Du har jo ikke lyst til at tage derhen. Det eneste det handler om, er bare at proppe sig med unødige kalorier. Vil du virkelig ødelægge denne uges fremskridt bare for det?

Ordene lyder klokkeklart i hendes hoved, men til trods for det, er det svært at afgøre om stemmen er fyldt med harme, eller om den er fyldt med omsorg. Måske en blanding af begge dele, hvis det da er muligt?

Kom nu Stina, stol på mig. Jeg vil dig jo kun det bedste.

Omsorg. Det må helt sikkert være omsorg. For ordene lyder blide og betrykkende, nærmest helt velkendt. Stina fjerner blikket fra sin egen refleksion i spejlet og ser sig over skulderen. Hendes bedste veninde Ana sidder med to forskellige slags outfits i hænderne, som hun nøje vurderer. Anna sidder på sengekanten med det ene ben krydset hen over det andet. Hun sidder som en askepot, der venter på at få sin glassko på, med det det ene lange tynde ben, pegende elegant ud i rummet. Hendes krop er tæt omsvøbt af en stramtsiddende rød kjole, der tydeligt fremhæver hendes kropsformer. Med spinkle blege hænder holder hun en blå kjole op. Hun studere den med intenst sine kulsorte øjne, der grundigt vurdere hvordan kjolen mon vil sidde på den anden pige. Ligesom Stina har hun blondt hår, men hendes mere velholdt og fyldigt, uden de spaltede spidser. En vildfaren tot blondt hår, finder vej ned foran de sorte øjne, da den unge kvinde lægger hovedet på skrå. Hun slipper kjolen med den ene hånd og med en let bølgende bevægelse, fører hun håret om bag sit øre. Bagsiden af hånden, kommer i kontakt med den nederste del af hende store sorte vædderhorn, der vokser ud fra hendes kranie i en elegant buet cirkel. Hun lader uforstyrret sine fingre kærtegne spidsen af hornet, og lader den glide langs rundingen. Stina er nærmest tryllebundet af bevægelsen, og følger den nøje i spejlets refleksion. Ana kan mærke den unge kvindes blik på sig, og ser op fra kjolen.

Tro mig, hvis du først begynder på den mad, kan du ikke stoppe igen. Og så sidder de bare alle og ser skævt til dig, kommentere hun og lægger kjolen fra sig, idet hun rejser sig fra sengen. Med elegante skridt går hun hen bag Stina, der stadig står foran det store spejl. Ana er en anelse højere end Stina selv, når de står der side om side. Men det er kun på grund af hendes høje blodrøde stiletter, som passer perfekt til resten af det nøje udvalgte outfit. Og du vil komme til at føle dig utilpas i dit tøj. Så det er bedre helt at lade vær. Bare for en sikkerheds skyld, hvisker hun ind mod Stinas kornblonde hår. De sorte øjne er spejlbilledet, som viser dem begge to side om side. Stina med sine alt for blå øjne, og Ana med sine kulsorte. Stina har altid været en anelse misundelig på Ana, for i Stinas øjne er hun perfekt. Hun har den perfekte udstråling, den perfekte krop, det perfekte tøj, der sidder perfekt på hende. Ana smiler skævt, som om hun har læst Stinas tanker, og lader sin hånd glide kærligt hen over hendes kraveben.

Bare lyt til mig min kære, jeg skal nok hjælpe dig med at blive perfekt, hvisker hun kærligt og møder Stinas blik i spejlet. De smiler kort til hinanden, inden Stina bryder øjenkontakt for at se på det sted, hvor Ana kærtegner hendes hud. Der er alt for meget fedt, der skjuler hendes kraveben. Hun ville gerne have, at de var mere tydelige ligesom Anas. Hendes er tydeligt markeret, og giver hendes krop en spinkel og skrøbelig fremtoning, som Stina længes efter. Stina nikker langsomt, og Ana giver hende et varmt smil, inden hun igen går hen til sengen, hvor det efterladte tøj stadig ligger.

Jeg synes du skal tage den blå kjole på, den sidder fint stramt på dig, så den skal nok skaffe opmærksomhed, forklarer Ana sit valg, og tager kjolen for at give den til Stina, og den passer godt til dine øjne, tilføjer hun med et smil, for at føje endnu et plus til den blå kjoles liste. Stina tager imod kjolen med en skeptisk mine, og lader sit blik glide hen over stoffet, som hun ved, kommer til at sidde alt for stramt på hendes krop, hvilket nok ikke vil være så rart, når der skal spises og drikkes til familiefesten. Men på den anden side, så kan den virkelig vise hvor meget vægt hun har tabt. Specielt overfor de familie medlemmer, som hun ikke har set i lang tid.

De kommer til at blive så misundelige, når de ser dig i den kjole, tilføjer Ana til Stinas tankespor. Den blonde pige, kan ikke gøre andet end at give hende ret, og hun begynder at trække kjolen ned over sin krop. Hun kan mærke sit hjerte banke vildt i hendes brystkasse. Hun tør næsten ikke trække vejret, i frygt for at kunne føle stoffet bevæge sig hen over hendes hud. Hun retter lidt på kjolen, inden hun langsomt, vender sig om for at se sig i spejlet. Selvom bevægelsen ikke tager mere end et par sekunder, så føles det som evigheder. Som om at hun går på dødsgangen, på vej mod den elektriske stol. Hun åbner langsomt øjnene, for at vurdere sin krop. Ana står lige bag ved hende, og ser med over hendes skuldre. Kjolen sidder vel meget pænt, selvom det ville have været pænere, hvis hendes mave havde været fastere. Hun kan se at Ana tænker det samme. Den hornbeklædte kvinde, rynker nemlig en anelse på næsen, men kun for en kort stund, inden hun går videre til næste trin i vurderingen.

Stil dig lige med siden til.
   Stina adlyder uden at stille spørgsmålstegn ved det. Hun vender siden til spejlet, og fortryder pludseligt sit valg grueligt. Hendes mave stikker alt for meget ud til sådan en stram kjole! Og hvis hun så også skal spise noget, og yderligere sidde ned på en stol! Det hele kommer jo til at flyde over som dej over en muffinform. Stinas åndedræt begynder at komme i små ukontrollerede gisp, som ikke bringer nok ilt ned til hendes lunger. Familiefesten virker lige pludselig alt for uoverskuelig. Hun har allermest lyst til bare at hoppe ind under dynen igen, og slet ikke dukke op. Tårer vælder op i de blå øjne, da hun slet ikke kan klare synet i spejlbilledet. Hvis hun bare havde haft Anas krop, så havde det været okay. Så havde alt været okay.

Shh shh min kære, det skal nok gå, hvisker Ana og slår armene om den blåøjede unge kvinde. Du ser okay ud lige nu, du skal bare holde dig fra at spise for meget, guider hun den anden, der fortvivlet nikker. Hun ved slet ikke hvordan hun skal håndtere situationen lige nu, så venindens råd synes som en gave. Ana stiller sig foran Stina, og tager hendes ansigt i hænderne, og tvinger hende til at møde hendes sorte blik. Det skal nok gå. Jeg skal nok gå med dig.
   Med blide bevægelser tørrer hun tårerne væk fra Stinas blå øjne, hvorefter hun læner sig ind mod hende for at kysse hende på panden.
   _

Familiefesten er et helvede. Lige fra da Stina træder ind af døren, bliver hun straks budt på mad og kalorieholdige drikke, som hun pænt takker nej til. Undskyldningen om at hun lige havde drukket en sodavand i bilen, og derfor er fyldt op, giver hende en anelse fred fra de mange bud. Ana klapper hende på skulderen og smiler varmt til hende, hver gang hun takker nej til en fristelse. Stina kan ikke lade være med selv at smile. Det føles godt, at blive rost af en, der selv er så perfekt. Det giver en dejlig tilfredsstillende følelse.

"Hold da op Stina"
   Ved lyden af sit navn vender Stina sig om i den stramme blå kjole, og finder sig selv stående ansigt til ansigt med sin kusine. Kusinen giver hende et tydeligt elevator blik, hvilket ikke huer den blonde kvinde. Men inden ubehaget bliver for voldsomt, kan hun føle Anas hånd på hendes skulder. Hun tager en dyb indånding, for at berolige sig selv.

"Nu må du da virkelig ikke tabe dig mere," kommenterer kusinen og lader endnu en gang sit blik glide op og ned af Stina, der står helt paf. Hun ved slet ikke, hvad hun skal tænke. Hun synes da ikke selv, at hun er blevet for tynd. Hun ville da sagtens kunne tabe sig lidt mere. Eller måske... Bag den blåøjede læner Ana sig ind mod hende, stadig med hånden på hendes skulder.

Det siger hun bare fordi, hun er misundelig på, hvor godt det går for dig. Du skal ikke høre på hende. Du er ikke for tynd. Det kunne du jo selv se oppe på værelset, bliver der hvisket mod Stinas øre. Stina bliver hevet ud af den paralyserede tilstand, for nej, hun er ikke for tynd. Det er bare kusinen der ikke vil have, at Stina bliver tyndere end hende, så hun stjæler al opmærksomheden.

"Nah, det har jeg skam heller ikke tænkt mig," svarer hun henkastet og stikker kusinen et falsk smil, der ikke når øjnene, inden hun skynder sig væk fra gerningsstedet, og ind i det næste rum. Selvom hun ikke brød sig om kusinens jalousi, så bragte kommentaren nu alligevel et smil frem på hendes læber. For kommentaren må jo betyde, at kusinen, der altid har været tynd og smuk, nu føler sig truet af Stina, fordi hun også er tynd.

Ved at blive tynd, retter Ana ved siden af hende. Hun står lænet op ad væggen med armene over kors og sit blik rettet mod Stina. For første gang i lang tid, er det ikke det samme varme blik, som hun blev mødt med oppe på værelset. Det er et hårdt og koldt blik, der sender kuldegysninger ned langs Stinas rygsøjle. Du er ikke så tynd som hende endnu. Hun forsøger bare at stoppe dig, inden du når hendes niveau, påminder hun Stina med en hård tone. Stina åbner munden for at sige hornbæreren imod, men ikke et ord kommer ud. Det er som om de hårde sorte øjne har blokeret hendes hjerne-til-mund-funktion. Så hun ender med at give den rødklædte kvinde ret.

En skramlen af bestik og tallerkner fanger Stinas opmærksomhed. Hun ser hen mod det store spisebord, der er ved at blive beklædt med diverse fade og skåle. Bordet er fyldt med adskillige skræmmende madvarer, som Stina aldrig kunne drømme om, at få ind i sin krop. Men til trods for det overvældende bord, kan hun stadig ikke lade være med at smile varmt for sig selv. Det er tydeligt at hendes mormor virkelig har arbejdet for at gøre familie festen til noget særligt. Flere gange får mormoren ros for det imponerende arbejde hun har lagt i maden, hvilket får den ældre kvinde til at gløde af stolthed. Stina ville også gerne kunne rose hende, men hun kan alligevel ikke få sig selv til det. Det vil bare give dårlig samvittighed senere, når hun, til trods for hendes anerkendelse af maden, ikke spiser det store. Så er det bedre bare at holde lav profil fra starten af, giver Ana hende ret, som også ser hen på det smukt pyntede bord, med rynket bryn og krydsede arme.

Da der bliver sagt værsgo, finder de to unge kvinder sig en plads ved bordet. Ikke blot en hvilket som helt plads, men en strategisk smart placeret plads, som minimerer eksponeringen af fristende fødevare. I det Stina sætter sig kan hun mærke den blå stof fra kjolen, strække sig hen over hendes maveskind, så hver en delle bliver pinligt synlig. Hun takker pænt nej til sodavand, da de kun har den kalorierige slags og fylder i stedet sit glas op med vand. Handlingen giver en tilfredsstillende fornemmelse, da Ana nikker anerkendende ved siden af hende. Det gør hele den fysiske oplevelse omkring maveområdet mere tåleligt. Men tilfredsstillelsen varer ikke længe, og bliver hurtigt overtaget af angst, i det de mange fade med lækkeriger bliver sendt rundt. Til trods for hendes mave rumler og hendes energi daler, er det stadig sparsomt, hvad Stina tager på tallerkenen. Fornemmelsen af Anas analyserende blik på hendes portion, gør at hun begrænser sig selv, da hun nødigt vil skuffe veninden.

"Stina skal du slet ikke have nogen flødekartofler, dem elsker du da ellers," kommer det pludselig fra mormoren, og Stina ser forskrækket op fra hendes nøje afmålte tallerkensvirvar af sunde grøntsager og magert kød. Det faretruende, men dog fristende fad bliver holdt frem for hende. En knude i brystet begynder at forme sig. For ja, den tidligere Stina kunne måske nok godt lide flødekartofler, men den nutidige Stina har fået øjnene op, for hvor farlige og usunde de er. Specielt når man tænker over, hvor mange kalorier man får for så lidt. Hun kan mærke Ana ånde mod sin nakke, da hun hvisker, at hun skal sige nej. Men hvorfor skal hun sige nej? Hun kunne jo godt lide det førhen, og en lille portion skader jo ikke. Og det vil gøre hendes mormor så glad. Hun rækker langsomt ud efter skeen i fadet, og tager en portion over på sin tallerken. Mormoren smiler, Ana skuler og kjolen strammer.

Hun skærer kartoffelskiverne i kvarte, inden hun langsomt føre det ene stykke op til munden, og spiser det. I det øjeblik flødesmagen rør hendes tunge, bliver hun mindet om, hvorfor hendes tidligere jeg godt kunne lide det. Det smager jo fantastisk. Men hvor følelse det forkert.

Det er fordi det er forkert! Kommer det vredt fra pladsen ved siden af Stina. Ana ser op fra sin egen tomme tallerken, og hen på Stinas, som nu er blevet inficeret med fløde og smør. Du kommer helt sikkert til at tage på af det her! Er det dét, som du gerne vil Stina? Tilbage til at være klassens tykke pige, som folk kun ser på med afsky!? Det her er første skridt på vejen, til at tage alt det på igen. Al den succes, som du har opnået, væk! Bare fordi du ikke kunne holde dig fra fløde. Du er virkelig ynkelig.

Ordene får fløden i munden til at føles som en giftig klæbrig masse, der vil tilstoppe Stinas hals, hvis hun forsøger at sluge det. Hun kan mærke, hvordan de flødekartofler, hun allerede har spist, forvandler sig til fedt. Det sætter sig til hendes mave, så kjolens deller bliver endnu mere tydelige. Hun kan mærke det. Hun kan mærke, hvordan hendes krop svulmer op med fedt. Den substansen begynder at samle sig i hendes hals, og det bliver næsten umuligt at trække vejret. Hjertet begynder at hamre i et voldsomt desperat forsøg på at overleve. Hun er bange for, at både det og hun, snart ikke kan mere. Kjolen strammer hen over hendes krop, og presser den tilbageværende luft helt ud af hendes lunger. Hendes håndflader begynder at svede, og de blå øjne ser fortvivlet rundt, som om hendes redning vil være et sted i rummet. Men det eneste hendes blik møder, er uforstående og uvidende glade familie medlemmer, der lystigt propper sig. De slet ikke er klar over, den indre storm, der har bosatsig i Stinas brystkasse. Hun kan ikke få luft.

Med rolige bevægelser, der skjuler det indre vanvid, lægger Stina sit bestik fra sig. Hun forlader spisestuen, men den undskyldning, at hun lige skal bruge toilettet. Med målrettede skridt går hun mod ud af rummet og ud i gangen. Så snart hun er ude for synfeltet, sætter hendes fødder yderligere farten op, og hun skynder sig ind bag den beskyttende barriere som den låste badeværelsesdør udgør. Hun forsøger at få vejret i det tårer begynder at vælte frem fra de blå øjne. Hun forsøger at samle sig selv, foran håndvasken. De blå øjne søger op i loftet, for at holde tårerne væk, og hun forsøger at tage dybe indåndinger imens. Men intet hjælper. Hun ser op i spejlet og får et chok. Lige bag hende står Ana med hendes ubarmhjertige øjne. Hun står som hendes dommer, der kan se direkte ind i hende, og finde frem til alt det som hun skammer sig over. Alt det som hun helst vil glemme. Men det kan Ana fornemme. Stina bøjer sig ind over vasken og knuger om bordpladen, så hendes knoer bliver helt hvide. Der lyder langsomme klik mod stengulvet fra Anas høje hele, i det hun træder helt op på Stina. Den blonde kan føle fronten af Anas krop blive presset helt op mod hendes egen ryg. Anas hænder glider hen over Stinas talje, og ned over hendes mave, som hun presser hårdt ind mod. Følelsen får det til at vende sig inde i Stina, og nu græder hun ikke kun lydløst mere. Nu begynder en lav hulken at blive kaste rundt mod de flotte fliser, der beklæder badeværelset vægge.

Du ved godt ,hvad det her betyder ikke også? Så snart du kommer hjem, skal du ud for at løbe. Ellers går det helt galt. Ellers mister du først alt kontrollen. Det ønsker du vel ikke? Nej, det gør hun virkelig ikke. Alen tanken om det, giver panikken frit spil, til at sætte sine lange klør i hende. Men heldigvis er Ana der til at berolige hende, og til at komme med en løsning. Anas stramme greb om hendes mave løsnes, og i stedet begynder hun kærligt at nusse hende. Langsomt dør Stinas hulken hen.

Skal vi ikke bare gå nu? Så slipper vi for alle de blikke, der kan se at kjolen slet ikke sidder ordenligt mere? Spørg hun med kærlig stemme, og lægger sin hage på Stinas skulder, selvom det betyder at hun skal bøje sig en anelse i benene. Gestussen er på samme tid kærlig men også faretruende. Stina kan mærke spidsen af det sorte vædderhorn borer sig ind i hendes hals, der stadig er ved at komme sig over fløde fiaskoen. Så slipper du også for, at de feder dig op med dessert.

Inden Stina når at give den sortøjede kvinde ret, bliver der banket på døren. Hjertet farer igen op i halsen på den unge pige.
   "Stina? Stina, vil du ikke lukke mig ind?" lyder en bekymret stemme fra den anden side af døren. Stina genkender den straks som hendes mor, og hun bider sig ubevidst i læben. Hun føler sig fanget som et såret dyr, der er trængt op i en krog, "Stina, luk mig ind." Denne gang er det ikke en forespørgsel, men en direkte ordre. De blå øjne ser fortvivlet på Ana, for at få hjælp. Men intet svar kommer.

"Jeg er okay mor," for Stina endelig svaret tilbage efter lang tid. hvor hun forsøgte at få kontrol over sit stemmebånd. Men lige lidt hjælper det. Ordene der glider over hendes læber er svage og tynget af gråd.
   "Stina luk mig nu ind," lyder det kærligt fra moren, og tårerne begynder igen at flyde over. Hun vil så gerne lade sig blive trøstet. Men samtidig, tør hun ikke, for hvem ved hvad konsekvenserne er.

Jeg skal sige dig, hvad konsekvenserne er. Hun kommer bare til at synes, at du overreagere og gør et problem ud af ingen ting. Hun vil sikkert bare få dig til at spise, og så ellers ikke gøre mere ved det. Det vil være bedre ikke at sige noget, kommer det vredt fra Ana, der står lænet op ad håndvasken med det sorte blik fast rettet mod Stina. Et varmt smil kommer frem på de perfekte læber. Du behøver ikke hende, du har jo mig, hvisker hun med en kærlighed og ømhed, der mimere den bekymrede mors tonefald. Men de sorte øjne indeholder ingen omsorg. De minder slet ikke om dem, som Stina ved venter på hende, på den anden side af døren.

Det banker igen. Stina tager det første prøvende skridt mod døren. Gør det ikke! Hun lukker fingrene om nøglen, og drejer den rundt. Vil du virkelig have, at hun skal se dig, når du er så svag? Hun vil synes, at du er ynkelig. Det næsten lydløse klik indikerer, at der er blevet låst op. I næsten samme sekund, står moren i rummet. Stina slår beskyttende begge arme om sig, og ser ned i gulvet. Hun er sikker på, at hun vil bryde helt sammen, hvis hun først møder sin mors blik.
   "Stina min skat." Hun kan høre sin mor bevæge sig, men hun vover stadig ikke at se op. Frygten for at blive overrumplet og miste kontrollen over sig selv er for stærk. Kort tid efter, mærker hun varme arme, der omfavner hende i et beskyttende kram, og pludselig virker Anas røst ikke nær så overvældende.
   "Jeg har det ikke særlig godt mor," indrømmer Stina endelig og begraver ansigtet i hendes mors skulder, der bliver gennemblødt af tårer. Hvad laver du Stina? Du har det jo fint, det er bare dig, der puster en lille ting op til noget stort. Tag dig nu sammen. Du vil ikke have at hun skal blande sig. Hele Stinas krop ryster, men moren står der som en klippe, og holder hende oprejst. Hun bliver langsomt strøget med hårene, og bliver vugget frem og tilbage af sin mors blide bevægelser og berolige hvisken.

"Det kan jeg godt se min skat. " Vel kan hun ej! Hvordan kan hun vide, hvordan vi har det!? Ana har nu fjernet sig fra sin lænende position ved håndvasken og står nu ved siden af mor og datter med et rasende blik og knyttede nævner. Hendes lange velholdte negle borer sig ind i den blege hud, og truer med at bryde skindet. "Men du skal huske, at både din far og jeg er her for dig," trøster moren og kysser det blonde hår, "du står ikke selv med det." De ord vækker en indre erkendelse, som vælter ind over Stina, som en Vesterhavs bølge ingen havde forudset. Hun står ikke selv med det. Hun behøves ikke kun støtte sig til Ana, når der er andre der rækker deres hænder ud for at hjælpe hende. Alt hun skal gøre, er bare selv at række ud, og tage imod hjælpen.

Men det er skræmmende ikke? Alt for skræmmende? Tænk på al den kontrol du mister. Al den uvished du går i møde. Er det så ikke bedre, at blive hos mig?Jo det er overvældende, at tænke på al den uvished og al den ukendte. Men hun er jo ikke alene om det.

"Det ved jeg godt mor," hvisker hun og slår armene om det andet menneske, som hun godt ved, vil stå ved hendes siden uanset hvad der sker. Det er skræmmende og næsten uvirkeligt at tænke på. Men lige nu vælger Stina at lukke alle sine dæmoner ude, der hvisker ondsindede ting, til fordel for at tro på sin mors ord.

_
   Da Stina kommer hjem til sit eget kollegieværelse den aften, er det første hun gør at komme ud af den alt for stramme blå kjole. Den bliver smidt i bunken med al det andet vasketøj, som nok burde være håndteret for flere uger siden. Kjolen har efterladt mærker hen over hendes mave, men hun undlader bevidst at se på dem. Hun ved, at hun blot vil få det skidt af det. Hun skynder sig i stedet at tage en alt for stor natkjole på, der giver hendes krop rig mulighed for at ånde og leve. Hun vender sig imod spejlet, for at tage sine øreringe ud, og gisper kort. I spejlet kan hun se Ana, der står i hjørnet af rummet. Hendes sorte øjne lyner af raseri. Hun holder hagen højt så skygger af hendes vædderhorn bliver kastet ud i rummet. Hun siger ikke noget. Hendes mund er syet sammen med blodige siksak sting, der holder de hviskende kommentarer tilbage, men som stadig ligger i halsen og venter. Venter på en chance til at sive ud mellem stingene. De røde hæle klikker mod gulvet i det Ana langsomt og velovervejet, som et rovdyr på savannen, bevæger sig hen mod Stina. Ana stopper lige bag hende og ligger tungt hendes hænder på den unge kvindes skuldre. Et gys går igennem Stina ved berøringen, og de blodige læber sniger sig op i et sygeligt smil.