere i løbet aftnen, det skulle i alt fald prøves.
   Der var stadig en del værtshuse at lede i, og jeg indtog dem et efter et. Trængslen var ikke mindre andre steder, og det var faktisk let at overse pigerne hvis de da ellers havde været til stede. Jeg kiggede dog grundigt efter, så diskret og upåfaldende som muligt, men måtte hver gang gå videre til det næste værtshus uden at have fundet dem. Omsider, mange værtshuse og ligeså mange øl senere, fandt jeg mig selv stående i køen foran et diskotek.
   Det havde været en af mine yndlingsjagtmarker som ung, for der havde der altid været en chance for en erobring, og det gjaldt måske stadig. Da det blev min tur til at komme ind i varmen, overlod jeg min jakke til dørmanden, betalte entreen og fik et stempel på hånden, stoppede tegnebogen i baglommen og kæmpede mig vej op til baren igennem et tætpakket lokale.
   En stor del af gæsterne var meget unge mennesker. Jeg indkasserede hånlige og nedladende blikke fra nogle stykker af dem, og havde ærlig talt mest lyst til at vende om og gå hjem. Jeg blev dog, for jeg havde jo ikke fundet pigerne endnu.
   Tanken om hvad jeg ville sige når og hvis jeg mødte dem, havde jeg vendt og drejet mange gange, men jeg havde en forestilling om at jeg ville agere glædeligt overrasket, måske byde på en drink, og ellers se at få det bedste ud af situationen.
   Jeg fik skubbet mig frem til en plads ved baren, og besluttede mig for at blive stående der. Så måtte der ske hvad der ville ske, jeg orkede ikke mere. Jeg faldt i snak med en mand på min egen alder, der ligesom jeg syntes at gøre status over hvor mange flasker der stod på hylderne bag bardisken. Vi havde stået ved siden af hinanden et stykke tid uden at tale sammen da vores blikke mødtes i spejlet, og så var der ikke nogen vej udenom længere.
   Vi vendte os imod hinanden, og skålede. Han så nøje på mig, noget der normalt ville gøre mig utilpas, men jeg var ligeglad og kiggede roligt tilbage. Han tog en slurk af sit glas, stillede det fra sig på bardisken og sagde: "Du er garanteret også skilt. Hvor længe har du været det?"
   Ophøjet rolig, og bedøvet af alkoholen, svarede jeg: "Tre år og et par dage, hvad med dig"?
   Han grinede, puffede til mig og svarede: "Fem frie år, og ikke et for meget".
   Der var altså nogen der var glad for deres skilsmisse. Den mulighed var aldrig faldet mig ind. Det var interessant, han kunne også let være fuld af gode råd og indsigt, kort sagt en der var værd at tale med.
   Jeg overvejede det hurtigt, så stort på mine egne indvendinger, kastede mig ud i det og lukkede op for sluserne, dem bag hvilke jeg gemte mig selv og mine sorger. Jeg fortalte ham om min skilsmisse, udelod ingen detaljer og ignorerede hans forsøg på at skifte emne. Det var også første gang jeg havde givet slip og fortalt nogen om det, så det virkede måske overvældende, hvad ved jeg, men lige dér var jeg ligeglad.
   Han lyttede, kunne ikke være andet bekendt for jeg havde bestilt en omgang til os begge, og kom af og til med kommentarer, og så vidt jeg husker endda ret kloge. Han havde prøvet det hele selv, og var blevet et frit menneske sagde han. Der var ingen bånd der bandt ham, ikke ud over hans børn, og de skulle jo være der sagde han, og så glad ud. De tog ud at fiske sammen, og kørte endda med bagpå hans motorcykel, og de havde i det hele taget rigtigt godt sammen.
   Hvorfor, tænkte jeg, hvorfor interesserede jeg mig ikke for fisk og motorcykler? Var det mon noget for mine sønner? Det var da værd at overveje.
   Han var tilsyneladende oprigtigt interesseret i mit velbefindende, og henledte min opmærksomhed på en kvinde der stod ved det modsatte hjørne af baren. En køn, korthåret blondine med store bryster, der delte hendes udskæring på det smukkeste. Hun holdt øje med dansegulvet, og lod ind imellem blikket vandre henover baren og bordene bagved. Han puffede mig let i siden og sagde:
   "Hvad med hende? Hun er helt alene, og hun er ude på noget"
   Jeg gav ham ret, hun så godt nok ud til at være ude på noget. Det var en overvejelse værd, men først skulle vi da lige have nok en drink. Jeg bestilte en omgang til os begge, whisky denne gang, ikke flere øl. Jeg var ikke oplagt til flere besværlige ture over dansegulvet for at skulle stå i kø ved toilettet sammen med alle de andre øldrikkere.
   Han så interesseret på mig og spurgte: "Er det længe siden du har fået noget på den dumme"?
   Det var jeg eller ikke meget for at tale om, men jeg svarede ham ærligt: "To år, tre måneder og fire dage".
   Sandheden lå nærmere de fire år, en af grundene til at jeg ville skilles, men det behøvede han jo ikke at vide noget om.
   "Så er det sgu på høje tid du får gjort noget ved det."
   Han rakte en hånd over og prikkede mig bag mit højre øre og sagde:
   "Du er jo helt tyk bag ørerne, overtryk, det skal ud inden du eksploderer"
   Det havde han ret i, men jeg var ikke vant til at se mig selv som erobrer, det er jeg for genert til og jeg var jo også noget ude af øvelse, så det ville sikkert ikke være let.
   Han fejede mine indvendinger væk med en bred håndbevægelse, skålede, tog mig om skuldrene og drejede mig i retning af dansegulvet og sagde: "Afgang, og kom ikke tilbage uden at have rørt ved hende".
   Jeg strittede imod, havde slet ikke lyst til at prøve, ville ikke blamere mig. Han holdt stædigt på at jeg i det mindste måtte prøve, for jeg var jo da en mand, eller...? Det gjorde udslaget. Jeg tog mig sammen, stoppede tegnebogen godt ned i bukselommen og begav mig af sted. Det blev til endnu en tur rundt om dansegulvet, med små pauser hvor jeg undveg de vildeste bevægelser fra gulvet, holdt ind ved et bord for at give plads til en tjener der balancerede forbi med en bakke fyldt af tomme glas, og langsomt, men sikkert nærmede mig stedet hvor hun stod.
   Et kort øjeblik så det ud til at hun var gået sin vej. Jeg åndede lettet op og ville til at vende om, men så dukkede hun pludselig op igen, havde vel bare været på toilettet et øjeblik. Jeg stillede mig et par meter fra hende, med front imod hende ved kanten af dansegulvet. Hun var værd at studere nærmere, hun var faktisk rigtig lækker. Mit mod sank kendeligt, hun var alt for flot til sådan en som mig, og hun vidste det, det var jeg sikker på.
   Hendes kropsholdning sagde alt, rank, selvsikker, selvbevidst. Ikke noget match for en halvgammel, usikker mand som mig, men jeg var jo en mand, også i mine egne øjne og når en mand skal, så skal han, også selvom han har mest lyst til at lade være.
   Det var svært, men det lykkedes. Jeg tog chancen da der ikke var ret mange ved baren omkring hende, stillede mig lige foran hende og spurgte, lidt for ydmygt, om hun mon ville danse. Hun smilede flygtigt, tog mig i øjesyn og nikkede ja. Forbløffet fulgte jeg i hælene på hende, ud på dansegulvet og lagde armen om livet på hende. Hun undveg behændigt, og gled et par skridt væk fra mig, og ofrede mig ikke meget opmærksomhed. Hun dansede mest for sig selv, æggende, forførende og så ud til at lede efter noget, måske en rigtig mand.
   Dansen fik en ende og jeg mumlede et spagt tak for dansen, som hun ikke lod til at bemærke. Jeg smuttede lige så stille tilbage til min plads ved baren, og fik et anerkendende blik og en drink af min sidemand. Han snakkede en del om at jeg burde have gjort mere ved det, nu jeg var i gang. Jeg slog det hen, undskyldte mig med træthed og skiftede emne. Jeg ville gerne vide noget mere om de fisketure han tog på med sine børn, om hvor de fiskede og efter hvad, og hvordan man gjorde og... så fandt jeg ud af at han slet ikke lyttede efter. Hans opmærksomhed var et andet sted, nede i den anden ende af baren.
   De havde fået øjenkontakt, hun smilede og løftede sit glas til en skål, satte det fra sig på bardisken og gjorde et kast med hovedet i retning af dansegulvet. Han forsvandt fra baren og min side, med retning imod hende og velsagtens en hed nat et sted i byen senere på natten. Det undte jeg ham også, når jeg nu ikke selv var den heldige. Jeg så et glimt af dem i en tæt omfavnelse, og derefter forsvandt de ude af syne.
   Det var også lige meget, jeg havde aldrig følt mig så kejtet og forkert som sammen med hende på det dansegulv, godt det var overstået. Der var bare lige et ærinde at udføre inden jeg gik hjem. Det tog ikke så lang tid, der var ikke mange gæster tilbage, dansegulvet var mere end halvtomt og jeg gik direkte fra baren ud på toilettet. Det var ledigt, også foran håndvasken og det var der at jeg fik set mig selv rigtigt i spejlet.
   Mit ansigt var blegt og hærget, og jeg væmmedes ved synet af poserne under øjnene, rynkerne i panden, min fugtige og blanke hud, svedskjolderne under armene, alt det andre havde set før jeg selv.
   Hvad var det dog jeg havde gang i? Var jeg desperat, eller i færd med at lede efter min tabte ungdom, den der gik op i lortede bleer, lange nætter uden søvn, onani på badeværelset og en sur kælling i sengen?
   Det kunne godt tænkes, men jeg var for træt og for grim, det gik bare ikke an. Jeg åbnede for det kolde vand og skyllede mit ansigt. Det gjorde godt, og det gav mig akkurat så meget energi at jeg fandt mit spejlbillede udholdeligt igen. Det var på tide at jeg gik hjem igen, det kunne vist nærmest ikke gå stærkt nok.
   Jeg gik så hurtigt som muligt i retning af garderoben og udgangen, og var nødt til at gå indenom bordene nærmest dansegulvet for ikke at blive trådt ned af et par meget energiske dansere der brændte det sidste krudt af.
   Det var lige der, i båsen ved siden af diskjockeyen, at jeg fandt min nabo og hendes veninde. De var ikke alene, men sad sammen med en mand på min alder. Han var ret kraftig, nærmest fed, men det betød tilsyneladende ikke noget. Min nabo sad tilbagelænet og lod ham gramse på sig, lod ham pille langt oppe under kjolen mens hun lukkede øjnene og så ud til at kunne lide det. Hendes veninde sad ved siden af hende, og havde tilsyneladende ikke bemærket noget, og selvom hun måske havde, gjorde hun ikke noget væsen ud af det. Hendes kønne ansigt var på vej til at gå i opløsning, makeuppen flød ud og hendes øjne var gledet i. Hun sad ret op og ned, og så ud til at sove.
   Jeg væmmedes ved synet af de tre, særligt af min nabo og hendes smækfede tilbeder. Hvad havde han som jeg ikke havde? Svaret lå måske et sted i mylderet af drinksglas på bordet foran dem.
   Det kom heller ikke mig ved, og jeg var ærlig talt lettet over at de ikke havde set mig da jeg gik videre.
   Jeg krævede min jakke ved udgangen, og måtte vente et stykke tid inden de fandt den til mig. Døren til gaden stod åben, og den kolde luft ude fra fik mig til at gyse. Jeg svajede og måtte holde mig fast i bordet foran garderoben. Bag mig festede de sidste og mest udholdende gæster videre. Jeg så mig tilbage, og fik øje på min ven fra baren. Han og blondinen stod midt på dansegulvet med lukkede øjne, tæt omslyngede og hun havde plantet begge hænder i hans baglommer mens hun æltede hans baller. Jeg var ikke helt fri for et stik af misundelse.
   Ude på gaden slog den kolde natteluft mig for panden, og jeg var pludseligt nødt til at finde en port eller en baggård hvor jeg kunne kaste op. Der var ikke mange muligheder, ikke som da jeg var ung og alle baggårde stod åbne ud mod gaden. Ligegyldigt hvor jeg vendte mig hen, var vejen spærret af store gitterporte, og over dem hang overvågningskameraer og gloede på mig. Det blev i stedet til en smertefuld renselse henover springvandskummen på gågaden. Det lettede, og selvom der var mange mennesker tilstede tog jeg mig tid til et hvil, siddende på kanten af springvandet.
   Der var flest unge mennesker på gaden, mange af dem ikke ældre end mine ældste elever, noget uheldigt alt taget i betragtning. Jeg ville ikke konfronteres med det om mandagen, og vendte ryggen til de forbipasserende og forsøgte at praje en taxa som kørte hen imod mig, men den forsvandt uden at standse. I stedet var der en politibil der satte farten ned da den kom nærmere.
   Jeg havde ikke lyst til at tale med politiet, og gik så hurtigt som jeg kunne væk fra gågaden og ind i en smøge mellem to banker, skyndte mig igennem den og forbi et par der var nået længere end til at kysse, trådte ud på en parkeringsplads og så sygehuset tårne sig op et stykke borte, strålende oplyst med lys på alle etagerne.
   Bag det lå mit kvarter. Jeg havde derfor ikke langt at gå inden jeg var hjemme, særligt hvis jeg skød en genvej over skinnerne ved godsbanegården. Jeg krydsede dem uden uheld, og kravlede op af en glat, græsklædt skrænt. Bag den lå en række små kolonihaver med høje hække og stakitter som jeg med noget besvær klatrede over, og nåede omsider beskidt og udmattet hjem til min lejlighed. Trapperne op til anden sal var mange og besværlige at gå på, og nøglen ramte ikke nøglehullet i første forsøg. Det lykkedes dog efter lidt besvær, og da jeg smækkede døren efter mig var det med dyb lettelse.
   Jeg smed alt tøjet og gik under bruseren og stod der længe, vekslende mellem varmt og koldt vand. Det gjorde godt, og jeg var både rød og varm over hele kroppen da jeg omsider kravlede op i min seng, og ret hurtigt faldt i søvn. Jeg nåede at tænke aftnen igennem, sådan i grove træk, og lovede mig selv at jeg aldrig, aldrig mere ville gøre det igen. Det lettede min samvittighed, og min søvn blev lang og dyb.
   Søndag morgen og middag passerede forbi mig i ubemærkethed mens jeg sov branderten ud. Opvågningen midt på eftermiddagen var smertefuld, og bød på hovedpine, dårlig mave, svimmelhed, og i det hele taget alt det tømmermænd kan gøre ved kroppen og som kun tiden kan kurere.
   Jeg tilbragte en time eller mere på toilettet, hvor jeg forsøgte at komme til hægterne igen under bruseren. Det lykkedes nogenlunde, og resten søndagen forløb meget stilfærdigt. Jeg tilbragte tiden i min sofa med benene oppe, mens jeg let forundret var vidne til min organismes heling. Hovedpinen svandt ind til en let murren, maven holdt op med at rumle, svimmelheden forsvandt og jeg kunne atter åbne mine øjne uden straks at skulle lukke dem igen. Alt i alt fik jeg det faktisk rigtigt godt som dagen skred frem.
   Det lykkedes mig at få gjort de sidste forberedelser til geografi undervisningen om mandagen, og det var kun flygtigt, at jeg af og til tænkte på min nabo. Var hun mon vendt hjem igen, og hvad med hendes børn, hvor havde de været henne mens deres mor var i byen? Og hvad med mig? Havde jeg lyst til andet og mere end bare at være hendes nabo? Egentlig ikke, mere.
   Præcist klokken atten stod jeg foran min dør, og låste den omhyggeligt efter mig. Jeg ville gå en tur igennem byen, ned til søen og fodre ænderne med resterne af mit italienske brød. Jeg gik langsomt ned af trapperne, igennem stærke lugte af mad, stærkt og krydret, og undervejs fra den ene etage til næste hørte jeg børn der græd og protesterede over mad og sengetider. Jeg hørte voksne der skældte ud, bestik der klirrede imod tallerkner, toiletter der skyllede ud, hele den symfoni af lyde der hører daglig livet til.
   Det var på en måde beroligende. Jeg stod stille et øjeblik foran underboens dør og overvejede at ringe på og byde mig selv indenfor, det ville sikkert glæde ham, men jeg lod være og gik min vej.
   Væk fra blokken, kvarteret, bydelen og ned til søen hvor solen allerede stod lavt over vandet.
   Brødet var tørt og smuldrede til krummer i mine hænder. Jeg smed et par håndfulde henover ryggen af en flok ænder der gik i græsset ved søbredden, og så dem slås om det, og hvordan de største jog de mindste bort. Jeg satte mig på hug i græsset med en håndfuld brød i min udstrakte hånd, og lokkede et par af de mindste ænder hen til mig. De nappede forsigtigt brødet fra min hånd, og spiste løs, lige til de blev jaget væk af de store ænder igen.
   I det jeg rejste mig fra græsset spredtes flokken forskrækket ud til alle sider, for så at samles igen i små grupper, snadrende og rappende. Jeg ventede til de var samlet i en stor flok, og smed så resten af brødet hen til dem i en samlet byge af krummer.
   De sloges stadig om resterne da jeg gik videre langs søen. Solen var næsten gået ned, der var kun en svag rødmen tilbage på himlen mod vest. Mørket tog til, men jeg blev hængende.
   Der var ikke andre end mig ved søen den aften. Jeg havde den for mig selv, og satte mig på en bænk nogle minutter mens jeg overvejede hvad jeg skulle få resten af søndagen til at gå med. Rengøringen havde jeg ordnet, aviserne var læst, men der var jo altid fjernsynet, måske en bog eller...? Jeg lod det ligge hen som et åbent spørgsmål, rejste mig og gik hjemad langs søen.
   Der var en enkelt løber ude, en kvinde. Hun trak langt ud i græsset for at komme forbi mig, og satte farten op da hun passerede mig. Jeg var da også farlig, som jeg gik der i en tåge af træthed og fortrydelse, og ind i mellem snublede over mine egne fødder.
   Jeg faldt omkuld i sofaen da jeg nåede hjem, tændte for fjernsynet for at se nyhederne, men slukkede det igen med det samme. Jeg var for træt, kroppen føltes tung og ubrugelig og der var intet der kunne holde mig vågen ret meget længere, bortset fra avisen som jeg distræt bladrede lidt i endnu en gang inden jeg gik i seng. Bogstaverne flimrede for mine øjne, og jeg lagde den fra mig, og tænkte imens på om det mon snart var tid til at ringe til nogen, måske mine søskende, det kunne jo være at de var hjemme.
   På den anden side, man forstyrrer jo ikke nogen en søndag aften, ikke medmindre det er meget nødvendigt