Han vidste det! Han vidste det nu ville blive afsløret. De var ankommet til lejrskolen efter en dødssyg cykeltur på næsten to timer. I regnvejr. De fik en halv time til at indrette sig på deres værelser. Så skulle de mødes i opholdsstuen. Torn sad træt på den ene seng, med ansigtet gemt i hænderne, og prøvede at holde søvnen på afstand. Det var tydeligt, at han ikke havde sovet ordentligt i dagevis. Til sidst opgav han kampen. Søvnen tog sit tag i ham og drømmene fik frit spil.
   Torn kiggede op, da lyden af fodtrin ramte hans øre. Hans kolde øjne lynede og brændte. De øjne der en gang havde været så smukke, var nu helt døde. Han sagde ikke noget, da en mørk skikkelse hankede op i ham, og førte ham ud af den lille kolde celle. Helle ikke sagde han noget, da han hårdt blev puffet frem mod et helt lyst rum. Det skarpe lys, sved i hans øjne, men han turde ikke lukke dem. Han ville ikke give sine vogtere denne mulighed. I stedet kneb han dem sammen, så de kun var små sprækker, men han kunne stadig se, og det var det vigtigste. I hjørnet af det hvide rum sad Kejseren. Torn kendte ikke hans rigtige navn, men han hadede ham ikke mindre af den grund.
   Han blev skubbet hårdt op mod vægen. Stille rettede Kejseren sig op. Tog et hårdt greb om Torn hage og tvang deres øjne til at mødes.
   "Så du frygter ikke døden," det var ikke et spørgsmål, men en hån, "måske har du bare ikke set den i øjnene endnu."
   Der tog han fejl. Torn havde set den i øjnene. Han havde været så tæt på at dø så mange gange, at han ikke længere frygtede den. Han hverken skreg eller kæmpede i mod, da vagterne fjernede hans mølædte trøje. Han lavede ikke den mindste lyd, da de vente ham om så han stod med ryggen ud mod dem og det første piske slag kom. Han kunne mærke hvordan blodet begyndte at løbe ned langs hans ryg. Torn lukkede deres latter ude, da han kom med hvin af smerte, da pisken nu slog på tværs af de andre mærker.
   Han lukkede øjnene, og tænkte tilbage på ham og Maxi.
   Den dag Maxi havde overnattet ved ham, og den næste morgen fandt han hende nede på gulvet helt indviklet i et tæppe, og hun havde mindst fem tons bolcher siddende i håret. Hun var blevet rimelig negativ da hun så sig selv i spejlet den morgen.
   Torns øjne var fast rette på gulvet, hvor blodet var begyndt at samle sig. Smerte skød igennem hans krop, da han blev smidt hen af gulvet, men han ville hellere føle smerte en slet ingenting. Han blev låst inde i et lille bur, hvor han kun lige og lige kunne være. Inden lyst i rummet forsvandt, lød det et højt og smertefuldt kvinde skrig, der skar sig gennem mav og ben på ham. Kejseren smilede da han låste den tunge jerndør. Det så ud som om han endelig havde fundet noget, der kunne nedbryde drengen helt.

Maxi kom brasende ind i det alt for lille værelse, med en stor kuffert under armen. Torn vågnede atter op, da hendes tunge trampen havde revet ham ud af mørket. Maxi smilede til ham, da hun lagde sig fladt ned på gulvet med lukkede øjne. Maxi var en køn pige. Da de var små lignede hun, og opførte sig som en dreng, men nu. Hendes hår var langt og rød/orange. Midt i et virvar af røde farver kom der nogle lange orange totter. Hendes øjne var himmel blå, men lige nu var de lukkede. Torn smilede til hende, men lod være med at sige noget. Det var noget Maxi elskede ved ham. Han sagde ikke så meget, så hun snakkede for dem begge.
   Maxi åbnede langsomt det ene øje, da hun mærkede at Torn stirrede på hende. Torn var hendes bedste ven, og de havde kendte hinanden så langt tilbage hun kunne huske. Torn havde skulderlangt ravnsort hår, der hang i små totter ned over hans ene øje. Hans øjne, dem kunne hun kigge længe på. De havde ændret sig. Dem hun huskede var fulde af liv og afspejlede glæden af alting, men nu. Nu var de kolde og døde. Altid triste. Også når han smilede. Han havde et ganske bestemt smil kun til hende, kun hun kunne få ham til at smile sådan. Hun var ikke sikker på hvad der var sket med ham. Kun at det var noget slemt. Maxi var ikke en pige man skulle tage pis på. Rent ud sagt. Hun havde et temperament, der sagde spar to.
   Torn havde været i fængsel, men var, som den første undsluppet. Selvfølgelig havde Maxi sin del i det, og det var hun stolt af. Seks år havde de haft ham. I seks år have de holdt ham væk fra lyset og livet. Det gav ham stadig mareridt. Han var ikke den type, der fortalte det, men om natten kunne Maxi høre ham skrige i smerteminder. Engang havde det været så slemt, at der havde trillet tåre ned af hans kinder. Men hvem var de? Ingen ringere end Kejseren af dette land. Kejseren af Lumar. Torn traskede hen og begyndte langsomt at pakke sine ting ud. Alene tanken om Kejseren gjorde ham syg inden i. Han var kun tolv dengang, de tog ham ind i fængslet. Da han var tolv begyndte seks års mareridt. Han huskede stadig de metoder, de brugte for at nedbryde ham. Dengang var han uvidende om hvorfor. Nu vidste han bedere. Han var en metode, en metode til at skræmme folket. Han skulle være et symbol for det der skete, når man satte sig op i mod Kejseren. Kejseren havde smilt første gang han hørte hans skrig. Grinet, da hans blod ramte gulvet.
   "Torn?" kaldte en stemme på ham, han kiggede op, og hans øjne mødtes med Maxis. Maxi lagde hovedet på skrå, men da han gav hende et svagt smil, lagde hun sig igen ned på gulvet.
   I den tid han havde været i fængsel havde han lukket sig inde i sig selv. Nogen gange gjorde han det stadig, men det blev sværere og sværere for ham at vende tilbage til lyset. Derfor talte Maxi til ham, hun var bange for at miste han, hvis hun ikke sagde noget.
   "Max, måske skulle du begynde at pakke ud. Vi har kun en halv time husker du nok," Torns stemme var hæs, som om det var længe siden han havde brugt den. Hun gad ikke protestere. Han var trods alt den, der vidste bedst.
   Hun begyndte at smide ting op på det lille natbord mellem de to senge. Bøger, papirer, slikpapir og sågar også et par brugte sokker, det hele blev enten smidt oven på bordet, eller ned i en af de tre skuffer. Da hun var færdig, efter at havde hældt indholdet af sin toilettaske ud på sengen for at finde sin ene sko, pustede hun en orange tot væk fra øjet. Hvad Maxis sko skulle lave nede i hendes toilettaske, vidste Torn ikke. Han rystede bare på hovedet, da hun forbavsende nok, fandt den i den pose, der var beregnet til sko. Hun var nok ikke vant til, at ting faktisk var der, hvor de skulle være.
   Igen drømte Torn sig væk, stod og så op mod den mørke himmel. Skyerne var mørke, og varslede om torden. Folk kunne sige hvad de ville, men i hans øjne ville himlen altid være smuk.
   "Hey, noget galt, Big Guy?" Maxi slog armene om ham, som hun så tit gjorde det. Han var efter hånden holdt op med at ryster, hvis nogen rørte ved ham, men han var faktisk blevet vant til Maxi.
   "Stod bare og tænkte."
   "På hvad?" hun kiggede nysgerrigt på ham, da han ikke sagde noget, fulgte hun hans blik op mod det uendelig mørke.
   "Torn hør. Lige meget hvad der skete i fængslet, er du i din fulde ret til at være vred. Jeg mener..." sådan var hun nogle gange. Åbnede munden for at sige en enkelt sætning, men i stedet kommer der et vandfald ud. Det bedste for en selv var, hvis man kunne få hende til at stoppe hurtigst muligt. " men det skal du ikke tage dig af."
   "Max!"
   "Ja."
   "Hold kæft," et øjeblik stirrede hun forbløffet på ham, men så vendte det smørrede smil tilbage.
   "Ser ud som om jeg ikke ramte plet," hun svingede sig foran ham, så de nu stod ansigt til... øh... hage. Okay Torn var en del højre end hende. Hun var lille og spinkel. Ham, høj og med en muskuløs krop. Hun var ligeglad. Hun kunne bare stå på tær.
   "Vi prøver igen. Jeg husker kun alt for godt, den første aften. Jeg var, nej vent, du var vred, frustreret og sikkert også bange," han ville åbne munden for at protestere, men lukkede den igen. Han havde ikke noget at sige. At høre Maxi tale om ham på den måde, var beroligende. Set det hun så, og stadig turde stå ved siden af ham. " Mord kan ske. Jeg er ikke vred, du er ikke død. Så' den skid slået."
   Det sidste sagde hun med vilde armbevægelser til, så hun kun lige og lige kunne skimte ham gennem den røde manke.
   "Hørte du hvad jeg sagde?" hun kiggede på ham med seriøse øjne, der slet ikke passede ind i hendes glade ansigt. Han nikkede på hovedet, med et smil, men inderst inde, havde han lyst til at gribe hårdt fat i hende, og råbe op om at hun ikke vidste, hvordan han havde det, men han kunne ikke. Hun var hans ven. Og venner gjorde ikke hinanden fortræd. Aldrig!
   Hun smilede til ham, da hun valsede ud af døren for at møde de andre i opholdsstuen. I det hun rundede hjørnet, sank han sammen på gulvet.
   Hun havde set det. Hun havde set ham slå seks mennesker ihjel. Det værste var, at han nød det. Han nød at føle den kraft en revolver, eller en kniv, gav ham. Han længtes efter at stå overfor Kejseren. Stå så tæt på ham, at han ville kunne se lyset forlade hans øjne. Hører hans sidste åndedrag i det, han dræbt ham.
   De seks garder havde truet Maxi og ham, skudt efter dem. Det var det sidste de havde gjort. Med Maxis kniv havde han dræbt dem alle. Stukket kniven så langt ind, at han kunne føle deres hud mod hans bare fingre, fået deres blod på sin læbe. Alt dette havde aldrig plaget ham. Det eneste, der havde boret sig fast, var Maxis stemme, og hendes øjne, de flakkede rundt mellem ligene. Hun var ikke vred, aldrig vred, men chokeret over hvad han havde gjort.
   Hun havde kendt ham fra før det sket. Fra før Lumar. Den gang hvor de plejede at fiske i den lille landsby. Der hvor de havde badet sammen, og mobbet Gamle Gunners ged, så de var blevet gal og stangede efter dem.
   Med fortidens minder i baghovedet, rettede Torn sig op og forlod det lille værelse, for at slutte sig til de andre i opholdsstuen.

Maxi lod det kolde vand plaske over mod Maia, i det de begge styrtede rundt udenfor med hver sin flaske i hånden. De var i forvejen våde på grund af regnen så hvad kunne lidt mere vand skade? Denne gang var det faktisk ikke Maxi, der havde begyndt, men Maia. Hun havde listet sig om bag hende med vand i hænderne, som hun lod vælde ned over hende. Dette havde selvfølgelig ført til en vandkamp. Deres lærer Stine, havde ikke været så glad for det. Hun bad den om at gå udenfor i sjov, men de paphoveder, gjorde det selvfølgelig. Maxi kom med et højt elgagtigt brøl, da hun stormede frem mod Maia, der også havde indledet et kontraangreb.
   "Max?" Maxi stoppede helt op og vente sig mod stemmen, Erol. Andre piger var blevet ædle vilde, hvis han havde brugt deres kælenavn, men ikke Maxi.
   "Jah? Uf," Maia havde ikke nået at stoppe, og de kolliderede sammen med 120 i timen. "For helvede Maia! Du er fan'me en dusselnak."
   Med et hårdt puf, fik hun skubbet Maia af sig. Erol kom galant hen og tilbød hende sin hånd. Et øjeblik stirrede Maxi bare på hånden, som om den ville brænde hende, hvis hun tog fat. Hendes øjne tog en vandretur ned over ham: Kort orange hår, der strittede på den rigtige måde. Hans øjne havde en gyldent skær, det skulle ikke undre hende, at hvis lyset blev slukket, ville de gløde. Hans krop var muskuløs, men spinkel samtidig. Til sidst tog hun dog i mod hånden, og blev trukket på benene.
   Et øjeblik stod han og stirrede efter hende, da hun med lange skridt, gik hen mod døren. Maia kom også op, og hastede efter hende.
   De sank sammen i sofaen, på hver sin side af Torn, der også var kommet. Stine kom ind i rummet med en dvd i hånden.
   "Max," denne gang lød det rigtigt, når det blev sagt af en ven," jeg tør væde på, hun har noget i ærmet."
   Stine havde allerede rullet en stor projekter ind, og ventede på at klassen skulle blive stille.
   "Nu skal I bare se. Jeg syntes det var en god ide, hvid vi startede turen med en dvd," der lød en spredt bifald, Torn kunne, ud af øjenkrogen, skimte hvordan Maia glad deltog i det. Stine kom med et lumsk smil, og der blev igen stille.
   "Filmen hedder Stegte grønne tomater," denne gang kom der en fnisen fra de fleste, "ja det er måske et underligt navn, men den er god. I morgen skal vi lave vores egen film i stil med."
   Jublen brød ud. Torn og Maxi vekslede blikke, og Torn trak på skulderen.
   "Hvad sagde jeg?"
   Efter en halv time kom der en svag snorken fra Maia. Torn kiggede forbavset på hende, og gav hende et hårdt puf i siden.
   "M, vågn op," hun gav et grynt fra sig, men åbnede dog øjnene.
   "Hva'? Jeg sov i hvert fald ikke."
   Hun kiggede igen op på den hvide væg, hvor filmen rullede af sted.
   "Øm," hun kiggede tilbage på Torn med hendes mørklilla øjne. "Måske sov jeg lidt?"

Den aften lå Maxi søvnløs i hendes seng. Den tætte luft i værelset, var ved at kvæle hende. Igen forsøgte hun at sove, men ligesom sidst, kom søvnen ikke, og hun besluttede at stå op.
   Stille trak Maxi nogle bukser på, og listede hen over gulvet, helt stille som en ninja. BANG. Okay måske ikke så stille. Men hvem kunne vide, at Torn bare smed sine støvler på den måde? Hun kom hurtigt på benene, og kastede et blik hen mod Torn. Han lå med det ene øje åben, den dreng sover så let, at det var helt vildt.
   "Øh, toilettet?"
   Da han igen vendte sig om og lukkede øjnene i, listede Maxi stille ud af værelset og hen af den øde gang. Hun vidste udmærket godt at Torn ville ligge vågen indtil hun kom tilbage. Han lod være med at følge efter hende, for nogle gange havde hun bare brug for at gå lidt for sig selv, og det ville han lade hende gøre.
   Alt var mørkt, men hun ænsede det ikke engang. Hun var vant til at bevæge sig rundt om natten. De mørke silhuetter, der strakte sig som sorte slanger på hver en væg, beroligede hende. Man kunne skjule sig i mørket. Se, men ikke blive set. Lydløst satte Maxi sig ned i opholdstuen for at nyde den stilhed, som herskede der. Idet hun lænede sig helt tilbage, kunne hun mærke noget tungt og koldt dunke ind mod sit bryst. Det var det symbol hun havde fået, dengang hun mødte den unge Salan. Han havde givet det til hende, inden hun tog ud for at søge efter Torn. Hun havde ikke hørt fra ham siden. Hun viklede sølvkæden ud af sit hår, og betragtede det eneste hun havde tilbage fra ham.
   Det var et kors af sølv. Rundt om det snoede der sig en slange, dets hoved hvilede på den ene side af korset. Øjnene var blodrøde, og selve slangen havde en mørkegrøn nuance. Det var gift. Inde i slange var det gift fra den Berkiske kobra. Det var hende selv, der havde tappet den.
   "Oppe for en lille måneskinstur måske?" Maxi gav et hop i sofaen, da stilheden blev brudt. Hun proppede symbolet tilbage ind ud trøjen, og smilede forsigtigt over skulderen til Erol, der lige var trådt ind i rummet. "Eller måske kunne du bare ikke sove?"
   Smilende satte han sig ved siden af hende, og undersøgte hendes krop med sine gyldne øjne.
   "Hvor er din kære ven Torn? Det er sjældent man ikke ser jer to sammen," hans øjne gled nu over hende ansigt, og studerede hver en part af det.
   "Sover," lød hendes korte svar. Hun undgik at se på ham. Hun var ikke vant til at være centrum for opmærksomhed, og brød sig faktisk heller ikke om det. Han rykkede tættere på, og lagde en arm om skulderne på hende.
   "Nå så er det vidst kun os to," han skulle til at læne sig ind over hende for at kysse hende, men Maxi var for hurtig. Hun for op og fik hurtigt langt afstand mellem dem. De stod på hver sin side af det lille kaffebord, og stirrede på hinanden. Han havde selvsikkert rejst sig, og begyndt langsomt at gå hen mod Maxi, der bakkede, mens hendes øjne febrilsk søgte efter en udvej. Der var ingen, hun var fanget, den eneste var den, der førte ud i gange til værelserne. For at komme den vej skulle hun forbi ham.
   "Hvad er der galt Max? Er du bange?" han gav en hæs latter, og det løb den rødhårede koldt ned af ryggen.
   "Hvad er der at være bange for? Jeg gør ikke noget."
   Maxi mærkede vægen bag sig, da hun nu var trængt op i et hjørne. Erol kom helt tæt på, og pressede hende yderligere op mod vægen. Han var så tæt nu at hun kunne føle hans varme ånde mod sin nakke. Hun prøvede at protestere, da han begyndte at kysse sin vej ned af hende hals, men hendes stemme var væk.
   "Du passer ikke ind her Max. Du passer ingen steder. Der er ikke brug for dig," hviskede han varmt ind i hendes øre, " eller ved nærmere eftertanke."
   Han hev hende ned på gulvet, og begyndte igen at kysse hende vildt. Han fik fat i begge hendes hænder, og holdt den fast over hende hoved med den ene hånd, mens han fumlede med sine bukser med den anden. Da de var åbne, arbejdede han hårdt på at få Maxis op. Hun begyndte at vride og vende sig, mens tårer strømmede ned af hendes kinder, og hun formåede at komme med et svagt skrig. Hun havde tabt. Hun var fanget som en flue i en edderkops spind. Hjælpeløs.
   Han fik hevet bukserne af hende, og uden advarsel trængte han op i hende og begyndte at bevæge sig i hårde stød.
   "Du er min. Jeg kan gøre med dig hvad jeg vil."
   Tårer trillede stadig ned af den unge piges kinder, men det var som om hende sjæl havde forladt hendes krop. Og sad og kiggede på det hele oppe fra vinduet.
   Han kom inde i hende. Da han trak sig ud, kiggede han ned på pigen med et smil, og kyssede hende stille på panden.

Torn rettede sig hurtigt, da en kold følelse skyllede ind over ham. Maxi var ikke kommet tilbage. Han kiggede rundt i mørket, og kunne skimte sit tøj i det fjerne hjørne. Af gammel vane tændte han ikke lyset, i frygt for at nogen skulle se ham. Med faste skridt, vandrede han ned af gangen, med en følelse at noget var fuldstændigt galt. En svagt skrig fangede hans øre og panikken væltede ned over ham. Max. Han nåede døren til opholdstuen, da han hørte en stemme, som ikke tilhørte Maxi.
   "Du er min. Jeg kan gøre med dig hvad jeg vil."
   Han flåede døren, og synet da ventede ham, fik det til at vende sig i maven på ham.
   Maxi lå, med kun en T-shirt på, og blod mellem hendes ben. Ved siden af hende stod Erol, og stirrede på ham. Først kiggede han overrasket på ham, som kom der et ondt smil frem.
   "Torn. Sikke en skam. Havde du kommet et minut tidligere havde du nået det," Erol kiggede ned på Maxi, der stadig græd, "hun føles godt indefra," hans blik bevægede sig fra Maxi til Torn: "Men bare rolig. Jeg er villig til at dele."
   Dette blev Torn for meget. Han havde aldrig set Maxi græde. Aldrig. Hun kom en gang til at hamre et søm gennem sin egen hånd, men der græd hun ikke. Hun løb bare rundt i ring og skreg. Ikke som nu, hvor hendes øjne var rødrandet, og hun ingenting sagde.
   Det lod et højt dunk da Torn stødte ind i Erol, og begge landede de på gulvet. Torn satte begge sine tomler ned mod hans strube og pressede til. Der kom en hosten fra Erol, da han forsøgte at ryste den rasende Torn af sig. Alt imens de to mænd kæmpede som rasende bjørne, sad Maxi trygget helt op mod muren og stirrede ned i sine knæ, mens hun håbede på, at smerten mellem hendes ben ville forsvinde.
   Der lod en knasende lyd, omtrent som når man knækker en tyk gren. Det var Torns næse, der brækkede efter et hårdt slag fra Erol. Da Torn tog sig til den blødende næse, så Erol sit snit til at stikke af. Han nåede knap hen til døren, før end han, med et smerte skrig, sank sammen. Igen sænkede Torn armen, og gik langsomt hen mod ham. Han smilede da hun trak kniven op fra Erols ryg. Han satte sig på hug foran ham og hankede op i hans skjorte så han blev tvunget til at se ham i øjnene.
   "Tal aldrig sådan om Max," hvæste han og lod knivbladet strejfe hen over hans strube. Frygten var malet i Erols ansigt, men Torn førte langsomt kniven igennem det bløde skind, så spidsen kunne skimtes på den anden siden af halsen. Torns tøj blev gennemvædet af Erols blod, og han lod det rende ned over sine hænder og ned på gulvet. Hurtigt trak han kniven ud, og lod liget falde til jorden. Han vendte sig om mod Maxi, der var begyndte at rokke frem og tilbage. Langsomt gik han hen til hende, og lagde en hånd på hendes spinkle skulder. Hun kiggede op på ham, og hen på liget og igen op på Torn.
   "Lad os komme væk herfra," hun nikkede på hovedet, men uden at sige noget. Hun følte sig helt syg og smadret indeni. Hun var bange for at hvis hun rejste sig, ville hedens indvolde sjaske ud på gulvet, men Torn hjalp hende. Han fik hevet hende på benene. Med bagsiden af hans hånd strøg han de tårer væk, som Erol havde forvoldt hende.

Politiet kørte ind af indkørslen til lejrskolen, der lå i en forstad til Lumar City. I døren stod en flok skræmte unger, og ventede på dem. Overalt hvor de to betjente kiggede hen, mødte deres øjne frygt i de unge børns ansigter. Børnene var vågnet op til et hårrejsende skrig, og fundet deres opholdsstuen indsmurt i blod. Stine stod med en brunette, grædende op ad sin skulder, mens hun forklarede dem hvad der var sket. Brunetten havde kendt Erol, og havde genkendt hans hvide døde ansigt. De to betjente udvekslede blikke da de hørte Torns navn, blive nævnt. Ham kendte de kun alt for godt.
   Salan trådte ud af buskene, og gjorde sig klar til at vende tilbage til Lumar City. Hans brune hår flagrede i vinden, idet han drejede ud på hovedvejen. Over hans venstre øje var der et langt ar, som strakte sig tværs ned over hans ansigt. Hans kolde øjne fik ham til at se meget ældre ud end han egentligt var.
   Da han igen stoppede, var det foran en gammel forfalden lagerbygning, der truede med at styrte sammen hvert øjeblik det skulle være. Med faste skridt bevægede han sig ind i ruinen, indtil han stod overfor en stor metal dør. Over den stod der med store bogstaver: VEND OM! DØDNINGER HVILER HER!
   Han stak sin elskede kniv ind i en af revnerne, og drejede den en omgang. Døren gik op, og han kunne træde ind i det svagt belyste rum.
   I midten af rummet var der et rundt bord, med papir ud over det hele. Rundt omkring var der stole, og i det ene hjørne var der en lille brændeovn, som kun lige og lige kunne holde rummet varmt. Han blev ikke overrasket, da han opdagede at to af stolene var optaget. I den ene sad der en dreng med sort hår, og indsmurt i blod. I den anden, en ung pige med rødt/orange hår.
   Maxi kiggede op, da Salan trådte hen foran dem, som en general ville have gjort det overfor sine rekrutter.
   "Så det er ham, Stump?" Salan kiggede over på Torn, og så tilbage på Maxi, der nøjes med at nikke på hovedet. Salan kiggede igen på den unge rebel. Maxi havde fortalt, at han kun var to år ældre end hende, men han hans ansigt var tynget af tunge tanker. Et smil kom frem på hans læbe, da tanken om hvilken nytte, denne dødning ville bringe.
   "Velkommen til krigen."