Is, is, is. Ordet dukkede op i mine tanker med jævne mellemrum, og forsvandt for at dukke op igen og igen.
   Jeg holdt en jævn og behagelig fart på cyklen, og gav mig tid til nu og da at hvile i pedalerne for at nyde landskabet omkring mig. Det var sommer, himmelen var klar og blå med enkelte lette skyer, og landet lå badet i sol
   Jeg holdt ferie, havde taget cyklen i stedet for bilen og kørte i et grønt og frodigt bakkeland hvor fårene græssede på de høje græsklædte skråninger. Jeg var på vej til kysten, til Vesterhavet som lå skjult bag bakkerne til højre for mig. Min påklædning var let og sommerlig, rummelige shorts og en stor T-shirt der gav mig lov til at ånde frit i varmen.
   Is.
   Der var ordet igen. Det undrede mig, for trods min tørst som var stor, og uslukkelig da jeg konstaterede at den sidste sjat i drikkedunken var for varm og smagte af plastik, havde is aldrig haft sin naturlige plads på mit menukort. Trods det, kredsede mine tanker med ét om is. Store is og små is, flødeis med chokoladeovertræk og alskens fyld, vafler med flødeboller og syltetøj, og sodavandsis i alle regnbuens farver. De gled igennem mine tanker i en farvestrålende parade, og krævede at blive spist!
   Behovet blev til en besættelse, og inden jeg så mig om trådte jeg hårdt i pedalerne, trampede af sted med det ene formål at finde en iskiosk og vælte mig i is! Det varede dog ikke længe, førend varmen og tørsten satte en stopper for mit vilde ridt. Min sidste slurk koldt og frisk vand var for længst brugt op, og jeg kørte på reserverne.
   Det var tid til at hvile. Solen nærmede sig zenit, og skulle jeg have nogen som helst gavn af den skygge jeg kunne finde, var det på høje tid at jeg fandt et sted at hvile mig. Jeg fandt et markskel med et langt bælte af lave, krumbøjede træer der bar præg af den konstante, ofte hårde vind der kom ind fra havet. Cyklen lod jeg falde i grøften udfor det nærmeste træ, og satte mig taknemmeligt i skyggen af træet. Mine muskler var ømme, og jeg havde svært ved at sidde roligt efter lang tid i sadlen. Træets bark var køligt, men knudret og ubehageligt at læne sig op af. Jeg rullede min vindjakke sammen, og placerede den bag mit hoved, og kunne omsider slappe af og hvile inden det var tid til at cykle videre.
   Jeg sad bare der, midt i stilheden, ikke en bil lod sig se eller høre. Der var kun biernes summen og fjerne mågers skrig et sted hinsides bakkerne. Det var dejligt, om end temmelig uvant for en bybo som mig. Selvom det var som skåret ud af teksten i den brochure der havde lokket mig dertil, føltes det ikke helt rigtigt. Det kunne være fraværet af biler og fly, eller også det faktum at jeg - så vidt jeg kunne se - var det eneste menneske nogetsteds i det vidstrakte sommerlige landskab.
   Jeg måtte videre, nå frem til civiliserede egne hvor der var mennesker, forretninger, støj og især, is! Der var det igen. Det var pudsigt, og værd at snakke om når jeg engang vendte hjem igen. Det ville være en god overskrift på min personlige ferieberetning, en mine venner kunne more sig over sammen med mig.

Træets skygge skrumpede ind og blev til ingenting, og et blik på uret fortalte mig at klokken havde passeret tolv. Solen var på toppen af sin bane, og jeg vidste endnu ikke hvor langt jeg var nået på min. Jeg kom på benene og rejste cyklen op, og studerede kortet der sad på sin plade på styret. Min position var kun omtrentlig, men jeg skønnede at der næppe kunne være mere end fem kilometer til dagens mål, et lille fiskerleje. Det ville ikke tage lang tid at nå dertil hvis jeg tog mig sammen, og ikke ødslede med kræfterne på vej igennem bakkerne.
   Gensynet med sadlen var ingen glæde. Min bag var øm, og protesterede imod det smalle, umagelige sæde, og mine lårmuskler befandt sig heller ikke godt da jeg på ny trådte til i pedalerne. Det var dog kun en overgang.
   I løbet af få minutter var jeg kørt varm, smerterne fortog sig og da jeg fangede et glimt af havet imellem to bakker, fik jeg ny energi. Jeg trådte til, og strøg triumferende henover den sidste bakketop inden nedkørslen til kysten. Mit mål lå foran og under mig, vejen skrånede stejlt ned imod havet, og jeg hvilede på pedalerne mens jeg glad og oplivet nød synet af fiskerlejet, og glædede mig ved tanken om de is jeg om lidt ville købe og sætte til livs.

Kysten blev gradvist mere befolket og befærdet, i takt med at jeg nærmede mig byen. En håndfuld spredte huse dukkede op på skråningerne, og jeg så mennesker i gang med deres daglige dont, uforstyrrede og upåvirkede af varmen og solen.
   Foran mig på den smalle vej kørte en stor Mercedes på tyske nummerplader. Føreren tog sig god tid, og nød velsagtens landskabet lige så meget som jeg selv gjorde. Bilen slingrede kortvarigt, men kørte så atter ligeud som efter en snor. Jeg kunne have overhalet den, men holdt mig bag den et stykke vej, i læ for vestenvinden der nu var meget mærkbar. Min tørst var stadig ikke slukket, og ordet dukkede op i mine tanker på ny, og tvang mig til at fortsætte uden at kere mig om vinden. Da jeg kørte forbi bilen, så jeg i et glimt førerens arm der hvilede i det åbne sidevindue. I hans hånd, som var helt synlig i det brøkdel af sekund det tog mig at passere forbi ham, sad en ispind. Stor, halvt opspist, dækket af et tykt lag, glinsende brunt chokolade der drev ned over hans fingre.
   Is!
   Jeg fastholdt billedet i mine tanker, satte farten op og råbte et høfligt "Gutentag", og hvad skulle jeg mon ellers have sagt, hvis noget overhovedet, men han kvitterede med et lille dyt i hornet og vinkede til mig med sin venstre hånd, den der drev af chokolade fra den is der nu sad plantet midt i hans mund.
   Is.
   Det sidste stykke af vejen forbi byskiltet og ind på en kort gade med lave huse på begge sider, tilbagelagde jeg i et åndeløst nu, og jeg nåede end ikke at læse byens navn Jeg var i mål, og manglede kun det ene der havde drevet mig frem den sidste time.
   Is.
   Den eneste skygge der var at finde i middagsheden, var under en solbleget baldakin der ragede frem fra facaden på en forretning. Pladsen var trang, men det lykkedes mig at finde et sted at stå imellem stativer fulde af fiskestænger, kasser med liner og snore, og ikke mindst en stor, gammel automat, fastboltet i muren, og med mange glaslåger bag hvilke der i hvert rum tronede en plastikæske med sandorme. Der var alt hvad en lystfisker kunne begære! Jeg kiggede ind i forretningen, ganske kortvarigt, men gik igen, skuffet over ikke at have fundet det jeg søgte.
   Is.
   Fra min plads under baldakinen havde jeg et glimrende overblik over fiskerlejets hovedgade. Den var næppe mere end hundred meter lang, og pladsen var på hver side optaget af lave rødstenshuse, grimme og utiltalende, men sikkert praktiske i det barske klima der hærgede kysten om efteråret og i vintermånederne.
   Der var flere butikker på hovedgaden. Jeg forlod skyggen, og vandrede igennem gaden og trak cyklen med mig. De levede af turisterne, det var der ingen tvivl om. Jeg fandt et ravsliberi hvor jeg, hvis jeg ville, kunne have købt halskæder og ringe af rav, men ingen is. Ved siden af den forretning lå en anden der solgte brugskunst, egen import fra de varme lande, og ejeren undskyldte meget, men han solgte ikke is.
   Købmandsforretningen, der reklamerede med at være både frisk og nummer et, var lukket. Jeg tog forgæves i dørhåndtaget, og fik ikke andet ud af det end et surt blik da et ansigt tittede frem bag rullegardinet der dækkede døren, samt en hånd der pegede imod et lille skilt i bunden af ruden med påskriften "Lukket".
   Jeg var rådvild, og meget, meget tørstig, og hungrede efter is. Varmen var ulidelig, og alt hvad jeg rørte ved var gloende varmt. Cykelstyret, sadlen, min taske, mine arme og mine lår, alt var gennemstegt af solen. Asfalten var blød, lugtede af tjære og klæbede til mine sandaler.
   Der var ikke mange mennesker på gaden, de holdt sig sikkert fornuftigt bag lukkede døre og nød køligheden derinde. De få der var ude, var turister som jeg selv.
   Lidt længere nede af vejen holdt en stor bil parkeret. Det var Mercedesen fra før, og dens fører stod lænet op af den, i færd med at spise endnu en is. Han kunne åbenbart ikke få nok!
   Han, om nogen i denne solsvedne udørk, måtte da vide hvor jeg kunne købe en is! Jeg gik over til ham, og pegede i mangel af et brugbart tysk, stumt på hans is. Han fattede det efter et par sekunder, og sagde et eller andet som jeg ikke forstod. Jeg rystede forvirret på hovedet, og først da fattede han min kvide. Han lagde sin is og chokoladeplettede hånd på min skulder, og drejede mig i den rigtige retning.
   Og der lå den, lige foran mig i bunden af en mørk gyde mellem to huse. Kiosken. Det var ikke til at tage fejl af. Store gule vimpler, der hang slapt ned i den stillestående luft imellem husene, reklamerede for is, og skulle nogen være i tvivl stod der tillige et stort skilt med farvestrålende billeder af hele udvalget af is.
   Jeg takkede ham, sagde noget der nok mere lød som, end var tysk, men meningen var god nok, og jeg gik glad og oplivet ind i kiosken.
   Det var ingen let sag. Der var lavt til loftet, som ved nærmere eftersyn viste sig for en stor dels vedkommende at bestå af en vippeport. Jeg befandt mig i en garage. Det forklarede også den svage, men karakteristiske lugt af olie og benzin, der iblandet en let indelukkethed stak mig i næsen.
   Ned fra dette sære loft hang der alle vegne farvestrålende badeting i plastik, oppustede og fyldige, og spærrede min vej. Skrammede stativer med sandaler og kasketter, tyske aviser og ugeblade og gulnede kassetter med pornofilm sendte mig ud på snørklede omveje, men omsider fandt jeg en vej igennem labyrinten og hen til disken bagest i lokalet.
   Dér, ved siden af kasseapparatet stod den, fryseren. Jeg udvalgte mig den største og lækreste vaffel jeg kunne finde, og bestemte mig med det samme for endnu et par stykker som jeg ville spise bagefter, mindre af omfang, men ikke mindre lækre. Jeg skød fryserens glas låg til side, og rakte ud efter isen, fattede om den, eller det troede jeg i det mindste at jeg gjorde, for ud af kulden trak jeg en tom papæske. Slukøret lod jeg den falde tilbage i dybet, bøjede mig ned og kiggede efter for at se om der da i det mindste ikke var blot én af de andre is jeg havde udvalgt, tilbage i fryseren.
   Det var der ikke. Der var faktisk ikke en eneste is tilbage i fryseren. Alt var udsolgt.
   Jeg bandede, uvant for mig og uvelkomment for kioskens ejer der var dukket op bag disken da jeg stod og rodede i fryseren. Det var en lille, ældre kvinde, klædt i en blomstret, blå kittel, med tørklæde om håret og et stramt drag om munden.
   Hun så forarget på mig, og tog sig til det kors hun havde hængende i en kæde om halsen. Jeg var flov, og undskyldte mit udbrud og forklarede det med min tørst, og skuffelse! Sådan som jeg havde glædet mig til en is, og så var der udsolgt!
   Det syntes hun at forstå og forklarede mig smilende at nye forsyninger var bestilt. De ville ankomme dagen efter, hvis jeg kunne vente så længe?
   Det kunne jeg ikke, jeg var stadig tørstig, men ... det var der råd for. Op af væggen ved siden af fryseren, uden at gøre noget væsen af sig, stod et køleskab.
   Ikke af den sædvanlige slags med en glasrude så man kunne bese indholdet inden man bestemte sig, men et ganske almindeligt og meget gammelt køleskab. Jeg åbnede det på hendes opfordring, og så at det var fyldt med kolde øl og sodavand. Jeg købte to, en cola og en danskvand med citron, og drak den sidste på stedet.
   Det gjorde godt, og let til mode faldt jeg i snak med kvinden. Hun var venlig, slap taget i sit kors og indlod sig på en snak om sol og varme, om is, sodavand og meget andet, og det lykkedes hende at dreje snakken hen på en hylde med souvenirs bag mig. Den skulle jeg da lige tage at se nærmere på, nu da jeg var kommet så langt, og så i den varme!
   Min barndoms ferier var fyldt med vandrestokke med grønne håndtag og messingbeslag, indkøbt i en af kioskerne på Himmelbjerget, strandsten med den lille havfrue, indkøbt i Skagen, Dannebrogsflag på træstænger og meget andet ragelse. Jeg elskede det som dreng, men var blevet mere kræsen sidenhen.
   Hun kom frem bag disken, og trak ivrigt sine favoritter fra hylden frem i lyset. Der var flere flotte, lokale ting, indtørrede hajæg der lignede små puder med sorte horn strittende ud fra hjørnerne, en uro af polerede østersskaller, grønne glaskugler i net, garanteret autentiske, købt brugt på havnen, og ikke mindst en rædsel af en blankpoleret muslingeskal, limet fast til en strandsten og med nydelig skråskrift i guldbronce påført en hilsen fra sommerlandet.
   Dén havde hendes barnebarn lavet, sagde hun og så forventningsfuldt på mig. Jeg kastede et blik på prissedlen, halvtreds kroner, og lagde tingen tilbage på hylden med et beklagende smil. Hendes blik flakkede et øjeblik, men blev roligt igen, og hun vendte sig hurtigt og gik om bag disken, tilbage til sin vante og sikre plads dér.
   Stemningen var ikke længere så god som for få minutter siden. Jeg havde fornærmet hende, igen, og jeg var ivrig efter at rette op på miseren. Men hvordan gjorde jeg det? Der var intet i kiosken der kunne bruges, intet jeg ville bruge penge på i den henseende.
   Hendes misstemning forsvandt dog ligeså hurtigt som den var kommet, og da jeg spurgte hende om der var et sted i byen hvor jeg kunne købe et måltid mad, gerne fisk, var hun lutter velvilje. Det var der sagde hun, og det var let at finde. Det var ikke langt væk, og - tilføjede hun med et lille smil der dog ikke nåede øjnene, og slikkede sig om munden - dér var der både fisk og is nok!
   Bag kiosken, på et lille indhegnet stykke jord, drev hun også en minigolfbane. Hun førte mig igennem den, og tillige tværs igennem en flok træt udseende tyske turister, der så ud til at have nok at gøre med at lære deres børn lidt om køkultur, og ud på en støvet grusvej der førte fra kiosken ned til havnen, igennem et smalt stræde omkranset af gamle, vejrbidte, og ukrudtsbevoksede skure.
   Dernede, sagde hun og pegede. Det sidste i rækken, helt nede ved kajen, og derinde ville jeg finde det jeg søgte.
   Jeg takkede, og ville begive mig af sted, men stoppede så.
   Min cykel, hvad med den? Det var ikke noget problem sagde hun, den kunne sagtens blive stående uden for kiosken, hun skulle nok holde øje med den, ligeså længe det skulle være, i al den tid jeg ville blive i byen.
   Dér havde jeg godt nok taget fejl af hende, tænkte jeg og takkede hende på ny og begav mig på vej, fuld af forventning og med tankerne kredsende om en lækker anretning af friskfanget fisk, og sandsynligvis en isdessert.
   Solen var så ubarmhjertig og stikkende som før, og jeg faldt for fristelsen til at åbne min cola, det gjaldt om at drikke den inden også den blev overophedet. Jeg drak den i læ af det første træskur jeg kom til, stående ved et hjørne med en rest af skygge.
   Jeg kunne lugte havnen, vinden førte en stærk blanding af tjære, saltvand og gamle fisk med sig, og det gav mig en smule kvalme. Dog ikke mere end at et par dybe åndedrag ude i solen gjorde det af med den.
   Jeg var sulten, og så måltidet for mig. Friske rødspætter, stegte, serveret med små, nye og friskopgravede kartofler, en let hvid sovs med persille, en citronskive på kanten af tallerkenen og en kølig pilsner serveret i et glas hvor duggen drev af siderne. Mine skridt blev lange og hurtige, jeg ville ikke risikere at stå i kø i lang tid i dette vejr, det gjaldt om at være blandt de første.
   Jeg nåede enden af grusvejen, og havde en forventning om et hyggeligt cafemiljø med udendørs servering ved små runde borde under kølige parasoller. Men den slags var der intet af, da jeg rundede hjørnet ved det sidste hus. Der var kun et meget lille havnebassin, hvor i der lå tre blå fiskekuttere, og mængder af affald og tang der dovent slængede sig på overfladen i de regnbuefarvede rester af olie fra skibene. Stanken var overvældende, og jeg trak mig tilbage fra kaj kanten og rettede blikket indad mod skurene bag mig.
   Jeg måtte have misforstået noget. Hun havde talt om friske fisk og is, men foran mig lå kun en række slidte skure, malet i alle mulige farver. Skulle der gemme sig en fiskerestaurant et sted dér i rækken, var den godt skjult! På den anden side, så havde jeg før på rejser i udlandet spist på restauranter i miljøer der mindede om dette, så det kunne jo være...
   Hun havde udpeget det sidste hus i rækken som mit mål. Jeg gik nærmere, standsede foran det og tog det i øjesyn. Facaden var som de andres, malingen skallede af i store flager, men til forskel fra de andre stak et langt, blankt metalrør frem øverst på gavlen der vendte ud imod havnen. Det havde jeg ikke lagt mærke til før. Røret skrævede hen over vejen, hvilende på en bue af metalrør der var støbt ned i asfalten, og endte i en noget der lignede en nedadvendt tragt, med en kraftig, sammensnøret lærredspose for enden.
   Hvad det skulle bruges til anede jeg ikke, men jeg havde en ide om fisk der blev suget op fra et skibs lastrum, og videre ind igennem røret for til sidst at ende i et bassin, sikkert levende og sprællende, lige til at pege ud for en sulten gæst, der krævede det ypperste af sit måltid. Det var sådan det måtte være.
   Det var rustikt, særpræget, og maden måtte være i topklasse, det kunne ikke være anderledes. Restaurantens fordør stod lidt på klem, og lod sig åbne helt da jeg lagde kræfterne i og fik den svunget helt op. Det var et tungt arbejde, jeg svedte, men glædede mig des mere til det nært forestående måltid.
   Der var mørkt inden døre, især da døren uventet smækkede i bag mig, og den eneste lyskilde da var et par lave, støvede vinduer der vendte ud til havnebassinet. Rummet var stort, og da jeg havde vænnet mig til halvmørket, synligt bart. Der var intet der blot mindede om en restaurant, ingen møbler, ingen bardisk eller personale. Der var kun et snavset betongulv, og ovenover det stak tag spærene frem fra mørket. Ophængt i spærene var der også et langt, blankt metalrør der stak op fra gulvet bag bassinet, fortsatte op til loftet, og videre hen til gavlens spids
   Jeg opfangede en svag lugt af fisk, og så mig omkring. Lugten stammede fra en stabel hvide fiske kasser i det fjerneste hjørne af rummet De var fyldt med is og fisk, lagt lag på lag. Restauranten måtte gå godt med så store forsyninger på køl.
   Det forklarede det hele, jeg var gået ind det forkerte sted, ind på lageret. Jeg smilede for mig selv, dér havde jeg endnu en anekdote at føje til historien, når ferien var slut.
   Foran mig, nedfældet i gulvet, og velsagtens fire meter bredt og dobbelt så langt, strakte sig et bassin. Det var fyldt af noget ubestemmeligt, en blank, glitrende masse der hævede og sænkede sig regelmæssigt, som bølgerne ved kaj kanten når havstrømmene kurver rundt i bassinet.
   Jeg satte mig på hug ved dets kant, og lod min højre hånds fingre pløje igennem det. Det var koldt, og bedøvede mine fingre fra omtrent det øjeblik hvor de rørte ved overfladen. Det var is, knytnævestore, uregelmæssige flade stykker der dannede et sammenhængende hele.
   Jeg trak hånden til mig, og masserede fingrene for at få liv i dem igen. Det lykkedes mig efter et par minutter, et tidsrum der forekom mig uendeligt i dette sære rum.
   Hvad skulle dette betyde? Det måtte være en ualmindelig dårlig vittighed, måske straffen for at være udenbys, endda københavner, men under alle omstændigheder meget ubehageligt. Jeg frøs, på samme måde som jeg kort forinden havde svedt. Til marv og ben, stærkt utilpas, og lettere konfus.

Jeg vendte mig for at gå, men halvvejs i bevægelsen gled jeg i noget vådt og smattet på gulvet, og faldt sidelæns og hovedkulds ud i bassinet.
   Kulden var lammende. Jeg lå med hovedet nedad, og mærkede hvordan jeg sank imod bunden af bassinet, hvordan isen skiltes for derpå at samles på ny et sted over mine fødder i takt med at jeg sank dybere og dybere ned. Jeg kæmpede desperat, skovlede is stykker væk med hænder der allerede var følelsesløse, brugte kræfter jeg ikke anede at jeg havde, og fik mig omsider vendt om så mit hoved stak op over isen, op i den livgivende frie luft.
   Jeg trak vejret dybt, trak med opbydelsen af alle mine kræfter min højre arm op fra isen og forsøgte at række ud efter bassinets kant, men den var lige akkurat uden for mine fingres rækkevidde. Jeg gjorde flere forgæves forsøg, kæmpede med arme og ben, men isen låste mig fast og mine kræfter svandt hurtigere end jeg nogensinde ville have troet det muligt.
   Min krop sank ned under overfladen, og blev hængende, låst fast fra skuldrene og ned til tæerne, tynget ned af isen og det var tydeligt at mine kræfter ville slippe op meget snart, hvis ikke nogen fandt mig og reddede mig op inden det var for sent, inden jeg gik til bunds, og frøs ihjel i dette is helvede.
   Jeg græd af angst, kaldte på min mor og bad til gud, lovede bod og bedring for hver en synd jeg havde begået i mit liv, men mine tårer frøs fast på kinderne, og min gråd blev ikke hørt. Jeg blev hurtigt svagere, for kulden holdt mig i et fast greb, og det var åbenbart sådan at jeg skulle dø. Absurd og meningsløst, og helt ubegribeligt.
   Det gik hurtigt, meget hurtigt. Min sidste tanke inden jeg gled over i bevidstløsheden var den at jeg aldrig skulle se min familie igen, og derfra var der kun glemsel.
   Jeg kom til bevidsthed igen, uden at vide hvor lang tid der var gået. Jeg var uklar, og havde svært ved at fokusere på omgivelserne. Jeg drejede med besvær mit hoved og så mig omkring. Solens stråler ramte væggen modsat vinduerne. Det var opmuntrende, for det måtte betyde at der ikke kunne være gået andet end få minutter siden jeg tabte bevidstheden. Der var måske stadig en chance for at blive opdaget og reddet.
   Jeg hørte stemmer udenfor, dybe, grove mandsstemmer, dæmpede og utydelige, af og til iblandet et højt råb. En motor et sted indenfor i huset hvinede i højeste gear, og dybt nede under mig satte ismassen sig i bevægelse. Jeg gyngede let og så overfladen synke ned og jeg med den, samtidigt med at en høj raslende lyd tog til i styrke et stod over mit hoved. Det stod på i nogle minutter og døde så ud igen. Jeg hørte atter lydene udefra, mænd der talte sammen, en kuttermotors karakteristiske tøffende lyd der fjernede sig fra kajen, og på ny lyden af en kutter der nærmede sig kajen
   Hvad alt det skulle betyde var ikke umiddelbart til at regne ud, ikke før jeg hørte en høj, fræsende lyd inde fra huset, og fra et sted højt oppe over mit hoved vældede nye, friske isklumper ned i bassinet, og lagde en kappe af frisk is over mit hoved. Jeg rystede det af mig med besvær, og bandede rent og flydende over mit uheld.
   Først da gik sandheden op for mig. Jeg var fanget i havnens is hus, låst fast i lagerbassinet og stemmerne og larmen havde alt sammen med isen at gøre. De raslende lyde var en følge af at kutterne tankede lastrummene op med is, så dagens fangster kunne holde sig friske. Selvfølgelig. Dermed var det heller ikke direkte usandt, da kvinden sagde at jeg ville finde is i huset, endda masser af is.

Jeg trak vejret, smertende og med stort besvær, og jeg mere fornemmede end følte, bassinets rolige og regelmæssige bølgebevægelse, En let duvende bevægelse, op og ned, lidt frem og lidt tilbage, uophørligt og akkompagneret af larmen fra isen der buldrede af sted i transport røret. Det var uvirkeligt, og jeg tænkte at det måtte være en drøm, et mareridt, og at jeg snart ville vågne. Jeg ville skrige af rædsel i min søvn, og vågne til en svedig seng, men være i live trods alt. Jeg ventede, men det skete ikke. Var det sådan, at jeg sov og drømte at jeg drømte og ventede på at vågne, eller var det virkelighed?
   Tankerne kom og gik, trægt og besværligt. Min koncentration glippede hver gang det lykkedes mig at hage mig fast i en tanke, og jeg måtte bruge alle mine kræfter på at vende tilbage til den. Det var pinefuldt, men det holdt mig vågen, og i live.
   Jeg måtte gøre et forsøg på at gøre opmærksom på mig selv, koste hvad det ville. Jeg forsøgte at råbe, men kunne ikke samle luft nok til blot at tale. Jeg stemte i af alle kræfter, trak vejret dybt flere gange og havde held af at tale så højt at det gav genlyd i rummet, men ikke højt nok til at det blev bemærket udenfor. Stemmerne fortsatte som før, og larmen fra isen der raslede igennem transport røret var øredøvende. Jeg ventede utålmodigt på at pumpen skulle stoppe, og da den endelig gjorde det, havde jeg øvet mig nok til at råbe så højt at det kunne høres.
   Jeg skreg så det rungede, så mine lunger gav sig af smerte, og højt nok til at stemmerne udenfor tav. De lyttede, og diskuterede hvorfra det var kommet. Så havde de hørt mig! Jeg skreg igen og igen, skreg til det sortnede for mine øjne, og bevidstløsheden satte ind så pludseligt som var det lyset der slukkedes ved et tryk på en kontakt.
   Det varede kun kort. Der var trods alt liv i mig, og det krævede sin ret. Jeg slog øjnene op til et bart rum, ingen hjælpende hænder, ingen nysgerrige ansigter i døren. De måtte være sejlet deres vej uden at undersøge hvor råbene om hjælp kom fra.
   Jeg så alting klart, isen der vuggede mig frem og tilbage, røret i loftet, fiskekasserne i hjørnet, solen på væggen, kort sagt beviserne på at jeg var i live. Jeg så også at døren åbnede sig og et kendt ansigt kom til syne i den.
   Det var hende, den lille kvinde fra kiosken, hende der havde vist mig vejen dertil. Jeg jublede, og var sikker på at jeg nu ville blive reddet. Jeg forsøgte at tale til hende, fortælle at det hastede, at hun skulle skaffe mere hjælp, men ordene blev stikkende i min hals. Min stemme var rusten og svag, jeg havde ikke flere kræfter.
   Det var også ligegyldigt. Om lidt ville hun trække mig op fra isen og ud på gulvet, en ambulance ville blive tilkaldt, og jeg glædede mig allerede til lægerne og sygeplejerskerne på hospitalet, til en varm seng, til livet.
   Jeg fulgte hende med øjnene da hun bevægede sig indenfor i rummet. Hun smækkede døren efter sig og låste den omhyggeligt indefra.
   Hun nærmede sig langsomt, havde ikke spor travlt og var tavs. Det var først da hun var få meter fra mig, at det gik op for mig at hun ikke længere var klædt i den blå kittel, men i noget ubestemmeligt, lyst og lysende der dækkede hendes krop fra skulder til hæl. Hun gik rundt om bassinet med lette, næppe hørlige skridt og knælede ned for enden af det. Hun fangede og låste mit blik i sit, uden at blinke, uden gestus. Forunderligt nok virkede det beroligende på mig.
   Ikke en lyd undslap hende, heller ikke da hun smøgede sine klæder af sig, og nøgen gled ned i isen til mig. Jeg forstod intet. Hvordan gik det til, hvordan kunne hun udholde kulden? Det var også ligegyldigt, hun ville hjælpe mig, så meget var sikkert!
   Jeg smilede til hende, men fik ikke et tilbage. Det var da også i orden, hun havde jo set og forstået alvoren, og der var ikke noget at smile af.
   Hun nærmede sig i en langsom uophørlig bevægelse der spredte isen foran hende, standsede og blev stående foran mig. Vi stod ansigt til ansigt, svævende i isen, og jeg så farven i hendes øjne. De var lysende blå og klare, og helt udtryksløse.
   Da åbnedes hendes mund sig, mundvigene trak sig længere og længere bagud, og opad til huden var krænget væk fra kæben, og blottede derved hendes lyserøde gummer hvor lange, spidse og gennemsigtige tænder hang ned i tætte rækker omkring et højrødt, dampende svælg. Hun smækkede kæberne sammen om mit hoved med et lille smæld, og det sidste jeg hørte, inden smerten satte ind, inden hun satte tænderne i mig, og gnavede mig i stumper fra toppen af, var dette:
   "Is, is, jeg elsker is".