Det er meget tidlig morgen, og jeg har en aftale med et slot i Østerled. Solen er søvndrukkent stået op over horisonten og nattekøligheden ligger endnu over Delhi, da min Ambassador kører frem. Klokken er kun fem morgen og arbejdsdagen allerede begyndt.
   Vi skal et sted ud i et landdistrikt og tale med en kunde, skønt det er lørdag. Det gør mig ikke stort, for aftalen med firmaets agent lyder på, vi kan bruge bilen hele søndagen og det byder på et par muligheder. Taj Mahal ligger blandt andet inden for rækkevidde. Det er det, jeg i begyndelsen benævnede som et slot, skønt det i virkeligheden er et gravmæle.
   Taj Mahal, navnet klinger af østens romantik, men om blot et par timer vil amerikanske turistdamer med blåtonet hår og briller i kæde om halsen, for ikke at glemme de evindelige Instamatic'er, stige om bord i en airconditioneret bus for at køre ud til dette romantiske gravmæle af den kedelige hovedvej, der strækker sig de cirka 200 kilometer fra New Delhi til Accra. Deres kaglen vil give genlyd blandt prægtigt udhuggede marmorvægge og Instamaticerne vil klikke, som en IBM kugleskriver i højt gear, før de atter trætte vender tilbage til luksusbussen, der bringer dem til deres femstjernede hotel i Delhi, og her kan de om aftenen ved en sjus i barens dæmpede belysning betro hinanden, hvor fremmedartet og fascinerende Indien er.
   Det tager desværre lidt af duften fra det hele, men lad mig vende tilbage til Taj Mahal senere.
   Vi skumpler ud af det morgenstille Delhi. Vi skal ikke følge hovedvejen, for så når vi ikke ud til vor kunde.
   Grunden til at starte så tidlig er ganske enkel. Vi vil så langt som muligt, mens det endnu er relativt køligt, så kan vi komme indenfor i middagsheden.
   Chaufføren ryger Bee dee, mens han kører, en ful stinkende cigaret. Et stykke kræmmerhusformet stump papir med en art tobak indeni. Sådan en pakke, der er helt konusformet og rummer tyve stykker, står ham i tyve paises eller cirka femten øre, så det er ingen herregård, og dog. Hans dagløn er fire til fem rupees eller tre til fire kroner.Hvor han tilbringer sine nætter, når han er på rejse, eller hvor han finder noget at spise, er der ingen der blander sig i. Det må han selv finde ud af. Bare han altid er til stede, når vi skal bruge ham, hans uniform er pæn og hans bil ren og nypudset. Det lyder hårdt, og det er det måske også, set med vor forvænte standard, men selv er han tilsyneladende tilfreds, om han så også må overnatte i bilen et par gange.
   Min ledsager bryder alle regler for sit firma og giver ham diæter på fem rupees, så han ikke skal lide nød.
   Solen er så småt ved at få mere magt. Vi passerer et sted, hvor en stor asfaltmaskine er ved at lægge en strimmel asfalt. I Ahmedabad lavede man også vej. En helt ny firesporet vej. Så vil dromedarerne, vandbøflerne, køerne og de små heste ikke blive slet så meget generet af gamle bulede busser og lastvogne.
   Der skal godt med grus og sten i bunden af vejen, så den bliver solid. Bunker af materiale ligger med passende mellemrum ved vejsiden og kvindelige vejarbejdere har travlt med at bringe materiale frem.
   I gamle sarier, kiltede op om de af vejstøvet hvidpudrede bare ben, går eller løber de, alt efter temperament fra grusbunken til vejen med et lerfad på hovedet. Lerfadet bliver fyldt op ved grusbunken af en medsøster, der er udrustet med noget, der ligner et overdimensioneret hyppejern. Et par læs grus i fadet , og det bliver svunget op på hovedet, derefter går turen over til vejstykket, hvor der er brug for det, og fadet bliver tømt af, før det atter går tilbage til genopfyldning. Et hårdt arbejde i fyrre graders varme og for en løn af tre til fire rupees om dagen.
   Nogle af kvinderne har små børn med. Et par af dem er anbragt i hængekøjer lavet af sække og udspændt mellem et par træer. Der ligger de og gynger frem og tilbage dagen lang og keder sig sandsynligvis efter noder.
   Vejen bliver ikke bygget hurtigt på denne måde, men en dag vil den være så vidt, at mændene rykker ind og tænder bål ved vejsiden. Tohundrede liters tromler med asfalt bliver ristede i bålet til indholdet flyder og kan bruges til at dække gruslaget, som er pænt klappet og glattet ud af kvinderne.
   Senere, meget senere, planter man små træer i vejkanten og beskytter de unge planter mod køer og bøfler ved at anbringe en eller to at de brugte tromler omkring træet. Har man ekstra god tid, og det har man som oftest, bliver tromlen forsynet med mere eller mindre kunstfærdige udskæringer. En gammel bliktromle, der klippes til, så den ligner en krone er dog stadig en gammel tromle, selv om den får sølvbronze. Men her er det hensigten, der helliger midlet og hensigten er god og midlet effektivt, og de små træer ville næppe overleve uden denne beskyttelse.
   Sådan lavede man vej i Ahmedabad, men her i nærheden af rigets hovedstad Delhi, har man tage andre midler i anvendelse.
   Det går ud mod det åbne land, og jeg får med besvær ild på en indisk panatella cigar. Det må med skam siges, at den sikkert bedst egner sig til at blive røget af en brandmand, der er vant til kraftig røg. Den er næsten ikke til at holde ild i og udvikler en kvalmende os, der kan udkonkurrere chaufførens bee dee, men hvad gør man ikke for at få stillet sin nikotinhunger, og mit forråd af medbragte cerutter er for længst sluppet op. Det er i øvrigt forbløffende så mange lande, hvor det er umuligt at få ordentlig rygelse, hvis man ikke kan udstå cigaretter.
   Vor fart gennem landet hører ikke til de hurtigste, og det passer mig fortrinligt, for der er indtryk nok at suge til sig af. Temperaturen er nu i nærheden af de fyrre grader, hvor der findes en smule skygge, og jeg kan kun gætte på, hvad den er ude i solen. Små skypumper dannet af heden trækker deres snabler hen over markerne og suger støv til sig. Selv trækker vor bil et langt støvspor efter sig og på de lige strækninger uden trafik får min chauffør pisket vognen helt op på firs kilometer i timen, men ustandselig er der noget at tage vare på.
   Bøffelkærrer, der sindigt vuggende, bevæger sig hen ad vejen, løsgående vandbøfler, der har deres helt egen mening om, hvor de skal færdes, for slet ikke at tale om de mere eller mindre hellige køer.
   Set fra køernes synspunkt er det sikkert rart at være hellig for ingen gør dem noget. Derfor går de sagtmodigt nikkende gennem trafikken, uberørte af larmen, varmen og støvet. Oksekød er derfor billigt her, for ingen bryder sig om at spise en forhenværende gud, der er død af alderdom, eller måske har fået slagtepistolen i panden.
   Køerne trasker om i gaderne. Skønt man så vidt muligt prøver at holde dem væk fra de store byer, kan man godt træffe dem i for eksempel Delhi. Køerne æder, hvad de finder undervejs, jeg har set en ko gøre sig til gode med en gammel avis, der var smidt på gaden, ikke særlig nærende måske, men det fylder alt sammen. Hvis koen har en ejer, og hvis den ellers gider, kan det hænde, den går hjem om aftenen for at blive malket. Det er ingen lukrativ forretning at malke sådan en ko, ydelsen er højst et par liter meget ofte slet intet, ydelsen svinger meget med årstiden, fra ingenting til nogle ganske få liter pr. dag.
   Vandbøflen er straks meget mere værd for landet og befolkningen. Den giver mælk og kan bruges som trækdyr og mange andre ting. Den har blandt andet fået tilnavnet "speed breaker" for sin formidable evne til at sætte gennemsnitshastigheden ned hos al anden trafik. Intet kan formå sådan et dyr til at skynde sig. Hvis den skal krydse vejen, gør den det, og kommer en bil brølende ned imod den med speeder og horn i bund, ja så giver det ikke bæstet nerver endsige får den til at flytte sig.
   Min chauffør ved det og tager passende hensyn, ikke til bøflen, men til sig selv og hans to passagerer, samt ikke at forglemme bilen, som han har ansvaret for.
   Et sted undgår vi med nød og næppe en bøffel, der har sat sig i hovedet, at vejen skal krydses, trafik eller ej, den vader støt over. Vor bil må slå et kraftigt slag for at komme udenom, vi er så tæt på, det ikke skulle undre mig om dyrets mule har afsat et fugtigt spor hen ad siden på vognen, men den forsætter uberørt sin fremfærd. Hvad rager det den, hvis bilen tørner ind i siden på den, så bliver det værst for bilen, for bøflen vejer dobbelt så meget.
   Kun en ting kan få en bøffel til at forstærke sin sindige jokken rundt i det indiske støv. Det er når dens daglige bad venter. Alle floder og vandløb er fyldt med badende bøfler på disse kanter. Med et inderligt saligt udtryk i de dumme sløve øjne ligger de i vandet med kun næseborene ovenover vandfladen. Ikke for ingenting har de fået navnet vandbøfler.
   På steder, hvor vanddybden ikke tillader en sådan luksus, knæler bøflen ned på forbenene og lader tungt bagkroppen følge efter, så har den gjort alt for at få det behageligt, og det hænder ikke så sjældent, at dens herre står ved siden af den og overøser den grove sorte hud med vand fra floden.
   Andre steder i landet, hvor man forsøger at gennemføre forædling af husdyr, har man måttet give hver rød eller sortbroget malkeko en elektrisk vifte, for at undgå, at den får hedeslag. Det er ikke nødvendigt her, vandbøflen har lang erfaring i at gøre sig det behageligt. Det generer den ikke, at en af dens kammerater har opgivet ævret og er gået til de evige græsgange. Den ligger ved siden af vandhullet og en hærskare af gribbe sværmer om den og sidder på kadaveret, mens de får deres middagsmad. Gribben er dog usædvanlig grim fugl med den lange nøgne hals og den storkende duknakkede gang. Af og til opstår der uorden i måltidet og en af fuglene flagrer op for kort efter atter at slå sig ned eventuelt på ryggen af en anden grib, for alle siddepladser er optaget på bøffelkadaveret.
   Gribben er ingenlunde en sjælden fugl her. Overalt på denne egn, der engang var under muhamedansk indflydelse ser man ruiner fra denne tid. Her står de sekelgamle mure med rester af takker og fordoms storhed. Her sidder gribbene skulder ved skulder på murkronerne og deres nøgne halse drejer sig, mens de grimme hoveder panorerer efter de forbikørende biler. Det syntes indlysende, at sådan som trafikken bevæger sig kan der ikke være langt til fodringstid.
   Det er høsttid. I det varme klima er det muligt at høste i hvert fald to gange, måske tre hvis man er heldig. Mange steder er man færdig i denne omgang og er godt i gang med at behandle jorden med en ard. En primitiv plov uden muldfjæl, så den kun kan lave en fure i jorden i stedet for en rigtig vendt plovfure. To okser får lov til at trække. Andre steder er man ikke kommet så langt. En række mænd sidder lige i udkanten af en kornmark. De sidder der på hug. Med den ene hånd fanger en mand en håndfuld aks, skærer den over med sin segl og rækker den bagud til en kvinde, der, når hun har fået nok binder et halmreb om bundtet, så det senere kan blive fragtet ind til landsbyen enten på hovedet af et menneske, og man ser mange omvandrende halmstakke på sin vej, eller stakket pænt på en oksekærre.
   Metoden er ikke ny, men blev brugt allerede lang tid før Moses blev udsat i Nilen, og man bruger den i dag. Ny er heller ikke tærskemetoden, halmen bliver samlet i en lav bunke og okse eller bøffel trasker rundt og rundt i bunken til kærnerne er rystet fra. En mand går og river sammen, hvis dyret får spredt halmbunken for meget. Som en rent praktisk foranstaltning har han givet sit tærskedyr mundkurv på, så der er ikke andet at gøre for det arme kreatur end at blive ved med den sindige rundgang til arbejdet er tilendebragt. Enkelte steder har man moderniseret sig lidt og lader dyret slæbe en tromle rundt, det giver lidt bedre resultat.
   Det er i øvrigt ikke første gang denne tærskemetode er omtalt på tryk, jeg tror der står lidt om at give sine dyr mundkurv på allerede i det gamle testamente.
   Nyt er heller ikke irrigationssystemet, der skaffer vand frem til markerne af gravede grøfter. Brøndene ligger langs vejkanten og en okse drevet af en lille pige går sindigt rundt og rundt trækkende en bom efter sig. Bjælken er fastgjort til et tandhjul af træ, der bliver brugt til at trække en endeløs kæde af spande på en rem. De løber op over en stor remskive og tømmer det værdifulde vand i en trærende, der lader det fortsætte ud i grøften, mens spanden atter forsvinder ned i den dybe brønd, hvis undersider er overbegroet af grønne vækster, så langt ned det livgivende sollys når.
   En lille dreng løber næsten livet af sig i den brændende sol, for at komme hen til brønden og posere for mit kamera. Han er stolt over at blive fotograferet. Vi er på landet nu og ingen strækker hånden frem for kontant afregning efter klikket har lydt. Selvfølgelig har jeg set slangetæmmere, bjørnetrækkere og elefantryttere i nærheden af de store byer, også de ville gerne fotograferes, men det var turistgejl og kun mod kontant betaling. Her er ingen stillen sig op i et selvkomponeret opfindsomt kostume, der skal gå for at være særlig fint, med en bestemt mening i, dette er ukrukket, jordnært og ægte.
   På vor vej kommer vi også gennem utallige små landsbyer, hvor livet går sin vante gang uden større indflydelse udefra. Landsbyens kvinder går ranke som lys ned til landsbyens brønd, der er et samlingssted for dem. På hovedet bærer de en eller to krukker til vand. Ingen tvivl om den ting, det giver en særdeles yndefuld gang og en god holdning at gå med krukker på hovedet.
   Nede ved brønden går snakken livligt, mens de skiftes til at lade spanden gå ned for enden af den lange vippearm. Krukkerne bliver fyldte og atter båret hjemad til huset, der som oftest er opført af solbrændte lersten.
   Et andet byggemateriale er ko- eller bøffelgødning. Det bliver indsamlet i frisk tilstand og formet i pæne klatklager, der får lov til at tørre i solen. Det giver både brændsel og byggemateriale, men selvfølgelig hænder det , i særlige kraftige regnperioder, at det hele render fra hinanden og bliver opløst, men så er nye materialer ikke så langt væk, når genopbygningen skal foregå.
   Kvinderne her er eksperter i at bære ting på hovedet, mange ting bliver transporteret rundt på denne måde, men rekorden har dog en kvinde jeg så i Anand. Hun arbejdede som murermedhjælperske og sørgede for at slæbe mursten frem til stilladset. Når hun ikke bar en balje mørtel på hovedet var det mursten. Hendes teknik var enkel, men imponerende. En sten blev lagt på tværs på hendes isse med en fold af sarien som underlag, ovenpå denne sten stablede hun så to søjler med seks eller syv i hver. Det blev til et betragtelig læs for stenene var noget større end dansk standard, og med denne byrde gik hun de halvtreds meter til stilladset, hvor andre sørgede for at bringe stenene til tops.
   En anden kvinde, jeg så i Bombays gademylder stod og snadrede med en veninde, mens hun balancerede et autobatteri på hovedet. Et kunststykke næppe mange europæiske kvinder kunne gøre efter.
   Vi når frem til vor første kunde ved middagstid, og får adgang til hans kontor. Ind forbi en bevæbnet vagt, der gør honnør for os og videre ind i kontoret, der ikke byder på den store komfort. Det bliver en lang samtale, der dog ender med positivt resultat, og jeg trækker mig tilbage til gæstekvarteret, hvor jeg lægger mig på sengen og lader viften i loftet sørge for min komfort, så godt det lader sig gøre, mens en gekko krabber rundt på væggen og loftet på jagt efter insekter. Det er helt hyggeligt med sådan en lille fyr, den er uskadelig undtagen for de insekter den møder på sin vej, selv om det selvfølgelig kan være ubehageligt at sådan en lille fætter pludselig mister sit greb i loftet og havner i hovedet på en.
   Et af de mange steder jeg besøgte, så jeg et par gekkoer, der startede, hvad der skulle have været et kærlighedsforhold. Det blev desværre ret hastigt afbrudt, da parret havde forglemt sig og søgte at gennemføre en parring hængende under loftet. Pludselig var luften fyldt med firben med vildt flagrende lemmer. Hannen ville vist gerne have fortsat forholdet på gulvtæppet, men gekkodamen havde fået nok og fortrak til andre steder.
   Gekkoer er ikke de eneste repræsentanter for den indiske fauna, jeg stifter bekendtskab med. En aften, på vej fra arbejdet på mejeriet til mit gæstekvarter, er jeg ved at løbe ind i en velvoksen cobra. Den har lagt sig til rette under en havelygte, der har til opgave at oplyse stien, jeg går på. Vi er tre mand, der standser brat op, da den ene får øje på slangen. Slangen føler sig tydeligt nok irriteret. Den rejser hovedet spiler nakkehuden ud og forlanger respekt, og det får den, vi bakker til passende afstand, hvorefter slangen opgiver sin stridslyst og forsvinder ud af lyskredsen fra lampen og ind i buskadset. Vi går videre, men jeg sørger for at se mig godt for hver gang jeg sætter foden til jorden.
   Dagen går på hæld, den kogende hede, der står som en solid mur udenfor forsvinder langsomt og giver plads for køligheden. Jeg nyder et udmærket måltid på fabrikken serveret af en meget beleven messemand, der ser det som en stor ære, at hans gæster vil spise hans mad. Selv ser han ikke just renlig ud, men det får være, hans mad er udmærket, og skulle det værste ske, har jeg enteroviroform og astronautpiller med i bagagen. De sidste har jeg givet navn, fordi æsken har et nydeligt billede af en astronaut med et overrasket, forpint og temmelig desperat udtryk i ansigtet, han hænger for enden af sin "navlestreng" et eller andet sted mellem himmel og jord. Teksten under billedet oplyser at pillerne netop bliver brugt af astronauter, og jeg kan derfor kun skønne at den afbildede person har glemt sin dosis.
   Selvfølgelig bliver der fra tid til anden brug for den slags små hjælpemidler, men det er noget, der følger med rejselivets velsignelser, og med lidt sund fornuft kan det meste undgås.
   Den næste dag, en søndag, er det endelig tid for mig til at opleve Taj Mahal, der af mange poetiske rejseskribenter er beskrevet som et af den, nyere tids underværker. Selv når alle flosklerne er skåret fra, må man konstatere, at Taj Mahal, bygget af en hærskare af håndværkere i tiden mellem 1632 og 1650, er næsten uvirkeligt smukt, og dog så nærværende, mens man går rundt i de stille rum og beundrer de udskårne marmorvægge og de smukke indlagte stene. Her er sandelig ikke sparet på noget, da Shah Jahan stormogulen byggede et gravmæle til sin yndlingshustru og stedte hende til hvile i en marmorsarkofag i bygningens midte.
   Senere, da hans egen tid kom blev han lagt i samme rum som sin yndlingshustru i en sarkofag, der var noget større og stod lidt højere end hustruens, der var dog trods alt lidt forskel på folk.
   Jeg søger atter udenfor, får skoene på, for fodtøj er forbudt indendørs, og står og nyder dette arkitektoniske mesterværk, der står der helt symmetrisk opbygget som en perle i en smuk, smuk have. Selv kaglende amerikanske turister trænges i baggrunden ved dette syn, nogle indiske kvinder i deres smukkeste sarier har slået sig ned på en bænk i haven og hjælper med som farverige kontrastpunkter i det storslåede sceneri. Der står der som et minde om en stor og smuk kærlighedshistorie mellem en stormogul og hans kæreste hustru, som han elskede så højt, at det næsten gik ud over den hærskarer af konkubiner samt de tre andre hustruer, som koranen tillod ham.
   Denne næsten selvmodsigende kærlighedshistorie står da også i en skærende kontrast til Indiens historie både før og efter.
   Shah Jahan var det, der lod påfugletronen fremstille et værdighedssymbol, der gav så meget magt, at søn gerne myrdede fader for at komme i besiddelse af den og hvad dermed fulgte.
   Indien har en ældgammel kultur, der går tusinder og atter tusinder af år tilbage. Sekstusinde år gamle sagn fortalt fra fader til søn op gennem generationerne, til den tid, hvor man kunne skrive dem ned på papyrus og videre op gennem årtusinderne. Disse sagn ved at berette om fyrstelige familier, om deres kærlighed og deres krige. Fantastiske beretninger om maskiner, der kunne flyve gennem luften og lamme fjender med rædsel. Supervåben, der kunne udslette enorme hære i et gigantisk flammepust og kaste forbandelser på utallige generationer.
   Nu i dag tusinder af år senere har Indien stadig disse ting. Oksekærrerne, der kørte rundt på den tid helteeposserne blev til er ikke meget ændrede i dag. Livet i de små landsbyer har heller ikke ændret sig synderligt. Inderne lever og dør stadig på samme vis som for årtusinder siden.
   Men også resten af eposset er blevet til virkelighed. Flyvemaskinerne, der kan lamme fjender med rædsel og sprede død og ødelæggelser er nu realiteter, og ude i ørkenen i det nordlige Indien sprænger man supervåbenet, der kan udslette enorme hære i et flammepust og kaste forbandelse over fremtidige generationer.
   Times of India spørger til hvilken nytte, og svarer selv: For at Indien skal have et hul i jorden til at begrave de sultende millioner i. En fortvivlende galgenhumoristisk ironi, der hverken gør fra eller til for planerne om at gøre det farlige våben bedre.
   Indien er et mærkeligt frustreret land. Her bygger man fantastiske dæmninger, her sender man hjemmelavede satellitter i orbit om jorden på toppen af russiskbyggede raketter, mens man andre steder i landet slås med nød, elendighed og fortvivlende uoplysthed.
   Desperat prøver man at få folk til at forstå nødvendigheden af børnebegrænsning, men de færreste steder vil man fatte det. I de små landsbyer, hvor man tilbereder jorden med en ard, forløberen for ploven, og hvor man senere høster sit korn med en segl for at bære det hjem til landsbyen i en stor bylt på hovedet, har man igen sans for den slags ting. Børn er en rigdom, mange små hænder til at hjælpe, og den ældste søn til at sætte ild til faderens begravelsesbål, når den tid oprinder.
   Det har man gjort i mands minde, så hvorfor ændre det, blot fordi regeringen laver tegneserier på husene. Tegneserier, der viser en glad inderfamilie med to børn, eller udsteder mønter med den manede indskrift "Planned families, food for all".
   Familieplanlægning giver mad til alle. Mens kampagnen løber bliver fortsat undfanget og født nye millioner til sult og nød og fattigdom. 30 til 40 år vil gennemsnitsalderen blive for disse mennesker, hvoraf 60 % aldrig vil lære at skrive eller læse.
   Times of India, Chandigarudgaven skriver en fantastisk beretning: "Den unge pige begik selvmord kort før sit bryllup."
   Hun begik ikke selvmord af mangel på kærlighed til sin vordende mand, for ham kendte hun ikke, forældrene havde som skik og brug var, valgt ham til hende. Medgiften var aftalt og bryllupsdagen fastsat, og her kom det kildne punkt. Pigens fader ville det godt for sin datter og havde besluttet, at han ville have hende, om ikke indgift i en højere kaste, så dog gift i en rigere familie.
   Den slags forretningsaftaler går naturligvis kun i orden, når man præsterer en ordentlig medgift, i dette tilfælde på 10.000 rupees eller i danske penge ca. 7.500 kr.
   Faderen spinkede og sparede, kun for at opdage, at der trods alt ikke var penge nok, men da han var nød til at overholde sin del af aftalen for ikke at tabe ansigt, var der kun en udvej, og det var at gribe til tiggerstaven og prøve at tigge medgiften sammen, og her var det den fortvivlede pige valgte at hugge den gordiske knude over ved at begå selvmord. Det var ikke muligt at skaffe tilstrækkelig mange penge til at brylluppet kunne afholdes.
   Times of India slutter: Pengene blev brugt til begravelsen, der i øvrigt blev udført på pigens bryllupsdag.
   Naturligvis eksisterer der i dag ikke noget kastesystem i Indien, det blev ophævet ved lov i 1950, men dog repræsenterer dette gamle system skygger, der bliver kastet ind i nutiden. En barriere for forskellige aktiviteter i det indiske hverdagsliv.
   Et af mine mange spørgsmål til min ledsager og guide var: Hvorfor driver man ikke landbrug på kollektiv basis? Det skulle sagtens kunne lade sig gøre, så landbruget i nogle egne ville bevæge sig op fra stenalderstade til et trin, hvor dog ingen i distriktet behøvede at lide nød på grund af manglende høstudbytte. Det system fungerer i mange lande med et udmærket resultat.
   Svaret var enkelt. De forskellige jordbrugere kan ikke enes, fordi de stammer fra forskellige kaster.
   Dette var en ting, jeg kun havde hørt om før, men jeg havde aldrig oplevet konsekvensen af dette system i praksis. En anden ting, jeg kun havde hørt om før, men nu fik at føle på min krop, var et tilfælde, jeg kom ud for oppe i det nordvestlige hjørne af Indien. Her ligger en stat, der for ikke så længe siden var forenet med nabostaten. Efter adskillelsen købte et statsdrevet mejeri noget temmelig kostbart udstyr til deres mælkeproduktion, og følgende princippet: So ein Ding müssen wir auch haben, købte mejeriet på den anden side af grænsen også noget tilsvarende udstyr. Til dette sidste mejeri ankom jeg for at prøve at sætte dette udstyr i gang.
   Jeg blev mødt af venlig høflighed og total mangel på interesse for min mission. Apparaterne, der ikke virkede, stod i et stort lyst og velforsynet laboratorium, men det viste sig snart, at det stod så som så til med laboratoriet eller måske rettere dets personale. Til sidst spurgte jeg lige ud, om man overhovedet var interesseret i at få startet apparaterne og blive sat ind i deres funktion.
   Svaret faldt prompte og ærligt. Det var man ikke. Instrumenterne var skuestykker til at vise frem for gæster, der besøgte stedet i fremtiden, så de kunne se, hvor godt man var med på noderne her, og at man i hvert fald ikke stod tilbage for naboen på den anden side af grænsen.
   Det var en drøj forklaring at sluge, så efter at have sundet mig lidt spurgte jeg, hvordan man kunne tillade, at apparatur til en værdi af 10 til 20 Lakh, (100200.000 rupees), fik lov til at stå ubenyttet hen. Der var dog afskrivning og renter at tage hensyn til. Svaret var lige så ærligt som før. Det betød ikke noget for UNESCO havde betalt det hele, så hverken mejeriet eller staten havde noget i klemme. Efter denne samtale tog jeg høflig afsked med personalet og drog bort, men jeg krummede dog tæerne i skoene ved tanken om, hvad jeg med dette udstyr kunne have gjort for et firma i Moga, der kæmpede en fortvivlet kamp for at holde noget tilsvarende udstyr i god funktionsdygtig stand. Der var her tale om et privat firma, der brugte instrumenterne helt til den maximale ydeevne, men de havde næsten uoverstigelige vanskeligheder med at skaffe reservedele, fordi det krævede brug af udenlandsk valuta, og regeringen havde mindst 6 måneders ventetid på en importtilladelse, hvis den overhovedet kom.
   Denne slags mærkelige og deprimerende oplevelser kan man naturligvis få i mange andre lande, men derfor er det nu alligevel hårdt at blive konfronteret med et sådant problem så direkte. Langt de fleste steder har jeg da også mødt en overstrømmende interesse og en ganske udmærket gæstfrihed. Jeg må dog hellere indskyde, at indstillingen på dette mejeri ikke er et helt isoleret tilfælde fra min rundrejse. Jeg har mødt det enkelte andre steder også.
   Min tur i Indien er ved at være slut. Det har været en uforglemmelig oplevelse. Der er blevet arbejdet hårdt til tider, men der har også været tid til at se sig om, snakke med folk og få et indtryk af et fantastisk land og en ikke mindre enestående befolkning på godt og måske også lidt ondt.
   En af fordelene ved et sådant arbejde som mit er, at man kommer meget mere omkring end den almindelig turist har både tid og råd til, og man får frem for alt et billede af et land og dets befolkning, som ingen turist nogensinde lærer at kende.
   Nogle af mine kollegaer har fået stress af at besøge landet, og længtes efter atter at slippe ud og hjem til Danmark så hurtigt som muligt. På mig virker det anderledes. Jeg indsnuser atmosfæren og suger indtryk til mig og kommer hjem med en rig oplevelse, og, håber jeg, en bedre forståelse for mine medmennesker, hvor end de så måtte opholde sig på den planet, som vi kalder vort hjem.
   Kort tid efter mit besøg til Taj Mahal. Et par dage senere, går turen tilbage til Delhi. Da vi kommer ind i byen kører vi gennem en gade, hvor en eller anden har åbnet en brandhane, så gaden er oversvømmet. Midt i den sø, der har dannet sig ligger to små nøgne drenge og basker med arme og ben, mens de jubler af fryd over dette aldeles pragtfulde uheld midt i sommervarmen, og med dette lille positive bevis for, at børn er ens, uanset hudfarve, race og hjemland, overalt på jordkloden vil jeg slutte denne lille beretning fra en begivenhedsrig og meget interessant rejse.