Uffe kiggede tomt ud ad vinduet, mens han drak sin morgenkaffe. Han var træt af livet -. Lige meget hvad han gjorde, endte det altid med at blive til mere besvær end gavn. Han følte sig forfulgt af sort uheld. Et kort øjeblik strejfede hans blik køkkenuret. Han var på vej ud ad døren. Hver dag kørte han af sted til kontoret kvart i otte. Sådan skulle det også være i dag, for Anne skulle ikke vide noget.

Uffe ville bare væk. Han havde besluttet at overnatte på et bed and breakfast, hvor Anne ikke kunne finde ham -, hun skulle helst blive bange.
   Tankerne snurrede rundt i hans hoved. Han ville forlange en masse ting ændret. Nej -, de kunne ligeså godt blive skilt med det samme. Han fik sikkert kun råd til et værelse. Alle pengene forsvinder ved en skilsmisse, - det siger alle!
   Uffe tænkte tilbage på sin skoletid. Han havde været et let offer for de andre drenges drillerier. Drillerier som hurtigt var blevet til daglige mobninger. Uffes klasselærer havde læst "Uffe hin spage" højt for klassen. Hun havde troet, at de andre børn ville tænke, at Uffe er ikke nørdet og dum men klog og stærk. Men allerede i det næste frikvarter var Claus i gang med "Uffe - din spade". Han havde holdt det ud en tid -, men så blev det for meget.
   Han var løbet hjemmefra, og havde skjult sig i naboens udhus. Næste morgen havde naboen fundet ham og sendt ham hjem. Men naboen havde set, hvor presset Uffe var, og havde tilbudt ham det varme fyrrum som et fristed, hvor han kunne komme og gå som det passede ham.
   Uffe kom til at tilbringe mange timer i fyrrummet. Han havde læst, øvet med guitaren og skrevet tekster til sine sange. Naboen havde lagt en bog ind til ham med fortællingen om Uffe hin spage. Bogen var gammel og slidt, og den var gået op i ryggen. Der lå en seddel inde i bogen. Naboen havde skrevet noget om at rejse sig ved det træ, man var faldet ved. Der stod også noget om, at Uffe hin spage netop handlede om at forny sproget. At bruge ordet, som en ridder bruger sit sværd.
   Uffe var sikker på, at naboen var tosset. Han havde ikke forstået et ord af, hvad han mente. Bagefter huskede han kun det med at kæmpe med ordsværdet.


* * *
   Uffe sad sammen med sine tre børn ved morgenbordet. Drengene fægtede med både arme og ben og råbte højt -. Imens sad Uffe og drak sin kaffe med udtryksløst ansigt uden at sige et ord. Han vidste, at hvis han sagde noget, ville han straks blive afbrudt af et af børnene, som enten ville rette på ham eller påstå, at det, han havde sagt, ikke gav mening.

Uffe tænkte på, at han som voksen havde haft svært ved at knytte sig til andre mennesker. Hans undskyldning havde altid været, at han var blevet mobbet dengang han gik i skole. Den medlidenhed det medførte, havde givet ham ekstra opmærksomhed. Men som voksen burde han for længst have indset, at den aldrig havde gjort ham noget godt. På det seneste havde han mærket at det var noget andet, som hele tiden blandede sig, og som prøvede at tvinge ham til at gøre noget uventet
   Dengang han havde mødt Anne, havde han for første gang i sit liv oplevet, at være lykkelig flere dage i træk. Sammen havde de efter en tid besluttet, at de ville blive en familie og få børn. De havde været overbeviste om, at børn ville give dem større mening i tilværelsen og at et barn ville være familiens naturlige midtpunkt.
   Igen var det sorte uheld ude. Det var startet med et enkelt ord fra Anne -, barnløshed. Dengang havde Uffe næppe villet tro, hvor meget han nu godt 20 år senere lagde i det ord. Det ene ord havde i løbet af kort tid fjernet de sidste rester af den glæde og spontanitet, der i starten havde været i deres forhold. Alt havde pludselig drejet sig om dato og klokkeslæt, temperatur og skemaer. Deres samtaler var endt som ligegyldige gentagelser.
   Så snart barnløsheden var konstateret, havde Anne sat himmel og jord i bevægelse, for at få de tre børn hun ønskede sig. Til sidst var det da også lykkedes med hjælp fra en privat klinik.
   Uffe havde i starten været overbevist om, at det forhold, de havde haft, før de fik børnene, ville vende tilbage, men Anne havde kun kunnet se børnenes behov. Derefter havde han troet, at det ville ske, når de blev lidt større, men nu var den ældste 20 år. Uffe måtte erkende, at det aldrig ville blive til noget. Det følelsesmæssige fravær og mekaniske samvær havde slidt på den selvtillid, han i forvejen havde alt for lidt af.
   Han følte sit liv hænge underligt uafklaret midt mellem at have overstået smerterne fra ungdommen og til at starte på fremtiden uden at have noget mål eller håb.
   Da så den yngste af drengene var kommet hjem i går og havde fortalt, at han var blevet mobbet igennem længere tid, havde Uffe mærket, al lidelsen fra sin barndom vende tilbage for at fortsætte i næste generation.
   Uffe havde prøvet at få ham til at forstå, at han vidste, hvordan det var. Han havde fortalt, at han selv var blevet mobbet gennem hele sin skoletid, men ingen i familien havde troet ham.
   Hans første eksempler havde været for dårlige og i desperation for at få dem til at forstå hvor slemt det havde været, blev hans eksempler mere og mere groteske. Det var endt med, at Anne og børnene havde skreget af grin, da han fortalte, at mobningen var foregået systematisk efter et skema. Det var så absurd, at hans familie efterhånden ikke troede, at der var noget af det, han havde fortalt dem, der var sandt.


* * *
   Da han for et par år siden rundede 50, havde han tænkt på, om han levede det liv han gerne ville. Dengang havde han erkendt, at der var alt for meget, som han bare havde accepteret uden at spørge - hvorfor?

Men Uffe selv ville længere -. Udenpå havde han sin grå facade, men indeni var han ved at koge over af længsel efter at føle noget andet end den vrede og afmagt, som mobningen havde gjort til en fast del af hans natur. Han ville græde og le - råbe og skrige så højt han kunne -. Finde følelser han ikke vidste, han havde.
   Han havde taget tilløb flere gange, men med kone og børn og månedlige afdrag på hus og bil, havde hans muligheder været begrænset til et dramahold på AOF -, som han følte sig sikker på, var overtegnet af folkepensionister med medbragt dele-termokaffe.
   Selv derhjemme kunne han ikke få lov at slå i bordet, men måtte i stedet kæmpe en evig kamp om familiens sidsteplads med familiens gamle tandløse og kastrerede hankat Sigurd, som børnene ikke uberettiget altid sammenlignede ham med. De tre børn, som i starten havde været et stort savn, var nu blevet til tre store teenagere, som hele tiden prøvede grænser af -, hans grænser. De overså ham bevidst -, kalde ham Uffe -, som var han deres papfar. Men når det kneb for dem, kunne "far" godt bruges.
   Som i går da Mikala var kørt tør og han havde hentet 5 liter benzin til hende. Da han kom tilbage, var hun kørt, - hun havde bare lånt af vennerne.


* * *
   Uffe havde ikke sagt noget til Anne. Han var kørt af sted til sædvanlig tid, men han kørte ikke hen på kontoret. I stedet holdt han ind på parkeringspladsen ved biblioteket. Biblioteket åbnede først kl. 9, men i mellemtiden ringede han til kontoret og tog dagen fri. Derefter satte han sig til at tænke over sit liv. Anne og børnene havde ret -, der var noget som ikke stemte. Mobningen i skoletiden havde tydeligvis været tilrettelagt af en voksen og al den ulykke, som hele tiden ramte ham, var for massiv til at den kunne være tilfældig.
   Nu ville Uffe finde ud af, hvad eller hvem der stod bag og som systematisk ødelagde hans tilværelse. Den første, han kunne komme i tanke om, var Claus. Det var ham som havde stået i spidsen for mobningerne. Ham, som havde været årsag til, at Uffe var løbet hjemmefra. Han ville have fat i Claus, den værste plageånd af alle.
   Da biblioteket åbnede, gik Uffe ind og satte sig ved en af computerne. Han huskede at Claus hed Claus Treve. Uffe prøvede først at få fat på hans adresse og telefonnummer, men han fandt ingen med det navn. Først da han ledte bredt var der bid. På Wikipedia fandt han en linie om en skuespiller, som hed Lars Mellemsøe, der, som 8 årig, havde spillet Claus Treve i en film, der hed "Uffe - din spade."
   Uffes hjerte begyndte at banke hårdere. Hvad var det her for noget? Hvordan kunne nogen allerede have -? Det var jo helt overnaturligt.
   Uffe søgte nu på "Uffe - din spade" og fandt ud af, at manuskriptet til filmen stammede fra en dansk novellekonkurrence i 2010.
   Han prøvede nu i stedet at søge på sit eget navn -. Igen var der intet, og igen dukkede filmen "Uffe - din spade" op på Wikipedia. Denne gang sammen med en anden skuespiller Knud Fossbjerg, der som 8årig have spillet Uffe som barn.
   Nogen måtte lave skæg med ham. Det kunne ikke passe, at han ikke eksisterede. Kunne nogen måske have optaget noget på film i klassen -? Det huskede han i alt fald intet om.
   Da Uffe søgte på Mellemsøe, fandt han kun én familie. Familien boede ikke så langt derfra. Han besluttede at køre hen og spørge efter Lars. Lignede han bare Claus en lille smule, skulle han få en omgang bank.
   Uffe havde kun kørt i et par minutter, da hans Toyota gik i stå -, han var kørt tør. Pokkers også, nu blev han nødt til at. . .
   Hov -, det var underligt, for han havde lige tanket bilen i går, da han var nede og hente de 5 liter til Mikala. Dunken stod stadig bag i bilen. Uffe hældte hurtigt benzinen fra dunken på bilen og kørte videre.
   Han fandt huset og skiltet med Mellemsøe og ringede på. En dame lukkede op og han bad hende om at komme til at tale med Lars Mellemsøe. Uffe var allerede begyndt at folde fingrene tæt sammen og bøje tommelfingeren ned langs med dem, så han ikke brækkede fingrene, når han slog, så hårdt han kunne.
   "Mener du ikke Ole? Min søn hedder Lars, men han er jo kun 3 år gammel."
   Uffe var ved at tabe underkæben. Han undskyldte og sagde noget om, at der var sket en fejl.
   Lars Mellemsøe var altså kun 3 år gammel -. Han skulle først medvirke i filmen om 5 år? Der var noget helt galt.
   Nu svimlede det først rigtigt for Uffe. Hans hjerne arbejdede som en gal på en mulig forklaring, mens han kørte tilbage. Det ville altså sige, at Claus aldrig havde eksisteret?
   En tanke kom nu pludselig ind i Uffes hoved. Nogen eller noget, som han ikke vidste hvem eller hvad var, måtte havde planlagt både mobningerne og hans sorte uheld. Uffe var sikker på, at dette "nogen/noget" også havde skaffet ham barnløshed, frataget ham evnen til at få venner og mange andre ting. Hvem kunne have mulighed for at gøre det andre end den, som havde skabt ham -, hvem andre end Gud selv?
   Var der andre muligheder? - Ja hvis alt, hvad det er muligt at tænke sig frem til var muligt i virkeligheden, så var der sikkert flere muligheder, men. . .
   En pludselig indskydelse fik ham til, uden varsel, at dreje skarpt ind ad den første vej til højre. Han trådte speederen hårdt i bund. Kort tid efter så Uffe byen, vejen og himlen foran sig forsvinde. Der var intet foran ham - absolut intet.
   Uffe huggede bremsen i. Han nåede lige at stoppe, inden han røg ud i intetheden. Han sad lidt og stirrede ind i det tomme intet inden han vendte bilen for at køre hjem.
   Nu vidste han, hvad der var galt.


* * *
   Den verden Uffe levede i, var et aftryk af den virkelige verden. Et aftryk, som jeg som forfatter af novellen, havde lavet for at bruge den i mit bidrag til en novellekonkurrence.
   Jeg havde planlagt, at min novelle skulle handle om, hvor ødelæggende den mobning, som sker i barndommen og ungdommen, er for voksentilværelsen. Men Uffe havde uventet ikke fundet sig i det råderum og den skæbne, jeg havde tildelt ham.
   Det aftryk af verden jeg havde lavet, var begrænset til kun at omfatte den del jeg behøvede til novellen. Jeg havde ikke forudset, at Uffe ville køre ind i et boligområde som var uden betydning for handlingen.
   Uffe havde været så hårdt presset, at han pludselig havde reageret. Selv om jeg havde tømt tanken i hans bil, havde jeg ikke kunnet nå at gætte, hvordan han ville reagere inden han havde fundet et af hullerne. Det var min skyld
   Nu var Uffe på vej hjem. Han havde hurtigt regnet ud, at den verden han levede i, var en parallelverden til den virkelige verden. Uffe vidste, at det måtte betyde, at han kun eksisterede inde i en forfatters hoved.
   Uffe prøvede nu at gætte, hvad det var for en type forfatter, som var i gang med at skrive om ham.
   Én ting var han i hvert fald sikker på. Forfatteren var helt uden moralske skrupler. Han udsatte bevidst sin hovedperson for alle mulige eksperimenter bare for at få en ekstrem reaktion fra dem, som han kunne skrive om. Lige nu sad han sikkert på en fortovscafé med en fransk avis og et glas rødvin, han kendte typen -, en rigtig "smart-ass". Imens måtte han selv gennemgå alle helvedes kvaler.
   Det var ikke Claus, som havde mobbet ham i hele skoletiden og fyldt ham med mistro til andre mennesker -, NEJ, det var forfatteren!
   "HOV! -, DET ER JO FORFATTEREN, DER ER CLAUS!"


* * *
   Uffe havde råbt det, så højt han kunne.

"Nej, hov Uffe - lad os nu ikke drage nogen forhastede konklusioner. Vi kan vel snakke om det her. Rolig nu."
   "Nej, jeg vil ikke være rolig nu. Det er dig som er mobberen, dig som har ødelagt min barndom og ungdom. Nu er du oven i købet gået i gang med også at ødelægge mit voksenliv og mine børns liv.
   Hvorfor gør du det her imod mig? Det er vel ikke nogen naturlov, at man, hvis man har fået sin barndom ødelagt, også skal have sin voksentilværelse ødelagt. Der må være en måde at ændre det på, som det er vigtigere at finde end at prøve at blive kendt. I stedet kører du bare videre, men det er jo heller ikke dig, det går ud over."
   "Der er jo også hensynet til læserne."
   "Hensynet til læserne -. Ja, uha da da, dem skulle vi da nødigt fornærme. Læserne -, de er da ikke en skid bedre. Hvis de ikke hele tiden forlangte mere lidelse og smerte, så havde du ikke en gang gidet at udsætte mig for alle dine måder at pine mig på."
   "Du ville selv have gjort det samme. Det er helt almindeligt at lægge lidt til og sætte tingene lidt på spidsen. Hvis jeg lod et fjendskab opstå ud af så lidt, som det gør i virkeligheden, så vil ingen tro mig. Overdrivelse fremmer forståelsen."
   "Du ved udmærket godt, at virkningen af mobningen ville have været den samme, selv om det kun havde været hver anden dag, jeg blev mobbet. Du gav mig ikke et eneste lyspunkt og har tilladt dig at hænge mig ud foran både min familie og for læserne. Min plads derhjemme nyder du tydeligvis at beskrive med ironi. Netop du af alle burde tage hensyn til mig, efter at jeg er blevet voksen, efter du har givet mig sådan en barndom. Har du ingen medlidenhed med andre mennesker?"
   "Var vi ikke enige om, at du ikke skulle bruge den undskyldning mere?"
   "Jo, men din pæne novelle, som skal give sig ud for at hjælpe med at slippe af med mobning, har du jo kun skrevet for at vinde skrivekonkurrencen. Du har skabt min ulykke i et forsøg på at sikre din egen succes. Du kan bare ikke få historien dramatisk nok vel -? Jeg elsker min kone og mine børn, men fra starten ville du straks have os skilt.
   "Måske føler du, at det er sådan det er, men du kan i alt fald ikke gøre noget ved det nu. Jeg har skabt dig, for at gøre dig til hovedperson i min novelle."
   "Der tager du fejl. Jeg kan faktisk gøre noget. Din interesse er at vinde novellekonkurrencen, men jeg ønsker også lige som dig, at novellen bliver filmatiseret. Det vil få mig til at opstå i kød og blod.
   Så vil jeg indflette mit ordsværd i din tekst. Når teksten er kommet ind i en 8-årig skuespillers underbevidsthed, er det min opgave at få ham til at forstå, at du er gået langt over stregen og må stoppes. Jeg håber, at skuespilleren, som spiller mig, vil lægge krop til at svinge ordsværdet, når han bliver voksen. En dag, når du mindst venter det, vil det pludselig ringe på din dør. Så vil Knud Fossbjerg stå på trappen og hilse dig fra mig - Uffe -, og stikke dig en på tuden. Hvis ikke, er der sikkert en anden ansvarlig voksen person, som inden da vil have indset, at du må stoppes, inden dine sadistiske tilbøjeligheder som litteraturens Dr. Mengele udsætter andre sagesløse personer i dine noveller for dine eksperimenter."
   "Nej Uffe -, det, naboen sagde om Uffe hin spage og om at bruge ordsværdet, som en ridder bruger et sværd, har ikke noget at gøre med at hævne sig. Riderne forsøgte at udbrede retfærdighed med deres sværd. I nutiden skabes retfærdigheden med ordet. Ordsværdet er den moderne tids afløser for et rigtigt sværd.
   Der er så få i verden, som taler dansk. Så få til at holde sproget levende, at vi alle må være med til at holde sproget levende. Derfor har alle forfattere en særlig forpligtigelse til ikke kun at skrive om almindeligheder. Forfattere må og skal forsøge at nå ud over de nuværende grænser og finde den yderste grænse. Ellers dør sproget."
   "Det er jo bare ord alt sammen. I forfattere opfører jer som nogle rigtig små vor Herrer. I skaber bare de mennesker, I skal bruge, når det passer jer. Så sætter i dem ned i et lukket bur, hvorfra de ikke kan undslippe. Derefter tilsætter I lidt daglige besværligheder og til sidst noget ondskab."
   "Ja Uffe -. Du har lige afleveret en meget kort udgave af uddrivelsen af Paradiset. Gud har skabt mennesket. Han tog det ud af Paradiset og lukkede det inde på jorden. Sørgede for at det selv skulle skaffe det daglige brød i sit ansigts sved. Gud har selv givet mulighed for, at det onde kunne opstå. Alligevel kalder du ikke Gud ond."
   "Det ændrer ikke noget ved det, du har gjort ved en mand, du selv har skabt. Jeg, som du kunne have elsket, som en søn.
   Føj, - for Satan!"
   "Ingen forfatter kan skrive så godt, at nogen vil tro, at det er bogen, der er virkeligheden."
   "Jo -" sagde Uffe, "for mig er bogen virkeligheden."


* * *
   Uffe var totalt forvirret. Alle mulige tanker røg gennem hans hoved, men han var ude af stand til at holde en eneste af dem fast. Trafikken omkring ham gik i stå og han vågnede pludselig op ved, at han var ved at ramme en lastbil.
   Så snart han kunne, svingede han ind på en sidevej og stod ud af bilen. Han måtte ud at gå, så han igen kunne tænke klart.
   Først nu så han, at han kun var nogle få gader fra sit barndomshjem. Hans ben bevægede sig allerede af sted i den retning. Han stoppede op ved havelågen og minderne begyndte at vælte frem. Han huskede den nat, han var løbet hjemmefra og han drejede hovedet og så, at naboens hus stadig så ud, som det plejede. Uffe fik en mærkelig trang til at se, om fyrrummet stadig så ud, som det havde gjort dengang.
   Han fandt postkassen med skiltet Vermond Jensen. Nøglen lå stadig, hvor den plejede, og han låste sig selv ind. Hylderne var der stadig. Han gik derhen. - her et sted, jo her, samme sted som dengang, lå bogen stadig parat til ham, den gamle lasede bog om Uffe hin spage, som nu var gået helt fra hinanden.
   Døren knirkede, og Uffe så naboen komme ind. Som barn havde Uffe været bange for ham, men nu så han virkelig uhyggelig ud. Han var tynd og krumbøjet. Hans hår var hvidt og sad i lange tilfældige totter, men det mest uhyggelige var hans øjne, som var helt hvide.
   "Jeg syntes jo nok, det var dig Uffe. Jeg vidste, at du ville komme efter bogen, så du kan komme i gang med dit liv. Godt du nåede det. Jeg er blevet blind og har fået en plads på et plejehjem."
   Uffe kiggede på bogen. Han vidste ikke noget om, at han var kommet efter den, men han takkede alligevel naboen.
   Uffe mærkede nu, at det var vigtigt for naboen, at han forstod det med sproget, og hvor vigtigt det var at holde det i live.
   Naboen begyndte at tale om, hvordan Uffe havde øvet med guitaren og skrevet tekster. Han huskede, at han havde kaldt sin guitar for "spaden", og at han havde lavet sine egne sange -. "Dengang var du i gang med at bruge ordsværdet."
   Han var blevet kaldt en spade. Det samme, som han havde sagt om sin guitar. En spade med skarpe kanter og et blad, som kan klinge. Han tænkte, at der måtte være et guitar-sværd. Alle de musikere, som havde skrevet sange, som havde været med til at gøre verden mere retfærdig. Guitarsværdet måtte være det sværd, som det for tiden var lettest at påvirke andres meninger med.
   Uffe havde nogle gamle tekster liggende et sted derhjemme. Dem måtte han hjem at finde. Han huskede, hvor meget han dengang havde været optaget af at finde de rigtige ord.
   Han var pludselig blevet ivrig. Han kunne oven i købet begynde at mærke energien i sig fra det, han lige var begyndt på.
   Han fik en ide -. Nej han fik to ideer. Pludselig kom ideerne helt af sig selv. De skyllende ind over ham, blandet op med alle de gamle drømme. Spille og skrive -, det var ikke for sent. Hurtigt tilbage til bilen og hjem.
   Der var ingen hjemme. Klokken var kun halv to. Han fandt sin gamle guitar frem. De gamle tekster fandt han oppe på loftet. Tre timer efter var han forvandlet. Han havde skrevet på nettet og i gratisaviserne efter andre, som havde tid og lyst til at spille musik - han havde meldt sig ind i en sammenslutning af amatørforfattere, og han havde allerede udvidet sproget med et navn til bandet "Guitarsværdet".
   Siden den dag var Uffe ikke til at kende igen. Han var altid lige i gang med noget, han havde fundet, noget som han havde opdaget, at han var god til. Han skrev noveller og digte, så hurtigt de kom ind i hans hoved. Hans familie var igen begyndt at lytte til hans meninger. Han var blevet herre over sproget og havde fået ordet i sin magt. Han var blevet "Ridder af ordet".

Og bogen? . . . Uffe gav den en meget fin indbinding og lagde den frem på sit arbejdsbord. For "en bog som handler om at sørge for at forny sproget, skal ligge fremme så jeg ikke glemmer at forny sproget."