Et par alt for grønne øjne åbnede sig langsomt, da de stadig var tynget af træthed. Med ømme besværgelser satte Christina sig og lod sine øjne glide rundt i rummet. Det måtte stadig være midt om natten, for det var stadig mørkt udenfor. Og at dømme efter hendes placering på gulvet måtte hun være faldet ud af sengen i løbet af hendes sikkert urolige nattesøvn. Træt førte hun en hånd igennem sin sorte hårmanke og gabte højt, hvorefter hun straks begyndte at hoste. Luften, som emmede af en tung svovl dunst, truede med at kvæle hende. For hvert åndedræt hun tog, strammede luftens greb om hendes hals sig mere og mere, og hun kunne næsten se hvordan svovlen rev hendes hals op og sodede hendes lunger til. Var der ild i huset? Var det derfor luften var så kvælende?

Panikken greb om den unge pige, og med fortumlede bevægelser rejste hun sig og løb ud af værelset, men en så høj fart, at hun ubemærket næsten væltede over et galt ukendt objekt, der havde lagt ved siden af hende. Hun rev døren op, og stormede ud på gangen. Hun kunne mærke hvordan hjerte hamrede i hendes bryst, og hun var bange for, at det ville bryde igennem hendes ribben hvert øjeblik det skulle være.

"Mama. Papa," hun ville råbe, så hun var sikker på at hendes forældre kunne høre hende, men ordene var for store til at komme ud af den hæse svovl revende hals, så hun blev tvunget til at hviske. Intet svar. Kun stilhed. Den slags stilhed, der dræber. Med skælvende hænder åbnede hun døren indtil hendes forældres soveværelse. Døren skreg med en metallisk røst, som om det var længe siden hængslerne var blevet brugt. Da døren blev helt åbnet væltede stanken af fordærvelse og blod hende i møde, og ukontrolleret tømte hun sin mavesæk for indhold. Forældrene havde måske en gang været der, men alt der var i rummet nu, var et æstetisk rod af flænset kød og blod, der tilsammen dannede et inferno af død. Tårerne pressede sig på bag den unge piges øjeæbler og gjorde det svært at se. Svært at tænke. Men straks blev hendes blik klart, da hun hørte en skarpen mod gulvet bag sig. Blodet i hendes vener frøs til is, og med et åndedræt, der kom i små stød vendte hun sig mod værelsets indgang. På gangens væg, der var synlig fra døråbningen kunne hun skimte skyggen af en deform skabning, der langsomt men sikkert manøvrerede sig hen over gulvet via lange skarpe klør. Den borede klørerne ned i gulvet og brugte dem, til at skubbe sig frem over gulvet. Bag skabningen strakte der sig et langt tykt spor af en ukendt betændt gul masse, der ætsede sig ned i trægulvet og afgav en dødelig dunst. Et rallende lyd kom fra væsnet, hver gang det trak luft ned i den flænsede hals, hvor kødlunser bevægede sig i takt med indåndingen.

Blindet af frygt bakkede hun væk fra døråbningen og det ukendte væsen og længere ind i rummet, indtil hendes ryg ramte imod væggen. Hurtigt vendte hun sig om i sin søgen efter en flugtvej. Til hendes held, var der placeret et vindue i det lille soveværelse. Med rystende fingre forsøgte hun af få træhåndtaget til den gamle vindue skubbet i den rigtige retning, men den rokkede sig ikke. Febrilsk begyndte hun at hamre mod ruden for at komme ud. For hvert slag, kunne hun mærke, hvordan ruden gav sig. Hun tog en dyb indånding for at forsøge at berolige sig selv, og så slog hun til. Denne gang hårdere og mere målrettet. Ruden knuste omkring hendes knyttede næve og de mange glasskår fløj omkring hende, og borede sig ind i hendes ubeskyttede hud og brød den bløde overflade, så blodet begyndte at pible frem, men hun end ikke ænsede det. Alt hun havde i tankerne var, at komme ud af huset og væk fra væsnet. Væk fra blodet. Med sin allerede ødelagt hånd skubbede hun de sidste glassplinter væk fra vindueskarmen og så sig en sidste gang over skulderen. Hvilket hun hurtigt fortrød. Væsnet var nu på vej ind i værelset med fronten vendt med Christina, hvilket gjorde at hun nu kunne se dens ansigt. Munden var bare et gabede hul, og med blodige og betændte sting var væsnets øjenlåg syet sammen men trods det, kunne Christina stadig føle et par kolde øjne, der stirrede direkte på hende. Det gav et gys hele vejen igennem hende, og uden at tænke videre over det, hoppede hun ud af vinduet.

Udenfor var stanken af svovl endnu stærkere og natten himlen blev til tider flænset af lange lydløse orange lyn. Det var efterhånden ved at gå op for Christina, at hun ikke var i Cranston mere. Med faste skridt løb hun væk fra huset og ned af villavejen, der plejede at være så fredelig. Nu var den blot mørk og uhyggelig, og emmede af dø og kaos. Flere stedet kunne hun skimte skygger fra flere ukendt væsner og høre højre skrig, der skar sig helt ind i marven på hende. Hun satte tempoet op og søgte mod det mest sikre sted, hun kunne komme i tanke om; Byens katedral. Hvis der var nogen, som kendte til al dette rod, måtte det være biskoppen. Ja, han ville kunne hjælpe hende. Han ville kunne svare på, hvad der sker, og hvor hendes forældre var. Hjerte harmede løs i hendes bryst, da hun bevægede sig ned af gaden skjult af skyggerne. Hun forsøgte at være så lydløs som overhovedet muligt, men svovlen gjorde det svært at trække vejret ordenligt og flere gange måtte hun stoppe op, for at hoste og prøve at tvinge luft ned i sine lunger.

"Hvad er dette for et sted?" mumlede hun forpustet for sig selv og spyttede noget ophostet svovl på den golde jord. Bag hende kunne hun høre tunge skridt der langsomt trampede hen af gaden. Hun vendte sig om, for at få opklaret, hvad kilden var. Hun blev mødt med skyggen af et mægtigt væsen med et menneskets krop og en tyrs hoved. Den store væsen var på vej hen af gaden, og ind i mellem samlede den et af de mindre væsner op, hvorefter han rev dem midt over, så indvolde og blod væltede ud over ham. Synet fik den unge pige til at genoptage sin flugt, nu med endnu højere udholdenhed, da hun ikke ville risikere at blive fanget af den.

Katedralen lå ikke så langt fra Christinas hjem, og hvis hun skød genvej igennem biskoppens have, ville hun kunne nå derhen hurtigere. Så uden at tænkere videre over det maste hun sig igennem den nøgne bøgehæg og fortsatte igennem parcelhus haverne, der klart havde set bedre dage. Overalt kunne hun se, at det ikke kun var i hendes hjem, en massakre havde fundet sted. Igennem de knuste ruder komme man fornemme et væld af blod og død, der forpestede hele kvarteret. Den fortvivlede pige pressede sig igennem endnu en hæk og fandt nu sig selv i biskoppens æblehave. Plænen var gul og gold og træerne gået helt ud, så der kun var det sygelige skellet tilbage af de ellers så pæne træer. I stedet for at friske æbler og grønne blade beklædte træets top, hang der nu et lig og dinglede fra hvert træ. Liget var udtørret og deformt, så det var umuligt at se, hvem det engang havde været. Christina skyndte sig videre, med en dårlig smag i munden, da hun fik øje på et lig, der var betydeligt mindre end de andre. Blot et lille barn. Fra plænen af kunne hun se lys oppe i Katedralens ruder og for første gang siden hun vågnede, så det ud til, at heldet var med hende og hun satte farten op.

Døren ind til det hellige rum var en stor tung egetræsdør med store latinske inskriptioner, som hun ikke kunne tyde, men sikkert indeholdte et vist ordsprog. Men skælvende hænder skubbede hun døren op og trådte ind i det oplyste våbenhus, hvorefter hun fortsatte dirket ind i kirkeskibet. Det store rum var slet ikke som resten af byen. Det var som om at al terroren og døden ikke havde nået den mægtige bygning. Væggene var stadig helt hvide og de gamle kalkmalerier stod stadig tydeligt frem på væggene. Rundt omkring i vinduerne var der placeret en masse store stearinlys, der uforstyrret brændet og kastede dansende skygger om sig. Lyden fra hendes skridt blev kastet mod væggene og sendt tilbage til hendes som et hult ekko, der forsikrede hende, at hun var alene i rummet. Langsomt gik hun længere ind, indtil hun nåede op til altertavlen, som var pyntet med et utal af engle. Langsomt lod hun sin finger glide hen over det hellige relikvie i håb om, at den ville give hende beskyttelse.

"Jeg ville ikke få mit håb op, hvis jeg var dig," lød en ukendt stemme bag hende, der fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen. Lige i det stemmen havde talt slukkede lysene sig, og en uhyggelig stemning skød igennem rummet. Langsomt begyndte kalken at blive mere og mere gullig og skalle af fra væggene, så kun de nøgne mursten var tilbage. Omkring den store lysekrone voksede der tungt og klæbrigt spindelvæv frem, der allerede var filtret til med støv. Stadig frosset til stedet så Christina forfærdet til, da væggenes struktur endnu en gang ændrede sig. Denne gang til det endnu mere groteske. En tyk rød substans sivede ud af de mange sprækker og fortsatte ned af væggene og ned på gulvet, hvor det samlede sig i store makabre mørkerøde søer.

"Er du bange?" kom det fra den fremmede der trådte længere ind i kirken. Christina gættede på, at han havde bare tær, for hver gang han tog et skridt, kom der kun et blødt lille bump, der næsten var for lavt til at blive hørt. I frygt for at blive angrebet imens hun stod med ryggen til, vendte hun sig langsomt op og gispede højt. Den ny ankommende person lignede slet ikke sorgnets normale biskop. Faktisk var hun slet ikke sikker på at personen, der nu stod foran hende var menneskelig. Hans hår var langt og dødelig hvidt, som værelserne på hospital og hans øjne var af en gennemtrængende rød karakter. I hans hænder kunne Christina se to store runde sår i hver håndflade. Ligesom dem Jesus havde, da han blev korsfestet. Ligesom en sår fra en hver anden menneske krop, blødte disse sår også. Men det sluttede ikke der. Ud fra såret kravlede utallige maddiker frem, og fulgte strømmen af blod ned på gulvet, hvor de langsomt og klodset møvede sig frem ad. Nogle af maddikerne havde vendt sig om for at kravle tilbage ind i såret. De bed sig fast i kødet og med deres små og vred sig vildt, for at komme ind igen. Den røde maddikefyldte substans rullede også fra øjnene, som tåren på et barn, og skar sig vej ned over den blege hud, indtil det nåede hagen og dryppede videre ned på gulvet. Synet af det, fik det til at vende sig inde i den unge pige. Det, der endeligt fastslog, at han ikke var menneske var et sæt store gedehorn, der så ud til at vokse direkte ud af hans kranium. Og så var der hans smil. Det var et frygteligt uhyggeligt smil. Det var som at se et lig smile. Manden gik helt tæt op til hende og omfavnede hende i et sygeligt kram.

"Min kære Christina. Du kommer til at kunne lide det her," hviskede biskoppen lavt og nussede sin kind mod Christinas hår, og ud af øjenkrogen kunne hun se hvordan enkelte maddiker fandt vej over i hendes sorte manke.

"Hv-hvor er her?" stammede hun lavt, selvom hun slet ikke var sikker på, at hun ville høre svaret.

"Her hvor folk som dig, kommer hen," svarede manden kryptisk og slap pigen, så han kunne se ordenligt på hende, "her hvor folk som har udøvet vold hviler, her hvor folk ikke forstår at værdsætte den krop, som gud har skabt dem. Oh vi får det så sjovt her. Snart så får du dit helt eget træ," grinede han højt og skingert.

Ved biskoppens ord, var det som om nogen slog Christina med en harmer og pludselig kunne hun huske det hele. Håbløsheden, tomheden. Skænderiet med hendes Mama... det skarpe barberblad, som hendes far bruget til at barbere sig med om morgen. Pludselig gav de mange træer frygteligt mening. Hendes Mama fortalte altid, at der var ni ringe i helvede, men den værste af dem, var den syvende ring. Den var tildelt dem, som havde stødt deres eget legeme fra sig, og derfor aldrig nogensinde ville genopstå. De var dømt til at forblive i helvedet som træer, med deres udstødte krop hængene fra deres visne grene. Det sortnede for hendes øjne og hun følte det, som om hun skulle kaste op, men der var intet at gøre. I et sidste desperat forsøg på at slippe fri, stormede hun hen imod den store egetræs dør, der nu var lukket, og var slet ikke til at få op. Panisk gav hun sig til at kradse og rive løst på træet, så hendes negle knækkede helt ned til huden og splinter fik frit adgang til kødet. De sidste hun hørte førend alt blev sort, var biskoppens psykotiske latter.

"Der er ingen udvej min kære. Der er ingen frelse!"

_

Den morgen var der særdeles stille i det lille hyggelige familiehus. Det eneste der kunne høres, var lyden af en elkedel i køkkenet. efterhånden som morgen skred frem bredte der sig en dejlig duft af toastbrød, æg og bacon i hele huset. Flere gange kiggede Maria håbefuldt hen ad gangen for at se, om hendes datter, havde besluttet sig for at stå op. Hun hadede altid at skændtes med hende, og i går havde det været særlig slemt, derfor også denne familie morgenmad, der forhåbentligt ville fungere som et plaster på såret. Til sidst blev moren utålmodig og søgte ned mod pigens værelse. Hun bankede en gang, to gange, tre gange, men der kom intet svar.

"Christina?" kom det bekymret moren, der igen bankede på. Denne gang endnu hårdere end før. Stadig intet svar. Med rystende hånd åbnede den bekymrede mor døren og blev straks knust, at synet der ventede hende.

På gulvet i en pøl af sit eget blod lå hendes elskede datter ved siden af en åbnen pakke barberplade indsmurt i blod. Hele undersiden af hendes underarm var skåret op fra håndledet til albuen og så igen tværs over lige under håndledet, så såret lignede et stort blodigt T.

Hun grad nu, mere end hun nogensinde havde grædt før. Hun græd for hendes datter død. Hun græd for hendes egen ensomhed. Men ikke mindst græd hun, fordi hun vidste, er der var ingen frelse, der hvor hendes datter nu var. Kun død.