Seylin sad i skyggen under det store bøgetræ. Dets krone havde samme farve som hans lange hår. Lysegrønt. Håret var samlet i en løs fletning, der hang slapt over hans venstre skulder. Hans store mørke øjne var lukkede, og en skygge gled hen over hans ansigt. I hans skød lå en åben bog, som det var meningen, at han skulle læse. Vejret var for varmt til at lave noget som helst.
   På en bænk, ikke langt fra hvor Seylin sad, havde fire piger slået sig ned. Heller ikke de lavede noget. Seylin kunne høre dem snakke om det sædvanlige pigefnidder. Sko, drenge, hvem der var sammen med hvem, og så hende inde fra C klassen, der bare var en kælling.
   Hver morgen håbede han, at han ikke var kommet på dagens emmeliste. Han kunne høre deres stemmer, føle deres blikke, men sagde ikke noget. Han svarede kun, når han blev spurgt, og helst så kort så muligt. I løbet af det halve år han havde gået på skole, havde ingen hørt ham snakke frit.
   De kendte ham ikke, for han var der ikke.

Maia grinede ekstra højt, så hun var sikker på, at alle hørte hende. Lania havde lige fortalt om, hvordan Rama inde fra C, var blevet dumpet på sin date. Tess og Ditte grinede også ondskabsfuldt med.
   "Men hun havde fortjent det. Har I for resten hørt..." sådan foresatte de, indtil deres lærer igen kaldte dem ind. Firkløveren pakkede deres ting sammen og sjoskede ind gennem de store hoveddøre. Ditte, den mindste af de fire, kiggede sig over skulderen, og fangede et glimt af den grønhårede dreng, der forsvandt om bag hjørnet på den ene udbygning.

Da de alle satte sig ned i det indelukkede klasselokale, var Seylin der allerede. Han var gået ind af en anden vej. Han havde ikke lyst til at stå ansigt til ansigt med den sladrebande. Tænk, hvis det kunne ses på ham.
   På tavlen blev der skrevet flere og flere sætninger, men intet så ud til at fange hans opmærksomhed. Han stirrede ud igennem det åbne vindue, og ud mod horisonten. Han tænkte tilbage på den gang Ritsuka havde været hjemme hos ham.
   De havde tilbragt en uge sammen, og for hver dag der gik, blev deres bånd tættere og tættere. De havde tilbragt de fleste af døgnets timer sammen. Seylin kunne stadig ikke glemme den sidste aften, hvor de havde siddet ude i haven og betragtet natten, der langsomt sænkede sit mørke over landsbyen. Uden varsel havde Ritsuka lænet sig op ad ham med hovedet på hans skulder.
   "Sukiyo Seylin," (Japansk, jeg elsker dig Seylin) havde han sagt. Det var der Seylin havde fundet ud af, at han ikke var som andre.

Ritsuka boede oprindeligt i Japan, men hans forældre var flyttet til den lille landsby af jobmæssige årsager. De sidste flyttekasser var kun lige pakket ud, men alligevel havde Ritsuka og Seylin fået overtalt hans forældre til at igen at lade Ritsuka tilbringe en uge med Seylin. Det var lang tid siden Seylin havde set ham, men han ville komme i dag.

Han kastede et blik op mod uret og smilede for sig selv, da der kun var få minutter tilbage.
   "Okay unger. Inden I går har jeg en opgave til jer," alles blikke var nu rettet mod læreren, "På mandag, skal I fremlægge en Power Point præsentation om jer selv. Så I har weekenden til at lave det." Hun kiggede rundt på alle med et smil, "god weekend alle sammen."
   Stolene skramlede og tasker blev løftet op. Også Seylin pakkede stille sammen. På mandag. Han skulle sige noget om sig selv på mandag! Alene tanken gjorde ham syg. Han traskede ud i skolegården, hvor en velkendt bil holdt for enden. Med et smil kom han op på siden af den. Den var ikke skinnende eller ny. Den var gammel og bulet, men den kunne køre stærkt, og den lod sig ikke stoppe af lidt mudder. I Seylins øjne var den perfekt. Han smed sin taske ind og satte sig ind foran ved siden af bilens fører. En ung mand, ca. 19, smilede velkommen til Seylin. Han havde kort kulsort hår, som strittede på den rigtige måde, og alt for grønne øjne. Han så ældre ud, end han var. Hans ansigt bar præg af stress og for lidt søvn, men det afholdt ham ikke fra at smile, da Seylin dumpede ned ved siden af ham. Da Seylin stille gengældte smilet, satte de kursen hjemad.

Seylin kiggede igen op på Razer, åbnede munden, uden helt at vide det, men lukkede den igen, da han ikke kunne komme i tanke om noget at sige. Razer så dette.
   "Sey. Du er så underlig stille, det plejer du ikke." Ud af øjenkrogen kunne han skimte, hvordan Seylin, hans lillebror, bare kiggede åndsforladt ud af vinduet. "Noget galt?"
   Razer kunne se, han rystede på hovedet. Han drejede om et skarpt højre og forsatte mod en lille landsby, der langsomt kom til syne.
   "Jo, måske lidt," Seylin havde nu flyttet blikket ned i skødet, "Vi skal fremlægge foran HELE klassen om os selv."
   "Og?"
   "Og?" Seylin kiggede nu på Razer som om svaret var indlysende, "jeg skal fortælle om mig selv. Foran alle." Han kiggede vredt på Razer, som om det hele var hans skyld, "Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige," tilføjede han så, og begravede ansigtet i sine hænder.
   "Det er da nemt. Du er larmende, rapkæftet og..."
   "Razer det er jo ikke mig. Eller jo det er det, men ikke den mig..."
   Razer lod øjnene glide fra vejen og over på den frustrerede Seylin, der var ved at forklare noget, men han blev ved med at vælte over ordene og springe frem og tilbage i sætningerne.
   Efter et stykke tid havde han talt ud og var endelig ved at komme ned på jorden.
   "Det er som om, jeg er to personer. Seylin Mar fra skolen," han holdt den ene hånd oppe, "og bare Seylin, fra her," nu holdt han også den anden oppe, "og de to, er langt fra hinanden," han flyttede begge hænder længere og længere fra hinanden.
   Razer, der halvt holdt øje med vejen, og halvt med Seylin, tog begge hænder og førte dem sammen.
   "Så find en måde at forene dem på, du ved, bare vær dig, kun dig. Vær ligeglad med hvad de andre siger."

Seylin smækkede bildøren og trampede op mod huset. Han kunne ikke klare Razer og hans bedreviden lige nu. I køkkenet stod som sædvanligt Markan. Han gennemgik gamle regninger og kiggede ikke op, da Seylin stormede forbi ham.
   For anden gang den dag smed Seylin sin skoletaske, denne gang landede den på den uredte seng.
   Razer åndede den friske luft ind, så dybt at han næsten kunne smage den. Han elskede duften af frisk luft. Ikke som den man fandt inde i byen, hvor alt var forurenet af bilernes udstødning og folks råben. Han smilede til Markan, da han tog plads ved siden af ham.
   "Hvad er der galt med knægten?" ville han vide, ikke fordi han var bekymret for sin afdøde søsters søn.
   "Han er bare nervøs over en aflevering. Det går nok snart over,"
   Razer åbnede stille døren og, som han havde ventet, fandt han sin lillebror siddende op ad væggen med lukkede øjne. Selv fra denne afstand kunne han se de tårer, som langsomt kom frem bag øjenlågene. Han skråede igennem det roede rum og satte sig ved siden af Seylin, der ikke så op.
   "Hvad er du bange for?" Razer lagde hovedet på skrå, så han lige kunne skimte drengen gennem hans grønne manke. "Har det noget med Ritsuka at gøre? Han kommer i dag, ved du jo nok."
   Seylin kunne ikke lade vær med at smile ved tanken om, at Ritsuka kom. Han tog ikke tingene så tungt. Det første japanske Seylin havde lært fra Ritsuka var, jeg elsker dig.
   "Sukiyo Seylin," (Japansk, jeg elsker dig Seylin) havde han sagt, ikke blot en gang, men mange gange.
   "Det er bare. Ritsuka er så sikker på sig selv, og jeg... jeg er helt modsat," han ville have sagt noget mere, men en stemme fra køkkenet fik ham til at stoppe.

"Kon-nichiwa alle sammen."(japanske, goddag alle sammen) Seylin kunne straks genkende Ritsukas lyse stemme, og han smilede til Razer, inden han gik ud for at modtage sin gæst.
   I døren, med en taske over skulderen, stod Ritsuka. Han havde halvlangt sort hår og nærmest lilla øjne. Han smilede stort, da han så Seylin, og rakte ham hånden.
   "Nåh? Hvad syntes du som om Balkien?" Han var glad for, at han kunne lede sin opmærksomhed væk fra opgaven.
   "Fint nok, men man skal vænne sig til, at der ikke er så mange mennesker," han trak på skulderne og gav tasken til Seylin, der tog imod.
   Med tasken i hånden præsenterede han Ritsuka for de andre.
   "Det er så Markan og Razer," han gik hen og gav den begge hånden.
   "O-ai dekite ureshii desu," (Japansk, rart at møde dig) og igen smilede han.
   I lidt tid stod de fire og snakkede, men der gik ikke lang tid før, Seylin og Ritsuka sad alene inde i værelset.

Seylin sad bøjet over sin computer og skrev på opgaven, men han kom ikke langt.
   Ritsuka lå på gulvet og snakkede løs om alt mellem himmel og jord. Nogen gang slog han over i japansk uden helt at lægge mærke til det.
   "O-genki desu ka?" (Japansk, hvordan går det)
   Det gik først op for Seylin, at det var ham han talte til, da han mærkede en hånd på sin skulder. Ritsuka havde rejst sig, og stod nu lige bag ham, og kiggede på hans diasshow.
   "Hvad?"
   "Jeg spurgte, hvordan det går, du har været så stille," ligesom Razer lagde han hovedet på skrå og begyndte langsomt at ae hans skulder, "hvad er det, du har der?" Spurgte han og pegede mod skærmen.
   Seylin begyndte at forklare ham om opgaven og hans angst for at se sine klassekammerater i øjnene, men han nævnte ikke frygten for at blive mobbet.
   Ritsuka lyttede uden at sige et ord. Da Seylin var færdig, smilede han, han kunne bare ikke lade være. Han trak ham ind i et kram, og til sin overraskelse strittede Seylin ikke i mod.
   "Hvordan skal du kunne skrive om dig selv, når du ikke en gang er sikker på, hvem du er?," hviskede han, så det kun lige kunne høres. "For mig lyder det hele som Tsuki no kaasu. (japansk, Månens forbandelse)
   Seylin forstod det ikke, og Ritsuka opdagede også kun, at han havde talt japansk, fordi Seylin trak sig ud af grebet og stirrede spørgende på ham.
   "Det betyder Månens forbandelse, et japansk ordsprog," han kiggede glad på Seylin, der stadig ikke forstod noget. Han begyndte at forklare, " Månen har to sider. Den oplyste som alle ser, og så den, der ligger i skyggen af solen. Du skal ikke lade dig stå i skyggen, men bliv din egen sol," langsomt tog han Seylins hånd, og plantede et blidt kys på den. Seylin lukkede øjne og kunne mærke, at han rødmede. Han var forbavset og chokeret over, at han godt kunne lide det. Han havde vidst længe, at Ritsuka var den type, der var ligeglad med hvad folk sagde, men dette var uventet. Han blinkede, da han opdagede at varmen på hånden var væk.
   "Sukiyo Seylin," (Japansk, jeg elsker dig Seylin) sagde han, og denne gang forstod Seylin. Ritsuka kyssede ham blidt på læberne og sprang så over på sengen, hvor han lagde sig på ryggen med hovedet ud over kanten, så han stadig kunne se Seylin. Han stod stadig, hvor Ritsuka havde forladt ham, og rørte ved sine læber.
   "Douitashimashite,"(japansk, velbekomme) grinede han af ham. Seylin kom til sig selv og smed den nærmeste ting han kunne finde efter Ritsuka. En vandflaske. Den ramte han lige på maven, og han mumlede noget til sig selv på japansk, som Seylin ikke lige fik med.
   Ritsuka satte sig op i sengen og tog en slurk fra flasken, langsomt tømte han den, samtidig med at han holdt øje med Seylin, der igen var i gang med sin opgave.
   "Hvorfor skriver du ikke bare ynglingsfilm, interesser og andet i den stil?"
   "Jeg ved det ikke. Det er bare..." han stoppede og bed sig i læben "... hvad tror du de vil sige?" Han kiggede sig over skulderen og fandt Ritsuka stående lige ved siden af ham.
   "Du behøver ikke skrive alt, vel. Lie Lie Seylin din spade," (Japansk, Nej nej Seylin din spade) han rystede så kraftigt på hovedet, at hans hår flagrede om vildt omkring " Bare små ting, ikke hele din livshistorie. Her, lad mig hjælpe dig;" Ritsuka satte sig i skødet af ham, han ignorerede protesten fra Seylin og begyndte at skrive ting ind i det ufuldendte diasshow. I lang tid var det eneste, man kunne høre, fingre der slog mod tastaturet og Ritsuka, der ind i mellem mumlede sætninger for sig selv.
   Efter ti minutter kunne Seylin mærke en smerte snige sig op gennem sit ben, og han puffede Ritsuka væk.
   "Arg, du er for tung. Mit ben sover," Ritsuka landede på gulvet med et bump.
   "Shitsurei shimasu," (japansk, undskyld) han hev sig selv op og kiggede på sit arbejde, men denne gang stod han op.
   "Må jeg spørge dig om noget," Seylin kiggede ikke på den unge japaner, da han spurgte, men studerede en neglerod i stedet.
   "Er du ikke bange for, hvad folk vi sige til dig, hvis de... jah" han trak på skulderen, og håbede på at Ritsuka ville fange, hvad han mente.
   "At jeg er bøsse? Lie, de kan sige hvad de vil," (japansk, nej, de kan sige hvad de vil) han smilede til ham, "det er nemmere at være ærlig for dig selv, end at lyve for verden," han lavede et håndbevægelse, der fulgte hans ord.
   "Det er sejt, at du bare tør være dig selv," Seylin kunne se, hvordan han rødmede af rosen.
   "Arigato gozaimasu," (japansk, mange tak) svarede han og strøg en vildfaren tot væk fra sit ansigt. Seylin kom med et svagt grin, da den faldt ned på nøjagtigt sammen plads igen.

Seylin kiggede ud af vinduet og ud på natten, ude på gangen kunne han høre Ritsuka synge noget på japansk.
   "Tsuki no kaasu. Tsumetai yume no naka kara. Kimi wo tooku tsuresaritakute. Dokomade yukeru? Ai wo shinjite ii basho made." (Japansk, Månens forbandelse. Fra denne kolde drøm, ville jeg tage dig så langt væk. Hvor langt kan jeg gå? Indtil jeg når et sted, hvor jeg kan tro på kærlighed) Han sang stadig med sin bløde stemme, da han trådte ind i værelset. Nu i en silkepyjamas. På hans bryst hang et symbol, som han altid bar. Han lagde sig på en madras ved siden af Seylins seng
   "Oyasuminasai, Seylin,"(japansk, godnat Seylin) mumlede han, inden han rakte ud efter lampen, og slukkede lyset. Kort efter kunne man høre ham snorke. Seylin tittede ud over sengen, og fandt Ritsuka liggende med en arm over øjnene og hans symbol i den anden hånd. Selv når han sov, var han larmende. Seylin lagde sig igen tilbage mod sin pude og lukkede øjnene.

"Seylin, Seylin. Vågn nu op."
   Seylin kunne mærke nogen ruske i ham, men han gad ikke stå op. Bare fem minutter mere.
   "Kom nu Seylin. Jeg henter vand, hvis du ikke snart står op."
   Dumme Ritsuka, det var da ikke Seylins skyld, at han stod tidligt op. Da han kunne høre hastige fodtrin, der forlod værelset, fik han øjnene op.
   Han havde sat sig op, da Ritsuka kom tilbage med et glas vand i hånden.
   "O hayou gozaimasu," (Japansk, god morgen) grinede han af ham, og i stedet for at smide vandet i hovedet på ham, drak han det.
   "Hvis jeg stadig havde sovet, ville du så have smidt det i hovedet?" Seylin nikkede mod det nu tomme glas.
   "Hai," (Japansk, ja) Ritsuka viftede faretruende med glasset, men satte dog til sidst til side, hvorefter han selv hoppede op og satte sig på skrivebordet.
   "Skynd dig, vi skal have morgenmad. De andre så sultne ud, så kom nu,"
   Han var allerede i tøjet og havde sat håret op i en lille hestehale, det fik ham til at se mere piget ud, end han plejede. Hvis han havde haft længere hår og gik i noget lidt mere feminint tøj, ville han sikkert også blive forvekslet med en pige. Hans store lilla øjne skinnede inde bag en stor tot sort hår, og han børstede det stille væk med sin hånd.
   "Du stirrer, Seylin," mumlede han så, men kiggede ned på sine fødder og skubbede lidt til en sko, der lå på gulvet.
   "Nej, jeg gør ej," fik Seylin svaret lidt for hårdt, og da han opdagede styrken af sine ord, bed han sig i læben.
   "Kom nu," han hoppede ud af sengen, og i nattøj traskede han ud mod køkkenet, "var det ikke dig, der ville have morgenmad?"
   Ritsuaka gled glad ned og fulgte efter.
   Markan kiggede op, da de to drenge kom ud i køkkenet. Den unge japaner havde været oppe længe, og havde tilbragt det meste af tiden med at hjælpe til, hvor han kunne, men efter en timer gad han ikke vente på Seylin længere. I modsætning til Seylin, der dumpede træt ned på en stol, smilede han frisk og hilste pænt.
   "Godmorgen. Hvor er Razer-kun?" (japansk, der sætter man, for at være høflig. Kun bag på drengenavne og san bag på pigenavne) Ritsuka kiggede rundt efter Seylins storebror, men kunne ikke finde ham.
   "Inde og hente morgenmad," svarede Markan og Ritsuka nikkede forstående.

Ikke lang tid efter kom Razer med et nybagt franskbrød under armen, og de gik alle i gang med at spise.
   Seylin kunne ikke lade være med at bide mærke i, hvordan Ritsuka spiste. Igen mindede det mere om en pige. Han tog små bidder og tyggede altid af munden inden han svarede, i modsætning til Seylin, der havde en dårlig vane med at tage en bid, og så svare eller bare svare uden at tænke på maden. Når han havde brugt noget, satte han det altid helt ind på bordet igen, hvor Seylin bare beholdte det henne ved sig selv.
   "Er du kommet videre med din opgave, Seylin?" Razer kiggede over på Seylin, som denne gang tyggede af munden, inden han svarede.
   "Ja, Ritsuka hjalp mig," ud af øjenkrogen kunne han se, hvordan Ritsuka smilede ned i sin mælk.
   "Så er du klar til at fremlægge på mandag?"
   "Ja, det er jeg,"

Seylin trådte ind i det næsten fulde klasselokale, han kunne ikke lade være med at smile til de få ansigter, der kiggede på ham. Det var ikke et stort smil, men det var der. Han følte sig mere sikker, nu hvor han vidste, at Ritsuka sad lige udenfor. Firkløveren stod i et hjørne og snakkede indbyrdes, de kiggede forbavset op, da han stille mumlede et hej til dem. Ritsuka havde lært ham, at folk ikke kunne knække ham, så længe han vidste, hvem han var.
   Deres lærerinde kom ind, og roen sænkede sig over klassen. Som sædvanligt smilede hun venligt til klassen.
   "Nå, hvem vil starte med at fortælle os noget om sig selv?" Hun kiggede spændt ud over klassen, hendes øjne blev store, da hun så Seylins hånd i vejret.
   "Øh, ja Seylin. Vil du gerne starte?" Hun blev endnu mere forbavset, da han nikkede og svarede ja. " Jamen så kom herop," hun flyttede sig fra katederet, og lod Seylin overtage sin plads.
   Seylin kunne mærke hjertet pumpe i sit bryst men ignorerede det. Han satte diasshowet på og kiggede ud over klassen.
   "Mit fulder navn er Seylin Fujimori Mar..."

Solen skinnede på den unge japaners ansigt, og vinden kærtegnede hans hud. Han kiggede op på det store bøgetræ. Dets krone havde sammen farve som personen, han ventede på’s, hår. Lysegrønt.
   Ritsuka kiggede op mod det store ur, der hang højt over pladsen på skolens mur, og sukkede, der var stadig lang tid til at Seylin fik fri.
   Han var taget af sted den morgen sammen med Seylin. Han så ingen grund til at bliver der hjemme hvor der kun var Markan at snakke med. Han havde udforsket den lille by, hvor skolen lå i, men da byen ikke var så stor, blev han hurtigt færdig. Nu sad han så her, og kunne ikke gøre andet end at vente.
   En førsteårselev skråede over skolegården og kiggede sig nervøst over skulderen på den sorthårede dreng.
   Ubevidst førte Ritsuka en hånd gennem sit hår, og strøg det væk fra ansigt. Endelig ringede klokken, og han fik med besvær rejst sig og traskede hen mod Seylins klasselokale.
   Af gammel vane bukkede han for læreren, da hun trådte ud.
   "Hvem er du? Jeg har vist ikke set dig her omkring før" spurgte Narria med venligheden skinnende i sine brune øjne.
   "Aoyagi Ritsuka. En ven af Seylin," svarede han med sit sædvanlige smil.
   "Nåh ja, Seylin nævnte dig i sit diasshow," Ritsukas kinder blev røde, da han hørte dette, men til sin lettelse kom Seylin, der ikke kunne skjule sit smil, da han så den unge japaner.
   Narria kunne ikke undgå at se smilet. Det var ikke sådan et falsk et, som han normalt gav klassen, men et ægte et. Sådan så man kunne se livet spejle sig i hans øjne. Hun var sikker på, at det ikke havde noget med hans fremlæggelse eller det fine vejr at gøre. Tværtimod måtte det være den nyankomne.
   Der gik lidt tid, hvor de bare stod og kiggede på hinanden. Der herskede tavshed. Det var ikke en pinlig tavshed, men en hvor man følte sig tryg i, men det blev Seylin, der brød tavsheden.

"Mojn, Narria," halvråbte han over skulderen, idet han tog fat om Ritsukas håndled og hev ham med udenfor.
   "Sayounara, Narria-sensie ," (Japansk, Farvel Narria. Sensei bruges når folk tiltaler lære) fik Ritsuka sagt, inden han blev hevet ud af døren.
   Narria kiggede på døren, som de to drenge lige var forsvundet ud af. På en dag havde Seylin sagt mere, end han havde gjort på et halvt år. Hun smilede for sig selv, da hun låste døren til klasselokalet.

Som de havde gjort for et halvt år siden, lå begge drenge nu omme i Seylins baghave og kiggede op i himlen.
   "Såh? Hvordan gik det?" spurgte Ritsuka med lukkede øjne, mens han lyttede på vindens hvisken i træerne.
   "Mmm," var Seylins eneste svar. Ritsuka rettede sig op og støttede vægten på sin albue, så han kunne se Seylins ansigt. Han lignede en, der sov.
   "Hvad betyder mmm?" ville han vide, og af vane, som han havde fra Razer, lagde han hovedet på skrå.
   "Det betyder," svarede Seylin, der langsomt åbnede øjnene, "at det gik fint."
   Ritsuka var tilfreds med svaret og lagde sig tilbage i græsset.
   "Kaze to Ki no Uta," (japansk, sang af vinden og træerne) mumlede Ritsuka for sig selv, og nød det i fulde drag.
   Seylin, der nu havde åbne øjne, kiggede op på himlen, der langsomt drev forbi. Han smilede for sig selv, da han, efter hans mening, fandt den meste deforme sky på hele himlen.
   "Hvad ligner den?" han pegede op mod skyen, og Ritsuka fulgte hans fingre med øjnene. Lidt lå han og tænkte over sit svar.
   "Baikingu," (japansk, viking) svarede han så.
   Seylin forstod ham ikke, men det var lige meget. Ritsuka kunne snakke i timevis, og som regel forstod man kun halvdelen af det, han sagde, så Seylin var vant til det.

Razer stod lidt og kiggede på de to unge gennem vinduet.
   "Razer," lød en stemme bag ham. Makan kom op på siden af den unge mand og fulgte hans blik.
   "Hvem skulle have troet det?"
   "Troet hvad?" spurgte Razer uden at flytte blikket.
   "At Seylin ville komme tilbage til livet efter jeres mors død."
   Markan kiggede på Razer for at se hans rektion, men han kiggede stadig ud af vinduet, men endelig svarede han.
   "Ja. Han tog mors død meget hårdt. Han prøvede at opføre sig som sig selv, sige det sammen, spise det samme, være den sammen, men han kunne ikke. Han har ændret sig efter branden. Ja, ikke kun lige efter branden, men også nu. Alle de søvnløse nætter han har, alle de gange han stadig stirrer tomt ud i luften," han stoppede op et øjeblik, men valgte at foresætte.
   "Hvis man talte med ham, skulle det altid være som før branden. Han..." men Razer kunne ikke sige mere, han huskede også selv branden alt for godt.

Razer kunne føle varmen mod sin hud og smerten fra sin kind. I armene holdt han en kæmpende Seylin, han havde allerede fået en albue i hovedet, men ville ikke give slip på drengen. Foran dem tårnede et brændende hus op. Flammerne slikkede op ad husets mure, og røgen forurenede luften. Razer kunne høre folk omkring sig råbe, men ordene tog ikke form.
   "Razer, vi må gøre noget. Mor er derinde," Seylin kæmpede ihærdigt for at komme fri, men hans storebror havde et for godt tag i ham. Han kunne mærke tårer bane sig vej frem, men han var ligeglad. Det eneste han havde i tankerne var at få sin mor ud af det flammende inferno.
   Et vindue sprang, og Seylin stod lammet i chok. Razer benyttede denne chance til at få ham væk fra ilden og i sikkerhed.
   Ikke langt fra afspærringen stod Markan og kiggede på huset, der stod i flammer, med hans søster indeni. Følelser boblede rundt indeni ham, men gennem tiden havde han lært at undertrykke dem. For Markan var det et tegn på svaghed.
   En råben fik hevet hans blik væk fra huset og hen på to drenge, hvor den ene kæmpede som en rasende bjørn for at komme fri. Den ældste fik lagt lillebroren ned på jorden og hviskede noget i hans øre. Markan kunne se, hvordan den mindste langsomt begyndte at slappe af. Langsomt gik han hen til dem, den mindste var nu helt rolig.
   "Mit navn er Markan, jeg er jeres mors bror. Følg med mig."

"Hey, I to," råbte Razer med hovedet ud af terrassedøren, "vil I have en vaffelis?" spurgte han så de to unge, ved siden af ham rystede Markan på hovedet.
   "Er is din løsning på alle problemer?" Razer kunne kun smile ved den bemærkning. Han påstod hårdnakket, at is var godt mod alt... undtagen forkølelse.
   "Hai! Aisu Kurimu," (japansk, Ja! Vaffelis) udbrød Ritsuka og kom hurtigt på benene," kom nu Seylin, ellers spiser jeg det hele." Han vendte sig om mod Seylin, der stadig sad på græsset med et smil på læben.
   "Sey?" Ritsuka bøjede sig ned over Seylin, der stadig smilede. Inden han kunne nå at blinke, havde Seylin fået fat i ham og hevet ham ned, så deres læber mødtes.
   "Tsuki no kaasu," (Japansk, Månens forbandelse) hviskede Seylin, der stadig holdt Ritsuka tæt.
   "Tsuki no kaasu," (Japansk, Månens forbandelse) gentog Ritsuka og hev dem begge på benene, da Razer kom med deres is.