Kontoret summer af liv. Kollegerne valfarter til printeren i det fjerneste hjørne, og får en hastig sludder mens maskinen spytter print ud i endeløse baner. Alt og alle haster af sted, siddende på hver deres ergonomiske kontorstol, urokkeligt fastklemt ved de snævre borde og i endeløse, lange rækker markeret af hårtoppe i alle nuancer af hverdags brunt og gråt.
   Hun viser sig i døren, dynamoen, koordinatoren, det effektive menneske på en meter og tres, skarp i blik og væremåde, ivrig efter at fiske og plukke de kræfter der nu engang byder sig til. Hun kender sine folk, ved hvem der er gode til hvad, og styrer målbevidst imod det fjerneste hjørne. Der inde, halvt skjult bag en ureglementeret men i øvrigt godkendt reol, sidder han renegaten, den genstridige. Han der hellere ville være alle andre steder end her. Han har dog sine styrker, og der er brug for dem nu. Hun læner sig kælent op af reolen, vil have ham til noget, og som han aner og snart bekræftes i vil det forstyrre hans sjælefred.
   Der var jo de referater. De er da skrevet, så vidt han husker! Jovist, jovist, men opstillingen, søde ven!
   Hvad er der galt med den? Det var jo ikke den aftalte. Det skulle være punktvis, konkluderende, opbyggeligt og oplysende, kort og præcist og det er for så vidt i orden, det meste af det der blev forlangt, men opstillingen, altså lige den lille detalje! Kan han have det klar om en halv time?
   Strålende af ulyst kaster han sig over de længst glemte referater, pisker sig igennem dem og stiller dem op på lige lange rækker, med lige margener uden at skelne til ureglementeret orddeling og den slags småtterier.
   Færdig! Det tog mindre end den forlangte halve time, men kostede dog en del. Han rejser sig, flår sin pc ud fra bordet, klapper den sammen og udvælger sig den bredeste af gangene i det åbne og vidensdelingsvenlige kontorlandskab. Han beder de nu let gysende og meget undrende kolleger trække sig blot lidt til siden, kyser kontorbuddet væk, stiller sig i positur og tager omhyggeligt sigte og slynger den om lidt meget ubrugelige pc af sted langs gulvet. Den hopper et par gange, og kurer så ellers af sted over det nybonede vinylgulv. Den rammer døren for enden af gangen, og se miraklet sker! Døren åbnes i det samme, og maskinen fortsætter sin færd på de boende gulve, på vej til bedre selskab. Den forsvinder ud af syne, og han følger den kærligt med øjnene. Han forlader beslutsomt sit bord, sin reol og sit hjørne med jakken på og tasken under armen. Som en sidste gestus stopper han et øjeblik ved printeren, for at fiske de nu forbedrede referater ud og stopper dem behændigt i makulatoren!
   Hun står ved siden af ham nu. Som skudt op af gulvet, ingen ved hvorfra hun kom. Blikket lyner, hun skumler, er vred og vil skælde ud men tager sig idet, og spørger ham blidt og empatisk hvorfor han dog gjorde dette?
   Fordi, er det korte svar, livet er for kort til lange referater! Derfor, og kun derfor, alt andet er ligegyldigt til sammenligning. Jamen, det giver jo ingen mening! Netop, og er det ikke vidunderligt?
   Hun forstår intet, men det gør ikke noget siger han kærligt og klapper hende godmodigt på frisuren. Det er helt i orden. Verden er større og bedre når der stadig findes mysterier, og den glæde vil han ikke tage fra hende.
   Og således opløftet og befriet vender han sig bort og vil løbe sin helt egen vej, men standses af en skingrende hyletone. Den stammer fra mobil telefon der ligger præcist hvor han lagde den aftnen før, på kanten af vindueskarmen, nøjagtigt så langt væk at han er nødt til at overgive sig og stå op for at slukke den.
   Så var det kun en drøm! Skuffet klæder han sig på og husker at de jo for resten lige har skrevet under på endnu et lån i huset. Det er nok bedst at glemme drømmen og bare begive sig af sted, ganske som han plejer.
   Kontoret summer af liv. Kollegerne valfarter til printeren i det fjerneste hjørne, og får en hastig sludder mens maskinen spytter print ud i endeløse baner. Alt og alle haster af sted, siddende på hver deres ergonomiske kontorstol, urokkeligt fastklemt ved de snævre borde og i endeløse, lange rækker markeret af hårtoppe i alle nuancer af hverdags brunt og gråt.