Vagthavende på politistationen gabte og strakte sig. Det var søndag morgen, og han følte et intenst velvære brede sig i kroppen ved tanken om, at han kunne gå hjem, få sin søndagsmorgenkaffe i fred og ro, og derefter en lille en på øjet. Det var strengt at have nattevagt, selv om alt havde åndet fred og ro hele natten. Alt er relativt selvfølgeligt, men detentionen var kun blevet halvt fyldt med berusede, der havde kun været nogle få udkald til natteslagsmål og den slags, foruden selvfølgelig en mindre brand i en kontorbygning. Ingen ting at regne med. Vagthavende slog med stor finalitet det sidste punktum i rapporten over nattens begivenheder. Så fremdrog han en æske tændstikker, tog to tændstikker frem og knækkede hovedet af den ene.
   - Olsen, brølede han til den anden betjent, der var gået ud for at få lidt vand i hovedet, inden vagten sluttede klokken otte. Olsen dukkede op i døren. Hans hår var i uorden og han moppede sig energisk i ansigtet med et frottehåndklæde.
   - I skreg herre, sagde han og prøvede demonstrativt at proppe hele håndklædet ind i det ene øre.
   - Olsen, tiden er ikke til spøg og skjæmt. Tiden iler Olsen.
   - Træk. Vagthavende rakte hånden med de to tændstikker frem. Olsen tog om den ene, slap den, som om den var gloende og greb den anden. Han holdt triumferende tændstikken med svovlet frem mod vagthavende.
   - Fandens også, brummede vagthavende, hvorfor vinder jeg aldrig? Han rejste sig for at gå ud i det lille køkken bag ved. Der var en time til vagtafløsningen, og det var et fast ritual for søndag morgen, at en af dem lavede kaffe og hentede morgenbrød. På den måde fik han ganske vist morgenkaffe to gange, men som alle politimænd og soldater, var han galvaniseret indvendig og kunne derfor tåle umådelige mængder af den brune væske.
   - Du skal bare gøre ligesom jeg, råbte Olsen efter ham. Jeg knækker altid svovlet af begge tændstikker før lodtrækningen.
   Vagthavende svarede et eller andet usømmeligt ude fra køkkenet, mens han fyldte bønner på. Da kaffen var færdig tog han tragten af kanden og gik ud i gården bag ved for at smide det brugte filter i skraldespanden. Skraldespandens låg var halvt åbent, og ved siden af spanden lå forskellige rare sager, som der åbenbart ikke var plads til i spanden.
   - Møf, lød dernedefra. Vagthavende sprang tilbage, men der skete ikke mere. Forsigtigt nærmede han sig atter og tittede ned i spanden, der var en ret stor gammeldags model med årtiers snavs siddende på indersiden. Han synes, han kunne se et hoved nede i spanden. - Olsen, hylede han.
   Olsen dukkede frem i døråbningen. - Det er godt med dig, se du nu bare at komme ned efter mit morgenrundstykke og tag det som en god taber.
   - Olsen, der sidder et menneske i skraldebøtten.
   - Sludder, sagde Olsen, men kom alligevel ud for at se efter.Sammen stod de to mænd og gloede på spandens indhold. Så begyndte de med forenede kræfter at lirke personen, der sad godt fast, op. Det ville ikke rigtig lykkes for dem, før de væltede spanden om på siden og derefter videre om, så indholdet kunne falde ud af sig selv. Daneborg rullede ud på gårdens hårde asfalt. Han var svinebundet og foldet omhyggeligt sammen, så han lige kunne passe til sit trange natlogi. Hans øjne rullede vildt i hovedet på ham. På hans bryst var fastgjort en lap papir, hvor der stod: "Jeg er et dumt svin, der bør køres til omgående destruktion på nærmeste forbrændingsanstalt". De to betjente kikkede på ham som i trance, så fattede vagthavende sig. - Pokkers også, sagde han, nu bliver jeg nødt til at skrive min rapport om.
   - Det er gudskelov ikke mit problem, brummede Olsen, men lad os få ham ekspederet på skadestuen, så du kan komme over efter mit rundstykke. Sammen begyndte de at løse Daneborgs bånd og prøve at rette ham ud efter nattens ubekvemme stilling. En halv time efter var Daneborg installeret i en hospitalsseng, og en tilkaldt læge kunne konstatere, at den indbragte person havde fået alle tiders lag tærsk, men derudover ikke taget uoprettelig skade. Undtagen måske på sin sjæl, forudsat altså, at Daneborg overhovedet havde en sjæl.
   Vagthavende satte bandende endnu et stykke papir i sin skrivemaskine og skrev: - Udover de allerede omtalte begivenheder blev en person fundet i en skraldespand i politigården klokken 0730. Personen blev indbragt til hospitalet og her identificeret som en hr. Adolf Daneborg pengeudlåner af profession. En kort afhøring af denne person førte ikke til noget resultat, idet han erklærede, at han var blevet overfaldet i en mørk gade af ukendte personer og slået ned. På hans bryst var hæftet et stykke papir, der medfølger denne rapport som separat bilag.
   Afløsningen løb rapporten igennem rystende på hovedet og brummede: - Hvorfor lod de ham ikke ligge til skraldemændene. Han var ikke bedre værd. Læseren af rapporten havde selv engang været en af Daneborgs kunder og vidste derfor, hvad han talte om.
   Journalisten sad og kløede sig i nakken. Det var søndag eftermiddag, og han skulle gerne have en rigtig saftig overskrift til sit formiddagsblad mandag. Der var ikke rigtig noget, der egnede sig for en forside. Et jordskælv, hvor 100.000 var blevet dræbt. Krig i mellemøsten. Nye kamphandlinger i Beirut. Et par bankrøverier. Et enkelt mord eller to. En voldtægt. Journalisten standsede. Her var måske noget. Han spekulerede. Hvad med et nøgenbillede af ofret og en overskrift. "Han tog min krop, men ikke min sjæl". Nej, den var for brugt. Hans kollegaer havde hugget den idé to gange i år. Selv om den ene gang var konstrueret, og pigen havde fået penge for at lade sig "voldtage". Også fandens, der ikke var noget interessant. Fru Pedersens hund var kørt ned af en bilist. Journalisten gjorde en randbemærkning i sine notater. Det var garanteret noget, der kunne røre ved læsernes hjerterødder. Bare nu bilisten var langhåret og havde kørt lidt for stærkt så!!!
   Den næste notits fik ham imidlertid til at vågne op. Mand fundet i skraldespand. Gud ved, hvad det var for noget, sandsynligvis en fuld svensker. Journalisten læste langsomt notitsen igennem, til han kom til navnet på manden i spanden. Han spærrede øjnene op, her var hans overskrift. Han gik hurtigt resten af papirdyngen igennem og fandt en lap papir, der handlede om ildebrand i to kontorer i København. Journalisten kendte begge adresser. Begge kontorer tilhørte "skraldemanden". Reporteren lagde papirerne tilside, så hentede han et tykt charteque fra et kartoteksskab. Snart flød hans skrivebord med fotos og papirer, mens hans computers tastatur klaprede og røgen fra hans cigaret snoede sig op forbi hans venstre øje og videre mod loftet.
   "HAJ BIDT AF SMÅFISK?" Gitte læste uinteresseret videre. Hun sad op i sengen på hotelværelset og fik sin morgenmad. Bert sad ved siden af hende og guffede i sig. Han havde bedt hende om at kikke avisen igennem for, som han sagde: - Når man er væk hjemmefra i længere tid, er det rart at vide, hvad der sker ude i den store verden.
   "Når hajerne slås bliver småfiskene ædt lyder et gammelt ord, men i dette tilfælde ser det unægtelig ud til, at småfiskene har bidt først". Finanshajen gennem mange år Adolf Daneborg blev natten til søndag indhentet af en fortjent skæbne. Ukendte personer har gennembanket ham efter alle kunstens regler for sluttelig at anbringe ham i en skraldespand i baggården til en politistation. Daneborg hævdede selv under en foreløbig afhøring, at han lørdag nat blev overfaldet af ham ukendte personer og på det grusomste mishandlet. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at begge Daneborgs kontorer i den indre by er blevet raseret og alle papirer tilhørende Daneborg samlet i det ene kontor, hvorefter kontoret er stukket i brand. Det hele bærer et meget professionelt præg, og umiddelbart lyder det mærkeligt, at en af de mange mennesker, der har lidt under Daneborgs transaktioner skulle have udført dette arbejde. Personligt anser jeg det dog ikke for usandsynligt, at en kreds af låntagere måske har betalt et par skrappe drenge til at tage sig kærligt af Daneborg.
   For os andre er det en stor trøst at se en af vore skjulte storganstere både banket og blanket af. Daneborgs udlånsvirksomhed var af en sådan karakter, at man må formode, alle gældsbeviser er gået tabt ved branden. Det er dette blads mål at forhindre den form for virksomhed, som Daneborg så succesfuldt har drevet gennem flere år, indtil nemesis så hårdt ramte ham lørdag nat. Jeg vil her slutte med at love mit blads mange, mange læsere, at jeg og mit blad med alle midler, inden for lovens rammer, vil hindre, at Daneborg nogensinde kommer frem indenfor denne branche igen.
   Gitte holdt stakåndet inde. - Stakkels mand, sagde hun medfølende. Hvad skal der nu blive af ham?
   Bert så forbløffet på hende.
   - Hvad mener du med det, sagde han. Daneborg har pint og plaget en masse mennesker gennem flere år, og nu har en eller anden sat en stopper for det.
   - Nå ja, sagde Gitte ikke særlig kløgtigt. Det kan der måske være noget om, men alligevel tilføjede hun med mærkelig logik.
   - Du holdt måske af den bandit, spurgte Bert halvsurt.
   - Ih nej, skyndte Gitte sig at forsikre, men han kunne virke så nobel og fin, når han ville, og så brugte han sådan nogle fornemme ord.
   - Nu skal du høre min skat, sagde Bert. I Sydney, hvor jeg har boet en tid, findes et kæmpestort akvarium, der hedder Manly Shark Aquarium. Jeg har tit beundret de hajer, der svømmer omkring i det akvarium, og jeg skal love dig for, at det er smukke dyr, der virker meget imponerende. Jeg har også set et menneske, der var blevet bidt af en haj, det virkede ikke imponerende kan du tro, og derfor skal man ikke gå efter udseendet alene.
   Gitte bed sig eftertænksomt i læben.
   - Du har vist ret skat, sagde hun, jeg tænkte mig ikke rigtig om, men lad os nu glemme Daneborg. Lad os stå op og få noget ud af dagen.
   De fik imidlertid ikke sådan lov til at glemme Daneborg, fordi de mødte Alfred og Lis. Alfred skummede og grunden var at finde i et formiddagsblad, som Lis havde i hånden. Dette blad havde landets andet højeste oplag, og grunden var at finde i, at det lod sine kvindelige modeller beholde trusserne på, når de blev fotograferet forfra. Slige ting generede ikke dets konkurrent, der derfor havde et højere oplag.
   - Se her, skreg Alfred og slog på avisen. Daneborgs billede var på forsiden sammen med enorm overskrift. "Politiet sover, pæne borgere kan ikke gå på gaden i fred." Artiklen fortsatte: Er politiet i lommen på bagmænd, så de bliver betalt for at vende det blinde øje til, når der bliver begået uhyrligheder. I nat blev en i finanskredse kendt og agtværdig mand overfaldet og mishandlet, hvorefter han blev anbragt i en politigård proppet ned i en skraldespand. Politiet hørte og så intet før næste morgen. Vi kræver en offentlig undersøgelse af dette forhold, og det skal være nu. Det kan ikke og må ikke passe at pæne borgere ikke kan gå i fred på gaden. Bert så forbløffet på artiklen og derefter på den, han selv lige havde fået oversat. Der var ingen sammenligning, og dog var det den samme sag, det drejede sig om.
   - Milde moses, sagde han. Prøv at se min artikel, den siger noget helt andet. Alfred fik oversat.
   - Der er noget der siger mig, at de to aviser er arge konkurrenter og rider hver sin kæphest, sagde han. Lad os prøve at få nogle andre aviser, der går mere efter saglige oplysninger end efter at presse oplagstallene. Lis var allerede på vej over mod receptionen efter flere aviser. De fik to morgenblade og kikkede dem igennem.Det ene blad havde en notits på side 13 om Daneborg 5 linier ialt. Det andet havde anbragt Daneborg som nummer tre i en liste over begivenheder sket lørdag nat.
   Alfred blev formildet. - Her er Daneborg kommet i et mere sagligt perspektiv, brummede han og kasserede alle fire aviser. Men lad os komme i gang med vort arbejde. Vi skal en tur til Zurich i dag, hvem vil med? Pigerne stod et øjeblik himmelfaldne, så råbte de som med en mund, så det gav genlyd i vestibulen: - Jeg. Ingen af dem var rejsevante, og det kom derfor som en appelsin i deres turban pludselig at få en tur til Schweiz ganske gratis. Som de fleste danskere var de kun vant til at komme uden for landets grænser i sommerferien, og så endda kun fordi ingen normale mennesker havde råd til at opholde sig i Danmark i sommerferien. Nu var det imidlertid ikke Spaniens milde klima og priser det gjaldt, men landet i Europa, hvor nationalreligionen hed Gud Mammon.