Stanken af forrådnelse kryber ind alle vegne og trænger gennem alle sprækker og åbninger, ind til den har fundet sin vej helt ned i lungerne, hvor den langsomt begynder at forpeste én indefra, indtil smagen af død, vælter over tungen. Den er kvælende og alt omfattende, og uanset hvor meget hun forsøger at ignorere den, kan hun ikke, den bliver ved med at give sin tilstedeværelse til kende efter hver enkel febrilsk indånding. Hendes hjerte hamre i brystkassen, uden tvivl på overarbejde, på grund af alt det adrenalin der stadig pumper rundt igennem hendes krop. Hendes ørere begynder at ringe og sanserne kommer på overarbejde.Som et dyr, der forberede sig på enten at kæmpe eller dø. Hun forsøger at få vejret, men hver gang hun trækker en forpestet mundfuld luft ind i kroppen, puster hun den lige så hurtigt ud igen, da smagen af dø er for gennemtrængende. Hun løfter armen en anelse, for at fjerne håret fra sine øjne, men stopper, da hendes hånd kommer i fokus. Den ryster ukontrolleret, men det er ikke det, der får hende til at spærre øjnene op i rent chok og afsky. Fingrene og det meste af håndryggen er dækket af tykt mørkt blod, der langsomt bevæger sig ned langs hånden, for til sidst at danne en dråbe for enden af fingrene og dryppe ned på gulvet. Hun følger dråben med øjnene gennem luften. I det den rammer trægulvet og bliver slået ud af form, føles det som om alt luft bliver slået ud af hendes lunger, som nærmest kollaps, hvilket intensiverer kampen om at få frisk ilt til hjernen. Hjertet begynder at hamre endnu voldsommere i et desperat forsøg på at overleve, og hun er bange for, at både det og hun, snart ikke kan mere. Hun ser rundt med vilde øjne, som om hendes redning vil være et sted i rummet. Men det eneste hendes blik møder er væltede møbler, ituslåede vaser, og mere af den tykke røde substans, der beklæder væggen som et obskurt rorschach maleri. Hun kan ikke få luft. På gulvet blandt skårene ligger flænsede kødklumper, der er blevet fraskilt fra deres oprindelige legeme, som hun ikke kan lokalisere i rummet. Måske er det inde ved siden af? Eller måske, er der bare ikke mere tilbage af personen end det flænsede kødpuslespil? Hun kan ikke få luft.
   Panikken omfavner hende i et sygeligt kram, og det begynder at brænde i hendes bryst og sortne for hendes smaragdgrønne øjne, der stadig fokusere på den røde rorschach, som hun ved, at hun har malet.
   Et væld af sammenfiltret rødt hår kommer til syne, idet den unge kvinde brat sætter sig op i sin seng. Kimmis brystkasse hæver og sænker sig i voldsomme bevægelser og hendes øjne er fuldt åbne, i det hun stirre målløst ud i det mørke rum, imens hun forsøger at få vejret. Det går langsomt op for hende, at hun bare befinder sig i sin lejlighed, og hun lader sig falde tilbage i sengen med et suk, og lægger den ene arm hen over sit ansigt.
   "Jeg må til at droppe den koffein," mumler hun for sig selv, og løfter armen en anelse, så hun kan se sin hånd, "det har jo virkelig nået et helt nyt niveau af forstyrret," tilføjer hun, da mareridtets indhold begynder at komme tilbage til hende. Et gys går gennem hende, da det æstetiske blodmaleri glimter for hendes øjne. Det hele havde virket så virkeligt, så det var helt vanskeligt at vifte den væk, som "bare en drøm". Specielt når hun stadig har den rådne stank hængende i sine næsebor og følelsen af halvt størknet blod mellem sine fingre. Den rødhårede tager en dyb indånding og slår dynen væk fra sin krop, så hun kan stige ud på det kølige trægulv. Selvom det er starten juni er sommeren stadig ikke kommet ordentligt til Danmark, hvilket Kimmi selv og resten af den danske befolkning efterhånden er ved at være vant til. Så snart temperaturen nærmer sig de 15 grader, bliver sommertøjet fundet frem. Og selvom hun, og sikker også mange andre, gang på gang fortryder det, når hun cykler til erhvervsakademiet i de tidlige morgentimer, så gentager hun stadig succesen næste gang vejrudsigten skriver 15. For hvem ved, om temperaturen kommer højere op i den nærmeste fremtid? Så vil hun hellere være på den sikre side og lufte sommerkjolen en gang for meget end en gang for lidt.
   Med lettere svajende skidt får den trætte unge kæmpet sig ud i lejlighedens lille køkken, hvor hun straks sætter elkedlen i gang, så hun kan få dagens første kop instant kaffe. Normalt er hun slet ikke til den slags, men i eksamens perioder, gælder alle kneb. Computeren står stadig tændt på bordet, med flere forskellige faner og dokumenter åbner. De bærer alle præg af den kommende eksamens periode, som et eller andet klogt hoved besluttede sig for at ligge i juni, hvor lysten til at sidde dybt begravede i bøger og opgaveskriving er på sit absolut mindste. Det må have været én eller anden 'klog' politiker som selv har gået i skole, for flere årtier siden, tænker hun højt for sig selv. Hun tænder for tvet, som straks begynder at skræppe op om den nyeste udvikling i historien om hundegalskab 2.0, der var blusset op i det nordlige Tyskland. Der var blevet rapporteret flere tilfælde hvor virussen var blevet overført fra dyr til mennesker. Kimmi var ikke helt inde i historien, men som hun havde forstået det ud fra tvet og samtaler hist og her med folk, så virker vaccinen til hundegalskab ikke længere.Noget om en mutation i virussen, havde hun hørt en medicin studerende sige. Derfor var der kommet flere og flere tilfælde blandt ræve og vilde hunde, og nu er der åbenbart også problemer med, at den bliver overført til mennesker, hvilket er knap så godt. Et live billede fra Universitetshospitalet i Hamborg kommer på. Reporteren, som Kimmi lægger mærke til, også er iklædt sommertøj, fortæller med seriøs mine, at den femte smittede person, der nu er omkommet på grund af virussen. Hun forklarer, hvordan lægerne arbejder på højtryk for at stoppe udviklingen af hjernebetændelsen og inflammation i de resterende smittede. Virussen har spredt sig hurtigt. Det er kun lidt over en uge siden, at den første blev meldt syg i Tyskland, men den har allerede nået det sydlige Danmark, hvor folk bliver opfordret til, at være ekstra opmærksom på hygiejnen. Nogle af læge professorerne på Hamborgs universitetshospital havde udtalt, dog uden at de helt var sikre på det endnu, at virussen smitter via kropsvæsker. Efter den tid, var folk gået helt amok i supermarkederne og havde hamstret hånd desinficeringsmidler.
   "Det var vist nok død og ødelæggelse for denne omgang," mumler hun midt i et gab, og skifter over på de mange musikkanaler. Billedet af den seriøse reporter bliver skiftet ud med en mager blond kvinder, der hopper rundt i bikini, for at levere sommerens nyeste hit. Selvom hun godt ved bedre, kan Kimmi nu ikke lade vær med kort at observere kvindekroppen, der slet ikke ligner hendes egen. Hendes egne lår er store og muskuløse, ligesom resten af benet, da Kimmi altid havde elsket at cykle. Så hen over årene har muskelmassen bygget sig op i benene. Hendes hofter har bløde runde former med et par hvide strækmærker hist og her. Skuldrene er stærke og brede, og sammen med hofterne danner de en fin, men sparsom timeglasform. Hendes mave er blød og med en anelse hvalpefedt over hofterne. Hun er af den opfattelse, at alle kroppe er smukke kroppe, så forskellen mellem Kimmi og sangeren rør hende ikke.
   Sangen er fuld af optimisme og liv, hvilket lige er det Kimmi trænger til. Hurtigt bliver nattens billeder glemt, og hun kan begynde at fokusere på dagens program. Hun sætter sig foran computeren, der straks liver op, i det hun rør musen. Dokumentet med gruppeopgaven til eksamens i pædagogik står stadig åben, og håner Kimmi med den uafsluttede konklusion. Det er egentligt en gruppe opgave, men Kimmi ved hvor vigtig konklusionen er i evalueringen. Så derfor har hun det bedst med selv at skrive den. Det er ikke fordi, at hun ikke stoler på de andre, men hun bryder sig ikke om det kontroltab det ville kræve, at overlade afsnittet til nogle andre. Ordene er svære at tvinge frem, men der er ikke nogen vej uden om.
   Der lyder en ukontrolleret brummen fra bordet, i det hendes mobil, gør opmærksom på et opkald. Stadig med øjnene på skærmen accepterer Kimmi opkaldet.
   "Godmorgen," lyder det munter fra mobilen, som er slået til speak. Kimmi genkender straks stemmen, som tilhører hendes veninde og gruppemedlem Stina.
   "Jamen, godmorgen til dig også Stina," svarer hun og taster videre på konklusionen, som ikke bliver lettere at færdiggøre med veninden i røret.
   "Kimmi? Er du ved at skrive konklusionen selv? Blev vi ikke enige om, at tage den fælles i dag?"
   Det gjorde de egentligt, men det kommer bare til at tage evigheder, hvis de alle sammen, skal blive enige om hvert enkelt ord og formulering. Og det er der ikke tid nok til, hvis de også skal nå at gennemrette resten af opgaven inden afleveringsfristen udløber i morgen.
   "Jo, det gjorde vi nok. Men du ved jo godt selv, at det har vi ikke tid til," pointere den rødhårede og hakker videre på tasterne. Der bliver stille fra telefonen et øjeblik, og Kimmi kan lige forstille sig hvordan veninden sukker og ruller med øjnene.
   "Du har nok ret, men Kimmi jeg vil ikke have, at du stresser dig selv yderligere. Du har virkelig presset dig selv, for hårdt den sidste tid."
   Sandt nok, men hvis det er det, der skal til, for at de får en god opgave i hus, ofre Kimmi sig gerne. Desuden, så har hun masser af tid til at sove når først, sommerferien begynder. Så hvad betyder lidt ekstra stress indtil da?
   "Jeg skal nok klare mig," forsikre hun Stina om, "desuden har jeg jo alligevel lidt tid, inden jeg skal på sygehuset."
   "Nårh ja. Ved de stadig ikke, hvorfor dine blodprøver er helt ude i hegnet?" spørg Stina, og Kimmi er lettet over, at veninden godkender emne skiftet.
   "Nej ikke endnu, men de skulle gerne kunne sige noget mere om det i dag."
   Der bliver helt stille fra mobilen. Kimmi stopper kort sit skriveri, for at sikre sig, at den ikke er gået ud. Men i det hun, rækker ud efter den, lyder Stinas stemme igen fra højtaleren.
   "Du kunne ikke se det, men jeg nikkede," forklare veninden, og Kimmi kan ikke lade være med at ryste på hovedet. Stina er af den type, der bruger hele kroppen til at kommunikere. Så hun er en anelse hæmmet, når hun skal snakke eller skrive med folk over mobil eller nettet. Det er tit endt i lange pauser, misforståelser, eller mistede sammenligninger, fordi hun har brugt sit kropssprog, til at beskrive noget i en samtale over mobilen.
   "Men du kommer bare fordi, når du er færdig, så skal vi nok få klappet det sidste af opgaven færdig," kommer det optimistisk fra veninden, og denne gang er det Kimmi der nikker, til trods for at Stina ikke kan se det.
   "Det skal nok blive en fest. Vi ses senere Stina."

Sygehusets hovedindgang er et stort virvar af bekymrede folk og højrøstede samtaler. Folk bumper ind i hinanden og skubber, for at komme hen til den stakkels mand i informationen. Han forsøger forgæves at berolige den opildnede flok, men hans ord, falder for døve øre.
   "Undskyld mig, jeg skal lige, kan jeg," Kimmi forsøger forgæves at komme gennem folkemængden, da døren hun skal gennem uheldigvis er placeret i den modsatte ende, at det brusende menneskehav, som Kimmi antager, at selv Moses ville have svært ved at skille. Folk står tæt stimlet sammen, og flere har svedperler på panden og helt blanke øjne, så Kimmi antager at de er feberramte. Nogle har børn med, der også ser meget utilpasse ud. Flere bliver holdt i deres forældres arme, imens de gumler på en sut i munden og stirre tomt ud i luften. Kimmi får banet sig lidt længere ind i rummet med albuerne godt ude, da hendes tålmodighed efterhånden er ved at være opbrugt. Stanken af febersved og desperation hænger tungt i det overproppede rum. Kimmi fortryder pludseligt, at hun ikke var blandt dem, der stormede Superbrugen og Kvickly for at købe desinficerende gel.
   Lyden af en ambulances sirene bliver højere og døren ind til forhallen bliver flået op.
   "Gør plads," råber en stor redder, men da ingen flytter sig, hæver han yderligere stemmen "flyt jer! Vi har en såret der skal forbi."
   Dem der står tættest på den vrede redder flytter sig langsomt og de nærmeste, følger trop. Ikke lang tid efter får redderen delt rummet, så der er direkte adgang hen til lægegangen, hvor flere sygeplejersker kommer løbende. En ældre sygeplejerske med kort sort hår, gyldenbrun hud og et modermærke på kinden, skynder sig hen til redderen, der straks begynder at sætte hende ind i situationen. Kimmi vender hovedet en anelse, for bedre at kunne filtrere baggrundsstøjen fra deres samtale. Åbenbart har der været et uheld, hvor en ung mand blev hårdt såret. Redderens blik flakker kort fra sygeplejersken og ud til de mange tilskuere, hvorefter han igen ser på sygeplejersken. Han læner sig ind mod hende, og ser ud til at hviske noget i hendes øre, der får hendes øjne spilet helt op. Synet huer ikke Kimmi, da det altid er et dårligt tegn, når dem der ved noget hvisker, så dem der ikke ved noget, bliver ved med at være i uvidenhed. Sygeplejerskens reaktion bekræfter yderligere Kimmis bekymring. Også flere mennesker omkring hende, har vendt deres opmærksomhed væk fra den febrilske ekspedient i informationen, for at fokusere på den forhastede samtale mellem redderen og sygeplejersken, da de er ivrige efter at få indblik i andres uheld.
   Menneskemængden behøves ikke vente længe, for kort tid efter, bliver en båre med en blodig ung mand ført ind at fire ambulancefolk. Sygeplejersken begynder straks at guide dem videre ned af gangen i høj hastighed, og menneskehavet begynder at lukke sig bag dem. Kimmi ser sit snit og skynder sig gennem rummet inden mængden ingen lukker sig helt sammen.
   Resten af vejen ned til lægens kontor var ikke nær så overfyldt. Et par enkelte folk hist og her er alt Kimmi støder på, inden hun når frem til lokalet, som hun var blevet bedt om at møde op i. Døren står åben, og på den anden side står en ældre kvinde i hvid kittel. Hendes store briller sidder halvt nede på næsen, og glider langsomt længere og længere ned, da lægens hoved er en anelse bøjet nedad. Hun ser ud til at være fuldt ud optaget af de dokumenter, der er sat fast på et slidt clipboard, som hun står med. Hun opdager ikke Kimmi, førend den rødhårede pige når næsten helt hen til hende.
   "Kimmi Bang," siger Kimmi, for at annoncere sin ankomst og lægen ser endelig op. Den pludselige bevægelse får brillerne til at hoppe en anelse, men den ældre kvinde ser ikke ud til, at tage notits af det.
   "Åh frøken Bang," begynder læger, og laver en gestus ned mod stolen, der er placeret foran lægens skrivebord. Kimmi kan ikke undgå at løfte det ene øjenbryn, da det er første gang nogle kalder hende for frøken. Tiltalelsen giver en underlig smag i munden, og pludselig føler Kimmi sig en del ældre end 23. Hun laver en mental note til sig selv, om at hende og hendes lillebror Darwin senere bør spille noget computer eller bordfodbold sammen. Bare lige så det hele ikke bliver alt for voksent og ansvarligt.
   Lægen sætter sig bag skrivebordet, og lægger clipboardet fra sig. Hun skubber brillerne længere op på næsen, så hun kan fokusere på Kimmi.
   "Vi har fået svar fra de første blødprøver og scanningen," begynder hun og Kimmi nikker interesseret. Hun har altid hadet uvidenhed, så ventetiden fra hun fik taget scanningen og blodprøverne har været uudholdelige. De manglende svar havde givet hendes fantasi fri mulighed for, selv at finde på diverse forklaringer på, hvorfor tallene fra hendes blodprøver havde været helt ved siden af. Nogle af dem, havde været mere sandsynlige end andre. Men alle havde dog været mere sandsynlige end Stinas forslag om, at Kimmi var fra rummet, og derfor ikke havde menneskeblod i årene.
   "De blodprøver viser, at dit antal af lymfocytter er forhøjet," lægen må have kunne aflæse på Kimmi, at hun har ingen ide om, hvad for mange lymfocytter betyder. Hun smiler varmt til den rødhårede, og begynder at forklare, "det er hvide blodlegemer, der er ansvarlige for dit immunforsvar. De gør kroppen i stand til at kunne genkende sygdomme, og derfor hurtigere nedkæmpe dem. For mange af dem, tyder på en infektion, men vi har ikke kunnet finde nogen. "
   Kimmi nikker, selvom hun stadig ikke er helt med på, hvad lægen egentlig siger.
   "Så der er ikke noget galt?" spørger hun for at være på den sikre side. Lægen ryster beroligende på hovedet, så brillerne igen glider ned over næseryggen.
   "Slet ikke," forsikre kvinden hende om, og Kimmi ånder lettet op. Det sidste hun har brug for, af at være syg her lige inden den sidste eksamen og sommerferien.
   "Men," begynder lægen, og Kimmis smil blegner en anelse, da 'men' aldrig kan være helt godt, "din scanning tyder på, at din thymus kirtel er forstørret, så vi skal have taget nogle flere scanninger for at se, hvad der forårsager det," forklarer hun og vender fronten mod sin computer, "så jeg skriver dig straks op, til endnu en scanning."
   Kimmi nikker igen uden at sige et ord, da hun nu kan se frem til mere ubehagelig ventetid.
   "Du kan få en tid fredag i næste uge, " kommer det så fra lægen efter noget tid, hvor hun har siddet og fumlet med computeren. Hun skriver datoen ned på en lille lap gult papir og rækker den til Kimmi.
   "Og hvis du får problemer med vejrtrækningen, skal du komme ind med det samme."
   Kimmi rynker skeptisk på næsen og ser op fra papiret og hen på lægen, der hurtigt trækker lidt i land, "bare for en sikkerheds skyld. Det kan ske, at vævet presser på luftrøret, så det bliver vanskeligt at få luft. Der er meget lille risiko for at det sker, men du skal stadig være opmærksom på det."
   Den rødhårede nikker forstående og rejser sig fra stolen.
   "Tak for hjælpen," siger hun høfligt og rækker hånden frem, for at give hånden til lægen. Men den ældre kvinde gengælder ikke gestussen. Kimmer lægger hovedet på skrå, og trækker hånden til sig.
   "Frygt for den nye virus?" spørg hun nysgerrigt, og lægen trækker tvetydigt på skulderne. Dog har Kimmi hende mistænkt for, lidt at lægge låg på, hvor alvorligt den offentligt ansatte tager virussen. Men det er vel sikkert en strategi for ikke at skabe unødvendig panik.
   "Man kan jo aldrig være for forsigtig," siger hun og den unge kvinde, tager svaret for gode vare. Med endnu et tak, forlader hun rummet og går ud på gangen. Der er ingen mennesker på gangen, med der lyder et kaos af råben og skrigen fra døren, der fører ud til hovedindgangen. Kimmi stopper op midt i et skridt og så nervøst og afventende mod døren, som hun ikke føler den store lyst til at gå ud af. Skrigene tager til i styrken og døren bliver flået op, og afsløre en storm af mennesker, der alle kæmper for at komme først i gennem. Nogen vælter og bliver straks trampet over af de andre gale flygtninge, der ikke skænker de faldne medmennesker en tanke. Midt i virvaret af mennesker kan Kimmi se sygeplejersken med modermærket på kinden. Hun forstå pludselig godt, hvorfor folk har fået så travlt. Hele hendes uniform er smurt ind i blod, og hvis ikke det var så forfærdeligt og groteskt ville Kimmi sværge på, at hun kunne se direkte ind i kvindens mavesæk. sygeplejersken udstøder et gyseligt skrig og kaster sig mod den nærmeste mand, der ikke er hurtigt nok til at undvige. Hendes negle borer sig ind i mandens arm, og de bliver snart efterfulgt af hendes tænder, som hun begraver i manden skulder.
   Mandens dødsskrig bringer Kimmi tilbage, og hun sætter hurtigt i løb ned af gangen, for at undgå sygeplejerskemonsteret og infernoet af paniske mennesker, der nedtramper alt, som de kommer i nærheden af. De grønne øjne søger febrilsk efter en udvej, imens hun stormer ned af den lange gang med de ensartede kontorer på hver side. En dør står åben til et fint hjørnekontor med eget vindue, og Kimmi ser sit snit. Hun skynder sig ind i rummet, og smækker døren bag sig. Hendes hjerte hamrer i brystet og adrenalinen pumper brusende rundt i blodet. Med hastige skridt når hun gennem rummet, og smækket vinduet op, så hun kan komme ud i friheden.
   Panikken har spredt sig som løbe ild og er nu også nået udenfor. Flere løber væk fra hospitalsbygningen mens andre er stoppet op, for at filme hele herligheden med deres mobiler. Der lyder et bump, da hun lander på parkeringspladsen, som hun skynder sig hen over. Først da hun er et godt stykke fra bygningen og larmen, sænker hun farten og ser sig over skulderen. Det er rent kaos foran hovedindgangen. Børn skriger og voksne græder, råber eller forsøger sig i en underlig kombination af begge dele. Indgangen er blevet tømt helt ud, udover en flok store mænd, der ser ud til at have overmandet den mindre sygeplejerske, der ligger fastklemt under den ene mand, men begge arme vredet om på ryggen. Hun kæmper vildt for at komme fri og snapper ihærdigt efter enhver, der kommer for tæt på. Derfra hvor Kimmi står, ser det ud til, at den forhenværende sygeplejerske har fået ram på et par enkelte. Det bløder voldsomt fra et bid i overarmen på den mand, der holder kvinden nede. Og en kvinde, der står ikke langt fra dem, holder om sin hånd, der mangler to fingre. Manden som først blev angrebet, ligger et stykke fra indgangen med flere sygeplejersker og reddere omkring sig, der arbejder på højtryk for at stoppe blødningen i hans hals. Synet af alt blodet, får det til at vende sig i Kimmi, og hun skynder sig væk fra pladsen.
   Så snart de forvirrede og forskræmte stemmer er blevet reduceret til en mumlen i det fjerner, finder Kimmi sin mobil frem. Hendes vante finger finder hurtigt lillebrorens nummer i kontaktlisten, og efter tredje ring, bliver opkaldet besvaret.
   "Det er..."
   "Det er Kimmi," afbryder storesøsteren ham forpustet i det hun krydser ringvejen efter at have set sig grundigt for, "hvor er du henne?"
   "Den smagløse cafe, hvorfor?" kommer det skeptisk fra broren. Et triumferende smil spreder sig på Kimmis læber, da hun genkender navnet. Det er en lille cafe, der ikke ligger så langt fra Stinas forældres hus, hvor veninden stadig holder til. Stina forklare det altid med, at det er spild at bruge penge på en lejlighed og toilet papir, når hun bare kan betale for at bo hjemme.
   "Få pakket sammen, og skynd, dig over til Stina."
   Darwin når ikke at beklage sig over den pludselige afbrydelse. For lige da Kimmi får talt færdig, lægger hun på og propper mobilen tilbage i lommen. Det kan godt være at hun overdriver, og gør et stort nummer ud af ingenting. Men efter sådan en oplevelse har Kimmi det bedst med, at sikre sig at hendes lillebror er okay, og at hvad end der skete med sygeplejersken og de andre ofre ikke sker for ham.

Turen over til Stina er karakteriseret af flere politibiler og udsendinge fra diverse nyhedskanaler, der alle er på vej mod hospitalet i rasende fart. Rygter om hvad der skete med sygeplejersken er allerede begyndt at sprede sig, og Kimmi får flere forskellige versioner, når hun passerer folk, der læser højt fra nyhedsfeeds til de nysgerrige omkringstående mennesker. Alle oplæsningerne har forskellige forklaringer, men en ting er de enige om: det har sikkert noget at gøre med rabies virussen. Alene tanken, får et gys til at gå igennem Kimmi.
   Da den rødhårede ankommer til Stinas forældres hus, der er placeret i midtbyen, er Darwin der allerede. Lillebroren sidder på en sækkestol med øjnene fast rettet mod et lille tv, der har tv2 news kørende. I det han hører hoveddøren blive lukket vender han hovedet og ser på Kimmi, med grønne øjne, der matcher storesøsterens egne.
   "Vi har lige hørt om balladen ved hospitalet," begynder han og nikker tilbage mod fjernsynet, der stadig kører uforstyrret, "var det derfor du ringede?"
   Kimmi nikker og sætter sig ved stuebordet. Nu hvor adrenalinen har forladt hendes krop, føler hun sig absolut udmattet og overvældet, af alt det der er sket i dag. Og klokken er ikke en gang tolv endnu. Stina må kunne have fornemmet den rødhåredes udmattelse, for hun tilbyder straks at sætte noget kaffe over.
   "Skal du også have noget med Darwin?" spørg hun idet hun står på tær for at nå kaffefilterne, som hun har været så dum, at placere på den øverste hylde i skabet. Darwin afviser med en rysten på hovedet, og vender så opmærksomheden mod sin søster.
   "Kim, hvad skete der?"
   Kimmi tager en dyb indånding og begynder at forklare hele episoden. Hun fortæller om den syge menneskemasse, om akut tilfældet og om sygeplejersken, der pludselig gik amok, og begyndte at bide folk. Hun er så fokuseret på at forklare om alt det kaos, hun oplevede, at hun helt kommer fra, at fortælle om hendes test resultater. På et tidspunkt i fortællingen rækker Stina hende den friskbryggede kaffe, som Kimmi pænt tager imod. Ikke at hun har så meget lyst til at drikke det, det er mere for at have noget fast at holde om. Efter hendes fortælling, er det helt stille i den lille stue. Både Stina og Darwin ser ud til, at skulle bruge tid til grundigt at gennemtænke ordene, og meningen bag dem. Kimmi tager en tår af den glemte kaffe, der for længst har nået et semi lunkent stadie. Lyden af kruset der bliver sat mod bordpladen får rystet liv i Stina. Hun ryster kort på hovedet, så der kommer bevægelse i det skulderlange kornblonde hår.
   "Så kan det jo være, at Eva slet ikke er så skør, som de alle siger," mumler hun med hul stemme og et tomt smil. Sorgen og sårbarheden glinser tydeligt i de alt for blå øjne, der er blevet en anelse blanke, ved mindet om Eva. Det giver et stik i Kimmis hjerte, da hun hader at se den ellers altid muntre pige i dårligt humør.
   "Har du kunne få fat i hende, efter hun blev indlagt?" spørg Kimmi og nikker forstående, da Stina ryster på hovedet med en dyster mine.
   "Hvem er Eva?" spørg Darwin og ser uforstående mellem de piger.
   "Vores fælles veninde."
   "Hun blev indlagt på psykiatrisk afdeling for noget tid siden. Hendes psykolog var bange for, at hun var ved at udvikle en eller anden form for psykose, " forklare Stina med bitterhed rungende i stemmen og blikket slået ned mod gulvet. Kimmi rejser sig fra sin plads ved spisebordet, og går hen til den blonde pige. Hun lægger en let hånd på Stinas skulder og smiler beroligende til hende, selvom smilet ikke når øjnene. Stina smiler lige så trist tilbage, og lægger sin hånd på toppen af Kimmis. Kimmi kan godt huske den dag, Stina havde ringet til hende med panik i den hæse stemme, der var ru efter flere timers gråd. På det tidspunkt havde Stina lige fået at vide, at Eva var blevet indlagt på psykiatrisk afdelingen, og nyheden havde taget hårdt på hende. Eva har altid været speciel, men den lille vennegruppe havde hurtigt vænnet sig til hendes manglende evne til at sætte sig ind i andre menneskers følelser og hendes følelse af bedrevidenhed. Det kan godt blive for meget for Kimmi ind i mellem, men Stina synes ikke at kunne få nok af den anden piges personlighed. Så risikoen for en psykose, havde rystet Stinas verden. Som Kimmi havde forstået det ud fra Stinas fragmenterede fortælling, havde Eva været overbevist om at den nye sygdom, som var blevet fundet i Tyskland fører til menneskehedens ende. Hun var blevet ved med at holde fast i den fortælling og forudset hendes psykologs, fordi hun ikke troede på hende. Det var til sidst blevet psykologen for meget, og hun havde fået Eva indlagt.
   Kimmi giver Stinas skulder et beroligende klem, og ser hen på Darwin. Lillebroren nikker forstående og til Kimmis lettelse spørger han ikke mere ind til emnet. Utilpasheden hænger tungt i luften, som en tyk dis, der slører synet og de resterende sanser. Kimmi bliver stående bagved veninden, men efter kort tid, begynder hendes blik at vandre rundt i den lille stue. Fine IKEA møbler udgør det lille Tv hjørne, som er perfekt afbalanceret i farver og stil. Dog bliver illussionen om et perfekt udstillingshjørne brugt af en sækkestol, der er placeret ved siden af den ene sofa. Kimmi ikke et sekundt i tvivl om at sækkestolen er Stinas påfund. Stinas mor, Sara har sikkert protesteret, da hun altid forsøger at holde det lille hus så stilrent så muligt, så både Stina og faren Mogens' noget særprægede stil, er ikke altid ønsket. Kimmis blik falder på Mogens' jagtskab, hvor hans jagtriffel er låst inde. Et smil sniger sig frem, til trods for den trykkende dis. Hun kan godt huske hele balladen omkring det skab. Mogens og Stina synes det var en fantastisk ide, at have det fremme i stuen, hvor Sara hellere ville stuve det væk i et skab, da det ikke passer ind i huset stil. I sidste ende havde Mogens og Stina fået overtalt moren, men det havde været en lang og sej kamp, hvor der ikke altid blev spillet helt fair. De havde på et tidspunkt forsøgt at bringe Kimmi med ind i kontroversen, men hun havde hurtigt afvist, da hun mente, at det var smartest at forblive neutral. Stina havde grinet af svaret, og påpeget, at Kimmi bare var bange for, at Sara ikke ville invitere hende på aftensmad mere, hvis hun gav Stina ret. Hvilket hun måske, havde en anelse ret i.
   "Der er kommet en opdatering fra sygehuset," kommer det pludseligt fra Darwin. Den energisk og spændte stemme skærer lige igennem den tunge dis, og tvinger den til at sive ud af rummet. Alles opmærksomhed bliver vendt mod tv'et og lyden bliver skruet unødvendigt højt op. Ikke fordi der er meget larm i rummet, men gestussen føles passende i situationen. Hele sygehusområdet er blevet afspærret for at holde nysgerrige blikke på afstand. I baggrunden kan de tre unge se lokale politibetjente patruljere området. Kimmi rynker en anelse på næsen, da hun lægger mærke til, at betjentene selv sender skjulte blinke mod hovedindgangen, der nu er blevet omdannet til et karantæneområde. Lægerne er usikre på hvorvidt sygeplejerskens tilstand er smitsom eller ej, så de har samlet alle dem, der har været i tæt kontakt med hende, for at undersøge dem nærmere. For kort tiden siden, blev den første ramt af slem feber og sidenhen er yderligere fire personer blevet ramt, hvoraf to er mistænkt for rabies. Det har fået lægerne og de andre ansatte til at isolerer menneskerne.
   "Hold da op," mumler Kimmi forfærdet og sætter den ene hånd op foran munden, da nyhedsværten viser nærbilleder af isoleringsområdet, hvor personalet går rundt i hvide dragter, der ligner noget fra en lav budgets sci-fic film. Personalet farer forvirret rundt blandt de mange smitte-mistænkte mennesker, for at finde ud af, hvem de har testet, og hvem de mangler. Ude i hjørnet af karantæneteltet er de sårede fra ulykken samlet. Endnu flere læger er samlet omkring dem, da de både skal testet og deres sår skal tilses. Kimmi får en klump i halsen, da kammaret zoomer ind på en mor med hendes barn på skødet. De ser begge forskræmte ud, og selvom lydsporet af reporterens tale er blevet lagt hen over billedet, er det tydeligt at det lille barn græder.
   "Usmageligt," mumler Stina og Kimmi giver hende ret med et nik, "Medierne forstå virkelig at skabe en stemning."
   "Det er jo det, som de lever af, " svarer Darwin tilbage i et toneleje, der antyder, at han ikke bryder sig om den tilgang. Dog når han aldrig at uddybe det nærmere. Bag reporteren bliver der et forfærdeligt virvar af løbende lægefolk. De har alle kurs hen imod de såredes afdeling, hvor folk hurtigt pakker væk fra et enkelt individ, der sidder i en obskur bede stilling på gulvet, med sveden piblende ned af panden. Han har begge arme stramt slået om sin midtersektion , og såret på hans skuldre er sprunget op, så en blanding af blod og betændelse baner sig vej ud af kødet og ned langs den allerede blodplettede trøje.
   Reporterne prøver ihærdigt at give en opdatering hvilket ikke lykkes, da en af politibetjentene genner hende og kameramanden væk. Kameraet ruller stadig, og i baggrunden får Kimmi øje på en folk læger, der kommer løbende med en hjertestarter og store tasker, som hun gætter på er fyldt med medicin remedier. Billedet går i sort, og skifter over til nyhedsværten, der sidder velklædt og tilfreds studiet. Parat, til at bringe næste historie. Stina ryster opgivende på hovedet, og skruer lyden ned på et mere tåleligt niveau, da nyhedsværten begynder på en historie om danskerne usædvanlig høje rate af udlandsrejser, der åbenbart er skadelig for den danske økonomi.
   Kimmi kan mærke et par øjne mod sig, og drejer hovedet en anelse, for finde sin brors grønne øjne rettet direkte mod hende.
   "Hvorfor er du egentlig ikke nede og blive testet?" spørger han. Først da ordene har forladt hans mund, går det op for ham, hvordan det lød, og han vifter ihærdigt med begge hænder, "ikke at jeg vil have, at du skal være en del af det rod. Slet ikke, jeg er glad for, at du er her, jeg er bare nysgerrig?" for han sagt i samme åndedrag, i et så stærkt tempo, så Kimmi skal lytte ekstra godt efter, for at få ordrerne adskilt fra hinanden.
   "Jeg kom aldrig rigtig i kontakt med sygeplejersken, jeg sprang jo ud af vinduet," forklarer hun, hvilket resulterer i en highfive fra Stina.
   "Det gad jeg fandme godt have set," siger hun energisk og slænger sig igen ned i sofaen, "det kan umuligt have set elegant ud. Og hvis du påstår det. Så lyver du," tilføjer hun med et glimt i øjet og griner højt, da Kimmi giver hende fingeren. Darwin ryster bare på hovedet over de to piger. Selvom han er to år yngre end dem, er det ofte ham, der er den mest fornuftige og mest rolige. Den gang han flyttede til byen et år efter Kimmi, havde storesøsteren tilbudt, at han kunne bo hos hende, indtil han fandt sit eget. Men han havde pænt afslået. Kimmi havde ikke taget det personligt, da hun godt er klar over, at deres personligheder er forskellige, og hvis de skulle bo under samme tag i mere end en uge, ville det nok gå galt. Kimmi ville gå amok over Darwins perfektionisme og hans behov for absolut renlighed. Og lillebroren ville blive drevet til vanvid over søsterens sjuskethed og hendes afslappede forhold til, hvad og hvornår de skulle spise. Tre dage i træk med pasta og ketchup var ikke noget Darwin skulle nyde noget af igen. Så nu bor Darwin selv, i sin egen lille studielejlighed lidt udenfor midtbyen. Lejligheden er indrettet totalt stilren, med alle de rigtige farver og møbler, som alle er nøje udvalgt. Intet er overladt til tilfældighederne. Ikke som i Kimmis lejlighed, der er sammensat af de møbler, hun selv havde hjemmefra og så det, der var billigst i IKEA.
   Men til trods for deres forskelligheder, så holder Kimmi stadig ufattelig meget af sin lillebror, og hun priser sig endnu en gang lykkelig for, at hun mødes med ham hos Stina. Så var hun fri for diverse skrækscenarier om, at han var indblandet i hospitalssagen. Stilheden, der har sænket sig, efter tv'ets lyd blev skruet ned, varer ikke længe, da hverken Stina eller Kimmi, er særlig gode til stilhed. De føler begge, at det bliver akavet og presset, da man endevender hjernen, for at finde på et eller andet at sige. Med mindre det kun er de to sammen. Så er stilheden okay, da det som regel indikerer, at en af dem, er ved at udtænke en genial aktivitet. Eller også er blevet optaget af et eller andet på nettet, ofte en kattevidoer på youtube, som vedkommende snart vil inkludere den anden i.
   "Nåh, skal vi ikke bare blive enige om, at vi holder slumber party her?" spørg Stina fra sin plads i sofaen, og ser hen på Kimmi og Darwin. Kimmi nikker og mumler diskret og lydløst tak til den blonde veninde, da hun ikke er meget for, at lade sin bror ude af syne, når der er en eller anden smitte på fri fod. Storesøsteren fanger ud af øjenkrogen, at Darwin ruller med øjnene. Protesten bliver aldrig italesat, da også han godkender forslaget.
   "Perfekt! Mine forældre er begge ude at flyve de næste par dage, så vi har huset for os selv," fortæller Stina muntert. Hendes mor er pilot og faren er steward. Da Stina var mindre sørgede de altid for, at få vagt på skift, og i nødstilfælde, hvor de begge skulle afsted, blev Stina passet hos Kimmis forældre. Og selvom de to veninder hyggede sig om dagen, glemmer Kimmi ikke de nætter, hvor hun har trøstet veninden, fordi hun savnede sine forældre. Men nu hvor Stina er blevet ældre gør det hende ikke noget, at hun ind i mellem skal være selv, i længere perioder af gangen. Faktisk nyder hun det. Tit ender det med at Kimmi flytter over til Stina i de perioder, og så bliver der ellers bare hygget og slappet af, for alle pengene.
   "Perfekt, så kan vi lave noget mad sammen og se en god film i aften," tilføjer Kimmi med et smil og fører en hånd igennem det vilde røde hår.
   "På én betingelse," indskyder Darwin med et sleskt smil og Kimmi kan allerede gætte sig til, hvad han vil sige, "Kimmi skal ikke stå for maden."

Resten af eftermiddagen forløber stille og roligt. Der bliver ikke holdt specielt meget øje med nyhederne, da de tre vender bliver travlt optaget af et multiplayer racerspil til Stinas spillekonsol, der kan få selv de bedste venner til at blive fjender. Det føles fantastisk at få grint og skiftet billederne på nethinden af de sårede mennesker ud, med billeder af en smilende lillebror og ihærdig veninde, der for alt i verden, forsøger at vinde racerspillet.
   "Giv nu bare op Stina, jeg er langt foran," kommer det drilskt fra Darwin, der konsekvent har lagt på førstepladsen lige siden de startede spillet.
   "Du kan dælme tro nej," Stinas blå øjne er fast rettet mod skærmen, og hun drejer hele kroppen i det hun skal få den lille fiktive bil til at dreje om et skarpt hjørne.
   "Du ved godt, at det der ikke hjælper?" indskyder Kimmi med latter rungende i stemmen. Hun har placeret sig på tværs i den ene lænestol. Den nederste del af hendes ryg hviler mod det ene armlæn, og hendes ben hænger ud over det andet.
   "Men det føles det som om!" svare Stina igen, og drejer endnu mere i hele overkroppen, så hele hendes side er spændt ud i en bue. De to andre, kan ikke lade være med at ryste på hovedet, og overlader Stina til sin krops taktik. Den hjælper hende dog ikke, da hun ender på sidstepladsen, da spillet slutter.
   "Sikke noget møg! Jeg gider ikke det her spil mere," hun forsøger at fremstå som fornærmet, men hun kan ikke få sig selv til at se sur ud, så hun ændre hurtigt taktik, "var det ikke de der nyheder vi egentligt kom fra?"
   Hun smider kontrolleren fra sig i sofaen, og begynder at lede efter fjernbetjeningen, der blev forlagt på et eller andet tidspunkt. Kimmi ryster på hovedet og får akavet møvet sig ud af lænestolen, for at hjælpe den blåøjede veninde med at lede. Det lille sofaarrangementet er i løbet af de få timer, gået fra en fint IKEA udstilling til et inferno af halvtomme coladåser, slik- og chips poser. Og en enkelt pose økologiske usaltede mandler, der tilhørte Darwin. De to piger havde ikke turdet vove at tage af den, da de vidste af erfaringen, at Darwin ville brokke sig højlydt hvis de stak ostepopsfingre ned i posen og forpestede mandlerne.
   I fællesskab endevender de alle poserne men uden held. Darwin sidder med et smil i sækkestolen med det ene ben elegant krydset hen over det andet. Hans grønne øjne glinser af morskabet og smilet er oprigtigt og varmt. Til trods for frustrationen over det manglende stykke elektronik, smiler Kimmi tilbage til ham, da deres blik mødes.
   "Det er som om, det her er sket før, er det ikke?" spørger hun med et smil, i det hun vender en af sofapuderne.
   "Et par gange," svarer Darwin tilbage og nikker så hen mod tv reolen, "I lå den ved siden af spillene," afslører han, og begge unge kvinder stopper deres søgen, og ser måbende på den lyshårede dreng. Han læner sig selvtilfredst tilbage i sækkestolen og ser mellem de to veninder. De ser først på ham, hvorefter de ser på hinanden.
   "Det er bare slet ikke teamwork det der Darwin. Kimmi, gør noget ved din lillebror," udbryder Stina, og Kimmi nikker storsmilende, selvom hun forsøger at se fornærmet ud. Hun ved at Darwin hader at blive kaldt lillebror, når han er sammen med Kimmi. De har gået på samme folkeskole, og det meste af tiden, er Darwin blevet refereret til, som Kimmis lillebror. Kimmi kan godt forstå, at Darwin havde valgt at tage på efterskole. Det havde givet ham chancen, for selv at bestemme og forme, hvem han vil være, i stedet for at få kassen"Kimmis lillebror" presset ned over sig. Derfor er det også vigtigt for Darwin, at han beholder sin egen adskilte identitet, når han er sammen med hans og Kimmis vennekreds. Stina havde hurtigt opfanget dette, og bruger det i situationer, hvor hun er ude på, at komme under huden på drengen. Dog ved både Kimmi og Darwin, at den blonde ikke mener noget med det. Hun gør det ganske enkelt kun for at drille.
   Men kommentaren virker, og Stina smiler selvtilfreds, da Darwin giver hende fingeren. Hun gengælder gestussen, inden hun, med den genfundne fjernbetjening i hånden, slår over på nyhedskanalen.
   " (...) flere smittede på fri fod. Politiet råder alle inden for en 3 kilometers radius, at blive inden døre, indtil politiet har situationen under kontrol."
   Der er ingen jokes nu. Ingen gestusser bliver kastet gennem rummet, og ingen indskudte tanker om påklædning. Der er kun stilhed mellem de tre venner. Det eneste der kan høres, er rapportens dystre meldinger og baggrundsstøj, fra de indsendte mobiloptagelser, der afspilles i hjørnet. Alle er i dårlig kvalitet med skrattende lyd og sløret billede. De bringer dog stadig budskabet klart igennem. Kaos! Kaos har overtaget hele hospitalsområdet, ikke kun hovedindgangen. Rapporten introducerer endnu en optagelse, og advare om stærke billeder, hvilket får Darwin til at krype en anelse mere ned i sækkestolen. Han har aldrig været til gyserfilm, så det overraske ikke Kimmi. For det de bliver præsenteret for på skærmen, kunne lige så godt have været scenerne fra en ny gyserfilm. En af dem, der bliver skudt med håndholdt kamera, så folk ikke kan sove i flere uger, på grund af den autentiske følelse de fik i biograferne. Men dette er ikke en biograf, det er hjemme i Stinas stue foran det lille tv, hvor News kører. Videoklippet viser en rasende ung kvinde, der stormer mod bevæbnede politibetjente, hvoraf de forreste bærer store plastikskjold, der skal forhindre hende i at komme for tæt på. Skjoldene kan desværre ikke stoppe hende i at forsøge. Hun kaster sig mod plastisk barrikaden med et hvæsende brøl, som blot bliver endnu mere skrækindjagende på grund af den skrattende lyd, der forvrænger hendes brøl til noget af en umenneskelig karakter. De forreste kæmper hårdt for at holde sig oprejste, til trods for de gentagende og utrættelige angreb fra kvinden. De bevæbnede politifolk bag ved muren sigter alle mod kvinden. Det er helt umuligt at aflæse dem, da de alle er pakket ind i fuldt udrustningen, så ansigterne er skjult af de sorte hjelme. Men Kimmi kan let forestille sig hvor forvirrede de må være. Scenen trækker ud og gentager det samme mønster. Kvinden angriber. Muren skubber hende væk. Kvinde angriber. Men lige pludselig stopper rytmen. Efter at være blevet skubbet væk endnu en gang, stopper kvinden op, og ser sig om med sit døde blik. I stedte for at angribe muren lige på og hårdt igen, begynder hun at pakke bagud. En nervøs trækning går igennem politifolkene. Kvinden bliver ved med at pakke længere ned af gaden, indtil hun pludselig spurter frem. Men kursen er ikke direkte mod muren som før. Hun løber skråt over gaden, mod en bil, der står parkeret lige ved siden af den menneskelige mur. Med et voldsomt hvæs hopper hun op på kølerhjelmen og fortsætter hen over bilen. Hun skal til at springe fra taget og direkte ned i menneskemængden, da et skud stopper hende. Kuglen borer sig direkte ind i hendes skulder, men det ser ikke ud til at stoppe hende. Det ser nærme ud til at have gjort hende endnu mere rasende. Panik omslutter politifolkene og flere begynder at skyde. Et velplaceret, eller helt tilfældigt, skud lige i hendes venstre knæskal, vælter hende ned af bilen og ned på gaden foran muren. Politifolkene ser nu sit snit til at overfalde og overmande hende.
   "De kunne jo slet ikke gøre noget, hun rejste sig jo bare igen" mumler Stina, da optagelsen slutter. Både bror og søster tysser på hende, uden at fjerne blikket fra udsendelse, der nu er tilbage i studiet, hvor nyhedsværterne står sammen med en ekspert i sagen. I Kimmis verden, betyder ekspert egentligt bare en, der har fulgt med sagen lige fra starten, og som selv synes, at vedkommende har en ide om, hvad der foregår. Og da ingen ser ud til, at have den fjerneste ide om, hvad der er på spil og hvorfor, så synes Kimmi, det er en anelse overdrevet, at kalde sig selv for ekspert. Men okay, hvis det er det, der driver hans mølle, så skal han da have lov til det. Eksperten går i gang med det grundlæggende hvad, hvor, hvornår i det han beskriver episoden på hospitalet. Kimmi kan ikke undgå at bemærke, at nogle af ekspertens beskrivelser af, hvad der skete, er en anelse vage. Det er sikkert fordi, han ikke selv er helt sikker på hvad der skete, og hvis han undgår at blive for specifik, så kan han undgå klager fra øjenvidner, der råber op om, at sådan var det i hvert fald ikke. Efter den noget overfladiske beskrivelse af oprindelsesepisoden, begynder han på en mere dybdegående forklaring om hvordan, hvilket får både Kimmi og Darwin til at række ud efter fjernbetjeningen, for at skure op for lyden.
   Sygeplejerskens tilstand var åbenbart smitsom, for flere lignende tilfælde er blevet set. Alle udviser de identiske symptomer. Det starter med voldsom feber og udvikler sig senere hallucinationer og voldsomme krampeanfald. Til sidst bliver offeret aggressivt og voldsomt, og går til angreb på uskyldige tilskuere. Indtil videre er der blevet rapporteret 12 smittede tilfælde, men der kan være ikke identificerede tilfælde, da smitten, tager noget tid, inden den forårsager feber og følgesymptomer.
   "Endvidere," fortsætter eksperten og ser dramatisk mod kammeret, "så synes de smittede, ikke at reagere på fysisk smerte. Det ser ud til at det hverken bremser eller stopper dem, som det også kunne ses i det foregående klip."
   Kimmi synker en klump i halsen og tager en dyb indånding, som når helt ned til maven, inden hun puster ud. Hun gentager dette nogle gange, da hun har læst et eller andet sted, at skulle have en beroligende effekt. Men det virker slet ikke. Klumpen i halsen er der endnu. Hendes håndflader er svedige og hun bliver ubevidst ved med at tappe foden i gulvet. Hun ser hen på Stina, og i det hun opnår øjenkontakt, bliver hun overbevist om, at den blonde pige, har tænkt nøjagtigt det samme som hende. Men ingen af dem tør at sige det højt, da sådan en obskur tanke, kan vise sig at være en enkeltbillet til at dele samme stue som Eva på den psykiatriske afdeling. Ingen siger noget, men begge af dem tænker det. Ekspertens beskrivelse minder uhyggeligt meget om væsner fra diverse apokalypse spil, hvor de døde genopstået for at forfølge de levende.
   Programmet skifter fra eksperten og over til en interviewer i studiet, som sidder med en af de danske neuroprofessorer og en overlæge fra det ramte hospital i studiets diskussions hjørne. Snakken og spekulationen flyder over i det lille hjørne, da de alle er travlt optaget af diskussionen. Kimmi har slet ikke tid til at ænse noget omkring sig, da hun ihærdigt forsøger at finde mening i de biologiske og hjernemæssige termer, som professoren smider rundt med. Nu ville det have været godt, hvis Eva stadig havde været sammen med dem. Hun ville have forstået budskabet, og efter noget tid, ville hun nok også være i stand til at få det formidlet til dem, på en forståelig måde og i et mere tilgængeligt sprog, end den akademiske og lægevidenskabelige talestrøm, som professoren gør brug af. Som hun forstår det, ved han og de andre professorer stadig ikke helt hvad der sker med ofrene. Kun at det ser ud til at påvirke hjernens måde at fungere på. Og at det er yderst smitsomt, får overlægen indvendt, da der er et hul i professorens talestrøm. Overlægen får dog ikke lov til at have ordet særlig længe, da professoren, ser ud til at have forberedt en hel lektion, om emnet. Et billede af en normal menneskehjerne dukker op i hjørnet af skærmen, og professoren begynder endnu en lang og uforståelig talestrøm. Det der skulle have været en diskussion, er nu blevet forvandlet til en lektion. Da ordene amygdala og neokorteks bliver nævnt, står Kimmi helt af. Hun er dog ikke den eneste. Den mandlige interviewer ser heller ikke til at forstå det store, da han bare periodisk nikker og ind i mellem kommer med en forbløffet lyd. Bare Eva havde været her.
   Lektionen bliver afsluttet, da billedet igen skifter over til nyhedsværten, der sidder seriøst ved sit bord, med en bunke papirer foran sig, som alle alligevel godt ved, er en rekvisit.
   "Politiet har nu evakueret alle inden for en tre kilometer radius for smitteområdet, og de råder resten af byen til at holde sig inden døre. Hvis De ser tegn på smitte, så kontakt omgående smittestyrelsens hotline, for yderligere instruktioner. Nummeret finder De nederst på skærmen og på vores hjemmeside, " informere han den danske befolkning, og ser så ned på sine papirer og op mod kameraet igen, "vi vender tilbage med flere nyheder omkring udbruddet, så snart vi ved mere om sagen,"