Det skæve tårn var ved at vælte. De store tallerkener fra aftensmaden stod oven på de små fra frokosten og et sted midt i stod den dybe tallerken fra morgenmaden.
   Stina sukkede dybt og lod sig dumpe ned på taburetten.
   Nu havde hun samlet det hele sammen, båret det ud i køkkenet og stablet det, så det dækkede hele den skjoldede bordplade på højre side af vasken. En bakket bunke kartoffelskræller havde forhindret hende i at skylle af, men nu måtte hun vel til det. Hvis ikke det blev afskyllet var det ikke til at få vasket og hun skulle skifte vand flere gange. Træls. Især når vandet skulle koges på det dødssyge gaskomfur.
   Stine kastede et arrigt blik på opvaskemaskinen, hvor den halvt åbne låge røbede, at en del opvask var stuvet der ind. Til ingen nytte. Maskinen fungerede ikke uden strøm. Far fik åbenbart ikke så mange penge, at han kunne betale den efterregning, der var kommet.
   Det var jo rimeligt nok, at far syntes hun godt kunne klare en del af husarbejdet, når nu han arbejdede og hun bare gik her, fordi hun var færdig med folkeskolen.
   Hun var ikke sur på ham. Ikke ret meget i hvert fald, for han var jo aktiveret og fejede for kommunen. Der var nemlig ikke arbejde til ret mange bibliotekarer for tiden.
   Det var mor der havde foreslået at hun flyttede her ud til far.
   "Så kommer du da lidt væk fra dem der mobber dig," havde hun blandt andet sagt.
   Stina havde syntes det lød som en rigtig god idé og i starten havde det fungeret fint, men nu, efter to måneder, var det knapt så godt.
   Det med strømmen og pengene var dråben. Nu kunne hun ikke engang skrive på computeren eller lige tjekke internettet. Og der var pokkers langt til biblioteket, der desuden kun havde åbenbart tre dage om ugen, på nogle underlige, vekslende tider. Og folk stirrede så fordømmende på hende, at hun tit greb sig i at lede efter et musehul, men der var aldrig et, der var stort nok.
   Nå, skidt med det. Far holdt af hende og hun ville gerne gøre ham glad. Hvis køkkenet så ordentlig ud og maden var klar, kunne de hygge sig med et spil eller noget.
   De manglede ikke mad, for far havde gravet kartofler op i haven og der var også et par glas med tyske pølser. Og saft, fordi mælken blev så klam i varmen.
   Beslutsomt hankede hun op i gryden.
   Vandet var blevet lunkent. Stine sukkede dybt. Igen. Lukkede hånden om tændstikæsken og åbnede den langsomt, rodede lidt rundt og fandt en stik, der stadig var svovl på. Hun tændte og hoppede op på den ryddede del af køkkenbordet.
   En bid af en historie dukkede op i hendes hoved:

I det skæve tårn i "Det forglemte land" var der et stort, gammeldags køkken. Tjenestepigen Line var segnefærdig. Fra tidlig morgen havde hun været i gang med opvasken på borgen, hvor den onde heks holdt til.....
   Sikke en god idé, tænkte Stine. Den måtte fastholdes, så hun for ind på sit værelse og snerrede af den døde computer, før hun greb et stykke papir og en kuglepen. Hun tog det med ud i køkkenet, hvor hun med korslagte ben og tungen spillende i den ene mundvige skrev omtrent hvad hun havde tænkt og fortsatte:

Men netop som hun var ved at opgive det hele hørte hun en lav pirken mod ruden og da hun hastigt skævede mod den så hun at der sad en due på en gren lige udenfor. Hendes arme hjerte begyndte med et at hamre så heftigt mod ribbenene at det ligefrem gjorde ondt. Det gjorde så ganske bitterligt ondt, at ribbenene sikkert snart ville gå i stykker og hjertet ville eksplodere med et stort brag.
   Bang. Krash!
   Forfærdet trykkede Stina begge hænder mod sit hjerte. Arket med de ivrigt dansende bogstaver dalede ned mod gulvet i slowmotion, men hun greb først ud efter det, da det allerede var landet og lå foran nogle skår.
   Et hvinende "miav" fik Stina til at se mod kattelemmen, hvor en sort hale med hvid spids sad fast.
   Der var skår over det hele og endelig gik det op for Stina, at Lurifaks - deres flabede hankat - havde væltet opvasketårnet og var stukket af.
   Hun lod sig glide ned på gulvet, skreg fordi hun trådte på et glasskår, og hinkede arrigt bandende hen over gulvet. Med en hæs hvislen skubbede hun kattelemmen på vid gab og dyret spunsede af sted.
   Åndsforladte møgdyr.
   Prøvende satte hun foden ned. Der var vist ikke skår her?
   Nej, men det gjorde ondt i foden. Måske sad der et skår som hun vel så hellere måtte trække ud, så det ikke gik ind i en blodåre og blev transporteret frem til hjertet. Balancerende på et ben lykkedes det hende ret hurtigt at få et lille spidst glasskår trukket ud og en kortvarig fornemmelse af sejr strømmede gennem hende. Sejrsfornemmelsen gik dog over, inden hun fik zigzagget sig gennem glasskårene. En frygtelig tanke slog ned i hende. Hun anede ikke hvor kosten var.
   Før hun hoppede op på køkkenbordet for at tænke over hvor den kunne være, greb hun papirarket og konstaterede, at der var aftryk af kattepoter på det.
   Grædefærdigt stirrede hun på arket, hvor den djævelske kat havde ødelagt hendes historie.
   Hun hadede katte. Afskyede opvask, glasskår, koste der blev væk - og - og -
   Faktisk hadede hun alt. Far, der altid var så træt, sig selv og sin evigt manglende energi.
   Det var som om hun var spærret inde i et glasbur hos en ond og grusom heks - et glasbur der var formet efter hendes krop og fulgte hende alle vegne.
   Stina lod papir være papir og historien udspille sig i tankerne:

Gennem sin pansrede glasrustning stirrede Line betaget på den hvide due, der havde lagt hovedet på skrå og plirede med øjnene. Den var lidt mere buttet end nogen anden due hun havde set, den var hvid og den sad med hovedet kækt på sned, mens den plirede med øjnene.
   Det lignede... Kunne det virkelig være ...Jo, der var et blåt blis på dens hoved - eller hvad det nu kaldtes hos en fugl? Den havde altså sådan nogle blå fjer på hovedet, og der var nogle flotte aftegninger på dens vinger, som et mønster i sart dueblåt. Meget passende kantede det vingerne. Det måtte være Simprex, den ældgamle sagnomspundne due.
   Det sitrede i alle Lines lemmer og glasset føltes endnu mere snævert end ellers, men hun måtte se om det virkelig var den magiske due, Simprex, der tilhørte den mægtige troldmand -
   Hvad skulle troldmanden hedde?
   Stina bed sig i læben og kradsede sig i hovedbunden.
   En sagte skraben fik hende til at se mod køkkenvinduet, hvor en næsvis edderkop hang ned fra gardinet.
   Så rankede hun ryggen, spilede øjnene op og stirrede.
   I altankassen mellem de visne margeritter fra sidste år, sad en stor, flot due og hamrede næbbet mod glasset
   Hvor i alverden var den kommet fra? Der var ikke noget underligt i, at der var en fugl i haven, men det var da mærkeligt den turde komme så tæt på. Pudsigt at det var en due, for sådan en havde hun jo netop tænkt på..
   Den virkelige due var også hvid, men havde den blå fjer på toppen af hovedet?
   Et enkelt kig var nok til at forvisse sig om, at det havde den faktisk. Stina stivnede. Det her var altså vildt underligt. Hun måtte liste hen og se nærmere på den. Bare den ikke fløj sin vej. Og hun måtte jo se at træde udenom alle de forbistrede skår.
   Meget forsigtigt lod hun sig glide ned mod gulvet og begyndte at liste over mod vinduet.
   Et skridt. To. Uden om skår. Se sig godt for.
   Skræppen, hvæsen og vingebask.
   Stina stoppede op, satte foden hårdt i gulvet og skreg skingert. Hun havde alligevel trådt på en splint fra et skår.
   På et ben, holdende om sin fod - den samme som før - så hun den fede due mase sig ind gennem kattelemmen, i det den holdt sine vinger mod kroppen. Så den fare frem mod hende, med vingerne bredt ud, mens den skræppede eller kurrede eller hvad nu man kaldte den hidsige lyd.
   I hælene på den kom Lurifaks.
   "Væk med dig, dumme kat," hylede Stina.
   Katten hvæsede og rejste børster. Knurhårene strittede.
   Duen lettede, flaksede rundt, dykkede lidt ned igen - og hakkede katten oven i hovedet.
   Med et hyl sprang Lurifaks omkring og løb ud gennem kattelemmen, mens duen krøb sammen og stak hovedet halvvejs under sin ene vinge.
   Den hang for resten lidt underligt, den vinge. Mens et par smertestårer stred sig frem i Stinas øjenkroge fik hun halet splinten ud og humpede meget forsigtigt nærmere duen. Hun ville ønske at hun kunne pippe noget på dens sprog, men hun var jo ikke nogen eventyrprinsesse eller fantasy-heltinde. Ikke en engang dr. Doolittles datter, så hun kunne kun menneskesprog:
   "Rolig, fugl, rolig," kurrede hun, så blidt hun kunne.
   Det lod til at virke. Duen tog hovedet frem igen og så mod hende med plirrende øjne, mens den ynkeligt forsøgte at rette sin vinge ind mod venstre side af kroppen, på samme sirlige måde som den venstre allerede var anbragt på.
   "Hvad ER der dog med den vinge?" pludrede Stina og balancerede udenom skårene, satte sig forsigtigt ned på knæ og rakte prøvende en finger frem mod duen, hvis vinge helt sikkert var såret, selvom der ikke var noget blod.
   Fuglen svarede heldigvis ikke. I stedet gav den sig til at nippe i sig af de brødkrummer, der åbenbart var føget med ned, da opvaskestablen væltede.
   Stina sad helt stille. Det var fantastisk, at duen ikke så meget som forsøgte på at stikke af, flakse bort eller i det mindste skræppe op.
   Den lagde hovedet på skrå og plirede med øjnene.
   Varsomt strakte Stine en hånd frem og strøg duen over hovedet. Dens fjer følte glatte og alligevel lidt stride mod fingerspidsen.
   Da duen netop havde snuppet den sidste brødkrumme tog Stina en rask beslutning. Forsigtigt tog hun fat om duen med begge hænder. Løftede den op og holdt den ind mod sig.
   Den trak benene op under sig, men det ene ben kom ikke ordentligt på plads. Fastgjort til noget, der lignede en snoet hønsering, sad nemlig et ganske lille, gråt rør. Ud af det stak en flig af papir.
   Nu hvor hun holdt duen mellem sine hænder og mærkede den lægge sit lille hoved mod sin ene arm, skete der noget. En varme, der føltes fremmed, steg op fra en bæk i hende. Den var ellers næsten stoppet til med sten, men nu skyllede den fra duens næb og gennem hendes krop. Hun blev nødt til at gøre noget.
   Var der noget med at man kunne ringe efter en dyreambulance og så kom de og hentede fuglen. Eller var det Falck-Zonen man skulle ringe efter?
   Hun kunne jo google det.
   Øh - nåeh nej!
   Der var vist ikke så meget strøm på mobilen, så hun ville ikke ringe til "Oplysningen."
   Det var ikke pænt at læse andres breve, men nød bryder som bekendt alle love, og det her var bestemt en nødsituation.
   Med to fingerspidser lirkede hun papiret ud. For ligesom at forsvare sin handling snakkede hun til duen, mens hun langsomt rullede arket ud:
   " Det er vel på en måde dit brev, og jeg tror at du gerne vil have hjælp, så jeg læser det - og du sladrer jo ikke til nogen, vel?"
   Duen kurrede benægtende.

Det tog ikke lang tid at læse de få linjer:

Simprex bringer besked:
   Hvid bonde prygler sort hest.
   i troldmand Hermans blomsterpalæ
   Smallegyden 17.
   Duen hed Simprex. Kunne det være duen fra hendes eventyrverden, der var fløjet ud? Næppe, men den måtte være undervejs med sit budskab, og måske var det vigtigt. Den måtte også have hjælp. Hun blev vel nødt til at bringe den til det mystiske blomsterpalæ.
   Hun var helt tør i halsen.
   Men hun måtte. Hvor lå den gade? Et øjeblik knagede det i Stinas hjerne. Hun var ret sikker på, at det var her i landsbyen.
   Der var vist ikke særligt langt?
   Lidt efter blev hun klar over, at det måtte være grusvejen, der startede nogle få matrikler nede af landevejen. Der var altså ikke længere end det skulle være muligt at gå, men kunne hun gå med duen i favnen? Eller skulle hun lede efter Lurifaksens transportkasse?
   At hun ikke anede hvor den befandt sig afgjorde sagen. Duen virkede jo også så tam og tillidsfuld. Det var da synd at lukke den inde.

Ikke længe efter gik hun hen ad landevejen med fuglen næsten gemt under sin sommerjakke, trukket ind mod sit rytmisk bankende hjerte.
   Foran lågen til nummer 66 stod der en vampyr! Den stirrede på hende med blodsprængte øjne i sit blege fjæs. Rædslen jog gennem Stina som en tsunami. Tungen føltes som et krøllet blad i munden og hun stirrede stift frem for sig. Men hun turde ikke løbe, for så vidste vampyren, at hun var bange. Og så ...
   "Hey - hvor skal du hen?" snerrede vampyren.
   Stina lukkede øjnene og tog en dyb indånding.
   Hun vidste det godt. Hun vidste det. Det var ikke en vampyr. Det var en pige, cirka på hendes egen alder, måske 14 eller 16. En af de underlige Goth-typer eller hvad det var de kaldte sig. Sådan en som Annika, der havde ført an i hånen om at hun - Stina -aldrig nogen sinde fik en kæreste.
   Stina åbnede øjnene og kastede et kort blik på den fremmede pige. Hun så sur og væmmelig ud. Stina satte farten op.
   Tog lange skridt. Hjertet dunkede, men nu måtte hun videre. For hun havde jo en mission. Måtte frelse den arme, uskyldige due.
   Endelig nåede hun vejen. Navneskiltet var næsten gemt bag vildtvoksende, frodige hyld. Duften af de fuldmodne bær kildede hende om næsen og hun fik lyst til hyldebærsuppe med knuste tvebakker.
   Men hun kunne jo ikke plukke bær så længe hun holdt om Simprex. Hun havde heller ikke nogen kurv.
   En let vind legede med hendes hår, puffede til løvet i trækronerne på træerne, der stod langs vejen og blæste orangerøde kronblade af valmuerne, så de hvirvlede af sted som små svævefly. Småbitte. Måske svævefly for alfer?

"Skal vi prøve om det kan bære os?" lo alfedrengen til Line, som havde drukket af den magiske væske og var skrumpet ind til alfestørrelse...
   Nej, nu skulle hun holde øje med husnumrene. Hun var allerede nået til nummer 11. Et lille, lyserødt hus med stråtag. Sådan et kunne hun godt tænke sig at bo i. Nummer 12 kunne hun skimte i modsatte side. Det lå i skjul bag graner og et nedslidt, meget højt plankeværk. En hund gøede inde i haven og Simprex rørte uroligt på sig.
   "Det er bare en dum køter," forsikrede Stina og trykkede forsigtigt sin hånd tættere mod duen, men uden at kunne mærke den, for der var denim imellem dem. Men hun kunne mærke dens ene klo gennem T-shirten Var der et hul hun ikke havde opdaget eller havde den revet et? Det gjorde ondt. Hun stak hånden ind gennem åbningen mellem knapperne. Spoing. Den dinglende knap hang ikke løst længere. Nu lå den et eller andet sted i det høje græs eller mellem stenene på grusvejen.
   Det var der ikke noget at gøre ved.
   "Tag det roligt. Vi er der jo snart." Stina anstrengte sig for ikke at lyde vred og skræmme fuglen. Hun strøg forsigtigt over dens fjer, for blandingen af kærtegn og blid tale havde jo virket i køkkenet.
   Det gjorde det også her på vejen. Heldigvis.

Kort efter stod hun foran et skævt, korslignende træskilt, hvor to hoppende cifre indikerede, at de var nået næsten frem. Syvtallet var næsten dobbelt så stort som ettallet og hældede så meget ind over det, at det virkede truende.
   Stakkels lille ettal.
   Forhåbentlig var skiltets ejer venligere end syvtallet.
   Det jog pludselig gennem hende. Hun havde slet ikke tænkt på, hvad duens ejer var for en og heller ikke på hvad hun skulle sige.
   Endnu et jag for gennem hende, da hun flyttede den fod, som hun opdagede hun trådte på den anden fods tåspidser med. Pludselig kunne hun ikke flytte fødderne. Et imaginært hårdt og vurderende udtryk i fremmede øjne havde ramt hende.
   Hun ville ikke op ad havegangen. Den var flisebelagt og næsten ukrudtsfri.
   På begge sider myldrede det med pæne blomster i forskellige farver. Det var sikkert sådan en havenørd, der hadede unge piger med fedtet hår, briller og bumser. Og særligt med slidt cowboyjakke, der manglede en knap.
   Måske troede manden, at hun havde kidnappet hans dumme due?
   Stina ville ikke vente og finde ud af det. Hun havde kvalme og rystede over hele kroppen. Hun måtte sætte Simprex ned i kanten af gangen. Så blev han nok snart fundet.
   Med svedige hænder tog hun om fuglen. Forfjamsket blev hun klar over, at hun først måtte knappe en knap eller to op. Der var jo kun faldet en af. Hun fumlede med det ellers så simple forehavende.
   "Daws," rungede det mod hende.
   Hun undertrykte et skrig, så det bare blev et lille grynt. Duen flaksede akavet mod den mand, der var dukket op.
   Han passede ikke til haven.
   Under en fedtet kasket stak nogle grå krøller frem. Hans næse var knudret og han havde skægstubbe.
   Gamle hænder, med brune prikker og store blodårer, holdt duen ind mod en stribet skjorte. Manden nikkede til hende.
   "Der er sket noget med hans ene vinge og vores Internet er gået ned," fik Stina forklaret.
   Det trak i den fremmedes mundvige. Det glimtede i hans brune øjne. Og så smilede han til hende. Fik smilerynker om øjnene og smilehuller mellem skægstubbene.
   "Det var sødt af dig at komme med ham. Hvad hedder du?"
   "Stina. Hvad hedder du?"
   "Herman. Men hvad er der da sket med Simprex her?"
   " Det ved jeg ikke. Måske er han fløjet mod noget?"
   Herman brummede svagt: "Eller er blevet ramt en bil? Jeg tror hans vinge er brækket. Vil du med ind? Jeg har skinner."

Først da hun stod på det slidte, røde gulvtæppe og Herman lod hende holde duen, mens han så sig om efter en skinne til dens syge vinge, strejfede det Stina, at den indledende dialog havde været som mellem to børn. Det havde været så lige til, men nu strøg hun akavet over duens fjer.
   "Det er Stina. Hun har hjulpet Simprex. Har du set skinnen, Alma?" smilede Herman til en kvinde i en kørestol. Hun smilede ikke tilbage, men udstødte en serie lave knurrende lyde. Det lød som en kat, der forsøgte at nynne en sang, men kun kunne huske to en halv tone.
   Et kort øjeblik lignede Alma en ældet udgave af Lurifaks.
   "Kan du ikke tale?" røg det så ud af hende, fordi hun måtte bortmane billedet af den grå, rynkede kat.
   "Vist så," lød det rustent.
   Mellem alle rynkerne i det gamle ansigt tronede en stor spids næse. To smalle øjne plirrede mod hende, og krogede fingre trommede sagte mod bordpladen.
   Simprex baskede med sin raske vinge og Stina satte ham forsigtigt ned på bordpladen..
   "Ja, undskyld, at jeg er så nysgerrig," sagde hun, "jeg tænkte bare - "
   "Det gør ikke noget, unge dame," knirkede Almas stemme, "de fleste ser den anden vej og ved ikke, hvad de skal gøre. Eller de glor bedømmende og tænker: Ak den hjælpeløse, nytteløse grøntsag."
   "Jeg - jeg tænkte nu mere på om du mon synes jeg er grim," brast det ud af Stina.
   "Det har jeg slet ikke tænkt på," kom det fra kørestolen, "jeg tænkte på, hvorfor Herman har inviteret dig ind. Han bryder sig ellers ikke om fremmede."
   Kvinden talte ubesværet, så det var da mærkeligt, at hun havde knurret før, men det havde hun selvfølgelig lov til, her i sit hus.
   "Pas på duen ikke vælter brikkerne," anbefalede Alma.
   Det gik op for Stina, at duen havde kurs mod et skakspil, der stod på den anden side af en hæklet lysedug med et syltetøjsglas, hvor i der var en buket nelliker.
   "Hey, kom her," smålo Stina og greb duen.
   "Har du selv duer eller andre fugle?" spurgte Alma og Stina rystede på hovedet.
   "Du er ellers god til dem," mente Alma.
   "Øhe..." mumlede Stina. Folk sagde ellers altid, at hun ingenting kunne.. Bare drømme, læse og finde på dumme historier. Og prale med alt mulig ligegyldig viden.
   "Det er godtnok synd med vingen," mumlede hun og spekulerede på, hvordan hun skulle få sagt noget pænt til Alma.
   Skulle hun spørge hende om hun selv havde hæklet lysedugen? Nej, for det kunne hun vel ikke med de krogede fingre?
   Nu flyttede Alma en hvid brik skråt mod en sort hest og lukkede sine fingre om den overvundne brik. Alma smilede, konsoluret slog tre slag og duen puttede sig ind til Stina.
   En brummen nåede ind til dem og røbede at skinnen åbenbart havde forputtet sig et meget mystisk sted.
   Stina satte sig bedre til rette på stolen. Hun sad godt her og det varede nok ikke længe før skinnen viste sig, eller før Herman fandt en anden måde at hjælpe duen på.
   "Er det fordi han kan kurere duerne og er god til blomster, at han kalder sig en troldmand?" spurgte Stina, for i brevet havde der jo stået "Troldmand Herman."
   "Også derfor," klukkede Alma.

Herman var tilbage. Sejrsstolt fremviste han en flad, grøn tingest. Det var skinnen.
   Med et varmt, medfølende smil holdt han duen ned mod bordet, fikserede den syge vinge og fik hurtigt sat skinnen på plads. Det havde han garanteret prøvet mange gange før.
   "Lad os få ham ud til de andre," snakkede Herman, "så må vi se hvem vi så skal sende af sted."

Dueslaget lå bag huset. Det var bygget af træ, malet gult og forsynet med både vinduer og dør, så det lignede et miniature-sommerhus. Indenfor var der en leben og en flaksen. Der var en lugt af fjer, duelort, spåner og træ. Ikke ubehageligt, nærmest som en brise af liv. Flere af duerne flaksede bort, men nogle trykkede sig i stedet mod den hylde de lå på. Der lød en pippen, idet ungerne på den ene hylde kiggede nysgerrigt ud over rundingen på en skål.
   "Så er farmand hjemme igen," annoncerede Herman. Åbenbart på vegne af Simprex, for nu placerede han den sårede due på hylden med de pippende små. De pippede bare videre, også da duen udstødte en kurren, der lød en anelse anderledes end før. En af de mange duer henne ved fodertruget, lettede og fløj hen til Simprexes hylde. Der lagde hun hovedet på skrå, kurrede kærligt og nappede lidt i hans fjer omkring skinnen.
   "Det skal nok gå," mente Herman og lod blikket glide rundt, før han tilføjede: "Jeg tror jeg venter til efter kaffen med at vælge en due at sende. Drikker du kaffe, Stina?"
   Hun rystede på hovedet:" Det stads smager som fluesuppe. Altså sådan som jeg forestiller mig, at det smager."
   "Så må du hellere tage en cola fra kassen," smilede Herman.

Det var en lille glasflaske, og Herman åbnede den, da han havde båret termokanden med kaffe ind i stuen.
   Stina nippede til sodavanden. Den brusede mod hendes tunge og boblede i svælget. Hun havde ikke fået cola siden i går og pludselig rislede drikken som en brusende flod ned gennem spiserøret. Og flasken var tom. Hun undertrykte et tilfreds bøvs og mødte to par øjne, der undrede sig lidt over farten, men lod til blot at finde hendes tørst glædelig.
   Hun så rundt i stuen.
   Ud over bordet de sad ved var der en brun trepersoners sofa, et kludetæppe dækkede den og desuden var der en pude med en due, der fløj af sted med et olivenblad i næbbet. På væggene var det småblomstrede, falmede tapet forvandlet til indramning af forskellige billeder; malerier, tegninger og fotografier. En del af fotografierne hang samlede som et anegalleri. Det var det sikkert også. Øverst hang gulbrune billeder af unge par i meget gammeldags tøj, sikkert fotograferet i 1800-rødkål eller deromkring. Så var der større gruppebilleder og omtrent i midten af det hele var der et farvebillede af et ungt par, der så meget forelsket på hinanden.
   Det vil sige, manden så meget ung ud, kvinden var måske 30 år eller deromkring. Hun så bleg ud og havde sat håret op i en knold. Hun var i hvid skjorte og lægget, skotskternet nederdel. Manden havde løsthængende, langt og krøllet hår, spraglet åbenstående skjorte og en blomsterkrans om halsen. Han smilede så det rakte ud over det blegnede foto og varmede Stinas ansigt. Det havde også kastet glød over kvindens ansigt, så hun smilede mod ham; et forsigtigt, alvorligt og sikkert sjældent smil, der forskønnede det aflange ansigt med den markante næse og overbiddet. Der sad en due på mandens ene skulder, den lignede Simprex, men havde ingen blå aftegninger på vingerne. Bare blåt hoved og hvid krop. Det så ud som om den nippede ham i det ene øre.
   Alt det lagde Stina i billedet, før hun så fra det forevigede øjeblik til det nuværende.
   "Han fortryllede mig," påstod Alma. Hun havde åbenbart fulgt Stinas blik.
   De smilede til hinanden. Stina så ind i kvindens grågrønne øjne, foretog et regnestykke om alder og årstal, anede en historie, hun gerne ville høre mere af og følte et virvar af følelser som kaskader af små opblussende håb og drømme, der skiftede retning. Fra det indestængte og fortrængte rum flagrede og baskede de nu mod overfladen, søgende efter en form og en blivende substans.
   Herman havde åbenbart også fulgt hendes blik.
   "Duen er såmænd tip-tip-tip oldefar til Simprex," smålo han.
   "Ja, du har jo ladet dem parre sig som de vil, de forskellige racer," bemærkede Alma, vistnok en anelse syrligt.
   Hermans smil voksede.
   "Og du nænner jo ikke at spise dem, så vi har mange." Alma kiggede direkte på Stina, mens hun sagde det.
   "De er så søde," for det ud af Stinas mund. Alma og Herman så på hinanden, lidt tænksomt, lidt drillende og næsten lige så kærligt som dueparret i slaget.
   "Jeg vil da gerne hj....," begyndte Stina.
   "Måske kunne du tænke dig at...," begyndte parret i kor.
   Så gik de alle tre i stå, stirrede på hinanden og brød i latter.
   "Har du tid til at være med til at vælge den due, der skal give besked tilbage?" spurgte Herman da de omsider havde grinet færdigt.
   Uret slog igen. Fire slag, der lød som: "Husk nu den opvask!"
   "Ja," svarede Stina på Hermans spørgsmål og tilføjede; "men så skal jeg altså hjem og ordne køkken."

Alt for hurtigt stod Stina igen foran huset.
   Hun så op mod himlen, hvor de sorte skyer søgte sammen og varslede regn. Lige under skyerne fløj duen Olfert. Den bragte en besked, som hun havde skrevet. Og hun havde hjulpet Alma med at finde på et godt træk i skakspillet, før hun skrev den.
   Mens Stina smilede mod skyen, gled Olfert ud af hendes synsfelt. Et fugtigt vindstød ramte hende, puffede til håret og fik hende til at trække jakken tættere omkring sig.
   Kaskaderne af følelser og indtryk baskede stadig, men nogle af dem havde fundet en gryende substans. Det var som en følelse af dyb ro, en klump af velvære omgivet af de sidste urolige, der som bobler bruste gennem hende og gav hende lyst til at synge og hoppe.
   Troldmanden havde fyldt hende med energi. Og Alma havde hjulpet ham. Der fandtes mennesker, der var omtrent som hun og ikke lukkede hende ude. Mennesker som hun og far. Og det var sådan hun ville være. Ikke jage efter noget, ikke tage en lang uddannelse, der fik hendes hoved til at koge og alligevel ikke gav et job, fordi hun var lidt anderledes end de fleste. Hun ville gerne have et lille landbrug og kærligt samliv med en der gerne ville dele det. Hun ville have duer og høns. Og ro.
   Far havde lagt penge til side. Der var snart til den fordømte regning. Og hun ville hjælpe hvis hun kunne. Og hjælpe Herman med duerne. Lære om haven. Spille skak med Alma og le hjerteligt..
   Hun stoppede, indsnusede duften af vådt græs, stærkt duftende snerler og vild sennep.
   En dråbe ramte hendes næsetip med et blidt plump. Som for at drille.
   Så kom alle de andre dråber strømmende. Hun satte farten lidt op, men ikke mere end at det føltes som at sejle gennem vuggende bølger, en støt og rolig fart med sindig fremdrift.
   Inden hun nåede hjem stilnede regnen af. Luften var ren og klar. Hun standsede ved hylden og nippede varsomt en klasse af. Bærrene var store og sorte, enkelte dog krøllede som Almas ansigt og gennem et stak en stilk, så det blev til hendes store næse.
   Stina smilede. Hun havde stadig fantasien, ville stadig digte og skrive, men ikke som flugt.
   Virkeligheden var også et eventyr, og nu vidste hun hvad troldmanden hed.

Om hjørnet så hun igen pigen i det sorte tøj. Hendes krigsmaling var udtværet og håret klaskede mod det blege ansigt.
   Stina smilede til hende og spurgte; "Hvorfor er du ude i det her vejr?"
   "Jeg har glemt nøglen," vrissede pigen vådt.
   "Du kan da gå med mig hjem og vaske op," grinede Stina.
   "Hvad får jeg for det?"
   "Et stænk af magi," grinede Stina.
   "Du er altså virkelig mærkelig," Pigen målte hende med sammenknebne øjne, men Stina trak bare på skuldrene. "Jeg ved det, men der er tørt i min fars hus."
   "Så skidt da," grinede pigen.