Mobiltelefonen skingrer klokken 5.45. Tonen stiger hurtigt til et ulideligt leje, umuligt at ignorere. Spage protester fra den anden side af dobbeltsengen. Det er alt for tidligt. Han sukker og husker at apparatet ligger i vindueskarmen, præcist så langt borte at han må stå op for at slukke den. Så er missionen også fuldendt. Han er vågen, og erkender sløvt at en ny dag har taget sin begyndelse.
   Morgenrutinen tager over og dirigerer ham hurtigt igennem påklædningens faser, ned af trappen og ud i køkkenet hvor hunden begejstret hopper op og ned ved siden af madskålen. Et hurtigt greb i spanden med hundefoder fylder plastikmålebægeret, han ser nøje på det. Den må ikke få for meget, så bliver den fed og ugidelig, og han orker ikke de lange gåture på denne tid af året. Så hellere holde igen med foderet.
   Foran spejlet på badeværelset kommer tanken tilbage til ham, fremkaldt af synet af hans blege, ikke længere så veltrænede krop. En lang gåtur var måske alligevel en god ide, men også kun måske.
   Det er så koldt derude, mørkt er det også og fortovene er stadig glatte og farlige for den der lader andre bestemme tempoet for sig, som han selv når hunden bliver for ivrig og lægger alle kræfter i.
   Han lukker øje og sind for kendsgerningerne, og træder ind under den allerede dampende bruser og lader sig opsluge af den for en stund. Der vender varmen tilbage. Han bliver stående til huden er rød og varm, og husker skamfuldt at der jo også skal være vand nok til hendes morgenbad.
   Det er for sent nu, hun må nøjes med det der er.
   Hun er stået op nu, arbejder med børnenes madpakker, koncentreret og alvorlig. Dog ikke mere end at han får lov til at placere et hastigt morgenkys i hendes nakke. Hun læner sig bagud et sekund, lige akkurat længe nok til at de mærker hinandens varme hud. Den daglige bekræftelse på at de er til, hver for sig og for hinanden.
   Tiden iler. Han er kun få minutter fra afgang. Bussen venter ikke på den der er sent på den. Morgenmaden skovles ind, kaffen sluges og af sted er han. Frakken knappes på vej hen af fortovet, svært men ikke umuligt, prøvet så ofte som det er. Bag ham høres hastige skridt, om lidt bliver han overhalet. Det er Ole fra nummer 11. Han er altid et skridt foran alle andre, også på fortovet. Ole skrider forbi ham, uden at hilse, formummet bag opslået frakkekrave, halsklud og strikhue.
   Dumme svin!
   Der ligger skolen og fodgængerfeltet, så er der ikke langt igen. Han kan allerede høre bussen, den sætter farten op et sted bag ham. Han sætter selv farten op, skridter ud så det kan mærkes. Det er hans tur nu. Han når det lige akkurat. Bussen smækker dørene op i det sekund han når hen til stoppestedet, klippekortet flyver af sig selv op af lommen og lander i automaten med et sagte klik. To zoner, på tværs af byen, så er han fremme ved sit arbejde. Dørene lukker sig bag ham med et stille suk af komprimeret luft, mens han finder sin sædvanlige plads midt imellem dem, nogenlunde i læ for det kolde gys fra deres konstante åbning og lukning. Ole sidder allerede på sin plads allerbagest, med mappen på skødet og et fjernt blik i øjnene. Har han mon nogensinde har lagt mærke til at de kører samme vej, endda hver morgen? Han vil spørge ham om det ved lejlighed, måske henne ved bageren søndag morgen eller i Netto. Og så alligevel ikke. Det kunne jo misforstås. Var det mon bedre at være spontan, lige her og nu?
   "Hej, godmorgen Ole". Hans stemme lyder alt for højt i den morgenstille bus, og Ole farer sammen ved lyden. Han ser overrasket på den talende, men svarer ikke uvenligt: "Godmorgen Jens. Ville du noget?" "Nej, egentlig ikke. Jeg ville faktisk bare sige godmorgen, det sker så sjældent så jeg tænkte at...". Ole nikker venligt til ham, og afbryder ham midt i sætningen: "Jamen det var da pænt af dig Jens."
   Jens ærgrer sig. Det var jo ikke almindeligheder han var ude efter, det var jo det andet det handlede om for ham. Det der med at køre i samme bus hver dag uden at tænke over det. Han kunne foreslå en pilsner en dag efter arbejde, måske hjemme på plænen. Det kunne være hyggeligt, også for konen og ungerne. Tanken tager form og ligger lige på tungen, parat til at blive udtalt da Ole med et høfligt lille smil siger: "Du må have en god dag".
   De gode intentioner skrottes på stedet, smilet stivner og bliver til en neutral grimasse da han svarer i samme tonefald: "Det må du også". De smiler høfligt begge to, og det lykkes for Ole som den første at lade blikket vandre væk, og falde ind i sig selv som om intet var hændt. En svag rødme farver Jens' kinder. Han ryster det af sig, og tænker at det var da også alt for anstrengende så tidligt på dagen, og der er jo også andet at tænke på.
   Jobbet for eksempel. De snakker om besparelser igen, struktur tilpasning kalder de det nu. Sidst var det Gert der forsvandt. Han fik et kvarter til at rydde sit skrivebord, og tre måneders løn. Bare sådan. Ikke noget med tak for godt arbejde, stabilitet og loyalitet.
   Selv har han overlevet to sparerunder. Overlever han mon også den tredje?
   Det får være som det er. Han har jo ikke noget at skulle have sagt når det kommer til stykket, og de har jo også lige taget et nyt lån i huset. Det forpligter jo.
   Der er to gader at gå fra busstoppestedet. Det tager fem minutter i hans sædvanlige tempo, men denne morgen kun fire. Det er jo koldt, og med de fremtidsudsigter gør det ikke noget at være der lidt før, om det så kun er et minut det handler om.

Et godmorgen her og et hej med dig her, dagen hilses i gang som den plejer, og snart er alle fordybede ved hvert sit skrivebord. Telefonerne kimer små småt, kunderne har været i gang længe og nu er turen kommet til dem i den anden ende. Tallene flyver op på skærmen, udskrifter spys ud og de første kaffekopper dukker op på bordene. Det tegner til at blive en hektisk dag.
   Chefen skrider igennem lokalet, og styrer direkte mod bordet i midten. Der er en opgave der ikke kan vente. Der gemmes dokumenter, notater lægges til side og nye dokumenter åbnes. Han lytter tavst og koncentreret til chefens ønsker, mens fingrene flyver henover tasterne. Han sveder over opgaven, ilde berørt, ikke af chefens nærvær, men af de hurtige blikke han synes hele tiden strejfer ham fra de andre borde.
   Det tager ikke lang tid, en halv time. Opgaven er løst og chefen er gået. Arbejdet blev belønnet med et skulderklap, tavst kommenteret af rynkede bryn og optrukne skuldre fra de andre borde.
   Formiddagen går hurtigt, hektisk, stakåndet og afbrudt af nye ordrer, nye beskeder og selv dullen fra HR dukker op denne dag. Akademisk selvbevidst, sortsnakkende, hoftevrikkende og velduftende, et sikkert tegn på mere indviklet besvær, nye normer for kundepleje og Corporate image.
   "Fuck dig", skriger en skinger stemme desperat, fra et sikkert sted bagest i hans bevidsthed. Hans hænder bevæger sig hidsigt henover tastaturet og tankerne dukker op på skærmen foran ham. "Skrub af, bliv væk. Find dig et arbejde!" Et smil breder sig på hans ansigt. Jo, hun skulle prøve det selv ved lejlighed, og ikke bare slænge sig kælent op af chefen hver gang chancen byder sig.
   En dyr duft når hans næse, hun står lige bag ham. Hastigt taster han "ctrl+A" og "delete". Skærmen er ryddet, blank som hans bevidsthed, parat til nye tal og ord, forfra med det hele, og... shit happens.
   Han vender sig om og smiler til hende og siger:" Ville du noget?"
   Hun ser surt på ham uden at svare, kradser noget ned på sin notesblok, vender ham ryggen og forlader lokalet. Hvad nu? Det vil vise sig. Bevisbyrden er hendes!

Frokosten tilbringes i larmende fællesskab i kantinen. Den halve dag er gået, klokken ringer, det er tid at rejse sig igen. Tempoet nedsættes umærkeligt mens maden fordøjes. Der er trængsel ved vandkøleren, ingen har travlt. Snakken går og flokken opløses kun langsomt. En for en siver de væk, forsvinder ind bag lukkede døre, opsluges af ventende opgaver. Nye ordrer, nye kunder, her går det godt.

Hjemme igen omsider. Nye trængsler venter, hunden der skal luftes, postkassen tømmes, maden skal laves og serveres, lektier skal laves under skrig og skrål. Hun knokler med maden, bøjet over gryderne. En fugtig pandelok falder ned i hendes øjne, hun puster den væk, igen og igen. Han nøler med opvasken, hader besværet med indtørret havregryn og fedtede knive, fulde af nutella ingen har gidet skylle af.
   Og så, omsider. Maden er spist, bordet ryddet og hunden fodret og luftet. Fritid. Fire timer har han, inden også den dag er gået. Det rumsterer i hans hoved, tanker tager form og hans skridt fører ham til den tændte pc. Et klik og et tomt dokument toner frem. Han tøver, tænker sig om, overvejer at slukke men så... fingrene flyver henover tasterne og ordene dukker op på skærmen:
   "Mobiltelefonen skingrer kl.5.45. Tonen stiger hurtigt til et ulideligt leje, umuligt at ignorere."