Vi havde talt om det længe, vendt og drejet det ved middagsbordet, og da også med vores nærmeste venner, og vi var ærlig talt ikke kommet et skridt nærmere en beslutning. Det var også svært.
   Det ville ændre på hele familiens liv og selvom det var tiltrængt, for sådan går det jo med tiden, var det ikke uden betænkelighed at vi gik i gang med det.
   Lisbeth talte ikke meget om det, jeg tror at hun foretrak at overlade de store beslutninger til mig, og det passede mig dårligt. Jeg var ikke rigtigt klar til at tage det ansvar på mig.
   Hun kunne nu godt have hjulpet mig lidt på vej, men som hun sagde:" Det er dig der vil, jeg kan sagtens leve med det som det er"! Sådan blev det, og derfor trak det også ud med beslutningen.
   Jeg gik i flere måneder og spekulerede, opvejede fordele mod ulemper, og tøvede selvom der var færre minusser end plusser. Inderst inde havde jeg en fornemmelse af, at vi alle sammen ville få gavn af det, vi skulle nok bare vænne os til det. Så en dag sprang jeg ud i det, tog den endelige beslutning og skred til arbejdet. Lisbeth blev informeret og den nærmeste familie tillige.
   Jeg stod tidligt op den følgende dag, en lørdag, og sad for en gangs skyld helt alene i køkkenet og spiste morgenmad. Det føltes underligt, det var meget længe siden at det var hændt mig sidst.
   Jeg skyndte mig at blive færdig, og sad snart i bilen på vej ud til byggemarkedet. Der var meget at købe, så jeg ville være blandt de første kunder når de åbnede i Silvan.
   Det var også noget af et projekt jeg havde fået ideen til. Døren fra køkkenet ud til entreen skulle blændes af, og en ny dør skulle laves fra entreen til stuen inde bagved. Fordelen var at vi slap for en stadig strøm af børn igennem køkkenet, så vi to gamle kunne sidde i fred og ro over en kop kaffe og komme hinanden ved.
   Det kneb det lidt med, det indrømmer jeg. Der var sjældent tid eller fred til den slags, men altid nogen der skulle have hjælp til lektierne, bruge telefonen, snakke om dit og dat, og det var så småt begyndt at irritere mig.
   Der var jo meget at se til i hus og have, altid noget der skulle bygges om, repareres, males, osv. og skulle vi nå at få bare lidt af det bedste af alt, var det højst nødvendigt med en smule fred og ro, bare en gang imellem.
   Lisbeth havde ikke behov for ændringer, hun trivedes fint med tingenes tilstand, også selvom jeg stilfærdigt påpegede at det var længe siden, at vi sidst havde haft en ledig stund sammen.
   Hvad var det nu lige at hun sagde? Var det ikke: "Vi kan snakke når vi bliver gamle, børnene skal nydes nu mens de er børn".
   Det var jo bare så sandt, så sandt. Men hun kunne da godt se at jeg havde et behov for at snakke lidt med hende. Den ros skal hun have, hun tog det skam alvorligt. Det var også dejligt den dag hun satte sig overfor mig ved køkkenbordet efter aftensmaden, præcist på det tidspunkt hvor hun ellers plejer at have travlt med at se tv med børnene.
   Hun overrumplede mig fuldstændigt, da hun smilende og med stor energi, efter et hurtigt blik på uret, sagde: "Så er det taletid"! Det kom bag på mig, det indrømmer jeg blankt, også selvom der var meget at tale om.
   For eksempel hvorfor den yngste stadig sov i vores seng, og hvor meget det forstyrrede, såvel min nattesøvn som vores sexliv. Der var også det med naboerne, spørgsmålet om hvornår vi mon skulle få dem lært at kende. Vi havde trods alt delt hæk og fortov med dem i seks år, og havde endnu ikke nået så meget som at drikke en øl sammen med dem en lørdag eftermiddag. Men vi hilste da pænt på hinanden, både henover hækken og i køen i Netto.
   Men trods alle fakta var der ikke så meget at tale om, tiden var ikke til det. Det krævede mere end hvad et blik på uret kunne rumme, så jeg mumlede noget om at hun da hellere måtte se hvad drengene lavede, så skulle jeg nok rydde op i køkkenet så længe. Og sådan blev det.

Men alt det var bare en detalje, nu da jeg endelig var kommet så langt som til Silvan.
   Det var en stor dag, og jeg nød også hvert et øjeblik, da jeg gik rundt i byggemarkedet sammen med en ekspedient med forstand på døre, og valgte en dør med karm, lås, nøgler og alle de andre ting der skulle bruges til mit lille projekt.
   Jeg stod lige lovligt længe i kø ved kassen, og det var da også der at den første tvivl sneg sig ind hos mig.
   Var det nu også ulejligheden værd? Det ville trods alt betyde en weekend med byggerod, støv over alt i køkken og entre, og min bror og hans kone samt deres mange børn ville også indfinde sig. Det var prisen for en hjælpende hånd, og så havde jeg da også en undskyldning for at invitere dem.
   På den anden side, når det blev hverdag igen, var de nye tider på vej. Det ville være slut med trafikken ind og ud igennem køkkenet, der fra da af ville blive en lille fredfyldt oase med tid til en kop kaffe sammen og ro til at læse avisen.
   Jeg glædede mig allerede til bare at sidde og sludre med Lisbeth, om alting og ingenting, om os og den weekend på en kro jeg havde i tankerne. Det skulle kun være os to gamle, børnene skulle passes af svigermor og svigerfar. Det ville jeg glæde mig til, men Lisbeth skulle lige overbevises først!
   På vejen hjem sad jeg og holdt lidt øje med traileren, hvor døren ragede en meter ud over bagenden. Den måtte ikke være i vejen i trafikken, og jeg havde da også bundet en hvid klud i enden af den så enhver kunne se at man skulle holde afstand.
   Det var jo lørdag, og store trailerdag. De var alle vegne i billedet, trailerne. Store og små, på vej til og fra byggemarkeder, genbrugsstationen og lossepladsen. En stadig strøm af varer på vej ud af forretningerne, og en lige så stor strøm af brugte ting og affald den anden vej, alt sammen på ladet af en flåde af trailere.
   Hjemme ventede en større forsamling på mig, og jeg havde dårligt smækket bildøren efter mig førend min bror havde læsset døren og alt det andet af traileren. Han havde også allerede fjernet den gamle dør med karm og det hele, og havde efterladt et gabende, flosset hul i væggen ind til køkkenet. Han er meget energisk, og uhyre effektiv. Det gik hurtigt, og inden vi så os om var der endnu et gabende hul i væggen, denne gang ind til stuen.
   Så var det tid til frokost, og selvom det fristede, nøjedes vi med en enkelt øl, med tanke på alt det arbejde der lå og ventede på os. Snakken gik, også om projektet, og jeg sad lige så stille og glædede mig over alt det liv der var i huset.
   Tv ét der ellers stod tændt uafbrudt var slukket, og drengene spillede fodbold på plænen sammen med deres fætre og kusiner, og Lisbeth og min svigerinde slappede af med ryggen til det hele. Kunne man ønske sig mere? Jo, at blive færdige, og færdige det blev vi.
   Søndag aften var den sidste vægplade skruet på plads, tapetet sat op og malingen var klar til at blive smurt på.
   Døren ind til stuen gik lystigt op og i, trafikken ud og ind af huset var ikke mindre end før, men jeg sad uanfægtet og alene i køkkenet og nød livet over en øl, dødtræt og lykkelig.
   Endelig, ikke et øjeblik for tidligt. Strømmen var om ikke vendt, så i det mindste omdirigeret, og nu skulle vi have et liv sammen, os to gamle.
   Men ikke før det var mandag igen, søndag aften er altid travl. Den er ugens travleste. Alt skal nås inden det bliver mandag, de sidste pligter og fornøjelser inden den første hverdagsmorgen banker på. Så gik der tid med det.
   Alt var klappet og klart, Lisbeth tumlede på hovedet i seng klokken to og tyve som hun plejede, og jeg fik ugens sidste nyheder med i den sene tv avis, inden også jeg gik til ro.
   Jeg gravede under dynen, og hev den mindste frem fra mørket og bar ham ind til sig selv. Han protesterede og gav sig lidt i søvne, men vågnede heldigvis ikke da jeg lagde ham i hans egen seng. Lisbeth sov, lod sig ikke vække selvom jeg prøvede at pille lidt. Næ, hun vendte sig blot i sengen og lagde sig ovenpå min hånd.
   Hun fik lov til at blive liggende lidt, det var bedre end ingenting. Jeg trak hånden til mig, og lagde mig træt på ryggen og faldt i søvn med det samme. Lidt trist til mode, for weekenden var forsvundet på et øjeblik, og med den også lørdags nattehyggen, og nu var det for sent.
   Mandag morgen var som den plejede, måske lidt mere hektisk, nu da døren ud til entreen sad et andet sted.
   Men alting klappede som det plejede, og snart var vi alle sammen på vej hvert til vores. Og sådan gik tiden. Den ene dag tog den anden i en glidende strøm, og døren var et faktum og ingen nyhed.
   Køkkenet åndede fred og ro. Der var tid til kaffe og aviser og snak i stride strømme, for ungernes kommen og gåen var nu kun fjerne lyde et andet sted i huset.
   Det var fint, for jeg havde stadig et projekt at føre ud i livet. Weekenden på kroen, kun for voksne, forbudt for børn, fred og ro, og en masse sex, fra morgen til aften. Det skulle jo diskuteres, vedtages, planlægges, svigerforældrene adviseres og pengene sættes af til formålet.
   Det var ingen god ide. Der var jo børnene! Kunne de klare to dage uden hende? Hvad så med mig, ville de ikke savne mig?
   Det var også dyrt, og vi manglede penge til både det ene og det andet, for slet ikke at nævne det tredje og det fjerde! Og..
   Så glemte vi det!

Om ikke andet har jeg nu fred og ro hver aften. Ingen uro og forstyrrelse, kun mig selv i køkkenet, med avisen, kaffen, og den fjerne, trygge lyd af tv'et i den anden ende af huset. Der sidder de, Lisbeth, Thomas og Magnus.
   Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Jeg har tænkt og tænkt, og nu ved jeg hvad der skal til. En udestue, i glas og aluminium! Let og luftigt, tæt og lunt når stormen raser.
   Så kan vi sidde der, os to gamle, holde lidt i hånd og måske tale sammen, og endda følges op i seng, hvem ved!