Vinduet var lukket, og gardinet trukket for. Øverst oppe kilede en smal lysstribe fra en fjern gadelygte sig ind, og lå urokkeligt fast imellem gardinet og loftet.
   Hans øjne var søvnløst vidt åbne, og fikserede på lysstriben. Han tumlede med tankerne om det der ventede, når han næste dag gik igennem skolegården, om spidsroden på gangen, om angsten for det der lurede i rækken bag ham i klassen. Han havde prøvet det før. Det var ikke nogen nyhed. Det var som det plejede at være. Det nye var at han ikke kunne sove, og at han brugte hvert et vågent øjeblik til at finde undskyldninger for ikke at gå i skole.
   Der skulle være en god grund, det vidste han. Pjæk var ikke bare forbudt, det var for dårligt, for slapt. Pjæk var, sagde hans matematiklærer, den direkte vej til et langt liv som skraldemand, for det var hvad der ventede de dumme og de dovne.
   Han vidste det, og krympede sig under lærerens blik, når det vredt fejede henover eleverne under den sædvanlige udskældning af klassen. De dovne var han ikke iblandt, det vidste han. Det måtte være de dumme han hørte til i stedet for. Ikke fordi det blev sagt højt, af lærerne. Slet ikke, men for hver en rød streg og vred kommentar i hans hæfter stod det ham mere og mere klart, at der var meget han ikke kunne, og mere han aldrig ville lære godt nok til at kunne bruge det til noget. Det var matematikken, den danske grammatik, alle de indviklede regler og formler han brugte lang tid på at lære, og som han glemte så hurtigt igen.
   Det var det der ventede ham den næste dag. To timers matematik lige fra morgenstunden. Det betød den faste tur op til tavlen foran klassen og den utålmodige lærer, hvor enhver fornuftig tanke undslap ham, og selv stemmen svigtede ham. Det hverken kunne eller ville han igen.
   Der var ingen vej udenom, han måtte melde sig syg, finde på noget, hvad som helst, bare han slap for matematikken, og alt det andet.
   Han skød dynen til side og gled forsigtigt ned på gulvet. Han gøs da hans bare fødder ramte det kolde gulv, men glædede sig stille over det. Jo koldere jo bedre. Han trak gardinet til side og åbnede vinduet, ikke meget, men nok til at han mærkede kulden da trækvinden fandt vej igennem sprækken og bredte sig ind i værelset, iskold og helt sikkert nok til at gøre ham forkølet.
   Han lagde sig i sengen igen og trak dynen op omkring sig, slappede af og glædede sig stilfærdigt til en fridag. Det ville være helt i orden, for han var jo syg og dårlig og ingen ville forlange af ham at han så skulle gå i skole.
   Han vågnede før vækkeuret ringede, mærkede kulden omkring sig og gøs, men kom i tanker om hvorfor og glædede sig i stedet. Han trak vejret dybt nogle gange, og jo, han var forkølet, ikke meget, men det kunne sagtens nå at udvikle sig til mere. Måske en influenza, eller bare en stor forkølelse, som de der jævnligt holdt hans søstre hjemme fra skole.
   Det var nok bedst at lukke vinduet, så hans mor ikke opdagede hans lille nummer. Hun tog ikke let på den slags, det vidste han godt. Han løftede dynen og svang benene ud på det kolde gulv, men for sent. Mor var der brat og pludseligt som hun plejede, morgenfrisk og effektiv. Hun rev døren op og råbte til ham at han skulle stå op, lige med det samme.
   Hun blev stående i døren, med hånden på dørhåndtaget og blikket rettet stift imod vinduet. Gardinet var stadig trukket for, og bevægede sig svagt i trækken fra vinduet.
   Hun slap dørhåndtaget og var henne ved vinduet i to, lange skridt. Hun rev gardinet til side, så at vinduet stod på klem og lukkede det med et smæld. Derpå vendte hun sig imod sengen. Hun talte hurtigt og højt som altid når hun var vred:

"Hvad skal det betyde? Ved du ikke at du lukker al varmen ud? Du kan jo blive syg af den slags, og ...!
   Hun tav brat, hun havde forstået meningen og bøjede sig over ham. Han gemte sit hoved bort, men hun fulgte efter, og lod ham forstå at han godt kunne spare sig sit besvær:
   "Den går ikke, min fine ven".
   "Jeg er forkølet, og jeg har så ondt i hovedet. Så kan jeg jo ikke gå i skole og...!"
   Mor bøjede sig endnu længere ned, hendes læber rørte omtrent ved hans ører. Hun talte, ikke højt, men tydeligt. Alt hun sagde, var:
   "Nej!"
   Han vendte sit ansigt og så op på hende, der var kun få centimeter imellem dem. Hans læber formede de første ord, han ville overbevise hende, få hende til at forstå at...
   Han tav.
   Hendes blik sagde alt. Hendes mund overbragte ham beskeden:
   "Glem det. Du går i skole, ligegyldigt hvad. Op og af sted med dig."
   Han klynkede, håbefuldt og stædigt, og prøvede igen:
   "Jamen, både Birthe og Hanne bliver da hjemme når de er syge."
   "Det er noget andet med piger!"
   Han holdt mund, turde ikke sige hende imod, forstod ikke forskellen.
   Hun rettede sig op, bragte sin kjole i orden og vendte sig imod døren for at gå. Hun standsede på dørtrinnet og så på ham. Han åbnede munden, havde fået nyt mod, men forgæves for alt hun sagde, var:
   "NEJ!"